Hyde havde brugt de sidste par dage på at få alting sat i stand, som han ønskede det. Han havde selvfølgelig folk til at hjælpe sig - især om dagen, så huset så beboet ud. Det var ikke ligefrem normal praksis i hovedstaden at være oppe hele natten og han var nødt til at synes ganske almindelig, hvis dette skulle kunne lykkes. Ideen om at anskaffe sig et byhus havde rodet i hans baghovedet i næsten ti år og nu havde han altså taget springet og forsøgt det.

Huset var hverken stort eller småt, selvom det udefra tiltrak sig en smule opmærksomhed med nogle smukt udskårne træpaneler langs underkanten af taget. Det gav indtryk af at rumme noget spændende eller mystisk i sig - selvom det måske kunne være svært at se hvorfor, hvis man undersøgte husets elementer enkeltvis.

Indvendigt havde han indrettet huset med stil og elegance, dog uden at være prangende. Det var tydeligt, at der ikke var blevet sparet krystaller på materialerne og Hyde var alt i alt godt tilfreds. Huset havde en rummelig kælder (som han ikke ville overlade til andre at indrette), en stor og en lille stue, et køkken og tre værelser på første sal. Det var i den lille stue, at Hyde nu sad og læste nogle rapporter bag sammentrukne gardiner. Lige så vel, som han skulle opretholde en facade i løbet af dagen, duede det heller ikke, hvis tilfældigt forbipasserende så lys om natten.

Et hus var blevet købt i Dianthos. Et af de rimeligt store, flotte huse, og endda et nyrenoveret et af slagsen. Som en del af byrenovationens sekretariat, fik Zirra en del papirarbejde angående hussalg igennem fingrene på de dage, hun rent faktisk sad i sekretariatet og opretholde sit dække. 
Det her hussalg havde rejst røde flag. Købt af en adelig - forståeligt nok, for det var dyrt - men en adelig, der ikke var særligt meget information på. De fleste adelige havde spionnetværket styr på. Deres alliancer, deres forhold til Lyset og Mørket, deres børn og mænd og koner. Ham her... Zirra kunne ikke sætte fingeren på det, men noget føltes bare forkert. Hun havde smidt rapporten over til en kollega, der havde haft samme intuition som hende, og sagen var røget videre i systemet. De havde haft et par forskellige spioner ude at se på huset før den adelige flyttede ind, et par der var kommet for at overdrage huset og lave renovations-tjek, og i går aftes havde Zirra fået tildelt opgaven at kigge forbi i ly af mørket og se, hvad hun kunne finde om denne Hyde Oakley Morton. 

Han skulle være god til at handle. Det var... Det var det, Zirra vidste? Tyndt, indrømmede hun over for sin indre stemme, som hun kravlede ind ad vinduet på første sal af det pæne hus. Det var en af de gode ting ved at arbejde, hvor hun gjorde. Hun havde fundet den sidste renovationsrapport i arkivet og det havde nævnt at vindueskarmene på førstesalen var ved at være møre og trængte til en udskiftning. Men det ville ikke blive på byens regning, og den tidligere ejer havde ikke tænkt sig at gøre noget. Med kun få dage i huset var det endnu ikke blevet fikset, og Zirra havde let kunnet lirke lidt her og skubbe lidt der og så var skodderne blevet skubbet ud af hængslet, og hun havde en vej ind. 
Hun var kravlet ind på det mindste værelse af de tre, så hun ikke endte inde på det værelse, hvor Hyde sov lige nu, og rigtig nok var der ingen herinde. Straks kastede Zirra sig over at tjekke skuffer og skabe. 
Hun var klædt i let, sort tøj og bløde lædersko, der dæmpede hendes fodtrin. Hendes hår var sat op i en knold, som var dækket af et sort tørklæde og derefter snoet om det underste af hendes ansigt. Hvis hun endelig skulle blive opdaget, ville de kun se hendes figur og øjne, og det ville ikke være nok til en beskrivelse, før hun var hoppet ud ad det nærmeste vindue.

