Egentlig var det meningen, at Trent skulle have slået lejr for længe siden. Kravle under sit tæppe under aftenhimlen. Men han var på sporet af noget stort. En form for hesteaftryk og han kunne sagtens bruge sådan dyr, til at bære nogle af sine ting på, eller bare komme længere frem med. Dræbe det, ville han ikke. Ikke dette i hvert fald.
For en gangs skyld havde Trent også ment, at det var lettere at finde dyret i menneskeform, for det ville nok bare blive skræmt hvis han var i tigerform eller hvad han nu end fandt på. I stedet havde han sin bue trukket, men strengen påsat og en pil parat, ganske afslappet. Man kunne aldrig vide hvad der lurede rundt om natten, det vidste Trent mere end de fleste folk. Norden havde overbevist ham om, at man ikke skulle gå rundt som om man ejede verden.

Trents nattesyn var perfekt som altid og han fulgte sporene, som en blodhund ville have gjort det, forbedredt på, hvis noget skulle gå galt. Øjnene scannede enhver bevægelse der kunne opstå. På trods af Trents gode intentioner, så gjorde han stadig brug af samme kotúmer som hvis han havde været på jagt. Han skulle jo trods alt tracke dyret ned.
Hans blik opfangede pludselig en mørk plamage på jorden, lidt ved siden af sporene og han satte sig på hug ved det, stak en finger lidt ned i det, hvorefter han smagte. Blod. naturligvis spyttede han det ud igen. Det var frisk blod. Han var tæt på. Måske kunne han redde det. Det ville kun gøre dets loyalitet mod ham bedre.

Skumring løb igennem skoven, hendes hjerte hamrede pinefuldt i brystet på hende og af samme grund stoppede hun hurtigt op og lyttede. De spidse elverører stak opmærksomt op igennem de hvide mankelignende hår og de store sorte øjne stirrede varsomt ud i mørket. Ingenting, den larmende stilhed rungede igennem skoven, hvad end der havde jagtet og angrebet hende så var det væk nu. En lille udpint strubelyd klemte sig op igennem halsen på den store kentaur, inden hun lod blikket glide ned på flanken af hestekroppen. Tre lange dybe sår blødte kraftigt og dryppede ned i skovbunden, hun fnøs og bed tænderne sammen, det sveg og dunkede, men ville ikke blive det helt store problem hvis hun nu bare fik tid til at koncentrere sig om at lukke såret.
Den hvide hørtop som hun bar omkring barmen var efterhånden ret beskidt, men det var det eneste klæde hun havde så det måtte gå an. Omkring taljen på menneskekroppen hang et kraftigt bælte hvori et rummeligt pilekogger sad fast. Lange pile med hvide og sorte endefjer stak op, så de var lige til at tage og lægge på buen og i hendes venstre hånd knugede hun fast en elvisk udsmykket langbue med sølvmønster og udskårne snørkler.

Kentauren kneb øjnene langsomt sammen, et svagt lys dannede sig ved såret, inden det forsvandt med et sæt, noget bevægede sig i skoven, var det stadig efter hende? I en hurtig bevægelse lagde hun en pil på buen og sigtede ind i buskadset, hvad hun skød efter var ikke sikkert, men uanset hvad ville det med sikkerhed se hende død, og af samme grund valgte hun at gå aggresivt til værk, kort efter slap hun pilen der med en voldsomt kraft skød ind mellem bladene.

Det skete pludseligt - Trent, der sad og tænkte på hvad der mon nu skulle gøres ved hele situationen, og om hvor meget forbinding man mon ville få brug for. Om dyret overhovedet ønskede hjælpen. Om det var i dødsraseri. Det kunne let ske, især med heste. Især med så tung en som denne. Sporene var jo godt dybe. Han vedblev sin undersøgen af det blodige område, indtil han ud af øjenkrogen kunne se noget lys. Naturligvis kiggede han direkte mod lyskilden, men vedkommende til den reagerede så hurtigt, at han ikke selv nåede at reagere på det. En pil blev sendt af sted. Han nåede at flytte sig, men blev stadig snittet over hovedet. Det gav en god lang slænge hen ad siden på hans hoved og han kunne et kort øjeblik ikke gøre andet end bande, svovle og ømme sig over det, før det i hans hoved var på tide at komme væk.

