En kvinde kommer gående ned gennem gyden i en vinrød kappe, der fuldstændigt dækker rustning og våben. Hvis man lytter efter, kan man af og til høre når metal støvlehalsene støder mod hinanden. Hun ser sig opmærksomt omkring bare for en sikkerhedsskyld.
Hvad var de egentligjeg skulle hernede? Nårh jo, lidt øh... indkøb tror, jeg vi skal kalde det.
Hun standser brat, da hun får øje på en noget besynderlig skikkelse oppe på taget. Normalt ville hun have antaget det for at være en gargoille, men da denne her ikke ser ud ti at være lavet af sten, og da hun ikke vandre rundt i en af de rigere dele af byen, hvor man har råd til den slags udsmykning, vækker det hendes opmærksomhed. Ind til videre ser hun bare på tingesten.

(brb skal lige noget)

Hun står bare stille og lader ham studere sig. Hun er fuldsændigt ligeglad medmindre, han vælger at springe ned og gå til angreb. Hun blive også ved med studere ham indtil, hun synes, hun har set, hvad der er at se. "Hvorfro kommer du ikke, ned så du kan studer mig ordentligt?" spørger hun mere eller mindre sarkastisk. Lige som han, kan hun også se en form for lighed mellem dem, men hun tager ikke større notits af ligehedene. Det der virkelig interesserer hende er forskellene som fx hornene på hans skuldre og de sære øjne.

(sorry rettet x) )

"Det skal jeg jo ikke bestemme..." svarer hun bare, og siger intet, da han alligevel kommer ned. Hun går ud fra, han er dæmon, hvilket gør hende noge mere opmærksom, men det har heldigvis ingen skræmmende effekt. "Og hvorfor befandt du dig deroppe? Ventede du på nogen?" spørger hun. Det er en god ting at vide noget om folk, men i dette tilfælde har det ikke noget med sagen at gøre, for hvad skulle de hjælpe, at hun ved, hvorfor han sad deroppe og gloede ud i luften. Han vil vel sagtens spørge mig om det samme... tænker hun og forsøger at smækeen historie sammen, indtil det går op for hende, at hun gør det sværere, end det i virkeligheden er.

Hun smilede skævt, men ikke videre venligt. Nogen hun måske ikke engang er i stand til længere. "Bare lidt forretning..." svarer hun uden noget specielt tonefald. Hvor fint. Så har de begge noge at fundere over, selvom hun ike funderer særligt længe. "Og hvad må man så kalde dig?" Gennemtænkt prdvalg, for ingen dæmon ville vel frivilligt udlevere sit navn til hvem som helst, så hun kan jo ikke rigtigt spørge, hvad han hedder sådan helt bogstaveligt. Hun ser sig om et par sekunder for flere tilstedevæende, men der er ingen. Om det gør hende mere rolig er svært at sige, for hun foretrækker at vide og ikke antage. Det kunne give nogle store problemer.
Under kappe lægger hun også amene over kors, delvist fordi her er køligt. Måske kan se albuerne, der støder mod kappen, så den kommer til at se bredere ud.

(helt i orden^^)

Endnu et vagt selvglad smil kruser hendes læber. Han havde tydeligvis misforstået budskabet. Hun var ikke ude efter hans navn, så hun kontrolere ham. Hvad skulle hun bruge ham til? Desuden skulle man også selv være utrolgt dum for at stille sådan et spørgsmål til en dæmon og så få de fulde navn udleveret.
"Du kan kalde mig Ishi," svarer hun stadig smilende. det her kunne måske gå hen og bliver helt underholdende. Fyre lod i hvert fald til at have en smule temperament.
Hun går lidt nærmere; tæt nok på til, at hun kan stikke sin arm frem og knipse til hornet på hans venstre skulder. For hende er det naturligvis højre. Hun skal bare tjekke, om de nu også var ægte. Under normale omstændigheder ville man kunne se genskinnet fra hendes brystplade, metalbælte og pladen, som er fastkjoet til hendes høje støvler på skindebenet, men ikke nu, ikke her hvor solen knap kunne trænge igennem.

Armen kommer tilbage under kappen igen. Ind i varmen. Ægte... De må vel være praktisk i kamp... Eller måske ret så klodsede. Det er så hendes personlige mening om den sag. Hun bryder sig om våben, der ikke kunne styres 100%, som hendes sværd. Hun lægger hovedet lidt på skrå, mens hendes hår begynder at svinge bag hende.
"Du er vel dæmon ikke?" Hun kan jo lige så godt spørge. Man skal ikke tro, man skal vide.
Og apropos svag. Det er hun langt fra, hvis hun selv skal sige det. Bledan ville sandsynligvis også have fået en opsang, hvis han havde sagt det højt. Med mindre Ethelihn kan styre sit temperament selvfølgelig.

"Nej, glem det..." siger hun lidt efter. Hun er pludselig kommet i tanker om sit erinde, og udn yderligere forklaringer vender hun rundt på hælen og går længere ind i gyden, og efter kort tid, har tågen skjult uldstændig.

//out (ændret)