Hvor: Et fint beboelseskvarter med små pladser med springvand og smukke palæer.
Hvornår: En mild og solrig forårseftermiddag.

Liv var deprimeret; Castien havde slået hånden af hende, præcis som hun vidste, det ville ske, hvis han fik noget at vide om sin far, og nu havde han forladt hende (igen) og svoret, at han aldrig ville se hende mere. Selvom Liv havde hundrede af sønner, ville ingen nogensinde kunne erstatte Castien. Alle hendes børn var helt specielle, og hun elskede dem alle dybt, selv Castien der havde forladt hende. Hun havde lukket sig inde i det store palæ, hun boede i lige nu, og havde ikke ønsket at se nogen, og der var heller ikke nogen, der kom for at se hende. Hun havde sendt Falk med Sakse - de to virkede så glade for hinanden, og Sakse var vist den eneste, udover hende selv, der nogenlunde kunne styre Falk - og så vidt Liv vidste, så boede ingen af hendes andre børn i Dianthos lige for tiden. 

Liv sukkede og stirrede ud af vinduet på den lille, grønne plads foran palæet. Måske skulle hun rejse nordpå og besøge Solbjørk? Hun havde lyst til mørket lige nu, og Solbjørk havde arvet sin mors mørkere sider. Ja, måske skulle hun gøre det...

Men først ville hun gå en tur. Det var flere dage siden, hun sidst var udenfor, og hun trængte til frisk luft. Solen skinnede jo og fuglene sang. Liv klædte sig på for første gang i flere dage. Hun iklædte sig en af sine karakteristiske stramme, hvide kjoler, men i stedet for den normalt dybe udskæring havde denne en krave, der var så høj, at den dækkede det meste af hendes slanke hals, og ærmerne var lang og gik helt ned til hendes håndled. Kjolen var kridhvid og simpel. Ingen blonder, mønstre i stoffet eller noget andet. Faktisk så den ud, som om den var formet ud af ét stykke stof. Der var ingen søm eller syninger at se nogen steder på den glatte stof. Det var efterhånden blevet for varmt til pels, så Liv nøjes med et langt, hvidt tørklæde til at dække sit korte hår og til at slå om sine skuldre. Hendes fødder var nøgne som altid. 

Liv kunne ikke lade være med at smile og trække vejret dybt, da hun trådte ud i forårssolen, og hun fik det straks bedre. Med raske skridt begyndte hun sin gåtur, der ikke havde noget særligt mål. Hun ville bare vandre rundt, som hun plejede, indtil hun blev træt af det.

Cole var næsten lige ankommet til byen, og efter det lille uheld udenfor byen, havde det faktisk været okay. Menneskerne her i byen var ikke nødvendigvis værre end så mange andre steder. Her var der er i hvert fald ingen der kendte ham, så folk forstyrrede ham ikke, og prøvede ikke at ophidse ham. Selvom det havde folk selvfølgelig ikke lyst efter første gang de var blevet brændt.
Han havde brugt det meste af dagen på at forsøge at finde noget arbejde, men havde hidtil ikke formået at finde noget som helst. Det var som han havde antaget. Han var for fremmede, og han var bare ikke god nok til det arbejde de så ville sætte ham til. At gå over og spørge om arbejde indenfor broderi var trods alt ikke noget han kunne. Sidst han havde forsøgt at gøre noget lignende var det praktisk talt gået op i røg.

Alt i alt var det ikke så underligt at Cole var en anelse nedtrykt, og han havde endelig valgt at slå sig ned på en bænk i nærheden af et pænere kvarter. Han lignede virkelig ikke en der hørte til her i kvarteret, med hans bare fødder, og tøj der var brunt, og havde set bedre dage. Det var næsten som om at både ærmerne og buksebenene var små brændt i enderne, og visse steder også revet itu, så selvom han ikke var specielt beskidt gav han ikke ligefrem et godt indtryk.

