Omrpries havde lagt om længe fået bevæget sig byerne og alle kroerne. Han havde ikke lavet andet end at drukne sine sorger i øl og bodeller. Samson's død havde taget hårdt på ham, også selvom han ikke havde været særlig tæt på Samson. Faktisk havde han ikke været særlig tæt på nogen fra RT banden, de havde jo bare set ham som en mide, der ikke kunne klare noget selv. Ikke engang Tara som skulle oplærer ham i at bruge sine evner, havde orket at kigge på Ompries. Han havde  helt selv måtte opdage sine evner og bruge dem som det nu passede ham.
RT banden var gået i opløsning, og det havde faktisk ikke gjort Ompries noget, der var aldrig nogen der havde så meget som set på Ompries og tænkt 'han skal nok blive til noget' næh det var nærmere modsat! 

Ompries kom med et fnys og kiggede sig ikke engang om for at finde ud af hvor han var henne, eller hvor han var havnet. Næh han havde gået i sine egne tanker. Takket være Zidiac havde hun sagt at Samson stadig levede, men det kunne Samson umuligt gøre, da han jo selv så Samsons lig! Der havde jo ikke været nogen tvivl om at det havde været Samson. Han så det med sine egne to øjne, der sad lige der midt i hovedet! Godt nok var det ene øje altid dækket grundet hans modermærke over højre øje. Men det gjorde ikke sagen meget bedre!

Ompries vendte blikket lidt rundt for at finde ud af hvor han var havnet henne. En sø lå på hans venstre side og landevejen på den anden, samt en skov. Han fnøs en enkelt gang. Hvad skulle han finde på? Han bevægede sig hen til søen smed tøjet og hoppede i vandet. Hans muskler havde ikke mindsket det mindste, han trænede jo stadig som Samson havde lært ham det, Dog var våben færdigheden ikke lige så god som den kunne have været. Han havde slet ikke trænet med nogen våben siden Samsons åbenbart død, eller genoplivning, eller hvad han nu var. Nej han var helt klart død. Det havde Ompries selv set og det var der ingen der kunne ændre på lige meget hvad de sagde! Selv zidiac kunne bilde Ompries ind at Samson levede, men det var bare Zidiac, en åndsvag dæmon der ikke kunne lave andet end at spise sin egen rede! Næh Zidiac hun var bare en pestilens og en rigtig dårlig babysitter, som Ompries åbenbart skulle have haft.

Ompries dukkede endelig op fra vandet og lod en hånd glide igennem sit hår så hans modermærke kom til syne. Et syn han normalt altid dækkede med sit hår, han kunne ikke fordrage at vise det frem, og han kunne bestemt ikke lide at folk kiggede på det. Når man så Ompries skulle man jo tro at det var Samson, eftersom han lignede Samson rigtig meget. Nok var han yngre end Samson men det ændrede ikke på at han stadig lignede Samson i udseendet.
Han svømmede lidt rundt og nød det kolde vand mod hans ellers så varme hud.

Imellem de mange tætsiddende træer kom Murizz gående med langsomme skridt.
Han havde vandret rundt i skoven og på alle enge og marker i nærheden i flere dage, helt frivilligt.
Efter hans forsvinden for en del tid siden, var det en fantastisk rar følelse endelig at være ude igen.
Og efter hans møde med Stark, var han sikker på at der var et lille håb om, at alt ville have ændret sig nu.
Fra nu af ville han ikke længere være slave til alle, nej. Det var selvfølgelig bare et ønske og han var udmærket godt klar over, at den drøm kunne ændre sig alt for hurtigt heromkring. Men det var okay. Han var hverken stødt på Samson eller Tom indtil videre og det var godt nok for ham.

Han havde for en gang skyld ikke blod på hele tøjet, hverken sit eget eller andres. De lange mørkegrå bukser sad helt tæt til som de plejede og den langærmede bluse hang lettere løst hen over hans skuldre. Han havde trods alt ikke fået blod i længere tid, så han så en anelse mere splejset ud end han plejede. Åbningen til halsen i blusen var alt for stor og hang skævt så man kunne se hans højre skulder og overarm.