Han rejste sig, kiggede kort i retningen af pilen, hvor noget der lignede en kentaur stod. Den var nok vred over at han rendte rundt herinde. Overvred. Og det var nok også hende, sporene tilhørte.
Trent startede ud med en advarselspil, han med vilje sendte af sted godt en meter fra hende, før den borede sig ind i et træ, og en brummen fra den vibrerende pil lød. Derefter satte Trent i løb, mod det første og bedste træ. Afstand, gerne længere opad var fortrækkeligt. Forhåbentlig ville kentauren ikke sætte i løb endnu, for så var han fandeme på spanden.

Skumring løftede hovedet en kende imod vinden mens de kul sorte øjne bevægede sig fra skygge til skygge mellem træerne, for at se hvad det var som fulgte efter hende. Måske havde hun ramt det og det var døende, der var i hvert fald dødsens stille derinde. prøvende tog hun et skridt til den ene side, så de tunge hove gav nogle bløde bump i skovens bund. Den stærke hånd lukkede sig til et strammere greb om den smukke bue, inden hun stille lagde en ny pil på og tog et afventende skridt imod byttet.

Kort efter fløj en pil direkte forbi hende, inden den stædigt borrede sig ind i et træ få centimeter fra hende, dette bekræftede hendes teori; væsenet ville have hende aflivet, det skulle det blot ikke få lov til så let.
Endnu engang trak hun den tunge bue og skød den dræbende pil ind igennem budskadset, i håb om at få has på hvad end det var der var efter hende. På trods af at hun ikke kunne se det, måtte det være en underlig skabning, det første der havde angrebet hende havde haft kløer og havde ikke virket synderligt civiliseret, men det krævede alligevel sin del våbentække at skyde med bue og pil, så lidt måtte kræet have mellem ørerne

Der ikke lang tid fra Trent satte i løb, til kentauren sendte endnu en pil af sted. denne kom også meget tæt forbi hans ansigt og fik det snittet op, hen over næsen og Trents paniske løb blev kun endnu mere panisk.
"Nej nej nej, det her sker bare ikke!" mumlede han lavt, til han var ved træet, hvor han ikke spildte tiden. Han sprang og greb fat om en gren, som han trak sig op i med endnu et par bandeord. Han klatrede ret hurtigt op, til han var godt og vel to meter oppe, hvor han trak endnu en pil op og søgte rundt med øjnene, til hans blik faldt på hende. Han måtte mindst uskadeliggøre hende. Hun var allerede skadet, men tydeligvis ikke nok, og Trent var bekymret for sit eget liv. Så var det jo nok en gang bedst at hun døde, selvom det ikke var noget der huede ham overhovedet.

Han satte pilen på buen og spændte, til strengen nåede det passende punkt, hvorefter han med skulderbladene låste bevægelsen fast. Sådan skulle han helst ikke sidde i lang tid, så han tog omhyggeligt sigte på kentaurens højre skulder og slap strengen, der gav et smæld og sendte pilen flyvende af sted, til den nåede sit mål. Denne gang gav den ingen brummende lyd.
Med det gjort, skyndte Trent sig at klatre en halv meter længere op, hvor han fik fast fodfæste igen og trak endnu en pil frem og gjorde sig klar.

Skumring rettede opmærksomt hovedet imod buskene, de store sorte øjne stirrede intenst ind i mærket og de spidse ører lod ikke en lyd gå forbi sig. Det var sjældent at Skumring følte sig truet i skoven, det var trods alt hendes hjemmebane, men der var noget over væsenet der fik frembragt en hvis uro i den store kentaur.

