"Hej smukke" Talia vendte sig en smule forskrækket over pludselig at blive talt til på sin stjernevandring. Ikke at solen helt havde forladt himmelen. Den ulmede ude i baggrunden med sit gyldne varme skær, men små lysende prikker var kommet frem. Stjernerne som ville pryde den vidunderlige himmel over hende. Det mørke tæppe som hun kendte fra sit hjem, og altid dulmede den værste hjemve til det store hav. De store havblå øjne fandt frem til en snusket mand der stod lænet op af muren med en flaske i hånden. Han havde et nærmest læderagtig udseende efter så mange timers arbejde i solen, kager af indtørret muder der krakkelederede over hud og tøj, og ikke mindst en ubeskrivelig dårlige ånde, der lugtede en smule af hvad hun kunne gætte sig frem til var indholdet i flasket.
"Godaften" Talia var ikke meget præget af folks udseende, og forstod stadig ikke hvad det lumre smil på hans læber betød. Uskyldigt lagde hun hovedet uforstående på skrå, over den brummende latter manden udtrykte. "Hvad laver du ude helt alene, min pige?" Naivt trak Talia på skulderne med et smil på læben. "Stjernevandring. De minder mig om mit hjem" fortalte hun glædestrålende og kiggede op imod himlen.

At en mand så påvirket kunne flytte sig så hurtigt, var nærmest imponerende. Talia kom med en forskrækket lys pippende lyd, som en beskidt hånd lagde sig på hendes arm og skubbede hende til siden så hun stod med ryggen op af en husmur. Manden gule tænder frembragte et noget gyseligt smil på hans læber, og Talia mærkede hvordan hun instinktivt trak sig tilbage fra ham, så langt ind imod muren hun kunne komme. "Øhm.. Hvorfor gør du det?" Kom der meget uforstående fra vandelementaleren, der var betydeligt mindre end manden der holdte hende fast. Han tog en stor indsnusning af hendes hår. "Du lugter af det salte hav. Så yndig og blød" Talia var måske en naiv pige og ukendt overfor hvordan mennesker normaltvis opførte sig, men det her var ubehageligt. Hun forsøgte derfor at kante sig ud af hans greb, men det syntes ikke rigtig at lykkes. Han holdte bare hårdere fast. "Gi slip.. Det gør ondt!" Hun kiggede vredt op i de mørke øjne, mens hun vred sit håndled han holdte et solidt greb i og klemte til jo mere hun vred sig.

Langsomt blev Medaniens landsby omsvøbt af mørket og snart havde de funklende stjerner overtaget himmelen og solen ville være gået i skjul. Byen ulmede ikke just af liv, men kroen var fyldt med en del fulde mennesker og sikkert også skøger af alle mulige afstamninger. Tanken fik ham til at gyse, tænk at der var nogle der ville sælge sin egen krop, blot for at tjene penge. Selv havde han aldrig haft brug for at skulle gå til en prostitueret, heller aldrig havde han overvejet det. Han var i et underligt humør, på en måde var han vred, men han havde ikke nogen egentlig grund, det var sikkert bare fordi han havde haft endnu et mareridt og ikke sovet ret meget i løbet af den forrige nat, hvilket var derfor han var så grumpy. Hans øjne faldt på en mand og kvinde der stod op af en væg, men der var noget galt. Udtrykket kvinden gav fra sig var på inden måder nydelse. Han sukkede over mandens opførsel. Det var præcis mænd som ham, der satte andre i dårligt lys og fik enhver kvinde til at være mistroisk. Med rolige skridt gik han mod dem, forsøgte ikke at blive opdaget. Med snilde lod han som ingenting og stillede sig dog bag manden og lavede et tegn til kvinden om hun skulle være stille.
 

Han mærkede hvordan irritationen havde fået hans klør til at vokse ud som han greb om manden og hold ham omkring hans hals ”Hvis jeg var dig… Ville jeg lade denne kvinde gå.. Hvis ikke… Så sørger jeg personligt for din krop ikke bliver fundet igen” sagde han efterfulgt af en dyb knurren. Der var ikke nogen tvivl om han mente det, dog håbede han ikke det skræmte denne kvinde væk, for han ville jo blot redde hende.. Ikke skræmme hende yderligere.

