Den første dag havde han knap nok ænset, søvnen havde druknet det meste af dagslyset væk og da han endelig forlod sin seng, var natten allerede faldet dybt omkring borgen. Ikke at det gjorde nogen forskel i den dunkle kælder, her var det altid nat. Den eneste måde han kunne skælne dag fra nat var når han kaldte efter mad. Var maden bestående af hovedsageligt kød, så var det henimod aften, des koldere den nåede at blive før den kom frem, des længere var det fra fællesmåltidet. Var det brød med tilbehør, så lå klokken nærmere morgen og middagsstund. Det var ingen god indikator, men da han modtog et fad koldt kød og brød besluttede han sig for at vende tilbage i sengen efter at have tvunget en smule af maden i sig. Resten blev Tam og Jina beordret til delvist selv at spise og delvist fodre til gruppens nyeste medlem. Blondie. Han burde stadig finde hende et navn.

med en hel nats ekstra søvn var kropsførligheden vendt tilbage, han mærkede hvordan magien var begyndt at flytte tilbage i hans krop. Det gik stærkere nu, om en halv dag burde han være på toppen igen, men han ville nødigt vente så længe.
"Jina tag dig af blondinen. Tam, du følger med mig"
Han talte kort i ordre og de to piger fuldte straks hans ordre. Jina gik igang med at vaske og fodre det sanseløse pigebarn imens Tam stilte sig afventede ved sengen og ventede på Denaro begav sig videre.
Han skiftede sin kåbe og trådte ud af kælderen og gennem borgens lange gange. Tam fuldte ham i hælene som en lydig lille tjener og var det ikke for hendes tomme øjne og og lassede klæder kunne hun næsten være gået som tjener på borgen. Tøj var endnu en ting han måtte overveje, ikke at pigen kom til at fryse, men både fordi hun stadig kunne blive syg og at det ville lægge et dårligt syn på ham, hvis hans personlige slave lignede en tiggertøs.

HAn forlod gangen og kom ud i gården. Den friske luft fyldte hans lunger og bragte en sjælden klarhed i hans tanker. Et smil gled over læberne. Han måtte finde et nyt offer! Ikke til at forvandle denne gang, blot til at hygge sig med. Kælderen blev så kedelig uden skrig.

Tara havde fordrevet tiden med at studere, ritualet hun havde overværet to dage forinden havde taget hele hendes tid, hendes mængder af energi der var blevet lagt i læsningen var næsten ufattelig for mennesker med et normalt behov for søvn og hendes stædighed havde endeligt lønnet sig, i hvert fald bare en lille smule.
Elveren sank længere ned i det lune sæbevand, det lange røde hår hang udover badekarrets kant, hvor to af borgens kvindelige slaver var vildt i færd med en længere udredning af det våde røde hår. De slanke elverfingre lukkede sig yderligere om den gamle læderindbundne bog, det var nogle gamle dæmoniske skrifter, men intet kom i nærheden af hvad hun havde set i Denaros kælder.
Tara smed bogen fra sig på gulvet, så det gav et sæt i en af slaverne der nu, efter en længere redesession på det lange hår, havde givet sig til at skylle sæben ud af det, så der flød sæbevand ud på hele gulvet, inden det sivede ned i en rist, der ledte vandet uden for borgen. Så blev lokkerne tørret, først med et håndklæde, derefter med den ene slaves magiske kraft der fik det sidste af vandet til at fordampe. Dernæst blev det igen redt inden Tara rejste sig, blev tørret af den anden slave, inden de klædte hende i en grøn tætsiddende silkekjole og derefter en kappe.
Elveren trådte derefter ud af baderummet hvor kvinderne straks begyndte at gøre rent, hun trængte til frisk luft. Alt læsningen og den indelukkethed der herskede flere steder på borgen var ved at gå hende på nerverne. Af samme grund satte hun med det samme kursen imod gården og kort efter slog den friske efterårsluft imod hendes ansigt. Hun åndede tungt ind, tilbage i elverly ville alle træerne være farvede i alle røde og gule nuancer nu. Hun ville nok være sunket hen i sine egne tanker, hvis det ikke havde været fordi, at hun med det samme fik øje på Denaro ikke mere end få meter fra hende. Synet fik hende til at tilte hovedet nysgerrigt.

"Fantastisk vejr. Ikke sandt?"

Elverens tilstedeværelse var ikke just hvad han trængte til lige nu, hans magi var stadig ikke helt tilbage og han ville have foretrukket at udnytte denne stund til at undersøge hvor langt han kunne gå med Tam. Måske stikke hende et våben i hånden og lære hende at dræbe forbipasserende? Det ville være ganske sjovt. Han skulle selvfølgelig lige finde et våben og en forbipasserende til hende først. Måske elveren kunne være en del af den plan?
Han kastede et tænksomt blik på Tara. Det ville udgøre en fin test, måske endda bruge en af elverens egne våben til det? Han skubbede dog tanken til side, det var ikke tid lige nu til den slags.

"Lidt for lyst til min smag, men jeg tilpasser mig."
Han vendte sig imod Tara.
"Tam gå til køkkenet og hent os noget at drikke"

Ikke at han var tørstig, han var blot nysgerrig efter om hun overhovedet kunne finde køkkenet. Gad vide om hun ville spørge om vej for at opfylde ordren? Hun var en alpha model og betaen var allerede i produktion. Hvis han ikke udnyttede hende ville hun snart blive værdiløs for ham. Han skulle vide hvor hendes fejl lå, så han kunne gøre den næste bedre. Måske ikke røve alt følelse fra dem?

