Skønt det er mørke tider Krystallandet lider under, har borgere i Krystallandet selv våget sig ud i at vedligeholde de gamle traditioner. Mørkets Lord har lovet ikke at skabe nogen uro i fest-perioden.

Dansegulvet er poleret så blankt, at man kan spejle sig i det.
En magisk fremkaldt musik er fremkaldt - perfekt at danse til.
Oppe fra loftet stråler forskelligtfarvet lys ned fra et par store lysekroner, og skaber et flimrende farvespil hen over det blanke dansegulv, hvor festgæsterne kan slå sig løs i en elegant, svævende dans.

Muntre stemmer strømmede ud fra rummet. Morgana fik pludseligt betænkeligheder ved dette sted. Det var ikke just det, hun havde forventet. Godt nok stod der med slyngne bogstaver skrevet en invitation og en opfordring til at ankomme propert klædt til dette sted på den silkebløde pergamentoverflade i brevet i hendes hånd… men hun havde troet, at det var en form for spøg. Hun var ikke forberedt på de mange fornemt klædte kvinder og holdne mænd, der med smil ledte hinanden rundt ved det store indgangsparti til dansesalen. Det perfekte og pletfrie gulv strålede, musikken overdøvedes hverken af de dansendes perlende latter eller hvislende kjolekanter, der fejede over de perfekte marmormosaikker.
Morgana kiggede ned af sig selv og rynkede lidt på brynene. Dette var så absolut en uvant situation for hende. Den dybmørkerøde kjole, der indhyldede hendes krop i hvislende silke og fremhævede de rigtige steder, både gav hende gåsehud af fryd og frygt.
Hendes spejlbillede i det store spejl fortalte hende, at hendes hår, trods de diskrete hårnåles desperate forsøg, nægtede at holde sig i den opsatte frisure. Den første lille krølle var på vej ned ad nakken, og af ren nervøsitet fugtede hun en finger og kørte den lille hårlok op til nærmeste nål. Hun tog et dybt åndedrag, trak skuldrene tilbage, løftede hagen en smule og trådte ind ad indgangspartiet, væk fra forsalens midlertidige tryghed.
I samme øjeblik standsedes musikken for at give musikerne en pause, hendes hjerte sprang et slag over, og den drilske krølle gled atter fri, da hun blev belyst af dansesalens klare lys.
”Pokkers!” Mumlede hun for sig selv og mærkede nervøsiteten sparke ind for fuld kraft.

Antonia havde opdaget invitationen til vinterballet, mens hun havde været på 'arbejde'. Den havde lagt fremme på et bord, og hun havde læst den. Der havde hun så bestemt sig for, at hun ville tage af sted. men hun var selvfølgelig ikke dum nok til, at tage af sted som Skyggen. For første gang i lang tid, ville hun tage af sted til et sted om aften, som Antonia og ikke som Skyggen.
Det havde været en uvant følelse for hende, da hun skulle iføre sig den fine kjole, i stedet for sit arbejdstøj. Hun havde flere gange været ved at finde den hvide kappe frem, men havde skiftet mening hver gang. Det ville være det samme som at gå direkte ind i løvens gab.
Hun stod og drejede og vænnede sig foran spejlet, efter at hun havde iført sig den pæne kjole og havde sat håret op. Kjolen var midnatsblå, lavet af silke og sad tæt indtil hendes slanke krop og fremhævede hendes kvindelige former. Den var lang, og dækkede det meste af hendes fødder, der var iført et par mørkeblå sko.
Hendes lange, mørkebrune hår var sat op i en sirlig frisure med masser af hårnåle, til at holde det hele på plads. Det var uvant for hende, for hun havde normalt aldrig så pæne kjoler på, og hendes hår var aldrig sat op. Kjolen havde hun købt for nogle af de penge, hun tjente på sine natlige udflugter. Hun kunne faktisk godt lide, hvad hun så i sit spejlbillede. Hun følte sig lidt som en af de fine kvinder, nogle af dem hun egentlig stjal fra.
Hun forlod huset, da hendes kavaler kom og hentede hende. Det var en af hendes gode venner, og han havde lovet, at komme og hente hende og eskortere hende til ballet. Han havde sagt, at en kvinde ikke kunne tage af sted alene.
På en eller anden måde, havde han fået skaffet en vogn, og på turen hen til ballet, sad hun og kiggede rundt. Hun var ikke vant til at køre så fint eller noget i den stil.
Hendes ven holdt hendes hånd, da hun trådte ud af vognen, og eskorterede hende indenfor.
Indenfor var der masser af mennesker, og til at starte med, var det en smule overvældene. Hun var ikke vant til at være steder med så mange mennesker, men hun vænnede sig faktisk hurtigt til det.
I menneskemængden kom hun væk fra sin kavaler, og på en eller anden måde, kom hun ind i rummet hvor der var dansegulv og masser af musik. Hun stod lidt og kiggede rundt.

