Lestat gik rundt i sin menneskeform, en dejlig varm, solrig dag i hestedalen. Han gik roligt rundt, uden at ligge mærke til ret meget. Han fandt et sted hvor kan kunne ligge sig ned, hvilket han gjorde uden tøven. Området mindede om en blomstermark, men med nogle enkelte stier, nogle vilde heste, der gik rundt og græssede.

Hun slentrede rundt på Toropolis Isla og var endt nede i Hestedalen. Hestedalen var et dejligt sted for en varulv, så dejlige mængder af kød, og så var der oven i købet ekstra udfordring i det i stedet for de mennesker. De kunne jo intet. De var svage og langsomme. De panikkede bare og gik i stå, og så prøvede de med fakler at jage en væk. Det kan godt være der er nogle varulve der er bange for ilden, men hun var så lige glad med ild som så meget andet.
Hun havde sine sædvanlige tætte bukser og sin kappe med hætten trukket op over hovedet. Det skyggede for solens brændende stråler. Hun havde ikke lige behov for ekstra varme. Varulven inde i hende gav hende varme nok til at ikke kunne fryse så meget om vinteren, og så skulle det absolut gå ud over hende når det begyndte at blive forår, og værst når det var sommer. Hun var ikke bange for at vise sin krop frem, men hun var træt af folks begærlige blikke. Jo det var et eller andet sted rart med al den opmærksomhed, men når hun tænkte over hvad det var de mænd som kiggede langt efter hende havde i tankerne, fik hun det nærmest dårligt over deres dyriske instinkt. Hun var oven i købet varulv, og hendes instinkter var langt mere civiliserede end nogle af mændenes. Selv varulve hannerne var tit roligere, men når det blev forår, så blev de skam også så påtrængende. Så skulle de absolut gøre kur på hende, men hun udnyttede det også voldsomt. Deres svage hjerter gav hende så utrolig meget magt over dem, og selv alfahannerne havde problemer med hende. Hun havde sjældent givet sig selv til nogen af dem.

Ylva travede lidt ned af bakken, og så over på alle hestene. Synet fik varulven til at smile en kende, og nogle kraftige hænder blev kørt igennem det blonde hår for at få lidt luft under det. Næsten ved foden af bakken, blev der dog stoppet op, og en panderynken spredte sig over den maskuline kvindes ansigt. Hun Synes at hun så en skikkelse, komme i hver sin retning, men hun kunne ikke fange om der var nogens fært. Så hun tyede til sine ører, selvom at disse personer var .. Tavse. Hun stoppede op lidt væk, da hun kom tættere på, og så en .. kappeklædt person. Trippede lidt på de beskidte bare fødder, og skævede rundt, for at se om andre var i nærheden.

Der hvor Lestat havde lagt sig, var der højt bevoksning omkring, krættet var tæt, så han var skjult. Han lå stille og lyttede, mens han havde lukket sine grønne øjne. Han opfangede kort en ugenkendelig lyd, men mistede den igen. I et forsøg på at opfange lyden igen, skiftede han ører form og blev store og sølvfarvet behåret.
Han følte en nærhed, som han ikke kendte, men alligevel følte han en nær forståelse. Han kunne ikke rigtig forklare det. Måske var det blot dyret i ham der blev urolig.

Hun nærmede sig et træ der var lidt dækket af krat og højt græs, men hun kunne straks mærke at der var en anden en. En med en smule autoritet. Hun var lidt ligeglad og søgte ikke efter personen, men i stedet for sprang og greb fat i en af de nederste grene. Hun hev sig let og elegant op på grenen hvor hun satte sig. Hun trak hætten tilbage og hendes øjne søgte rundt i horisonten. Hun gad ikke at kigge ned under træet, da hun vidste at der var en der, men hun var mere interesseret om der er andre. Endnu flere som kunne leges med. Hun havde lyst til at lege lidt. Drille en smule, men der var ikke andre end den der dovne hund under hende.
Hun fik hurtigt øje på en anden skikkelse. Lyst hår, meget maskuline træk, men stadig var det feminine synligt. Ikke nogen udfordring til hende. Heller ikke rigtig det offer hun søgte. Mænd var det sjoveste at drille, men måske skulle hun bare tage på jagt. En sort tåge begyndte at dukke op ved siden af hende og lige så stille blev det samlet og fast, og til sidst sad der en Blodravn ved siden af hende med sit blodrøde næb og de røde øjne der lyste nærmest som en dæmons øjne i mørket. Hun holdte armen ud, og den store fugl satte sig på armen, og med et uhyggeligt lydende skrig, som ikke var særlig højt, men gav selv Alice kuldegysninger. Hun strøg den blidt over de mørke fjer som den pudsede kort mens den sad på hendes arm. Kort tid efter lettede den og fløj op på en gren højere op. Den holdt øje med det hele mens hun sad længere nede. Det var på en måde hendes tredje øje.

