Skyggerne bevægede sig i bløde bevægelser omkring Anotnia, mens hun stod og var ved at åbne en lås. Langt de fleste låse var utroligt nemme at åbne, og denne havde hun da heller ikke problemer med. Hun drejede lidt på den skarpe daggert hun havde sat i låsen, og kort efter kunne man høre kliklyden, der betød at hun havde fået åbnet døren. Lyden var brød nattens stilhed, og det lød virkelig til at den var utroligt høj. Det generede dog ikke Antonia, for hun havde åbent så mange låse, at hun vidste, at det bare var hendes underbevidsthed der legede med hende.
Forsigtigt trykkede hun det guldbelagte håndtag ned og åbnede døren. Den knirkede ikke eller noget, så det røbede i det mindste ikke hendes ankomst. Døren var en smule tung, og hun var forsigtig med at lukke den helt efter sig, så den ikke ville blive åbnet af et vindstød og lave en afsindig larm.
Skyggerne fulgte hende ind i det velstillede hjem. Hun anede ikke lige hvor hun skulle gå hen, så hun stod lidt og kiggede rundt, mens hun tænkte sig om. Hun blev nødt til at gætte sig til hvor tingen var, og desværre var det en ret lille ting. Dog valgte hun at gå på opdagelse, og på lydløse fødder, begav hun sig ind i det første rum.
Der var mørkt i huset, så hun gættede sig til at ejeren sov.
Det første rum hun kom til, var en stor stue. hun kiggede rundt og fik øje på et par kommoder, men hun vidste at tingen ikke ville være der. Det var den alt for kostbar til, og ingen gemte kostbare ting i kommoderne, det var simpelthen bare for dumt.
Hun forlod rummet, og begav sig i stedet op ad en stor trappe ude i den forhal hun var kommet ind i. Trappens trin knirkede ikke det mindste, men hun passede alligevel på hvor hun satte sine fødder. Ved hendes fødderne fulgte de sorte skygger.
Hun kom op på en gang med en masse døre og stod lidt og kiggede, for at vælge den rigtige.
Hun gik over og tog fat i dørhåndtaget og gik forsigtigt ind i rummet. Det var ikke særligt stort, men hun var sikker på at det var det rigtige sted. Det var et påklædningsværelse.
Hun gik hen til et skab, åbnede lågerne og begyndte at lede mellem tøjet efter et skrin eller noget i den stil.

Lorgath var for en gangs skyld hjemme denne aften. Han sad i sit lillebibliotek, studierum, så at sige, med en mege tyk bog, som han intenst læste i. Det var kun derfor hans ører ikke opfangede lyden af nogen der åbnede hans dør. Bogen handlede om engle, og han sad selv og var i gang med at nedskrible notater i den - Om Eorin Bennet, englen, som havde været højst anderledes i forhold til så mange andre.
Det var godt og vel nogle nætter siden, at han havde mødt hende, og han savnede allerede den friske, søde smag af hendes blod, som hun så frivilligt havde givet ham.
Men hans lugtesans fejlede ham ikke. Han havde samme lugtesans som en hund, og han opfangede snat lugten af fremmed, der var på etagen under ham. Han rejste sig omgående og trak en kniv med et barsk smil om læberne. Det kunne jo godt være samme lejemorder som for nogle år siden, som han så måtte være lidt mindre venlig mod denne gang. Og dog. Det lugtede ikke af hende, men så måtte det vel enten være en ny lejemorder eller tyv. Og han fandt sig fandeme ikke i tyve, i hvert fald ikke i sit eget hjem.
Lorgath gav sig til at gå, snigende, efter lugten, der senere blev til lyde. Klædeskabsrummet, det var der indbrudspersonen var. Han sneg sig hen til indgangen og stirrede ind i rummet. "Jeg bryder mig ikke om folk der går ind uden at banke på først," mumlede han koldt ud i luften.

