Solen hang efterhånden lavt på himlen og sendte sit gyldne aftenlys ud over træerne ved grænsen til Amazonitskovene, hvor blade efterhånden var begyndt at dukke frem på grenene i skovens tætte træer. Nogle af træerne ville aldrig leve igen efter tørken, og deres nøgne grene strakte sig håbløst mod aftensolen, men i skovbunden fandt man et væld af græs og blomster.
Et lille bål knitrede ved en lejrplads i skovbrynet, hvor en flok jægere havde slået sig ned. Duften af stegt kanin var begyndt at brede sig og mændene var i færd med at gøre deres våben i stand, før de lagde dem væk for natten. Lyden af deres kammeratlige snak steg op fra lejrpladsen og blev fanget af et par skarpe ører længere inde i skoven.

Mændene bemærkede ikke som sådan de sælsomme toner, der begyndte at flyde ud fra træerne. Musikken smøg sig om dem, og fik en efter en dem til at gabe inderligt. "Det har været en lang dag" syntes tonerne at sige.. "Græsset er blødt og rart. Læg dig ned og luk øjnene.."
Der gik ikke længe før jægerne sov tungt og lyden af musikken døde langsomt hen. En slank, muskuløs skikkelse dukkede frem fra skovkanten med den lange hale svingende efter sig. Rogu snusede lidt mistænksomt ud i luften, men bestemte sig for, at her var sikkert nok. Han greb ivrigt et stykke af kaninen, der stadig simrede over bålet og bed ned i det saftige kød.
Derefter fandt han den nærmeste taske blandt jægernes lette oppakning og begyndte at rode indholdet igennem. Han håbede, at de havde noget spændende med sig. Det var længe siden, han havde fået nye ting.. 

Dagens sidste lys kunne ses gennem kronerne på nogle af træerne i den smukke amazonitskov. Skovens træer havde grundet plagerne klart taget skade, fra den tørre, dræbene tørke til den frysende vinter. Dog nu med plagerne bag sig var skoven på vej tilbage til sit skønne selv.
I daggryets lys bevægede en lille pige, med sit røde hår sig gennem den store skov. Uden moder eller fader var der ingen frygt for at nogen alligevel ville savne hende hvis noget skulle ske. Men følte sig selvsikker og eventyr lysten, så turen var gået fra den store by, til landevejen og nu til amazonitskovene.

Henriette dansede over skovens blomster dækkede bund, fri for alverdens larm og problemer. Herude, hvor ingen folk ville kunne skade hende, her ville hun finde sin stilhed for en stund. Med en stjålet kurv hvori nogle bær lå som hun selv havde plukket og et brød som hun havde "lånt" fra bageren, helt tilbage i Hovedstaden.
Hun kom til et krat hvorigennem hun så nogle jægere sidde om et bål hvor en kanin var igang med at blive dejligt sprød. Hendes mund løb i vand ved dens duft og hun listede sig ind i krattet for at se om hun kunne lokke med dem til at dele med en lille uskyldig pige som hende.
Dog som Henriette tog nogle skridt ind i krattet begyndte en stille melodi at høres gennem skoven. Hendes øjne lukkede sig sammen og hun kunne mærke sig falde stille hen i søvn, men i det hun ville lægge sig blev hendes hånd fanget af krattes torne og hendes øjne åbnede sig på vidt gab. En lille lur ville havde været dejlig med så sød musik, men vækket af torne så hun en større skikkelse tage noget af kaninen og rode i en af jægernes tasker. Hendes nysgerrighed stillede sig ind.

Henriette tog sig til hånden der havde fået nogle få flænger fra tornene der havde fået revet lidt i hende grundet den underlige melodi da lød før. Med listene trin forlod hun krattet mod skikkelsen indtil hun trådte ned på en tørret gren fra et af de døde træer. Den knasende lyd skramte Henriette som hun med et pivene skrige trådte to skridt tilbage fra grenen og lagde en hånd til sin mund for at gemme lyden hun havde lavet.
Hendes øjne kastede sig mod skikkelsen der så mere klar ud her. En trold? Hun vidste ikke om hun skulle være bange eller glad. For uden viden om om den ville angribe hende eller være ligeglad, så viste hun ikke hvad hun skulle gøre. Som refleks skyndte hun sig bare at løfte sin kurv op til sit bryst for nærmest at beskytte den.

