Jaget. Ikke af mennesker, men af deres tanker, gik Vanessa hjælpeløst rundt i gaderne mellem de store og små bygninger der udgjorde beboelseskvarteret. Tårerne løb ned ad kinderne på hende og hun mumlede noget for sig selv med den bitreste tone, noget der lød som "hvad skal jeg dog med det, når det ødelægger mig?" Til sidst opgav hun. Det nyttede ikke noget at bevæge sig, for de fulgte efter hende alligevel.
Hun satte sig op ad den nærmeste bygning og trak benene op under sig. Skørterne faldt til side da hun gjorde dette, de strømpebeklædte ben under den var ganske afslørede, men hun var ligeglad. Der var ikke plads i hendes hoved til andet end de forskellige stemmer, der ytrede sig om forskellige ting, Vanessa helst ikke ville høre om.

Gabrielle var på vej ud af beboelseskvarteret, efter at have afsluttet sin seneste opgave. Nu skulle hun bare tilbage til vedkommende der havde hyret hende, så hun kunne få sin betaling. Det lange hår hang i en fletning ned foran, og hendes hætte var som altid slået op. De lilla øjne var ikke til at se i skyggen deraf. Det var efterhånden så sent på aftenen at folk holdt sig indendørs. Derfor blev hun en smule overrasket da hun så en eller anden side op ad en bygning lidt derfra. Det så ud som om der var et eller andet helt galt med vedkommende, men Gabrielle var ikke normalt typen der sådan opsøgte folk. Dog kunne hun ikke lade være med at undre sig.
Hun stoppede op lidt derfra og piftede. Kort efter kunne lyden af tunge poter med fart på høres. Hendes store, hvide tiger dukkede op, og Gabrielle satte sig ned på knæ for at hilse på ham.

Vanessa bemærkede ikke den anden piges tilstedeværelse ud over at hendes indre stemme blandede sig med de andres. Hjælpeløst sad hun blot og havde ondt af sig selv, patetisk som hun var, og hun orkede ikke at kæmpe imod det. Kunderne på kroen havde været forfærdelige, og deres billedrige tankerækker gav hende stadig en grum følelse af ubehag, der nærmest spredte sig ud i hele kroppen. Forulempet, havde hun følt sig, og det var ved at blive en hverdagsting. Hun burde virkelig finde et andet arbejde. Et andet liv.
Ganske bevidst om lige præcis hvor ynkelig hun ville virke for en anden tankelæser fortsatte hun alligevel i den dur, imens hun stirrede lige fremfor sig. Hendes manglende fokus blev dog forstyrret ved synet af den hvide tiger, der svagt vækkede hendes nysgerrighed, og mindede hende om, at hun ikke var alene.

Med panden hvilende med den store, hvide tigers egne bløde pande, lukkede hun øjnene og lod nattens rolige atmosfære flyde igennem sig, sammen med den behagelige følelse det altid gav hende at have afsluttet en opgave. Perfekt og uden at efterlade det mindste spor. Gabrielle var professionel lejemorder og glad ved sit job. Det var den måde hun tjente til dagen og vejen, den måde hun kom af med sine inderste frustrationer. Det var den måde hun forblev den rolige, fattede kvinde, der aldrig tabte hovedet, aldrig gik i panik.
Hun åbnede igen de lilla øjne der stadig var skjult i hættens skygge, og rykkede hovedet lidt tilbage for bedre at se på Tit. Hun smilede til ham som om han var hendes allerbedste ven, og det var han jo også når det kom til stykket. Hun rejste sig op og skulle til at stige op på ryggen af ham, da hendes opmærksomhed endnu engang blev fanget af skikkelsen lidt derfra, som nu havde blikket vendt i retning af Gabrielle og Tit. Med lydløse skridt, og Tit lige i hælene, nærmede hun sig og satte sig ned på hug foran skikkelsen, som hun nu kunne se var en ung kvinde, måske lidt ældre end hende selv. "Du ser skidt ud, hvad er der i vejen?" Hun var ligefrem, men hendes stemme var venlig og ærlig.

En trang til at kaste op bredte sig i Vanessas krop da kvinden med det store kattedyr kom tættere på. Både fordi hun ikke rigtig kunne overskue at skulle være sammen med mennesker i denne tilstand, men også fordi Gabrielles stemme i Vanessas hoved nærmest tredoblede i styrke for hvert skridt, hun gik tættere på. Terroriseret, overvældet, af det, der altid var blevet anskuet som et talent, en kraftig evne, måtte Vanessa tage op til flere dybe indåndinger for ikke at gå i spåner. Hun forsøgte at lukke det hele ude, men det var, som var filteret, der adskilte hendes tanker fra de andres, var gået i stykker. Fuldstændig.
Hun forsøgte at løse sit problem ved at fokusere på kvindens stemme, læberne der bevægede sig foran hende, og samtidig ignorere faktum, at Gabrielles minder fra veloverståede lejemordsopgaver flød over i sit sind, og gjorde hende mildest talt pissebange. Der var ikke meget stærk kvinde over hende lige nu.
Ordene fra kvindens mund overraskede hende dog i kontekst med indholdet i hendes hoved. De virkede oprigtige. Omsorg. Fra en morder? Hm.
"Jeg- .." mumlede hun med et hektisk udtryk i de mosgrønne øjne.
"Mit hoved, jeg.. Jeg kan ikke styre det, jeg.." Et kort øjeblik var hun klar nok i hovedet til at overveje, hvor sindssyg og desperat hun måtte lyde. Men det var vel også det hun var?
"Forfra," sagde hun, lidt klarere i stemmen, efter endnu et par dybe indåndinger. Tårerne løb stadig ned ad kinderne. "Jeg er tankelæser, og min evne er hypersensitiv lige nu.. jeg tror jeg kan høre alt der foregår i alles hoveder lige nu.. Og jeg kan ikke få det væk." Hun måtte til trods for sin semi-genvundne fattethed give slip på et lavt hulk.