Han kastede et let blik efter Tam som hun gik tilbage imod borgens indre, men Tara var hans hovedfokus.
"Er der en risiko for hun kommer til at gå i stykker igen?"
Han henviste med et skuldertræk til sidst, hvor Tara havde rydet hendes sind for de ændringer hun havde lavet. Ville det være lige så let som sidst. Yderligere ville han også gerne vide om der var en tidsbegrænsning på, hvor længe han ville være i stand til at beordre hende rundt. Han havde lidt blandede følelser med at have Tara til at komme forbi en gang i ugen, for at oplade hans piger.

Det var ret tydeligt for Tara, at Denaro ikke var udpræget lykkelig for at se hende, men det generede hende ikke, han kunne være så irriteret han overhovedet orkede og det ville ikke gå hende det mindste på.
Til gengæld ville det nok have gået hende på, hvis hun havde ladet sig selv snuse rundt i hans tanker, dette var heldigvis ikke tilfældet, for ham. Tara var godt klar over at hun ikke just var han ypperste favouritperson, men hvis hun var klar over hvad der foregik bag de tankefulde øjne havde hun nok omgående lavet en mindre finjustering.

De honningbrune øjne gled over på Tam der adlød Denaro med det samme, der var ingen respekt, eller frygt, alle følelser var væk fra kvinden, og på trods af den svære opgave der blev stillet hende, taget i betragtning af, at hun ikke anede hvor køkkenet var, så forlod hun bare de to skikkelser i gården og forsvandt ind bag de store døre. Tara vidste på forhånd, at hun ikke ville spørge om vej. Hun havde trods alt kreeret hende, det var ikke i Tams interesse at vide det, hun var programmeret til at lede til hun fandt det. Ligesom hvis man satte hende til at grave til hun kom til hun fandt noget bestemt, hun ville ikke lede efter et redskab, men grave til hun fandt hvad hun skulle, eller gik til.

Elveren trak på skuldrene, hun kendte godt svaret, men var ikke udpræget glad for at give det væk, alligevel vendte hun blikket tilbage mod Denaro og tilstede så hovedet en kende på sned.

"Nej. Ikke med mindre du selv ødelægger hende fysisk!"


Svaret var køligt og afklaret, elveren var ikke bange for Tam. Jona derimod gik hende på, hun anede ikke hvad det magiske forsvarsværk hun havde lukket nedover sig selv gjorde hende i stand til. der havde været flere steder i hendes sind elveren ikke havde haft adgang til og det generede hende.

"Hvor kender du ritualmagien fra Denaro?"

Spørgsmålet kom pludseligt, det havde irriteret hende flere dage, nu måtte hun have svar og hvis hun kunne få det fra kilden var hun også sikker på, at der ikke var fejl nogle steder

Denaro nikkede let, det var i det mindste en betrygning. Det var fint nok at Tara kom i kælderen til ham, det gav ligesom en følelse af kontrol, men at skulle bringe Tam op i tårnet til elveren... Den var straks en anden sag, det ville putte ham i en situation, hvor det ikke var ham der styrede omgivelserne. Specielt når han ikke blot kunne vælte taget ned i hovedet på hende, hvis det passede ham.
Hendes ord fik ham til at trække en tænksom attitude frem, han overvejede det kort. Skulle ret være ret, så vidste han knap hvordan han gjorde. Det kom ligesom af sig selv. Verdenen rettede sig ind for ham og hans magi syntes selv at forstå hvordan den skulle bevæge sig.

"Den må jeg huske at skrive på listen over ting der hører til den mørke side af mit sind"
Han kløede sig på kinden, hvor skægstubbe var begyndt at sprænge frem. Det var ikke en imponerende skægvækst den rødhårede krystalianer fik, men nok til at give hans fingre lidt modstand.
"Ligesom hvordan jeg flyver, jeg husker ikke et tidspunkt, hvor jeg har gjort det før jeg vågnede i kælderen."
Hans rynkede kort øjenbrynene. "Men alligevel husker jeg hvordan jeg flyver og ved jeg har gjort det."
En snurrende fornemmelse begyndte at fremmane sig i panden, som han prøvede at gennemtrænge den barriere Tara havde lagt over hans sind. En håbløs kamp, som han hurtigt stoppede uden at indse han overhovedet var begyndt.
"Det skulle ikke overraske mig synderligt at jeg husker hvordan man svømmer, hvis jeg springer i havet." Han trak på skulderne. Svømme kunne han dog ikke. Han ville synke som en sten det øjeblik han berørte vandet. Han kunne prøve at fægte med arme, ben og vinger, men uden resultat. Han var ikke skabt til at være på havet, men derimod at flyve over det eller grave sig under. Første mulighed foretrukkent.

"For at være ærlig havde jeg småt håbet at du kunne have peget mig i retning af hvor jeg lærte det"
Hans hånd lagde sig let på spydet. Han vidste Tara vidste mere end hun gav fra sig. Det var ikke et spørgsmål om at det var en mulighed, det var derimod så sikkert som hans magiske forbindelse med sandet. Hun kunne benægte alt hun ville, det ville intet betyde, men samtidig vidste han at han ikke kunne tvinge det ud af hende. I hvert fald ikke uden at bryde hans aftale med Samson og inkludere hende i kældersamlingen.
Ideen kom kort til overvejelse imens han så Tara an for en reaktion.