En gruppe af jæger rundt omkring et bål, var ikke et underligt syn i disse kræse. Især efter at plagerne var stoppet og foråret gjorde at liv var, at finde i skoven igen. En skikkelse var dog at finde lidt længere væk samlingen, og ildens knitrende varme. Dog lod det til at personen hørte til den lille gruppe, da ingen af de andre virkede til at være forstyrret af den ekstra person. Med hætte overhoved, var det svært at se hvem det egentlig var, som der havde tilsluttet sig disse mænd. 

Grønne øjne og lyselokker der var at skimme, hvilket gav et indtryk af hvem det var man havde med at gøre. Dog gemte der sig noget meget vigtigere, end bare en kvinde eller mand. Innogen, som var personen som der ved et tilfælde, havde valgt at tilslutte sig disse mænd som hun havde mødt under jagten. Var en af lysets kriger, på vej tilbage til hovedstaden efter at have været kort på orlov til at tjekke op på sin familie i Elverly. Noget hun ikke havde haft tid til, siden pesten havde hærget over landet. "Du må endelig få spist noget af maden!" kom der med en mørk stemme, som fik Innogen til at hive sig selv ud af sine tanker og vende opmærksomheden hen imod mændende. Der for lidt siden havde siddet og grinet sammen, af noget hun ikke helt havde fanget. Hun nikkede kort, men gjorde ikke tegn på at komme tættere på. I stedet begyndte hendes øjne at vandre rundt fra side til side, et eller andet virkede underligt i skoven i dag. En mave fornemmelse, noget som fortalte hende hun skulle være varsom. "Jeg er tilbage om lidt." hun rejste sig op og begyndte at bevæge sig ind i skoven. Da hun var kommet et godt stykke væk, hørte hun musikken. Først virkede det som en helt almindelig tone fra fløjten. Men selv på denne afstand, kunne hun mærke trætheden der prøvede at forføre hende til at falde i søvn. Dog blev frygten der bredte sig i brystet så stærk, at hun overkom lysten til at sove. 

Fødderne løb hurtig hen over skovensbunden, for at hen til lejrpladsen. Tidsnok til at se en markværdig skikkelse tage for sig af kaninen, og begynde at lede rundt i oppakningen. Hendes oppakning. Hendes sværd blev hævet ud af dens skede, mens hun med hastige skridt bevægede sig ind på pladsen så hun var synlig for tyven. "Hvad foregår der her?" nåede hun lige at sige, før hun blev gjort opmærksom på endnu en ny tilkommende da et lille skrig var at høre ikke langt fra dem. 

Rogus hænder arbejdede sig hurtigt og øvet igennem oppakningen, som han havde fået fingrene i. Urter og flasker med mærkeligt indhold interesserede ham ikke, men han stoppede, da han fik fat i en lille kæde. Den glimtede af sølv, som han holdt den op mod aftensolen og han afslørede sine hugtænder i et lille smil. Han vidste ikke helt, hvorfor han så godt kunne lide skinnende genstande, men de gav ham en eller anden form for simpel glæde. smuk..

Han havde været så optaget af sit fund, at det gav et voldsomt sæt i ham, da en gren knækkede højlydt bag ham. Hastigt stoppede han sølvklæden i en baglomme og vendte sig rundt på stedet, hvor han fik øje på en ung, rødhåret menneskekvinde med en kurv, som hun holdt beskyttende foran sig. Rogu syntes ikke umiddelbart, at hun så farlig ud, men hans blik var allerede begyndt at lede efter en udvej.

I stedet fandt hans blik krigeren, der var løbende på vej mod dem. Sværd. Stål. Hendes aura var kraftig og synet af hende, fik hårene til at rejse sig på kroppen af den unge trold. Han havde ikke troet, at der ville være andre end jægerne - det var lige pludselig blevet farligt, nu hvor det gik op for ham, at de havde haft en kriger med sig. En kriger, der ikke sov..
Han begyndte langsomt at bakke, mens han slap taget i oppakningen. "Ikke .. farlig." Hans krystalisianske føltes klodset i hans mund, og han holdt hænderne op foran krigeren for at vise, at han ikke havde nogen våben. Blikket i hans store, grønne øjne flakkede mellem våbnet i hendes hånd og skovbrynet.
 

