Vandfaldet udenfor Medanien var kilde til en hel del liv i et stort område rundt om. Der kom ofte dyr, og bevoksningen var frodig, blandt andet inklusive en mindre skov. Foråret var helt tydeligt lige på vippen til at springe ud, det kunne enhver både mærke og høre. Høre, fordi fuglene sang konstant, en stille sang der fik de fleste til at slappe mere af.
Vandfaldet endte i en stor sø, og ved bredden af denne sad en ung kvinde og hendes store, hvide tiger. Tigeren havde hovedet helt nede ved vandoverfladen, og drak lystigt af det klare vand. Der var konstant bevægelse i vandet på grund af vandfaldet.
Den unge kvinde sad på knæ, også med fronten mod vandet. Hun vaskede nænsomt sine smukke våben, forsigtigt så hun ikke skar sig. På trods af varmen var hendes hætte trukket op, og omkransede hendes ansigt, lagde det i skygge så kun den nederste del kunne ses, fra næsen og ned. De lilla øjne var skjulte for omverden, men omverden var ikke skjult for dem.
Det var et sælsomt syn. Hun var ikke specielt høj, og måden hun sad på fik hende til at se endnu mindre ud. Hun lignede langt fra hvad hun var, og det var svært at tænke sig til at de udsmykkede dolke rent faktisk tilhørte hende, og at hun havde brugt dem op til flere gange.

Ved Odin, jeg ville give min sjæl for Jorheims sol. tænte Boliwulff ved vejens udkant, han havde gået i et par dage, og kun levet af den mad han kunne fange med de bare nævner, vand har der ikke været meget af og den unge viking var ved at blive dehydreret. Han sænker niveauet af sine vejrtrækninger og aner lyden af et vandfald i kanten af sit øre. Boliwulff slæber nærmest sin krop af sted, støvlerne efterlader dybe mærker i jordoverfladen, lyden af hans slæben afsted kunne sikkert høres fra meters afstand, selv med den blide musik af vandfald i baggrunden.
Efter at have slæbt sig nogle meter igennem busk og krat, kan han smage vandet på sine læber, de tørre læber blev fugtet af den fugtige luft. Boliwulffs primære overlevelses instinkter tager over, han samler de kræfter han har tilbage og kaster sig igennem krattet til kanten af bredden. Han stirrer stift og måbende på vandet, indtil den enorme gauntlet rækker mod vandet og forsigtigt forsøger at skabe en lille skål af vand i handsken.

Da vandet først berører Boliwulffs læber drikker han alt hvad der er at få ned, hans energi og kraft vender tilbage, og han kan nu sætte sig på bagen og nyde det glinsende klare vand foran ham. Boliwulff ånder lettet ud, og tager endnu en slurk vand af sin handske. Solen bager stadig ned på Boliwulff, i hans kampudrystning, hætten er som altid over hovedet på ham, solen er stadig for skarp for hans øjne, sværdet måtte flyttede sig da han satte sig ned på den mildt fugtige sommerjord. . .

Gabrielle løftede hovedet da det lød som om noget stort og tungt bevægede sig gennem krattet på den modsatte side af den sø hun sad ved. Ved siden af gjorde hendes hvis tiger præcis det samme, og de så begge to afventende derhen. Da det viste sig at dette 'store og tunge' blot var et menneske, lagde Tit sig afslappet ned og legede med vandet med den ene pote, mens Gabrielle måtte trække på smilebåndet, så et skævt smil kunne ses på hendes læber. Tilsyneladende var denne fremmede var hungrende efter det vand han nu grådigt sad og drak, at han hverken opdagede tigeren eller kvinden der sad næsten direkte overfor ham. Gabrielle satte fuldstændigt lydløst dolkene tilbage i sine skeder, som var gemt under kappen. Indtil nu, i hvert fald. I denne tilstand så den fremmede umådeligt harmløs ud, men der var ingen tvivl om at han ikke var en som enhver skulle prøve kræfter med når han var helt ved sig selv.
Gabrielle blev siddende stille, betragtede den fremmede. Hun var opmærksom på enhver af hans bevægelser og ventede kun på at han skulle opdage hende. Hun lagde hovedet en lille smule på skrå. Hun havde aldrig set så stor og kampklædt en mand være så uopmærksom og uforsigtig.