Tara hævede hovedet og kneb øjnene sammen, så lod hun sig glide ned på en bænk ikke langt fra de to skikkelser i gården. En tanke slog pludeligt ned i hende mens hun betragtede den høje mandsperson, som tående sig op foran hende, så slog hun kappen til side og lagde det ene ben over det andet i en ganske magelig stilling. Øjnene gled op i et ryk, fæstnede sig på Denaros ansigt, seende hver eneste følelse manden udviste.

"Frygter du mig, Denaro?"

Spørgsmålet var køligt, der var ingen følelser udvist, intet andet end en svag nysgerrighed. Tara var ikke bange for Denaro, på trods af, at det ville være en smal sag for ham at tage livet af hende, hvis han virkelig ville, det var mere en naturlig respekt elveren besad.
Så gav det et sæt i hende. Denaro var puslespillet hun ikke kunne få til at gå op, som om, at hun sad med en brik der ikke passede ind, hverken i form eller farve.

"Hvor meget bevidsthed har du på dine andre stadier?"

Øjnene veg ikke et sekund fra ham, ikke andet end for at undersøge, om han endnu gik med ringen, selvom det gav sig selv, hvis det forøgede hans magiske kraft ville han næppe give den fra sig, eller lægge den fra sig for den sags skyld, slet ikke når han nu endnu gik med spydet. Tara var ikke bevæbnet, det behøvede hun ikke inden for borgens mure.
Hans sidste kommentar fik et lille smil frem på elverens læber så rystede hun på hovedet, endnu engang benægtende.

"Den slags ville jeg kun kunne finde ud af, hvis du gav mig adgang til dit sind Denaro. Det ved du også godt, gør du ikke?"

Taras spørgsmål slog næsten benene væk under ham. Godt nok havde hun det med at tænke i andre baner end ham selv, men dette? Det virkede næsten absurd. Overraskelsen var tydelig i hans ansigt, for et øjeblik i det mindste, inden et smil gled over hans læber da han forstod hvor hun prøvede at nå hen med det.
Hvad selve frygten angik lå Tara det så fjernt at det virkede humoristisk, det kunne godt være hun kunne knække hans sind på et øjeblik, men hun var ikke andet end en hund i snor. Samson tillod det ikke og Tara adlød som en lydig gammel hund, men bare fordi den var lydig, så stak man ikke hånden i munden på den, eller begyndte at tage dens kødben. Der var en almindelig sund fornuft, en sjælden en, som Denaro stadig besad.

"Jeg betror dig lige så meget med adgang til mit sind, som du betror mig med en kniv mellem dine ribben."
Svarede han med et let smil. Det skulle ikke være en hemmelighed at Denaro ville nyde at hugge den dybere ind, eller rode i såret til hun bed sin egen tunge af. Om hun gjorde nogen skade imod ham var egentlig irrealevant, hun skulle ikke ind!
Hendes andet spørgsmål var dog et vanskeligere et af slagsen, men denne gang lykkedes det ham betragtelig bedre at skjule sine tanker. Aldrig ville han indrømme at være andet end sig selv, hvis nogen spurgte, så var hans andre former blot en fysisk forandring, men hvis ret skulle være ret, så følte han sig påvirket. Hans første forvandling medførte altid en besynderlig ro. Den gav ham et overblik over sin magi, som han ellers ikke besad, alt imens den tredje lod hans tanker glide mere frit. Han følte det var lettere at tænke i denne, som om blokaderne løsnede op på hans sind.

"Besynderligt spørgsmål"
Han stoppede med at klø sig i skægget og lod blikket falde henover Tara, som vurderede han, hvor hendes tanker var kommet fra i hendes krop.
"Jeg har fuld bevisthed, men som ethvert andet tidspunkt kan jeg lade magien løbe frit og blot følge efter med kroppen, hvis det er ritualet du tænker på."
Dette havde ham altid været naturligt. At lade sig styre med magien var ikke noget synderligt specielt for ham. Det var trods alt sådan hans forvandling fandt sted. Ved at lade magien gribe om hans krop og gøre hvad den lyster. Han hævede et øjenbryn af hende, som opfordrede han til at hun forklarede sine spørgsmål, hvis hun blot blev ved at spørge ville der ikke gå længe, før han satte hælene i og lod svarene stoppe.

Denaro var næsten som en åben bog, af og til behøvede elveren ikke engang tænke på at bruge sin evne for at finde ud af, hvor manden stod i forhold til hende selv, andre gange var det stik modsat. Hans tavshed irriterede hende dog stadig, hun ville faktisk gerne have et svar, hun var nysgerrig. Ligesom Tam, Blondie og Jina var hans små projekter, så var han i virkeligheden Taras, endda helt uden at vide det.
Ganske rigtigt besad elveren en helt naturlig respekt for Samson, han havde samlet hende op da hun havde ramt bunden og hjulpet hende på rette vej. I hendes verden i virkeligheden, hvilken som helst anden elver ville nok myrde Tara på stedet, hvis de så hvad hun var blevet til.

"Det tænkte jeg nok!"

Tara fejede et vissent blad af skødet, som var faldet fra gårdens store træ der langsomt var begyndt at drysse i gule og orange farver. Så hævede hun igen blikket til Denaro.