Et sæt kryb gennem Henriette som troldens grønne øjne så mod hende. Normalle piger ville nok løbe skrigende tilbage til deres moder eller fader ved synet af en trold, men ej var Henriette som andre små forskræmte pigebørn. Hendes undren og nysgerrighed slog ind.

Pludselige trin kunne høres som de hurtigt bevægede sig inde i skoven. En kvinde kom pludseligt løbene hen til jægernes lejr og råbte så Henriettes hjerte slog afsted med en sådan hast. Trolden svarede at den ikke var farlig, men hvordan skulle Henriette og damen være sikre? Henriette trådte nogle skridt tilbage, drog vejret ind og prøvede at tænke over hvad der skete lige nu.
"Go- Goddag?" sagde hun så akavet mens hun trådte lidt frem igen mod trolden og damen. "Der foregår ikke noget. Han kigger bare rundt. Han er ikke farlig." sagde hun så som hun med forsigtige skridt gik dem nærmere til hun stod i lige strækning til begge parterne.

Måske ikke farlig, men tydeligvis en tyv! 
Hun nåede dog ikke at gøre særlig meget, før at den kvinde - pige? Som havde skreget før, nu ikke var så langt væk fra hende. Innogens grønne øjne blinkede kort, mens hun indtog hele scenariet. Ikke farlig? De mænd hun havde rejst med, lå alle og sov! Det kunne bestemt ikke være normalt, hvilket fik alle fare tegn til at ringe højt hos hende. Dog ville hun hellere ikke stå for blodsudgydelse, hvis hun altså kunne undgå det. Dette var grunden til at hun langsomt sænkede sit sværd. "Han kigger bare rundt?" spurgte hun, med et hævet øjenbryn uden at slippe trolden af syne. "Han kigger tydeligvis rundt med både øjne og hænder" kom der irriteret, som hendes taske faldt til grunden. Dette ville være grund nok til at lade ham gå sin vej, ind til hun lagde mærke til hvad han ellers havde i hånden. Hendes søsters kæde. "Hov du!" protesterede hun højlydt og huggede sværdet ned i den bløde jord de stod på. "Du kan lige vove at løbe nogen steder for du aflevere den tilbage!" 

Hendes finger som der var pakket ind i en læder handske, pegede anklagende på trolden som tydeligvis ikke bare havde kigget! Desuden, hvad lavede sådan en lille pige midt ude i skoven, hun kunne jo lige så godt være en del af dette som trolden. Det her var alt sammen meget mærkeligt og bestemt ikke noget hun gad at bruge sin hvile tid på!

Rogus undrende blik blev hængende på den unge, rødhårede menneskekvinde. Han var ikke helt sikker på, at han havde forstået det rigtigt, men det lød som om hun forsvarede ham. Endda efter at hun selv havde set ham med grabberne nede i krigerens taske! Han blinkede et par gange med øjnene og lagde hovedet på skrå, imens han betragtede hende. Pæn..

Men der var ikke tid til at kigge mere på menneskekvinden, for krigeren var kommet nærmere, og hun så ud til at være gal. Han holdt nervøst øje med sværdet, for var der noget, han havde lært var farligt, så var det våben. De bed. Stak. Gjorde ondt. "Folk sover. Gør ikke nogen noget." Han havde efterhånden lært at mennesker og andre racer havde det med at blive frygteligt vrede, hvis de tog ham i at tage deres ting, men han forstod det ikke helt. Der skete jo ikke dem noget.
Halen piskede uroligt frem og tilbage bag ham, og han gjorde et lille hop, som hun hamrede sværdet ned i jorden foran ham. Hastigt begyndte han at bakke væk. Hans ene hånd fandt sølvkæden i lommen. Han havde egentlig ikke rigtig lyst til at give den tilbage til krigeren. "Hvad for en den?" Spurgte han i et forsøg på at stille dum. Trolde var ikke kendt for at være de skarpeste. Og Rogus krystalisianske var meget gebrokkent. Igen ledte hans øjne efter en udvej, men han turde ikke begynde at løbe, for så ville hun måske bruge sine våben på ham..

