Argan trasker afsted i en holdning som minder om gallop og selvsikker marathon løber. Fast besluttet på at nå de sydlige vidder, hvor der efter sigende skulle gemme sig et ganske unikt væsen, med magiske og lykkebringende egenskaber.

Dette væsen skulle efter sigene være et såkaldt Grumsedyr. Et mørkt dyr som dufter af kaffe og efterlader en grumselignende substans der hvor den går. Det gav ganske god mening for Argan. To mennesker på en kro havde nemlig set den. Den kunne derfor ikke være andet end virkelig!

Med sådan et bytte og mål for øje, følte Argan nemlig endnu en gang at han havde noget at opnå her i livet. Det var takket være en mystisk skikkelse omkring et bål for mange år siden, der gav ham selvsikkerheden til at drage ud og gøre noget ud af sig. Denne selvsikkerhed har derfor bragt ham mange steder i Krystallandet nu og med dette bytte i hans sæk, ville han derfor i hans egne øje, være en jæger som man kan frygte.

Dette er motivationen bag en nu 2 årig eftersøgen efter dette fabeldyr som efter sigende skulle befinde sig i den sydlige del af Krystallandet... Der var den i hvert fald set, sidst!

Det havde været en lang rejse efter hånden. Der havde været håb om snart at komme ind i Dianthos igen, men der var stadig ikke noget nyt. Hun savnede at være i Dianthos, men mest af alt fordi det var der hun havde sit rederi. Godt nok var det ikke der skibet var, men det var der hun holdte alle sine kontrakter og sine aftaler. Krystallerne var så småt ved at løbe fra hende, det var lang tid siden hun havde tjent nogen, og de havde da holdt godt. Dog var der ikke længe til før hun stod med et ben i hver sin grøft. Måske skulle hun  bare have ladet vær med at drikke så meget alkohol, men alkohol bragte jo folk tæt på hinanden, uanset hvilken race man var!

Som altid gik Alia med sin bue på ryggen, og den store kat gående ved siden af hende. Den veg aldrig fra hendes side. Hun var på vej mod Dianthos for at se om der var sket noget nyt, om det var tilladt for elvere at komme der ind endnu. Hun tvivlede dog stærkt på at det var tilfældet. Hun vendte blikket lidt op imod himlen og lod håndryggen køre over panden. Varmen var da også ved at tage til i øjeblikket. Hun stoppede op og tog fat i sin vandsæk og satte den for munden. Det var godt nok ikke øl eller vin, men det var vand! Bedre end ingen ting, selvom et krus øl ville være meget bedre. Yep noget arbejde ville helt klart skrue ned på alkoholen det ville også være en god ting!
Med rolige skridt bevægede hun sig ind under et træ og satte sig ned. Skygge det var nu meget rart!

Rogu havde vovet sig af sted på en af sine ture uden for Amazonitskovene. Landevejene var et område, som skovtrolden ofte holdt øje med: her ville rejsende tage sig et hvil, og han kunne med sin musik lulle dem i søvn. Derefter tog han deres skinnende genstande og forsvandt ind i skoven: han så ikke det, han gjorde, som ondt eller forkert - han holdt bare af at samle tingene, og han havde lært, at menneskene altid blev så sure, hvis han ikke sørgede for, at de sov trygt først.

Da han var kommet længere sydpå, havde Rogu selv fundet hvil blandt nogle tætte, ukendte skove. En nat havde han vågnet ved, at han fornemmede en svag, men utrolig liflig duft. Da han vågnede den følgende morgen, var han dog ikke sikker på, om han havde drømt.

Da solen stod højt på himlen, belurede trolden igen landevejen. Han havde gemt sig i et tæt buskads med udsigt til en stort, skyggefuldt træ og han behøvede ikke vente længe, før heldet var med ham! En elverkvinde havde fundet hvile under træet og Rogus fingre søgte mod fløjten i hans bælte, som han satte for munden. Et par blide, søvndyssende toner gled frem fra buskene, næsten ubetydelige - men før Rogus magi nåede langt nok til at tage effekt, hørte han lyden af hovslag på vejen. Hastigt gemte han fløjten og dukkede ned i buskene igen.

Alia havde stået her længe nok og manglede egentlig at komme tilbage til byen, om end hun ikke engang var sikker på at hun kunne komme der ind endnu. Det måtte tiden jo vise så hun fjernede sig fra træet hun sad under og bevægede sig ned ad landevejen for at gå hen imod byen. Så håbede hun bare at der var sket noget nyt så hun kunne komme hen til butikken.

//Out