"Men er vi da ikke fine nok venner til, at jeg ville kunne stikke et sværd i hånden på dig uden at forvente mig selv drabt i dit selskab?"

Spørgsmålet var reelt, det var vel også en eller anden form for prøve. Måske var der virkelig nogle små ting der skulle justeres på Denaro, men det ville han naturligvis aldrig selv hverken få i vide, eller fornemme. Heller ikke efter det lille indgreb. Hans snakken om sin evne fik dog elveren til at spidse ører, hun var uendeligt nysgerrig, så han var klar over hvad han havde lavet i kælderen med Blondie, men ikke hvordan? Elveren kneb øjnene sammen. Var der mon andre der havde rodet i Denaros hoved inden hun overhovedet kom til? Hel situationen åbnede for et større og større mysterium. Men for nu, videre med testen..

"Hvad er din forbindelse med de magiske objekter du er i besiddelse af? Hvor har du fået spydet fra i første omgang?"

Ganske sandt var Tara ikke den første til at begive sig rundt i Denaros hovede. Knap var han blevet født, før mentalister havde indfundet sig for at lukke ned for hans sind, så han kunne blive hvad de ønskede, en tom skal at kontrollere. Heldgivis for Denaro var dette mislykkedes dem grumt og efterladt et ukontrolleret sind, som de mange efterfølgende år havde hærget i krystallandet og samtidig gjort hans sind yderst simpelt for Tara at trænge igennem. Alt sammen noget Denaro dog ingen viden havde om, for ham var sindet uhåndgribeligt og irrealevant. Så længe han kunne knuse sin fjende var der ingen grund til at tænke i andre baner.

Havde Denaro taget Denaros spørgsmål bogstaveligt havde svaret været ubehageligt ærligt. Han var ikke i tvivl om at tanken om at hugge elveren ned hvor hun stod ville friste ham. Spørgsmålet var bare om hans aftale med bandelederen ville holde hende stående.
"Uden mit eget sværd vil jeg næppe betro dig, eller nogen anden her, et skarpslebent våben. Folk er ikke ligefrem kendte for deres gode manerer heromkring."
Konstaterede Denaro roligt og klappede resterne af sit spyd for at vise at han havde sit eget våben ved hånden. Selv om hans magi ikke var på toppen, så tvivlede han ikke på at han kunne tage elveren ud før hun nåede at blinke. Særligt med ringen på sin finger. Han følte stadig styrken sprede sig fra artifaktet.

"Spydet, eller nærmere metallet der blev til spydet fandt jeg i ørkenen, en lille by ikke langt fra oasen. Under nogle gamle ruiner for at være præcis. En smed i hovedstaden vidste sig at være i stand til at omforme antikviteten til et reelt våben."
Hvorfor han havde samlet det gamle spyd op i første omgang vidste han ikke selv. Han havde vel ubevidst haft en fornemmelse af dets kræft. Denne ubevidste fornemmelse var dog Tenebris selv, der havde genkendt sit gamle våben og trukket Denaro til at genskabe det.

"Hvis du vil lære forbindelsen at kende tror jeg din egen magi er bedre velegnet til at regne den slags ud."
Hans øjne blev smalle idet han trådte et skridt frem imod Tara.
"Hvordan var det nu du sagde du havde fundet ringen?"
Dette var mindre en genopfriskning af hans egne minder end det var af om Tara havde stukket ham en let løgn. Sagde hun noget nyt nu ville det ikke være svært at afslørre, og med et håndgribeligt bevist på hendes tilbageholdte information, så kunne han måske tvinge det ud af hende.

Tara kneb øjnene sammen imod Denaro der endnu tårnede sig op foran hendes spinkle skikkelse, hun ville give alverden for at læse hans tanker nu, for ærligt som det var, så anede hun ikke hvad han tænkte. Hun var klar over hans lyst til mord og hans ustabile sind kunne falde sammen som en sammenkogt svamp hvert øjeblik, men var det virkelig så svært, at skabe et bånd til ham, der kunne få ham til at slippe tanken om at kløve folk i to, om ikke andet bare i et par timer.
Hun tænkte selv meget over sit spørgsmål, Denaro havde før været ved at tage livet af hende, men det havde været under end duel.

"Det er jeg da ked af at høre. Nok er vi i banden ikke just kendt for vores fedelige sind, men vi burde da kunne stole på hinanden. Syntes du ikke?"

Det sidste var essentielt, det var Denaros egen fri vilje i fri dressur, der var ingen påvirkninger fra Tara, eller så vidt hun vidste, andre mentalister. Sommetider kunne elveren i sin egen lille verden på Borgen og glemme, at der faktisk eksisterrede andre med samme evne som hende, måske hverken så stærk eller udbredt, men eksisterende bestemt. Hun havde selv oplevet en, der havde fået hende på gyngende grund, men det var længe siden, der var sket så meget at hun dårligt tænkte over det.
elveren lyttede interesseret til Denaros forklaring, så kneb hun tænksomt øjnene sammen og lagde hovedet på sned.

"Og hvad fik dig til at kigge under de ruiner?"

Spørgsmålet var søgende, selv trorde Tara ikke på, at han 'tilfældigvis' havde stødt på metallet, det var simpelthen for oplagt, men kontraspørgsmål slog dog kort pusten ud af hende, hvad fanden havde hun sagt i første omgang. elveren skulle lige tænke et øjeblik, så fugtede hun langsomt læberne.

