Cregans humør havde været meget kedsommeligt siden midvinterballet. Han havde ikke haft chancen for at drikke på en mere uciviliseret måde, sammen med folk som der IKKE var over-pompøse. Hans smil var derfor noget mere oprigtigt, som han trådte ind i kroen, iført et ganske normalt sæt tøj bestående af en sort skjorte, brune bukser og nogle gode, robuste støvler. Hvad der måske ikke var helt normalt, var nok den lidt drabelige kniv der sad i en skede i hans bælte. Den var lavet til kamp, det var meget tydeligt. Det var næsten et kortsværd.
Men han selv virkede overhovedet ikke lige så drabelig som kniven. Hans sorte, krøllede hår, gav ham en hvis charme og hans ringe højde fik ham til at virke meget mindre intimmiderende end havde han været af normal højde.

Som han kom ind, hilste han venskabeligt på folk, som han gik forbi, til han kom op til én af de arbejdende. Han havde været her før, og han kendte de fleste her, også ejeren Telma. Dog kun overfladisk, måtte de fleste mene.
Som han smed nogle krystaller på bordet, fik han rakt en flaske vin, som han tog med ned til et bord der stod midt i det hele, hvor han satte sig, smed benene op på en stol ved siden af og trak proppen ud af flaskehalsen.
Hans øjne flashede kort violet, som glæden fandt sit sted i hans sind. Det var sjældent han rigtig følte noget, men stemningen herinde var aldrig dårlig. Der var altid rigtig, rigtig hyggeligt i Det Halve Svin.

Det havde været sent dagen før da Isadora var ankommet til hovedstaden og endnu senere før hun havde fundet hen til 'Det Glade Svin' og indlogeret sig der. Noget der havde taget en del længere tid eftersom der kom flere spørgsmål til enlig rejsende efter mørkets frembrud og efter normale krystallinere var gået i seng. Isadora havde tålmodigt svaret for sig med et klart udtryk af at hun bare gerne ville i seng og ikke fandt den mistænkelighed nødvendig. Hvorefter hu havde opgivet falsk navn og betalt.

Så Miss Applefield var rejsende i blomsterfrø for en rig herremand ude øst på. Bare tanken var en smule morsom, men noget Isadora kunne nok om til at snakke sig igennem. Trods alt havde hun holdt meget af blomsterhaven derhjemme. Før de mistede den. Og borgen. Den næste dag var gået med at hvile ud og gøre sig bekendt med kvarteret. Altid nyttet , når hun kom til et nyt sted og det var hvad hovedstaden var blevet for hende siden verden var blevet vendt på hovedet og efterladt i kaos. For hende i det mindste.

Det var nu blevet aften og hu havde i klædt sig et neutralt sæt bestående af en dæmpet grøn bluse, brunt kjoleliv med tilsvarende skørt, der var slidset helt op i den ene side så de mørkebrune bukser inden under var synlige når hun gik og hendes bevægelsesfrihed var bevaret. Lange støvler til knæene fuldendte sættet sammen med bæltet om livet hvor ikke bare hendes pung sad sikkert, men også to synlige knive. Flere var gemt rundt om på hendes person, men det var mindre vigtigt for beskuere. Det hvide hår var samlet med et grønt silkebånd i nakken.

Som hun trådte ned af trappen fra førstesalen tog hun rummet end med reserverede dybblå øjne. Gæsterne var hvad hun havde ventet og hun så ingen bekendte ansigter i mængden. Godt... Med det på plads fortsatte hun ned og gik direkte til baren efter et krus med øl. Det passede hende bedre for en lystig aften i tvivlsomt selskab. Med krystallerne betalt og kruset udleveret vendte hun ryggen til baren og lænede sig let mod den, som hun tog rummet ind igen og lod det dvæle lidt længere ved en mand siddende for sig selv ved et bord i midten af rummet.

Som en enlig kvinde gik ned i krostuen, fulgte Cregan hende kort med blikket, til hun selv vendte sig rundt efter at have fået sit krus med øl. Han undlod at se direkte på hende, men da han kunne mærke hendes blik på sig, sendte han hende et afslappet nik mens hans øjne forblev den naturlige brune farve. Han var ikke over ekstatisk og han var heller ikke spor vred. Hans humør var ganske normalt i øjeblikket, men det var noget interessant, at hendes blik blev ved ham lidt længere end ved de andre. Meget interessant. Men for nu ville han lade hende være, som han hældte et glas vin op og tog et nip fra det. Udsøgt, ganske udmærket.

Men da han vendte blikket tilbage i et kort stykke tid, steg ubehaget inden i ham. Her var noget galt og som hans blik søgte rummet, kunne han se en lettere fuld, meget stor og stærk mand stå ved siden af kvinden han havde nikket til kort før. Manden var tydeligvis meget opstemt, hvilket gav Cregan en lettere dårlig mundsmag. Det skabte kaos at én eller anden ikke kunne styre sit dyr og den gode balance herinde ville komme i uorden. Det kunne Cregan ikke tillade.
Samtidig ville det også skabe kaos hvis han bare dræbte manden, så da han besluttede sig for at sætte en stopper for tingene, rejste han sig og slentrede afslappet op til dem. Han stillede sig ved manden uden at virke spor intimmiderende og smilede et charmerende, ungt smil til ham.

"Undskyld, men min kusine er ikke glad for at fremmede kommer for tæt på hende,"

Sagde han mens han lagde en hånd på mandens arm. Nu var det knald eller fald. Enten ville manden se dette som en provokation eller også ville han tage det til sig. Hvad der ville ske var ikke til at vide.