Et smæld fangede hurtigt hendes opmærksomhed, men for sent til at flytte sig for pilen imod hende, inden den borrede sig igennem hud og knogler med en ubehagelig knasen. Den hvidhårede kvinde gav et anstrengt suk fra sig, mens hun med en smertefuld grimasse bukkede sammen i overkroppen, mens hendes venstre hånd pressede imod pilen der gik hele vejen igennem.

stift vendte hun blikket imod træet hvor pilen var kommet fra, gennem sine evner hvad angik naturen søgte hun ud til skikkelsen i træet, inden en lang slyngplante ville sno sig om hans hals, og forhåbentligt trække ham mod jorden med en voldsom fart. Han skulle ikke slippe fra hende levende, det var sikkert!

Trent var umådeligt glad for, at kentauren så ud til at virke meget mere udmattet da pilen gik igennem hende og han smilede let ved mundvigen, ved tanken om at der var en god chance for at han overlevede. Sejrsglæden varede meget kort, da en slyngplante blev levende bag ham og greb fat om halsen på ham. Skoven var sgu levende! Han kom med et halvkvalt råb, da slyngplanten strammede til og trak ham meget voldsomt ned ad. Mod jorden. Og Kentauren. Mere nåede han ikke at tænke før han og jorden kom i nærkontakt med hinanden. Han landede så lang han var, med ansigtet ned af og fik slået alt luft ud af sig.

Sådan lå han et stykke tid, gispende efter vejret med et sortplettet syn og en kraftigt stigende smerte i siden af hovedet. Underligt nok havde han stadig buen i hånden, men pilen var knækket ved faldet. Det var afsindigt heldigt, at han ikke havde fået den i sig et eller andet sted og han tog sig lige et par sekunder på at komme til sig selv, før han sprang på benene.
Det var ikke en klog beslutning, for pludselig begyndte det at snurre rundt for ham. Det var sgu som at stå på et skibsdæk i voldsomt uvejr.
"Årh, ved død og helved," gispede han hæst, mens han kiggede rundt efter kentauren med sit stadig nogenlunde intakte blik. Det var stadig til at se hende, men sådan som det snurrede for ham, måtte han helt sikkert bruge længere tid på at sigte. Han blev enig med sig selv, at det var hans eneste chance og trak hurtigt en pil, som han satte på strengen. Egentlig tog han sigte efter brystet, men hans krop rystede af smerte, og han havde svært ved at fokusere, så den endte i hestedelen af hendes krop, der hvor en hests brystkasse normalt var. At det var under maven på hendes menneskelige krop var irrelevant, det burde nok sløve hende ned.

Skumring gik utålmodigt frem og tilbage i den bløde skovbund, inde fra skoven hørte hun hvordan hendes angreb havde lykkedes, en meget menneskelignende lyd gav et udmattende suk fra sig, var han ved at være træt? Var det overhovedet et væsen?
Der var ikke tid til at tænke, for pausen i kampen og de få øjeblikket væsnet skulle have til at komme på benene var nok til at skumring fik kikket ned på pilen, blod var løbet fra såret og havde væddet den hvide hørtop med den mørkerøde farve. Hvis hun trak pilen ud kunne hun helbredde såret, men det krævede mere koncentration end hun havde tid til at give sig til i kampens hede.

Med en bister mine knækkede hun fjerenden af pilen, men kunne med det samme mærke, at den sad fast i knoglen, der skulle mere end hendes kræfter til at trække den ud, især grundet smerterne det medførte.

I en langsom bevægelse lagde hun en af de lange pile på den smukke elviske bue, og skulle kort efter til at trække den, da en skærende smerte skar ind i brystet på hendes hestekrop, ikke nok med det var det tydeligvis ikke bare et kødsår der var tale om, noget vitalt var tilsyneladende ramt.
En udpint hvinende lys slap ud mellem læberne på den store kentauer, inden hun i en hurtig bevægelse spændte buen, og skød pilen ind i budskadset hvor manden skulle befinde sig.