Liv havde gået rundt et stykke tid og udforsket kvarteret, hun boede i, hvilket hun ikke havde gjort før, da hun fik øje på en mand - næh, en dreng? - der sad på en bænk og så en kende nedtrykt ud. Alle de moderlige følelser, der før havde været bundet til Castien, vældede straks op i hende, da hun så hvor trist drengen så ud, og hvor usselt hans tøj var, at hun næsten brød ud i gråd blot ved synet af ham.

"Åh, lille stakkel," hviskede hun for sig selv, og der gik ikke mange sekunder, før hun stod ved siden af bænken og lænede sig ned og at smile venligt til drengen på bænken.

"Er du faret vild, lille ven?" spurgte hun blidt. Hun havde lyst til at stryge over drengens hår, men hun vidste, at fremmede ikke nødvendigvis satte pris på berøring med det samme, og hun ville ikke skræmme ham væk. I stedet sørgede hun for, at hun var vokset en god fod eller halvanden, samt at hendes allerede meget kvindelige former, fremstod endnu tydeligere, så hendes udseende virkelig skreg Kvinde og Mor med store forbogstaver. Hun vidste godt, hvordan en ung dreng skulle snoes.

Cole havde ikke forventet at høre en venlig sindet stemme mod ham. Især efter de sidste par timer af hårde stemmer, og råben af ham, når temperamentet kom over ham. Det var dog ikke så underligt at endnu engang vældede det op i ham, som han opfangede hvad der blev sagt til ham. Øjnene blev en kende mere orange, og flammerne var allerede begynde at komme ud af hans hænder, hvilket egentlig bare frustrerede ham endnu mere. Men han kunne også godt se, som han kiggede op på kvinden at hun intet ondt havde ment med det.

Han prøvede at forsigtigt at slå ilden på hans hænder ud, ved at banke mod hans bukseben, og det lykkedes da også til sidst, det var så også først der at han faktisk svarede på kvindens spørgsmål. "Nej... nej, jeg leder bare efter et job," indrømmede han. En ting der endnu ikke var gået så let, men det behøvede kvinden jo ikke at vide. Cole var stadig ikke helt sikker på hvorfor hun stod her i nærheden af ham og snakkede med ham.

Det skar i Livs moderhjerte, da hun så, hvordan den lille fyr havde svært ved at kontrollere sin evne, og hun havde allerede lyst til at give ham et varm og kærligt kram. Det gjorde hun nu ikke (endnu), for hun havde ikke lyst til at få brandsår. Hun skulle lige være helt sikker på, at drengen ikke ville prøve at angribe hende først. Hun ville nok sagtens kunne klare sig imod ham, men hun ville helt sikkert på en del skræmmer ud af det, og det var hun ikke interesseret i. Hun var meget mere interesseret i at hjælpe denne unge mand. Han så jo sød ud.

Da drengen havde fået slukket flammerne, satte Liv sig forsigtigt ned ved siden af ham. Hun gjorde det i langsomme, rolige bevægelser for ikke at skræmme knægten. Hun smilede til ham.

"Hvilket slags job leder du efter?" spurgte hun venligt.

Venlige folk var ikke ligefrem noget som Cole stødte på ofte... nej, faktisk var det noget han næsten aldrig stødte på. Der var næsten altid noget de ville have til gengæld, men alligevel kunne han ikke ligefrem være skeptisk. Han havde trodsalt ingen krystaller tilbage og manglede arbejde.
"Hvad end jeg kan... som at gøre rent, eller løfte ting..." svarede han. Det var virkelig ikke mange ting han faktisk kunne finde ud af, og selvom han stadig ville ønske at han kunne tage brodering op igen, var det ikke ligefrem noget han i sit nuværerende stadie kunne. Ikke efter den magineutraliserende halskæde var blevet væk i askerne af hans tidligere hjem. 

Ilden var heldigvis ved at dø lidt ud igen, men selv nu var han ikke sikker hvor lang tid det egentlig ville holde. Den havde en tendens til at have den eget sind, selvom den reagerede på hans humør. Ærgerligt at han ikke var bedre til at styre sit eget humør.

