Det var længe siden at Valeria, havde vovet sig ud i mørke skoven. Hun vidste hvilke mærkelige og mørke væsner der befandt sig her ude i skyggerne og for hende, drejede det sig mest om, at holde sig væk fra sultne blikke. På trods af mørket og faren her uden for byen murer, følte Val sig egentlig mere hjemme her end noget andet sted. Det var her hun lærte hvordan man overlevede, det var her hun fandt beskyttelse da hun blev jaget i sin ungdom. Der var intet skuespil her, hvilket var noget hun kunne sætte pris på. Der var ingen begærlige blikke, kun væsner der ønskede at æde hende og det kunne hun jo ikke bebrejde dem, vi bliver jo alle sultne.

Hun var iklædt stramt varmt bomulds tøj, for at holde varmen her i vinterkulden. En lædervest hun stort set altid gik med, der holdte tøjet inde så hun ikke blev fanget af en gren eller lignenden, på hendes færden. Hendes bue og kogger med pile hang hjemvandt på hendes ryg over hendes skulder og hun havde en kniv i livremmen og omkring læggen på hendes ben, skjult i kanten af den høje støvle.

En hvid vinterkappe havde hun trukket over sig, med en hætte der sank ned og skjulte hendes ansigt i skygger. Val havde fundet en gren, i et træ hun sad på og spiste et æble, med udsigt imod byen. Det var mærkeligt at betragte det hele på afstand, selvom man kunne se folket vandre ind og ud af den store port, gav det ikke et oprigtigt indtryk af det virvar der var at finde i dets gader.

Endnu en bid af æblet forsvandt imellem hendes læber, imens hun var fordybet i sine egne tanker. En smule sne dryssede fra grenen hun sad på, men hun havde sat en fælde op ved foden af træet, en lille snor, med nogle raslende nødder, der ville advare hende om gæster.

yamamoto eller ingen pels som ham og hans flok kaldte ham at en god grund han var på jagt efter et eller andet stort dyr så han og hans flok kunne få noget mad så de ikke var værre nødt at tage nogle dyr fra de to benet aber og finde et nyt sted at leve så de to benet aber ikke skulle gøre flokken ondt han havde ingen tøj på han havde aldrig haft tøj på det enes han havde med sig var en lang gren med en mærkelig ting på den som var meget (en lee) han gik på alle 4 som et dyr ville og han gik under et træet og satte en fod i en fælde som var lavet af et snor og den begyndte at lave lyde og han prøvede at løbe væk uden held og derefter prøvede at bide sin fod af så han kunne komme væk

I det samme Val's fælde havde udført dens job, spændte alle hendes muskler op i kroppen, klar til aktion. Hun kom på benene, så hun sad på hug på grenen allerede med sin kniv trukket og lænede sig tæt indtil stammen, skulle der komme pile svævende op imod hende. Der kom ingen og hun hørte fortsat lyde nede ved foden af træet. Hun fik øje på en mand... en nøgen mand? Dette måtte være koldt! Og han bed i sit eget ben? Det var et mærkværdigt syn at følge! Han måtte jo være bims, en tosset fra byen der havde forvildet sig på afveje?

Næsten lysløst sneg hun sig ned af stammen på modsatte side af hvor fyren var. Hun satte kniven i sit bælte og trak sin bue frem. En pil blev hevet ud af koggeret og hun satte den for strengen, spændte den med kontrollereet vejrtrækning og trådte frem fra sit skjul. "Smid dit våben!" kom det i en bestemt kommanderene men rolig tone, idet hun betragtede mandens mindste bevægelse og sørgede for at holde afstand til ham. Pilen var hele tiden sigtet imod hans hjerte og på denne korte afstand, ville hun ikke misse en millimeter

