Dato: 26 oktober, nær sen eftermiddag.

Den friske duft af flod, hjalp Ashbury ad med menneskeduftende. Hun fortrak helt klart at blive i skoven, men efteråret måtte komme og med det, blev det svært at leve af skovens fode. Selvom hun var en engel, havde Ashbury brug for spise, hun kunne godt leve uden en kost. Men sulten, gave hende med tiden hovedpinen.

Hun trak derfor imod syd, væk fra kulden og ned til den varme syd, hvor livet kunne forsætte. Azurien var det først stop, siden rejsen mod nord. Havde Ashbury ikke set meget til mennesker, hun havde været oppe i bjergene i flere uger, blot for opleve den kolde natur for en tid. Hun havde måske også prøvet sig selv af, ved overleve på de ting som der være tilgængelige i bjergene. Men en morgen kom kulden for alvor, og Ashbury vidste at efteråret var kommet. Derfor vendte hun næsen imod andre steder.

Ashbury havde boet på lille kro i Lazura, hendes ankomst var efterhånden et par dage siden. Først, havde hun bare siddet i det lille kroværelsesvindue for kigge på de mange mennesker. Dernæst kom lysten, eller inde lukkelsen. Hun måtte ud, den klaustrofobiske fornemmelse bed hende nakken, og fik hende ud af kroen. Hun havde været vidt omkring da hun var kommet ned til flod bredden, dette var stedet som fik hende til ånde ud. Selvom byen myldrede med mennesker, var der stadig steder hvor at hun kunne slippe for den værste larm.

Ashbury satte sig på en af de store sten, så hun bedre kunne se ud på vandet. Hun trak en smule kappen, for dække mere af hendes arme. Den grå kjole som hun havde på, dækkede ikke ligefrem hendes arme, og luften var ikke ligefrem varm men heller ikke isende kold som i norden.       

Lazura var et dejligt sted, specielt nu når aftenen var begyndt. Der var ikke så meget stress og jag mere, knapt så mange folk i gaderne og man skulle kæmpe for at råbe højest når man skulle have sine varer solgt. Adrien havde fået solgt to heste, hvilket var mere end hvad han plejede. Normalt holdt han sig for sig selv, men han havde i dag været ude i byen, fundet sig en plads på Lazura's markedsplads og forsøgt sig ad der. Nu ville han egentlig bare gerne have mulighed for at slappe lidt af, nyde byen inden han tog hjem og nød stilheden. Han kunne i teorien også tage ud til nymfen igen, men der var et stykke der hen og det ville tage noget tid, selv på hesteryg. Bevares så ville han gerne bruge tid med Males, men han nød også kvalitetstid.

Adrien kom ned til vandet, et sted han personligt elskede, men nu var der trods alt også hans element. Han var vel det man ville kalde vanddæmon? Ikke han just flagrede med det, eftersom det ville have livsforandrende konsekvenser for ham, dog hjalp det en stor del at han hverken havde horn, hale eller vinger af nogen som helst art, så hvis ikke man vidste det, ville man nok ikke beskylde ham for at være dæmon af nogen art, men blot et simpelt menneske. Som han kom ned til floden spottede han en kvinde. Han måtte lige tjekke en ekstra gang, for det virkede underligt at der var andre end ham der elskede vand så meget.

Et smil kom frem på hans læber som han langsomt nærmede sig ”Fryser du ikke?” spurgte han og hentød til, hvordan hun nærmest krammede sig selv under kappen. Han selv havde en pelskappe på, hvilket uden tvivl hjalp ham med at holde varmen. Hvis hun frøs, ville han da tilbyde hende at låne den, da han alligevel ikke havde så meget imod kulden.

Ashbury hørte stemmen før at hun kiggede op, hun havde troet at hun var alene, men måske ikke så alene igen. ”En smule, måske” sagde hun. Ashbury rette sig en smule til på stenen som hun sad på, hendes blik blev rette op på manden som stod lidt fra hende. ”Jeg formoder ikke at de kom herned, blot for spørger om fryser?” sagde hun, hendes stemme var neutral. 

Måske havde hun gået forkert, men vandkanten virkede ikke som om at den tilhørte nogen fra byen og hvis den gjord skulle hun nok gå sin vej og finde tilbage til kroen som hun boede på. ”Hvem er de?” sagde Ashbury med mere rolig stemme, hun var måske en smule nysselig omkring hvem han var, for det var ikke så tit at Ashbury talt med andre.

