At gå var en af de værste ting som hun kunne tænke sig. Nej vent stryg det. At gå Langt var en af de værste ting hun kunne tænke sig. Lige netop det var det som Kench havde foran sig hvis hun skulle komme hjem i løbet af natten inden solopgang.
Turen hjemmefra og til Elverly var normalt ikke så slem da der altid var en eller anden form for lift man kunne komme på fra Tusmørkedalen til Hovedstaden og fra Hovedstaden til Elverly. Men ikke på dette tidpunkt. Folk rejste ikke så ofte om natten for tiden, men Kench havde ikke i sinde at overnatte under skovelvernes træer. På egen hånd havde hun så samlet sine ting og trasket afsted langs med Sølvfloden hvor hun efter ikke mere end en tyve minutters gang var endt ved varmekilderne hun havde hørt så meget om.

Halvmånen på den lettere overskyede himmel spejle sig i de løbende kilder og ikke mindst søen de alle samlede sig i. Stedet lå helt øde hen med kun lyde fra naturen omkring sig. Hun stod et øjeblik og overvejede hendes muligheder. At gå videre og måske nå havet inden solopgang, eller blive her og se om hun kunne fange et lift senere.
Det valg blev hurtigt truffet og hun smed alt hun bar på sine skuldre og gik ned i vandet så det gik hende til knæene. Det sølviske vand var lunt og beroligende og indbydende til at hoppe helt i, men for nu stod Kench bare og nød stilheden omkring hende.

Elverly havde en vidunderlig ro over sig ved nattetid. Nicholas luskede ned af en gammel sti imellem træerne imens han på skift løftede højre og venstre øre. Højre. Venstre. Højre. Venstre. Næsten ikke en lyd. Selv i form af en hund, der ellers havde en fortrinelig hørelse, kom der nærmest ikke et pip fra skoven.
De lange grå kinder trak sig op i et smil imens tungen slaskede lidt på må og få. Han måtte indrømme at der var noget vældig befriende ved at kunne gå og se en smule dum ud. Ikke at han nogensinde ville indrømme det.

En busk med lange grene puslede lidt som han kravlede igennem den, og fandt den smukke Sølvflod som han havde gået efter. Stoltheden fyldte ham lidt. Det var efterhånden mange år siden han sidst havde været på disse kanter, men hans hukommelse fejlede intet, og stedet var lige så betagende som sidst hans trætte øjne faldt på dem.
Snusende gik han ned til bredden af søen og lappede et par mundfulde af det klare vand i sig. Føj. Vandet var uden tvivl rent og sundt, men når det var så lunkent var det ikke just læskende. Det var nu, imens han stod og smaskede lidt, at han lagde mærke til en lille skikkelse der dybbede sig i vandet på den modsatte bred.

Elverly havde mange spænende steder at udforsker og befinde sig, men på denne aften have Olanis begivet sig hen imod sølvflodens kalden, Han var iklædt hans normale fine tøj blå klæde frakke som han for det meste rende rundt i omkring elverly's grænser.

Han kom roligt gående med hænderne om på ryggen og hans trofaste sværd hængene ned langs siden på ham, som nærmest aldrig var blevet brugt for en ting han ikke brød sig om, var krig og kamp med våben så at han gik rundt med sværd var lidt svært for andre elver at forstå, men han måtte jo bær noget for at beskytte sit folk og leder imod væsner der ville hans race ondt.

Hans ankomst til sølvfloden var roligt og lydløst, og der gik ikke længe før han havde bemærket de to skikkelser som havde fundet sin vej ned til sølvfloden, han tog det hele meget roligt og gik nærmest blot hen til bredden af floden få meter fra Kench, hvor han blot stod og kiggede ud over den spejlene og smukke flod. " sikke en smuk aften floden spejler sig på, vidste du at månen har en vigtig rolle i hvordan af spejlingen af floden er " sagde han rolig med et smil på læben hvor efter han kiggede ned på hende, og bukkede høfligt med hovedet.

Hans blik forsvandt hurtigt igen fra hende og over på den anden skikkelse der ikke var langt der fra, elver var kendt for deres syn og hørelse så Olanis var klar over der var to fremmede mennesker her, men om de var til deres fulde rette til at være her vidste han ikke endnu.

Det varede ikke længe før Kench's fred blev afbrudt. Det var dog ikke nogen synderligt høj lyd der afslørrede hendes nye selvskab men nærmere de små ringe i vandet blev skabt af det firbenede pelsdyr på den anden side af søen. Hun kunne mærke det på sine lår hvilket fik rettet hendes blik frem for sig. Lettet over at det ikke var en desideret person lænede hun sig lidt fremover og med begyndelsen på et smil åbnede hun munden for at hilse.
Det ville hun i hvertfald hvis ikke hun var blevet afbrudt af en andens stemme kun få meter fra hende. Med en hurtig bevægelse skiftede hende opmærksomhed sig men med svinget af hovedet syntes hendes fødder ikke længere der var brug for deres formål og gav opgaven om at holde hende oppe dere til hendes knæ. Med et plask endte hun med vand op til brystet og tøj der var gennemblødt.