Han lige fået bidt nok så det blødte da en to benet aben kom frem og lavede nogle mærkelige lyde så han stoppede han med at bide sig selv i benet og så på den og gjorde sig så lille som muligt mens han svingede vildt med leen med den ene arm og rykkede sig tilbage fra den og gøg som en ulv lidt kortere og lavere end en hund ville gøre (ulve kan godt gøg) og så på hende med et blik som man ikke var i tvivl om han ikke hende noget hvis hun ikke gjorde ham noget selvom han kunne mærke den dyr i ham var på vej ud af ham så han stoppede med at svinge leen og at gøg mens han bare så på hende

Valeria betragtede dette væsen, med en dyb undren. Der var ikke noget tidspunkt at hun lettede, hendes anspændte holdning. Men det krævede meget for hendes arm og hendes muskler var begyndt at sitre. Alligevel sænkede hun ikke armen, før end at manden krøb sig sammen og ikke længere virkede truene. Hun havde dog stadig et fast greb i buen og det ville ikke tage mange sekunder for hende, at affyre en pil alligevel.

Alle hendes sanser var på vagt, hun lyttede efter om sneen gav sig bag hende, fra en fod der trådte det sammen - så dette måske var et baghold. Eller om vinden skulle føre nogle nye lugte med sig, ud over dem fra manden der lå der foran hende. Hun satte sig ned på hug, for ikke at virke truende, der hvor hun stod et stykke fra manden.

Hendes blik gled ned imod sået på hans ben, hvor blodet havde samlet sig. Det var ikke godt, i det mindste var de i udkanten af skoven, men der var ikke nogen større til træknings kraft på disse kanten end lugten af blod.

Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forholde sig i denne situation. Hun ville ikke få noget ud af at skyde ham, hun havde bestemt ingen intentioner om at spise ham til middag. Han virkede tosset og imod hendes normale gemyt, havde hun en smule ondt af dette væsen.

Hun lagde pilen tilbage i koggeret på hendes ryg og samlede en håndfuld sne op fra jorden. Så nikkede hun imod såret på benet, imens hun rakte sneen hen imod væsnet. Hun var ikke tæt nok på at han ville kunne nå det i hendes hånd, men det var et forsøg på at kommunikere med væsnet, om at rænset såret og få skjult lugten.

Ingen pels så forvirret på den to benet abe virkede ikke så aggressiv mere især når hun ikke havde den mærkelige gren foran sig han vidste ikke rigtig hvad han skulle gøre nu de fleste to benet aber var aggressive mod ham eller bange for ham som nogen små dyr så at denne to benet abe rakte noget af sneen han forstod ikke hvad meningen det så han tog noget af sneen op og rakte den mod hende måske var det hun ville den sne selvom der ikke var noget forskel det som var i nærheden af ham og det ved hende men de to benet aber var jo meget mærkelige at bære pels som de ikke var født med hvor dumt

Valeria rystede på hoved og smed sneen fra sig, inden hun børstede sin hånd af i sin kappe. Hun skævede sig omkring, lige nu var hun mere nervøs for hvad der kunne dukke op end dette væsen foran hende. Overvejende rejste hun sig op, hun havde helt sikkert ikke til sinde at nærme sig yderligere.

Hun tog atter en pil frem fra koggered på hendes ryg, tyssede af væsnet som tegn på at det skulle holde sig roligt. Hun var udemærket godt klar over, at der kke var nogen væsner her ude, der sad roligt, når man spændte en bue imod dem, men det kunne ikke skade at forsøge.

Hun spændte sin bue, tog sigte imod rebet om væsnets ben. Val var uhyre præcist, så med en selvsikkerhed og roligt udånding lod hun pilen flyve.
Og ganske som forventet snittede pilen hen over toppen af rebet og skar det halvt over, inden det borede sig ned i jorden bagved.

Nu mente hun at rebet var svækket nok til at rive over, så hun sank buen, men lod sin hånd finde hen til saftet af sin kniv, imens hun bakkede et par skidt tilbage, så hun var klar, skulle væsnet vælge at angribe hende.

