Det var en af hendes først gange hun havde valgt at slå sig ned i byen Lazura, hvor hun havde planer om at udstille sine isskulpture nu hvor hun havde lejlighed til at lave dem og nu hvor landet var omringet af kulde og mørke... Selvom de mørke skyer hang over himmelen og fik eftermiddagen til at ligne en tidlig aften, så var det stadig til at være i byen, og hun kunne udmærket se hvad hun lavede.

Med et horn der var knækket og et tydelig ar over højre øje, valgte Avira pænt gået hen til nogle mænd som havde været i gang med at hugge is fra floderne. Hun havde haft held med, at de godt kunne undvære noget af isen. Hun takkede dem da de valgte at være så venlige at slæbe isen over i byens midte. Hun fandt sine redskaber frem og begynde stille og rolig at at hugge af isen.
Hun håbede da lidt på, at det ville give opmærksomhed. Ikke fordi hun elskede at være midtpunkt, men hun kunne godt lide at vise folk sit talent. - I stedet for at lave store skulpturer som var umulige at tag med sig og ville tag mange timer at lave, valgte hun at lave forskellige størrelser af forskellige mønstre, og stadig mulighed for at tag dem med sig. 
Kulden var det der bed i huden hvis man ikke sørgede for at havde tøj nok på. Hvor længe denne kulde og mørke ville varer, kunne hun ikke sige, det var der vist ingen der kunne?  

Avira sad med sin sorte kappe, viklet godt om sig og en pelshue som hun havde valgt at klippe lidt i så den nærmest var blevet til et hårbånd, Hun ville dække sine øre for kulden, men hendes horn var i vejen for huen. Det var måske ikke det pæneste men det var nyttigt..og hun fandt denne løsning nemmest.   

Elaina havde brug for at komme ud af lennet, alle forpligtelser og det faktum at Elaina endnu ikke følte sig hjemme i lennet. Selvom hun havde tilbragt over et år på lennet. Kun Hektor brugte faktisk tid på hende, hverken hendes svigerinde eller svigermor lod til at bryde sig om hende. Derfor havde Elaina sneget sig ned i til køkkenet for at låne en af tjenestepigernes kjoler og frakke. Det var ikke let, men hun slap ud uden at nogen opdagede hende.

Hun befandt sig nu i byen og så sig lidt omkring. Det tog ikke længe før hun opdagede noget hun ikke havde set før. En bod hvor der var forskellige is skulpturel i alle mulige former og væsner. Elaina syntes de var smukke og stod og betragtede dem inden, hun sagde til skaberen ”De er smukke” hun havde en rolig stemme som altid. 

Hun havde ikke bemærket den unge pige som var kommet hen mod hendes bod. I hvert fald ikke til at starte med, Avira havde været lidt væk i sine egne tanker. Selvom det var mange år siden, savnede hun satdig sin far utroligt meget.. Hun ønskede han havde nået at sige mere en bare et navn inden han døde, for hun viste der gemte sig en hemmelighed. Noget hun ikke kunne knække. 

Avira kiggede op da pigen udtrykkede sin mening. "Tak." Hun sende pigen et roligt smil, uden at sige så meget mere.
Hun var kommet her til denne by... mon hun havde været her i en halv time? hun viste det ikke præcist, men det var nok der omkring. "Kan jeg friste med noget?"  Tilføjede hun efter at havde været tavs i nogle få minutter. 

Elaina studerende skulpturerne igennem og overvejede hendes spørgsmål, men hvad de ikke af is ville de så ikke smelte? Elaina spurgte derfor roligt til hendes spørgsmål ”Vil skulpturerne smelte, hvis de bringes ind i varmen?” Det var jo ikke til at se om, kvinden gjorde noget specielt ved skulpturerne så de således ville vare evigt eller om de skulle stå udenfor. Elaina vidste ikke engang om sådan en skulptur ville blive prissat på lennet. Det var trods alt barske tider og dertil skulle der spares på et hvert område. 

Avira nikkede som svar til pigens spørgsmål. "Jo, det ville de. Skulpturene er også til udendørs indretning mens vi har denne kolde vinter." Svarede hun kort efter og huggede de sidste detalier i isen og lagde sig værktøj fra sig. "Eftersom de ikke er voldsom store, men stadig store nok til at de kan holdes som pynt udendørs.. er de gratis i denne omgang." Hun kiggede opmærksom op og nikkede smilende til en ny ankommende kunde, som valgte en farvorit. "Sagde De, at disse var gratis?" Kom de fra kunden som lød en anelse overrasket. Avira nikkede og kunden takkede og tog en skulptur med sig. 

Hun manglede ikke krystaller, og havde besluttet sig for, at de kunne var gratis i dages anledning. Hun hvade en masse isskulpture i kasser, som hun alligevel skulle af med. Ingen viste hvor længe denne vinter ville blive ved. 

Elaina tænkte at det var en skam, mest fordi sådan en ville se yndig på hendes bord i soveværelset. På lennet havde de alligevel et stort udendørs alereal men, hun havde ikke befundet sig derude det var mørkt og koldt og det rare enten at være inde, eller her ude. Elaina blev chokkeret da kvinden nævnte at skulpturerne var gratis? Men da hun var god til at skjule sine følelse kunne det hellere ikke ses at hun var chokkeret. Det var da ellers hårde tider – hun undrede sig over at hun ville tilbyde sådanne fine genstande gratis. Elaina kunne ikke forstå den økonomiske logik og spurgte derfor ”Hvorfor vælger du at give dem væk?” trods at Elaina kunne være en kølig person, valgte hun at sige det med lidt omsorg så hun ikke helt virkede anklagende imod kvinden. 