Der var intet specielt at bemærke ved manden ved bordet udover at han sad alene midt i rummet og drak vin. Af flasken vel at mærke og ikke et glas, skønt det stod på bordet, så det forklarede måske at han virkede som en naturlig del af billedet. Mest fordi han sad som om han burde have haft en flaske af noget stærkere eller et ordentligt ølkrus. Eller måske var hun ved at lade fordommene løbe af med sig, tænkte hun tørt, som han hældte vin op i glasset og så op mod hende. Der var i hvert fald intet galt med mandens brune øjne som de kort mødte hendes, før han nikkede let og nippede af sit glas. Det fik hende til at tage blikket til sig og med et lille nik til svar tog hun selv en tår af sit krus.

Desværre tog en anden mand i lokalet hendes nik som en invitation til at gøre hende selskab. Hun så ham skifte retning, so han var ved at forlade baren og i stedet for at vænne tilbage ned til bordet han var kommet fra, vadede han noget svajende over til hende. Isadora sukkede mentalt, men lod sig ikke mærke med det, som hun med fuldt overlæg ikke så direkte på manden, men kun holdt øje med ham ud af øjenkrogen. Måske var det nok at ignorere ham. Tvivlsomt, men hun kunne da håbe.
"Og hvad laver sådan en lille lækker sag her helt alene?" Startede manden slesk, men så det ikke var til at tage fejl af hvad han mente en hver af det modsatte køn kun var til for. Isadora drejede sig let og så på ham med isnende blå øjne i et følelseskoldt ansigt. Ikke at afvisningen trængte igennem til den mere end beduggede mand. I stedet fortsatte han som var hendes kulde en opfordring til det. "Leder efter varmblodigt selskab til at smelte isen med? Så er du kommet helt til det rette sted!" Hans latter af hans egen dårlige joke var rå og uhæmmet for slet ikke at tale om malplaceret.

Isadora trådte et halvt skridt tilbage og lidt ud fra baren, så hun stod mere balanceret, men hun gjorde ikke anstrøg til at trække våben. Det var kun en fuld idiot der havde udset sig hvad han troede var aftenens letteste offer og hun havde ikke lyst til at få resten af krostuen på nakken. "Jeg tvivler. Hvorfor sætter De Dem ikke tilbage ned på Deres plads og ser om der ikke skule komme end villig pige forbi der?" Hun havde set adskillige der ikke kunne være der for andet den aften end at finde en mand, der ville betale dem for deres ydelser. Med lidt held ville han kunne få fat i en af dem og med lidt mere blive udplyndret ved samme lejlighed. Hun undte den mulige pige det godt, hvis det blev tilfældet.

Lidt overraskende valgte manden hun havde bemærket før det øjeblik til at blande sig. Det kom så uventet som sne i juni og fik hende til at se nærmere på ham med varsomme, blå øjne. Så gled hun ind i den rolle han havde udstukket til hende og fik et smil frem på læberne, der virkede let og glad, men som på ingen måde nåede hendes øjne. "Jeg troede helt du havde glemt mig, fætter." Hun trådte til siden, så hun kunne kysse ham let på kinden - et familiemedlem til et andet- før hun fik sig placeret halvt bag ham, men stadig kunne se fyldebøtte. Det var stadig vigtigt at få manden til at gå frivilligt ne på plads og helst uden at skabe ballade.

Den fulde mand tog åbenlyst ikke let på dette, som Isadora tog sin rolle til sig omgående. For Cregan var dette en positiv overraskelse. Der var i hvert fald evner hos hende. Om hun havde flere af den slags ville tiden vise. Cregans interesse var i hvert fald sparket i gang nu, og så han modtog kindkysset uden at virke spor tilbagetrukken, sendte han manden endnu et venligt smil. Forhåbningerne var, at manden bare ville gå sin vej, ned til plads, men det skulle ikke ske. Mandens vrede over, at være blevet afbrudt, var ret stor, det kunne dæmonen sagtens se, og det kedede ham, for han var udmærket klar over, at når chokket hos fulderikken havde lagt sig, så ville han nok ikke stoppe der.

Han vendte kort sin opmærksomhed mod personen ved krobordet, men fik derefter pludselig meget hurtigt travlt. Han havde set bevægelsen ud af øjenkrogen, men lige så havde en kold rislen ned ad ryggen advaret ham. Hans magiske intuition havde næsten aldrig fejlet og det gjorde den heller ikke denne aften, som den store, fulde mand meget pludselig valgte at slå ud efter ham.
Cregan plejede altid at undvige den slags slag, men hvis han gjorde det nu, så ville manden ramme kvinden og det ville ikke gå. I stedet førte han instinktivt en arm op for at blokere det vilde slag, der i stedet for at ramme ham direkte i ansigtet, ramte hans underarm. Ondt gjorde det, og smerten fik hans øjnes iris til at blive sorte, mens han bed det mindre smertejag i sig.

Men det var ikke nok, for manden trak også sin anden arm tilbage til et slag. Det gad Cregan ikke, så han skyndte sig selv, at hamre sin egen næve ind i ansigtet på manden, der væltede bagover, tydeligvis for fuld til en helt rigtig slåskamp. Cregans øjne var stadig sorte, da han trådte tættere på manden.

"Man kan tydeligvis ikke bede fulde mennesker pænt. Vi prøver igen. Pas dig selv, gå ned på din plads. Jeg gider ikke pynte mere på dit ansigt,"

Forklarede han, iskoldt, mens hans sorte blik stirrede ned på manden, hvis fuldskab var begyndte at dæmpes, som den blodige næse af hans gjorde ondt. Om den var brækket, vidste Cregan ikke. Han var også ligeglad.
Manden valgte at trække sig væk, stille og roligt, alt i mens Cregans blik gled over i den mere normale, brune farve igen.