Ingen pels rørte sig at stedet delvis for den to benet abe løftet grenen igen mod ham men også for den dådyr ikke skulle blive bange for ham og begyndte at tale med den igennem deres tanker og igennem den fik fat i resten af den flok og fik de to ældste som ville lige meget de ville dø snart uanset hvad så de gik hen mod ham så da pilen ramte jorden rebet nok løb han mod den to benet abe lige hen dådyr som var et par meter bag hende og sprang hurtigt på den eneste ryg og brækkede dens nakke og videre til den næste og gjorde det samme med den anden og så på den to benet abe

Så snart at væsnet farder afsted, presser Val sin ryg op af stammen og trækker straks sin kniv. Hun var klar til at nedlægge denne mærkelige mand, hvis han ikke fattede at hun ikke ville ham noget ondt.

Men i stedet for at få brug for kniven, måtte hun betragte ham, slå et par dådyr ihjel. Det var virkelig et besynderligt syn. Val troede at hun efterhånden havde set hvad der var at se, i denne verden men ikke overraskende, var det mørkeskoven som bød på nye hændelser.

Hendes sanser var stadig skarpe, lugten af blod lå stadig i luften og hun brød sig ikke om det, i det mindste var her bytte nok til at underholde de fleste jagt dyr, der kunne blive tiltrukket til stedet. Val havde et fast tag om hendes kniv, som var hævet frem for hende. Væsnet så ud til at ha det fint, på trods af hendes lille fælde og egentlig mente hun, at hun hellere måtte se at trække sig tilbage inden den, ville hoppe på hende, som den havde hoppet på dyrene. hun kunne faktisk godt lide hendes hals som den var. Så med langsomme bevægelser begyndte hun at gå tilbage rundt om træet, uden at fjerne sit blik fra væsnet.

Hurtigt, smerte frit og ingen blod den bedste måde at dræbe sit bytte så ingen andre rovdyr fik den dumme ide at tage dem fra ham og så løftede den mindste dådyr over sin ene skulder og gik på tre ben hen mod den to benet abe og et par meter væk fra hende og lagde den ned på jorden og skubbede den hen til hende som en slags tak for hjælpen med den fælde han slikkede lidt på det sår han havde fået ved at bide så han ikke fik sygdom i den og så på den to benet abe med en nysgerrighed som en hund ville vise til et nyt menneske

Val's øjne trak sig lidt sammen, da hun absolut ikke forstod meget af dette væsen. Men gestussen den nu kom med, var dog ganske tydelig. Hun standsede hendes tilbagetogt og rystede afvisende på hoved, over tilbudet. Hun ville gerne ha haft dådyret, det var virkelig lækker spise og hun var sulten, men den var for tung for hende at slæbe hele vejen hjem og al ting var for vådt fra sneen, her ude, så hun kunne heller ikke tilberede den her.

Normalt ville hun ha skåret dådyret op i stykker så det havde været lettere at fragte med sig. Men hun følte sig ikke sikker her i denne situation, eller i dette selvskab. dette væsen ville kunne vende sig imod hende, hvert øjeblik hvis der skete en misforståelse via deres manglende kommunikations evner.

I det mindste plejede væsnet nu endeligt dens sår på benet. Hun forstod ham ikke helt, hvordan han kunne rende rundt i kulden nøgen uden at blive syg. Hvorfor han havde medbragt våben, når han alligevel kunne overfalde et dyr, på den måde han gjorde og brække dets hals, uden at det så ud til at skabe ham nogen problemer. Han måtte være utrolig stærk og på trods af at han lignede en tosse, så så det ud som om at der var en mening ved galskaben hos dette væsen. Det virkede som om at han var i sit rette element, her var det val som skilte sig ud.

