"Hallo altså! Hvor er tåbelige ulve!?" Sárka befandt sig i Medaniaen i Vesterdalene. Hun havde det sidste stykke tid været på jagt efter de såkaldte varulve som normalle folk helst intet ville have noget med at gøre. Dog var Sárka på ingen måde som et normalt menneske. Hun gik rundt der og grinte noglegange blot hysterisk ud i det blå eller nynede melodier der lød som vuggeviser mens hendes greb om hendes langsværd var fast. Hun havde stadig ingen rustning på og selvom det var mørkt og biddende koldt, så havde Sárka ingen kappe på til at holde hende varm. Hun var kun lige gået fra kroen tættest her og var stadig ikke mærket af vejrets effekter ud over besværet af at se.
"Så gider jeg da bare hellere ikke lede efter jer." sagde hun efter hun havde gået i timer uden nogen spor på varulve. En ide sprang dog frem i hendes tanker og hun tog en lille kniv op af sin taske. Hun satte sig ned nær en klippesten og med et let smil kom lyden af knækkende metal mod sten. Hun havde boret klingen gennem sin hånd, splintrende jernkniven på stenen og i sit smertes udbrud bandede hun som for at forbande hele verden. Heldigt for Sárka var hun som omringet af skygger og hun havde stadig timevis før såret overhovedet ville blive et problem for hende. Hun tørrede en lang stribe af blod af på klippe stenen med et manisk smil på læberne "Så håber jeg da i finder mig." sagde hun til sig selv.

Hun smed kniven til siden og rejste sig. Hendes hånd dryppede for hvert skridt hun tog, men det bød hende ikke det mindste besvær at have en såret hånd som den. Dog efter endnu engang at havde gået en pæn mængde tid blev hun utilfreds med endnu ikke at have set en varulv hun kunne brydes med eller tvinge dens tænder i hende.
Var de ikke sagt at være de bedste jagere som ville kunne lugte blod på miles afstand, var de ikke sagt at bo her!? Hvor blev de af!? Hendes frustation gjorde at hun bare valgt at sparke en sten afsted i luften og hun satte sig utilfreds ned og begyndte at tænke på sit sår. Det værste var ikke at hun selv havde lavet såret, men at det ville forsvinde nu hvor hun healede det. Dog da såret var næsten færdig healet hørte hun en lyd og valgte at sætte sig ned i håbet om at det var en varulv der ville tage kampen op og bare starte den nu. Men intet skete. Hun vende sig hurtigt "Hvem der!? Kom frem ellers sværger jeg det bliver værst for dig!" sagde hun så, men uden viden om der faktisk var nogen. Måske havde hun bare hørt syner. Hendes sjæl og krop brød fri af hinanden og sjællen kiggede rundt for hende mens hendes krop lagde sig til at ligne noget der ville sove, men i sandhed holde hun udkig. Hvis nogen kom frem var hun klar til at springe op og beskytte sig selv og tage livet af hvem end der måtte være. Men var det en varulv eller bare en normal person? Var der overhovedet nogen?

Rafixuls jagt på minotauren havde af underlige grunde ført ham til Vesterdalene. Det gjorde ham ikke just i godt humør, for han huskede netop på Miranda af, at være her, og det gjorde ham bare mere og mere frustreret og aggressivt anlagt. Han var ligeglad med hvor mørkt der var. I det mindste kunne man da stadig se træerne og så mørkt var der vel heller ikke.
Mens han gik rundt og bandede irritabelt for sig selv kunne han dog høre en lyd længere væk. Uden at tænke over det nærmede han sig lyden og begyndte at gå mod en anden retning end før. Der gik ikke længe før en truende kvindestemme lød og hans blik blev hårdt. Hvem vovede at true ham: Rafixul, en af de stærkeste mænd i dette land. Han begyndte at gå videre i samme retning til han fandt en kvinde der lå midt i det hele.

"Og det var så der truslen kom fra?" spurgte han mest af alt ud i luften. Han tog sin grumme økse ned fra skulderen og holdt den ubesværet i én hånd til trods for dens voldsomme vægt. Da han stod over for skikkelsen prikkede han til hendes ben med øksen og så til som hun sprang på benene. Han kunne ikke lade være med at grine lidt. "Hrmm, så du er ikke død.. Jeg er fremme nu såå... Vil du noget?" hans dybe, brummende stemme lød lidt højlydt. Rafixul var ikke ligefrem kendt for at gå stille med dørene. Han lænede sig let op af den voldsomt udseende økse mens hans blik fulgte kvindens bevægelser og undersøgte hvordan hun så ud. Lidt mere muskoløs end de fleste og et intenst blik. Hun så nu meget pæn ud. Det ville han ikke have noget imod at trække med sig i høstakken.