Hyde kunne ikke risikere at lade sig selv blive svag af tørst, mens han befandt sig i hovedstaden. Ikke når han skulle holde sin illusions-besværgelse kørende så mange timer hver eneste dag. Derfor havde han haft besøg af sin blod-pusher for mindre end en time siden og han kunne stadig fornemme den euforiske effekt, som indtagelsen af blod altid efterlod ham med. De forstærkede sanser var kun en del af det, men det var hans forstærkede hørelse, som lige nu advarede ham om... Noget...

Huset var stadig så nyt for ham, at han ikke havde haft tid til at vænne sig til alle dets mærkelige lyde i natten. Men denne lyd var alligevel.. Sært snigende på én eller anden måde. Han så op mod loftet over sig, hvor lydene kom fra og rynkede brynene tænksomt. Det var kun sekunder senere, at han kastede usynlighedsbesværgelsen over sig og rejste sig fra sin stol. Det var muligvis ingenting... Men han var ikke til sinds at lade tvivlen komme noget til gode. Derfor begav han sig ud til trappen og op af den så stille som overhovedet muligt. 

Zirra rodede i skuffer. Handelspapirer, skødet til huset. Rimelig ligegyldigt. For almindeligt. Hun skulle have fat i et eller andet personligt. Det ville næppe være at finde her. Havde Hyde noget at skjule, ville han med garanti vide, at han skulle skjule det godt. Måske det store sovekammer eller kælderen? Zirra vidste fra plantegningen, at der var en rummelig kælder, og den kunne sagtens være stedet, hun ville finde alle de skumle ting, hvis manden havde noget at skjule for sin familie. Havde han overhovedet en familie? Der havde været alt for lidt information om ham.

Zirra lagde papirerne, hun havde rodet igennem, tilbage i skuffen præcis i den rækkefølge, hun fandt dem, og åbnede døren ud til gangen langsomt og kontrolleret. Hendes tynde sorte handsker lod hende undgå at klæbe svedigt fast til dørhåndtaget og sætte fedtede fingre på det fine metal. 
Døren åbnede på klem til den mørklagte gang, og hun lavede et hurtigt drej i kroppen, hvorefter hun stod på gangen og lukkede døren med samme omhu. Idet hun slap håndtaget, stivnede hun. Havde hun hørt noget fra trappen? Med et blik til trappen konstaterede hun, det bare havde været hendes fantasi, og hun fortsatte på listetå hen til døren til det store soveværelse, passerende døren til det tredje værelse på vejen. Ingen grund til at kigge derind. Var der noget af værdi, ville det være i det store soveværelse, og var det ikke der, måtte hun tjekke kælderen.

Hyde var nået to tredjedele op af trappen, da han hørte en sagte knirken fra én af dørene ovenpå og han forbandede sig selv lydløst for ikke at have brugt tid endnu på at lære deres lyde at kende fra hinanden. Havde det været i hans hus i Tusmørkedalen, så havde han omgående vidst, hvor hans modstander befandt sig. Nu var han tvunget til at bevæge sig de sidste skridt op af trappen for at se efter, hvilket affødte endnu en afdæmpet knirken. 

Han stivnede omgående, mens han så skikkelsen i den anden ende af gangen gøre det samme. Flere forskellige tanker meldte sig på samme tid i Hyde's hoved. For det første så kunne han konstatere, at den indbrydende måtte være en kvinde. Vedkommendes fysik talte i hvert fald for det. Men hvorfor i alverden var nogen overhovedet brudt ind til at starte med? Han havde gjort alt hvad han kunne for ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Noget kunne se ud til at have undgået hans opmærksomhed og han var fast besluttet på at finde ud af det med det samme.