"Som jeg sagde, havde den en signatur jeg faldt over på et marked, som mindede om spydet!"

Elveren stirrede direkte i Denaros øjne, hun bliknede ikke, men inderst inde var hun ved at koge over, var det virkelig hvad hun havde sagt, havde det været så simpelt? Hun anede det ikke, overfor Denaro havde hun snart viklet sig ind i så mange løgne, at de ikke længere var til at holde styr på.

Han smilte let som hun talte om tillid, det var en sjov ting. Hvorfor skulle han dog stole på nogen af dem? De var blot redskaber for ham og han var blot et redskab for dem. Han havde ingen grund til at tro de ville ham noget godt, alt de prøvede på var blot at få mest muligt ud af hans styrke. Og forståeligt nok, han var en god skovl.
"Jeg stoler ikke på folk Tara. Og det ville du heller ikke hvis du ikke havde dine mentale evner"
Han rakte frem imod hendes ansigt, langsomt så hun kunne følge hans bevægelser og flytte sig hvis hun ønskede det. Var hun stædig for at bevise hun havde tillid ville han blot lade hånden glide henover hendes kind og børste en tot af det røde hår om bag øret.
"Gad vide hvor længe du kunne holde?"

Han trak hånden til sig, som samtalen gled videre. Hans spyd var efterhånden blevet et emne de ikke kunne slippe væk fra. Han prøvede at genkalde hvad han havde lavet i ørkenen og følte straks en snurren i hovedet. Det lå i udkanten af hans eksistrende minder, på grænsen til at blive skjult, men stadig frit nok til at genkalde. Han tog sig let til hovedet før han svarede hende.

"Så dybt kommer du ikke uden adgang ind i mit hovede med magt"
Denaro bed hendes spørgsmål af, dette var ikke relateret til ritualet, det var hans private minder, et af dem han stadig havde tilbage. Den slags blev ikke givet væk frivilligt, særligt ikke til en der kunne vende dem imod ham. Han vidste svagt hvorfor han havde været der. Det var relateret til hans fortid, den tid før hans minder startede. Han havde trodsalt mere end et enormt hul i sin hukommelse, som det ikke var lykkedes for ham at fylde ud.

"Men det lyder til at elverøjne ikke skal undervurdres, for hvad detaljer angår."
Han prøvede at skubbe samtalen videre og følte straks, hvordan hans hovede løsnede op. Han slap sit tag og løftede i stedet ringen op, så den kunne ses. Ved bindingen mellem metallet og stenen var der små indskrifter, meget lig dem han havde brugt i ritualet, han havde ikke selv set dem i starten, men når man var bundet til en seng uden andet at bruge sit sind på, så kunne man opdage mange detaljer.
Over ringen betragtede han Tara. Han søgte altid hendes reaktion når han sagde noget.

Tara lænede studerende hovedet tilbage, så hævede hun brynene.
"Tror du ikke?" Hendes spørgsmål var reelt, var han menneskelige egenskaber virkelig gemt så langt væk, at han ikke længere troede på tillid? Var han gået så meget i stykker, at man egentlig ikke rigtigt længere kunne definere ham som et følelsesmæssigt individ. "Jeg har aldrig været i Samsons hoved Denaro, alligevel har jeg lagt mit liv i hans hænder flere gange. Pas på hvad du tænker om folk!" det var ikke løgn, det var den skindbare sandhed, Tara havde stolet nok på Samson til, at hun havde taget kampen op imod Morgoth og hans regime, hun havde ladet sig selv slå til plukfisk i ørkenen og sidst men ikke mindst i den store kamp ved katedralen. Det sidste påfund om at ruinere Medianen havde nok stået for egen regning.
Denaros handling kom bag på elveren, det var helt tydeligt, men hun var ikke skræmt, hun så tvært imod ganske nysgerrig ud. Øjnene fulgte ham som om han var en abe i bur, lige indtil han berørte hende, det gav et sæt i elveren, som om hun havde brændt sig på hans fingre. Hun afveg ikke, men lod ham fint stryge hendes hår om bag det spidse øre, men hendes blik blev slået ned mens hendes fingre lukkede sig omkring bænkens træryg og senerne i halsen spændtes til et makabert syn. Så slap han, elveren åndede lettet op, så vendte hun igen blikket imod manden foran hende, denne gang så hun væsentligt mere alvorlig ud.
"Jeg troede du vidste bedre Denaro, du inviterer mig næsten til selv at besvare mine spørgsmål!"
Det var sket mange gange før, senest i salen, hvor Morgoth havde berørt hendes skuldre havde han brudt den fine barriere ned, nu var Denaro ved at have lavet samme stunt.Heldigvis for ham, havde Tara nogenlunde kontrol over Denaros sind, i hvert fald til en vis grad, sådan var det ikke med Morgoth, han var endda selv mentalist.
Konstanteringen kom med en vis undring og fik igen vakt en interesse hos elveren der fik øjnene til at betragte ringen, hun rejste kort hånden imod Denaros men stoppede ganske kort inden, som kom hun selv i tanke om, at berøringer ikke just var det bedste træk, så lænede hun sig en kende forover og betragtede den på nært hold.
"Ved du hvad det er?"