Så det var en mand der havde fundet hende? Sárka sprang op og var hurtigt fire skridt tilbage. Hendes langsværd var allerede i sin hånd og hun stod klar til at skulle kæmpe hvis det kom til det. En mand med nordiske tatoveringer, måske var han fra norden. I tilfældet ville han nok ikke være hvad hun ledte efter. Hun sukkede højlydt som hun så ham og hun grinte så en smule. "Dig? Fremme? Jeg tror ikke du hvad jeg leder efter. Pil dog af med dig. Jeg er på jagt her." hun vende sig og begyndte at gå nogle skridt til hun indså hvad der var blevet sagt. "Vent! Er du en af dem?" hun nærstuderede ham hurtigt. Han var klart vant til at kæmpe med de skræmmer hun kunne se han havde og hun måtte da indrømme at han var tiltrækkende med den krop som han nu engang havde. Hvis han vaar et muskelbundt og en ulv på samme måde, så var det vel næsten værd at prøve. Hun havde aldrig været i høet med en varulv før, men de var jo frygtet, mon de også var det i lagnerne?

"Er du en af ulvene der skulle bo her!?" hendes stemme var ro og klart mørkere end andre kvinder. Hendes skræmmer skilte hende også ud fra andre kvinder og hendes krop og stand var klar til kamp i tilfældet. Selvom hendes interesse og nysgerrighed for manden var fremtrædende så betød det ikke hun ikke var vågen. Hendes sjæl vandrede en gang om manden uden han vidste det og hun så ham an tæt på uden hans viden om det.

Rafixuls smil bredte sig endnu mere ved kvindens reaktion. Hun var hurtig, det gav han hende, men hende attitude hjalp ikke det mindste. "Jeg går hvor jeg ønsker," kommenterede han blot som hun vendte ryggen til ham. Han kunne ikke undgå at grine lidt. Hvor var det sødt hun sådan kunne tro hun bare kunne kommandere ham rundt. Da hun vendte sig og alligevel blev nysgerrig fnes han, mens han kiggede mere indgående på hende med sine klare, blå, intense øjne. "Hvad fabler du nu op om? En af dem?" han grinede let før hun oplyste ham ordentligt til hvilket hans humør vendte på en tallerken. Hans smilende grimasse falmede. Hvad end hun ville med dem, så ville han helst ikke have at hun gik op til dem. Men forhåbentlig kendte hun ikke til deres bosted. Det så i hvert fald sådan ud. Men at blive mindet om Miranda endnu en gang gjorde ham virkelig godt knotten.

"Jeg bor her ikke," sagde han med et ildevarslende toneleje. "Ikke længere.. Men ja.. Jeg er en varulv," han kunne ikke lade være med at krænge læberne lidt tilbage hvorefter han bed ud efter hende "for sjov". Hvis man da kunne kalde hans vrede humør for sjov. Han "Og hvad betyder det så for dig? Der er mange der gerne vil dræbe varulve heromkring, men jeg tror hellere jeg må advare dig på forhånd.. Hvis du vil dræbe en varulv, har du fundet en alt for stor bid. Dine kæber er slet ikke store nok til mig," han tog et bedre kampgreb om øksen, igen holdt han den som om at det blot var en tandstik vægtmæssigt. 

Sárka sukkede som han nævnte han ikke boede her, men som han sagde ordene "ikke længere" var hun fanget. Hendes læber fik pludseligt et kækt smil på sig som hun stod der og holde øje med hver bevægelse han gjorde. "Selvfølgelig. Fordi du er nemlig den store stykke ulv?" hun trådte tættere og løsnede grebet om sværdet. Kamp var nok ikke noget det kom til, og selv hvis det skulle, så var hun klar. Det var jo ikke fordi hun ville dø, selv hvis han skulle ramme og bare gå til angreb. Hun stod blot en meter fra ham mens hendes smil bredte sig mere ud og blev venligt. "Så du tror. Du tror altså at jeg ikke ville kunne bide fra mig eller klare mosten." hun stak sværdet i jorden og tog så næverne op i stilling til kamp. Hvis han troede hun ikke kunne noget så var det klart at hun måtte hvis ham lige præcis at hun ikke bare var enhver kvinde der ventede hjemme i huset på sin krigere eller jager af en mand.