Skønt det ikke var så højt, kunne Ylva stadig med lethed høre det. Hun kneb det ene øje sammen og holdt sig for ørerne, da kvinden hoppede op i et træ, og det undrede hende om hvem det var som hun holdte øje med. Trods alt kunne hun ikke lugte noget, men hun var da ikke så sløv at hun ikke godt kunne se at kvinden holdte øje med noget. Og .. så havde hun en underlig fugl. Hun fulgte den med blikket da den lettede og satte sig på toppen af træet. Noget ved den gjorde hende utryg, og hun atte sammen med at det måtte være fra den lyden havde kommet fra.

Lestat, som lå ned blandt alle blomsterne, i sin menneskeform, rejste sig roligt op og så sig omkring. Han fik øje på en der sad i et træ, lidt væk. Han undrede sig kort over hvem det mon kunne være, mens han satte sig ned på jorden og begyndte stille at tage sit tøj af, mens han forvandlede sig til ulv.
Da han var færdig, pakkede han det roligt ind i sin kappe, som han rullede sammen og bandt om halsen.
Da begyndte han at liste gennem krattet i retning mod træet, mens han hele tiden kiggede omkring for at se om der var noget at se.

Hun sad egentlig godt oppe i sit træ. Der var skygge og dejlig køligt, så hun kunne sagtens trække hætten tilbage. Det lange mørkebrune hår faldt smukt ned over hendes bryst og ryg. Det bølgede let i vinden. Hun trak vejret dybt ind og smilede. Foråret var på vej, og det kunne tydeligt mærkes. Blodravnen begyndte at skræppe fra toppen af træet om en nøgen mand. Hun kunne ikke helt modstå at lytte til Blodravnen, som gerne fortalte, og hun begyndte at le. Det var ikke tit hun lo, men det var heller ikke ondt ment. Hun syntes det var underholdende at nogen troede at de kunne undgå 'hendes' skarpe blik. Hun fik også at vide at manden så var blevet en ulv og var på vej hen til træet.
Hun rejste sig op, og kappen dansede let i vinden. "Nå, der har vi så den ulv." Hun smilede til ham, mens hun fik Blodravnen til at lande på hendes skulder. Hun vente sig mod den og strøg den under næbet. Hun lod som om hun havde sagt det til ravnen, hvilket hun egentlig også havde, men det var også rettet mod ulven der gik der nede i sit grå pels. Hun kunne bedre lide sin mørkebrune pels. Man havde lettere ved at gå i et med skoven. Det grå var bedre oppe i bjergene.
"Hvad laver så en ulv som dig, på sådan et sted som her?" Hendes stemme lød glad og frisk. Den var lidt klukkende og rullende som en lille bæk på en klar forårsdag. Den virkede ikke fjendtlig over hovedet, men hun stod alligevel som om han ikke skulle komme for tæt på. Hun vidste godt hvilken tid på året det var, og hun havde ikke i sinde om at få hvalpe med en der ikke viste sig til at være værdig.

Ylva rynkede panden og bevægede sig en kende tættere på træet. Hun kunne høre en tale, sikkert kvinden, men hun havde stadig ikke set den grå ulv, da han alt taget i betragtningen var tavs, og hans lugt uden for hendes rækkevidde. Hun synes dog at hun så en mindre bevægelse, men det var svært at se noget, når hun så det meste af verdenen i sort/hvid, som hendes farveblindhed havde ramt hende. Hun skiftede over i den store lyse-blonde ulveform og holdte bare lidt øje, mens hun lagde sig ned i græsset.