Solen var nu til at bære for Boliwulff, selv under uldhætten og resten af påklædningen, det kolde læskende vand havde give Boliwulff sin styrke igen. Et sidste lettelsens suk før han åbnede øjnene igen, med det samme stirrede han stift på vandet. I bølgerne sporede han noget hvidt, noget så hvidt som snéen hjemme i Jorheim. Bølgerne kom igen og igen, de skarpe øjne bevægede sig mere op mod himlen, da øjnene når den anden side af bredden, opfatter han endelig en hvid tiger, og en kvinde fremtræder. Ved første øjekast så hun ikke ud af noget, i hvert fald ikke hvad han var vant til hjemme fra Jorheim, da var kvinderne lige så store eller større end ham selv. Det skarpe blik blødte op, der blev ikke opfattet nogen form for fare - endnu.

Synet af den hvide tiger undrede ham, hvad lavede den dog der - var den med hende? Han blev siddende, stift, koldt og udspekuleret. Udover Amora som han havde mødt tidligere på ugen, havde han ikke mødt andre. Skulle han sige 'hej'? Eller skulle han bare rejse sig og gå, usikker var han - trods sin alder havde han ikke været langt væk fra Jorheim, kampmarkerne var nok det fjerneste, men her var han på bar fod.
Han beslutter sig for at løfte sin venstre hånd, med den store tunge gauntlet på, hans øjne berørte sig ikke ud af stedet, der blev hverken blinket eller kigget væk, armen strækkes halvvejs ud, nærmest til at vinke, men alligevel ikke, han åbner hånden og viser håndfladen mod kvinden og taler højt med sin lave stemme.
Keár! - som betyder "Jeg ser dig." på Jorheimsprog, han afventede svar fra den anden side af bredden. . .

Gabrielle smilede til den fremmede da han fik øje på hende og Tit. Godt nok kunne han ikke se hendes øjne, men smilet måtte han kunne se. Det så ud som om han tænkte et eller andet, og hun kunne ikke lade være med at grine stille over hans tøvende adfærd. Hun løftede den ene hånd og vinkede tilbage. Den hvide tiger lå med hovedet på poterne, og blikket stift rettet mod den fremmede; ikke et truende blik, bare et opmærksomt et. Han var fredelig nok, og holdt sig uden for kampe, men synet af ham havde tit været nok til at skræmme folk væk som ellers ville have prøvet at angribe Gabrielle. Hun så så forfærdeligt skrøbelig og nem, men var det langt fra.
Den fremmedes ord kom bag på hende. Hun genkendte dem, og forstod dem sådan nogenlunde, men svare på dem kunne hun ikke. Gad vide om han kan tale krystallisiansk, tænkte hun. hun havde gættet at han var fra norden, men ikke lige Jordheim. Dem stødte man ikke normalt på, på disse kanter.
Vandfaldets brusen gjorde normal samtaleførelse en smule besværlig, så i stedet rejst hun sig forsigtigt op. Den åbne kappe afslørede tøjet og den simple rustning indenunder. Hun gik rundt om søen, med blikket på sine støvler, over mod den fremmede, så hun kunne hilse ordentligt på ham. Bag hende blev Tit liggende dovent ved søns bred.

