Det var en menneskealder siden, Sensō sidst havde været i Medanien, og alligevel lignede det mere eller mindre sig selv. Der var kommet nogle flere huse og marker rundt omkring, men der var stadig en følelse af nostalgi over området. Det var synd at sige, at hun kom her til dagligt, men det var alligevel rart, at det ikke havde ændret sig fuldstændig efter alle de år.

Grunden til at hun var her, var dog Theo. Hun havde hørt rygter om, at en, der passede på beskrivelsen af hungersnød, rendte rundt og spillede musik i landsbyens gader i Medanien. Det sidste, hun havde hør til sine søskende, var at Marad og Samael havde været oppe at toppes, og det var endt med en brækket næse for døden. For Sensō betød det ikke så meget, at der ikke var kærlighed imellem dem, men de burde alligevel alle kunne enes, når de trods alt hang på hinanden mere eller mindre. Det betød intet, at ingen af dem havde lyst til at starte apokalypsen (med undtagelse af Marad, der vistnok prøvede at smitte alt og alle med sygdomme), for de var trods alt i familie... på en måde. Sådan så Sensō det i al fald. Derfor havde hun taget beslutningen om at finde Theo for at prøve at overbevise ham om at hjælpe hende med at få alle til at enes igen.


Sensō befandt sig i øjeblikket på markedspladsen. Det var her, der nok var størst chance for at finde Theo. Hun gjorde, hvad hun kunne for at undgå folk for ikke at få dem til at bekrige hinanden, men da hun blev fanget af en kæmpe menneskeflok, var skaden sket; næsten med det samme brød de nærmeste ud i aggressive tilnærmelser mod hinanden, og der gik ikke ret længe, før hele gruppen, der rummede ca. 50 individer, var oppe at slås med hinanden, og Sensō var fanget midt i det hele, hvilket også medførte, at et par af dem forsøgte at kaste sig over hende. Hun var dog hurtig nok til at undgå dem, og hun forsøgte nu febrilsk at komme ud. Tumulterne ville snart tilkalde ordensmagten, og hun havde ikke lyst til at være her, når det skete.

Da Theo forlod gården i morges og satte kursen mod landsbyen, havde han forventet en hel almindelig dag. Han var startet ud med at købe lidt frugt i en af boderne og havde spist lidt af det, på vej hen til sin sædvanlige plads. - En kasse i træ, der blev brugt til transport af manden hvis bod han sad ved siden af. Foran ham på jorden lå den rødbrune kutte foldet sammen, så folk havde et sted at smide krystaller til ham.
Det første lange stykke tid var gået som forventet. Theo havde spillet sin musik, et par børn der tilhørte kurveboden han sad ved, dansede rundt i cirkler foran ham, mens markedspladsen summede af liv, fra de mange morgenmennesker der handlede ind til dagen. Det var sådan her Theo elskede at bruge sine fridage.

Den fredsommelige atmosfære blev dog hurtigt ændret, da Theo hørte de første aggressive tilnærmelser blive kastet, ikke mere end tyve meter fra ham. Han tog sig ikke videre af det, for det var ikke unormalt at en fulderik startede disse scenarier, ikke engang om formiddagen. De dansende børn blev dog hevet til siden af deres far og lige i tide, da en større slåskamp mellem mange flere udfoldede sig på få sekunder.
Theo nåede ikke at reagere, før en af de aggressive mænd greb fat i det nærmeste han kunne finde som våben, lutten, og Theo skyndte at rejse sig, i et desperat forsøg på at få den tilbage, inden den tog alt for meget skade.
"Sensō?" Lød det overrasket fra ham, da han fik øje på hende og i forvirringen glemte han i et øjeblik alt om lutten, men da han hørte den første streng knække, lagde han hurtigt sin overraskelse til side. Han forsøgte at skubbe sig igennem den voldelige menneskemængde, men Theo havde aldrig været bygget til fysisk kamp og han blev hele tiden skubbet længere væk fra lutten. I stedet måtte han rette det desperate blik efter Sensō.
"Sensō! RED LUTTEN! Argh!" Råbte han og nåede lige at dukke sig, for ikke at blive ramt af en knyttet næve, der egentlig ikke var ment til ham. Febrilsk gik han igen i gang med at prøve, at mase sig gennem de mange folk. Ordensmagten ville komme inden længe og det havde Theo ingen intentioner om at deltage i, men lutten skulle reddes først.

