Ra var gået en tur tæt ved elverlys grænser, han skulle se hvordan plagen havde taget på skoven tæt ved elverly, måske han skulle bygge et hus på disse kanter, et sted hvor ingen ville fatte mistanke eller ville kunne komme og irritere ham, men på den anden side så var det tæt på elver leder Toorah nattefrost, men han frygtede ikke denne kvindelig elver leder, faktisk frygtede Ra ikke nogen og især ikke nu hvor magien var kommet tilbage, for Ra havde ikke ligesom mange andre haft problemer med diverse ting, nej han havde levet i trykke rammer og med mad og vand, som mange andre nok ikke havde.

Ra var som altid aldrig alene få af hans livvagter var med ham, dog var de ikke til at se så det lignede blot at Ra kom gående selv, der gik nogle minutter hvor han blot gik og kiggede sig omkring, men lige pludselig faldt noget ham ind og han lagde mærke til et trolde kranie, mærkeligt at lige sådan et skulle være her, for der havde ikke været trolde her i mange år så Ra tog det forsigtig op, og studerede det nærmere kraniet var complet det var yderst mærkeligt, men på den anden side så var det ingen ting i forhold til de ting Ra palæ havde af sjældne ting.

Han kaster det op i luften og greb det igen inden han, kastede det ned på jorden igen, " ikke det værd " sagde han blot og begynde at gå videre.

Med magiens tilbagevendelse var Petal Dew ikke længere i fare for sit liv. Men det havde nu alligevel ramt hende hårdt. Hun var stadig svagelig på visse punkter. Hendes vinger virkede ikke optimalt, så selvom hun havde fået evnen til at flyve tilbage, så kunne hun endnu ikke komme op på den samme fart. Eller samme distance. Og værst af alt var hendes hoved blevet ufattelig ørt, efter at pludselig kunne opfange tungemålet igen. Dog gjorde det hende ikke noget. Hun var i bedring. Og hun var i det hele taget ganske lykkelig for at ikke være visnet væk. Og at være tilbage i Lindeskovens trygge rammer.

Hendes blide vejrtrækninger var næsten ikke til at hører, som hun faldt længere og længere ind i drømmeland. Hendes lille blå krop var krøllet sammen på det bløde underlag af græs og dun i det store kranie, hvis overflade havde groet mos efter at have ligget i skovbunden så længe, som det havde. Hun var så fredfyldt, som hun lå der og sov. Lige indtil hun meget brat blev vækket. Hun nåede ikke at registrere noget, før hun pludselig tumlede rundt i kraniet. Det føltes som om, at et blev kastet rundt. Vingerne baskede vildfarent, men hun fik aldrig lov til at finde sin vej ud ad kraniet, før det hårdt ramlede sammen med jorden. Mirakuløst blev det ikke knust, men den lille fe var blevet godt forslået.
Fortumlet trillede hun ud ad et par øjenhulerne på kraniet og sad et øjeblik og sundede sig. Heldigvis var der ingen større skade sket. Med en hånd forsikrende mod panden, rystede hun vingerne en gang for at tjekke, om de stadig fungerede som de skulle. Og rigtig nok udgav de straks det sædvanlige isblå skær. Derefter løftede hun endelig sine gennemtrængende gule øjne for at orientere sig om, hvad der var sket.

Først så hun fodsporene i sneen. Og så så hun det store menneskelignende væsen, der traskede videre, som var intet hent. Forsigtigt satte hun af fra jorden og lettede med kursen sat mod ham. Hun tøvede lidt med at nærme sig ham, men en kortvarig nysgerrighed sparkede hende til at fortsætte. Hun satte farten en smule mere op for at kunne nå ham, og så lidt mere, så hun kunne pludselig var til stede lige foran hans ansigt i et forsøg på at få ham til at stoppe op.
Hun så da på ham med store uforstående øjne. Hun havde ikke set mange af disse væsner tæt på, så blikket i hendes øjne var som en barnlig forundring over at se noget nyt. Hendes læber skilte sig en smule ad, men i stedet for ord, flød der en blid lyd som et rullende R fra hendes strube. Hun kendte ikke hans sprog og kunne derfor ikke tale det. Men tonen afslørede spørgsmålstegnet. 

