Adryan løb som var Satan selv i hælene på ham, og det var faktisk ikke langt derfra. Han kunne høre dæmonerne der skød efter ham, ind og ud imellem træerne imens de grinede højlydt.
Af ALLE aftner, så var det i aften at han skulle til dæmonriget. Han havde fået afleveret brevet og fuldført hans job som budbringer, men han var IKKE blevet betalt for at løbe fra dæmoner!
"Den gamle hejre har bare at give drikkepenge for det her..." lød en bitter stemme i Adryans hoved, da han drejede om et træ. Dæmonerne var kommet ud af ingenting. To af dem, begge udstyret med vinger og sadistiske smil.

"Jeg keeeeeder mig." havde den ene dæmon vrænget, en unge kvinde i hendes 20ére. Hun var kommet ud fra bag et træ og have stoppet Adryans videre færden på vej hjem.
"Frygt ikke, pusling." sagde hendes jævnaldrende, mandlige følgesvend. "Jeg er sikker på at denne unge mand ikke ville have noget problem med at underholde os lidt."
Derefter have de besluttet sig for et spil fangeleg og Adryan behøvede ikke en uendelig mængde af fantasi for at gætte hvordan det ville ende.
Han drejede om endnu et træ med et brat sving og hørte en af dæmonerne støde ind i et træ og hvæse arrigt. Han smilede, men ikke længe.
Havde hans reaktionsevner ikke været så gode så var han stødt ind i den mandlige del af duoen. Han var vel fløjet op over træerne og ned foran ham.
Adryan bakkede to skridt med et trodsdigt blik, idet han rakte ned og trak sit sværd. "Jeg har ikke lyst til at skade nogen af jer, men det vil jeg!"
Bag ham kunne han høre den anden dæmon der stoppede op. Hun grinede.
"Nuuuuuurgh, darling. Du har ikke lyst?"
Adryan så sig tilbage lige i tide til at undvige en dolk, men måtte så indkassere et voldsomt kradsemærke fra dæmonen foran ham.
Han snerrede i smerte og blokerede med sit sværd.
"Hjælp!" råbte han til skoven. Nok var Adryan modig, men han var ikke dum. Det her var ikke en fair kamp, han KUNNE ikke vinde alene.
"Er der nogen?!"
"Lille skat..." grinede pigedæmonen inden hun kastede sig over ham, for at han kunne blokere hende med sit sværd.
"Jeg tror svaret er: Nej."

.... Og bedst som Arianna troede at hun var for sig selv igen, hørtes mere rumsteren i området. Hun sukkede lavt og kiggede rundt, før tre skikkelser kom spurtende forbi længere væk og med det samme priste hun sig lykkelig for, at være vant til natten og mørket og at hendes sanser var bedre end et normalt menneskes: Hun havde intet bål tændt og var derfor så godt som usynlig for dem alle, og alligevel kunne hun ikke helt lade være med at følge efter dem. Hun havde ingen grund til at blande sig, overhovedet. Faktisk genovervejede hun det flere gange, om det var det værd, men hun havde faktisk kedet sig lidt, og så derfor ingen grund til ikke at se hvad der foregik. Hendes stærke sanser opfangede en mands kald på hjælp og lyden af kamp. Hun løb tættere på, frem til de tre skikkelser, hvor to af dem tydeligt var dæmoner. Den sidste lignede et menneske og da den kvindelige dæmon gættede på at her ikke var nogen mens hun kastede sig over manden, placerede Arianna en hånd på én af sine adskillige knive.

Den blev kastet mod manden frem for kvinden og landede i hans skulder. Han reagerede med et højt udbrud og Arianna bandede lavt for sig selv. Hvorfor hjælpe? Hvad fik hun overhovedet ud af det? "Du gættede vidst forkert," jokede hun tørt mens hun gik tættere på. "Smut med jer, I forstyrrer roen.. Det er faktisk ret irriterende," Hendes øjne gav kort et rødt genskær i mørket, som hun fik øjenkontakt med manden der allerede nu var i fuld fugleflugt på vej lige imod hende. Hun stønnede sagte frustreret og næsten helt træt mens hun trak to knive mere. 
Som han landede på hende, var de begge to godt i gang med at stikke hinanden ned. Den store forskel? Arianna brugte knap nok sine organer og blev derfor mest af alt bare sulten af dette.

Adryan fik kun to sekunder til at betragte kvinden der påtog sig den ene af dæmonerne, før den anden dæmon gjorde yderligere opmærksom på sin eksistens.
Med rødglødende øjne og en vred snerren begyndte hun at bide ud efter Adryan der blokerede med sit sværd igen og igen.
Nok var dæmonen stærk, men hun var tydeligvis ufaglært når det kom til at kæmpe med teknik overhoved. Adryan tog et skridt tilbage, men forsøgte ikke at komme i vejen for kvinden, der vist nok havde nok at se til.
Med sine fødder solidt plantet i jorden holdt han dæmonen fra sit ansigt imens han udtænkte en måde at komme af med hende på. Han ventede indtil hun gjorde et stød imod ham, inden han lænede sig tilbage for at give hende overbalance. Det virkede og dæmonen tumlede over hans skulder og ind i et træ.
Han rettede sig op og snurrede hurtigt rundt, inden han lagde spidsen af sværdet på kvindens nakke.
"Lig stille, så kommer du ikke til skade."

Emne afsluttet <3