Gabrielle lyttede afventende, og studerede kvindens ansigtsudtryk mens hun snakkede, og nikkede derefter. Tankelæser? Hmm.. Ja, så var Gabrielle nok ikke den rareste at være i nærheden af. Men hun var måske den eneste der kunne hjælpe lige nu, og kvinden ville kunne høre at hendes intentioner var uskyldige nok. Man ville nok tænke at en kvinde som Gabrielle skulle være ligeglad med den slags, men hun var ikke den typiske, koldblodede, ligeglade morder. Måske lige i gerningstidspunktet, men som regel ikke udover det. Hun ville gerne leve i en verden der holdt bare nogenlunde sammen.
"Måske skal vi få dig væk herfra, til et sted hvor der ikke er nogen mennesker? Så kan du se om det er lige så slemt der," foreslog hun og rejste sig op. Hun rakte en hånd ned, for at hjælpe kvinden op også. Hendes plan var at lade Tit føre dem hen et øde, men sikkert sted, for at se om det ikke ville hjælpe.

Endnu engang må Vanessa lade sig overraske af kvindens venlighed. Normalt ville hun nok holde en god sikkerhedsafstand fra hende, men hun måtte i dette tilfælde sluge sin paranoia og tage imod den håndsrækning hun fik, for sit eget mentale helbreds skyld. Hun tog Gabrielles hånd og trak ved hendes hjælp sig selv op, med et ansigtsudtryk der nu udtrykte både taknemmelighed og pinsel - det var enddog en forbedring fra tidligere, måtte man sige.
"Det kan være, at det virker, ja," sagde hun med en let bævrende stemme, lidt flov over ikke selv at have fundet på det. Hun kunne jo sige sig selv, at problemet kunne afhjælpes af isolation, men ærligt talt kunne hun ikke have præsteret at tænke klart nok til at nå frem til den konklusion selv. "Hvorfor slår han mig? Det er nok min egen skyld..", "Utaknemmelige skarnsunge!", "Mor elsker mig ikke mere.." Vanessa tog sig til hovedet, da hendes fokus forsvandt og tusind tanker vældede ind over hende igen. Tårerne løb fortsat ned ad hendes kinder og efterlod våde spor, der glinsede mat i det sparsomme lys fra gadelamperne.

Hun undlod at kommentere på de mange tårer, det var ikke det rette tidspunkt nu. I stedet satte hun sig på ryggen af Tit, og gjorde tegn til at den fremmede kvinde skulle gøre det samme.
Tit var en 300 kg tung tiger, han kunne uden problemer bære dem begge. Så længe at Gabrielle havde sagt god for det, havde han ingen indvendinger imod det heller. Han stod ganske stille og afslappet, ventede på det næste tegn til at bevæge sig.

Vanessa så et øjeblik skræmt på tigeren - lige indtil hun kom i tanke om, at hun jo egentlig til hver en tid kunne forvandle sig til et dyr, der var dobbelt så stor som den - og, at Gabrielles tanker sagde god for den. Hun satte sig uden at kny op på den, med et forsigtigt tag i dens hvide, bløde pels, og mærkede for første gang i lang tid den tryghed, der kan være forbundet med at være nært et dyr, som andre er bange for. På trods af den midlertidige ro, der et kort øjeblik ramte hende, lød tankerne med stærkere intensitet i hendes hoved. Jeg skal bare væk herfra, nu. Den instinktive tanke blev uden det var hensigten ført over i Gabrielles sind, uden Vanessa overhovedet opdagede det. Det var meget belejligt på en måde, men på den anden side ville krystallisianeren helt sikkert blive enormt skræmt hvis hun vidste at hun ikke engang længere havde kontrol over, hvem hun delte sine egne tanker med.

Gabrielle ventede tålmodigt imens kvinden kravlede op på Tit. Hun vidste at det kunne være en smule grænseoverskridende for nogen, men når kvinden nu kunne læse tanker, ville hun også vide at der ikke ville ske noget.
Hun skulle lige til at spørge om kvinden sad ordentligt, da hendes stemme lød inde i Gabrielles eget hovede. Hun kiggede vidt frem for sig, undrende. Var det mon meningen? Men hun lod være med at kommentere det, og smilede så lidt. Jo, væk det skulle de. Hun behøvede kun at sige et enkelt ord. "Frem," hviskede hun lavmælt, og Tit satte i gang. "Hold godt fast, enten i ham eller mig," sagde hun, før Tit satte i løb. Det gik stærkt, men bevægelserne var så hurtige og kontrollerede at der skulle meget til før man ville falde af. De var nu på vej mod Paradisskoven. Hun behøvede ikke at styre ham, eller fortælle hvor han skulle løbe hen.

Tillidsfuldt tog Vanessa et let tag om livet på den anden kvinde, og lod sig føre væk, mærkende hvordan tankerne flyttede sig længere og længere tilbage i sin bevidsthed. Det var befriende. Hun vidste ikke, hvad der var blevet af hende, hvis Gabrielle ikke havde hjulpet hende, som hun var ved nu.