Med hendes arme hævet stod hun der og ventede. "Så hvis mig lige præcis hvorfor jeg ikke kan klare en lille hvalp som dig. Hvis man lige præcis hvad en af jer 'varulve' nu engang kan så." hun ventede spændt og med hendes sjæl klar ved hendes side holde den øje med mandens arme. Nu hvor Sárka stod så tæt lagde hun mærke til det. Det var da ikke bare en hver mand der stod foran hende. "Kom så... Eller kan du ikke Rafixul?" hun ville uanset hvad tage det første slag og hun ville glæde sig til at mærke lige præcis hvad en ulv i hans smukke form ville kunne gøre en hårdfør kriger som hende.

Rafixul nikkede blot. Flere gange, indtil kvinden kaldte ham en hvalp. Det satte gang i hans raseri. Han så til som hun kastede sværdet fra sig og løftede øksen lidt mere op i den ene hånd, før han også smed den væk, komplet skødesløst og gik hen mod hende, stille og roligt. "Jamen, så kom da. Slå mig," han bredte armene ud som for at gestikulere hende til at åbne op for striden. Han ville gerne se helt præcist hvor stærk hun var. Og det kom han jo ikke til, hvis han endte med at flå hende fra hinanden ved at slå først.

"Nå, så du genkender mig fra plakaterne? Så ved du vel også at jeg næsten væltede Medaniens kro med mine egne hænder," han gjorde et skuldertræk. For de fleste lød det sikkert som pral. For Rafixul var det sandheden. Han havde formået at smadre meget af Medaniens kro. Men han var overraskende nok ikke stolt over hvordan resten af RT-banden havde brændt hele byen ned med børn og kvinderne stadig tilstedeværende. Derfor havde han ingen respekt over for Samson og ville aldrig nogensinde få det igen. Godt svinet var død.

Slå først. Fint tænkte hun. Hun ventede til der blev akavet stille efter han havde talt om Medaniens kro. Først der gav hun ham et kækt smil. "Jeg har hørt om det. Men tro ikke at jeg er bange for en som dig. Bare fordi du en eftersøgt mand og en varulv tror du så jeg virkelig er bange? Så kan du godt tro om igen. Hold dig ikke tilbage, giv det alt hvad du har, hvis du tør!" svarede hun ham så. Hendes stilling var fast og hun langede så ud efter ham med et hug til hans højre side. Da hun ramte var det nok klart hun var trænnet mere end de fleste krigere og havde mere historie med kamp. Men som Sárka ramte fnes hun lidt. Hun mærkede mere af Rafixuls muskuløse krop og fnes bare lidt. Det var allerede nu hun kunne se at det ville være en kamp der var mere end bare et par få udvekslinger af slag.

For Rafixul var stilheden langt fra akavet. Han smilede let da kvinden endelig afbrød den og begyndte at snakke om at hun bestemt ikke var bange for ham. Efterfulgt af et godt slag til ribbenene. Selvfølgelig kunne han da mærke det, men han var bare efterhånden vant til slag og smerte. Han pustede kort ud før han begyndte at grine en buldrende latter. "Hm! Jeg kan li' dig," kommenterede han blot mens han grinede videre.

Hans grin ændrede karakter til et højt brøl da han greb ud efter hendes krave, tog hende op i luften og kastede hende ind i det nærmeste træ. Hun fløj lige så fint som de fleste. Han kunne dog stadig godt lide hendes attitude. Det skulle hun dog have. "Du er ikke som de andre kedelige kvinder, nej, du er en rigtig kælling!" han løb hele vejen hen til hvor hun var på benene igen. Han tøvede ikke med at slå ud efter hendes brystkasse, med tilløbet til som momentum.

Som Sárka ramte træet grinte hun blot en smule. "Hm... Jeg kan li' dig." hun smagte lidt på de ord og måtte indrømme det ikke før var hændt at en mand kunne kaste hende på den måde, men hun nød det. Hun så ham komme løbe mod hende med et slag til hendes brystkasse og lod sine arme gå til siderne. Hun ville se lige præcis hvor meget han kunne. Skyggerne omkring hende blev gjort klart da trykket ramte og et lille knæk kunne høres.
Sárka lod sin krop falde til jords da hun igen ende ved træet. Det var klart udseende at hun var færdig med at kæmpe. Men hun rejste sig stille op som skyggerne blev tykkere om hende og hjalp hende på benene igen. "Du vel lidt er en slagsbror kan jeg mærke." Skyggerne tyndede igen ud, men hun var fandme ikke færdig. Måske to eller tre slag mere før hun overhovedet ville tænke over at lade ham vinde, men der var noget over det andet slag. Det virkede hårde end det første. Hun ville klart ikke lade ham ramme hendes brystkasse igen. Hun langede ud efter hans kind i forsøget på at vise ham at kampen langt fra var over.