Smilet forsvandt ikke fra hans læber da Tara talte, tværtimod, han fandt det morsomt. For ham var tillid lige så virkeligt som guder var for hårde ateister, det var blot en sjov tanke, en undskyldning for at efterlade ansvaret hos andre end sig selv og smide skylden på 'brudt tillid', hvis det hele skulle gå den forkerte retning.
"Men han holder på dig fordi du kan, præcis som jeg intet havde at gøre her, hvis ikke jeg vidste hvordan man dræber. Tænk blot hvis jeg ikke kunne dræbe for ham, så ville jeg næppe være meget brugbar."
Denaro trak hånden til sig igen og klukkede indvendigt over hendes reaktion. Meget kunne man sige om hende, men hun var ganske sjov at prikke til.

Fokus blev herefter flyttet til ringen igen. Han drejede den kort for at betragte fra andre led. Han genkendte tegnene, han huskede at have læst lignende før. Han huskede bøger, skriftruller og symboler indhugget i mure. Det snurrede atter i hans hovede, som han genkaldte sig det, men han skubbede hurtigt minderne væk efter at have fundet hvad han skulle bruge.
"Det er dæmonisk og siger løst oversat..."
Han drejede hånden for at være sikker på han havde læst det rigtigt.
"En ledetråd for lys... Med nogle enkelte tegn jeg ikke husker betydningen af. Vejviser kunne også være en oversættelse."
Ordene var slørrede i hans hukommelse, han vidste at han havde læst dem før. Han huskede de snævre gange mellem reolerne af gamle bøger. Han huske... Han huskede at hans hovede snurrede hver gang han prøvede at huske og stoppede derfor igen. Det begyndte at gå ham på og ringhånden blev flyttet op til at lægge et pres på tindingerne samtidig med en let snerren gled over hans læber. Dette var en af de modstanderen hans magi ikke kunne hjælpe imod.

Hans hovede løsnede hurtigt op, det pressede ham kun når han prøvede at genkalde minder, både fra hans tomme huller, men også fra perioden inden.
"Mit dæmonisk er lidt sjusket, men bedre end mit elvisk"
Denaro kendte intet til elvisk. Eller dværgenes sprog for den sags skyld. Han havde kun haft interesse for dæmonisk, hvorfor prøvede han dog ikke at huske, han havde husket nok for i dag. Særligt taget i betragtning at hans krop stadig prøvede at finde sig selv igen efter ritualet.

Elveren fugtede langsomt læberne, så trak hun kappen en kende tættere omkring sig, efterårsblæsen gik gennem marv og ben på det spinkle væsen uden problemer.
"Hvorfor bliver du her så, hvis alt du er her, er Samsons våben?"
En underlig glød blussede op i elverens blik, hun var oprigtigt interesseret, var det alligevel det lille frø af loyalitet til Samson hun havde plantet, der havde vokset sig til en stor velvoksen slyngplante der havde bundet ham til borgen?

De lysebrune øjne gled henover ringen inden den forsvandt for hendes synsfelt, måske havde det ikke været så smart at give ham artifakten, flere gange de sidste dage havde hun faktisk fortrudt og overvejet mulighederne for at tage den tilbage, på den ene eller anden måde, men var hver gang blevet enig med sig selv om, at det ville ende galt, måske endda med brækkede knogler.

Hans ord fik elveren til at spidse ører, det gav faktisk næsten et sæt i hende. sidst hun tjekkede var der ikke just mange mennesker der var i stand til at tyde dæmoniske skrifter, blikket beg ikke et øjeblik fra ringen, heller ikke selvom at Denaro pænt havde taget hånden til sig.
"Hvorfor kender du til dæmoniske skrifter? Har du kunne det flydende?"
Inskriptionen gav naturligvis mening, ringen havde tilhørt Leatus, men det var ikke det interessante, det interessante var naturligvis Denaros evner inden for dæmonernes verden.Havde han kontrolleret dem? Eller havde de altid kontrolleret ham?
Tara vidste godt, at det ikke var klogt at grave i menneskets hukommelse, i værste fald kunne han brage så hårdt imod den mur Tara havde bygget, at han ødelagde den, men hun var for nysgerrig til at stoppe sig selv.
"og du snakker også elvisk?"

Hånden med ringen gled ned i kåbens lomme og hans vendte Tara siden for at tage et par rolige skridt. Blikket gled let hen over porten for at se om Tam snart ville være på vej tilbage, men også for at sætte tempoet på samtalen ned. Dette var ikke spørgsmål han arbejdede med på daglig basis. Mange af dem krævede at han skulle huske ting. Ting han havde gjort eller oplevet. I sig selv lød det ganske simpelt og ligetil, men når ens sind var fyldt af artificielle huller og resten var lige så ustabilt som et halvfærdigt spil klodsmajor, så måtte man passe på med den næste brik.

Spørgsmålet om Samson fik ham dog bare til at trække på skuldrene. Hvorfor skulle han ikke hjælpe Samson? Det var jo ikke ligefrem fordi Denaro havde bedre at give sig til. Tværtimod, ved at udnytte Samsons kælder havde Denaro masser af folk at eksperimentere på og Samson krævede aldrig noget af ham. Han havde ikke engang fået sin første opgave endnu, så han havde ikke engang sammensat et hold.
"Fordi her er sjovt"
Svarede Denaro ligeud og vendte sig tilbage imod Tara. Et smil gled over hans læber.
"Og så længe han holder kælderen fuld kan han holde på mig."
Det var vel egentlig et proffesionelt forhold de havde? Samson betalte ham med forsøgsdyr dræbte han hvem end Samson ønskede. Simpelt og underholdende.