Antonia kunne godt lide at se på, hvordan folk dansede. Hun fandt det smukt og et smil var blevet dannet på hendes læber.
Hun var ikke vant til at have så fin en kjole på, og hun var ikke vant til at det mørke hår var sat op på den måde. Det var en meget uvant følelse, og hun tog hele tiden sig selv i, at pille ved det opsatte hår. Hun gik da i kjoler til hverdag, men ikke sådan nogle fine kjoler, som den hun havde på nu. Hun havde korset og underkjole på, hvilket virkelig var underligt. Hun brød sig ikke om korsettet og den måde, det udstillede hendes barm på. Hun havde dog fået af vide at hun så godt ud, så det tog hun selvfølgelig til sig. Folk skulle alligevel ikke gå og tro, at hun for eftertiden ville se sådan her ud. Hun glædede sig egentlig bare til at få din klemmende sko og korsettet af, når hun engang kom hjem.

Antonia havde egentlig ikke regnet med, at nogen ville bede om en dans. Hun var bare gået derind, fordi hun var blevet væk fra sin ven, og havde derfor håbet, at han ville finde derind og finde hende. Men det var en glædelig overraskelse, at der faktisk kom en og spurgte, om hun ville danse.
Hun var måske ikke en ørn på et dansegulv, men hun kunne det mest grundlæggende, og det var vel egentlig godt nok, tænkte hun. Hun håbede i hvert fald på det.
"Jeg vil meget gerne danse," sagde hun, og sendte manden et smil. Hun fandt det også underligt, at vise sit sande jeg så sent om aften. Hun var vant til at være klædt ud som den mystiske kvinde, der gik og stjal ting fra folks huse. og en aften som denne ville hun helt klart kunne have arbejdet i fred, men hun ville også bare gerne med til den fine fest, så hun havde jo måtte prioritere.
Hun tog hans hånd og lod sig føre ud på gulvet mellem de mange dansende folk. Kvinderne var i smukke kjoler i fantastiske farver, og de blev alle hvirvlet rundt i en dans på gulvet. Det var smukt at se på og hun kunne ikke lade være med at smile af det. Det var ikke altid at en kvinde som hende, der var langt nede på rangstigen, fik lov til at komme med til sådan et bal her. Det var vel enhver kvindes drøm, at opleve dette, tænkte hun.
Musikken kælede for hendes ører hvilket fik hendes ben til hurtigt at finde ud af, hvordan det hele skulle være. Hun havde den ene hånd på sin kavalers skulder og den anden holdt hun i hans hånd.
Egentlig kunne hun godt lide at danse. Musikken var fantastisk, og fødderne fulgte ligesom bare selv takten, som om det bare var sådan det var. Hun satte dog heller ikke spørgsmålstegn til dette, da hun ikke havde særligt meget forstand på det.
Et smil spillede på hendes fyldige læber, men hun prøvede at finde sin dansepartners blik med sine grønne øjne.