Adrian havde lige været ned i kælderen, for han kom gående, op af trappen, i et roligt tempo. Han havde et bredt smil og et afslappet blik. Han var klædt i et bjørneskind, som dækkede det meste af kroppen. Hans støvler og bukser, samt trøje var alle lavet af det samme skind.
Han gik roligt hen til et af bordende tæt ved køkkenet. 1 tønde med øl og noget at spise. Det MÅ gerne gå lidt tjept ellers er i fyret! sagde han med en lidt barsk stemme. Han var jo trods alt værtshusets ejer og vært.
Inde i værtshuset var der ikke rigtigt nogen mennesker, for det var efterhånden ved at være mørkt udenfor. Medanien var ikke ligefrem et venligt sted når mørket var faldt på, næsten alle holdt sig indendørs.

Gabrielle havde ikke været i Medanien i meget mere end et par minutter før hun var stødt på værtshuset. Det virkede som det rigtige sted at gå hen på dette tidspunkt, inden hun ville være nødt til at tage videre. Tit, hendes store hvide tiger, befandt sig et sted lidt ude for selve byen.
Gabrielle havde sin hætte trukket op over hovedet så den øverste halvdel af hendes ansigt lå i skygge, ned til midt på næsen. Den lange, småviltre fletning af mørk blond hår hang ned foran hendes tøj. Alt andet af hende var gemt under den store, lange rejsekappe. Alligevel var det tydeligt, selv på lang afstand, at se på hendes størrelse, at hun var kvinde, og en smule spinkel.
Hun lagde forsigtigt den ene hånd på værtshusets dør og skubbede den op og kiggede ind. Her var overraskende tomt, umiddelbart kun et par arbejdere, værten, og meget få gæster. Gabrielle udvalgte sig et bord, det bord der virkede som det mest diskrete, og satte sig ned. Der var stadig nogen ting for nattens planer hun manglede at tænke igennem, og dette sted virkede udmærket til formålet.

Jakken var slunget tæt omkring den spinkle krop idet han nærmede sig værtshuset. Det var koldt udenfor og han trængte til at komme ind i varmen, måske få sig en enkelt fadøl og forhåbentlig et værelse for natten inden han dragede videre. Hans mål var ikke i byen, det var slået fast, så han måtte videre ved daggry. Kunne han ikke få et værelse måtte han afsted når maven var fyldt op.
Han bemærkede en anden skikkelse træde ind i værtshuset da han nærmede sig, men døren havde lukket sig inden han selv nåede frem. roligt skubbede han den op, og lyset strømmede ud i mørket og han missede et par gange med øjnene inden han trådte ind og lukekde døren efter sig.
Trace kastede et blik rundt. Han havde aldrig været her før og udvælger sig et bord så nær ilden som han kan komme til inden han begynder at smide vægten.
Trace er ikke klædt som den almindelige byboer, han bærer våben, og mange af dem. Først de tå daggers, som er placeret ved skulderbladene. De bliver lagt på bordet. Derefter bæltet der bliver løsnet og to kortsværd lægges ved siden af daggerne, dernæst kommer det sværdet, der hænger horisontalt i bunden af ryggen med skæftet på højre side, klar til at blive trukket. Alle disse våben ligger pludselig på bordet, men han er ikke desarmeret endnu. Under jakken bærer han stadig to lange daggers og under det højre bukseben bærer han en kæde af kasteknive. Skulle han komme i kamp bar han kort sagt udstyr til en halv deling.
Det var ikke unormalt at bære våben, særligt ikke når man rejste så meget som Trace, men alligevel var der stadig ingen der havde indset hvorfor han bar et så voldsomt antal af skarpslebne klinger, men så man han kæmpe ville man hurtigt forstå. Han holdt sjældent det samme våben i hånden længe. Det tog for lang tid at hive et sværd ud af en fjende sammenlignet med at hive det ud af dets skede.

De blå øjne skimtede rummet igennem og faldt på en hutteklædt skikkelse. En kvinde. Hun sad ikke langt fra ham og han kunne mærke hendes krop. Følte hendes ansigt, men rørte hende ikke. Hans magi strømmede konstant ud i luften omkring ham og lød ham mærke hvad der skete. Netop derfor det indtil nu ikke var lykkes nogen at nærme sig uset.