Hvordan hun rejste sig igen og igen undrede Rafixul men det gjorde ham samtidig helt ekstatisk. Hun var en kvinde der kunne håndtere et slag eller to. Nok endda flere med den behandling han indtil videre havde givet hende, så han kunne faktisk ret godt lide hende. Måske var hendes attitude meget fyrig, men det var tydeligt nu, at hun var en kriger. Ikke hvilken som helst kvinde.
"Jeg troede aldrig du ville gætte det," grinede han mens han slog ud efter den hånd der slog efter ham. Han ramte hende på underarmen og en knasende lyd lavede ekko i området, før han skiftede stilling og slog efter skulderen på den anden arm. Hun var virkelig sjov at slås med fordi hun virkede som én der kunne tage det. "Du er meget mere spændende end de.. Andre," sagde han, en smule tøvende. For hvem var hun egentlig mere spændende end? Hvem var det overhovedet han havde haft i tankerne da han startede sætningen? Han blev til sidst ligeglad og trak på skuldrene.

Som den knækende lyd kom fra hendes arm så hun hurtigt på den før et slag til hendes skulder ramte. Hun trådte et skridt tilbage da det ramte. Kampen var oprindeligt for at ende med et bid, men nu var det underholdene. Ham her var der bid i og hun kunne lide det. Men som forventet blev han for hvert slag stærkere. Men hvor stærk kunne han dog bliv. "Jeg havde vidst hellere ikke brug for den arm." sagde hun så som hun bare lod den hænge ved sin side.
Så stoppede hun dog med at have sine parader oppe og så bare på ham. Hendes sjæl bevægede sig rundt om ham og kiggede da lige en gang mere på ham. Hun trådte stille mod ham og så ham så direkte i øjnene som så funklende ud for hende. "Dine øjne er... Meget meget blå... Wow." sagde hun så som hun løftede en hånd nænsomt til hun pludseligt sparkede ud efter Rafixul.

Rafixul kunne ikke undgå at grine af hendes kommentar. Attituden var virkelig tiltrækkende, men den tirrede ham også voldsomt meget, som han grinende kiggede hende i øjnene. Han gjorde ikke noget modsvar da hun begyndte at træde hen mod hende. Det så ud til at hendes parader var helt nede så han gjorde det samme. Forventede måske lidt for meget at kampen var overstået. "Hvis du siger det," sagde han blot, som kommentar til det med armen. Han trak igen på skuldrene.
Hendes kompliment til hans øjne havde han hørt før. Hans øjne var næsten unaturligt blå - nogen elskede det. Andre syntes det var lidt for voldsomt og måske endda lidt skræmmende med så klare, intense blå øjne. 
Sparket var i hvert fald ikke forventet, så da hendes fod kom i kontakt med siden på ham, kiggede han overraskede på hende, før han greb fat om hendes ben og twistede det rundt i sine hænder. Resten af hendes krop fulgte uundgåeligt med og da hun væltede mod jorden fulgte han med, mens han med næsten al sin kraft jordede en knyttet næve lige i maven på hende.
"Dine øjne er ikke helt så blå.. Men blå er de," fnes han mens han lå dér, oven på hende. For ham var dette næsten blevet til en leg. Hvor meget mon hun kunne holde til?

Pludseligt lå hun på jorden og rullede fra sin mave til sin ryg. Som en storm var han pludseligt over hende og med et godt slag i maven hvor luften forsvandt fra hende grinte hun svagligt. Han havde klart vidst sig ikke at være en hvalp, men kampen hers oprindelige mål var blevet sekundært. Pludseligt nød hun kampen og fandt det underholdene at tage slag efter slag, for han blev stærkere og stærkere, men det sidste sag her havde lavet et knæk og hun kunne pludseligt mærke et besvær med at bruge sin ene lunge. Det var ligegyldigt i Sárkas hoved. Hun måtte finde nogen til at fikse det senere.
Dog lå Rafixul nu over hende og hun så ind i hans pirrende blå øjne. "Du er vel nok alligevel en smule sød var." hun kiggede sig sig til siden hvor hun så at Rafixul havde fået et greb om hendes hænder og indså hurtigt at de nu var ubrugelige da hans styrke klart er over hendes.

