Aurelia ville ikke normalt søge tilflugt hos en mørkelver. De få hun havde mødt i fortiden havde ikke været de søde af slagsen, men Zane havde ikke givet hende grund til at være utryg ved hans side. Hun var mere tryg ved at stå ved ham, end hun var ved at stå alene. Historien bag halskæden var egentlig ikke så vigtig, da det bare var ren overtro. Hun troede i hvert fald ikke selv på det, men hvorfor Jolantha havde den var vigtigt. I hvert fald for hende. Hun betragtede hende, som hun snoede kæden om sin finger, men blikket gled mod blodet der blev tørret af i bukserne. Hun bed sig i læben, for ikke at udtrykke for meget afsky i ansigtet, før hun rettede blikket mod hende igen.

Samtalen skulle fortsættes. Hun fik ikke lov til at slippe. Hvis hun valgte at gå før Aurelia havde fået nok svar, ville hun følge efter. Det kom vel ikke bag på nogle. Hun var alt for stædig til at lade noget stoppe hende, også selvom hun næsten lige var blevet truet med sværdet mod halsen. Hun så mod Zane, da hun vidste at han ingen interesse havde i emnet. Så smilede hun.
”Det er okay, jeg skal nok være forsigtig,” sagde hun, som hun vinkede til ham da han var på vej væk. Hun følte sig langt fra sikker ved at stå alene, så hun rykkede sig et par skridt længere væk fra Jolantha.
”Det er min mor, der laver den slags amuletter,” startede hun. ”De bliver kun givet til elvere, jeg er i familie med.” Om det ville fange en anelse nysgerrighed hos hende, anede hun intet om, men hun håbede på at det måske var nok, til at hun ikke ville angribe. Aurelia ville bestemt ikke kunne forsvare sig.

Kampen var for længst lagt på hylden, morskaben var røget ud af vinduet og Yotul følte sig fanget i en situation med en anden skovelver. En skovelver hun ikke så ud til at dele meget med. Og så alligevel den forbistrede halskæde. Hun forstod egentlig ikke hvorfor, for den betød ikke meget for hende, også selvom hun altid havde haft den på sig, så kunne hun ikke se hvorfor den unge skovelver skulle vise den form for interesse for et smykke. Den unge skovelver blev ved med at insistere, men Yotul håbede lidt at hendes svar var med til at fortælle hende, at hun faktisk ikke var interesseret i udfaldet eller historien bag. Det var et smykke.. Et meget gammelt ét af slagsen.

Mørkelveren var den eneste interessante skikkelse i deres lille sammenstød, men der gik ikke længe før at han trak sig. Hun sukkede irriteret, som et irriteret blik blev vendt mod pigen. Hun lagde stille armene over kors, som hun lige pludselig så hende med et smil på læben. Smilet betød intet, men hun ville gerne fjerne det fra hendes læber. Heldigvis for hende, så lod Aurelia til at have fået nok respekt for hende til ikke at komme tæt på, hun trak sig i hvert fald væk. Så havde hun lært lidt. Ordene lød oprigtige, men meningen lod ikke til at blive opfanget lige med det samme. Yotul var ikke overbevist, men kunne godt se, at hun mente det. Til sidst endte hun med at bryde ud i en latter. ”I familie med dig?” lo hun køligt. De mindede langt fra om hinanden og historien virkede som en historie hun var blevet fortalt igennem mange år og til sidst havde hun overbevist sig selv om at det var sandheden. ”Vi.. er bestemt ikke i familie med hinanden” hendes tone blev ganske ubehagelig, som hun trådte nærmere mod hende. Aurelia skulle trække historien tilbage. Det var blot et barns fantasi.

Aurelia havde bestemt ikke sagt noget af det, for at genere hende, men hun havde heller ikke regnet med at det ville blive taget imod med åbne arme. Hun vidste selv at hun havde ret, men det kom ikke bag på hende, at hun ikke troede på hende. Hendes ubehagelige tone gjorde hende hurtigt rimelig utilpas, og selv gik hun et par skridt længere tilbage. ”Hvordan kan du være sikker på det?” Spurgte hun, uden tegn på sin nervøsitet. Men lige meget hvor nervøs hun var, gjorde hun alt hun kunne for at feje den følelse til side. Hendes stædighed havde taget over, hun var nødt til at vide om hendes anelser var korrekte.

Historien om hendes forældres datter, hendes ældre søster, der blev kidnappet i en meget ung alder, havde hun hørt mange gange og kunne den nærmest udenad i detaljer. Hun havde ingen forhåbninger om nogensinde at finde ud af hvem hun var, da hun kunne høre på sine forældre, hver gang de talte om det, at det næsten var underforstået at hun højst sandsynligt ikke levede længere. Der var dog ingen der kunne vide det med sikkerhed, specielt ikke nu, som hun stod overfor en kvinde der bar halskæden. ”Hvor gammel er du? 753?” Lød det hurtigt fra hende, mens hun gik et par skridt længere tilbage. Der hvilede en let panik over hendes stemme, men hun fik skjult det mere end man kunne forvente. Selvom hun aldrig havde troet at hun skulle se en, der sagtens kunne være hendes søster, havde hun hvert år tænkt over, hvor gammel den søster ville være nu. Skulle hun have ret, kunne hun muligvis undgå at miste livet lige med det samme, som hun ikke regnede med at vinde en kamp, lige meget hvem hendes modstander skulle være.