Murizz fortsatte gennem skoven med de langsomme skridt, for at nye hvert eneste lille ting han så på vejen.
Inden længe kunne han ane en sø forude, hvilket han selvfølgelig også skulle have med, så han satte farten lidt op indtil han nåede helt ud af skoven og stod næsten lige foran søen. Han smilede lidt for sig selv før han gik helt hen til kanten. Først der gik det op for ham at han ikke var alene. Han kneb øjnene en smule sammen og lagde hovedet en anelse på skrå, for at betragte manden der flød i søen.

"Samson?" Sagde han lavt for sig selv, med en let rysten i stemmen. Han skævede lidt mod det 'S' der var brændt på hans højre overarm. Det gjorde ikke ondt. Hvilket ville sige at det ikke kunne være Samson, så han slappede hurtigt en anelse mere af, men holdte stadig blikket på manden i søen. Han kunne ikke komme sig over hvor meget han mindede ham om Samson.

Godt nok lignede Ompries Samson,men han var lagt fra som Samson! Han prøvede at være som Samson, men han blev det aldrig. Han ville aldrig blive lige så stor som Samson engang havde været. Rygterne gik godt nok på at Samson stadig levede men hvorfor skulle man fake sin egen død? Hvorfor efterlade en søn der kunne overtage RT-banden, selvom ingen så godt på Ompries? Ompries var jo en af de heldige børn der havde fået lov til at overleve Samson's dødtrusler over han egene børn.
Som han lå der og flød rundt i vandet kom et suk over ham. Han havde ikke set nogen andre komme eller dukker op. Han kiggede op imod himlen. "Samson lever. Pfff. Som om" kom det fra ham og rystede lidt på hovedet så meget han nu kunne uden at få vand i øjne.

Han svømmede ind mod land og hejste sig op. Han lagde ikke mærke til hvor han var steget op og lagde mærke til det var lige ved siden af Murizz. Han kunne svagt genkende ham, men hvor fra vidste han ikke helt. Havde han været medlem af RT-banden? Nej det kunne det ikke have været. Var det en af Samson's slaver? Nej heller ikke. Måske havde han set ham i byen eller på et bodel? Nah.. Kunne det? Han rystede lidt på hovedet og kiggede fortsat på ham. Kigge og kigge var måske så meget sagt, han studerede ham mere end noget andet. Han opdagede hurtigt at hans hår ikke dækkede hans modermærke skråt ned over øjet og han rettede hurtigt håret til. Det var det eneste tegn på at dette ikke var Samson. Han satte sig ned et stykke væk fra manden og stak føderne ned i vandet. Det var dejligt afkølende.
Vand dråberne trillede ned langs hans brystkasse og ryggen. Solens stårler varmede godt på sådan en dag som i dag. Solen stod også højt på himlen så det gjorde det ikke meget værre. Næh det var dejligt med sol, og det kunne man ikke klage over. Der var intet at klage over. Man skulle aldrig klage, med mindre det var tidligere RT medlemere. Dem kunne man klage over! Sådan nogle utaknemmelige mennesker skulle man lede længe efter.! Et fnys kom fra ham og han vippede tæerne i vandets overflade.

Murizz fulgte Ompries med blikket konstant. Han slap ham ikke af synes en eneste gang da han flyttede sig fra søen og satte sig i kanten. Han kunne tydeligt se at det bestemt ikke var Samson, men der var noget over ham der mindede alt for meget om ham. Derfor kunne Murizz ikke lade være med at få det dårligere og dårligere. Han kunne ikke engang få sin krop til at flytte sig.

"Undskyld, men.." Han stoppede sin sætning igen. Han havde næsten ikke lyst til at spørge. Hvis denne mand kendte Samson, eller var relateret til ham, så kunne han umuligt være specielt rar. Og det plejede ofte at gå ud over Murizz, når folk ikke var specielt rare. Han sank en klump i halsen og tog en dyb indånding.
"Sagde du Samson?" Spurgte han meget nervøst og med en tydelig rysten i stemmen. Han var ikke så sikker på at han ville have svaret at vide, men nu havde han spurgt. Det var for sent, så han var nødt til at høre svaret.