Spillet var i gang, men den fulde and købte det ikke. Som Isadora strakte sig op på tæer for at kunne kysse den fremmede på kinden var hendes blik hele tiden på den anmassende mand ud af øjenkrogen. Af samme grund vendte hun ikke ryggen til manden, men stillede sig så hun kunne se hvad der skete og om nødvendigt støtte sin uventede forsvare i at få den fulde til at bakke af. Det betød ikke hun stolede på sin såkaldte fætters intentioner, men for nu var fælles front mere fordelagtigt for hende end noget andet. Især da hun gerne ville finde ud af hvem denne fremmede, selvudnævnte redningsmand var og hvorfor han var kommet hende til undsætning.

Hendes opmærksomhed forblev dog på den fulde mand og godt det samme. Afslaget var begyndt at trænge ind sammen med visheden om at hans udsete pige ville gå med en anden. Længere nåede han tydeligvis ikke, før han bestemte at gøre noget ved situationen. "Pas på!" Isadoras reagerede øjeblikket på de første tegn på bevægelse fra den fulde mand, der ikke kunne opfattes som andet end begyndelsen på et angreb. Hun nåede dog dårligt at sige noget og træde tilbage, før den fremmede havde reageret på truslen og afværget den. Mere end det. Han var trådt frem og havde slået den anden i gulvet før denne kunne følge op med et ny slag.

Krostuen var med et blevet dødens stille og alles øjne var vendt mod den fulde på gulvet og den rolige mand stående over ham. Ordene lød højt i den opståede stilhed, men som de ikke blev hverken fulgt op eller besvaret med flere slag, faldt spændingen i rummet. Mest af alt, som manden på gulvet krabbede baglæns væk uden at turde tage sit mindre og mindre svømmende blik fra ham der havde slået ham i gulvet. Det hjalp på stemningen og spredt latter var endda at høre som hovedryst var at se. Isadora blev stående hvor hun var endt til alles blikke var tilbage på hvad de havde været før.

"Det var ved at blive grimt." Konstaterede hun dæmpet, som hun stille lagde en hånd på sin redningsmands arm. Den var varm hvor slaget fra fyldebøtten havde ramt, så uden at fortrække en mine kølede hun fugtigheden i luften til rim, der lagde sig som et hurtigttøende, kølende lag over stedet. "Tak for Deres indblanding." Hun kunne måske nok sagtens have klaret det selv, men et behøvede den fremmede jo sådan set ikke at vide. Varsomt så hun sig om, før hun fandt sit krus med blikket, slap hans arm og trådte hen til baren efter det.

Cregans blik på fuldebøtten blev brudt, da kvinden han havde reddet talte til ham. Han blev øjeblikkeligt noget mere mild i sin fremtoning, mens han skævede ned til sin arm, hvor hendes hånd havde fået kulde til at lægge sig. Behageligt. Sært.
Cregan plejede aldrig rigtig at tage sig af sin krop. Han vidste, at smerte blot var vejen mod kroppens endeligt. Og så var der masser andre han kunne besætte herinde. Så længe det ikke var den fulde mand, var det fint nok, men at denne kvinde tog sig af, at han muligvis ville få et mindre blot mærke, var meget overraskende. Han så op på hende som hun takkede ham, lettere forvirret, men tog det kort efter i sig, som hun fandt sig sit ølkrus.

"Ja... Det var så lidt,"

Svarede han tøvende, alt i mens han kørte en finger ned over området hvor rimen sad på sin arm. Han var meget tydeligt forstyrret, men det var ikke sikkert, at det var på en negativ både. Det fascinerede ham virkelig, men før han begyndte at blive alt for sær at høre og se på, rystede han sig ud af sin tranceagtige tilstand og gik hen til hende.

"Jeg lagde mærke til, at De så på mig før? Bør jeg kende Dem?"

Spurgte han, lavt nok til at kun de to hørte det. Han var blevet meget mere nysgerrig nu. Ikke kun på grund af hendes handlinger, men også fordi virkede til at have følelserne på styr og desuden havde gode evner inden for, at snyde andre. Gode til infiltrationsarbejde. Mon hun havde sådan et arbejde?

Isadora så sig tilbage over skulderen, som hun tog sit ølkrus fra bardisken og noterede sig det skift der var sket med manden. Hvor han før havde virket i kontrol over situationen, sine handlinger og alt hvad der skete, så virkede det nu som han var forvirret og en smule usikker. To meget forskellige sider at vise frem på meget kort tid og bestemt en ting værd at bemærke og huske til senere. Især da det korte glimt var væk, som hun vendte sig mod ham og han kom nærmere.

Atter løb hendes dybblå øjne over ham og tog ham ind. Hun fik flere detaljer med nu han var i bevægelse og ikke siddende. Mere til det samlede billede af hvem hun stod overfor, skønt denne stadig var en fremmed. Så lagde hun hovedet lidt på skrå og så alvorligt op i hans mørke øjne, ens hun så dæmpet som han svarede. "Nej, ikke efter hvad jeg ved. De skilte Dem blot ud fra mængden herinde..." Hun tog ikke blikket fra hans, so hun på ingen måde markerede resten af rummet. Det var for dumt at lade tilfældige tilskuer vide de var en del af samtale, skønt her en ubetydelig del af den, når det kunne undgås. Og hu hadede at tiltrække sig opmærksomhed ufrivilligt.