Talia havde lyst til at slå ham! Den tanke skræmte hende mere end hans dårlige ånde og nærgåenhed. Hun hadede at slås, hun ønskede ikke at gøre skade på folk, men han var modbydelig. Han fik hende til at boble af indædt had til menenskeracen, til trods for at hun havde mødt nogle venlige folk heroppe også. Alt dette ulmede i den lille krop, hvis der havde været vand i nærheden, var blevet til et noget stort monstrum af ren flodbølge. Men desværre var vand ikke nemt at komme til i store mængder i disse egne.
Men hun glemte pludselig alt om sin vrede, som hun så den anden mand bag den første. Han så langt mindre faretruende og klam ud, men alligevel var der noget der fik ham til at virke mere skræmmende. Det var forhåbentlig bare ikke rettet mod hende. Talia var ikke sikker på at hun kunne håndtere flere nærgående mænd.

Talia kom med en lyd af forskrækkelse som hendes håndled blev sluppet, og ikke mindst at den anden mand blev holdt fast af den anden, hvor lange skarpe kløer forhindrede ham i at flytte sig. Talia stod lidt med åben mund. Hun flyttede sig ikke andet end et par små skridt, således at den fulde mand ikke længere holdte fast i hende.

Den fulde mand derimod ændrede fuldstændig karakter, fra at være høj i hatten og tro han var uimodståelig, til direkte klynkende og skrækslagende. Talia kiggede fascineret på den anden og var allerede ved at humørmæssigt glemme hvilket klemme hun havde stået i. Hun smilede til den anden, trods hans knurren burde havde budt hende at tage afstand der også. Han var farligt, men når han opførte sig pænt overfor Talia var hun ret ligeglad med hvor farlig han var. Og denne mand havde lige reddet hende ud af en knibe, så hvor slem kunne han være.

Hans krop sitrede og han havde nærmest bare lyst til at ende denne mands liv, få det overstået, så der ikke var flere kvinder der var uheldige og støde ind i ham. Igen knurrede han af manden inden han slap omkring hans hals ”Skrid så” sagde han og så efter manden der gik, uden så meget at overveje at se sig over skulderen efter dem. Han knyttede hænderne, forsøgte ihærdigt på at få kløerne tilbage på deres plads så de ikke skulle skade kvinden, hvis han i så fald fik muligheden for at komme tættere på.  Han rettede blikket mod hende og sendte hende et skævt smil som han kløede sig i nakken ”Er du okay?” spurgte han og studerede hende, forsøgte at spotte eventuelle skader som den fulde mand kunne have påført hende. Han kunne mærke hvordan hele hans krop stadig sitrede, adrenalinen der pumpede rundt i hans årer.

Det let irriterede smil fik han rystet af sig og et mere venligt smil kom frem på hans læber som han svagt nærmede sig denne kvinde. Han havde aldrig mødt en af hendes slags, hun virkede bestemt ikke som et væsen der befandt sig i byen særlig tit, hvilket sikkert var derfor han fandt hende så tiltalende. Ikke fordi han havde skumle bagtanker, men fordi han godt kunne tænke sig at vide mere om verden der var omkring dem, eftersom han hovedsageligt holdt til i Medanien, da han vidste der var folk i denne by der kunne hjælpe ham, hvis de i så fald turde. I den tid han havde boet her, var der to der havde hjulpet ham, men heller ikke mere.. Han regnede heller ikke med der var andre der ville gøre det, hvilket var derfor han i stedet var begyndt at blive en form for beskytter overfor folk der behøvede det.

Der var noget dybt fascinerende over at se hvor meget en mand kunne skynde sig, samtidigmed han lignede en forslået hundehvalp der samtidigmed skamte sig dybt over hvad han havde gjort. Talia kiggede kort efter ham, men den interesse holdte hun ikke længe. Manden foran sig var meget mere interessant. Den beskyttende natur han havde udvidst - i hvert fald virkede han virkelig alt andet end begejstret for at andre mænd gjorde sig tilnærmelser der ikke var tilladt af kvinden.
Talia smilede varmt til ham "Ja. Mange tak for hjælpen" svarede hun blidt og så på ham med de store blå øjne. Hendes træk blev dog lidt mere bekymrende som hun syntes at den anden sitrede eller rystede, hun var ikke sikker på hvilken. Hendes første indskydelse var at han måtte fryse. "Er du okay?" spurgte hun tilbage mens hun bed sig let i læben af bekymring.