Og nu var der to af dem. Typisk. Den ene dag Nicholas beslutter sig for at besøge denne lille rolige oase, er selvfølgelig samme tid som et helt folkeoptog på tourné.

Overdrivelse fremmer forståelse. De var i hvert fald et misbilliget syn.

Nåh, men nu hvor han alligevel var der, kunne han måske få en oplevelse ud af det. Dykkeren, som han havde navngivet hende, lod til at have opdaget ham. Ikke et problem. Der var massere af dyr i skoven her, så at se ét ligge og slange sig ved flodbredden var vel ikke mystisk. Den anden bar nogle ganske nydelige klæder, og var tydeligvis lokal. Sværd oven i købet, så han blev døbt vagten. Dykkeren og Flodvagten, det kunne Nicholas godt lide. Han tullede over til en stor sten i nærheden som han lagde sig på. De gode sanser gjorde at han kunne følge ordene på den anden side af bredden uden større besvær, så her var ideelt.

Dykkeren viste sig at være amatør akrobat, med tryk på amatør. En fejlberegnet piruette resulterede i hende der røg plask i vandet. Jo, det skulle nok blive underholdende!

At holde øje med nye ting omkring sig var ikke noget han gjord sådan særlig meget, men når folk var omkring hans races område var han vågen omkring alt ting, men at se en hund på disse kanter var ikke noget han var vant til, så hans fokus var over på hunden der have bevæget sig over til den anden side af bredden, hvor den lå og på en sten og kiggede, og ide han vende blikket tilbage til kvinden, var hun våd.

Et lille smil kun ses på hans læber, det var ikke sjovt det vidste han godt men han kunne ikke lade være med at smile til hende, " er du okay, det var ikke min mening at skræmme dig på nogen måde, hvis jeg gjord det. " sagde han roligt og med en venlig tone, hvor efter han havde sat sig på hug foran hende sådan de var i øjn højde, og hun ville kukke se hans meget klare blå øjne hvis hun kiggede på ham.

Olanis ville gerne hilse på hunden men på den anden side ville han heller ikke skræmme den væk, for Elver var natur og dyre elsker og meget mere, for det var ikke så tit han så en hund på disse kanter. " er det så måske deres hund " spurgte han kvinden, for det kunne sagtens være at det var hendes.

Olanis kiggede på det våde tøj denne kvinde nu har fået sig, " klare de dem " sagde han og tog hans meget fornemme frakke af og rakte den til hende hvis hun vil låne den, for ellers vil hun nok blive forkølet og i sidste ende syg.

Kench tog fat omkring sit tøj der hang ned over hendes skuldre. Strik havde det med at suge vand til sig og det var bestemt ikke praktisk i denne situation. Hun fangede elverens blik med et lettere utilfredst ansigt men det forsvandt hurtigt igen da det ikke kunne nytte noget alligevel at være vred. "Lidt sent nu at finde ud af om jeg klare mig syns du ikke?" lød en stemme i elverens hoved, eller nærmere baghoved. Det var tydeligt at fornemme af det kom fra Kench men hendes læber bevægede sig ikke det mindste.

Inden hun overhovedet fik et svar vendte hun rundt i vandet og rettede opmærksomheden til hunden på den anden side igen. Nu var hende tøj alligevel gennemblødt så det kunne ikke blive værre. Med den konklusion satte hun sig helt ned i vandet så det gik hende over munden men hendes næse tillod hende stadig at trække vejret.
"Og.. nej det er ikke min... den var her bare lige pludselig ud af ingenting. Jeg fornemmede ikke engang dens tilstedeværelse før den bare var der." Forklarede hun på samme vis som før med tanke linket hun havde skabt til elveren bag hende.

Nicholas brummede lidt så hans løse kinder blafrede. Måske hvis han bare lod som ingenting ville de miste interessen for ham og gå tilbage til at være lykkeligt uvidende. Chancerne var ikke store for at det virkede, men det var da forsøget værd. Han nægtede hårdnakket at skulle tage hjem efter at være taget hele vejen herud. Det var efterhånden meget sjældent at han tog nogen som helst steder hen for fornøjelses skyld, så det galt' om at få dem til at tælle.

Han lagde forbenene over kors og tiltede hovedet til siden. Det var noget galt med Dykkeren. Der kom ingen lyd fra hende, men at bedømme på Flodvagtens kropsprog så lod de til at kommunikere. Nicholas buskede øjenbryn kravlede langsomt ned over øjnene imens han tænkte.

Ah, en telepat, selvfølgelig! Men det var da også et særpræget syn. Hvad race var hun overhovedet? Hans øjne var ikke helt hvad de havde været, og specielt en hunds øjne kan være drilske når man ikke kan se farver om natten.