Raven kpm gående i hans menneskeform, han havde kun bukser på da alt hans andet tøj var smadret efter de gange han havde forvandlet sig, dog var der ingen skade sket.
han stopper op da han for færten af andre varulve han smiler lidt og følger lugten, og kommer til sidst til syne men står stadig 4 meter fra dem alle nogenlunde

Dagen var kommet. Dagen til at skulle lufte tyren. Samson vidste at det var dagen for at få den til hestedalen for evt. at kunne få fat i noget kød, om det så var en bambi, dådyr eller hvad der nu kunne luske rundt, var lige meget. Tyren luskede snusende rundt som en anden hund, nede i græsset. Hovedet bevægede sig fra side til side og hapsede ud efter små insekter, sådan som de nu passerede det store krabat.
Samson gik et godt stykke bag den. Han havde sine hænder begravet i begge sine lommer. Det kunne ærlig talt godt ligne at han holdt ferie, hvis man tog hans kropsholdning i betragtning.
Han var iført kappe, hvorpå bande-symbolet var. Derudover havde han sin vandte hat, sine sorte bukser og sine støvler med sporer på, som begge klirrede engang imellem mellem skridttagene.
Tyren, Brutus stoppede pludselig brat op. Han stirrede ligefrem og kunne se en del skikkelser. Deres racer synes at være forskellige alle hver og en. Dog stirrede den intenst på Lestat, da han så at han tog tøjet af. Huden var blottet, og dog blev den hurtigt erstattet af pels.
Samson indhentede Brutus, klappede den let, mens han iagttog samme mål som sit dyr. Lestat kendte han. Hvem var de andre? Han så rundt på dem som var i hans synsfelt, og der gik ikke længe før der var en der åbenbart begyndte at snakke til Lestat.
Samson kneb let sine øjne sammen. Hvad var dette? Pludselig en samling af ulve? Samson havde ikke stødt ind i mange ulve på sin vej, gennem livet. Ulvene var åbenbart kommet til syne her på Toropolis Isla? Det var værd at betragte nærmere...
Indtil videre måtte han lige holde sig en anelse på afstand, og se hvordan situationen udviklede sig.

Lestat stoppede op da han både kunne se og lugte Brutus. Han satte sig ned og lagde hovedet på skrå, mens hans blik skiftede mellem kvinden i træet og Samson. Omkring ham kom en enkelt ulv til syne, som var helt identisk til Lestat. Ulven gik stille hen mod træet og et par meter før stoppede den op. Lestat begyndte at gå igen, med retning mod Samson og hans store tyr. Mens han gik skiftede han roligt form, så hans torso og hovede var af et menneske, mens resten var pelsbelagt og mere dyrisk. Hans hudfarve var meget bleg, hans øjne skiftede fra røde til grønne.
Da han var kommet tættere på Samson og Brutus stoppede han roligt op og så på ham med et venligt smil. Goddag Samson, er du ude og lufte tyren? sagde han med en rolig og venlig stemme.
Han fortsatte da, hen mod Samson, som han jo kendte. Hans blik blafrede mellem de andre tilstedeværende. De lugter alle som dyr, selvom at de måske ikke ligefrem viser det. tænkte han roligt.
Ulven der var gået hen til træet kiggede op, hvorefter den blot gik ind i noget buskads igen, for derefter at forsvinde, på samme måde den var dukket op på.