Hendes asocial natur, fik hende til søge hen til steder hvor folk normalt ikke kom, eller til de steder som var i naturen. Ashbury løftede sig væk fra stenen, før at hun stod på. Man kunne ikke kalde hende en lille kvinde, men super høj var hun heller ikke.

Adrien begyndte at løsne snørrene på sin kappe og skulle til at række hende den ”Hey... Det er ikke just fordi der er mange der har samme forhold til floden som jeg... ” sagde han med et hævet øjenbryn og rakte hende kappen ”Her” sagde han og holdt den ud for sig, et stykke væk fra sig sågar, så han ikke var for tæt på, hvis hun ikke ønskede det.

Han trak svagt på skuldrene ”Jeg har mange navne... Men typisk bliver jeg kaldt Adrien... Jeg forhandler heste oppe i byen” sagde han med et skævt smil på læberne, stadig med afstand til hende, for hun virkede ikke just som om hun ville have kontakt. Han gik dog alligevel ned til vandkanten og lod hånden glide gennem vandet inden han rettede blikket mod hende ”Hvem er De selv?” spurgte han med et svagt smil på læberne.

Hvis kvinden så over mod ham, ville hun sikkert svagt kunne tyde at hans fingre, der var i kontakt med vandet, langsomt ændrede sig, blev nærmest et med vandet...

Ashbury rynkede lidt med næsen, ”På det punkt er vi nok enes, jeg er helt klar mere til livet ude i skovene, men her er jeg, på et stop på vejen til syden” sagde hun. Hun havde ingen ide om hvor at hun ville rejse videre, en dag måske? Flere dage? Hvem kunne sige hvornår. 

Ashbury skulle lige til holde en hånd oppe, hun ville da ikke tage hans kappe hvis den holdte ham varm. ”Kommer de ikke bare selv til fryse?” sagde hun kort, hun ville ikke sige nej, men heller ja hvis han selv syntes at der var koldt omkring dem.

Som han trak på skulderen og forklarede sit navn, lod Ashbury det blive i hendes tanker. Adrien, var det. Hun ville nok kunne huske det, hun ved jo told alt selv et navn med A, eller ofte kalde hun sig mere for sit efternavn over sit normale navn, fordi udtalelsen var svær. ”Jeg hedder Maharet, men de fleste kalder mig Ashbury,” sagde hun, hendes navn havde nordfolks udtalelse som ikke var hørt i disse dage.
”Folk har deres besvære med udtale det, fordi de er et old nordisk navn” sagde hun kort, hun var ikke engang selv i stand til at kunne sige det helt rigtig mere. Sprog lavet sig om, og efter næsten tre tusind år, havde hun ikke meget af sproget fra den gang.

Syden? Adrien trak på skuldrene "Skoven er nu også et vidunderligt sted, så længe der er vand i nærheden. Men syden... Hvad vil De der?" spurgte han og så på hende med et skævt smil. Hun tog nok der ned af samme grund som alle andre gjorde, for at flygte fra den elendige vinterkulde der efterhånden var over Krystallandet. 

Svagt grinede han "Nah, jeg kan holde til en del kulde, så jeg klager ikke, De skal være velkommen til at tage den, så De ikke fryser" sagde han og satte sig svagt på hug bag hende og lagde den omkring hendes skuldre og trak sig hurtigt væk igen. Han ville ikke overskride hendes grænser mere end højest nødvendigt, hvilket også var derfor han bare havde holdt den ud fra sig, men hun ikke havde taget imod den og derfor blot lagde den omkring hendes skuldre selv og trak sig væk. 

Adrien hævede et øjenbryn ganske kort "Tror jeg holder mig til Ashbury, trods det andet uden tvivl også er yderst smukt" sagde han med et smil. Han ville ikke ligge ud med at forsøge på at udtale hendes egentlige navn, for han ville bare blive til grin og det havde han ikke just brug for... For han var en mand... Der elskede heste, det var uden tvivl nok til at folk gjorde grin med ham. Han nikkede kort "Jeg forstår" sagde han med et forsigtigt smil. Ja sproget ændrede sig en del gennem tiden, så det kunne godt være svært at følge med.