"Så så. Du har vidst vundet nu var. Du var vidst mere end jeg lige kunne tygge, huh?" med et drilsk smil og blik på ham faldt det hende kort ind hvor han sad og hun bed da også drilsk ud i luften efter ham. Hun havde intet problem med at indse at hun havde tabt når hun mødte modstandere der var hende overlegene, hun nød det faktisk, for det betød hendes træning ikke var færdig endnu og at hun stadig havde vej at gå før hun ville kunne tage en hver i en kamp.

Rafixuls grin forblev plastret på hans ansigt. Han elskede en god kamp, især når modstanderen ikke blev sur og tvær over at tabe. Han så helst at begge parter levede til sidst. Men han kunne godt dræbe hvis det var nødvendigt, det var bare ikke lige så spændende som at lade modstanderen leve. "Måske," sagde han bare, kækt, som han strammede grebet lidt om hendes håndled. Ikke nok til at kvase dem. Hendes drilske bid fik noget nyt frem i ham. Han kunne tage hende. Pløje hende virkelig hårdt, lige nu og her. Men hvad sjov var der i at tage en kvinde med brækkede knogler? Han placerede en hånd på hendes brækkede arm og maste langsomt knoglen på plads for hans healende magi strømmede igennem. 
"Så længe du ikke får nogle gode idéer, så kan jeg godt rette op på resten af dine skader? Hm? Og jeg har måske noget... Andet... Du kan tygge på," han slikkede sig let om munden og smilede til hende med de intense blå øjne der stirrede direkte ind i hendes. Nu havde hun i hvert fald fået tilbuddet.

Hun så ind i hans intense øjne som han skubbede knogle på sin plads uden at overhovedet blinke. Hun ville absolut ikke have noget imod at blive healet og endnu mindre ville hun have noget med en runde to sammen med ham, men skaderne burde nok lige ordnes først. "Ingen tricks siger du." hun så med et kækt smil på ham. Det var klart at han ligesom hende nød kampe hvor begge parte kom levende fra det, for så kunne kampen altid tages op en anden god gang. Men efter alle gode kampe var der kun en ting der manglede.
"Så hvalpen var faktisk en ulv hele tiden. Lige en mand der forstår hvad en kælling vil have, huh." sagde hun blot med sit frække smil over læberne, mens hun ventede på healingen. Hun var klar på det. Der var vel også noget over at både få chancen for at være sammen med en eftersøgt og varulv på samme tid. Især ville det være godt efter en sådan kamp. Hun så ham i hans øjne og bed sig selv kort i læben.

Hendes kække grin smittede bare rigtig meget af på Rafixul. Som sagt kunne han virkelig godt lide den attitude hun bar rundt på og han kunne faktisk også godt lide hendes udseende. Hun så ret godt ud. Havde sikkert et sæt gode, faste bryster under alt det tøj. Og røven! Det ville han glæde sig til at mærke efter på! "Ingen løjer," han rakte nu hånden op på hendes skulder og skubbede knoglen derinde på plads. Endnu en gang strømmede den healende magi igennem. 
Derefter hen mod hendes torso. Der skulle ikke skubbes til nogle knogler der. "Jeg håber også kællingen forstår hvad manden vil have," han bøjede sig frem som den healende energi strømmede ind i resten af hendes krop. Da det var ordnet, begyndte hans ene hånd at kravle ind under hendes trøje. Han smilede skævt ned til hende. "Tja, her er sgu lige så godt et sted at pløje som så mange andre steder," han kiggede forventningsfuldt på hende nu.

Sárka smilede skævt til ham. "Javel Herr. Det gør hun da." sagde hun så som hans hånd bevægede sig ind under hendes trøje. Dog så hun da op og den ene hånd kom fri tog hun sin hånd op til hans trøje for at begynde at tage den af ham. For ligesåvel som det var spændende under hendes, så var det skam også meget spændende under hans. Trøjen kom af og hun hev da også sin egen af for god ordens skyld for at vise hendes gode bryster frem til manden der nu engang ville blive glædet ved dem. "Så pløj da løs. Du vandt, jeg er vel din så." sagde hun så drilsk mens hun sende ham antydningerne til at hun bare lad ham gøre hvad han følte for, for nu. Dog havde hun selv sine hænder på hans store overkrop som var del af hans mandig charme. Mon han var lige så mandig i underlivet som over?