Hun begyndte at grine lidt. Sikke mange der dukkede op. Hendes sanser opfangede så mange. Mange ulve. Alt for mange ulve, men også et menneske og en tyr. Hun slikkede sig om munden. Et stykke med tyr ville ikke være dårligt. Hun begyndte at klatre længere op i træet. Gren efter gren. Højere og højere op imellem træets tykke og tynde grene. Hun endte helt oppe i toppen, hvor hendes ravn også var fløjet op. Den sad der og skræppede sit uhyggelige skræppen. Hun kyssede den på hovedet. "Så nu kan du godt tage hjem."
Ravnen begyndte at blive til den sorte tåge igen, før den forsvandt helt væk fra denne dimension. En sort tåge blev dannet omkring hende, og til sidst var hun forvandlet til en stor sort ravn, med det blodrøde næb og øjnene lysende røde. Man kunne næsten føle det dæmoniske flyde ud af denne ravns krop.
Hun lettede op svævede op over træet, før den store fugl fløj hen over tyren, manden og varulven der havde forvandlet sig halvt tilbage til mennesket. Skulle hun gå efter tyren og gøre kort process, eller skulle hun hellere lege lidt. Hun fløj kun nogle få meter over dem, indtil hun besluttede sig for at kaste sig over ulven. Hvis hun fangede hans bagdel, ville hun få ham op i luften, og han ville have problemer med at angribe hende.
Hun dykkede ned mod jorden og fløj over deres hoveder, inden hun prøvede at gribe ulvens pelsede del med sine sorte klør. Hun skræppede med den uhyggelige stemme, men den var værre end de små ravnes. Tænk at nogen anså hende for dæmon, selvom hun var en varulv. Hun vidste ikke helt hvorfor hun havde fået tildelt denne anden krop. Andre valgte også at kalde hende formskifter, bare fordi hun havde tre forskellige kroppe. Hun kunne jo ikke bestemme sit udseende ud over, hvilken form hun valgte. Så meget for en formskifter.

Ylva rynkede på panden, da kvinden med et blev til en blodravn, og efter et hurtigt blik omkring, fik hun svagt øje på en anden skikkelse, en ulv mere? Hun kunne ikke lugte det... Og så en mand ... Med en tyr.
Hun for dog sammen da .. Den forhenværende kvinde .. angreb noget på den anden side af træet?

"Hvad i alve..." Hun stoppede dog op i sin tale, og begav sig lettere tøvende i den retning.

Raven går stille over imod ulvene men da et menneske kommer til stede med han tyr, beslutter han sig for at gå over til dem bare for at finde ud af hvem de er.
Da en af ulvene angriber den anden ulv, ryster han på hovedet, han stiller sig op af et træ 3 meter fra dem og ser blot på dem med et afslappet blik.

Samson så på Lestat som begyndte at komme over til ham. Han stod blot stille, afventende på at se hvad dette postyr i hestedalen skulle betyde, og om det overhovedet skulle betyde noget.
Samson havde aldrig betragtet Lestat i stor stil, men det skulle også komme med tiden, for med tiden fulgte viden og dér kræves tålmodighed.
Samson hævede sine øjenbryn og så let forundret på Lestat over hans kommentar. Han havde ikke lige venten dén kommentar. Samson skulede lidt til Brutus, uden egentlig at flytte på hovedet som var vendt mod Lestat. Han var først ikke ordentlig sikker på hvordan sætningen skulle forstås, men regnede det ikke for at skulle tage det ilde op.

"Dyr kræver jo, lige så meget som et spædbarn kræver af sin mor..." Han nikkede let.

"Så.. har du fået kaldt folk til møde her? Hvem end de forskellige væsener er?" Samson hævede stemmen i sin sidste del i sætningen. Han var ikke vandt til at se så mange befinde sig i Hestedalen.

Samsons blik retter sig på Raven, som stille nærmede sig dem.

Der gik dog ikke mange sekunder før Samsons opmærksomhed straks blev fjernet. Noget begyndte at kredse oppe over ham og Lestat, hvilket han bestemt ikke brød sig om. At bevæge sig i cirkler omkring noget, betød gerne offer inde for dyreverdenen, såfremt også i menneskeverdenen. Lidt ligesom en bande kunne finde på at te sig mod en enkelt person, for den sags skyld.
Samsons øjne blev hurtigt til små sprækker. Han tog sine hænder op af lommen, og i det samme da fuglen (Alice) dykkede ned mod Lestat, var tyren løs - metaforisk set.