"Derfor så jeg på Dem. Hvad fik Dem til at komme mig til undsætning?" Fortsatte hun roligt og fattet. Det interesserede hende hvad der havde motiveret ham til at blande sig. Ingen blandede sig uden grund. Måske havde lyset magten lige nu, men mørket var ikke længe væk og slet ikke glemt. Og alt var ikke ændret på et år. De stærke udnyttede stadig de svage som de altid havde gjort. Hjalp man nogen var det fordi man regnede med at få noget igen. "Ikke mange ville have gjort som De."

Som Cregan hørte hvad der havde fået kvinden til at se på ham, smilede han skævt. Forvirringen var forduftet, erstattet af hans nysgerrighed. Det var sjovt som han kunne skubbe sådan nogle ting om i baghovedet. Og det var interessant, at han åbenbart stod ud i baggrunden. Det måtte der gøres noget ved.

"Aha. Jeg håber det var mit ungdommelige ydre og det faktum at jeg ikke er lige så fuld, der gav mig,"

Svarede han lige ud, mens han selv så lidt undersøgende på hende. Hun var meget interessant og nu var de endelig faldet i en samtale, skabt af fulderikken der nu var på vej ud af døren. Så var han vel godt for ét eller andet. At det skulle give et blåt mærke, var ikke det helt store problem for Cregan.

Kvindens spørgsmål om hvorfor han havde hjulpet hende, fik Cregan til kort at se eftertænksom ud. Han kløede sig let på hagen, mens han lænede sig op af bordet og så kort efter op på hende igen.

"Jeg bryder mig ikke om kaos. Han ville have skabt kaos, lige meget hvad og da jeg ser mig selv som en håndhæver af balance, fandt jeg det vigtigt, at jeg tog handling. Desuden. Så er det slet ikke den rigtige måde, at behandle nogen på,"

Forklarede han sig, som han essentielt fortalte hende, sin ordens regler. Hold balancen, dræb hvis den er alt for meget rindende mod kaos. Men der havde ikke været behov for drab her. Det ville blot have lavet mere kaos.

Det trak lidt i Isadoras mundvige, men det blev aldrig til mere smil end det. Hans tone var måske let, men hans blik gav ham væk. Det interesserede ham at vide hvordan han havde adskilt sig fra mængden, men hans forslag var langt fra dem der havde fanget hende ind til at bemærke ham, skønt de dog havde været en del af det. "Mere det faktum at De sad alene midt i rummet, tror jeg, og ikke så ud til at vente på nogen eller nogle bestemte." Hun holdt stemmen dæmpet og blikket i hans.

Så hævede hun kruset og tog en tår af den gyldne væske, mens hendes blik vandrede forbi hans skulder til døren og anden der var ved at forlade krostuen igennem dem. Det passede hende fint at se ham gå, skønt hun gjorde sig den ulejlighed at notere sig hans måde at bevæge sig på, som hun tidligere havde gjort det samme ved hans træk. Det kunne være hun stødte på ham igen trods alt. Byen var stor, men kroen var det ikke og hun havde allerede markeret sig som gæst. Så var hendes opmærksomhed dog tilbage på manden foran hende og så fokuseret som før.

Hans ord gav genklang i noget hun havde hørt sin far sige utallige gange og hun kunne næsten ikke tro det. At håndhæve balancen. Det var ikke hvad hun havde ventet at høre som begrundelse for at hjælpe en anden. Et var at være imod kaos - det var der trods alt mange der var, for lyset eller for mørket - men at være for balancen i tingene var ikke noget mange skiltede med eller sagde højt. Hvorfor havde hun aldrig tænkt over, men måske fordi de bare var. Han tilføjede dog også en klassiker, der blødte hendes tanker lidt mere op. Mænd var og blev mænd.

"Jeg er glad for De gjorde. Jeg havde ikke selv kunne stoppe ham uden en noget større risiko for kaos herinde." Denne gang lod hun blikket markere resten af rummet med fuldt overlæg, før hun nikkede mod bordet. De skilte sig ud stående som de stadig var og især efter hvad der lige var sket. "Skal vi sætte os? Hvis De ikke har noget imod lidt selskab til Deres tomme bord."

Cregan nikkede anerkendende som kvinden forklare ham hvordan, det var det faktum at han havde siddet alene, der havde fået ham til at stå frem. Normalt sad han faktisk ellers ved andre mennesker - typisk kvinder, men ingen han kendte var her i aften, så han havde valgt at starte aftenen ud alene. Og hvad var det endt med? Nu var han ikke alene tværtimod. Han stod med en kvinde, hvis ydre bestemt ikke var spor beklageligt. Han grinede let over tanken.
"Nej, det kan De have absolut ret i? Jeg ventede ikke at være sammen med nogen i aften, men jeg har nu ikke noget imod lidt spontanitet en gang i mellem," svarede han, meget let i tonen. Hans humør var kommet tilbage til det gode, han havde haft da han var kommet herind og da han ikke kunne styre sig helt over det spændende ved, at møde en ny person, var der igen meget kort, et lilla glimt i hans øjne.

Han nikkede dog forstående, som hun forklarede, at hun ikke selv ville kunne have klaret manden alene og uden at skabe kaos. Det var der ikke rigtig noget at sige til. Han kunne godt se hendes pointe og havde egentlig ikke behov for at kommentere på det. Hendes tilbud om at gå over til hans bord fik ham til, at se op, lidt mere fokuseret, med et skævt smil.
"Har noget imod? Jeg ville været beæret over, at have et bekendtskab, at dele mit bord med. Men hvad skal jeg kalde mit bekendtskab? Mit navn er Cregan Ashford," Som han præsenterede sig selv, virkede det meget kort lettere akavet. Han var så vant til at sige sit falske navn, men noget denne aften fik ham til, at virke en smule akavet. Hvad det var, vidste han ikke. Han forstod det heller ikke. Der var i hvert fald et eller andet ved denne kvinde.