"Hmmm," brummede Liv, mens hun tænkte. Nu havde hun jo efterladt sit forrige hus, der eller kom med en pige til at gøre rent og lave made og den slags, og det nye palæ, hun havde "fundet" sig, var stort og svært at holde rent selv. Liv var for gammel til at gide at bruge sin tid på rengøring og den slags, og når babyerne nu kom, ville hun have endnu mindre tid og lyst til det...

"Kunne du have lyst til at arbejde for mig?" spurgte hun, stadig med sit venlige smil. "Som du jo nok kan se, venter jeg mig, og jeg får brug for hjælp både før og efter, jeg har født. Jeg betaler godt, og du får et sted at bo og sove."

Liv var faktisk ret sikker på, at hun aldrig havde hyret nogen før, men nu da hun var i gang med det, virkede det som den mest åbentlyse idé. Måske havde det haft noget at gøre med, at hun ikke stolede på nogen, udover sine egne børn, men måske var hun blevet blødsøden med alderen, for hun kunne slet ikke stå for den unge mand.

Cole stirrede, og denne her gang var der næsten noget mistro at spore i hans øjne, men også forundring, som var han ikke helt klar over hvad han skulle gøre med dette forslag, fra en tydeligvis rig og smuk kvinde. 
"Du vil ansætte mig? En fuldstændig fremmede?" spurgte han og prøvede at vædde sin mund lidt, da den pludselig følte så ufattelig tør. Og ikke ligefrem tør på en rar måde.

Heldigvis, i tillfælde af at det ikke var en eller anden joke, så kunne sådan noget som at gøre rent ikke gå helt galt. Alle børnene i templet var som sagt blevet tvunget til at hjælpe med pligterne, så han var ikke helt uduelig. Det var jo heller ikke som om at man faktisk kunne være dårlig til at gøre rent vel? Der var dog stdaig potentialet med at hans evner ville komme frem på uheldige tidspunkter, men han tænkte jo ikke at han skulle have ting som let kunne gå op i ild (selvom det skulle han nok).
Lige nu var han dog stadig primært forbavset over at kvinden ville ansætte ham uden forbehold. 

Livs smil voksede lidt, og hun kunne ikke lade være med at le blidt af hans overraskelse. hvor var han dog kær! Hendes moderhjerte svulmede så meget i brystet på hende, at hun svor, hun kunne bogstavlig talt føle det vokse.

"Du er da ikke fuldstændig fremmed," sagde hun og rystede på hovedet. "Især ikke hvis du nu fortæller mig sit navn."

Liv rakte en hånd frem mod drengen. Hun var stadig lidt bekymret for brandsår, men det virkede ikke til, at drengen kunne finde på at angribe hende nu. Han virkede mere genert og bange end aggressiv. 

"Mit navn er Liv," sagde hun. "Og hvis du synes, jeg skal kende dig bedre, kan du jo fortælle mig lidt mere om dig selv, inden jeg ansætter dig."

Cole stirrede lidt på hånden, og så rejste sig for forsigtigt at tage den. Det kunne måske ligne forsigtig omkring Liv, men i bund og grund var det forsigtighed for ham selv. Han kunne ganskevidst ikke huske da han brændte templet ned, men han har godt kunne huske de få gange han var kommet til at brænde folks hænder.
Der kom dog ikke nogen flammer, som han gav Liv hånden i et kort, fast håndtryk. Hans hånd var til gengæld næsten unaturlig varm. Ikke ubehagelig varm, men klart ovre på siden af at han burde have feber når han var så varm. Han så dog ikke ud til at varmen havde nogen indvirkning på ham.

"Mit navn er Cole," svarede han tilbage, og for første gang sendte Liv et lille smil. "Jeg øhmmm.. jeg er opvokset i et tempel, der husede forældreløse børn, men nu.... er jeg her." Der var ingen grund til at snakke om det faktum at templet var brændt ned af højst sandsynlig ham... eller at han var en ildelemental, eller at han ikke kunne styre sine evner, selvom hun nok godt kunne sig til det pga. hans lille problem med ilden tidligere.