Luften så pludselig ud som en varm sommerdag, hvor der let kunne ses bølger i en bagende sol, sådanne bølger spredte sig mod Alice, ravnen, med hensigt for at få den revet væk fra Lestat, så hurtigt som overhovedet muligt. Bølgerne stammede dog ikke fra en varm dag, men derimod fra magnetismen som Samson udsendte. Magnetismen var ude på at "flå" ravnen væk, og hen til siden, ganske få meter væk fra dem. Ravnen ville, om muligt, få et slag i siden.

Lestat havde godt lagt mærke til ravnen der fløj omkring dem. Da den angreb ham, ville han selv til at reagere, men Samson var for hurtig. Stop Samson! Jeg skal nok selv tage mig af hende! sagde han hurtigt, men med en klar og tydelig stemme.
Lestat flyttede sig, hurtigt nok til at undgå ravnens angreb mod ham. Hvis hun ikke blev ramt af Samson, eller nåede at styre uden om, så ville hun ramme ind i tyren Brutus.

Der kom 3 ulve til syne i kanten af stien Lestat stod ved. De tre mindre ulve havde al deres opmærksomhed rettet mod ravnen med det røde næb.

Hun fægtede lidt med sine klør, men et kraftigt stød i siden på hende sendte hende ud af kurs og et uhyggeligt skrig brød ud fra hende. Hun begyndte at styrte mod jorden, men hun nåede lidt at rette op, for bagefter at flyve næsten direkte mod den store tyr, men hun fik igen hurtigt undveget, men denne gang med en direkte kurs mod Raven, hun prøvede igen at dreje væk, men hendes vinge ramte jorden og hun mistede balancen og styrtede i jorden og trillede rundt i støvet, mens hun langsomt var begyndt at forvandle sig tilbage til sin oprindelige form.
Hun lå stille på maven for fødderne af Raven med håret spredt over det hele, mens den sidste rest af den sorte tåge forsvandt fra hendes krop. Kappen dækkede det meste af hendes ryg og ben. Den ene arm lå under hendes hoved, mens den anden lidt ud fra hendes krop. Hun lå ikke i en voldsom forvreden stilling, men stadig bevægede hun sig ikke. Hun lå fuldstændig stille og ikke en lyd kom fra hendes læber.
Vinden fik det tørre græs der havde været skjult under sneen til at neje let, og hendes hår blev flyttet en smule rundt. Man kunne næsten tro at hun var død, men hun lå og ventede. Ventede på det rigtige tidspunkt at rejse sig. Hun var langt fra færdig med at lege. Hun ville prøve igen indtil hun fik lov til at lege en smule. Det ville da bare være sjovt at hive en varulv med op og flyve. Se hvor modig han var for der var ikke mange der brød sig om højderne. Der var ikke mange der havde prøvet at komme så højt op. Hun havde også lidt problemer i starten med at flyve så højt op, men nu havde hun ingen problemer med det længere. Nu kunne hun flyve på højde med så mange andre fugle, og hun har lært at bruge luftstrømmene til hendes fordel, så hun ikke brugte for meget energi.

Havde Ylva været i sin ulveform havde hendes ører på nuværende tidspunkt ville have lagt så fladt imod hendes hovede at det at se dem ville have været svært at skelne dem fra resten af hovedet i pelsen. Ravnen og varulven gjorde hende utilpas, men manden til stede gøre det ikke meget bedre, og tænderne blev blottede lidt da hun igen tog sig noget mere afstand til dem og den kvindelige varulv bragede i jorden. Hun rynkede panden. Noget var ikke rigtigt her...

Raven smilte lidt da Alice kom flyvende hen og landede lige foran hans fødere, han så ned på hende " jamen hej med dig, brug for en hånd " smilte han og rækte hånden frem, Raven var en meget rolig person der skulle meget til at få ham op at kører med mindre en vampyr kom til stede.
Raven ser sig omkring og danner hurtig et overblik over hvor mange der er til stede, han for øjne op for samson, da han havde lidt på fornæmelsen at denne mand med hatten, var mere ind blot en mand det var som om at han havde en eller anden form for magt, hans kropsprog var ikke som nogen andres.