Adrian så først på kvinden der kom ind i værtshuset og nikkede venligt til hende. Han havde aldrig set hende før, men det var nu også lige meget. Det var en kunde altså penge og så var han glad. Da der kom endnu en person ind, så han at det var en mand. Han så ikke ud til at være særligt gammel, selvom han virkede erfaren nok.
Adrian rejste sig og gik roligt hen mod det bord hvor Trace havde sat sig. Nu håber jeg ikke at der kommer nogen ridser i mit bord, for så koster det dyrt. sagde han med en tør stemme. Men hvad kan jeg ellers byde på? spurgte han ham roligt med en mere indbydende og venlig stemme. Han vendte sig kort mod Gabrielle. Et øjeblik, så skal jeg være der. sagde han med en rolig stemme.

Gabrielle så hen på den mand der trådte ind i rummet kort efter at hun selv havde set sig. Han satte sig ved bordet lige overfor hende. Hun kunne se alt hvad han lavede herfra, og hendes lilla øjne betragtede alle de mange våben med et let løftet bryn. Hun havde aldrig set så mange våben på én person før. Eller... Hun havde set så mange våben i en person før. En meget død person. Mindet fik hende til at give et kort, lavmælt fnis fra sig, og det kunne måske opfattes som om at det var denne fremmede skråt overfor hende, hun fandt morsom.
Et skævt smil dukkede op på hendes læber da værten kommenterede de mange våben. Hun nikkede let til ham da han hentydede til at det nok skulle blive hendes tur. Egentligt var hun ligeglad, hun var ikke kommet for andet end at få et sted at sidde. Om få timer ville hun være ude herfra, på vej mod denne nats offer. Det ville være en halvsvær opgave denne gang, men det var nu fint nok. Det var altid rart med noget udfordring.

"Du kan være helt tryg" Svarede Trace roligt og løsnede jakken en smule så han kunne få varmen helt ind til huden. "Sker der noget med møblerne vil jeg selvfølgelig erstatte, men tvivler på det skulle blive nødvendigt." Han sendte den fnisende kvinde et kort blik og de blå øjne så direkte imod mørket under hendes hætte. Han vidste hvor øjnene var og lod blikket falde direkte imod dem inden han vendte fokus tilbage til værten.
"Men et krus øl og noget varmt at spise ville være dejligt." Sagde Trace roligt og rakte ned i lommen for at hive en mindre pose frem. Fra posen fiskede han elegant et par ædelsten frem og lagde dem på bordet, så værten selv kunne tage sin betaling, alt imens Trace ubesværet skannede både værten og den fremmede kvinde for våben.
Han lod sig falde tilbage i stolen og lod kort tungen glide henover læbepiercingen, som gennemborede hans underlæbe. Et tegn fra hans fortid. Et slavetegn. Dog var han vel en af de eneste der stadig kendte deres betydning, det var trodsalt ikke kun hans ejer der havde anvendt den form for symbol på sine 'folk'.

Adrian så på Trace mens han tog imod sin betaling og gik derefter mod køkkenet. Kort efter kom en lille dreng ud derfra. han bar på et stort krus med øl og en stor tallerken med varm kartoffelmos og massere af kødsovs.
Han stillede det elegant på bordet foran Trace. Værsågod min gode herre. sagde han med en stille stemme. Han var ikke ret gammel, måske omkring de 15 år. Han vendte sig derefter om og gik hen til det bord Gabrielle sad ved. Hvad kan jeg gøre for Dem, unge frøken? spurgte han med en rolig og blid stemme.
Ude fra køkkenet kunne man høre noget råben og skrigen, men stemmen der kunne høres bedst var Adrians. Hans stemme var nu rungende dyb og meget barsk. Hvad har du gang i dit dumme pige barn?! Hvis du ikke snart tager dig sammen og gør som fortalt, ryger du for porten! Det var tydeligt at han var noget kun ophidset over noget.