Sensō prøvede lettere febrilsk at kæmpe sig ud af flokken af vrede mennesker, men det var ikke ligefrem super nemt. Hun stoppede dog op, da hun hørte en velkendt stemme råbe sot navn, og hun drejede hovedet mod lyden. "Theo! Hvad? Din lut? Så vigtig kan den da heller ikke være!" udbrød hun, men hun nåede ikke at få et svar, da Theo dukkede sig ned i folkemængden. Med eder af diverse karakterer kiggede hun sig omkring, til hun fik øje på den forbistrede lut, og hun fik fravristet den fra manden, der havde den. Nu skulle hun bare ud herfra og have Theo med på vejen. Hun begyndte at ase og mase, men hun var nødt til at løfte armen for, at lutten ikke blev sparket til plukfisk, da en fod var på kollisionskurs med den. Det hjalp dog ikke meget, for i sit sving opad med armen mødte lutten et ansigt på en mand, der kom flyvende gennem luften efter et kast, og den splintrede til atomer. Sensō opdagede det dog ikke umiddelbart, og da hun nåede over til Theo, hev hun ham med ud af mængden med et fast tag i hans krave.

Sensō trak sin bror med ind i en mindre gyde, væk fra alle tumulterne. Så fik hun øje på resterne af luttens afbrækkede hals, hun havde i hånden, og hun så undskyldende på Theo. "Det er jeg virkelig ked af, Theo" sagde hun, tydeligt nedtrykt. "Jeg gjorde virkelig mit bedste for at redde den. Tillad mig at købe en ny. Du får selv lov at vælge den, men lige nu ville det nok være bedst at komme væk fra al opmærksomheden" konstaterede hun, som hun kastede et blik til hver side for at finde den mest ideelle vej væk. "Af alle steder skulle det også lige være en markedsplads..."

Da Theo var tvunget til at dukke sig for ikke at få en næve i ansigtet, nåede han ikke at svare Sensō. Ikke at han ville have fundet det nødvendigt, for selvfølgelig var lutten så vigtig. Derefter måtte han fokusere på ikke at blive ramt af fødder eller knæ, men der var alt for mange at holde styr på, så Theo endte alligevel med at få et knæ hamret mod siden af hovedet, tæt ved øjet. Han kom hurtigt på benene for ikke at blive ramt igen, men i den ekstreme forvirring og når han var lidt ør i hovedet efter knæet, så han slet ikke den albue der var direkte på vej mod hans mave. Han tog et slag i mellemgulvet og fik losset alt luften ud af sig, lige inden han væltede bagover og blev hevet ud af mængden i kraven. Han hjalp selv til ved at sætte fødderne i jorden og skubbe på, bare så Sensō ikke skulle tage al vægten alene.

Theo brugte et øjeblik på at få vejret, før han kunne ånde lettet op og rejse sig, klar til at tage imod lutten.
"Tak for..." Han afbrød sig selv, da han rettede blikket mod det der var tilbage af den stakkels lut. Med et instrument der var mere end 10 år gammelt, kunne han vel næppe være overrasket over, at den ikke ville holde meget længere, men han måtte alligevel bruge et par sekunder på at sørge. Han tog fat om luttens afbrækkede hals og sukkede tungt, men fik samtidig et svagt smil på.
"Hm.. Det gør ikke noget. Den kunne vel ikke holde for evigt." Selvfølgelig var han skuffet, men egentlig ikke nær så skuffet, som han havde forventet og han kunne umuligt bebrejde Sensō for dens fald. Der var ingen grund til at beholde resterne af lutten, så han kastede den over skulderen, i retning af al balladen og uheldigvis nåede den lige at snitte en af de vrede kvinder.
"Av! Det gjorde du med vilje!" Var det eneste Theo overhørte, før den vrede kvinde gik efter det første offer hun så, en af de aggressive mænd og derfra startede endnu et slagsmål. Theo kunne ikke lade være med at more sig lidt over det, men han rettede sig hurtigt mod Sensō igen.
"Du har helt ret og vi må hellere skynde os, inden hun finder ud af, at det var mig," skyndte han sig at sige, for lige meget hvor morsomt han fandt det, ville han helst ikke blandes ind i det.