"Åh det kan jeg kun sætte pris på!" Der var en drillende undertone i Isadoras melodiske stemme, som hun svarede sin redningsmand. Det havde set en del anderledes ud for hende, hvis han ikke spnotant havde grebet ind og hendes aften var da også kun blevet mere interessant af at gøre hans bekendtskab. Noget hun håbede at få muligheden for nu han var kommet hen til hende og ikke virkede til at have travlt med at komme væk. Det løftede hendes humør og gav varme til hendes blå ellers alt for beregnende øjne.

Det var rart at se en forstå hvad hun mente uden at tage det som en spøg. Manden troede hende på hendes ord eller lod i hvert fald som om han gjorde det godt nok til at hun ikke kunne se om det var det ene eller det andet. Heller ikke vigtigt, for begge dele fungere for hende når det kom til stykket. Så fortsatte han og fik denne gang et smil næsten helt frem på hendes læber til han gav hende nav at kalde sig. Det navn havde hun hørt nævnt før. "Cregan Ashford?" Hun så tøvende og så undersøgende på ham uden at miste sin kontrollerede facade helt men heller ikke helt i stand til at holde den. Hendes far havde nævnt det navn og mere end en gang.

"En fornøjelse at møde Dem, Mr. Ashford." Hun nikkede let til hilsen som hun sagde det og tøvede så et øjeblik før hun fortsatte. "Mit navn er Isadora Blackwood." Hun havde dæmpet stemmen så den ikke bar længere væk end hans øre. Det var ikke det navn hun havde indlogeret sig under, men det føltes forkert ikke at give Cregan det falske. Så hun satsede. Desuden kunne det være han genkendte efternavnet som hun havde genkendt hans.

Længere nåede hun dog ikke før døren til kroen gik op og tog opmærksomheden. Isadora sukkede opgivende som hun så den fulde mand træde ind, som ejede han det hele og endnu mere som hans blik faldt på hende og Cregan. Det kunne bare ikke være et tegn. Slet ikke som mandens blik blev mørkt da han så på Cregan og grusomt med et smil som ha så på hende. Slet ikke som tre andre mænd trådte ind bag ham og hurtigt fandt de to ved baren med blikket. Hvad end manden havde fortalte dem, så ville det gå ud over Cregan... og så hende. Det tog heller ikke mange øjeblikke før de fire mænd var på vej gennem rummet mod dem og endnu færre før de gjorde deres intensioner klare ved at omkring Cregan og skubbe Isadora væk som var hun intet. Det blandt meget andet fik hendes blå øjne til at skyde ly og hendes temperament til at nå kogepunktet.

Cregan lagde godt mærke til kvindens blik, som han præsenterede sig og hun sagde hans navn, spørgende. Det virkede næsten som om, hun havde hørt det før, for han vidste, hvordan det udtaltes på forskellige måder. Og hun satte trykstavelserne helt rigtigt. Og så var der også hendes blik. Hvor i alverden kendte hun til hans navn fra? Som hun sagde sit eget, hævede han lige så et øjenbryn. Han kunne sagtens huske navnet Blackwood. Lord Blackwood havde været en kniv for mange år siden i Ordenen. Han havde været dygtig, især fordi han også var en lord. Men han havde været forsvundet længe nu, og Cregan overvejede muligheden for, om han var død. Om hun var hans datter eller en niece var han ikke sikker på, for så meget havde han heller ikke besøgt manden, men han overvejede dog kort, om hun mon havde samme evner som lorden.
"En fornøjelse lige så," han ville til at sige lady meget lavt, da en knugende fornemmelse i hans mave fik hans ansigt til at antage et alarmeret træk.

Et sekund efter åbnedes døren til kroen igen, og Cregan vendte sig langsomt rundt til synet af samme fulde mand. Han havde fået ordnet næsen. Nogenlunde da. Der var stadig blodrester, men han så ud til at være blevet noget bedre tilpas, især som tre venner af hans dukkede op lige bag ham. Et suk forlod dæmonen, som han rettede sig op og trak Isadoras glas til sig. Hvad end hun ville det eller ej, var han lidt nødt til, at have det som våben lige nu. Han ville ikke trække blankt, med mindre de gjorde.
Det gik hurtigt. Pludselig var han omringet og Isadora var blevet skubbet væk. Hvad end de ville gøre nu, så fandt Cregan det ikke spor spændende. Faktisk antog hans øjne en lettere sortnende kant, som vreden boblede op i ham. De ville have kaos og det kunne han bare ikke have.

"Jeg sagde jeg ikke gad dig mere,"

Hvislede han, før hans magiske intuition advarede ham med den samme kolde rislen ned ad ryggen. Instinktivt vendte han sig, som de to bag ham greb ud efter hans arme. Han hældte øllen i den enes ansigt og den anden fik glasset lige i hovedet. Naturligvis klirrede det. Men Cregan var ikke hurtig nok til at tage sig af fulderikken og hans anden, ret store ven der havde stået foran og som den ene tog fat i ham, fik han den andens næve direkte i maven. Han nåede end ikke at spænde musklerne, så han fik meget hurtigt slået al luft ud af lungerne.

Isadora holdt hans blik et langt øjeblik efter hun havde sagt sit navn, og så noget ubestemmeligt i deres dybder, men intet hun kunne sige med sikkerhed var genkendelse og hvis det var ikke om det betød det mindste. Hendes far havde trods alt været en adelsmand der kom til hovedstaden med jævne mellemrum, så hvorfor skulle en forretningsforbindelse huske mere end hans navn over et år efter han forsvandt? Men hun håbede stadig, hvor svag uligheden end var. For det kunne jo være han gjorde og vidste noget.