Gabrielle sendte et venligt, undskyldende smil til den fremmede da han så hen på hende. Derefter vendte hun tilbage til planerne i sit hoved. Det var selvfølgeligt begrænset hvor meget der kunne planlægges for den slags opgaver, men hun havde efterhånden lært at tænke alle muligheder igennem.
Hun så ikke ud til at lægge mærke til hvad der foregik rundt om hende, og reagerede ikke det mindste på den råben der kom ude fra køkkenet. Men hun var fuldt bevidst om alt synligt og hørligt. Hun lod blikket glide væk fra den fremmede mand, og over til den knægt der nu stod ved siden af hende, hvor det hvilede et kort stykke tid før hun svarede. "Hvad har du at byde på?" Hendes stemme var rolig, og hun lød ganske harmløs, præcis som hun så ud, og så langt fra hvad hun var. De to lange, fine dolke der hang på hver side af hendes hofter under kappen var dødbringende våben i hendes hurtige, spinkle hænder.

Trace tog roligt fat i krusset og slukkede den værste tørst i den skummede drik inden han rettet blikket imod kartoffelmosen. Den så glimrende ud og dampen der steg op understregede trangen han følte for varmen. Hurtig fyldte han munden og lod mosen glide ned i mavesækken, hvorfra varmen bredte sig i hele kroppen. Fantastisk.
Lyden fra køkkenet fik ham til at dreje blikket. Stedet var udenfor hans zone, så han kunne ikke mærke hvad der skete.
"Prøv mosen, den varmer" Sagde Trace roligt med nikkede til kvinden. Han ignorerede drengen. Skulle han blive her i længere tid kunne han vel lige så godt få startet en samtale. Måske høre nogle interessante rygter eller lignende. Der plejede altid at sive sådan nogle omkring når han kom omkring.
Han drak lidt mere og spiste en mundfuld mere. Det var tiltrængt.
Det meste af dagen havde han været på farten og havde vandret byen tynd i sin søgning. Middagsmad havde han ikke fået, der havde ikke været tid og nu hvor han vidste målet ikke var i byen bar han en følelse af lettelse - over at vide hvor målet befandt sig - og irritation over at have spildt en hel dags arbejde på at vandre. I morgen ville dog blive bedre. Håbede han da.

Knægten så på Gabrielle og begyndte at tænke sig om. pludselig smilede han stort, for han kom i tanke om hvad de ellers serverede.
På værtshuset serveres der både drikke- og madvarer.
MAD
* Kartoffelmos med kødsovs
* Hjemmebagt brød med forskelligt pålæg
* Helstegt vildsvin (beregnet til fester og mere)
Drikkevarer

* Øl
* Mjød
* Vand
* Mælk
Prisen på hver ting er 5 Rav.
Men på helstegt vildsvin er prisen 1 Safir.
sagde han stolt over at kunne huske det hele. Han rettede sig op som et rigtigt mandfolk, eller det mente han da selv. og Nårh ja. Vi har også værelser, hvis det var noget. De koster en jade per seng. Der er nemlig værelser med en seng og andre med to senge.

Gabrielle så tilbage på den fremmede da han snakkede, og lagde mærke til at det var hende han snakkede til. Hun sendte ham endnu et smil. "Tak for tippet, det må jeg prøve en dag," svarede hun, kun akkurat højt nok til at han ville kunne høre hende. Hun skulle ikke have noget mad, nej. Det var ikke godt at spise så kort før et job. Dog måtte hun indrømme at måden både duftede godt, og så god ud. Det kunne være, hun ville komme tilbage bagefter og få noget.
Atter vendte hun blikket til drengen, og lyttede til menukortet han citerede fra hukommelsen. Hun kunne ikke lade være med at smile lidt af hans tydelige stolthed over at have husket alt det. "Et krus mjød, tak. Og ingen seng i nat, ellers tak." Imens hun talte fandt hun betalingen frem og rakte til ham.

Så de havde værelser. En lettelse at vide, så Trace fiskede hurtigt en jade op og nogle ravstykker fulgte.
"En seng til mig for natten" Sagde han og kastede stenene til knægten en af gangen i en blød bue. Det burde være let nok at gribe. Resterne var ment som drikkepenge til knægten så han måske kunne købe sig selv et eller andet. Forhåbentlig blev de ikke snuppet af ejeren når Trace vendte ryggen til. I så fald ville det hvertfald blive det sidste besøg på dette værtshus.
Han forsatte med at spise og kastede et blik på de mange våben. De skulle slibes inden han lagde sig til at sove. Ikke fordi de var sløve eller noget, men han var nød til jævnligt at slibe dem. En sløv kniv var ubrugelig og ville ende med at slå ham ihjel.