Så i takt med at hendes trin bragte hende hen mod Hyde, bevægede han sig også hen imod hende, så hendes lyde ville sløre hans egne. Og så.. Netop som hun stod ud for døren til hans eget soveværelse... Snurrede han hende rundt med et fast tag i hendes skulder og lod sin underarm presse ind mod hendes luftrør, mens han skubbede hende ind mod døren. For nærværende lod han ikke sin usynlighedsbesværgelse falde. Der var ingen grund til at gøre det nemmere end højst nødvendigt for hende at komme fri. "Godaften," sagde han i et næsten katteagtigt venligt tonefald. "Vil du ikke være så venlig at fortælle mig, hvad i alverden det er, du foretager dig i mit hus på denne tid af natten?"

Der var den knirken igen! Zirra stoppede kort op og kiggede mistroisk på trappen. Men den var tom. Havde huset måske bare en mærkelig akkustik, og i virkeligheden var det gulvbrædderne under hendes egne sko, der knirkede? Hun rystede på hovedet og vendte opmærksomheden tilbage til døren til soveværelset.

At blive snurret rundt og hamret ind mod døren var ikke hvad Zirra havde forventet, da hun havde rakt ud efter dørhåndtaget. Zirras blå øjne spilede sig ud i overraskelse, og en svag hulning i stoffet for hendes ansigt afslørede, at hendes mund også var halvåben i forbløffelse. 
"Hva-?" kom det kort fra hende, hvorefter hun fremmanede to af sine små lysende ildfluer, som straks begyndte at virre foran hendes ansigt og forhåbentlig angriberens. 
Det var tydeligt en arm, der pressede sig ind mod hende, og han havde en stemme og var mand ud fra tonelejet, men hvad ellers? Ildfluerne hjalp i hvert fald ikke på at kaste lys over, hvem der havde fat i hende. 
"Hvem er d..."  Mit hus... "Hyde?"
Er jeg brudt ind hos en usynlig gut? tænkte Zirra. Det var godt nok upraktisk, men også en ret god grund til, at der ikke var særligt mange, der vidste noget om ham.

Hyde måtte rykke sit ansigt nogle centimetre tilbage i ren forbavselse, da der pludselig var to lysende insekter midt i hans synsfelt. De var irriterende ud over alle grænser og i samme øjeblik, som han hørte hende udstøde hans navn i et forbløffet tonefald, lod han en illusion af mørke lægge sig over de to skikkelser og lyset forsvandt igen, så han kunne koncentrere sig om kvinden foran sig. 

"Du har tydeligvis fanget mig på et uligevægtigt bræt her. Du kender mit navn, mens jeg stadig mangler at kende dit. Hvad siger du til, at vi begynder med det?" Han brød sig absolut ikke om den drejning, dette havde taget og han listede en af sine knive frem fra livet med sin frie hånd og lod dens spids stikke hende let ind i maven. Hvis han lod den gå igennem huden her, så ville hendes indre organer bliver skadet voldsomt og det måtte hun vide lige så godt som han.

Zirras ildfluer blev kvalt i mørke. Det gjorde ondt at se hendes magi så ubesværet slukket, og hun kneb øjnene sammen og fremmanede endnu en ildflue lige ud for sin egen næse. Hun anede ikke, hvor Hyde var i forhold til hende, men hun regnede med, han måtte være lige ud for hende, så lyset ville genere ham maksimalt. 
Så mærkede hun kniven mod sin mave, og hendes trodsige ansigtsudtryk ændredes i et splitsekund til skræk, og ildfluen gik ud af sig selv. Det gjorde de to andre også, men det var ikke til at se for mørket over dem. Zirra sank en klump og blev enig med sig selv om, at det absolut ikke var nu, hun skulle stikke hånden ned i sin bæltetaske fyldt med lysende sten og kaste et par efter ham.