Antonia smed ikke tøjet på gulvet, hvilket så mange andre tyve nok ville have gjort. hun løftede bare tøjet forsigtigt og lagde det ned igen, hvis ikke hun fandt hvad hun søgte.
Hun havde været optaget af at lede efter skrinet, så hun havde faktisk ikke hørt at der var kommet nogen gående. Det kunne selvfølgelig ende galt, men hun var ret sikker på at hun nok skulle klare det. Det havde hun gjort før.
Hun rettede ryggen, da hun hørte en snakke bag sig. Det var nok ejeren, hvem skulle det ellers være?
Hun drejede sig langsomt og kiggede over i døren, hvor ejeren stod. Hun kendte ikke særligt meget til ham, men det irriterede hende lidt, at han havde fundet hende. Så ville det tage endnu længere tid at komme ud.
"Måske hørte du ikke min banken? Jeg tænkte at det var okay at jeg gik ind, nu hvor døren var åben," svarede hun og trak på skuldrene. I hendes skyggelagte ansigt bredte sig der et skævt smil på hendes læber. Et eller andet sted havde hun en følelser af at dette nok skulle blive underholdende.
Hun blev stående hvor hun var. Hun så ingen grund til at skulle vade direkte ind i løvens hule og gøre det endnu værre end det allerede var.
Antonia var iført sig sædvanlige "Arbejdstøj". Den åbenstående skjorte, de tætsiddende bukser og støvlerne, hvori hendes daggert var gemt.
Eftersom at rummet var mørkt, var der skygger over alt. Der var et lille vindue hvorfra månens blege sølvskinnende lys kom ind, men hun stod ikke lige foran vinduet, så hun var gemt ude i skyggerne. Det sted hun følte sig allermest sikker, så hun var ikke helt uden våben. Skyggerne kunne dog kunne bruges til at aflede folk, men det var nok i de fleste tilfælde.
"Men du er velkommen til at gå i seng igen. Jeg er ude om lidt og jeg skal nok låse døren efter mig, så der ikke kommer flere folk ind?" foreslog hun med en let drillende toneklang.

Lorgath forholdt sig tavs ved den fremmedes spørgsmål. Han troede ikke en meter på, hvad hun sagde, men han tillod hende at forklare sig, hvis det var det hu ønskede, mens han blot stod og kiggede på hendes lyse skikkelse. På en måde var hu en direkte modsætning af ham, med sit lyse tøj og mørklagte ansigt. Hans tøj var helt sort, en skjorte, et par bukser, samt en længere jakke. Adelsringen sad lige så fint på hans finger, men Logaths ansigt var synligt, fordi han var så forbandet bleg.
Lorgats latter fyldte rummet idet kvinden nævnte at han bare kunne gå i seng igen. Det var en kold, følelsesforladt latter og han smilte dog varmt til hende. "Jeg sov ikke, unge frøken. Du var bare subtil, indtil nu, fordi jeg sad oven på. Jeg vil til gengæld foreslå at du enten fortæller hvad du vil, eller bare går lige nu. Er du en lejemorder? Dem har jeg haft mit bøvl med," konstaterede han i et roligt toneleje, mens han holdt lidt mere fast om kniven, som lige nu var skjult i hans ærme.

Antonia havde ikke i sinde at forklare sig og på den måde bakke ud. Hun skulle have den ting hun ledte efter. Et meget lille skrin, der normalt ville kunne være i en almindelig lomme. hun var ikke engang sikker på hvor han gemte det, men han måtte jo have det.
Hun trak lidt på smilebåndet, da han begyndte at le. Selvom latterende var følelseskold latter, blev hun ikke skræmt af den. Hun var blevet opdaget før, så hun tog det helt roligt. Det var en af de risikoer der var, ved at være tyv.
Hun stod og studerede ham lidt. Hans lyse hud stod i skarp kontrast til hans ellers mørke tøj. Det var egentlig ikke så ofte man så det, tænkte hun. De fleste adelsmænd yndede at gå i prangende tøj med masser af farver, der viste at de var rige, simpelthen bare fordi de kunne.
Hun lagde hurtigt mærke til ringen på hans finger. Hun havde øje for dyre ting, men hun vidste at det ikke var den hun var kommet efter. Hun var kommet efter et lille skrin, og hun havde allerede fået halvdelen af pengene for det. Og det var egentlig ret mange penge.
"Jeg er ked af at måtte skuffe dig. Jeg skader ikke folk, der er imod min moral," svarede hun. Der var mange der mente at en simpel tyv ikke kunne have en moral, men det havde hun altså. hun nægtede at slå andre mennesker ihjel. hun havde intet problem i at stjæle nogle af deres ting, for det var jo bare materialistiske ting, men menneskeliv tog hun ikke. Det ville hun ikke kunne have siddende på sig selv og sin samvittighed.
"Men jeg kan være hurtigt ude, hvis bare du giver mig den ting jeg er ude efter. Så får du mig aldrig at se igen," sagde hun, og et smil bedre sig på hendes læber.