Han lagde hænderne mod Sensōs skuldre og vendte hende rundt, for derefter at skubbe hende afsted, gennem gyderne blandt de små huse, så de kunne ende i udkanten af landsbyen. Hvis de holdt et raskt tempo, ville det ikke tage dem lang tid.
"Næste gang du kommer på besøg, skal jeg nok opholde mig et mere belejligt sted," smågrinede han, som svar på hendes tydeligt retoriske spørgsmål. Han slap endelig hendes skuldre og gik i stedet op på siden af hende. "Men jeg havde nu ikke forventet at se dig. Hvad laver du her?" Spurgte han, nu lidt mere seriøs i sit tonefald. Theo brokkede sig aldrig over at se sin familie, men det var da noget af en overraskelse efter så mange år. Han havde en anelse svært ved at finde ud af hvordan han skulle opføre sig. Generelt følte han sig så rolig og afslappet, men lige så snart han var i selskab med Sensō, faldt han tilbage i sin lillebror-rolle. Endnu mere fordi hun ikke havde været her længe og allerede havde været nødt til at redde hans røv.

"Tillad mig alligevel at købe en ny, når lejligheden byder sig, og alt det her er faldet lidt til ro" insisterede Sensō med et stædigt blik på sin bror. Det var tydeligt, at hun gerne ville gøre skaden god igen, og at hun ikke tog nej for et svar. "Du skal nok selv få lov til at vælge den" prøvede hun dog at lokke. Hun havde absolut ikke styr på musik selv, så det var også en af grundene til, at Theo selv skulle vælge ny lut. Hun kunne ikke kende forskel på de gode og de dårlige.

Sensō hørte kvinden råbe mod dem, og da Theo skubbede på hende for at komme væk, fulgte hun villigt med. Det var helt sikkert bedst at komme væk herfra, og indvendigt forbandede hun sin aura. Hvis hun dog bare kunne slå den fra, var det her aldrig sket. Hans joke fik hende dog til at grine. "Mind mig om, at jeg næste gang skal give besked i forvejen, så du kan være et mere belejligt sted" svarede hun og sendte ham et smil. "Marad og Samael. Jeg skal nok forklare nærmere, når vi ikke skal tænke på at kigge os selv over skulderen. Jeg er virkelig ked af det menageri, jeg fik skabt, Theo" svarede hun og sendte ham et undskyldende blik ved den sidste del af sætningen.

De nåede ud til den anden ende af gyden, og her var der betragteligt mere stille. Der var stadig mennesker på gaden, men ingen af dem var gået totalt amok, så hun tillod sig at tage den lidt mere med ro her, som hun vendte blikket mod Theo. "Hvilken vej? Og nej, en kro ville ikke være det bedste valg. Der er garanteret proppet med mennesker" konkluderede hun, som hun så lidt tænksom ud. Theo kendte byen bedst, så hun valgte at lade ham guide. Han havde grangiveligt bedre styr på, hvor der var sikkert, end hun havde.

Theo smilede svagt og rystedet let på hovedet over Sensōs venlighed. Han havde altid været god til at give den slags tilbud, men aldrig været specielt god til at tage imod dem. Mest af alt fordi det ikke burde være nødvendigt for Sensō, at gøre op for noget hun ikke havde gjort med vilje. Hendes lokkende ord fik ham alligevel til at nikke svagt.
"Okay," sagde han endelig, men stadig med en tydelig tøven i stemmen. "Tak, Sensō," tilføjede han kort efter og kunne alligevel ikke lade være med at smile lettere fjoget, som et barn der lige havde fået lov til at få et nyt stykke legetøj.