"Jeg hedder Zirra," kvækkede hun og hendes krop var blevet stiv som et bræt. At have en kniv rettet mod sig var én ting. At have en usynlig kniv rettet mod sig var væsentlig mere skrækindjagende, end Zirra ville have forestillet sig. "Jeg brød bare ind for at stjæle noget. Lige flyttet ind. Har ikke gemt ting godt endnu."
Ved at smide ham svaret på hans næste spørgsmål, håbede hun at undgå at få skubbet kniven ind i maven og først derefter blive spurgt. Hun anede så lidt om den her mand, at det ikke var stedet at tage chancer. Og måske ville han lade hende smutte med en advarsel, hvis han troede, hun blot var en lille tyvetøs, der ikke engang havde nået at hapse noget endnu. Hun vidste godt, hvor professionel, hun så ud i det tøj, hun rendte rundt i, så alt efter hvor meget Hyde havde set i sin levetid, var det måske lidt et sats - men han var jo kun i 30'erne, så måske hun havde en god chance for at narre ham.

Endnu et af disse irriterende insekter tiltrak sig hans opmærksomhed og han var netop i færd med at overveje, hvordan han skulle stoppe, at hun fremmanede flere af disse, da lyset falmede og forsvandt. På samme tid mærkede han illusionen omkring de to andre smuldre væk, da de ikke længere havde noget at klynge sig til. Godt. I det mindste var ét af problemerne nu klaret. 

Ud over tabet af de lysende pletter, havde kniven tydeligvis en anden gavnlig virkning. Hun var stivnet som en støtte og Hyde vidste af erfaring, at denne reaktion som oftest betød, at hans offer var for bange til at bevæge sig. Kniven fik også hendes svar-villighed til at stige og Hyde smilede stort inde bag sin usynlighed. "Du brød ind for at stjæle noget, siger du." Hans stemme lod komplet uoverbevist. Hendes tøj alene var nok til at stemple hende som i hvert fald en professionel listetyv og han tvivlede ærligt talt på, at en sådan ville bryde ind hos nogen, uden at vedkommende var klar over, hvad der var at stjæle. Nej, det lugtede mere af spionage. Og så var der jo også lige den anden ting... "Hvis du kun er her for at stjæle, hvordan kender du så mit navn? Det står ikke ligefrem på døren endnu."

"Kontakter!" udbrød Zirra og fik stoffet for sit ansigt ind i munden, så hun måtte lave et par phdæh-lyde og få det skubbet ud med tungen igen. "Alle adelige står i optegnelserne, og du købte huset i eget navn."

Det var sandt nok, men Zirra snakkede ikke for at svare på hand spørgsmål. Hun holdt ham hen. Hun havde ladet sin ene albue glide op til dørhåndtaget, mens han var optaget af hendes skræmte ansigt. Det var svært at vurdere, hvor han så hen, når hun ikke kunne se noget som helst af ham, men hun tog chancen og håbede hendes ord fastholdt hans opmærksomhed.
Lige som hun blev færdig med sin sætning og hun forestillede sig at han åbnede munden for at stille flere spørgsmål, sank hun sin albue ned på håndtaget.

Døren sprang åben bag hende, og hun lod sin kropsvægten falde med den, væk fra knivens skarpe æg. Imens hun væltede bagover, drejede hun i kroppen og satte af med foden for at kaste sig ud til siden. Det ville sende hende væk fra den direkte linje til vinduet i rummet, men det var simpelthen en for stor risiko at løbe at lande lige foran Hyde, der sikkert bare ville stikke hende ned så.
Zirra ramte hårdt ind i et møbel, og famlede efter den lille kniv, hun havde spændt fast på skinnebenet. Den store var blevet hjemme i dag - hun havde klædt sig så let som muligt på, for hun havde jo regnet med blot at skulle hurtigt ind og hurtigt ud.

Hyde løftede hånligt øjenbrynene - en refleks-reaktion, eftersom hun tydeligvis ikke kunne se det - og udstødte et vantro; "ja sikkert." Han troede hende ikke over en dørtærskel. Det kunne selvfølgelig være rigtigt, at det var den vej igennem, hun havde fundet hans navn - det var sandsynligvis sandheden - men små indbrudstyve tjekkede ikke op på folks navne, inden de røvede dem.