At han gik tættere på ændrede ikke noget i Talias tanker. Hun forstod sig ikke meget på overflade væsner, og nærhed var åbenbart ikke lige så normalt heroppe som nede i vandet. I hvert fald havde den nærhed hun før havde fået heroppe været ganske ubehagelig, omend hun stadig lod tvivlen kommer enhver til gode. Naiv tankegang, men hun troede på at alle skulle ha en chance. "Jeg er ikke så god til landjordsskikke" tilføjede hun derefter ærligt. Talia var sikker på at der var en eller anden bestemt form for hilsen som var påkrævet. Måske han ventede på at hun gjorde det? Nej, hun vidste ikke hvad hun skulle forvente, andet end hun var glad for at han var kommet da han var. Ellers havde hun slået den anden. Vold var ikke hendes ynglingsemne!

 Han så på hende med et skævt smil på læberne. Hans indre kogte nærmest stadig efter han måtte hidse sig op overfor den mand der skræmte livet af denne kvinde. Hendes ord om han var okay fik hende til at trække på sine skuldre ”Jeg er okay… Jeg har bare efterhånden fået nok af folk der ikke kan lade kvinder være” sagde han og sendte hende et kækt smil. Det var ikke en gang løgn. Han havde over de sidste par døgn skulle rede et par stykker. Ganske vidst var det ikke hans job, men alligevel havde han altid redet dem i nød og denne kvinde foran ham havde uden tvivl haft brug for hans redning. Hans blik søgte efter manden, men han havde vidst fattet hentydningen og var forsvundet ud mellem de andre, hvilket også ville være det bedste, for hvis Alex først blev ordentlig vred ville det ende med et blodbad.
 

Kommentaren omkring landjordsskikke fik ham svagt til at grine ” De er heller ikke ret meget værd alligevel.. Folk fatter intet af dem” sagde han og sukkede opgivende. Det var ikke fordi der var ret mange skikke på landjorden, eftersom de fleste ikke tog sig af dem alligevel. Han trak kort på sine skuldre og sendte hende et skævt smil ” Du ser ikke ud til at komme her fra.. ” sagde han og hævede øjenbrynet mod hende. Han kunne ikke sætte en finger på hvor det ar hun skulle komme fra, men det var bestemt ikke her, måske ikke engang landjorden, hvilket også ville give god mening for hendes kommentar omkring landjordssskikke.

Talia lod sit hovede hvile ganske let på skrå, som hun lyttede til hans ord og gengældte hans kække smil med et af hendes egne rolige og venlige smil. "Sker det da ofte?" en smule foruroligende måtte hun da helt ærligt indrømme.. at antagelsen at kvinder var noget man bare gik hen og begyndte at lege med, eller hvordan de nu ville sætte det, var for Talia groteskt og skræmmende. Sådan havde hun alligevel aldrig oplevet verden under havets overflade. Det var jo ikke et paradis dernede, men ingen havde nogensinde gjort sig sådanne uvelkomne tilnærmelser før - hvilket nok også var hovedårsagen til at hun ikke vidste hvordan man skulle reagere på det - eller for den sags skyld vidste hvad de foretog sig før det ofte var ved at være for sent.

En smule uforstående faldte hovedet lidt længere på skrå, brynene rynkede sig og hun så undrende på ham. "Virkelig? oh så er det nok ikke noget ved at lærer dem, formoder jeg?" Det gjorde det her en del svære for hende. Hun kunne tale med folk, men, hvordan man normalvis opførte sig heroppe, hun havde ikke megen ide.
Talia lyste op i et større smil og løftede hovedet tilbage på plads, mens hun så på ham med funklende øjne. "Nej, jeg kommer fra havet" svarede hun glædestrålende. Oh bare tankerne om det skummende hav bragte stor glæde frem i kroppen på hende. Hun savnede bølgerne og vandets bløde favn, men så længe der var nogenlunde fugtigt heroppe ville hun ikke klage.