Det andet spørgsmål var dog langt svære. Det krævede han atter tog en tur ned af memory lane. Han kiggede lidt på hende før han blot trak på skulderne, det måtte blive en anden gang.
"Måske, kender de fleste af symbolerne fra ritualet og hvis jeg havde et større overskud kunne jeg sikkert også oversætte betydningen af det."
Han kløede sig i nakken med sin ringløse hånd.
"Men hvorfra jeg kan det og hvorfor jeg lærte det ved jeg ikke. Hvis du finder en ikke invasiv måde at tilbagekalde mine minder så sig til"
Denaro fortrød de sidste ord så snart de var undsluppet hans læber. Ikke fordi han ikke gerne ville have sin viden tilbage, det ville være rart med et klart sind, men fordi han ikke ville lade Tara vide han gerne ville have dem tilbage. Hans blik skød øjeblikkeligt over i en skarp stirren da han indså hvad der var sagt, som prøvede han at skyde skylden for sine ord på mental kontrol. Han vidste dog det ikke var grunden, det var trætheden. Han gabte korte, overdrevet inden han trak på skulderne.
"Men elvisk hverken taler eller læser jeg."
Tilføjede han for at flette en halen på hendes spørgsmål og prøve at forberede et forsvar mod det næste sæt. Det ville være langt lettere bare at dræbe hende end at svare flere spørgsmål.

Tara hævede hovedet, så rejste hun sig fra bænken hun ellers havde siddet på. Ganske langsomt, næsten som når et rovdyr tog et uendeligt langsomt skridt imod byttet, inden det satte sig til rette og tog det uskyldige væsen i øjesyn for at vurdere, hvordan det bedst muligt skulle gribes an.
Elveren lagde hovedet en smule tilbage, som havde hun opfanget en bestemt lugt, men så smilede hun. Hun kunne fornemme tankebølgerne fra Denaro, hvad han tænkte ar ikke til at sige, men det var helt tydeligt, at visse spørgsmål bragte væsentligt større koncentrationsniveau frem hos mennesket end andre.
Det kriblede, det var næsten ulideligt at skulle holde sig fra Denaros tanker, elveren var efterhånden villig til at give hvad som helst for, at kunne grave ned i hans minder og finde ud af mere.

Heldigvis blev hendes opmærksomhed afledt af Tam som kom stavrende med en bakke med glas og drikke, det tog dog ikke længe før elveren igen vendte sig imod den rødhårede mand.
"Sjovt nok til, at du vil tilbringe resten af din tilstedeværelse her?"
Spørgsmålet var reelt, hvornår begyndte Denaro at kede sig, hvor meget skulle der til, eller rettere, hvor langt kunne hans vanvid drive ham ud inden han ikke længere kunne finde på nye syge projekter?

Elveren tog den store glaskaraffel og hældte så troligt op i glassene ved siden af, inden hun rakte det ene til Denaro, det var tilsyneladende noget frugtsaft, at dømme ud fra farven.
"Måske var det så på tide at få hvilet ordentligt ud, så du kunne tyde det, hm?"
Elveren sendte ham et varmt smil, der var intet bag det, det hele handlede om, at han ikke skulle se hende som værende en direkte trussel. Elveren tog et sip af væsken, Denaros kommentar fik hende til at smile lidt, så nikkede hun, næsten forstående.
"Du undre dig. Det ville alle gøre hvis de manglede en bid af hukommelsen Denaro, det er naturligt. Desværre, er der ingen blid måde at ordne den slags på..." Hun trak på skuldrene og kiggede væk fra ham, op over borgens mure, stirrende på et ubestemt punkt. "Men måske skal man bare tænke over, at det ikke er sikkert man kan lide hvad man vil finde."

Denaro snerrede af hende, hendes ord faldt ham ikke godt tilpas. Han havde ingen tillid til elveren, ikke fordi hun aldrig havde gjort noget for ham, hun kunne have reddet hans liv gentagende gange, og han ville stadig ikke have tillid til hende. Hun var en mentalist, og derfor var hun ikke til at stole på.
"Jeg klarer mig med hvad jeg har, og hvad jeg ikke har kan jeg altid bygge op her."
Snappede han af hende idet han lagde hånden på spydet. Hun bevæg sig ind på et farligt område. Faktisk havde hun været der længe, men nu var det på tide at trække sig ud, ellers kunne der ikke garanteres for hendes eller de omkringståendes sikkerhed.