Den tunge handske faldt sagte ned mod hans knæ igen, et lille smil tittede frem fra den ene kæbe side. Hans øjne og ansigt fulgte kvinden, som hun bevægede sig rundt om søen, og hen mod Boliwulff, han skiftede blikket momentært over til tigeren der tilsyneladende stadig lå stille derovre.
Boliwulffs tilstand var blevet stabiliseret af vandet, han var nu lidt mere kølig end da han kom springende ud gennem krattet. Et dybtlydt suk forlader hans læber da han presser sig op og stiller sig op på sine ben og fødder. Hans størrelse kom i fuld flor, den høje viking satte profil om den lille sø, da han havde rejst sig op kiggende han ned i midten af søen og holdte sit blik der indtil videre, hætten dækkede for det mest af hans ansigt, smilet havde forladt ham og hans ansigt blev neutralt atter igen.

Gabrielle fortsatte i sit rolige tempo rundt om søen. Da hun stoppede op og løftede hovedet, stod den fremmede op, kun et par meter fra hende, nu i sin fulde højde. Det var et imponerende syn, det måtte hun indrømme. Det fik hende selv til at virke endnu mindre og endnu mere spinkel. Kontrasten mellem dem var næsten ironisk, og Gabrielle smilede fortsat.
Hun blev kun stående ganske kort, før hun gik tættere på, med udstrakt hun for at hilse. "Gabrielle," præsenterede hun sig roligt. Nok var hun snigmorder, men en anstændig en, og hun angreb ikke uden grund. Aldrig. Hun kunne ikke vide om den fremmede gjorde, men i så fald var hun forberedt. Hun kunne heller ikke vide om han var interesseret i kontakt, men det måtte jo komme an på en prøve.

På den anden side af bredden havde Tit lukket øjnene. Selv hvis han havde været bekymret for Gabrielle, så ville han ikke have rykket sig nogen steder hen alligevel.

Boliwulff stirrede stift og kort på kvinden, da hun udtaler sit navn, kiggede han istedet i endes øjne. En gennemborende dyb stirren, somom han så ind i selveste hendes sjæl og tanker, han deducerede at hun ikke var ude på ondt. Tigeren havde umiddelbart lagt sig til at sove, eller en mellemting derind. Den store tunge gauntlet blev løftet fra hans side, der lød klakken og knirken fra handsken i det han åbnede hånden, han strakte den forsigtigt hen mod Gabrielle -
Boliwulff Eigir af Jorheim. ordene forlød Boliwulffs læber med en mørk og dyb stemme, i det han holder hånden strakt stirrede han Gabrielle stift i øjnene for at læse hvad hun nu ville gøre. Luften blev tung, selv en fugl ville ikke kunne holde sig oppe af atsmosfæren Boliwulff kastede fra sig.

Gabrielle tog den fremstrakte hånd, og trykkede den. Hun nikkede, da han præsenterede sig, og sendte ham endnu et roligt smil. Hun gengældte hans blik, og undrede sig over hvad det var han ledte efter - det lignede han ledte efter noget i hendes øjne. Måske kunne han læse andre folk? I så fald ville han vide hvad hun i virkeligheden var, men det rørte hende sådan. Hun var ikke typen der for alt i verden ville skjule sin profession. Faktisk var hun lidt stolt ved det hun lavede.
Boliwulff. Det navn havde hun ikke hørt før. "Du kan være helt rolig..." sagde hun venligt og stille da atmosfæren omkring dem blev noget trykkende, og hun fornemmede at det var ham der gjorde det. Hun var stadig afslappet, og virkede på ingen måde truende. "Du så ud som om du havde været igennem noget af en tur?" Det var en blanding af et spørgsmål og en konstatering. Hun så ham stadig i øjnene, stadig undrende over hvad han var for en.

Boliwulff endte med at trække et smil på læberne, som hurtigt forsvandt igen - dog ikke helt, manden havde lidt hjerte bag det harske og hårde ydre. Han var selv overrasket over hvor dumdristig han havde kastet sig igennem skoven for at komme til søen. Hans tanker lettede sig en smule, og han følte sig atter mere rolig - Gabrielle kommenterede selv på det tidspunkt at han kunne tage det roligt, han var ikke længere så trykket af omgivelserne, trods at solen bagede ned på parret, Boliwulff trak forsigtigt sin hånd og handske til sig, vendte håndfladen mod sit ansigt og kiggede ned i hånden. Handsken var uskadt, men det var ikke det han kiggede efter, det var første gang nogen havde trykket hans hånd, det var ikke noget der skete som tradition i Jorheim - dog havde Boliwulff hørt om det, fra nogle bøger de fandt på deres rov og kampe.