Da Cole tog hendes hånd og præsenterede sig selv, fik Liv øjeblikkeligt den idé, at Cole ville blive en udemærket varmedunk i sengen, hvis Liv skulle fryse en dag. Liv frøs dog aldrig, men det behøvede Cole jo ikke få at vide...

Hendes smil blev varmere, blødere, og hun gav Coles hånd et lille klem, inden han kunne trække hånden til sig.

"Der kan du se," sagde hun, mens hun gned sin nu varme hånd, som Cole havde rørt. "Nu er vi ikke fremmede længere. Vil du nu tage i mod jobbet?"

Selvom Liv godt kunne regne ud, at Cole ikke var specielt god til at styre sine evner, gik det slet ikke op for hende, at det måske ville være en dårlig idé at have han til at rende rundt i huset, og især når der kom småfolk om kort tid, men Liv tænkte sjældent over konsekvenserne af sine handlinger. Det havde virket for hende i næsten 6000 år, så hun kunne ikke se, hvorfor hun skulle ændre noget nu.

Cole havde virkelig, virkelig, virkelig behov for et job, og ærligtalt virkede hun til at være en langt mere gavmild end mange andre arbejdsgivere han havde snakket med de sidste par timer. Det var et arbejde, og et sted at bo. De fleste andre var det kun et arbejde, og så havde han problemet at han ikke havde et sted at bo, og kroen var trods alt for dyr, når man tænkte på den mængde krystaller man normalt fik for lorte arbejde, som typisk var det eneste Cole var kvalificeret for, og det var mest fordi... alle var kvalificeret for sådan noget arbejde.

"Jeg tager det," sagde han så efter et par øjeblikke af stilhed. Der var ikke så mange andre muligheder, og ærligtalt, så virkede Liv sød og rar nok. Han kunne i hvert fald ikke forstille sig at hun ville gøre noget han ikke ville ønske. Måske hun viste sig at være mere streng end hun gjorde nu, men han tvivlede.

"Vidunderligt!" udbrød Liv begejstret, og hun lænede sig straks ned og kyssede Coles varme kind. Så rettede hun sig op og var straks i et mere praktisk humør.

"Vi må se at få skaffet dig noget nyt tøj," sagde hun og viftede en hånd mod Coles afsvedne tøj. "Du skal se ordenlig ud, når du arbejder for mig. Jeg er sikker på, vi kan finde en magiker, der kan gøre dit tøj mere modstandsdygtigt imod ild. Kom! Og så kan du fortælle mig mere om dig selv, mens vi går."

Uden rigtigt at vente på Cole, drejede Liv om på hælen og satte kursen mod handelsdistriktet. Hun ville finde en god skrædder til at lave nogle tøjsæt til Cole, som hun så derefter kunne få behandlet mod ildskader. Betaling burde ikke være noget problem; i sine næsten 6000 år havde Liv gemt alle de penge, som forelskede rigmænd havde givet hende igennem tidernes løb, og det var efterhånden blevet til en ufattelig stor formue. Præcis hvor denne formue var gemt, vidste kun hun og få af hendes børn, men Liv havde altid en god sjat krystaller med sig. Derudover var hendes overtalelsesevner ganske gode, hvilket betød, at hun ofte kunne slippe for helt at betale.

Liv var virkelig anderledes end alle andre som Cole havde mødt, og han havde på fornemmelsen af at det kys på kinden muligvis ikke ville blive det sidste. Noget sagde ham at hun ikke virkede ked af at vise sin omsorg omkring andre, men han havde ikke tid til at stå og tænke, ikke når hun allerede var på vej væk. Der var næsten for meget energi i en kvinde som hende, men alligevel blev smilet på hans læber, som han med hastige skridt fulgte efter hende.