Tam blev ignoreret da hun rakte ham noget at drikke. Hans blik lå på Tara i et par lange sekunder før han kastede sig til hendes andet spørgsmål. Det lette.
"Næppe" Han slap spydet og tog sin drink i stedet.
"Ikke medmindrer den tykke snart finder på andet end at sidde på sin flade og provokere slaverne. Lidt chikane er sjovt nok, men hvis vi ikke finder en ordenlig modstand at lege med, så tager jeg afsted for selv at finde den"
Denaro var rastløs. Han manglede fjender, stærke fjender, som han kunne bruge sin magi imod. Ikke de her intriger, hvor han spillede frem og tilbage med Tara. Han manglede at føle behaget ved at knuse en modstander, der fortjente at blive knust. Ikke blot en uheldig vagt, der troede hans sværd kunne gøre skade.
"Det er jo ikke så interessant at have en som Morgoth på sin side, som det er at jorde et spyd gennem maven på ham"
Han trak på skuldrene. Morgoth ville have været en fin modstander. Han havde magi og styrke til at kæmpe. Han ville ikke være et pushover, der kunne tages ned uden besvær. Denaro var ikke engang sikker på han kunne tage ham i hans nuværende tilstand. Ikke mens han var svækket. Tanken pirrede ham. Kunne han angribe Morgoth? Fra hvad han hørte var fyren næsten udødelig, og hvis han ikke dræbte ham, så kunne Samson vel ikke klage?
En ny tanke skød gennem hans hovede og han smed glasset fra sig på jorden.
Hvorfor overhovedet bekymre sig om hvad Samson tænkte. Det betød squ da intet hvad den fede tyran havde i sinde.
han kastede et blik på sit glas, der nu blot bestod af en våd pøl og en bunke splinter.

"Hent mig et nyt glas"
Tam forsvandt ind igen.

Elverens læber krængede sig op i en dyrisk snerrende grimasse, et var tydeligt, at Denaro var utilfreds med hendes krydsforhør, men hun var til gengæld vældig irriteret over hans måde at undgå hendes spørgsmål. Det var for elveren frustrerende og irriterende, at hun ikke var i fuldkommen kontrol, at han ikke føjede hende som hun ville have ham til det. Han skulle gøre det hele besværligt og hun havde ikke den fysiske magt til at tvinge det ud af ham.
Hendes sidste es i ærmet var at Samson trods alt ikke have givet hende forbud på at rode i hans hoved, det var desværre et es hun var nødt til at gemme til hvis det hele gik galt og Tara tabte kontrol over den rødhårede mand.
Hun rettede hovedet om, overvejende, så satte hun den ene hånd i siden og lagde langsomt vægten over på det ene ben, mens hun studerede mennesket.
"Du er virkelig ivrig for at vende verdenen imod dig, hm?"
Taras spørgsmål var reelt, ingen normal, eller folk ved sine fulde fem ville aldrig lægge sig ud med en person som Morgoth. Den rødhårede elver kneb øjnene let sammen, som ville hun skrælle huden af mandspersonen foran hende og se hvad præcist der gik for sig inde bag de store følelsesforladte øjne. '
"Du er en spøjs person Denaro!"
Det var en konstantering, det var hverken et spørgsmål eller en teori, elveren trak på skuldrene, det var ikke engang havde der havde kreeret en sær person, sådan var han bare, det kunne man ikke ændre på, det ville hun nok ikke kunne ændre på heller.
De ravfarvede øjne fulgte glassets bue ned på jorden, men hun sagde intet til det, faktisk virkede elveren unaturligt ligeglad

"Verdenen har altid været vendt imod mig, men jeg klager skam ikke, det er sådan det er sjovest"
Denaro var ikke dum, han vidste godt at det var hans egen skyld at det meste af krystallandet ønskede hans hovede serveret på et fad, men det var tanker som disse der gjorde livet værd at leve. Hvis man hvert øjeblik kunne blive angrebet af en gruppe lysets krigere, så havde man altid noget at se frem til.
"Og tvivler på der er mange mellem disse mure, som jeg ville kalde normal. Du er trods alt heller ikke som folk er flest"
Påpegede Denaro og lod et let smil glide over læberne. Hun frygtede ikke at stille sig op foran folk som Samson, Morgoth eller Denaro, det i sig selv gjorde hende anderledes, men at hun kunne tillade sig det, det var et talent. Hun havde tilegnet sig sin egen magt ved at støtte Samson, men hun udnyttede den sjældent. Der syntes altid at være noget igang under de lange lokker, men man vidste aldrig helt hvor man havde hende henne. Hun var interessant, måske en af grundene til at Denaro overholdt sit løfte for Samson. Han ønskede at se hvad denne elver kunne finde på fremover.

Den rødhårede elver tog en dyb indånding, den hidsige irritation havde stadig ikke sluppet hendes krop og dirrede som en provokerende kriblen lige under huden. På trods af det kæmpede hun indædt for at ignorere det. Så vendte hun de honningbrune øjne imod Denaro med en overvældende ro.
"Eller også har du bare vendt dig mod hele verdenen altid?" Hun vidste at det var løgn, det var den Denaro hun havde fundet frem og støvet af. Den oprindelige Denaro, som han selv havde bygget var overraskende nok i kontrol og havde ikke travlt med at bekrige sig selv og hele den varden han nu engang befandt sig i.
Hans bemærkning fik hende til at le en kort let latter, en ægte latter vel at mærke, det var rigtigt nok, de færreste ville betegne hverken hende eller resten af banden som nogle der havde kontrol over krop og sind. Det var de jo heller ikke, mange i banden var så at sige, vanvittige. Det generede ikke elveren, det var i og for sig smukt. Normale sind var der intet ved, det ville være som at betragte en udtørret skovsø for et normalt mennekse. et oprørt eller descideret sygt sind var som at betragte det rasende hav for mentalisten. Men det var der nok ikke mange der ville være i stand til at forstå.
"Du har ret Denaro..." elveren lod blikket glide udover pladsen, som forventede hun, at noget dramatisk pludseligt ville dukke op.
"Og heldigvis for det."