Ompris kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet da Samson's navn blev nævnt. Se det var den frygt Ompries også ønskede at få når hans navn blev nævnt. Man ak nej det ville aldrig komme til at ske. Alle så vel bare på ham som en af Samson's horre unger. Som ikke kunne klare sig selv eller kunne klare at leve for sig selv. Men der tog alle fejl! Han havde klaret sig selv lige siden han var teenager, og han var altså ved at være gammel nu! Eller ikke så gammel igen, men han han var da voksen! Også selvom han måske ikke så sådan ud.

Han strakte sig kort og lænede sig tilbage uden at kigge på manden. "Ja det gjorde jeg og hva så?" kom det køligt fra ham. "Hvad vil du med et dødt menneske?" spurgte han kort og kontant. Han fjernede ikke blikket fra søen og gjorde ikke noget videre for at vende blikket imod manden. Han var faktisk lidt lige glad med ham, men så alligevel ikke. Et blik ind i Ompries's øjne og manden kunne vinke farvel til sine egne evner, eller få sat ting i hovedet som ikke var virkelige. Nogen gange var det ikke lige frem de bedste evner at rende rundt med. Han kunne ikke engang nedstirrer folk hvis han ville. Næh han så ville man jo bare falde i staver over hans klare blå øjne.
Hans øjne var lukkede og han lagde sig ned på jorden så hans ryg ville blive dækket af jord grundet det at han var våd. Solens stråler varmede overkroppen, vandet gled lige så stille ned langs siden og videre ned imod jorden.

Murizz lagde hovedet en anelse på skrå og gik så få skridt tættere på Omprius. Dog stoppede han stadig godt to meter fra ham. Han ville ikke alt for tæt på, men stadig tæt nok til at han ikke behøvede at anstrenge sig for at kommunikere.
Død?[/b] Tænkte han undrende. Murizz havde erindringer om at have mærket S'et på højre overarm brænde en anelse over de sidste par år. Derfor vidste han med sikkerhed at Samson havde været i nærheden, men han var aldrig stødt ind i ham.

"Et dødt menneske? Samson er ikke død," sagde han. Man kunne stadig høre den lave rysten i hans stemme.
Han var stadig i tvivl om han skulle blive ved med at føre en samtale med denne mand. Han anede jo ikke noget om hvordan han var. I princippet kunne han være lige som Samson, der opførte sig helt normalt i starten, men meget hurigt ændrede karakter.
"Hvorfor tror du han er død?" Spurgte han undrende mens han satte sig ned på hug.
Hvis denne mand viste sig at være lige så slem som Samson, ville Murizz ikke kunne nå at flytte sig nu da han havde sat sig, men efter to dages vandring, var behovet blevet for stort.

Så nu begyndte de igen. Samson VAR død! Han havde selv set liget med sine egne øjne! Så nu kom der en eller anden idiot og skulle bevise at han ikke var død. "Nu skal du ikke også begynde!" kom det fra ham og rejste sig halvt op. Han havde armen stødt mod jorden og vendte for første gang hovedet hen imod personen så hans klare blå øjne kom til syne. De ville være meget fangende, men Ompries havde ingen intentioner om at bruge sine evner, i hvert fald ikke endnu. "Hvis du skal lyde lige som den åndsvage dæmon af en babysitter ved navn Zidiac så kan du godt droppe det. Samson er død, jeg så ham med egne øjne.! hans stemme var kølig men han fjernede ikke blikket fra manden en eneste gang. Hvad var der med alle de personer der absolut skulle mene at Samson stadig levede? Hvis han levede hvorfor havde han så ikke sendt bud efter Ompries, eller givet lyd fra sig? Hvorfor havde han så ikke bare vist sin ankomst i borgen? Næh nej der var intet der tyede på at Samson levede hverken nu eller efter hans død! "Hvis du tror at jeg vil mindes om en død person så tager du fejl. Et lig kan ikke genopstå fra de døde, om man vil have det eller ej" hans stemme var stadig lige kølig og hans blik veg endnu engang ikke fra manden.