Længere kom hun dog ikke før deres samtale kom til en ende og kaos brød ud. Som hun blev skubbet væk fra Cregan ramte hun ind i gelænderet på trappen op og greb det for balance. Ikke fordi hun helt havde været ved at vælte, men som hun gjorde det og mændene gjorde det første udfald mod Cregan blev der stille i krostuen. For stille. Hun så ikke rundt, men hendes blik var blevet isnende som lynene slog ned i dem sammen med hendes alt for store temperament. Ikke koldt denne gang, men glødende og vildt. Fire mod en var en kujons måde at reagere på og hvad der var ved at ske en hævn uden berettigelse.

Så hun trak vejret dybt ind, greb et ølkrus fra baren der betænksomt var stillet der og gik på den nærmeste af mændene med et hårdt sving mod hans hoved. Det blev ikke taget pænt. Manden vendte sig mod hende og hun kunne se han allerede havde fået en øl i hovedet også - af hvem var let at gætte - og han var hverken tilfreds med det eller hendes slag mod hans baghoved. Så han lod retsen om at klare Cregan og gik selv truende frem mod hende. Et tilfreds smil krusede hans læber som Isadora bakkede et par skridt væk, sikker som han var på at hun var bange for ham. Det smil forsvandt som hun stoppede op og gav ham et spark hvor det kunne mærkes.

Som manden gik ned med et grynt og alt andet end dæmpet udbrud fik hun dog en af de andre mænds fulde opmærksomhed og han var ikke glad for at se hvad hun havde gjort. Han var desværre også noget bedre til at kæmpe end sin ven kunne Isadora se på måden han nærmede sig hende på. Hun holdt stand og forsøgte til en start kun at forsvare sig, mens hun søgte efter en åbning. Hans slag havde kræft bag, men var til at undvige - til et skridt tog hende ind i væggen bag hende og hun øjeblikket efter fandt sig uskadeligt gjort så hurtigt hun ikke så hvordan det gik til. En hånd om halsen og en krop presset tæt op af hendes så hun ikke var i tvivl om hvad manden havde i tankerne om at kue hende med. "Jason glemte at sige du var en af de hidsige...."

Igen brusede vreden i Cregans årer, især da han så Isadora tage det hele op til diskussion med de to der var på vej til at gribe ind. Han ville have forsøgt sig an med alle fire på én gang, var det ikke fordi Isadora havde reddet ham fra de to af dem. I stedet måtte han fokusere på de to der allerede var i gang med ham. Han ville til at vende opmærksomheden mod de to, da metal mødte hans tinding og skabte et sår der, samt en ringen for hans ører, der fik hans øjne til at gå fra den sorte farve over til en meget mørk rød, som han kunne mærke hvordan han blev lettere omtåget et kort øjeblik. Det her kunne hans dødelige krop bestemt ikke lide. Og det kunne han heller ikke, for den sags skyld, det gjorde rigtig ondt allerede, men samtidig var han stadig næsten rasende. Ingen skulle få ham ned med nakken på den måde, så alt i mens han krop kort blev helt slap, sprang han meget pludselig på benene og hamrede sit hovedet ind i manden der holdt ham. Han havde ramt rigtigt, for han hørte et knas og et meget pinefuldt udbrud.

Derefter gik han på fulderikken igen. Han ville end ikke til, at trække sin kniv. I stedet slog han manden over næsen igen. Men han stoppede ikke der. Han greb fat i ham, sparkede ham lige på knæet og brugte mandens allerede faldende bevægelse til at kaste ham lige ned i gulvet. Manden hylede op, men han var åbenbart ikke færdig, for kort efter røg Cregan også selv i gulvet, da manden havde fået fat i hans fod. Nu havde han hele fulderikkens vægt over sig, som mandens hænder lukkede sig om hans hals og lukkede luftvejen for ham. Det var en sær følelse, at blive kvalt, men et kort øjeblik blev Cregan så vred, at han fik en meget høj hyletone til, at dukke op i mandens hoved, så denne begyndte at hyle op igen og slippe for, at holde sig for ørerne.

Kort efter kom Cregan på benene igen. Han var noget rundtosset, men det var slet ikke slut endnu. Der var stadig en mand ovre ved Isadora og hun var lukket helt ind i et hjørne nu. Selvom det stadig ringede for hans ører og hans øjne var blevet noget mere blodrøde som vreden havde begyndt at lægge sig, selvom han sagtens kunne mærke blod rende ned fra tindingen, så var han nødt til at hjælpe hende. Han skyldte Lord Blackwood, at han i det mindste kunne gøre dette for hende. Han havde fået nok, og som han kunne se manden skulle til at gøre mere ved Isadora, greb han fat i ham og trak ham tilbage.

"GÅ med dig! Tag de andre med! Det her er en KRO! Ikke en kampplads!"

Råbte han, lige ind i hovedet på manden, mens hans øjne endnu en gang antog den sorte farve. Han var tydeligvis både meget vred, men også i smerter, men lige nu var vreden og adrenalinen størst. Den skiftende øjenfarve var dog alligevel nok for manden til at blive småbange, så han tog benene på nakken igen. Sammen med sine venner.
Men det havde Cregan ikke tid til, at fundere over. Han var stadig virkelig svimmel og hans øjne blev nu endnu en gang blodrøde. Adrenalinen havde lagt sig meget hurtigt.