Atmosfæren lettede blidt omkring de to, Boliwulff trak ned i skuldrene og var ikke så hårdt defensiv som tidligere. Handsken faldt sagte ned til hængende position, og hans øjne skimmede op ad kvinden igen, til de ramte hendes øjne, han kiggede ikke stift, men med et lettet syn.

"Varmen. . . Er ikke vant til det." svarede Boliwulff, han indså at hans udklædning nok ikke var den mest praktiske i den her del af landet, men den skulle til for at han kunne føle sig sikker. Meget havde hun ikke på, nærmest ingenting i forhold til ham. Han tænkte at han nok ikke kunne hænge her meget længere, det kunne hun nok heller ikke - han var dog meget interesseret i Gabrielle, trods at han ikke vidste hvordan han skulle bringe sagen videre - Måske skulle de samme vej?

Han overvejede tungt i sine tanker om han skulle stille et spørgsmål, eller ej - efter hård gennemgang, besluttede han sig for at det måtte være en gedigen handling at spørge.
"Hvor er du på vej hen?" spurgte Boliwulff. . .

Gabrielles smil ændredes fra roligt og nogenlunde neutralt, til lidt mere venlig opmuntring da han smilede kort til hende. Et eller andet sted morede det hende lidt. Det kunne godt virke som om han ikke var vant til at omgås kvinder - eller måske mennesker generelt. I hvert fald mennesker der var så meget anderledes end ham selv, som Gabrielle var. Måske var det lidt en blanding af det hele. Selv var Gabrielle meget social, elskede selskab. Hun virkede måske ikke fantastisk ivrig, men hun nød at have andre væsner omkring sig. Nok var det derfor at hun havde Tit med sig hvor end hun gik, selvom han ikke så tit kom med ind i byer. Idet hun tænkte på ham, lod hun blikket glide over på den anden side af bredden hvor han lå, og deres øjne mødtes i et par sekunder, før hun endnu engang vendte blikket mod den fremmede.
Hun mærkede at han slappede mere af nu. Om det var hendes ord der havde en virkning, eller om han bare godt kunne se at der ikke var noget farligt over Gabrielle, det vidste hun ikke. Sådan set var det også underordnet. Ikke noget farligt over Gabrielle, det var måske så meget sagt. Men så længe hun ikke var blevet betalt for at tage dit liv, eller du ikke selv lagde op til kamp med hende, så var hun aldeles harmløs.
Hendes lilla øjne mødte hans lyse øjne, og selvom hun var ret sikker på at han ikke kunne se dem, skjult som de var under hætten, så så han ud til at se direkte ind i dem. Ikke at det generede hende. Hun nikkede kort og grinede lidt, før hun så op på solen, og derefter på hans beklædning. "Nej, det er måske en smule overdrevet det du har på." Selvom ordene var sande nok, så blev de sagt på en let drillende måde.
Hun så på ham i et par minutter før hun svarede på hans spørgsmål, tænkende. "Vi er ikke på vej nogen steder hen lige i dag," svarede hun til sidst. I nat havde hun været på sin seneste opgave, og havde intet hun skulle nå før hun blev bedt om noget nyt. Hun havde egentligt planlagt at tage et par dages fri, før hun igen fandt sig noget arbejde. Det betød selvfølgelig at hun kunne gå lige hvor hun ville. Hvis han bad hende gå med hvor end han så skulle hen, eller hvis han havde brug for hjælp til at finde et bestemt sted, så ville hun sige ja.