Han så på hende og fortrak kort en mine. Det var ikke fordi det var hver eneste nat han redede kvinder, men det var sket tit over det seneste. Han trak på skuldrene ”På det seneste har jeg stødt på et par stykker.. Ikke at det er hver gang jeg er her i byen..” sagde han og sendte hende et skævt smil. Det var ganske tydeligt at hun var kommet sig, men nu var manden så også forduftet og hun kunne slappe mere af, for selv havde han ikke just tanker om at skade denne kvinde, som i forvejen så, så skrøbelig ud,  i hvert fald kontra ham selv, men hun kunne sikkert noget andre ikke kunne, sådan var det som regel.
 

Han så på hende som hun lagde hovedet på skrå og han grinede svagt ”For din egen skyld.. Så lad være” sagde han og blinkede kort til hende. Der var ikke ret mange der levede efter disse såkaldte regler, da der var mange der havde sine egne, på trods af lovene, regler og normer der i forvejen var skrevet. Som hun fortalte hvor hun kom fra hævede han kort et øjenbryn. Havet ligefrem? Den havde han ikke set komme. Han sendte hende et smil ”Elemental? Hvordan er det at leve under vandet? Har tit undret mig” sagde han og så på hende interesseret. Det var ikke blot bullshit han fyrede af, for han var oprindeligt interesseret i hvordan man egentlig kunne leve under vandet. Han havde tit haft drømme omkring livet under vandet, men han havde ikke just tiltro til de drømme han havde og nu hvor han havde en vandelemental hos sig... Så kunne han vel få svar? 

Talia bed sig lidt i læben. "Vi må håbe at de har lært deres lærestreg nu" svarede hun optimistisk omkring situationen selvom det da var en skræmmende tanke at det måske ikke var så unormal en situation som hun kunne havde håbet. Og her virkede ellers så dejlig fredeligt! Specielt en nat som denne hvor stjernerne var komme frem og lyste det hele op. Men Talia hvade stadig meget at lærer på det punkt. Overfladen var ikke som havet.

Talia nikkede smilende. Hun var i hvert fald sikker på det var hvad andre racer kaldte dem. Hun havde først hørt ordet fra havfolkene, og forstod også godt hvorfor de hed som de hed. Men hendes eget folk havde ikke et navn for hvad de var - Jo, nogen sagde at de var det reneste af alle racer. Vås. Bare fordi de kunne blive til deres element, betød det ikke at de var renere end andre ifølge Talia. "Det er fantastisk! Men også svært at forklare har jeg bemærket. En anden spurgte mig samme spørgsmål for et stykke tid siden" svarede hun først, med et varmt smil og blidt blik i sine øjne. "Det er ubeskrivelig rart. Man føler sig fri og alt er uden hæmninger. Den største forskel fra at være dernede i forhold til heroppe, er nok den manglende bevægelsesfrihed. I kan kun bevæge jer i et plan" Talia kiggede ned på sine fødder og stampede et par gange med den ene af dem. "Hvorimod i vandet er der ingen grænse. Op og ned og til alle verdenshjørner, er en realitet. Men det kan også være utilgiveligt og farligt. Understrømmende især" noget hun havde hørt menneskene også havde oplevet i deres sø og åer. "Men heroppe! I har forskelligt vejr hver eneste dag! Det er utroligt!" hun var lige så fascineret og interesseret i landjorden som han virkede til at være i havet hun kom fra.

Han så på hende med et hævet øjenbryn og trak derefter på skulderen ”Næppe.. Sådan er de fleste desværre her på landjorden” sagde han og sukkede. Han ville ønske at de ord der netop var kommet ud af hans mund var løgn, men desværre var der ikke ret mange der lærte noget som helst, men mindre de virkelig kom til skade… Og selv der var det ikke engang sikkert at de lærte noget. Overfladen var et yderst skræmmende sted, specielt hvis man ikke var vandt til at befinde sig der. Som hun begyndte at fortælle om liver under vandet forsvandt han fra sine tanker omkring landjorden, forsvandt ud i havet og forstillede sig næsten hvordan det måtte være.. Hvordan man havde fri bevægelse og kunne opdage de store have uden at drukne eller skulle op efter ilt fra tid til anden. Som hun sagde at landjordsvæsener kun kunne bevæge sig i et plan trak han kort på skulderen ”Altså vi har det nogle bjerge og nogle underlige huller i jorden som kan udforskes.. Men det er sikkert ikke det samme” sagde han og smilede ganske kort til hende. Han havde flere gange hørt om hvordan havet nærmest havde opslugt søfolk, skibe og andre væsener og de aldrig blev fundet igen. Han syntes det var fascinerende, men også yderst skræmmende.
 