Lorgaths latter kom tilbage igen i samme sekund kvinden havde forklaret hvordan hun ikke skadede folk fordi det var mod hendes moral. "Den sidste der forsøgte var heller ikke så heldig," svarede han en smule muntert. Det var måske lidt en løgn, men det var blot for at hun ville vide, at han ikke blot var en af de andre, fedladne adelsmænd, der ikke kunne beskytte dem selv fordi de var for dovne til at lære det. De havde folk til at gøre det - Men folk kunne manipuleres. Derfor havde Lorgath det bedre med at være sin egen beskytter.
Det var lige før han anså kvindens forslag som et diplomatisk et af slagsen - det var det måske nok også, men han vidste ikke om han var interesseret i at være diplomatisk. Og dog, så kunne det vel ikke skade?
"Jeg er lutter øre. Hvilken ting er det du så forfærdelig gerne vil have, siden du vælger at bryde ind i mit hjem?" svarede han spørgende. Nu var det så egentlig lige så meget for at finde ud af hvad folk så forfærdeligt ville fratage ham. Det kunne være alt muligt forskelligt, og han brød sig ikke om tanken om hvilke muligheder der kunne være. Så var det bedst, at han vidste hvad det var for det første. Lorgath så afventende på kvinden, mere alvorligt.

Denne herremand skræmte hende ikke det mindste. der skulle meget mere til. Hun havde lært ikke at blive skræmt så let. Godt nok var hun en kvinde, men hun kunne sagtens tage vare på sig selv. Det blev hun nødt til at kunne. Det var derfor hun normalt gik både med sværd, daggert og en mindre kniv. Altså sammen nok til at kunne beskytte sig selv, uden at der skete hende noget. En kvinde i hendes profession kunne ikke gå rundt og være hjælpeløs og stikke halen mellem benene så snart noget gik en smule galt.
Hun svarede ikke, da han fortalte at den anden der havde prøvet at myrde ham, ikke havde været så heldig. Hun var ret ligeglad, for hun havde ikke i sinde at slå ham ihjel. Faktisk ville hun bare gerne have dette klaret hurtigst muligt, så hun igen kunne komme ud.
Hun havde flere gange været ude for flere adelsmænd der sendte folk efter hende, simpelthen fordi de ikke kunne beskytte sig selv. Det fik de bare intet ud af. Hun havde på fornemmelse at lige præcis denne mand, sagtens kunne beskytte sig selv, og han var nok ikke typen man skulle komme forkert ind på, hvis man havde sit liv kært.
Dog valgte hun ikke at bakke ud og undskylde. Hun havde altså et job at udføre. Der var bare lige kommet en lille forhindring, hun var sikker på at hun nok skulle klare. Det kunne da i hvert fald da ikke være så forbandet svært.
"Nu er det ikke noget jeg ønsker. Jeg kunne være totalt ligeglad, men jeg har et job at udføre. Du har et lille skrin, guldbelagt og med fine sten på, jeg er meget interesseret i, og jeg har ikke tænkt mig at forlade dit hus, før jeg har det med mig." svarede hun.
Hun var egentlig ret ligeglad med hans ting. Han kunne få lov til at hygge sig med dem, og hvis ikke det var på grund af dette job, var hun aldrig kommet.

