Efter nogle stress fyldte dage nede i Krystalhavet havde Luna valgt det var tid til at slappe af en smule. Hun havde haft nogle hektiske dage hvor hun havde hjulpet et skib sikkert i havn og havde været i kamp med en havmand der mente at hun skulle jages. Hun havde dog brækket hans næse og efterladt ham til at falde mod havets bund. Dette var nogle af grundene til at en fridag lød som en god plan i hendes tanker.
Luna havde gået op fra havet og ladet hendes hvide sælskind glide ned og dække noget af hende hendes ben, hendes mave og det meste af hendes bryster. Hun havde placeret sig meget tæt på en af vejene der førte ind mod mod Lazura hvor hun nu sad lidt væk fra havets brusende blå vand. Hun sad der i mørket af den dæmoniske plage og slappede stille af. Godt nok var hun træt grundet det evige mareridt hun havde hver nat, men hun ville nu bare havde lov at sidde lidt og slappe af, måske synge en lille sang eller bare lytte til naturen.

Hun sad nu der nedenunder et fint Egetræ hvis blade ikke var at se. Hun sad der og sang en vise til Havet og så hvordan det slog små bølger væk fra hende som hun sang. Vandet dansede nærmest til hendes stemme som hun kunne høre noget komme bag hende. Hun vende sig ikke om men sang blot videre mens hun sad der og følte sig fri.

Mr. Faust var gået ned mod kysten. Han var ankommet til Lazura i sin mekaniske hestevogn dagen inden. Mr. Faust havde længe haft planer om at studere marine dyrerne i området, men havde aldrig rigtig haft tid på grund af hans mange opfindelser, men efter en god debat og kamp med sig selv lykkedes det ham langt om længe at lægge arbejdet fra sig og tage af sted.

Da han nærmede sig kysten hørte han nogen der sang. Og der under et egetræ sad der en person. Han kig tættere på, det var en ung kvinde og hun sad med ryggen til. Pludselig vente hun blikket mod ham, men hun fortsatte stadig med at synge. Mr. Faust fik sig et lille chok da det skete, men gjorde intet yderligere "Goddag unge ven" sagde han en smugle akavet. 

Inaktivt / Afsluttet