Corrine måtte havde taget et forkert sving for hun genkendte ikke den her vej, den var slidt, ujævn og skummel, de folk hun havde gået forbi kunne lige så godt havde været kommet op nord fra så mørkt og påklædt de gik her i solskinnet, det var trods alt forår og fint vej og kun eftermiddag.
Men Corrine var efter en time ned af landevejene her vendt om og var på vej tilbage imod det centrale land, hun ville nok komme før sent hjem til fruen, men det betød kun kold mad, for trods fruen blev lidt sur så slog hun ikke.
Corrine gik i en brun slidt kjole med et hvidt forstykke, hendes brune hår var sat op i en hestehale og hun lignede hvilken som helst glad 18 årig pige der tilhørte en husstand som tjeneste pige.
Corrine havde endelig skulle på markedet og hente gulerødder men det måtte nok blive i morgen.
Fruen havde heldigvis stadig nogle ude i kammeret så måden kunne stand laves.
Corrine nød lidt de små solskinsstråler der kom ned imellem træerne og ramte hendes bare arme, det var så dejligt med den her årstid.

Hvorfor dette monster havde endt på landevejen var der ingen der viste, men når han alligevel var her, så kunne man vel godt nyde det? Anthony havde en voldsom hovedpine og solen hjalp bestemt ikke på hans situation, så blot at være ude fra Tusmørkedalen, fra de dystre og mørke rammer var ved at tage livet af ham. En dyb brummen kom fra ham som han svagt skulede op mod solen ”Zaladin tage dig dit forbandede svin” hvæssede han svagt som han fortsatte videre. I det mindste var solen ikke lige så slem mellem de mange træer kontra ude i det fri. Han stoppede og tog en dyb indånding, som der var et eller andet der havde fanget hans opmærksomhed. Et menneske... Kvinde... Spændende. Med varsomme, men alligevel let hastige skridt gik han efter færden, forsøgte at finde kvinden og holdt sin afstand.

Et dystert smil spredte sig på hans læber som han fik øje på hende. Hun lignede ikke en der endnu var tyve, hvilket blot gjorde det hele tusinde gange sjovere, for de havde som regel ikke så mange kræfter til at kæmpe imod, hvis han besluttede sig for at angribe hende eller andet. Men med solen så højt på himmelen, så ville han holde afstand så længe han kunne og blot jage hende ned, som var hun et bytte.

Opmærksom kunne man just ikke kalde Corrine, eller jo, men ikke så meget som andre, så tanken om der var noget der fulgte efter hende, den ramte hende på ingen måde. Hun gik bare i sin egen lille verden og havde bare fokus på at komme hjem. 
Dog efter at have vandret et godt stykke tid stoppede hun op. Havde hun nu igen taget en forkert vej? Det var bare som om skoven tog mere og meere til, og her blev mere dunkelt og dystert.
Det var lidt ubehageligt at gå her alene, så Corrine fremmanede en lille lyskugle der kom frem og svævede kort foran hende, og derefter straks gemte sig i hendes hår.
"Ej.. ikke igen, kom nu, du skal hjælpe mig ikke gemme dig.. det gør du altid" sagde Corrine irriteret over kuglen der kom svævende forsigt ud fra hendes hår igen. Den svævede nu tæt om Corrine men prøvede så vidt muligt at lyse op foran hende, ikke at det gjorde det store, men Corrine følte sig generelt bare mere tryk med sin lille ven fremme.

Stadig fra nogle meters afstand, holdt han øje med hende. Han havde endnu ikke tænkt sig at lade denne kvinde se ham, men han havde fået en sjov ide.. Eller det syntes han i så fald selv, Han havde tænkt sig at lege med hendes sanser, holde sig skjult i skyggerne men på samme tid lade hende vide, at hun på ingen måder var alene. Han greb om en gren, skar kort tænder og lagde kræfterne i og med et... Blev de ellers stille omgivelser afbrudt af lyden af en gren der knækkede. Et smil kom frem på hans læber af spænding over at se hvordan hun ville reagere, for det var altid sjovt at se frygt ligge sig ud med en person og vinde kampen. Han puslede rundt, og lod de lange klolignende negle glide over et af træerne han var i nærheden ved. Kort overvejede han om han skulle lade sig forvandle, eller om han blot skulle blive i menneske form, for den var mindst lige for forskruet som varulven ville være. Men var det ikke altid lidt sjovere at gøre det som menneske? En dyb brummen kom fra ham og endnu en gren blev knækket og med langsomme, tunge skridt gik han ud fra sit skjul og knurrede nærmest af hende. Det var først nu det sjove ville foregå, men det var altid sjovest med en lille jagt.

//lukket da jeg intet har hørt fra Koda//