Ingen pels kunne holde kulden ud for det var en relativt varm vinter han havde oplevet i sit liv selvom han kunne godt bruge lidt varme fra sin flok og nu havde han fanget noget de kunne spise så han satte i en ulve hyle som kun en som havde med ulve værd dag eller så ham kunne høre det var lavet af et menneske og kort efter kom der et svar og denne gang kom det fra en rigtig ulv og han gik stille og roligt hen til den anden dådyr og gik rundt om den så han ikke mistet noget af sin varme til hans flok kom

Da væsnet halv menneske halv ulv - åbenbart! Begyndte at hyle ud til omverdenen, løb der en skælven igennem Val's krop. Ikke mindst da der kom svar tilbage. Dette var hendes stikord! Hun skævede omkring sig, for at finde ejeren af det andet hyl, men det rungede nærmest i hele skoven, så hun ikke kunne orientere sig om hvilken retning det kom fra.

Val holdte atter kniven frem for sig og nu var det på tide at stikke af, inden væsnet fik opbakning. Væsnet alene, ville være en stor opgave for Val at nedlægge, så hvis hun også kom i undertal, ville hun ikke have en chance. hun fortsatte sit rolige tilbage togt og trak sig væk fra væsnet og søgte om bag stammen, for derefter at kunne søge tilbage imod by-murene. Det var først da hun var kommet på en pæn afstand, at Val vendte væsnet ryggen og satte i et rask løb hen over de åbne marker, der skilte byen og skoven fra hinanden.

//out

Hauru har nu siddet på hug i den nordlige del af skoven i flere timer. Efter en lang dag, hvor han har udrettet.... Ingenting... Så er det altid rart at slappe af og fortsætte med at lave intet. Ryggen er lænet helt op mod et træ, hovedet lænet tilbage, og øjnene lukkede. Begge hans arme er placeret på hver sit knæ. Som sædvanlig har han intet andet på, end sine tætsiddende sorte bukser, som ikke ligefrem er helt sorte længere, da der både er lidt blod hist og her, indtørret mudder, og en del andet. Hans hår er der absolut ingen kontrol over. Selvom Hauru normalt ikke går ud, uden at se nogenlunde anstændig ud, har han for en gang skyld, været ret ligeglad. Han regner alligevel ikke med at være særlig social, da det ikke er specielt tit render folk rundt i den mørke del af skoven.

Den nordlige del af den ødelagte skov. Dette var altid et uhyggeligt sted at være. Koda havde aldrig brudt sig om at være der, men var i dagens anledning løbet her ind for at komme væk fra et par vagter. Hun havde lagt mærke til at hun stille og roligt var mere og mere i problemer med ordensmagten efter hun var begyndt at overfalde mennesker for at få deres blod. Falco havde nok ret i man skulle slå sine ofre ihjel, men det var stadig ikke noget Koda ville kunne få sig selv til at gøre. Men hun var hurtigt blevet vandt til at drikke blod. Men det var nok sulten der gjorde det. Nu hvor hun tænkte på sult, det var igen ved at blive et problem.
Med hastige skridt gik Koda igennem skoven men hun stoppede op midt i det hele. Her lugtede dødt. Koda var stadig ikke helt vandt til sine nye sanser, men der var dødt her. Men måske var det bare skoven i sig selv.
Hun gik lidt videre og tog ikke hensyn til skov bunden så man kunne tydeligt høre hende på lang afstand.
Igen stoppede Koda op, hun havde på fornemmelsen at der var noget her ude. Hun sukkede lidt for sig selv og kiggede sig omkring, ja der var noget i den retning.
Koda gik i den nye retning og hendes hørelse opfattede noget trække vejret. Men ikke i samme hastighed som et menneske.. Mere en der trak vejret som hun selv gjorde..
"Er her nogle" spurte Koda lidt højlydt ud i den døde skov.

Hauru hørte godt Koda på lang afstand. Men valgte, indtil videre, at ignorere det. Et næsten irriteret suk kommer fra ham, da han ikke har overskud til at være social. Men hvornår har han også det?