Boliwulffs hvid-blå øjne kiggede ned og ud på sine hænder, han luftede et lille grin, og smilede kindsmil til den ene side. Hun havde da ret, det var overdrevent meget tøj, og tungt endda - Ikke at Boliwulff mærkede vægten på nogen måde. Varmen bagede dog på ham inden under metal klæderne og alt det læder. Han var kommet i bedre humør end tidligere, meget bedre humør - Dette er nok det muntreste han har været i hele sit liv, han kunne dårligt nok kende sig selv da han tænkte over det.

Hun skulle åbenbart ingen steder, hun boede måske ude i naturen, det var jo muligt - Jorheims Shamaner havde det også med at bosætte sig i tundraens skove og sletter. Han tænkte lidt over den nuværende situation, han vidste ikke hvor han var på vej hen, det var vejen det bestemte det, og Gabrielle virkede som natur-typen, måske vidste hun hvor man kom hen til nærmeste civilisation.

Boliwulff stillede sig bedre til rette, hænderne sov lidt pga. de tunge handsker, en let knirken og klakken lød da han lukkede og åbnede fingrene et par gange, han håbede lidt at hun ikke så det som en trussel, og skyndte sig at spørge hende:
"Du virker kendt i området, ved du hvor nærmeste civilisation ligger, og hvordan man kommer derhen ?" spurgte han let på tungen, den mørke del af stemmen forsvandt en tand pga. hans bedre humør, man anede måske en knivspids af glæde i stemmen, hvis man havde kendt Boliwulff i hans levetid. I Boliwulffs tanker håbede han et sted på at hun ville følges med ham, interessant var hun. . .

Gabrielle så afventende på den fremmede, mens hun prøvede at forestille sig hvilken type han var, og hvilken baggrund han havde haft. Hun havde lidt på fornemmelsen at han så mere barsk ud end han umiddelbart var. Det kunne selvfølgelig være fordi at han lige nu virkede rimeligt nede på jorden.
Han havde en speciel måde at formulere sig på, og det var tydeligt at høre at han ikke var her fra. Og det ikke kun fordi han ikke kendte området. "Medanien ligger i den retning," svarede hun og pegede i nordøstlig retning. "Det er den nærmeste by. Er det noget specielt du leder efter?" Måske kunne hun hjælpe ham med at finde det, i så fald.
Boliwulff havde fuldstændig ret i at hun kendte området ganske godt. Faktisk kendte hun størstedelen af Krystallandet rigtigt godt, men lige området omkring Medanien var ret specielt for hende. Det var her hun var vokset op med sin far, og det var her hun stadig boede. Inde i selve Medanien lå hendes hytte. Folk der gik forbi troede, at stedet var forladt, lige siden hendes fars forsvinden, på grund af diverse besværgelser der var lagt over grunden. Fordi at det aldrig var blevet bekræftet om hendes far var død eller ej, og det derfor tilhørte Gabrielle, var der aldrig nogen der havde prøvet at sælge eller købe det. Forresten var det, på grund af førnævnte besværgelser, heller ikke muligt for fremmede at bryde ind. Det var ikke et sted hun kom tit, men det hændte da. Nu hun tænkte over det, var der faktisk noget inde i hytten hun skulle have fat i snart, så hvis manden overfor hende skulle i den retning, så kunne hun jo passende følge ham derhen. Ikke at stedet var svært at finde alene, selv ikke for en der var ukendt i området.

Boliwulffs spejdede i retningen Gabrielle pegede, der var ikke andet end træer og skov i syne, og en form for vej, sti igennem skoven - Gabrielle hentydede sikkert til denne retning. Medanien, han havde hørt om det før, men det var også det. Navnet var det eneste der gav interesseret mine i hans ansigt. Ansigtet blev drejet tilbage til Gabrielle -
"Hm. . . Leder ikke efter noget. Men det gør du måske ?" talte han sagte, tonen af Jorheimsk fremtrådte i hans tale måde, han mente intet ondt med spørgsmålet, blot en konstatering deduceret fra hendes egen spørgsmål.

