Solen stod i horisonten langt mod øst og kastede sit lyserøde morgenlys over skoven. Dog var det eneste sted, hvor lyset kunne trænge gennem træernes mørke kroner, lysningen. I udkanten af denne, lige der, hvor en sti forsvandt ind mellem træerne, stod et højt egetræ, som hældede ud over stien. Dets krone var mørk og næsten uigennemtrængelig for solens stråler, men ganske få af dem nåede dog den lille skikkelse, der lå og sov på en gren, som strakte sig ud over stien, som forsøgte den at flette fingre med træet på den anden side.
Skikkelsen var ret lille, men havde overraskende store ører, set i forhold til resten af kroppen. Huden var orange og håret skulderlangt og rødbrunt, tittende frem fra et højrødt bandana. De få af søvnen løsslupne pandehår, dækkede for den sovende skikkelses lukkede øjne. Han var iført en slidt, blå vest af linned og havde adskillige gyldne øreringe i begge ører, én af dem prydet af en sælsomt orangeglødende, mørkebrun tand, hvorfra små ufarlige gnister så ud til at springe. Hans underkrop var dækket af pels og hans fødder var klove, så han havde intet yderligere behov for tøj.
Dog tænkte han ikke rigtigt på dette, da han lige nu lå i en dyb søvn, hvor han drømte om de fantastiske skatte, han en dag forestillede sig at finde på sine rejser.

Amaya kommer ganske stille gående, hendes slitte læderstøvler skyder sig vej igennem det dugfriske græs, som hun kommer ud fra træernes marrerit agtige greb og ud i lysningen hvor solen er.. hun stryger Lynii bliver over hovedet som han også gaber og ser træt op på hende, hendes loss er ikke længere ung og det ved hun, hendes storebror denaro havde jo taget den snak med hende, at hun skull være lykkelig for hvert et minut hun havde tilbage med den lille fyr.. hendes blondte, krøllede hår leger i den lille vind der er og hendes smaragd grønne øjne har en særlig glød så tidligt om morgenen i solen.. hun havde brug for at komme til væk, ikke fra Samson, men fra det hele.. Malde var blevet sendt ud for at ordne noget hun ikke havde forstået, af Samson og havde ikke engang fået sagt farvel.. hun har løse, puffede sorte bukser på, en stram sort top, men det var inden under hendes læder jakke, eller det var vel en form for trøje? hvor hun brugte et læder bælte til at holde der siddende.. hun har en forbinding om sin ene hånd, Samson havde jo prøvet at træne hende hvilket ikke var endt godt med hendes ene hånd.. hun har sin bue og sine pile på ryggen og nyder enlig lidt at der ikke er nogen der prøver at tvinge hende til at spise, det gjorde Maldt jo normalt fordi hun jo er meget tynd.. men alligevel er hendes krop pænt udviklet af en på 12 år.. og det gør jo sesværre også at det bliver set på hendes krop og ikke hendes ansigt som er meget nuttet og barnligt når det kommer til stykket..

Snims højre øre vibrerer, da det opfanger lyde fra lysningen. Han løfter det ene øjenlåg og afslører et gult, pupilløst, selvlysende øje, hvorefter han kaster blikket ned på den lille skikkelse og dyret ved dens side. Han åbner det andet øje og drejer ansigtet, så han kigger direkte på de to nytilkomne. Dyret ser ud til at være en stor kat eller noget lignende og skikkelsen ved siden af er en lille pige, der ikke helt ligner en gennemsnitskrystalisianer. Måske en halvelver, måske endda hel? Ørerne tyder i hvert fald på en af delene.
Indtil videre blev han bare liggende på grenen og holdt øje. Han var stadig ikke helt vågen, så han var måske ikke så karismatisk lige i dette øjeblik.

Amaya er som altid - ikke en døjt på vagt, hun tænker aldrig over at der kunne være fare eller andre omkring hende når hun render rundt på må og få.. men Lynii høre noget bevæge sig og stopper og og begynder at knurre op mod træet.. Amaya stopper stille op og ser tilbage på Lynii.. "hvad nu ?" spørg hun stille og hendes pelsede øre laver sm ryg og da hun først er opmærksom vender hun hurtigt op på ham og blinker et par gange og går ned i knæ ved lossens side.. hun ved ikke om hun skal være bange eller ej, hendes gode syn gør jo at hun kan se det meste af ham og hendes grønne øjne mødes med hans gule.. hun finder dem enlig flotte, men hun lytter jo altid til Lynii indtil hun føler sig helt tryk ved situationen.. Lynii ligger ørene ned og går lidt ind foran Amaya, som hun stadig har sin hånd liggende på ham.. mest for også at kunne mærke om han begynder at slappe af eller ej.. det gør han jo normalt med Denaro.. vinden leger med hende boldte hår og som solen kommer længere op skinder hendes hår endnu mere.. "hvad er du for en?" spørg hun ganske stille og ligger sit hoved stille på skrå, hun har det jo desværre med at være ret nysgerig..

Snim bliver opmærksom på, at det store kattedyr er begyndt at knurre. Det har opdaget ham, sandsynligvis på grund af at vinden har båret hans duft med sig. Han lugter hurtigt til sin ene armhule med sin forholdsvis store næse, men må konstatere, at han ikke lugter af særligt meget. Men måske er den svage lugt af en mindre dæmon også nok til at tirre et dyr, da dæmoner sjældent bliver forbundet med noget godt. Det var sikkert et eller andet nedarvet instinkt hos katten.
Han tænker kortvarigt på, om katten nu også kan klatre i træer, for hvis den kan, skal han nok se at få gnidt søvnen ud af øjnene og få benene på nakken. Det er sgu en stor kat.
Så får han øjenkontakt med pigen, der nysgerrigt stirrer på ham.
"Hvad jeg er for én," gentager han som svar. "Jeg er da en imp."
Da han kan se, at hun ikke fatter, hvad han snakker om, går han i gang med at forklare det navn, som hans stamme påtog sig i sin tid. Han svinger benene rundt, så han sidder med ret ryg på grenen med benene hængende ned på samme side.
"Imps er små dæmoner, der ikke rigtig har nogen kræfter. De andre dæmoner skammede sig over os, så vi blev forvist til dette land. Vi dannede en stamme og foretog navneforandring. Forholdsvis kort historie, egentlig," tilføjer han tankefuldt. Måske skulle han have pyntet lidt mere på den?
Han retter atter opmærksomheden mod hende.
"Nå, men hvad er du selv for en? Du ligner lidt en elver, hvis jeg sådan selv skal sige det, men man kan vel tage fejl?"