Myrilla havde som sædvanligt begravet sig i sit arbejde, for at glemme alt om følelser og søvnløse nætter der primært var plaget af hendes overfaldsmænd. Ømheden var da stoppet for længe siden, men arrene på sjælen de havde pådraget hende var der stadig. De ville nok aldrig forsvinde helt. Det tog blot tid at åbne sig for andre og endnu havde hun stadig ikke fået fortalt en levende sjæl om hendes problemer. Trods at de sad næsten lige ude på overfladen.

Myrilla bar en cremefarvet silkekjole, men lange ærmer. Efter uheldet havde hun dækket sig mere til, selvom hun ikke troede det var det der havde gjort udfaldet. Mens tankerne var sværmede om hende, befandt hun sig Helbredshuset have for at se til de forskellige urter. Myrilla elskede at være her ude og blot nyde naturen. Det mindende hende om sit barndomshjem og alle de glæder der var forbundet med det. Hun ville ikke høre eller se hvis nogen kom ind i haven, for hun var dybt betaget og fanget i sit eget arbejde.

Stående foran døren til Helbredelseshuset med hele venstre arm der blødte, og dryppede med blod, og ikke nok med det så blødte han også fra højre side af hovedet mest fra panden. Det var slet ikke fordi han havde fået nogle på hovedet, eller jo det havde han så, han havde netop været i et slagsmål med nogle mænd der mente de kunne alting i hele verden, det viste sig at det kunne de ikke, og før Dimitri havde tænkt over det glemte han helt grænsen fra at skade og slå ihjel, så de mænd døde ret hurtigt, og han var nød til at gemme dem lidt væk, hvilket han også fik gjort. Han havde dog fået nogle skader rundt omkring, hvilket ikke ville heale som de plejede, det var underligt, og han vidste slet ikke hvad han lige skulle gøre, andet end self at stå her ved døren til Helbredelseshuset, fordi han havde hørt at her kunne man tage hen hvis man ville heales, eller have hjælp, så hvorfor ikke gøre et forsøg.

Han åbnede døren, og valgte at ignorere blod pletterne der efterhånden var på gulvet, han kunne da ikke gøre for det, eller stoppe det, for det var da ikke ligetil når man blødte. Det var ikke tit det skete, faktisk næsten aldrig, men han var nød til at vise de mænd hvordan man skulle afslutte et slagsmål, og give det en fin slutning, som så førte til de allesammen døde, men sådan var det jo"Er her nogen"lød det fra ham, uden at råbe, fordi han godt kunne fornemme nogen da han trådte ind i huset.

Som tiden stille gik, hørte hun pludselig nogen kalde. Personen lød en anelse bekymret, så hun skyndte sig ud til døren hvor lyden kom frem ”Ja, jeg kommer nu, beklager forsinkelsen” svarede hun imens hun kom ind i entreen. Da hun så hvem det egentlig var, frøs hele hendes krop hun blev nærmest ligbleg. Myr følte sig ude af stand til overhovedet at reagere. Det var ham, ham der havde overfaldt hende. Hun kunne slet ikke forstå, at han var her. Myrilla blev næsten i tvivl om, hun ville være i stand til at heale ham. Hun sank en dyb klump og det kom endelig ud af hende ”Gå venligst ind i venteværelset” det var svært for hende overhovedet at få noget ud af munden. Det var dog hendes job, hun kunne vel ikke bare løbe væk? Kunne hun?. Myrilla håbede bare, at han ikke ville røre hende eller ja bare forsvinde.

At han faktisk lige i øjeblikket mødte hendes blik, og bare tænkte hvad fuck laver hun her, men han sagde ikke noget, stod blot og stirrede på hende. Han havde ikke rigtigt tænkt sig at sige noget med det samme, han nikkede blot til hende, og gik ind mod venteværelset, hvor han kunne sidde så fint og vente. Det var bare slet ikke ham alt det her, bare generelt det at sidde og vente, hvis han var kommet til skade, havde han da selv sørget for at blive rask, og ikke behøvede noget. Det underligste var at han selv var læge, og kunne hjælpe sig selv, men lige med det her kunne han ikke rigtigt, og det var mærkeligt.