Lorgath fik en ekstrem lyst til at sætte tænderne i tyven da hun forklarede sit forretningsanlæggende. Han anså det som en trussel, ikke kun mod sit hus og sit udøde liv, men også sin ære som adelsmand. Ingen... Ingen skulle tiltale ham sådan i sit eget hjem, i hvert fald ikke i længere tid ad gangen. Han fik en let trækning ved tindingen, men ellers viste det sig ikke som sådan i hans ansigt. Han vidste godt hvilket skrin der var tale om. Et skrin han for nogle måneder siden havde købt af en adelsmand, der havde virket meget glad for at komme af med det. Det gav megen mening, for så måtte det vel have en farverig baggrund. For Lorgath var skrinet intet andet end en pyntegenstand og han havde det stående oven på, på sit skrivebord, med nogle blækbeholdere i.
Men at han skulle af med det på grund af en simpel trussel, det kunne der ikke høres tale om. Det ville sværte hans ry, hvis det kom ud, at han ikke kunne beskytte sit hjem mod tyve, banditter og primitive cutthroats. Det gik simpelthen bare ikke.
"Jeg har ikke tænkt mig, at lade mig kue af sådanne ord. Så med mindre du har et forslag, der vil hælde en smule mere til min fordel, så må jeg beklage og sige at du er nødt til at rende rundt i mit hus til jeg selv bliver træt af dig og får dig ud på den ene eller den anden måde," svarede han i et iskoldt toneleje. Ha var stadig åben for forslag, men det var vel begrænset hvad tyven kunne tilbyde.

Antonia følte ikke lige frem at hun var en trussel. Han kunne jo bare give hende hvad hun skulle have, og så ville det være ude af verden igen. Hun ville ikke engang gå og sige det andre folk, for hun var ret ligeglad. Hun skulle bare have sine penge.
Men mange mænd fandt det ydmygende, at en kvinde skulle komme og bestjæle dem og derfor så de hende som en større trussel end en mandelig tyv. Desuden var der ikke mange mænd der ville slå på en 'forsvarsløs' kvinde. eller en kvinde for den sags skyld. Desuden mente hun ikke at der var grund til at slås på nogen måde. Hun kom sådan set med fred og ville jo ikke ødelægge noget.
"Jeg kan sagtens lede videre alene. Men det går hurtigere hvis du bare fortæller hvor det er og så kan jeg være ude på ingen tid. så kan jeg love dig at du aldrig får mit at se igen," svarede hun roligt og løftede det ene øjenbryn. Hun kunne godt selv regne ud, at skrinet måske ikke var i påklædningsværelset. Hun måtte bare ude derfra igen og finde det skrin. Det var bare ikke helt nemt, når manden sådan stod og blokerede døren.

Lorgath blev kun endnu mere vred, da det så ud som om, at kvinden ikke forstod hans hint. Han sukkede dybt og forsøgte sig derfor igen. "Nu må du se det her fra mit synspunkt; En tyv bryder ind i dine gemakker og roder rundt i dine ejendele. Da du fanger hende med fingrene langt nede i kagekrukken, kommer hun med forslaget om at rode videre, uprovokeret og med forsikringen om at du aldrig mere behøver se hende. Men er meningen med et tyv ikke, at hun skal forblive uset?" Spurgte han mens han skiftede vægten på sine fødder lidt. Han var stadig klar på at hun ville blive fysisk, for man skulle trods alt aldrig undervurdere sin fjende.
"Selvom du nok mener noget andet, så er det her på ingen måde fordelagtigt for mig," tilføjede han køligt mens han igen forsøgte at forvente et ordentligt forslag der ikke bare gik ud på a han skulle være lige som alle andre adelig, vende det blinde øje og det døve øre til og blive berøvet uden en eneste lille bitte ting til gengæld. Nej, for ham var det det samme som at stemple sig selv som en lille kujon, og var der noget han ikke var, så var deten kujon.