Hvad der skete mellem Cregan og de to sidste mænd havde Isadora ikke den fjerneste anelse om, eftersom hun havde nok at gøre med at holde den ene stående mand fra livet. Den første hun havde fået af Cregan lå stadig på gulvet og holdt om sine ædlere dele, så hun i det glimt hun tillod sig at kaste til siden, før hun afværgede endnu et anslag mod sin krop og rykkede endnu et skridt baglæns. Fejlen gik op for hende som vejen bagud hørte op og væg var alt hun mødte. Det øgede kun den isnende vrede i hendes blik, skønt det ikke virkede til at have den ønskede effekt på manden. Tværtimod.

Som han fik en hånd lukket om hendes hals uden at hun så hvad der skete - han havde sikkert en af de der praktiske kamp-hjælpende magiske evner - så blev hendes modstand noget mere intens. Ikke at den havde den store effekt andet end et par grynt og mere end advarende blikke, som manden greb hendes hænder og låste dem fast som han gjorde med resten af hendes krop. Desværre så han havde en hånd fri, hvilket hurtigt fik hende til at forsøge at give ham et knæ, som hans hånd bevægede sig over hende. "Slip mig!" Var at hun hvæsede af ham og en dæmpet, lummer latter alt hun fik til svar, før en anden stemme blandede sig og for anden gang denne aften kom til hendes redning.

Isadora rev blikket fra manden foran sig ham der var kommet til og sank. Cregan var intet rart syn, som han stod truende bag den fastholdende mand og nedstirrede ham med øjne der så mistænkeligt røde ud. Bedre blev det ikke af blodet der løb ham ned over ansigtet.
Det tog ikke mange øjeblikke for manden at løsne grebet om Isadoras hals, slippe hendes hænder og fjerne sig fra hende og kroen i det hele taget. Isadora så efter ham og de andre til døren faldt i bag dem og mærkede hvordan hendes knæ rystede en smule under hende. Nok havde hun været i kamp før, men det havde været anderledes i aften. Hun var ikke vant til at nogen havde hendes ryg på den måde eller at ingen trak våben.

Med mændene ude af kroen faldt en god del af rummets opmærksomhed dog på dem alene. Isadora brød sig ikke om det og som hun hostende havde fået vejret tilbage, fandt hun Cregans blik. Den røde farve var ikke noget hun havde bildt sig ind eller et spil fra lyset. Hun sank, ømmede sig og skar så en grimasse, før hun trådte hen og støttende lod sig glide ind under hans ene arm. "Kom med. Du trænger til at sidde og til at få set på det hoved." Måske var hendes stemme blød og lokkende, men der var stål bag ordene og i hendes blik. Han kunne protestere, men hun havde ikke tænkt sig at tage nogen argumenter for gode vare. Roligt fortsatte hun på vej mod trappen med ham stadig holdt fast og støttet. "Og vi til den snak vi blev afbrudt i..."

Hun ventede med at sige mere til de var vel oppe af trappen, henne af gangen og hun havde låst dem ind på hendes lille lejede værelse. Så begyndte hun at komme med små dirigerende lyde, som hun fik Cregan ind og hen på sengen, før hun lukkede døren og låste den. Bare for en sikkerhedsskyld.
Værelset var ikke særligt stort. Der var plads til sengen, et lille bord med to stole og hendes oppakning. Fra den sidste fandt hun et par rene klude frem, som hun fugtede med vand fra kanden der var stillet ind ved siden af døren. "Sid stille. Det kommer nok til at svige." Hun gav sig koncentreret til at rense hans sår i panden, mens hun roligt kølede kluden som hun gjorde det. "Og tak - endnu en gang for at komme mig til redning."

Cregan var meget tilfreds med, at de løb. Et eller andet sted, fra de fleste af dem, kunne han mærke en hvis frygt for at komme tilbage til kroen. Det var kun godt, for han vidste godt at hans menneskelige krop ikke kunne meget mere for denne aften. Et faktum han fik bevist, som Isadora noget subtilt fik sig stillet op af ham som en støtte. Han kunne sagtens mærke hendes stædighed og hvordan hun ikke ville tage nej for et svar, så han mumlede bare et eller andet utydeligt og fulgte villigt med. Det var næsten som om, at han ikke havde adgang til mennesket så meget lige nu og det rystede ham lidt, mens han med al sin viljestyrke forsøgte at komme helt i kontrol. Det gik ikke, hvis menneskekarret begyndte at falde fra ham. Det var sket før, at han var blevet kastet ud. Ikke at menneskets viljestyrke, for menneskets bevidsthed blev smidt ud så snart han trådte ind. Der var ikke plads til to. Men når han blev chokeret nok over smerte, havde det risiko for at ske og det ønskede han ikke. For så kunne han ikke komme tilbage i samme kar igen, og dette menneske havde han trænet godt og grundigt. Han ville ikke starte forfra.

Det var først da de var oppe på værelset, at han fik fuld kontrol igen og hans tomme blik blev mere anstrengt som han forsøgte at fokusere ordentligt. Det var svært, han havde sikkert fået et alt for hårdt slag med det knojern.
Heldigvis nåede han lige nøjagtig at høre hendes advarsel, før hun lagde kluden på hans pande og begyndte at rense såret. Han var overraskende god til, at sidde stille, selvom det sved en del, men det var også fordi han var så vant til smerte efterhånden. Han havde oplevet en krop give op og lade livet langsomt, fordi halsen var blevet skåret over. Han kunne klare det meste.

"Det var så lidt. Det var det mindste jeg kunne gøre for én der er i familie med Lord Blackwood,"

Han droppede paraderne. Der var ingen grund til at holde hemmeligheder for Isadora. Der var ingen grund til at lade som om. Hun havde nok ikke set ham før. Måske. Måske havde hun. Men han var ikke sikker. Han kunne i hvert fald ikke tyde hende lige nu, men det var måske fordi han i forvejen var så ufokuseret.
Hans øjne bkev gradvist normale og brune igen, som han fik bugt med smerten. Nu virkede de bare lidt tågede i det fordi han var, overraskende nok, lettere omtåget.