Avira havde set mange overraskende ansigter i løbet af den tid hun havde i byen. Selvom der intet tegn var på overraskelse i pigens ansigt, fornemmede Avira stadig lidt. For det var hårde tider de var igennem og det var ikke sikkert alle var lige så heldige med deres økonomi. Hun kiggede op da pigen valgte at spørge ind til, hvorfor tingene var gratis, et ganske fornuftigt spørgsmål. "Det er faktisk fordi, at jeg simpelthen var nød til at komme af med disse skulpturer af is. Der skulle ryddes op i mit lager og så længe min økonomi ikke ligger dårligt, blev jeg enig med mig selv, at lige i dag var det okay."   

Avira havde sammen med sin mor valgt at tag ud med de mange skulpturer. Hun havde i perioder ikke fortaget sig andet en at øve sig i nye anderledes former. Nogen mislykkes og ende med at blive en mindre skulptur hvor resten af isen kunne smides væk. 
Imellemtiden, hvor der var så småt ved at komme liv i salget. Tog hun en isklump, satte sig over ved det tomme hjørne af bordet, isen var noget som hun havde tilovers og begynde at hukkede nogle bogstaver ud hvor ordet 'Gratis' begynde at tag form. 

Pigen lod til at blive hængende og det var også helt okay for hendes side af.. "Bor du her i byen?" hun valgte at spørge, bare fordi hun var letter nysgerrig.   

Det kvinden forklarede gav stadig ikke helt mening for Elaina. Penge i denne tid var da nødvendig, og det var ikke til at sige hvornår der ville ske noget, om det så ville være bedre eller værre. Derfor nikkede hun blot, hun ville ikke stå og diskutere med kvinden omkring hendes valg, det var trods alt hendes skulpturer.

Elaina burde nok forsætte rundt i byen, men det betød også at hun snart skulle til at vende tilbage til lennet. Hvilket hun ikke havde lyst til endnu. ”Ja, jeg gør, hvad med dig?” spurgte hun høfligt tilbage.

Elaina forsatte lidt med at studere de forskellige skulpturer, skulle hun mon tage en med til lennet? Hvis hun gjorde, ville Hektor nok undre sig hvorfor hun havde anskaffet den og hvor fra, værre ville det blive hvis han fandt ud af, at hun havde sneget sig afsted uden en vagt med sig. Hun havde endnu ikke set ham vred på hende, eller skuffet. Men hun kan sagtens forstille sig ham blive en meget vred mand. Det skræmte hende umiddelbart ikke, da hun var sikker på at han aldrig ville opdage hendes små eventyrer, og ellers skulle hun nok charmere sig så han ville tilgive hende, det var hun sikker på. 

At holde om isen var ikke svært, eftersom hun havde sørget for at skaffe sig de nødvendige hansker der kunne holde den kolde is væk fra sine spinkle hænder. Avira huggede de sidste ord færdig og lagde værktøjet fra sig, hun rejste sig og kiggede igen på pigen og rystede så på hovedet. "Nej, jeg er ikke her fra, ikke som sådan. Bor lidt over det hele normalt, men lige pt. har jeg valgt at bosætte mig i Amazonitskoven" Hun kiggede med hovedet, i retningen af den mørke himmel. "vi må holde sammen i denne mørke tid" tilføjede hun roligt stadig med blikket mod den trist himmel. Det var i hvert fald hendes mening.

Avira var ret stærk af sig, af en lille spinkel kvinde at være. Takket være hendes arbejde som også var hendes hobby. Dog var det ikke noget hun kunne prale af og der var da folk der var stærkere end hun.
Det begynde så småt at vrimle med folk der ende med at tag et kig på hendes bod og takke pænt da hun sørgede for at kunderne fik et stykke tykt stof med sig som hun viklede rundt om skulpturene. Hun lage de få stykker stof frem på bordet, der var ikke mange tilbage, tegn på at det var gået godt. Avira besluttede sig for, at hun ville stoppe når stoffet var brugt op, så passede det vist med at hun havde lidt mere plads hjemme.. 

Avira var ofte en som altid havde noget at snakke om, men lige i dag, og med denne pige hun ikke viste hvem var. havde hun ingen ord, hun betragede pigen uden at lade sig bemærke. For det var uhøfligt at kigge i længere tid, det viste hun.
"Hvordan har du det i denne mørke tid?" Valgte hun at spørge, blot for at tavsheden ikke blev akavet.

Elaina nikkede blot. Så havde denne kvinde med stor sandsynlighed aldrig hørt om hendes familie, eller den familie hun var blevet gift med. Hvilket gav hende en anelse ro i sindet, det blev desværre senere forstyrret af alle de folk som kom til boden for at få en skulptur.
Elaina træk sig lidt væk fra mængden, men alligevel befandt hun sig tæt på boden. I et kort sekund overvejede hun at gå videre, men inden hun nåede at vende sig om, snakkede kvinden til hende. Elaina vidste ikke hvad hun skulle svare, hun følte spørgsmålet yderst personligt, måske fordi hun havde det forfærdeligt og følte sig fanget. Samtidig at hun ikke havde følt glæde længe nu. Derfor følte Elaina også hun var tvunget til at lade svaret blive kortfattet ”Jeg klare mig” svarede hun roligt, selvom dette var en direkte løgn.
Hvorefter Elaian vendte om, som hun tidligere havde været i gang med. ”Jeg vil tage videre måske guderne vil have at vi mødes igen, på et tidspunkt” nåede Elaina at sige inden hun forsvandt ind i menneskemængden.