Den afskyeligt lugtende luft var så tung og fugtholdig at Silver næsten ville have svoret på at det regnede, men hun vidst bedre end at lade sin hjerne forføre af den våde glans der lagde sig over hendes blottede hud. Det yderste lag af hendes hård var vådt, og det ramte hendes ansigt med at klamt klask, da hun svingede hoved for at se tilbage mod det varme lys fra en åben krodør. Hun skyndte sig lidt mere, og var betrygget af at lyden af hendes egne bare fødder der klaskede mod de klamme brosten, var de eneste skridt hun kunne høre. Hendes sko havde hun smidt da de blev så tyndslidte at sålen fik huller, men som hun var tvunget til at gå igennem dynger af fugtigt hestemøg og mudder savnede hun dem alligevel, ikke at de ville have ofret meget beskyttelse mod den klamme gade.
Den næste kro var støre og der var en forfærdelig larm som hun sneg sig ind af døren og holdt sig presset op mod bagvægen. Forsigtig sneg hun sig bag om de ildelugtende kroppe og gemte sig væk i en mørk krog mens hun lod sine øjne flyve rundt over forsamlingen, ingen lagde mærke til hende.
Forsigtigt faldt hun ned langs vægen og krummede sig sammen til en lille boldt mens hun forsøgte at hive kjolen længere op over barmen, og længere ned over benene på samme tid, det lykkedes ikke særlig godt og hun sukkede opgivende, hvilket fik det for lille stykke tøj til at knage faretruende. Med et opgivende suk lod hun vær, og træk i stedet det beskidte blonde hår ned foran ansigtet i et forsøg på at skjule hendes intense øjne.

Gud hvor der stank, en kombination af overgærdet øl, pis, mandesved, og den umiskendelige stank af sex. Det skulle vel ikke undre nogen men Silver væmmedes alligevel ved den salte stank af kropslige væsker, der blandede sig med den søde stank af råd, sikkert fra noget ude bagved, eller måske var det øllen?
Lige som varmen var begyndt at krybe tilbage i hendes ydre lemmer opdagede Silver et par øjne der ivrigt prøvede at kigge op under hendes kjole. I et forsøg på at afvise vedkommende trak hun sig endnu mere sammen om sig selv og kiggede hurtigt væk, men det var allerede for sent, han var på vej. Overraskende let sprang hun på benene, men nåede ikke særlig langt før et par hænder landede om hendes skuldre, de var lige før de var større end hendes udmagrede skuldre der stikkende borede sig ind i de fede mandehænder. Hun skreg, hvilket overraskede ham nok til at hun kunne løbe, en mulighed hun ikke tog for givet.
På den anden side af kro døren opdagede hun at han ingen intention havde om at fange hende, og hun satte derfor farten ned i et forsøg på at spare på energien, ikke at hun havde nogen.

”Jeg ville ønske hans egne ildelugtende indvolde eksploderede inde i ham” udbrød hun surt som hun fortsatte ned af den ildelugtende gade.

Han følte som Skyggerne trak i ham. De ville have ham et bestemt sted hen. De vidste at noget ventede ham det rigtige sted. Han måtte bare være der. Fugten hang tungt i luften. "Tha an sgàileas acras, Corraidhína,"* sagde han sagte til uglen der lettede fra hans skulder og satte sig på taget af en kro. Masken var allerede fast placeret på ansigtet. Noget sagde ham at Jagten ville blive igangsat. En rigtig jagt. Et rigtigt bytte. Et bytte han kunne fælde med sin pil, og han så frem til det! Skyggerne ville have det skulle ske. En jagt skulle han få. På den ene eller den anden måde.

”Jeg ville ønske hans egne ildelugtende indvolde eksploderede inde i ham”

En ung kvinde vandrede forbi ham med et ønske. Et brændende ønske der glødede af had og blod. Et ønske som Skyggerne ønskede at stille. Han trådte ud af gyden og stillede sig ud til kvinden. "Jagtfyrsten hører din bøn, men hvad har du at give til mig?", spurgte han bydende til kvinden. Buen hvilede i hans hånd, og koggeret fuld af pile.