Langt om længe fjernede han blikket og lod det gå ud mod søen. Hvad var der med folk og mene at Samson stadig levede? Han fattede det ikke, hvorfor kunne de ikke bare forstå at han var død? Der havde ikke været nogen livstegn fra Samson i årevis. Godt nok havde Ompries ikke været forbi graven hvor Samson var begravet, men ikke engang Tara som havde været tæt på Samson havde været til at opdrive. Så hvorfor skulle alt dette her være sandt?

Murizz kunne ikke lade være med at få en anelse af et chok, da Ompries rejste sig. Han forventede egentlig en voldsom reaktion, derfor sad nerverne lidt ude på tøjet. Han skvattede baglæns og landede med et lille bump på bagdelen, men åndede lettet op, da Ompries ikke gjorde andet end at rejse sig halv og stirre på ham. Hans blik rettede sig hurtigt mod de blå øjne, som han ikke kunne lade være med at stirre på, mens Ompries snakkede.
"Undskyld, men... Jeg ved han ikke er død. Jeg kan mærke det," sagde han og skævede igen mod S'et der var brændt på højre overarm. Han vidste at det lød dumt. At kunne 'mærke' at Samson var i live, lød som en dårlig joke, men han fortalte jo sandheden og han kunne ikke forklare det bedre end det.
Han fik sat sig op på hug igen. På den måde ville han i det mindste have en smule af en chance for at kunne flygte, skulle det blive nødvendigt.

Et fnys kom fra Ompries og han vendte blikket mod Murizz. Hans øjne blev kolde og smalle. Han funderede dette menneske væsen og kiggede rundt på kroppen af ham. "Du siger han ikke er død, men jeg ved han er død, om du vil have det eller ej. Et lig kan ikke lyve" kom det fra ham igen. Hvad var der med folk og ikke kunne acceptere en mands død? Han kiggede rundt på manden igen og lagde mærke til mærket S "Så du var en af Samson's slaver? Ja der kan man bare se. Fader havde et godt tag på jer." kom det køligt fra ham og vendte sine kolde øjne hen imod mandens igen. Det var nu sagt at Ompries var søn af Samson. Han havde lige kaldt Samson sin far, så der var ingen tvivl om hvem Ompries var. Godt nok var der ikke mange der kendte Ompries som Samson's søn, men hvem gjorde også det? Alle havde været lige glad med Ompries, ingen havde taget sig af ham, ud over Zidiac som ikke kunne fordrage ham, og han kunne ikke fordrage hende!
"Hvad får dig til at sige at han lever?" han vendte blikket væk og rejste sig ikke mere op eller lagde sig ned. Han sad stadig halvt op støttende på armene.

Murizz' ansigtsudtryk blev mere og mere forvirret af Ompries' ord.
Lig? Det kan ikke passe.. Tænkte han og rystede en anelse på hovedet. Dog blev hans forvirrede udtryk meget hurtigt ændret til nærmest skrækslagen. Fader? Han grinede lavt, meget nervøst.
"Så du... Du er Samsons søn?.." Spurgte han, stadig med det ekstremt nervøse grin. Han rejste sig op igen. At være så tæt på jorden havde aldrig været en god ting når man var i nærheden af Samson, for det betød som regel misbrug af den perverse slags. Han fik slet ikke svaret på om han var en af Samsons slaver, men han regnede ikke med at det var svært at regne ud, så han undgik at svare.
"Uhm.." Han stoppede og så på S'et på overarmen.
"Jeg har mærket det brænde.. Det betød som regel at Samson var i nærheden. Derfor ved jeg han ikke er død," svarede han, nu en anelse mere roligt. Dog kunne man stadig høre den nervøse tone. Den forsvandt nok ikke nu hvor han vidste hvem Ompries var.