Ra havde på ingen måde regnet med at møde nogen her ude, men vis han skulle møde en ville det nok blot være en elver, der ville være klar til at sende ham hjem igen, men at der lige pludselig skulle dukke et lille væsen op foran ham, havde han på ingen måde regnet med, Han havde aldrig set sådan et væsen før i sin leve tid, dog havde han læst om dem og studeret deres sprog, men det havde taget noget tid at lærer da det ikke rigtig var en race man så meget til, men Ra havde levet i mange tusind år så han havde haft tid nok til at lærer det. Ra kneb øjne sammen og kiggede på det lille væsen, det lignede at det lille væsen prøvede at sige noget til ham han smilede lidt til hende " de kan roligt snakke som de vil, jeg forstår dem måske " sagde han roligt, for han så ikke denne fe eller hvad hun var som en trussel på nogen måde, han havde nærmere lyst til at tage hende ned i lommen og tage hende med hjem.

Hans magi var tilbage, og det gjord selvfølgelig at hun på ingen måde kunne bruge hendes magi når hun var så tæt på ham, men han kunne dog tillade hende det men det vil kræve en del, han stod længe blot og kiggede betragtende på denne skabning, for hvis der var ting Ra kunne lide så var det magt, og unikke ting og lige nu var hun det sidste, og han var ikke rigtig en person der spurgte om lov til at gøre forskellige ting, nej han gjord det skam blot bare.

Ra tog forsigtigt hænder om bag fra hende, og lukkede stille hende flygt steder ned sådan hun ikke rigtig fik mulighed for at smutte, " du kunne bestemt blive til noget i dit liv hvis du selv ønsker det, men hvad kan du egentlig du er jo ikke så stor, er du overhovedet farlig " smillede han meget arrogant og overlegent, for når alt kom til alt var han en meget arrogant person der længtes efter magt, og måske begær også.

Petal Dew forstod ikke et eneste ord af, hvad han sagde. Det eneste hun fangede var svagt velkendte lyde, der udgjorde, hvad hun formåede var ord. Krystalisiansk var ikke et fuldkommen ukendt sprog for hende, men det betød ikke, at hun selv kunne tale det. For hun havde altid haft brug for at skulle lærer det. Ikke så længe at hun var omgivet af nok magi. Dog opstod der aldrig nogen automatisk oversættelse i hendes hoved, selvom at hun stadig kunne fornemme chakraen svæve rundt i atmosfæren omkring dem. I det føltes det som om, at noget blokerede for hendes optagelse af den, nu da hun stod nær dette fremmede væsen. Og det var bestemt ikke svært at se på hende, hvilken situation hun stod i.
Hele hendes ansigt var præget af forvirring og mangel på forståelse. Hun lignede mere eller mindre et stort spørgsmålstegn, hvilket der kun blev forstærket, da hun lagde sit hoved en tand på skrå. De gule øjne så spørgende på ham, som en nysgerrig hundehvalp. Der var ingen arrighed at finde. Kun fredelig undring. Det eneste hun kunne finde noget i, var hans ansigtsudtryk. Og selv dem var hun ikke god til at tyde. Hun havde ikke omgået andre intelligente væsner før. Ikke på et civiliseret plan. Og det stod nærmest som skrevet i panden på hende med store blokbogstaver.

Hun skilte sine læber igen og nåede kun lige at få startet på den rullende lyd i et splitsekund, men i samme øjeblik havde hun fløjet bagud, hvor hun brat hold sin stemme inde. Hun havde ikke lagt mærke til hans hånd, før hun havde forsøgt at bevæge sig væk fra ham og over mod kraniet for at forklare ham lidt bedre, og på den måde bakket direkte ind i hans hånd. Forskrækket havde hendes vinget stoppet med at baske, bare for en kort stund. Heldigvis nåede hun at få dem i gang igen, inden hun risikerede at styrte mod jorden.
Noget forvirret kørte hendes blik nu fra mandens ansigt og om til hans hænder, som blev holdt op som en mur for hende. Og så så hun tilbage på ham, som kunne hun finde svar hos ham, som hun ikke havde fundet andet sted. Lydene af hendes sprog lød endnu engang fra hendes strube, mens hun viklede sine små arme omfavnende omkring sig selv under barmen.

//OOG: Hvis Ra forstår fae, så siger hun: ”Jeg forstår ikke. Mit tungemål fungerer ikke hos dig.”//