*Skyggerne er sultne, Corraidhína

Silver havde ikke ligefrem forventet at nogen ville høre hende sure udbrud, og hvis ikke det var fordi hendes ben bar for svage til at løfte hende særlig langt over jorden, havde hun nok hoppet to meter op i luften i ren overraskelse over at høre en stemme tale til hende. I stedet gav det bare et akavet sæt i hende som hun hørte den fremmede stemme.
Hun gloede dumt på ham et øjeblik, før det gik op for hende at hendes øjne var fulgt synlige, og synlige øjne var en dårlig ide, det gjorde hende genkendelig og det var ikke ligefrem noget hun havde brug for. Hurtigt vendte hun blikket mod jorden og hev håret ned foran hendes ansigt igen. Skønt, fra en dårlig situation direkte ind i den næste, tænkte hun med en bitter smag i munden, hvordan kom hun lige ud af den her? 

”Jeg har ikke noget at give til nogen” Mumlede hun surt. Hendes fødder var kolde igen. Forsigtigt kiggede hun op gennem sine øjenvipper og ud igennem håret, op på manden foran hende. Han havde den mest afskyelige maske på, og hun havde ikke svært ved at forestille sig at den fra nu af ville blive en del af en hel ny drøm der kunne vække hende af skræk midt om natten

Det virkede ikke som en særlig besværlig opgave, ja altså hvis man lige udlod at Silver havde abselut ingen ide om hvor eller hvad tempelhaverne var. Hendes stedsans kunne vel sammenlignes med flyvende grise, ikke eksisterende. Silver var ikke ligefrem kommet til byen for at tage på en religiøs rejse, og hun huskede navne dårligt, men hun var god til at genkende bygninger. Hun havde sikkert givet hendes mangel stedsans videre ved at ligne et stort spørgsmålstegn, og hun brød sig ikke særlig meget om at føle sig dum.

”Det ved jeg ikke hvor er, og jeg ved ikke hvordan violer ser ud” Hun lød aldeles sur, mest fordi hun var sur. Med et udtryk lignende det en syr femårig kunne fremskaffe sig kiggede hun op på den ikke særligt venligt udseende mand, han kunne vel også bare plukke sine egne violer. Silver var ikke voldsomt begejstret for noget lige nu, hun havde med nød og næppe undgået at blive voldtaget, hendes fødder var kolde og våde, hendes hår var klamt, og der stod en fremmet mand med en ond maske og gjorde hende opmærksom på at hun ikke vidste særlig meget andet end hvordan man stjal brød fra en bager. I ren frustration over det hele udbrød hun sin tidligere tanke, denne gang med et surt stamp i jorden. ”Du kan vel også selv plukke dine dumme Violer”

Det kunne vel dårligt være så svært at plukke nogle blomster, og hvad skule der også ske hvis hun ikke plukkede de rigtige, det var jo ikke ligefrem fordi han ville finde hende og tvinge hende til at være hans egen private sexslave eller noget andet lige så åndsvagt. Hun træk lidt på skuldrende som en måde at svare på.

”har du i det mindste planer om at fortælle mig had vej den der have ligger?”

Hvis hun skule ud og finde sig en buket blomster hun ikke vidste hvordan så ud, i en have hunikke vidste hvor lå henne kunne hun lig så godt få så meget hjælp som overhoved muligt.

Han smilede og begyndte at trække sig tilbage. Smilet vagte ubehag hos de fleste. Et rovdyr der havde besejret sit bytte. "Du ved det. Skyggerne vil fortælle dig det," sagde han med en ubehagelig velvidenhed. Pigen ville mærke som en brise ville løbe hende koldt ned af ryggen. Hun ville kunne mærke en lyst til at gå i en bestemt retning, og hvis hun fulgte retningen ville hun komme til den sten som Cúlainn omtalte. En sten nordøst for et tempel for Leander. En sten hvor der var skrevet et navn. Navnet på en ærkepræst. En sten der markerede hans sidste hvilested, og når violerne ville blomstre, så ville hele graven være dækket. Pigen vidste at hun ikke behøvede at gå i den retning hun havde lyst til, men så snart violerne ville blomstre, så ville hendes trang stige, ind til den vilde blive en ubehagelig følelse af frygt hvis hun ikke gjorde det.

Cúlainn forsvandt ind i gyden og efterlod pigen. Han havde en jagt han skulle tage sig af.

//Afsluttet