Ompries holdte sit kølige ansigts udtryk men fjernede sig ikke det mindste. "Samson's søn, hans afkom, et barn, hans åndssvage latterlige lille skødehund. Kald det hvad du vil, det har alle andre gjort af RT banden. Så hvorfor skulle du ikke?" kom det køligt fra ham og vendte blikket væk fra ham. Dette her var latterligt! Samson var død og sådan var det bare! Det var der ingen der kunne tage fra ham. Hvis HVIS Samson levede tja så havde han vel sendt Tara ud efter Ompries, eller måske ikke, det var vel bare en typisk Samson ting var det ikke? Jo det var det. Samson var lige glad med alle andre end sig selv, og hans slaver! De var mere vigtig en Ompries overhovedet var! Det var dog heller ikke noget nyt. Alt der omhandlede Ompries var og forblev værdiløs.
"Du kan mærke det brænde? HA!" kom det køligt fra ham og rystede lidt på hovedet. "Ja der må du jo så tage fejl, for det er jo ikke sandt. Det må være indbildning fra din side af." han rejste sig mere op så han kom helt op at sidde. Det var faktisk rart at se en mand sidde og være bange for Ompries. Det var længe siden det var sket.
Han rettede sit pandehår så det sad ordentlig ned over højre øje og kiggede ned i jorden og så over på manden igen. "Men så igen. En slave af Samson vil jo sige alt der står til Samson's fordel.

Murizz kunne ikke lade være med at grine en smule over Ompries' kommentar. Aldrig havde han oplevet en der kendte Samson spørge ham hvorfor han ikke skulle kalde ham skødehund, eller andre ting der kunne betragtes som negative. Hvis det var sådan Samson havde behandlet Ompries, sin egen søn, så tænkte Murizz ikke at han kunne være lige så slem som Samson.
"Fordi jeg sikkert ville få tæsk af Samson hvis jeg gjorde," svarede han, stadig lavt grinene.
Han blev dog en anelse irriteret over Ompries sidste kommentar. Grinet stoppede brat og han bed tænderne sammen.
"Jeg er muligvis Samsons slave, men det betyder ikke, at jeg gør alt han beder mig om. Og hvis han var død, ville jeg ikke bruge min tid på at holde mig skjult, så han ikke kan finde mig," sagde han muggent, mens han knyttede hænderne mere og mere sammen.
"Jeg ved hvad jeg har mærket. Og Samson er ikke død," afsluttede han.

Ompries kunne ikke lade vær med at trække på smilebåndet og et grin kom frem på hans læber. Ja han kunne lige se Samson jorde sine Slaver ved at give dem tæsk, eller en mere grotesk afstraffelse. Det ville passe langt bedre til en slave end det ville være noget andet. "Ja se det ville være et kønt syn. Det ville være bedre end at sidde her og snakke med en som mener at Samson lever." han var stadig i benægtelse at Samson levede lige meget hvad men sagde. Der var ikke nogen beviser for at han levede og det kunne en slave ikke ændre på!

Han lyttede til mandens ord selvom han grinede og himlede lidt med øjne. Hvad skete der for sådan en slave? "HA! En slave burde gør alt hvad der bliver bedt om. Så vidt jeg husker havde Slavernes deres mærke som gjorde ondt når man ikke gjorde hvad der blev sagt. Er det ikke rigtig?" han var faktisk ikke sikker og han lænede sig lidt hen imod Murizz og lod sit blik finde hans. "Men nu er du ikke lige frem i skjul mere, så hvad vil du nu gøre?" han fjernede ikke blikket fra ham og lod ikke sit ansigt fjerne sig den mindste smule. "Som du vil. Fader er ikke død, så er du lige så dum som Zidiac" han lænede sig lidt tilbage og men fjernede ikke blikket den mindste smule

Det var tydeligt at se på Murizz at han blev mere og mere irriteret. Han vidste med sikkerhed at Samson var i live, men han havde aldrig været specielt god til at overtale andre til noget som helst. Egentlig var han ikke god til ret meget. Han kunne ikke engang finde ud af at slå fra sig når det galt, selvom han altid gjorde et raskt forsøg.