Idét han hører Koda's spørgsmål, spærre han øjnene op. Og i stedet for at forblive stille, som han nok skulle gøre hvis han ikke ville have kontakt med folk, vælger han at svarer:
"Nej!". På det punkt var Hauru ikke den skarpeste. Han snakker altid når han ikke skal, og omvendt. Dog falder det ham aldrig ind, at han måske skulle holde sin kæft.

Koda gik roligt videre og da der først kom et svar fik hun bekræftet at hun ikke var alene. Hurtigt fandt Koda hen til stemmens ejer og gik der hen. Der stod Hauru og Koda stod nu og kiggede på ham og lagde hoved på skrå og sagde "Det var da det mest idiotiske svar jeg har hørt længe"
Koda vidste entelig ikke hvorfor nogle ville svare på den måde. Det var da bare dumt. Men Koda betragtede lidt Hauru som han stod der. Han så beskidt ud. Måske skulle hun bare holde sig på afstand, lugten skulle jo nødigt hænge fast i hende.
"Desuden om du så havde svaret eller ej så ville lugten nu fortælle det hele" sagde Koda så og trak på skulderne.

Hauru blev siddende op ad træet, stirrende ud i luften, indtil Koda kom tæt på. Der vender han langsomt hovedet, og på en meget provokerende måde, kigger op og ned af hende, med det mest ligeglade blik. Et kort, intetsigende, smil kommer fra ham. Dog forsvinder det hurtigt igen, og hurtigt kommer han på benene. Og så doven som han nu er, vælger han stadig at læne sig op af træet, så han ikke behøver bruge alle sine kræfter på at stå. Ja, det er dovenskab i høj grad.
"Hvad mener du? I det mindste svarede jeg," kommer det kort fra ham, som om han nærmest blev fornærmet over Koda's kommentar. Han fnyser kort.
"Jah...,". Han stopper med at sige mere, før han lige glor op og ned af hende igen, nu med et lidt mere venligt blik.
".. Hvis du nu kommer med mig hjem, så havde jeg faktisk en grund til at tage et bad," siger han roligt.

Koda lænede sig op af et træ og lagde sine arme over kors og betragtede Hauru komme op fra jorden. Det så ikke lige frem særligt elegant ud nærmere ynkeligt.
Koda smilede lidt for sig selv og svarede "Men det var ikke lige det mest kreative svar"

Koda holdte lige en lille kunst pasue og hørt hvad Hauru havde at sige inden hun forsatte.

"Og hvor mange virker den replik så på" spurte Koda leende over Haurus forsøg på at få hende med hjem. Det var en af de værre hun havde hørt og hun havde efter hånden hørt mange.
Men på en eller anden måde mindede denne person hende om en gammel kærlighed. Håret var i hvertfald det samme og ja personligheden var der også lidt.
Koda rystede på hoved lidt for at få tankerne ud igen og sagde "Har du flere op i dit ærme?"

Hauru ryster svagt på hovedet, og trækker så let på skuldrene.
"Jeg er ikke særlig kreativ.. Men ikke dømme. Jeg har lavet rigtig meget i dag. Jeg må godt være træt," kommer det roligt fra ham, med et lettere enerkendene smil. Selvom han lyver hele tiden.

Han sukker lavt.
"Ikke på særlig mange," indrømmede han.
"Men det har virket! En enkelt gang eller to..." mumler han så lavt bagefter, men mere for at bekræfte sig selv i, at det faktisk har virket!
Han vender så blikket mod jorden. I en kort stund, tænker han på om flere smarte replikker er på vej.
"Ikke lige nu," siger han, mens han vender blikket på Koda igen.
"Men de kommer med tiden, så mon ikke du kan vente på flere af mine charmerende stunder," siger han smilende, som om han på forhånd ved, at Koda nok skal komme med ham hjem på et eller andet tidspunkt alligevel.