Det var sært at mærke Cregan støtte sig til hende og følge med uden protester. Han var ikke en mand Isadora ville have troet let lod sig føre af nogen, men på den anden havde hun mere grund end de fleste til at ville ham det bedste i aften. Han havde taget ikke så få slag for at beskytte hende. En fremmed han lige havde mødt og som intet skyldte ham. Så uventet og så kærkomment.
Det var blot nogle af de tanker der nåede igennem hendes hoved på vejen til værelset og som hun lod forsvinde som de kom derind. Han virkede alt andet end fuldt tilstede da hun satte ham og først da den kølige klud ramte hans hud fik hun fuld kontakt med ham. Et lille smil krøb frem på hendes læber, som han tog imod hendes tak og var så væk øjeblikket efter, da han skubbede alt hendes forsigtighed overbord og bragte hendes far på banen.

Hun stod lidt foran ham med kluden hvilende mod hans panden, men uden at bevæge den eller noget som helst andet. Hun så bare på ham og forsøgte at se ind bag de nu brune øjne, men uden det store held. Så hun endte med at smide kortene på bordet. "Du kendte min fader?" Borte var formaliteten hun hidtil havde holdt sig til og fremme var et spinkelt håb hun ikke helt kunne holde ude af sin stemme som hun spurgte. Så rettede hun sig op og trak følelserne tilbage ind på plads, mens hun genoptog rensningen af hans sår. Tilfreds skiftede hun kluden ud med en ren, våd og kold til at lægge mod det og stoppe blødningen. "Ved du hvor han er?"

Da han pludselig kunne mærke en form for barriere forsvinde i hovedet på Isadora, så han rigtigt op på hende. Det han lige havde sagt havde fået hendes forsigtighed til at forsvinde. Han kunne mærke det, og ikke længe efter dukkede spørgsmålene op. Spørgsmål, der burde få enhver til at føle dyb sympati. Cregan havde bare ikke den slags. Han forstod godt, hvis hun var forvirret og tydeligvis heller ikke vidste hvor Lord Blackwood var. At han var hendes fader gjorde det kun meget værre. Han forstod godt, hvis hun følte sorg over at han var forsvundet, men han kunne ikke rigtig forstå følelsen i sig selv, så hans blik var lettere tomt, men han forsøgte sig ad med et lille smil. Et venligt et. Forsøgende på, at virke beroligende. Det var sært at forsøge, men han måtte gøre det, for Lord Blackwoods skyld.

"Jeg kendte din fader. Vi var gode venner engang for længe siden,"

Svarede han ærligt før han rystede let på hovedet. Selv hvis han ønskede at vide det, så vidste han bare ikke hvor manden var.

"Nej. Jeg håbede faktisk, at du kunne fortælle mig det, men det er tydeligvis alle han er forsvundet fra. Men måske kunne vi prøve at finde frem til ham sammen?"

Det var et tilbud han ikke tænkte over. Måske kunne hun også være en god rekrut. Godt blod til Ordenen? Det var noget, han måtte tænke over. Tænke godt og grundigt over.

Det var ikke meget udtrykket i Cregans øjne skiftede, som Isadora gav sin familie forbindelse fra sig. De brune øjne forblev brune og udtryksløse med kun et lille glimt af forståelse i sig. Han kendte hendes fader og det i sig selv var en lettelse for hende, skønt hun stadig ikke vidste hvordan. Men det betød ikke han kunne eller ville hjælpe hende med at finde ham. Tværtimod. Hendes mistro til verden og dens egoisme havde aldrig været stærkere end den var nu hvor hun forsøgte at klare sig alene. Måske havde hendes far forsøgt at forberede hende på at livet var andet og mere end hvad hendes mor var vokset op med og til, men hun havde ikke taget det helt alvorligt før det var hvad hun havde at gøre med.

Det gjorde hun nu, som hun blidt rørte ved Cregans hånd, før hun førte den op til kluden mo hans pande. "Hold den der. Kulden hjælper me klarhed og imod hævelse." Hun havde lagt nok magi i kluden til at den ville holde sig kold de næste par timer. Nok til at han ville kunne nå hjem, hvis han var stabil nok efter de snakket til at gå. Så nikkede hun let. "Han omtalte dig flere gange. Altid med respekt, men som en forretningsforbindelse?" Hun så spørgende på ham. Det ene udelukkede bestemt ikke det andet, men det var meget få hun havde hørt sin far omtale med en så uomtvistelig respekt i stemmen.

Det raspede let som hun talte og gjorde ondt som hun forsøgte at rømme sig. Irriteret mere end noget andet gik hun over til sin oppakning og fandt endnu en klud frem, so hun gjorde våd og kølede ned før hun lagde den om halsen. Den ville ikke forhindre hende i at få mærke der efter kvælertaget, men den ville forhåbentlig holde hævelsen nede. Det gav hende også tid til at se væk, mens hun overvejede Cregans ord og tilbud. Skuffelsen var hård over at der intet nyt var, men hun lod det ikke se på sit ansigt, som hun vendte sig tilbage mod ham. "Ingen virker til at have set ham siden vi forlod borgen og splittede op. Heller ikke hvor han sagde vi skulle mødes."

Hun trak vejret dybt og nikkede så. "To skulle være bedre end en, siges det. Hvornår så du ham sidst?" Hun trak den ene stol hen og satte sig omvendt på den så hun kunne støtte sine arme mod ryglænet uden at tage hånden der holdt kluden væk fra halsen.