Murizz gik endnu tættere på Ompries og satte sig cirka en meter fra ham i skræderstilling med blikket vendt mod jorden.
"Jo, det er rigtigt. Men jeg stopper aldrig med at gøre modstand, indtil Samson slipper mig fri," svarede han. Han vidste godt at det aldrig ville ske, men man havde lov at drømme. En lille drøm om ikke at være nogens slave, fik altid et lille smil frem på hans læber når han tænkte på det og det gjorde det også denne gang.
Han rettede blikket mod Ompries igen. Det var et rigtig godt spørgsmål. Han anede ikke hvad han ville gøre, hvis han stødte på Samson igen.
"Øh... Jeg .. Jeg er rimelig god til at løbe," svarede han med en vis usikkerhed i stemmen. Som om det ville hjælpe ham at løbe fra Samson. Samson havde altid et trick i ærmet, som Murizz ikke kunne kæmpe imod.

HA! Meget havde Ompries hørt igennem tiden, men dette her var fuldstændig latterligt. Samson sætte en Slave fri? Ham her måtte have spist søm! Som om Samson ville sætte nogen fri der var i hans magt. Ompries havde været i hans magt og se hvad der var kommet ud af ham nu? Han hørte ikke til nogen steder. RT-banden var opløst, der var ingen til at holde Ompries bare en lille smule tilbage. En DØD far, og en famillie der ikke eksisterede på nogen måder! HA så her drømte en slave om at slippe fri fra Samson, Ja så havde man jo hørt den med.
Lige meget hvor irriteret Murizz blev var Ompries uden tvivl sikke på at Samson var død. Han ville se beviser for at han levede. Eller se ham i levende live. En slave kunne sige hvad som helst for at slippe væk fra en som lignede Samson. "HA! Du tror selv at Samson vil slippe dig fri hvis han er i live? Og ja jeg mener HVIS han er i live." kom det spydigt fra ham og vendte blikket væk fra ham. Han lagde bene over kors og kiggede ud imod vandet. "Ser du, du er jo allerede fri. Jeg kan ikke se fader nogen steder sådan lige i nærheden. Så du må jo være fri" kom det fra ham kynisk og himlede lidt med øjne. Han vendte blikket mod manden igen og løftede det ene øjenbryn

"Du kan løbe? HA! Ser du hvor langt tror du selv du kan løbe med en som fader efter dig og dit slave mærke? Du er og forbliver en slave, hvis ikke over for fader så over for mig!" han var ikke helt sikker på at det var sandt, men der måtte da være lidt sandhed i det. En slave er en slave over for familier lige meget hvem der så end døde. Så Murizz måtte vel også adlyde ham, selvom han tvivlede stærkt.

Murizz trak benene sammen og lagde armene om dem, hvilket kun fik ham til at se endnu mindre ud, end han egentlig var.
Han smilede lidt for sig selv. Selvfølgelig ville Samson aldrig slippe ham fri. Det vidste han med sikkerhed.
"Samson er i live og nej. Han slipper mig aldrig fri," svarede han kort og vendte blikket mod jorden. Han havde affundet sig med sin virkelighed af altid at være andres slave, ikke at han var glad for det, men han havde intet valg. Så rettede han sig mod Ompries igen.
"Jeg er ikke fri, før Samson virkelig er død. Jeg kan føle mærket brænde. Det er nok bevis for mig," sagde han.

Murizz brød direkte ud i latter igen, efter Ompries' sidste kommentar.
"Dig? Du virker slet ikke til at være på samme niveau som Samson. Jeg tror slet ikke du ved hvordan man mishandler andre. Ellers havde du sikkert gjort det allerede," sagde han med et smil. Han var klar over at det ikke var den smarteste ting at sige til folk, specielt ikke folk der var relateret til Samson, men han var overbevist om, at denne mand ikke var lige så slem som Samson.