Det kunne umuligt være sandt. Yotul ønskede ikke at det skulle være sandt, så hun brugte en del kræfter på at finde en måde hvorpå hun kunne bevise det overfor hende og selvfølgelig sig selv. For hun kunne umuligt være i familie med denne.. sølle skabning af en skovelver. Det var umuligt. Hun skar en grimasse, som hun forsøgte at få Aurelia til at holde mund ved at gøre situationen ubehagelig for hende. Hvad ville skovelver egentlig have ud af det her? Hun forventede vel ikke at hun skulle følge med hende hjem og møde hendes forældre? Ikke tale om.. Aurelia ønskede et svar på, hvordan hun kunne være sikker på det. Det var der problemet var. Hun var langt fra overbevist selv. Ikke kun på grund af halskæden, men også de grønne klare øjne. Hun fnøs lettere opgivende, som hun helst nægtede at besvare hendes spørgsmål. I stedet lagde hun armene over kors og tav.

Det ville ikke blive ren familie idyl, hvis det viste sig at være sandt. Yotul nægtede at vende sine rødder ryggen og hun skulle bestemt ikke bosætte sig i Elverly. Men Aurelia insisterede på, at de var i familie og Yotul kunne ikke undgå at få tankerne i hovedet, som hun selv gik baglæns. Optaget af sine egne tanker. Frustreret over at sammenstødet var endt på denne måde. Spørgsmålet om hendes alder fik hende til at rynke på brynene. "Og hvis jeg er?" Spurgte hun med et forundret blik i øjnene. Hvad skulle hendes alder nu betyde for dette? Hendes hænder vandrede lettere frustreret mod halskæden, som hun atter snoede den rundt om sin finger. Hun bed sig igen i underlæben. Yotul var opslugt af sine tanker. "Hvad får du ud af det her?" Fnøs hun køligt, for det gav da ingen mening. Hvis det var sandt, så havde de intet tilfælles og det ville ikke komme til at ske.

Aurelia forventede ikke at hun ville tro på hende med det samme. Var situationen vendt rundt, ville hun heller ikke selv tro på det, for det lød ekstremt underligt. Hun havde aldrig havde troet at hun skulle møde en, der bar samme amulet som hende selv, men stod nu overfor en der sagtens kunne være den, hun troede hun var. Men der skulle selvfølgelig mere til, end bare en påstand der ikke kunne bevises. Om det overhovedet kunne bevises ordentligt, vidste hun ikke helt, for så langt havde hun slet ikke tænkt endnu. Indtil videre holdt hun fortsat afstand, hun kunne umuligt vide hvordan Yotul ville reagere på hendes ord.

Der var bestemt ingen forventninger til at det hele skulle ændre sig til familieidyl, hvis det hele var sandt. Der havde aldrig været forventninger til at det overhovedet kunne blive en mulighed, da alle i familien egentlig havde affundet sig med, at der ikke kunne ændres på det nu, selvom forældrene selvfølgelig stadig havde håbet. ”Den pige, der blev taget fra mine forældre af orkere, ville være 753 nu,” forklarede hun kort. På den måde fik hun også fortalt hvordan den pige blev taget fra sin familie, og måske det kunne få lidt reaktioner ud af Yotul. Men også kun hvis den detalje betød noget for hende. Hendes blik gled skiftevis mellem Yotul og amuletten. Hun ønskede et nærmere kig på amuletten, fordi den havde betydning for hende, men hun havde ingen planer om at træde nærmere foreløbig. ”Hvis det er sandt, så får jeg en søster ud af det her,” svarede hun med et svagt smil, for det ville da ikke være en dårlig ting at få en søster. I hvert fald ikke for hende.

Der hvilede en anspændt stilhed imellem dem, som Yotul forsøgte at bearbejde informationerne og i det hele taget forstå, hvad det var den unge skovelver forsøgte at fortælle hende. Hun brugte en del tid på bare at mumle for sig selv, som hun egentlig ikke var interesseret i at kende sandheden. Hendes forældre var gået bort og hun havde bestemt ikke behov for nogen erstatning og da slet ikke skovelvere.. eller bare elvere generelt. Det var langt nemmere med orkere, nok havde de også traditioner, men deres var langt mere underholdende end elvernes kedelige forhold til naturen. Til sidste endte hun med at sukke opgivende, som hun endnu holdt en afstand til pigen foran hende. Hun forsøgte at ryste irritationen af sig, men pigebarnet blev ved med at komme med argumenter, der var ment til at overtale hende.

Forældrene havde ikke set hende i over 700 år, så Yotul tvivlede på, at de overhovedet ville være interesseret i at møde hende nu. Eller måske de netop ville være det, men Yotul selv var langt fra interesseret i et gensyn med familien. Hun pillede dog fortsat ved halskæden, som egentlig var blevet til en forfærdelig vane, som hun ikke rigtig kunne slippe af med. Hun var klar på at svare igen, men kunne godt fornemme på Aurelia at hun var svær at overbevise. Deres forældre var klar over, at hun var blevet taget af orkere? ”Det må være et tilfælde” mumlede hun lettere frustreret, som hun kiggede den anden vej. ”Jeg voksede op i en orkklan..” hun tav, som hun egentlig ikke var interesseret i at dele den slags med en fremmed pige. Hvad enten hun var hendes søster eller ej, så var hun altså ikke klar til at dele den slags. Yotul greb fat i halskæden, så vedhænget blev skjult i hendes hånd. Hun placerede den anden hånd mod sværdet og drejede rundt. ”Så siger vi det.. Men du har lige mistet en søster” hun løftede hånden med halskæden, som var hun klar på at smide den. Men hun kunne ikke få sig selv til det, så hun begyndte i stedet bare at gå væk fra Aurelia.

//Afsluttes efter aftale