Men ja, det var jo så den vej han skulle, han ledte ikke efter noget - så hans svar var sandt mod hans natur. Hvorfor så rejse, Boliwulff havde brug for noget andet end Jorheim, som er det samme frosne land, med de samme mennesker igen og igen. Måske endte Boliwulff med at blive en af de klogere ældre i Jorheim, skulle han engang vende tilbage, med det han har set, oplevet og prøvet. Javist var der Shamaner og Scripes i Jorheim, men de vidste heller ikke så meget om landet og naturen udenfor Jorheims områder, og Krystalbjerget.
Medanien. . . tænkte Boliwulff for sig selv mens hans spejdede omkring, og tænkte om han skulle invitere Gabrielle som guide.

"De kunne måske tænke dem at vise mig rundt i Medanien ?" spurgte Boliwulff, han havde aldrig været udenfor Jorheim, det burde også have været meget oplysende uden at snakke med ham at det var tilfældet. . .

Gabrielle løftede en hånd, og fjernede et tot af sit pandehår der var faldet ned for øjnene af hende. "Jeg leder ikke efter noget lige nu, nej," svarede hun tænksomt. Hun ledte ikke efter noget, men måske efter nogen? Hun vidste det ikke helt. Det ville tiden vise, og i så fald også hvem. Hun så indgående på Boliwulff i et stykke tid, tænkte om han mon ville have nogen betydning for hendes fremtid. Det var ikke noget hun normalt tænkte om andre, og måske var det bare fordi han var så anderledes. Speciel.
Hendes ansigt lyste op da han stillede det andet spørgsmål. Det gik op for hende, at hun egentligt lidt havde håbet på et spørgsmål i den dur. "Det vil jeg da gerne," svarede hun med et smil, og drejede hovedet hen mod Tit. Idet hun så på ham, løftede han hovedet og åbnede øjnene. Gabrielle gjorde et umærkeligt nik med hovedet, næsten ikke synligt medmindre man så efter, og Tit rejste sig langsomt, og luntede rundt om søen til dem. Han satte sig ved siden af Gabrielle, lænede sig let op ad hendes ene ben, og hun lod en hånd glide over hans store, bløde hoved.
"Når end du er klar til at gå," sagde hun så og så tilbage på Boliwulff, med en håndbevægelse imod den retning de skulle.

Boliwulff vendte sig med ryggen til Gabrielle og gik i retningen der blev peget. Det var først nu at Gabrielle ville for alvor kunne se Wolfsbane, som hang på Boliwulffs massive ryg, det massivt store sværd som Boliwulff havde arvet af sin far. Selve spidsen af sværd fløj centimeter knapt over jordens overflade, man måtte undre sig hvordan han ville bruge det sværd. Det virkede tungt som pokker, lyden af Boliwulffs læder støvler der betrådte den frode jord gav lyd fra sig. Han var nu på vej til Medanien, med Gabrielle som selskab, gad vide hvad dette ville betyde for den krigshærdede viking i fremtiden.

Efterhånden som han fortsatte gennem skovens vej tænkte han på hvad han skulle lave i Medanien, skulle der søges job, skulle han bare ind og sove, eller hvad skulle der foregå for vikingen ved ankomst. Måske havde Gabrielle en overraskelse i ærmet for ham ? . . .