Det tirrede ham og kørte ham helt op i et rødt hjørne at hun sådan sagde javel – på den gode måde. Han bed igen lidt ud efter hende. ”Godt,” knurrede han nærmest.
Begges trøjer røg af. Under tøjet var Rafixuls muskler spændstige og der var flere nordiske tattoveringer rundt omkring på både arme og torso. Sammen med talvise ar. Han kunne også godt se hendes ar, men det var mere hendes bryster, som han tog notits af, som hans store hænder mærkede dem efter. De var faste og gode.
 
Hendes ord fik ham virkelig gejlet godt op. ”Min? Hæh… Det ka’ jeg li’,” han spændte bæltet til sine bukser op, før han besluttede sig for at markere hende med sin tunge. Han startede ved halsen. Der var intet elegant over det, Rafixul var grov og voldsom og der gik ikke længe før han bed let ned i huden. Stadig ikke nok til at bryde igennem, men hans hjørnetænder var kort mere skarpe end hvad godt var.
Han flåede bukserne af og begyndte nu også at arbejde med hendes. ”Jeg håber på at vække hele Medanien med vores larm,” han grinede hæst. Der var vidst ingen tvivl da han kort pressede sig mod hendes underliv. Hans manddom dernede var hård. Og den var, sjovt nok, også ret stor.

Hans væremåde og hans ord gejlede hende op på alle de rigtige måder. Hun kunne føle hvordan der klart var mere liv i Rafixul end der havde været i de mange mænd hun før havde været med. Og som hans trøje var af og hans spændstig krop kom til syne var hun klar på det hele. En mand tog hånd om gerningen som denne, men de rigtige var som her. Vildskaben fik Sárka til at vride sig en smule som hans bed kom til hendes nakke.
Hendes krop blev vild med ekstase da tænderne ramte og som hendes bukser var væk og hun mærkede hans hårde manddom mod hendes nøgne krop. Hendes hænder placeret på hans ryg som hun greb mere fat og lod sine negle kradse ned af hans ryg og til hans muskuløse og robuste mave. "Så lad os da vække dem, dit bæst." Hun tog igen om hans liv førte så sin hånd ned af hans ar'et krop. Lige en mand for hendes smag. Til hver en tid kunne han bide. Spændingen var forfuldene og gjorde kun hendes trang større.

Ved siden af hendes hals lå den ene ting hvis kæde stadig hang om hendes hals. En lille mørk krystal, hendes tegn fra mørkets krigere. Hun tænkte ikke over den, men det var også svære at lægge mærke til for hende når hun var vant til den bare hang der, så længe den ikke var taget af hende var den der bare.
"Tør du ikke? Tør du ikke bide til?" hendes hænder førtes op af hendes krop til hans nakke hvor hun lod dem hvile omkring. Det kunne ligne hun kvælde ham, men han holdt der blot... For nu.
Det var første gang i lang tid hun var så gejlet op som hun var nu, det kunne hun godt mærke. Hans lem var også noget for sig selv og klart mere end hun havde set fra en af de andre af mærkets krigere, blot endnu en ting hun glædede sig til at prøve fra den berygtede Rafixul. "Jeg venter bare. Du har jo magten." sagde hun igen med sin tirrende attitude. Hun lå der og havde overgivet magten til ham, hun var klar til at lade ham gøre hvad end han følte med hendes krop, hun var hans for nu.

Rafixul grinede hæst over hendes kommentar til Medanien. Og at hun kaldte ham et bæst. Det var sjovt at blive tiltalt bæst. Som han lå over hende og hun lagde sine hænder om nakken på ham fik han øje på hendes halskæde. Han lagde ikke meget mere i det. Selvom han ikke kunne lide mørkets krigere, var alle jo ikke altid som én, og selvom denne kvinde helt klart var lidt smågal i hovedet, så var hun i det mindste ikke lige så skingrende syg og klam som de andre. Det var i hvert fald ikke den fornemmelse han havde fået af hende. ”Du kender mig knap nok. Du har allerede leget den her leg med mig, og du tror jeg ikke tør allerede igen,”
 
Han lod sit lem træde ind i hendes krop mens han kiggede lidt væk, næsten med et lumsk blik. Da han bøjede sig ned over hende var det ikke bare for at give et let bid. Han bed til i hendes skulder til hans tænder brød gennem huden og trak blod. ”Nåh ja, det har jeg da vidst også!” han stødte hårdt op i hende, forventende en lidt grov reaktion, mens hans ene hånd legede med hendes bryster. Det var nu engang altid rart at kneppe en kvinde fra sans og samling.