Det lød ikke til at kvinden var interesseret i at føre en samtale, så han kunne lige så godt lade det ligge. Ingen grund til at prøve at starte en samtale med en der lod til at have andet på tankerne, også selv om hans nysgerrighed var en af hans svage sider. Han følte et konstant behov for at vide hvad der skete. Netop derfor hans øre anstrengte sig for at høre mere fra køkkenet.

Knægten som lige havde taget i mod bestilling og betaling fra Gabrielle vendte sig om og greb stenene fra Trace. Han nikkede bekræftende og skyndte sig ud i køkkenet igen.
Kort efter kom han ud med et krus med mjød og en nøgle. Kruset satte han hos Gabrielle og nøglen lå han hos Trace. Velbekomme. Og må jeres ophold være behageligt, så længe i er her. Han gik lidt tættere på Trace. Hvis Herren ønsker, kan der godt arrangeres noget underholdning til dit ophold. sagde han med en rolig stemme. Han stod og ventede på en eller anden form for svar fra Trace inden han igen løb ud i køkkenet.

Gabrielle tog imod sit krus og smagte forsigtigt på det. Enten havde hun glemt hvor godt mjød egentligt var, eller også var den her bare endnu bedre end nogen af dem hun hidtil havde smagt. Bestemt prisen værd. Den søde smag fyldte hendes mund, og hun slappede en smule mere af.
Tankerne om nattens planer gled ud af hovedet efterhånden som hun havde tænkt alting igennem. Der var ingen grund til at overtænke ting, det kunne også gå galt. I stedet løftede hun blikket fra sit krus og lod de lilla øjne glide hen på manden med de mange våben. Selv havde hun slet ikke brug for så mange våben, og hun kunne ikke lade være med at blive nysgerrig efter at vide hvordan han kæmpede, og hvordan han udvalgte sine våben.
"Hvordan kan det være, du har så mange?" spurgte hun ligeud, med et snert af nysgerrighed i stemmen. Hun var ikke typen der havde et overdrevent behov for at være social, men det var flere uger siden at hun havde haft nogen rigtig form for selskab, udover diverse.. forretningsforbindelser. Selskab var nu godt, jo. Og hvis han syntes at hendes spørgsmål var for nærgående, så kunne han jo bare lade være med at svare.

Trace løftede afvisende hånden til knægten.
"Nej tak, bare sørg for jeg ikke bliver forstyrret" Sagde han og sænkede atter hånden. Han tog en mundfuld og nåede lige at synke inden kvinden talte. Han vendte blikket imod hende og smilte skævt. Der var intet behov for at uddybe spørgsmålet. Der var ingen tvivl i hans hoved om hvad hun talte om. Hans sværd.
"Hvad tror du der tager længst tid. At trække et sværd fra dets holder, eller vriste det ud af en død bandit?" Spurgte han stadig med sit skæve smil. Han løftede roligt krusset til en let skål inden han selv drak.
Svaret var, efter hans mening, ret åbenlyst.
"Det og så er det blevet en lille hobby." Ja man kunne vel sige han samlede på sine sværd. Fandt han et interessant sværd, så havde han ingen problemer med at skifte ud i samlingen. Han kunne dog ikke have flere med sig end han allerede bar på nu.

Ude fra køkkenet kunne der høres nogle meget højt rystende stemmer. Den ene var helt klart Adrians. Adrian kom ud fra køkkenet og stillede sig mellem Gabrielles bord og Traces bord. Når du har spist færdig og drukked ud, så er det op ad trappen en gang, lige ud og der har du dit værelse for natten. sagde han roligt med en venligere stemme end det der tidligere kunne høres fra køkkenet af. Kruset og det, lader du bare stå. Så kan Lullu tage sig af det. fortsatte han i samme tonelege. Derefter gik han hen til trappen og efter lyden at dømme gik han ned i kælderen.