Han grinede ganske kort ”Ja det må man sige… Det ene øjeblik er der solskin, så bliver det overskyet og ud af ingenting…” han holdt en kort pause og skar en grimasse ”BUM…. Så regner det” sagde han og sukkede. Jo det var vidunderligt som der fra dag til dag var forskelligt vejr, men når det også kunne ændre sig i løbet af dagen fra det bedste til det værste, blev man ofte en anelse negativ, men sådan var det.. 

Talia bremsede sin egen lyst til at lade sin hånd glide gennem mandens hår, beroligende, som hun ellers ville gøre med sine artsfæller når negativitet syntes at fylde dem og deres syn på alting. Hun forstod ham, især hvis han så denne slags opførsel hver eneste dag når han nærmede sig menneskemængder. Men Talia kunne stadig ikke undgå at være munter og optimistisk anlagt. "Men ikke alle" hun så på ham med et smil, opmunterende og varmt.
Talia grinede og nikkede. "Ja, det har i selvfølgelig, men det er ikke helt det samme. Selvom jeg gerne vil se både de underlige huler og høje bjerge" svarede hun tilbage med et bredt smil. Det skræmmende ved begge verdener var stadig ikke noget Talia så med sit naive sind, og hvor ubarmhjertig både havet og landjorden kunne være. Heroppe kunne hun snuble over sine egne ben, hvorimod i havete kunne hun blive opslugt af malstrømme af den ene eller anden art. Begge ekstrem farlige alt efter situationen.

Talia grinede varmt af den beskrivelse, og så op imod himmelen. Nok var der skyfrit og massere af stjerner at se, men enkelte steder så man en tynd lille sky der stadig bevægede sig let over himmelen. "Det er fascinerende" svarede hun stadig med latter i stemmen. Hun kiggede ned på manden igen med store blå øjne. "Vil du kigge på stjerner sammen med mig?"

Hun var så positiv og det kunne han godt lide, eftersom det smittede af på ham ”Sandt.. ” sagde han og sendte hende et skævt smil. Det var så sandt som hun havde sagt det.. Det var ikke alle på landjorden der var komplet røvhuller, men det var som om han var magnet og tiltrak en del af dem. Hendes grin fik hans hjerte til at tikke over. Det var længe siden han havde hørt grin i denne by, i hvert fald fra en person han lige havde redet ud af kløerne af en person der havde lidt for nærgående. Han så på hende med et smil ”Kunne som nok vise dig lidt rundt.. Tage dig med på en lille rejse til nogle af bjergene og i de forskellige huler” sagde han og holdt en kort pause ”Hvis du har lyst” tilføjede han. Det var ikke fordi hun skulle føle sig presset til at sige ja til at tage med, men eftersom hun virkede så interesseret og han alligevel ikke havde meget at lave i dagligdagen, så kunne han godt bruge lidt selskab og hun havde alligevel lyst til at udforske ting, så hvorfor ikke?
 

Han smilede som han betragtede hende mens hun så mod himmelen. Hun var et smukt væsen og han følte sig næsten beæret over at have denne kvinde i sin nærhed. Han nikkede som hun talte ”Se på stjerner med dig? Tjo.. Hvorfor ikke” sagde han og sendte hende et smil. Han havde nok et lidt bedre sted end her, men om hun ville med… Han håbede ”Jeg kender et sted.. Ikke ret langt her fra, i så fald kan jeg løfte dig hvis du vil slippe for at gå” sagde han med et smil.

Talia lyste op i stor glæde og et nærmest umuligt, endnu større smil ved hans ord. "Vil du virkelig det? Det vil glæde mig utrolig meget! Jeg ved virkelig ingenting om landjorden - jo har samlet lidt op efterhånden, men virkelig lidt ellers.. Ved slet ikke hvordan man skal begå sig og hvad med tøj? der er vel koldt nogle steder" Talia stoppede sig selv i sin ivrige talestrøm, hvor hun knap tog sig tid til at trække vejret og smilede undskyldende til Alexander. "Undskyld, jeg snakker som et vandfald når jeg bliver begejstret" Hun bed sig let i læben og satte det lange hvide hår om bag et øre mens hun fortsat kiggede på ham med store runde øjne. Hun havde stadig meget at lærer om landjorden, og især deres skikke.

