Efter mange dage hos Daphnie, var Jaris endelig på vej hjem. Han havde, som sædvanlig, været en tur forbi markedspladsen og fyldt bukselommerne til randen med diverse søde sager. Så meget som han valgte at proppe i lommerne, ville der ikke gå mange måneder, før det par bukser ikke ville holde mere, men så længe de holdt indtil han var hjemme og kunne skifte, var han lykkelig. Det samme gjaldt den løse, langærmet bluse. Jaris havde taget fat i blusens kant og løftet den op, for at lave en dyb fold, der kunne bruges som lomme. Den havde han selvfølgelig også fyldt med sukkerholdige ting, langt det meste med drageer. Almindelige nødder fik ikke meget opmærksomhed fra Jaris, men lige så snart de var dækket i sukker, fik de mere kærlighed end det meste.

Jaris gik med blikket vendt mod de mange nødder, sørgede for at tage korte, langsomme skridt, for ikke at tabe noget. Det var først da han var nået langt nok væk fra bymuren, til at han ikke kunne se den længere, at han stoppede op og så forvirret rundt.
"... Har vejen flyttet sig?" Spurgte han undrende sig selv, for vejen lignede bestemt ikke den samme, som Jaris fulgte sidste gang. Han vendte sig rundt, forsøgte at få øje på bymuren, men uden held. Han havde unaturlig god hørelse, men desværre var det ikke tilfældet med hans syn, det fungerede mere eller mindre lige som alle andres. Han sukkede tungt, helt opgivende. Var han virkelig nødt til at gå hele vejen tilbage? Med tunge skridt og endnu langsommere end før, satte Jaris kursen mod byen igen. Hvis han ikke satte farten bare lidt op, og så meget han blev distraheret af alt sit sukker, ville han ikke nå tilbage til byen før det blev mørkt. Det tænkte han dog ikke over, for han havde mere travlt med at proppe drageer i munden, næsten hurtigere end han kunne nå at tygge dem.

Det var en fremmed, der havde genkendt Etienne og spurgte lidt for tæt ind til hans ophav, som havde sendt rigmandssønnen på flugt. Med en lædertaske over skulderen der indeholdt alt, han ejede, hvilket ikke engang var nok til at fylde den lille taske op, havde han zigzagget ind og ud af byens små gader, indtil han endelig nåede bymuren og kunne stoppe op for at trække vejret dybt ind. Her bedømte han, at afstanden til kroen måtte være stor nok nu til, at han kunne slappe af, men bedst som han havde rystet det ene problem af sig, løb han direkte ind i det næste.

Et gisp forlod de buttede, lyserøde læber, da han bakkede direkte ind i noget, der føltes varmt og levende. Et menneske. Han fór omkring som et forskræmt vilddyr, og de store, lyseblå øjne så til, imens hele indholdet af den fremmedes favn faldt til jorden.


"Så dig dog for!" røg det ud, før han overhovedet havde nået at overveje, at det muligvis var ham selv, der havde begået fejlen og dermed skyldte den fremmede en undskyldning. Armene blev lagt over kors, imens farverige stykker af søde sager trillede ham om fødderne.

SLAM!
Sammenstødet med den fremmede virkede meget voldsommere end det var, måske kun fordi det resulterede i, at Jaris fik sluppet sit lette greb i blusens kant og samtlige søde sager faldt til jorden.
"Ehh..!" Lød det klynkende fra ham, som han fulgte de mange nødder med blikket. Sorgen i de orange øjne var helt tydeligt, da han endelig fik rettet blikket mod den unge mand, der havde været skyld i den sørgelige episode.
Det var anden gang Jaris tabte sit sukker, når han forsøgte at forlade byen. Var det et tegn til at han skulle blive lidt længere?

Det var dog en flabet kommentar der væltede ud af fyrens mund, for det var jo tydeligvis ikke Jaris' skyld. - Intet var hans skyld, heller ikke selvom han egentlig ikke havde set sig for. Han havde været alt for fokuseret på sin egen personlige boble af sukker, til overhovedet at lægge mærke til sine omgivelser.
"Hov hov, lille ven. Man kan da ikke bede en gammel mand om at se sig for. Tænk nu, hvis jeg var blind!" Han forsøgte at lyde fornærmet, men skuespil, eller godt skuespil, var ikke på listen over talenter, Jaris besad, så det kom frem i en barnlig tone i stedet. Derudover passede hans ord ikke til hans udseende, for gammel var bestemt ikke et ord man ville bruge, når man omtalte Jaris, men ordet passede ikke desto mindre til hans race, så han tænkte ikke selv videre over det.

Han lagde hovedet let på skrå, lagde det meste af vægten på det ene ben, mens han skævede sørgmodigt mod alle nødderne på jorden mellem dem.
"Du skylder mig nogle nye nødder," konkluderede han hurtigt, trak let på skuldrene, inden han lod blikket glide fra jorden, hele vejen op ad fyren, til han nåede hans ansigt.
Det var det samme han havde sagt til Daphnie, den dag hun fik ham til at tabe en enkelt nød. Hvad den unge mand så ville gøre ved det, måtte han vel finde ud af. Med det blik han sendte ham, forventede han tydeligvis at få sine nødder igen.

//Inaktiv