Langsomt tog hun et skridt til den ene side, men hele kroppen dirrede og truede med at give efter når som helst. Omkring pilen der havde boret sig ind i hendes bringe var pelsen våd og fedtet grundet endnu mere blod, hun måtte tæt på, trampe ham ihjel hvis det blev nødvendigt, det kunne ikke fortsætte som det gjorde nu

Trent lagde godt mærke til hvordan kentauren kiggede overrasket ned på såret og lyden hun afgav fik ham til at knibe øjnene sammen. Han havde det på ingen måder godt med at skulle dræbe hende, især ikke når han ikke kunne ramme ordentligt. Hvis han så bare lige kunne ramme hende i hovedet. Sørge for at hendes pinsler var ovre. Eller få hende beroliget, men han begyndte at tro mindre og mindre på at det kunne lade sig gøre, især da han så hende spænde buen med en pil på og slippe. Han ville komme om bag ved træet, men var for langsom og derfor ramte pilen plet lige i venstre skulder. Han kom med højlydt udbrud af smerte og trådte nogle skridt tilbage, gispende. Han havde oplevet skader før, men ikke det der skete når en pil skar sig gennem knogler og muskler præcist som hans havde gjort det i hendes skulder. Det var forfærdeligt og var det ikke for kampadrenalinen, var han nok sunket omkuld.

I stedet fik han endnu en gang spændt buen med en pil og et par hænder der rystede endnu mere end før. Da han gjorde, skurede pilen mod en knogle i skulderen og han stønnede lavt over smerten, skar tænder, men sendte alligevel pilen flyvende mod kentauren. Denne gang ramte den ikke, men den var få centimeter fra hendes hoved, mens han fumlede efter en ny pil, bandende. Han kunne allerede mærke blodtabet, for det havde også blødt en del fra hans hoved før dette. Det gjorde ham træt, samtidig med at adrenalinen pumpede gennem kroppen på ham og der løb sveddråber ned over ansigtet på ham. han var for sløv og da han fik pilen op af sit kogger tabte han den.

En voldsom kvalme og dunkende hovedpine overmandede kentaueren overraskende hurtigt. Med noget utrygge skridt begyndte hun at gå imod manden i buskene, hun var udemærket klar over, at hvis hun blev ramt af endnu en pil ville hun ikke være i stand til at helbrede sig selv og dermed omkomme af blodmangel før eller siden.
Mandens råb afslørede ham, og hun kunne nu bestemme hans præcise position, en pil for direkte forbi hendes ansigt og det fik hende til at sætte i trav og derefter en elegant men træt galop imod stedet, det ville være vigtigt at nå manden inden han fik chancen for at affyre endnu en pil imod hende.

Såret på hendes bringe blødte efterhånden så voldsomt at de røde dråber med fast takt dryppede fra den gennemvædede pels. Med ét brast hun igennem buskadset og fik kort efter øje på manden ikke langt fra hende. Problemet var bare, at han vibrerede for hendes blik, og at hun slet ikke kunne fokusere ordentligt på ham.
Med en let anstrengelse stejlede den store hestekrop og forbenene langede faretruende ud imod ham, hvis hun kunne slå ham omkuld ville det ikke blive et problem at aflive ham, det ville være hendes eneste mulighed for at overleve

... Og nåede ikke at få en ny frem før en kentaur pludselig stod foran ham, blodig og højst sandsynligt mindst lige så træt og drænet som han selv var. Forskellen var, at hun havde hesteben der nu slog ud efter ham, mens han overhovedet ikke var forberedt. De endte med at ramme plet i brystet på ham, så han fløj godt og vel to meter bagud og igen landede hårdt, denne gang med et par kvaste ribben. Luften var igen slået helt ud af kroppen på ham og mens han hev efter vejret, rullede han rundt og kom på benene. Buen havde han tabt, så han trak i stedet begge sine sværd og sørgede for at aflukke afstanden mellem dem ved at sætte i løb.