Talia kiggede på ham med store øjne, glad for at han gerne ville se på stjernerne sammen med hende, og tænkte overhovedet ikke over hvad andre måske ville stille spørgsmålstegn til. Som at tage et fremmed sted hen, med en mand hun knap kendte. Men Talia følte hun kunne stole på ham og det var nok for hende. "Det vil jeg gerne se! Jeg er ikke helt vant til at gå, så hvis du vil bære mig, siger jeg ikke nej" endnu en ting som hun antog var normal skik på landjorden, ellers ville han ikke have tilbudt jo!

Smilet på hendes læber var en klar indikator for ham at hun var yderst begejstret, hvilket fik ham til at smile ”Ja. Altså det kommer an på hvor du er… Norden er kold, da der næsten altid er sne, mens ørkenen er ret varm, mens det her er ret normalt” sagde han med et smil. Det undskyldende smil fik ham svagt til at grine ”Du behøver ikke undskylde” sagde han og kunne ikke lade være med at smile. Han vidste hvor usikker hun var her på landjorden, hvor lidt hun egentlig vidste, hvilket også var derfor han havde sagt ja til at vise hende rundt. Han lænede sig op af husmuren og betragtede hende som hun strøg noget af håret om bag det ene øre. Hun var ganske enkelt et smukt væsen.
 

Han så sig omkring og smilede derefter til hende. Gad vide hvad andre folk tænkte? Egentlig var han på et punkt ligeglad for der var ikke nogen flirtende undertone fra hans side og det ville der heller ikke komme, for hun virkede yngre end ham, eller så yngre ud i så fald og det ville han ikke have på sig. Han skubbede sig let væk fra muren og så på hende med et smil ”Som du ønsker” sagde han og lagde en arm omkring hendes ryg og under hendes ben, ved hendes knæ inden han blinkede til hende som tegn på ham løftede hende ”Lad os komme af sted” sagde han og begyndte at gå mod det sted han havde talt om, hvor de bedre kunne se stjernerne.

Talia lyste op fra det undskyldende til et bredt smil igen, da han sagde hun ikke behøvede at undskylde. Hun vidste at hun lod sig rive med, specielt fordi det hele var så nyt og spændende. Sne havde hun set på afstand, men var ikke helt så forstående for koldt og varmt. Koldt var nok noget hun var mere vant til i havet, men var koldt kunne der blive? Når vandet frøs til is, måtte det være slemt! Hun gøs kort ved tanken, men var heller ikke helt så afslappet omkring varme i stedet. ”Jeg ved ikke hvad en ørken er” svarede hun sandfærdigt med et grin. Hun huskede ikke engang at have hørt ordet. Der var virkelig så mange ting på overfladen hun ikke kendte det fjerneste til.

Talia så intet mærkeligt i det, og smilede også over hele hovedet som han løftede hende op. Det var en helt mærkelig følelse! Hun var aldrig blevet løftet før, og at være over landjorden hun gik på føltes helt anderledens end når man skiftede lag i havet. Men det var sjovt. Hun lagde en arm hen om bag hans nakke, for at hun ikke skulle flytte sig, for selvom det var sjovt, var det også nyt og en smule skræmmende et sted. ”Mit navn er Talia” præsenterede hun sig endeligt mens han bar hende afsted. Det var faktisk utrolig rart at få en pause fra at skulle holde sin egen vægt.

Han så på hende med et smil ”Hvordan skal jeg forklare det…” sagde han kort og forsøgte at komme i tanke om hvordan man kunne forklare det til en person, der aldrig havde været på landjorden, i hvert fald ikke så meget som ham selv. Han bed sig kort i underlæben og forsøgte ”Kort sagt… Så er en ørken et sted med ret meget sand… Der er ikke meget liv udover nogle få nomader.. Ganske vidst bor der mennesker der ude, men det er i en form for stamme, eller noget i den dur” sagde han. Han havde ingen ide om hans forklaring hjalp hende, for en ørken var jo et sted med en helvedes masse sand og næsten intet liv. Jo er var lige landsbyen af ørkenelvere der boede der, men det var i et lukket samfund, hvor der sjældent blev lukket andre ind end deres egne.