Måske det også var for at drille hende, eller få hende til at hjælpe ham, mest fordi hun sikkert ikke gad hjælpe ham. Han rynkede en lille smule på næsen, og betragtede omgivelserne, ja her havde han da bestemt aldrig været, og han havde aldrig troet eller drømt om at han ville være her. Han kunne se hvordan blodet nærmest dryppede ned på gulvet, og hænderne var plettet til af blod, det kunne godt se rimelig voldsomt ud, men sådan var det jo "Hmmm..."mumlede han bare for sig selv, og sukkede så. Han kiggede så i retningen af kvinden han hvist aldrig havde hørt navnet på, havde han det?, nej det menes han ikke, det var måske ikke så godt, men han skulle da nok få hendes navn at vide, hvis det var hvad han ønskede. Dimitri var god til at få hvad han ville have, det var slet ikke noget problem. Så sad han bare og ventede, og ventede, det var måske meget godt der ikke lige var nogle børn, eller nogle i nærheden der ville blive alt for skræmt over hans udseende, især med blodet over det hele næsten. 

Myrilla forsvandt hurtigt, ind på det rum hvor hun vidste at han snart ville være i. Hendes hjerte pumpede al stirrede og hun fik det nærmest dårligt. Desværre var de to andre healere optaget, der var kun hende. Hende til at tage sig af ham og hun kunne vel ikke lade ham sidde der i flere timer eller bare end til han døde? Kunne hun? Nej, nej det kunne hun ikke – Myr kunne få hele huset imod sig for ikke at sige systemet, det ville være imod hendes etik som healer.

Hun sukkede og tog dybe vejrtrækninger – gjorde et kar klar med varmt vand og nogle håndklæder. Hun gik ud i venteværelset og så stift på ham og sagde ”Følg med mig” hun vendte sig, hvor hjertet igen pumpede løs og hun gik ind i rummet afventede på ham kom derind ”Sæt Dem venligst i stolen” trods at de næppe kunne væres dis eller dus, anede hun ikke hvad han hed eller hvem han faktisk var. Kun et monster.

Lyden af hendes ord om at han skulle følge med, gjorde at han nikkede kort og fulgte med hende. Det var en smule underligt for ham at være her, men igen at se hende igen var der vel altid noget sjovt over. Dog kunne han sagtens fornemme at hun måske ikke ligefrem syntes det var så fedt at han var der, men sådan var det jo. Han sendte hende et blik, før han fik sat sig ned på stolen, som hun sagde at han skulle gøre. Normalt var han ikke typen der bare gjorde som andre sagde, men nu handlede det blot om at blive undersøgt og helet af hende, som han havde brug for.

Mens han sad og ventede skævede han op på hende, sad afslappet på stolen med albuerne hvilende på hans skød. Ud fra hendes udtryk på ansigtet, og at han godt kunne fornemme på hende at hun måske var bange, eller nervøs. Et smil bredte sig over hans læber, og han kørte en hånd igennem håret"Navnet er Dimitri"kom det bare ud ad munden på ham, mens hans øjnene hvilede sig på hende.

Dimitri gentog hun i hovedet. Hun nævnte det for sig selv et par gange. Hun ville ikke glemme det, han skulle meldes for at have lagt en hånd på hende. Især nu, nu hvor hun også blev tvunget til at redde ham. Hun så kort på ham ”Myrilla” svarede hun lettere køligt og kort for hovedet. Det var lettere tydeligt at hun ikke havde et større ønske, om en samtale med ham. Det slog hende også, hvorfor sagde hun dog sit rigtige navn. Han ville jo finde hende igen! Så dumt.

Hun vendte sig om tog det varme vand og en blød svamp, hvorefter hun først rengjorde hans sår. Det huede hende bestemt ikke at rengøre hans sår at være så blid mod sådan et monster. Hun var næsten tæt på skære en grim grimasse imens hun tørrede blodet væk. Generelt hele situationen at være så tæt på ham, at røre ham igennem svampen, gjorde hende dårlig. Myrilla blev en anelse bleg, men forsøgte ikke at vise det monster noget. Hun ville ikke virke svag! Efterfølgende kunne hun tørre ham med håndklæderne. ”Lig dig op” hun henviste til briksen, så skulle hun ikke var foroverbøjet eller på knæ foran ham når hun endelig gik i gang med healingen.

//Afsluttes grundet min inaktivitet, dog kan der  aftales tråde når jeg får lavet mit comeback ^^ <3 //