Tobias havde nu rejst i over to uger på landvejene mod Dianthos. Han havde mødt nogle spændende og til tider lidt skræmmende typer, men heldigvis havde han kommet rimelig uskadt ud af det. Det havde lykkedes ham at leve af det mad han havde bragt med sig og hvad han kunne skaffe undervejs på sin rejse. Tobias var så tæt på Dianthos nu og han kunne ikke vente med at se storbyen og alle de fantastiske eventyr han var sikker på der ventede ham.

Vejret var heldigvis ganske mildt for årstiden og Tobias havde sine brune hoser og lyse bluse på, og rejsekappen som hans mor havde syet til ham hang om hans skuldre. I et bælte havde han sin lille snittekniv og fløjte han selv havde snittet. Han nynnede en sang som han var igang med at skrive i sit hoved og prøvede at huske sig selv på at finde noget papir senere som han kunne skrive den ned på. Tobias blev dog forstyrret i sine tanker da hans hest, Maren, vrinskede, nærmest som svar på hans nynnen. "Kan du godt lide min sang?" grinte Tobias og stoppede op et øjeblik for at ae hende på panden. Hesten vrinskede endnu engang og han gik hen for at hente et æble til hende som han havde plukket dagen før fra en lille frugthave han havde stødt på. Hesten trak efter sig en vogn som var fyldt med afgrøder, kurve og lignende ting fra gården som Tobias skulle sælge i Dianthos. Det var tildækket men da han løftede lærredet for at tage æblet kunne man ane flere af varerne.

Randall var træt i sine ben og han var sulten. Der var gået et par dage, siden han var død og dukket op på ny, heldigvis ikke såå langt væk fra hovedstaden, så det var hans mål. Men han havde ikke haft så stort et held med at finde noget at spise, det var den forbandede årstid, og den ene gård med en hest han var stødt på, var han blevet jagtet væk af to store hunde. Kloge bønder, at have vagthunde på. Nå, det var der ikke så meget at gøre noget ved, han var snart fremme ved Dianthos, hvor mad, seng og kællinger ventede på ham!

Så han havde trasket af sted langs vejen, men på et tidspunkt gad han egentligt ikke gå mere, så han havde fundet sig et buskads med en god plads til at lægge sig ned og stirre lidt op i himlen, hvilket ret hurtigt var blevet til en lur. Så travlt havde han heller ikke, vel?
Luren var blevet afbrudt af et vrinsk fra en hest og han havde sat sig op med et sæt. En hest? Ja, ved Zaladin! Og den stod lige ude på vejen. Var det guderne, der gav ham en lille gave som undskyldning for hans endnu en gang utidige død? Sikkert ikke, men det var da en mulighed, han ikke ville lade glide fra sig.

Så lydløst som muligt kom han på benene og listede sig tættere på, mens kusken snakkede med hesten, kravlede ned af bukken og gik om bag i vognen. Det var jo bare en dreng! Ha! Barnemad! Så Randy ventede et øjeblik og skyndte sig så frem for at ville kravle op på bukken for at stjæle vognen. Der var både hest og last, og siden vognen var på vej mod Dianthos, var det sikkert noget, der kunne sælges! Det ville betyde krystaller til ham! Især for hesten, der så ud til at være i god stand.
Med et lusket grin på ansigtet, tog han ved vognen for at hive sig selv op.

Tobias havde lige fået fat i æblet og var gået tilbage til sin hest og fodret det til hende med en flad hånd. "Er det et godt æble? Lidt sjovere end bare alt det hø du har fået de sidste par dage..." mumlede Tobias med et smil på læben mens han aede hestens hals. Det var Tobias der havde navngivet hesten Maren, og hun var hans bedste ven specielt efter han havde mistet sin mor. Maren havde været født for tidligt ligesom Tobias, og derfor havde han gjort han alt hvad han havde kunne for at føllet overlevede sine første nætter, hvor alle de andre på gården allerede havde givet op. I sidste ende virkede det og Maren voksede sig til en stor og stærk hest, som Tobias nu havde haft i 6 år.

Tobias havde været så tabt i sine egne tanker og minder, så han opdagede først denne fremmede mand da han grab fat i vognen. "Hey! Hvad laver du?!" udbrød Tobias først i shock. "Stop det der!" Tobias greb efter sin snittekniv i sit bælte mens han trampede frem mod manden, i et forsøg på at virke truende. Indtil nu havde det lykkedes ham at vifte sin kniv lidt rundt og råbe højt når andre prøvede at stjæle fra ham, og han bad til Laurana at det ville være nok igen. 