Smilet på hendes læber fik også ham til at smile. Han måtte da gøre et eller andet rigtigt? Armen om hans nakke fik ham til at se på hende i hans arme. Det måtte være underligt at være i armene på en person man ikke kendte, udover at man vidste personen havde redet en. Selv ville han have det underligt, men der var ikke mange der hev ham op over jorden og bar ham i armene. Som hun præsenterede sig selv sendte han hende et smil ” Sikke et smukt navn” lød det og han bukkede kort hovedet før han fortsatte ”Mit navn er Alexander” sagde han og fortsatte deres færd.

Det havde hurtigt vidst sig at der var ubeskrivelig mange ting som hun ikke kendte til på overfladen. Faktisk var det hele langt mere kompliceret end hun først havde regnet med! Nok vidste hun at hav og land ikke var den samme ting, men det var jo næsten imponerende hvor forskelligt det var heroppe, alt efter hvor man befandt sig.
Talia blinkede et par gange imens hun lyttede til hans forklaring af ørkener. Selv ordet lød mærkeligt i hendes hoved. Hun vidste hvordan sand så ud, som efterhånden var ganske normalt at se på bunden af havet og ikke mindst ved kyster. Hun gik igennem noget tørt noget af slagsen da hun kom til overfladen. Det havde faktisk været meget behageligt. ”Er der ikke altid vand i nærheden af sand?” spurgte hun ind til, ganske uforstående overfor hvorfor der ikke var megen liv hvis vandet altid lå i forlængelse af et sandbælte i hendes verden. ”Hvad er nomader?” der var så mange ting hun gerne ville vide, og hun holdte ikke igen med spørgsmål nu hun først havde fået hul.

Lidt underligt var det vel altid, men det virkede jo til at være normalt siden han havde tilbudt. Så måske det ikke var så forkert alligevel? Samtidigmed, så følte hun sig ikke ligefrem utryg heroppe. Faktisk gav det hende rig mulighed til i stedet at holde fokus på naturen omkring dem som de gik. At kunne se mere uden at koncentrere sig om at gå skridt. En af de største udfordringer havde været at lærer præcis hvordan folk gik heroppe. Som en fisk på landjorden. ”Tak! I lige måde” der var en klang til navnet. Alexander – det var ikke et normalt navn for hende, og det lød også stærkt. En stærk beskytter måske? Eller også var det bare fordi det var hvad han havde udvist overfor hende.

Han så på hende med et smil som hun talte og rystede kort på hovedet ” I ørkenen er der ikke ret meget vand, jeg vil gå så langt til at sige det ikke findes der, men det ville være en løgn” sagde han og holdt en kort pause inden han fortsatte ”Men Ørkenelvernes by, der er der vand, samt der findes små oaser i ny og næ, men det er ikke ret meget vand der er” sagde han. Det måtte blive svært for hende hvis de skulle ud i ørkenen, eftersom hun trods alt var vandelementaler, så hvad ville der ske hvis hun kom for langt fra vandet? Han ville ikke have hendes død på samvittigheden, blot fordi hun ville se ørken. Som hun atter talte så han kort ned på hende smilede ” Nomader er folk der rejser rundt hele tiden, slår måske lejr om natten og går igen om dagen” sagde han og smilede ganske kort igen. Han elskede at kunne få lov til at give ud af sin viden for det var uden tvivl at han ville kunne bruge det nu, specielt når hun ikke vidste så meget om landjorden. Så kunne hun måske lære ham noget om havet?
 

De gik et stykke i stilhed, men det var egentlig ikke så slemt, eftersom han vidste hun nok skulle komme med flere spørgsmål som han med glæde ville besvare. Som hun kommenterede hans navn smilede han ”Tak” sagde han og så sig omkring. Der var ikke langt tilbage til den bakke, hvor stjernerne ville være nemmere at se ”Vi er der om lidt” sagde han og smilede til hende som de langsomt nærmede sig bakken. Da de ankom så han på hende ”Så…” sagde han med et smil og satte sig næsten på hug, så det ville blive nemmere for hende at komme ned på jorden, så hun ikke gled eller noget. Når hun havde sat fødderne på græsset, ville han lade sig selv dumpe ned og ligge sig på ryggen, med blikket rettet mod himlen ”Lig dig på ryggen og se mod himlen” sagde han og smilede kort for sig selv og så mod hende.