"Det skal jeg gøre," lo han tilbage til hendes svar. Det var muligvis startet som en joke, men han måtte vel egentlig hellere forsøge at huske det. Det ville ikke se videre godt ud, hvis hele landsbyen røg i totterne på hinanden og et større kaos end kampen på markedspladsen udbrød. Theo sukkede tungt over hendes næste ord. Det var næsten lige før hun ikke behøvede at uddybe det, selvom han nu alligevel var nysgerrig på hvad Marad og Samael havde rodet sig ud i. Han valgte ikke at kommentere mere på det, for som hun sagde, var det nok lettere når de ikke behøvede at se sig over skuldrene. I stedet stak han en arm ind under hendes og gav den et lille, venligt klem.
"Det skal du ikke tænke på. Det vil give landsbyboerne noget andet at tale om, end høsten der nærmer sig," smilede han. Han vidste, at Sensō aldrig gjorde det med vilje, siden hun ikke rigtig havde nogen kontrol over sin aura. Desuden var det ikke løgn og selv han kunne godt bruge et nyt emne, der ikke handlede om hvede. Det var helt ærligt ved at være lidt kedeligt.

Theo så sig kort til begge sider og pegede så mod højre med den frie hånd.
"Der er en sti langs marken, som sjældent bliver brugt og en bænk for enden. Mere privat bliver det nok ikke," svarede han og sænkede hånden igen, idet han begyndte at bevæge sig mod højre side af den nærmeste mark. Han kunne have valgt at tage Sensō med til gården, men med alle de folk der arbejdede i huset, ville hun sikkert ikke finde det særlig betryggende. Derfor satsede han på bænken.

Sensō var egentlig blot glad for, at Theo lod hende gøre det godt igen, så hun sendte ham et smil og et nik som svar. Der var ingen grund til at diskutere videre, når emnet mere eller mindre var lukket. I stedet gav hun sig til at fokusere på deres nuværende situation.

"Det vil det helt sikkert" svarede hun med et fjoget smil. Hun kunne lige forestille sig, hvordan folkene her normalt sad og snakkede om den seneste høst på kroen. Denne gang ville det dog være noget anderledes. Der ville nok heller ikke være den samme muntre tone ved deres samtale. Sensō var ret sikker på, at der ville blive talt om denne her begivenhed et godt stykke tid. Uregelmæssigheder var ikke noget, der sådan lige blev glemt i landsbyer.

Sensō ventede tålmodigt på, at Theo planlagde den bedste rute, og hun nikkede til hans svar, hvortil hun fulgte efter ham, da han gik. "Det må være privat nok så" svarede hun med et nyt smil. Bortset fra hendes uheld inde i byen tidligere, var det faktisk rart at se Theo igen. En der ikke blev påvirket af hende, som hun kunne snakke med. Det var længe siden, det var sket, så det var helt rart, at hun ikke behøvede at bekymre sig om sin evne.

Alles opmærksomhed var hurtigt blevet vendt mod det kaos, der stadig fandt sted på gågaden og de fleste folk der ikke var indblandet, havde alligevel ikke kunne dy sig fra at se hvad der foregik. Det betød at den smalle gade Sensō og Theo skulle igennem var helt tom og det samme var stien ved siden af marken. Selv efter de var nået et lille stykke dernedad, kunne man stadig høre nogle aggressive udråb fra folk engang imellem og Theo kunne ikke lade være med at smågrine hver gang. Han gik ud fra, at nogle af udråbene kom fra byvagterne, der uden tvivl måtte have blandet sig i slåskampen nu og højst sandsynligt var i færd med, at kæmpe sig igennem folkemængden. Selvom Theo aldrig havde været typen der gik ind for vold, betød det ikke, at han ikke morede sig når andre indgik i den slags. Han fandt det en smule underholdende, hvor kraftigt folk kunne reagere på Sensōs aura.