Gabrielle havde øjnene på Tit, idet Boliwulff vendte sig om. Da hun så op igen, var det første hun fik øje på det kæmpestore sværd. Gabrielle var svært glad for våben, især nærkamps våben, og kunne ikke lade være med at blive imponeret. Selvom det måske så overdrevet ud, var hun ikke i tvivl om at Boliwulff var i stand til at håndtere det. Det ville være ret usmart at rende rundt med et våben man ikke kunne have med at gøre. Hun smilede lidt, og undrede sig over hvordan han kæmpede; en af de tanker der tit gik igennem hovedet på Gabrielle når hun så folks våben.
Hun kom hurtigt op på siden af ham, og Tit fulgte efter dem, men gik bagved og holdt omkring en meters afstand. Det så sjovt ud som de gik der, på vejen mod Medanien: den store, nærmest brutalt udseendet viking, og den lille, spinkle kvinde der så helt uskyldig ud, især i kontrast til Boliwulff.
Gabrielle så op på ham engang i mellem mens de gik. "Hvordan kan det være du forlod Jorheim?" spurgte hun undrende, efter et par minutters stilhed. Så vidt hun vidste, var de fleste fra Jorheim ret knyttede til stedet de voksede op, og traditionerne ikke mindst. Det var noget anderledes end i størstedelen af Krystallandet.

Boliwulff fortsatte sin færden, han betragtede Gabrielles hætte - ja han var så høj at han ganske enkelt ikke kunne se andet. Og kiggede ud af øjenkrogen - for at holde øje med vejen. Hun spurgte hvad han lavede - han svarede ganske simpelt.

"Ville ud og se verdenen. . ." svarede han ganske almindeligt. Han forventede ikke rigtig noget. Efter nogle meter spurgte han tilbage. . .

"Og dig ?"

Gabrielle kiggede ned i jorden efter hun havde stillet sit spørgsmål; hendes hætte og Boliwulffs højde gjorde, at hun ikke kunne se ordentligt på ham alligevel. Hun kunne godt lide hans svar, selvom det måske virkede ret enkelt. Og hun kunne sagtens forstå ham. Hun ville ikke selv bryde sig om at være bundet til et sted hele sit liv - ikke når der lå en stor verden omkring en, som man kunne udforske. Selvfølgelig ville man kende sine venner rigtigt godt, men man ville nærmest aldrig møde nye mennesker. Nej, det var ikke noget for Gabrielle.
Hun gik helt i sine egne tanker, og blev kun hevet tilbage til virkeligheden da Boliwulff snakkede igen. Hun så op på ham, overvejede at lade hætten glide ned, men gjorde det ikke. Ikke fordi hun var bange for at vise sit ansigt, men for hende var det et slags tegn på troværdighed, og så godt kendte hun ham trods alt ikke endnu. "Jeg bor i Medanien," svarede hun, og slog en hånd ud foran dem. Langt fremme i horisonten var byen begyndt at dukke op. "Men jeg er der faktisk sjældent. Jeg foretrækker at rejse rundt og opleve ting." Det var desuden også den bedste måde at finde nye jobs på, men det sagde hun ikke højt. Han behøvede ikke at vide hvad hun lavede, ikke endnu i hvert fald. Ikke at hun holdt det skjult, men de fleste mennesker havde det med at blive mistroiske overfor hende når de opdagede hendes profession, og så stolede de ikke længere på hende. Boliwulff virkede som en hun gerne ville lære bedre at kende, hun ville ikke have at han lige pludseligt vendte sig imod hende i stedet.

Boliwulff stirrede stift og analyserende på Medanien, udefra så det til at være en fredelig by, der var befolkning der arbejdede, han bemærkede ilden og lyden af den brusende opflammede lyd fra en sortsmed eller flere.

Hvis Gabrielle boede der, havde hun vel nogen ærinder derinde, Boliwulff kontemplerede hvad han skulle foretage sig derinde udover at kigge sig omkring. Dem der var i øjensyn måtte være på samme størrelse som Gabrielle, bevægede han sig alene rundt derinde ville vagterne nok lægge mærke til ham, gad vide om der var nogen der havde forhold mod Jorheimboerne ? Boliwulff overvejede om det var en klog idé efterhånden, men fortød intet. Han fortsatte sin færden, byen kom tættere og tættere på. Gabrielle fulgte med og han nikkede enigt på hendes talen.

"Det er også min plan . . . for nu." svarede han koldt, Medanien kom tættere og tættere på - hvad end der skete ved indgang måtte ske, hvad var det værste, at han startede en krig mod ham selv i byen ?