Talia lyttede med let åben mund, ikke helt sikker på om hun troede på at der var så lidt vand der. Jamen hvordan overlevede de så? Hun blinkede et par gange med de store blå øjne og lyttede videre til hans ord. Ørkenen lød virkelig ikke som noget rart sted. Oaserne lød rare, men hvis man skulle igennem denne ørken, sand eller hvad det nu var han kaldte det, så var hun ikke sikker på hun nåede så langt. Uden vand, jamen hvordan kunne det overhovedet komme på tale at bo sådan et sted? Hun var helt paf. "D-det kan man da ikke overleve!" udbrød hun lamslået og så forskrækket på ham. "Hvordan kan de leve uden at have vand nær sig hele tiden? Bare mærke dens tilstedeværelse?" nej, det var helt grotesk og forkert. Hendes plan om at se hele landet var mindre tiltrækkende nu, når hun vidste der fandtes steder som ørkener hvor vand ikke var tilgængeligt nemt.
Talia tænkte lidt over det næste inden hun igen åbnede munden. "Er jeg så også en nomade? I hvert fald en midlertidig en?" spurgte hun nysgerrigt ind til. Det var nogle sjove ord de havde sig.

Talia flyttede forsigtigt sine bare fødder tilbage på jorden, i det bløde græs de var nået til. Hendes tæer var hurtige til at bevæge sig lidt, tage strukturen af græs ind. Hun kunne godt li græs, det var så dejligt og mindede hende lidt om nogle af de anemoner der fandtes i havet, der også kunne give en blid kilden over huden. Talia fulgte hans eksempel og ord, og lagde sig på ryggen i det bløde græs. Hun smilede over hele hovedet, fordi det var den kildende følelse igen, som hun ellers kun havde følt på sine fødder oftest da hun kom til land. Hun så op på den lysplettede himmel, hvor stjerner og lilla og blå nuacner farvede hen over og gav et helt unik synd. "Det er smukt" Hun kiggede fremefter og ventede næsten at se vandspejlingen, men i stedet toppen af et træ. Hun rettede blikket tilbage til kun at kigge direkte opefter, nærmest forsvinde fra jordens overflade for en stund. Hvis man anstrængte sig nok, føltes det næsten som at flyve ud i stjernernes verden.

Han så på hende og grinede ganske kort. Hun var så uskyldig og det var svært at stå for ”Jeg forstår det heller ikke… Men det kan de umiddelbart” sagde han og trak kort på skuldrene. Han så ned på hende med at kækt smil ”Det er fordi de har lært at leve uden at være i nærheden af vand. Der er jo ørkenelverne der bor der ude, spektakulært folkefærd” sagde han og nikkede. Han havde mødt en enkelt af deres slags, måske en lidt speciel mand, men han var rar når man først lærte ham at kende. Han var ikke ude så ofte, da han for det meste havde nok i sit eget selskab, dog kunne det også dræbe ham langsomt, men i hans femogtredive år, så havde han efterhånden vendt sig til det. Han smilede kort til hende”Det kan man på sin vis godt sige… Ville nok mere kalde dig en eventyrer” sagde han. Ja en eventyrer var hun da i hvert fald. At efterlade de trygge rammer i havet og komme op på land uden at vide ret meget om noget som helst, var i hvert fald noget han ville kalde eventyr.

Hans blik var rettet mod himmelen og han nød det. Det var sjældent han havde taget andre med her op, ikke at det kun var hans spot, for der var sikkert flere der kendte til denne åbne plet i byen, hvor der ikke var hustage eller mange træer der ville dække for den store hvælving. Han nikkede kort til hendes ord ”Ja ikke? Jeg bruger stjernerne som en slags afstresning… Ikke at det altid virker, men sådan er det jo” sagde han og trak kort på skuldrene. Han vendte blikket imod hende og smilede for sig selv inden de mørke øjne atter rettede sig mod himmelen.