Randall nåede ikke at kravle op i vognen, før en stemme bremsede ham. Forbandet, knægten nåede at se ham. Han overvejede kort bare at springe op på bukken og sætte gang i hesten alligevel, men det kunne ende galt på flere måder, end han gad at tælle til. Så han endte med at slippe vognen igen og slå hænderne ud til siderne.
”Åh, jeg havde ikke set dig der. Jeg troede vognen var forladt og ville tage den med ud for at finde dens ejermand.” Det var en af de tyndeste løgnhistorier han havde fundet på, og han vidste godt, at drengen nok ikke ville falde for den. Medmindre han var idiot, og det kunne jo sagtens være! Man kunne da håbe!

Hans blik gled ned til kniven i drengens hånd og han bakkede et skridt, som om han blev oprigtigt bekymret.
”Woah, nu har du ikke tænkt dig at bruge den der vel? Jeg vil gerne levende herfra!” Nok lød han også lidt skræmt, men han havde allermest lyst til at grine højt. Skulle han blive bange for ham ned den tandstikker i hånden?

Randall selv havde sit ethåndssværd ved siden og den store kniv i et hylster på ryggen. Øksearret ned over hans venstre øje burde næsten afsløre, at han var vant til våbenkamp. Men lige nu lod han de to skarpe klinger blive i deres skeder, i stedet løftede han hænderne lidt for som at vise, at han ikke var farlig. Måske han skulle forsøge at overvinde knægten, hvis han var dum nok til at komme inden for en armslængde. Han kunne sikkert uden tvivl give ham en røvfuld, men selvom kniven var lille, kunne den uden tvivl slå ham ihjel, også selvom han tvivlede på, at knægten ville gøre det med vilje. Han var ved Zaladin bare altid så uheldig. Så lige nu stod han stille og så med lidt store øjne på drengen.
”Ingen grund til at trække blod, vel?”

"Hvor generøst af dig..." svarede Tobias, men det var tydeligt at selv han var ikke overbevist af den tynde historie. Tobias havde igennem hele den her tur mødt alle med nysgerrighed og et åbent sind, men han var langsomt ved at lære at man ikke kunne stole på alle udenfor hans egen lille landsby.

Tobias havde først reageret i øjeblikket og bare trukket sin kniv på denne fremmede mand der tog fat i hans vogn. Nu hvor han fik taget hele hans udseende ind og hvad han bar på, blev det mere en kamp for Tobias ikke at vise hvor bange han var. Hans øjne stirrede på det sværd ved mandens side, men kiggede hurtigt væk i et forsøg på ikke at vise hvor bekymret det gjorde ham. Alt ved denne mand signalerede til Tobias at de havde levet to meget forskellige liv og at han højst sandsynlig ikke var til at stole på. Men hvad kunne han så gøre nu?

"Så, øhm, ja, der er ingen brug for hjælp her, så du kan bare gå videre og undgå nogle problemer fra mig," fortsatte Tobias i hvad han håbede var en intimiderende stemme, men det hjalp ikke hans sag at hånden han holdt sin kniv i begyndte at dirre i angst. 

Randall kunne ligesom se på drengen, at han fik øje på de våben, Randall bar på sig. Han måtte se skræmmende ud! En tanke, der fik ham til at rette sig lidt op og lægge en hånd på sværdets skæfte. Den forkerte hånd, godt nok, men stadig en advarsel om, at han selv var klar over, at det var der og kunne bruges.

Han kneb øjnene lidt sammen og kiggede på den rystende kniv. Hvad skulle han gøre nu? Han var stadig interesseret i at nakke vognen, både den og hest kunne skaffe ham krystaller nok til et par overnatninger på det lille hyggelige bordel, han normalt huserede på. Et bad og noget mad og to kællinger til natten. Men han skulle lige have splejsen af vejen først. Splejsen og den der bette kartoffelskræller.

”Hør, lad nu være med at se ud som om, at jeg er her for at æde sig, jeg ville jo bare lige se, om vognen var i gode hænder, ikke sandt?” Han tog et skridt frem mod drengen, og havde atter begge hænder løftet op foran sig, for at vise, at han ikke var farlig. ”Det ville jo være ærgerligt, hvis nogen uærlige, skumle personager kom og stjal dine ting. Og den stakkels hest.” han tog et par skridt mere og var snart ganske nær drengen. Bare lige et skridt eller to mere, så…
”Der er jo ikke meget forsvar i den lille prikker du står med dér!” Han tog et langt skridt og med en hurtig bevægelse greb han ud efter drengens håndled. Lykkedes det han at få ved, ville han hurtigt vride det om og tage kniven fra ham. Lykkedes det ikke, ville han mumle ”åh ved zaladin” og kaste sig frem for at vælte ham om på jorden og derefter forsøge at få kniven fra ham. Uden at dø, selvfølgelig.

Lukkes grundet inaktivitet