Han skulle lige til at fortsætte sin spørgsmålsrække, da støtten bag hende og dermed under hans arm forsvandt og han var lige ved at falde ind i rummet. Han fik dog reddet faldet i sidste øjeblik og så sig i stedet om efter kvinden. Hun havde rullet væk fra ham og trukket en lille kniv, men han lod sig ikke umiddelbart skræmme. Han var stadig usynlig og der var en vis sandsynlighed for, at hun ikke vidste, hvor han befandt sig. Han knælede dog ned på et knæ, så hun ikke ville ramme ham, hvis hun skulle være heldig med et kast mod hans bryst eller noget lignende. 

En lille rynke af koncentration kom frem mellem hans bryn, da han lydløst fremkaldte en illusion som lagde sig over det ægte gardin i vinduet i den modsatte ende af rummet. Han lod den hænge et sekund eller to, inden han lod gardinet bevæge sig en lille smule. Blot lige nok til, at det kunne se ud som om en usynlig skikkelse havde rørt ved det.

Zirra sad helt stille i sin sammenkrummede position. Døren knagede let, som den svajede det sidste stykke mod væggen og så stod stille. Gardinet svajede. Hmm, vinduet var ikke åbent. Var Hyde gået derhen for at forhindre hende i at flygte?

Hun rynkede øjenbrynene. Han prøvede at narre hende. Når han allerede havde luret at hun ikke bare var en almindelig tyv, og ikke gav meget for hendes forklaringer, ville han ikke være så sløset at gå for tæt på gardinet. Hvis han virkelig var usynlig hele tiden, ville han have ekstremt godt styr på, hvor hans krop befandt sig. Men hvad havde ellers rørt gardinet?
Varsomt rejste hun sig med kniven knuget i hånden.
"Jeg holder mig væk, hvis du lader mig smutte," sagde hun og tog et enkelt skridt ind mod rummet, så der var lige langt til både vindue og dør for hende. Samtidig skannede hendes øjne rummet for buler i tæppet eller møbler, hun kunne kaste sig om bag ved, kom han farene mod hende.

Hyde så hendes øjne flakke hen til gardinet, men hun reagerede ikke på det. Tværtimod fortsatte hun med at se rundt i rummet og han lod illusionen falde. Endnu engang bekræftede hun hans mistanke om, at hun ikke var, hvad hun gav sig ud for at være.

Han svarede ikke på hendes spørgsmål. Ingen grund til at lade hende vide, hvor han befandt sig. Især ikke, fordi han ingen intentioner havde om at lade hende smutte nogen steder hen lige nu. I stedet fremmanede han endnu en illusion på vægtæppet ved siden af sig. Han ventede til hun kun ville kunne se det ud af periferien og lod derefter tæppet bevæge sig på samme måde som gardinet. Hvis hun nu troede, at han ville have hende til at tro, at han var herovre... Så fik han hende måske til at tro, at han var et helt andet sted. 

Intet at se i rummet. Ingen lyd. Under hende knagede gulvbrædderne svagt. Gammelt hus, mange lyde. Dér! Vægtæppet bevægede sig. Men der var stadig intet at høre i rummet. Zirra kneb øjnene mere sammen.

Han kunne et eller andet udover at være usynlig. Der måtte være noget magisk inde over, for uden lyden af bevægelse, troede hun ikke på, han kunne have bevæget sig så meget rundt i rummet. Og hvis han kunne gøre sig lydløs, ville han jo have gjort det på trappen. Zirra gennemgik de oplagte muligheder. Vindmagi? Hun havde ikke mærket nogen brise gennem rummet. Telekinese? Nok mere sandsynligt, og det forklarede også, hvorfor hun manglede lyden af ham. Han måtte være stoppet i døråbningen og prøvet at snyde hende til at løbe direkte ind i sine åbne arme.
"Godt forsøgt," mumlede hun med et skævt smil, og satte så af i retning af vinduet.