Henriette ville nok havde været klogere hvis hun blot havde holdt sig ude af denne situation og lod dem klare det, men med blikket trolden før havde sendt hende følte hun ikke bare for at lade ham klare sig selv, hun havde selv været alene, bange og forvirret, så hvordan skulle dette være så anderledes. Han forstod dem nok ikke og var sikkert lige så bange for dem som de for ham.
Pigen med det røde hår, Henriette, trådte et skridt tilbage som sværdet gik i jorden som damen slog det i. Hun frygtede at damen måske ville gøre trolden ondt og Henriette så ingen grund til dette. Trolden virkede fredelig og ikke som et bæst. "Han- han er måske bare forvirret. Ikke blive sur. Så kan det være han bare løber med den..." Henriette var ikke den mest kløgtige pige, men hun havde sine tidspunkter og når det galt at undgå kampe for bare en stund plejede hun nemt at komme på et utal af undskyldninger.
Hun trådte lidt frem mod damen og håbede at hun ikke ville gøre noget for at tvinge sølvkæden fra den fredelige trold. "Jeg skal nok få den til dig, bare du ikke gør ham noget." sagde hun så med sin lille stemme og så op på damen med hunde-øjne der kun ville kunne manifesteres af et barn på Henriettes alder. Vær nu sød. Han gør ingen noget. tænkte hun bare.

Hun rystede helt, bare tanken om at han skulle løbe væk med noget af det sidste hun havde af sin søster, gjorde ondt helt inde i. afvæbnet, betragtede hun trolden trodsigt. "Du skal ikke spilde dum!!" hendes stemme lavede et knæk, mens hun kæmpede med at bevare kontrollen. Hun kiggede over imod pigen, som sagde hun ikke skulle blive mere sur. Det var godt nok svært, når nogen havde stjålet fra hende! Også endda bevidst, noget var at gøre det fordi man var kommet forbi ting i skoven og samlet det op. Men han havde jo fået dem til at sove, tænk hvis det ikke bare havde været hans hensigt at stjæle fra dem. Men imod sin gode vilje, nikkede hun så og trådte et skridt tilbage. Mest for at virke mindre faretruende. "Okay... hvis du får den tilbage, så gør jeg ikke noget." sagde hun stille, og betragtede de sovende følgesvende, de ting trolden havde taget ville nok have sikret deres familier ikke ville gå sultne i seng nogle dage. Men lige nu, måtte hun indrømme hun kun kunne tænke på at få halskæden tilbage. 

Igen søgte Rogus øjne den rådhårede menneskepige, og han nikkede ivrigt. "Rogu gør ikke nogen noget!" Bekræftede han, mens den lange hale bag ham svingede fra side til side. Søde pige, rare pige, der ville hjælpe stakkels Rogu, når hende med det farlige stål var efter ham. 

Det var tydeligt, at den anden kvinde var meget ophidset. Rogu forstod ikke helt, hvad det var, han havde gjort galt - han havde aldrig lært at kende forskel på dit og mig, og han havde jo bare fundet sølvkæden..
Nu hvor hun trådte lidt tilbage, så det dog ud til, at hun ikke ville skære ham med det kolde, stikkende sværd, hvis bare han gav hende kæden. Det lovede hun trods alt.. Slukøret rakte han kæden frem mod hende, sølvet skinnende i sollyset. Den var virkelig pæn, og han havde svært ved at tage øjnene fra den. Rogu håbede, at han måske en dag ville finde en anden kæde, han kunne tage med hjem.

Henriette vidste det! Hun kunne ikke bare tro at trolden var ond. Og som hun havde håbet på, inderst inde, så rakte han også kæden ud. Henriette tog stille kæden fra trolden og smilede så til ham. "Se. Nu sker der ingenting. Nu kan vi alle være glade." Henriettes lille stemme var blød som hun så mod trolden hun fandt rar. Den virkede ikke helt for klog, men den virkede til at forstå at nogle ting var vigtigere for folk end deres eget liv.
Stille vende henriette sig rundt mod damen med sværdet og rakte hende så kæden som hun roligt gik tættere med ordene "Se. hvis man bare er rolig så ordner det sig." Hun ville ikke være så positivt tænkende normalt. Men tidspunktede virkede for hende som om at de andre måske godt kunne bruge hun havde et smil på sine læber.

Rogu havde fået nok. Selv om det skar i hjertet på ham, gav han slip på den fine, glimtende ting og lod den falde ned i græsset, så kvinden med det farlige våben selv kunne samle den op. Han skulle ikke for tæt på..
Med et skræmt blik over skulderen satte han farten op og hans lange ben bragte ham hurtigt ind mellem skovens træer.