"Er det ikke frygtelig dyrt?" spurgte han. For selvom Liv nok betalte godt, så ville hun ikke betale så godt. Det var der ingen der gjorde. Ikke at Cole havde fået at vide hvor meget hun ville betale ham. For nu var det bare godt nok at vide at han ville få et sted at bo og nyt tøj på kroppen. Det var alligevel noget næsten fjernt for ham. Han havde haft det samme, lusede sæt tøj i årevis nu. Det var utroligt at det ikke helt var forsvundet fra hans krop, men mad havde virkede vigtigere at få fremfor tøj.
Men uanset hvad så var ild resistent tøj rimelig dyrt, da det ikke ligefrem var nemt at komme i besiddelse af, så han var lidt bekymret. Måske hun ville tage det fra hans første lønning?

"Det er det sikkert," svarede Liv med en lille, let latter. Hun interesserede sig ikke for priser på ting. Hun fik altid, hvad hun ville have på den ene eller den anden måde. "Det skal du ikke bekymre dig om, min skat. Som sagt, du skal se ordenlig ud."

Det faldt hende ikke ind, at Cole måske var bange for, at han selv skulle betale for tøjet, men hun havde dog tænkt, at hun lige måtte rådføre sig med nogen - måske Falk? - omkring, hvor meget Cole skulle have i løn. Hun ville give ham nok til, at han blev hos hende, men eller ikke så meget, at han efterhånden kunne tjene nok til at gå fra hende. Liv /hadede/ at blive forladt af folk.

Vejret var dejlig mild, og Liv lod klædet over hendes hoved falde ned om hendes skuldre. Hun nød solens varme stråler, mens hun gik. Omkring dem blev de brede, rene boulevarder skiftet ud med mere befolkede og smallerede gader, jo nærmere de kom midten af byen og handelsdistriktet. Liv holdt øje med Cole for at sørge for, at han ikke blev væk for hende, og hun havde allermest lyst til at tage ham i hånden, mens de gik igennem folkemængden. Heldigvis lod til det, at Liv havde en slags "delende" effekt på masserne. Flk havde en tendens til at stoppe og og glo efter hende og hendes kridhvide kjole, hvilket betød, at der opstod lidt af en åben passage igennem mængden. Det gjorde det hele lidt nemmere, men Liv var stadig lettet, da de endelig nåede byens bedste skrædder.

De blev taget vældig godt imod, da Liv havde handlet her før. Faktisk var den kjole, hun bar lige nu, syet lige her i butikken.

"Jeg skal bruge tre sæt tøj til denne unge mand," fortalte Liv skrædderen efter han havde kysset hendes hånd og komplimenteret hende til skyerne. Liv lagde blidt hånden på Coles skulder. "I sort, tak."

Skrædderen nikkede og så Cole an, og han skulle lige til at puffe ham hen til et store spejl, da Liv sendte ham et advarende blik.

"Så," sagde Liv blidt og gave Coles skulder et klem, "nu skal du bare stille dig på skamlen her og lade den flinke skrædder måle dig."

Hun skulle ikke risikere, at Cole kom til at sætte ild til butikken, og hun regende ikke med, at han var blevet målt til tøj før, så hun ville hellerede advare ham lidt.

Det var nemt at følge efter Liv. For det første virkede hun næsten som et lille hvidt lys der rendte rundt, og desuden så kom folk ikke for tæt på hende. Modsat Liv, fik Cole ikke ligefrem nogle rare eller beundrende blikke. Det var nærmere modsat. Hvad de ikke måtte tænke om den sølle udseende dreng der var i hælende på en som Liv. Selvom Cole for nu prøvede at tune dem ud og bare fokusere på Livs skikkelse. Han kunne ikke have at det gik ham til hovedet, og flammerne... altid flammerne disse dage.

Heldigvis kom han da også igennem, men han fik det ikke meget bedre at komme ind til skrædderen. Han var godt klar over hvad der skete steder som disse, men han havde aldrig i sine vildseste fantasier forstillet sig at det ville ske for ham.
Han kiggede også lidt op på Liv for at bekræfte, at det her faktisk skete, før at han lod skrædderen tage ham over og stille ham hvor han skulle stå, så han kunne blive målt.