Hun lod sig ikke lokke, men lod i stedet til at gætte, hvad han havde gjort. Da hun med et satte af sted mod vinduet, var Hyde ikke sen til at sætte efter. Hun skulle trods alt både nå derhen, få vinduet op og hoppe igennem det, inden hun havde undsluppet ham. Og værelset var ikke så stort, så han ikke kunne nå hende. Skjult af usynligheden, som dæmpede en del af de lyde, han afgav, løb han efter hende og rettede et knytnævestød mod hendes mellemgulv i et forsøg på at slå luften ud af hende.

Vinduet var ligesom det, hun var kravlet ind ad, i dårlig stand, så Zirra burde med et let tryk lige kunne skubbe til det og få det hurtigt op. Hun nåede bare aldrig dertil. En meter fra vinduet, vendte hun sig halvt, fordi hun syntes en anden lyd end hendes fødder, var bag hende. Drejningen med kroppen gjorde hende ikke klogere, og det blotted hende for den knytnæve, der ramte hendes side i samme øjeblik. Med et prust blev hun kastet ud af kurs og ramte ind i sengestolpen med ryggen. Hun jamrede kort i smerte og mistede fodfæstet. Kniven røg på gulvet, mens hun prøvede at afbøde sit fald, men da hun kun fik fat i et tæppe fra sengen, fulgte det blot med hende ned på gulvet.

Hyde's slag gik direkte ind og han var ikke sen til at følge op på sin succes. Inden hun havde ramt gulvet var han fulgt efter og han kastede sig ned ovenpå hende og pressede hende til gulvet med sin kropsvægt. Han gjorde, hvad han kunne få at få hende moslet helt om at ligge på maven med én hånd, mens den anden greb ud efter hendes ene håndled.

Zirra kæmpede imod og sprællede det bedste, hun havde lært, men hendes rygrad dirrede stadig efter sammenstødet, og hun havde mistet sit våben. Hun fik sparket tæppet op i ansigtet på Hyde, men kunne ikke undgå at ende med kinden presset ned mod trægulvet. Hun prøvede at glide sin hånd ud af handsken, da han fik fat i hendes håndled, men hans greb var for stramt til at hun kunne vriste sig fri. Hendes fri hånd gav dog ikke op så let, og famlede ned i hendes bæltetaske, inden han fik mast sig helt ned over hende. Hun tog en ordentlig håndfuld lysende sten og kastede dem bagover - ikke så meget for lysets skyld, men mere fordi småsten og ansigter sjældent var en behagelig kombination.

Hyde satte sig overskrævs på det nederste af hendes ryg og vred hendes arm om på ryggen af hende, da han først for alvor havde fat. Men så råbte han op, da han pludselig mærkede et par hårde slag mod sit ansigt og den øverste del af brystet og i ren og skær arrigskab slog han hende hårdt på siden af hovedet for at forhindre hende i at gøre den slags igen. Hvorefter han greb efter hendes andet håndled.

Alting sejlede kort for Zirra, og en hyletone overtog hendes  øregange i den tid det tog Hyde at få vredet hendes arme om på ryggen af hende. Den anden arm havde allerede været ved bæltetasken ved hendes hofte, så der var ikke så langt. Tasken blev dog ikke lukket, så et par sten flygtede ud ad tasken og lagde sig sammen med de andre, der lyste rummet op omkring dem som små stjerner på gulvet. 
Hun udbrød en frustreret lyd, og vred sig lidt i hans greb, men kunne godt mærke, der ikke var meget at gøre. Hendes ene fod bankede let ned i gulvet i afmagt, og hun bed tænderne sammen og afventede hans næste træk, mens hun fik hørelsen igen og prøvede at ignorere den svage dunken, slaget havde efterladt.