Der gik ikke længe før de nåede til bænken, der helt klart havde set bedre dage. Træet var bestemt ikke helt nyt længere og den så ikke specielt holdbar ud. Om den så var stabil nok til at kunne bære dem begge, var han egentlig ikke helt sikker på, men de kunne vel give det et forsøg. Mon ikke det ville gå, hvis de ikke bevægede sig alt for meget.
"Så hvad har Marad og Samael nu gjort?" Spurgte han, da han satte sig på kanten af bænken med et lettere usikkert udtryk i ansigtet, da han allerede kunne mærke det ene bræt give lidt mere efter, end han var glad for. Han rykkede sig lidt længere ind på bænken og lænede sig mod ryglænet, i håb om at det ville blive bedre, hvis han forsøgte at fordele sin vægt lidt mere.

Sensō var faktisk overrasket over, at folk stadig var i gang med at slås længere tilbage. Så længe havde hun ikke påvirket dem, og hendes effekt aftog ret hurtigt, hvis hun ikke havde påvirket folk i længere tid. Det kunne selvfølgelig være, at hendes aura kun havde været gnisten, og at folk nu selv holdt gang i ilden. Det var ikke til at vide. Hun bemærkede Theos morskab over det hele, men hun kommenterede ikke på det. Han kendte hendes holdning til sin evne, så hun så sig ikke nødsaget til at forklare sig. Desuden var han jo, som han var, og hun havde ingen hensigt om at opdrage på ham. Han var gammel nok til at bestemme over sig selv. Ud over det gjorde han under normale omstændigheder ikke en flue fortræd, så hun kunne godt leve med, at han morede sig over hendes ulykke.

Sensō kiggede lidt mistroisk på bænken, men hun satte sig alligevel prøvende. Den knagede og bragede noget, men den holdt. Så rettede hun opmærksomheden mod Theo med et suk. "Det er mere et spørgsmål om, hvad de ikke har gjort: at tale sammen. De burde virkelig begrave stridsøksen, men Marad bærer stadig nag til Samael over et eller andet, jeg ikke har styr på. Nok er der ikke den store kærlighed mellem os, hvilket også er fint, men vi er trods alt stadig en form for søskende, og vi burde i det mindste kunne tale sammen. Jeg er dog ikke sikker på, jeg kan overtale Marad alene, så jeg ville høre, om du havde lyst til at hjælpe mig?" svarede hun. Det var tydeligt på hendes ansigt, at dette emne faktisk betød noget for hende. De behøvede ikke være bedste venner, men det kunne ikke være rigtigt, at der var åbent fjendskab mellem dem.

Theo var klar over at Sensōs aura ikke længere ville påvirke de mange mennesker, men han var også klar over, at de fleste mennesker havde svært ved at give slip på deres vrede, når de først var så ophidset, så det kom egentlig ikke bag på ham, at de stadig var i gang. Gennem tiden havde han set mange småskænderier, der havde udfoldet sig til mindre krige mellem et par folk. Det havde skabt en masse splid mellem samarbejdet hos få boder, men var altid endt godt. Theo holdt sig altid på afstand af disse episoder, men han observerede mere end folk var bevidste om. Deres evner til at bære nag havde overrasket ham, så det var altid lidt underholdende at følge med i deres fejder. Det var måske ikke det mest indholdsrige liv Theo levede, men han nød den normale hverdag.

Der lød et suk fra Theo, som Sensō forklarede og han så en anelse opgivende ud.
”Jeg ved nu ikke, Sensō,” svarede han skeptisk. ”Jeg er helt enig med dig. De burde kunne tale sammen, men det lyder som en umulig opgave, at få Marad til at lytte til nogle andre, end sig selv.” Han vendte blikket mod sine hænder, der var roligt i gang med at fumle lidt ved en af snorene fra skjorten, mens han kort overvejede lidt. ”Ville det måske være nemmere at tale med Samael først? Bringe ham til Marad, så Marad ikke rigtig har noget andet valg, end at lytte til os?” Theo var stadig skeptisk og det kunne ses, da han rettede blikket mod Sensō igen, men Samael ville måske være mere modtagelig end Marad. Theo var i hvert fald ikke bleg for at prøve, lige meget hvor besværligt det så end måtte blive.

//Inaktiv

- Du skriver bare, hvis du vil finde ud af noget nyt ( eller det samme :D ), når du er tilbage :3