Cole bestemte sig meget hurtigt at det her var ikke noget for ham. Han havde ikke så meget et valg, men man kunne praktisk talt se ubehagen i hans ansigt, som han lod manden bruge sine hænder og målebånd til at måle ham. 

"Jeg vil have noget enkelt," sagde Liv til skrædderen, mens han målte Cole. "Ingen flæser eller andet tingeltangel. Jeg vil have tre ens skjorter, tre ens bukser og tre ens veste, alle sorte. Åh, jeg skal også bruge en tyk, ulden kappe, hvis det bliver koldt. Og de diverse underklæder."

Det var nemt at se, at Cole ikke følte sig helt godt tilpas, men Liv fangede hans blik i spejlet og smilede til ham. Hun voksede lidt, mens hun gik op bag ham, så hun nemt kunne se over hans hoved, selvom han stod på en skammel. Hun smilede bredere til ham i spejlet og lagde begge hænder på hans skuldre.

"Du bliver så flot," sagde hun til ham. "Alle vil glo efter dig i beundring, når de ser dig på gaden. Der er ingen, der skal fnyse af dig mere. Ikke så længe du er min."

Cole var stadig ikke helt sikker på hvordan han skulle håndtere alt dette her, og heller ikke at blive kaldt Livs, men han måtte vel gøre det så godt han nu engang kunne. Desuden var der også noget ro over at han vidste hvad han skulle gøre med sig selv for en gangs skyld. Der havde altid været en uvished ellers, men det virkede til at Liv ikke var så bekymret over alle de problemer Cole medbragte sig, så måske han kunne få et sted han faktisk følte sig hjemme.

"Jeg har aldrig haft noget i så god stand før," indrømmede Cole så, og lod manden gøre hvad han ville, mens Cole selv kiggede over mod Liv. "Desuden er jeg ikke sikker på at jeg er glad for at være i centrum." Et lille smil gled dog også over hans læber ved den bemærkning. Hvis han var i centrum var der større sandsynlighed for at nogen ville komme op til ham, hvis nogen kom op til ham, var der større sandsynlighed for at de ville forsøge at gøre ham vred. Det havde år af mobning vidst lært ham.

"Snik-snak," sagde Liv og gav Coles skuldre et klem. "En dreng så flot som dig fortjener at være i centrum, men du skal ikke være urolig. Jeg skal nok passe på dig."

Så trådte hun et par skridt tilbage, så skrædderen kunne gøre sit arbejde færdigt. Da alt måleriet af Cole var afsluttet, viste skrædderen Liv nogle sorte skjorter og bukser, de havde på lager. Det kunne alt sammen syes til, så det passede til Coles mål, og Liv besluttede at dette var en god idé. Det ville tage et par timer for skrædderen og hans lærlinge at sy tøjet til, så Liv informerede ham, at hun og Cole ville komme tilbage da.

"Er du sulten?" spurgte Liv, da de igen stod udenfor skrædderbutikken. "Hvornår har du sidst spist dig mæt?"

Utryggen i Coles ansigt forsvandt aldrig rigtig, men han kom igennem det og lod da også bare Liv tage kontrol. Hun vidste da hvad det var de i det hele taget skulle have, selvom Cole stadig mente at det var fuldstændig unødvendigt med så meget pænt tøj til ham. Især fordi at han ikke ligefrem ville mene at han var hvad man ville kalde for en 'flot dreng'.

Han åndede lettet op da de endelig forlod skrædderbutikken, men det holdt ikke længe, som Liv begyndte at spørge ind til hans madvaner. "Som sagt boede jeg i et tempel. Der er ikke ligefrem oceaner af mad." indrømmede han. Faktisk kunne han kun komme i tanke om en gang hvor han havde været rigtig mæt. En fest efter alt kornet var blevet høstet, hvor han havde deltaget i en spise konkurrence efter opfordring af nogle andre drenge. Han blev mæt... inden han kastede det op igen. Blåbærtærte blev bare aldrig det samme igen.