Gabrielle kunne ikke lade være med at grine af hans forklaring. Jo, det lød jo logisk nok. Alle havde hver deres måde at kæmpe på. Selv havde hun aldrig behøvet at bekymre sig om den slags, hun var som regel usynlig når hun brugte sine dolke. Hun gad nu godt se hvordan han mon bar sig ad med alle de våben. Ikke fordi hun var interesseret i selv at blive involveret, men fordi hun var nysgerrig. Måske kunne han nogle brugbare tricks. Hendes egne metoder var meget enkle.
Hun tog endnu en tår af sit krus, idet værten kom ud fra køkkenet igen. Hun så på ham da han snakkede, men han snakkede ikke til hende. Gad vide om han var klar over hvor tydeligt man havde kunne høre hans råben ude fra køkkenet, og at han vidst ikke narrede nogen? Nu var her ikke så mange kunder i aften, men det var sådan set underordnet.
Gabrielle vendte opmærksomheden tilbage til den fremmede der sad skråt over for hende. "Hvor mange er der?" Egentligt var hun mere interesseret i at føre en samtale, end hun var i antallet af våben han bar rundt på, men hun kunne ikke komme på noget mere fornuftigt lige nu.

Trace nikkede blot til værten, som tegn på han havde forstået.
"Mange tak" Var det eneste han sagde til værten før han tømte krusset og skubbede det lidt på afstand. Han spiste videre mens han overvejede sit svar til kvinden.
"Hvis vi skulle lave en lille samligning så ville der være nok til at spide samtlige personer i denne lokale uden jeg behøvede bruge den samme klinge to gange" Sagde han med et smil, det var tydeligvis ikke ment som en trussel, men nærmere en joke. Kastede man et blik rundt i lokalet sad der ca. 10 personer sammen med dem selv og værten. Herudover lå der kun 5 sværd på bordet foran Trace. Med andre ord, han havde flere.
"Men det er ligeså meget for at undgå kampe, som for at vinde kampene at jeg bærer våben. Det er trodsalt ikke mange der føler sig oplagte til at træde i kamp imod en der bærer flere sværd en logikken tillader." Sagde Trace og skovlede mere mos i munden.
Der var mange der anvendte uortodokse kampmetoder, Trace var en af dem og sværdene var en advarsel til at hvis man trådte imod ham, kunne man vente sig det værste.

Ude fra køkkenet og ind i stuen kom Lullu, en lille pige, hun var omkring de 15 år, men lignede alligevel en på 20. Det var tydeligt at hun arbejdede hårdt for føden. Hun kom hen til Gabrielles bord. Vil du have et krus mere? spurgte hun venligt. Hun smilede og så glad ud. Hun var iklædt noget pænt og anstændigt tøj. Hendes lange brune hår var samlet i en hestehale, der gik en god meter ned.
Hun vendte sig om og så på Trace. Hvad med dem, min gode Herre? Kunne de tænke dem noget? spurgte hun med samme blide og rolige stemme. Det var tydeligt at hun var mere vant til kunder i værtshuset, end drengen fra før.
Nede fra kælderen kunne man nu høre nogle smertefulde skrig og skrål. Lullu så hen mod kældertrappen. Det er så en tidligere kunde, der prøvede at løbe fra regningen, voldtage mig og slå gode Adrian ihjel. sagde hun med en lidt ondskabsfuld og leende stemme.

Gabrielle smilede skævt. Hun forstod sagtens hentydningen om at der var flere våben end der lå på bordet. "Ingen grund til at demonstrere," svarede hun med et smil, selvom hun godt vidste han havde ment det som en joke. Et eller andet gjorde dog at hun ikke var i tvivl om at han ville være i stand til at slå de fleste personer herinde ihjel, og det ikke kun fordi de så ud til at være ret så svage ud.
Hun vendte hovedet mod den mørkhårede pige der nu kom gående ude fra køkkenet af. Var det mon hende der var blevet råbt af? "Nej, ellers tak," svarede hun. Hendes krus var ikke engang halvt tømt, og det var ikke ligefrem meningen at hun rent faktisk skulle påvirkes af det. Det ville nok være en knap så god idé, taget i betragtning af hvad hun snart skulle. Hun løftede et øjenbryn af pigen, da denne fortalte om hvad der foregik nede i kælderen. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle tænke, men syntes at der var noget underligt ved pigen.