Ompries rystede på hovedet af manden. Hvad var det han ikke forstod? Eller var det ham der ikke forstod? Nej det var manden der ikke forstod! Han var lige så blank som Zidiac altid havde vært. Latterlige dæmon! "Præcis det er det jeg mener, du er og forbliver en salve" kom det køligt fra ham og rejste sig op. Han lagde hovedet lidt på skrå og knækkede nakken inden han rettede sig ordentlig op igen. "Som du vil. Fader er i live, jeg tvivler stærkt på det før jeg har beviser" han nikkede lidt for sig selv men ændrede ikke sin holdning.

Han skulle lige til at hoppe i vandet igen da Murizz lagde ord i munden han ikke engang selv forstod! Hvis Ompries øjne kunne lyne så havde de gjort det. "Undskyld hvad sagde du?" kom det koldt fra ham og tog de sidste skridt hen til Murizz. "Jeg bliver aldrig som min fader, men en ting skal du ikke tage fejl af. Jeg er og bliver en Oceans, jeg har min faders blod i årene, hvilket vil sige at jeg kan gøre præcis lige som ham hvis det er det jeg ønsker." nok var han ung i forhold til hvad han så ud til. Men hans stemme sagde alt, han mente hvad han sagde. "Hvis du mener jeg ikke kan mishandler andre så tager du fejl. Jeg har mine egne metoder end hvad min fader havde. Men det ændre ikke noget" han omtalte stadig Samson som værende død, hvilket ikke gjorde ham noget som helst. Det var sådan han havde det. Nok var han stemme også kølig og spydig men hans ord var ikke til at tage fejl af.
Hans øjne flakkede fra side til side mens han stod foroverbøjet over Murizz. En ting til og Ompries ville tvinge manden til at se ham i øjne og så skulle han nok se metoder der ikke var hver at have medlidenhed over.

Murizz beholdte det flabede smil på læberne, lige indtil Ompries kom farende og lænede sig ind over ham.
Han lænede sig selv helt tilbage, så han støttede mod jorden med albuerne, for ikke at ligge sig helt ned.
Han følte sig helt bestemt truet, men han kunne nu ikke lade være med fortsat at være flabet. Det var sådan han også altid havde opført sig over for Samson og det havde altid kun skabt ham problemer, men han havde efterhånden vænnet sig til det. Så det flabede smil kom frem igen.
"Så bevis det. Bevis at jeg tager fejl. For jeg tror ikke på dig. Du er intet i forhold til Samson," sagde han koldt.
Ja, Samson reagerede heller aldrig specielt godt på de kommentarer, men Murizz var irriteret nok til ikke at tænke på konsekvenserne.

Nu gjorde han det igen! Han udfordrede lige frem Ompries til at være modbydelig! Det var nu lang tid siden han havde været modbydelig han kunne da godt tænke sig at være det igen. Men var det virkelig det hele værd? Det var det måske. "Du udfordre mig?" kom det køligt fra ham og søgte Murizz øjne. Hvis han først så ind i hans øjne så var han færdig. Hans øjne var jo fængende grundet de klare krystal blå øjne, lige som Samson's havde været. Øjne sagde alt, de var i familie og det var der ikke nogen der kunne tage fra ham. Nok havde han musklerne som Samson, men hans udstråling af udseendet var Samson på en prik. "Du skal ikke udfordre mig!" kom det stadig køligt fra ham og søgte stadig hans øjne.

Murizz' vejrtrækning blev en anelse mere ustabil, hvilket tydelig kunne høres, men han var ikke klog nok til at stoppe sig selv.
"Ja, jeg udfodrer dig!" Svarede han bestemt og rettede blikket direkte til Ompries' øjne med et vredt udtryk.
Murizz begyndte at kunne se en sammenligning mellem Ompries og Samson, der ikke kun omhandlede udseende.
Deres raseri anfald mindede også ekstremt meget om hinandens, men Murizz lod ikke til at lade sig mærke af det.
Trods alt havde både Samson og Tom udsat ham for en del ting, så han var overbevist om at der ikke kunne være noget værre.