Det ene sværd ramte hendes ene forben, det andet havde mere held med sig og ramte lige i brystet på hende. Om det ramte hjertet vidste han ikke, for tilløbet og smerte sendte hans balance ud af orden og han slap sværdet, mens han holdt det andet, han havde ramt hende i benet med, og væltede derefter forover på jorden ved siden af hende, hivende efter vejret.

Skumring nåede dårligt nok at registrere hvad der skete for en skærrende smerte hamrede igennem den menneskelige kvindekrop, en dunken fra det ene forben sagde også en del, men det var ingenting i forhold til den skrækkelige tykken der bredte sig i hele kvindens overkrop.
Med et stakåndet gisp tippede hun hovedet nedad for at finde det slanke sværd penetrere hendes overkrop mens en solid dunken i hendes bryst blev svagere og svagere, men mere og mere intens.

Panisk, faktisk desperat lagde hun hænderne om sværdet, og slap dermed sin egen bue der faldt til jorden. Hun var ikke mange øjeblikke i tvivl om, at det havde ramt hendes hjerte og en let sortnen startede at indtage hendes blik. Med et næsten bedende udtryk fangede hun Adriens blik, mens han lå der på jorden, inden en tåre trillede sagte ned ad kinden på hende, hun havde aldrig regnet med at hun skulle lade livet, ikke så ung i hvert fald.
Endnu et hvalt gisp der mindede mest om et hulk forlod kvindens læber inden hestekroppen gav op under hende og sank sammen.

Kort fik hun kigget på Adrian da fejlen gik op for hende, han var et ganske almindeligt menneske og hverken formskifter eller et udyr med klør, hun havde lige begået den største fejl hun kunne.

"Undskyld..." stemmen var hæs og der var dårligt meget lyd tilbage, endnu en tåre trillede ned ad det smukke ansigt. Kort efter tågede manden fuldkommen væk for hendes blik, og hele den store kentauer kollapsede i skovbunden og i de gyldne efterårsblade inden det sidste desperate støn forlod hendes læber

/ Out/Dead

Trent havde haft det meget, meget bedre med, hvis kentauren bare havde raset ud til sidste øjeblik, i stedet kunne han nede fra jorden, se undren i hendes blik, før det blev vendt til sørgmodighed, mens benene gav efter under hende og der trillede tårer ned fra hendes øjne.
Hendes undskyld var det værste der overhovedet kunne ske for ham, da hun kiggede ham i øjnene. Han rystede på hovedet, mange gange, men valgte at forsone sig med hende, før hun døde.
"Det er okay. Undskyld," mumlede han hæst, før hun faldt helt om og var fuldstændig død. Hvad havde han dog gjort? Han kravlede langsomt hen til hende og fik lukket hendes øjne, mens han selv mærkede en kæmpe klump danne sig i halsen, der samtidig var knastør.

Et blik på buen var nok til at han samlede den op. Hun var død, han kunne ikke begrave hende, og hvis han bare efterlod våbnet, ville en raner bare tage det. Bedre at hendes endelige fjende tog det. Han så kort undersøgende på det og spærrede øjnene op da han så det lille mærke. Nej. nej. Nej, nej. nej. Han havde troet det ikke kunne blive værre, men det kunne det sagtens. Hun var en lysets kriger! Han havde lige dræbt et individ, der aldrig ville have lagt en hånd på ham ved sine fulde fem. Han skulle være flygtet. Bare flygtet som død og helvede. Han kom på benene, sammen med buen og hægtede den over den raske skulder, samlede alle sine ting sammen og trak langsomt sværdet ud af hendes krop, før han tog sin kappe af, ligeglad med hvad det ville betyde for ham, og lagde den over hende som en sidste tjeneste. Så begyndte han at vakle væk derfra.

//Out