Ud fra en gyde trådte den høje sorte skikkelse i den måneoplyste nat. Stjernehimlen og månen kastede sin kolde glød på de skyggefulde gader. Skikkelsen var høj, langhåret, klædt i en lang jakke og dækket i de mørkeste skygger. I hans favn bar han en anden form. En ung pige. Han gik med målbevidste skridt hen til bænken og lagde hende ned på den. Han stillede sværdet ved hendes side og så ned på hende kort. Hun var svækket. Det var hvad man kunne forvente. De færeste ofre var ved deres fulde fem efter et bid og endnu færrer, når de havde mistet så meget blod. Mithras var sikker på at hun ville overleve. Han havde trods alt ikke drænet en livstruene mængde. Han kastede et blik op på himlen. På den blege måne. Han smilede og lo sagte, inden han strøg en hånd gennem Catherines hår.

Intressante lille Kine

Cathrine begyndte svagt at vende tilbage til bevistheden, men hun kunne ikke røre sig. Hendes forsøg på at bevæge sig blev bare til en svag krampe lignende bevægelse, eller nogle uvilkårlige ryk. Hun følte noget svagt noget rørte ved hendes hoved, men kunne ikke vende sig for at se hvad. Hun kunne fornemme at hun var et andet sted. Hvor havde han ført hende hen? De var stadigvæk udenfor, konstaterede hun da en kold vind blæste ind over hende. Hun begyndte også at kunne skimte en høj skikkelse ved siden af hende, men hun kunne ikke se noget tydeligt. Var der stadigvæk tåget?
Hun blinkede lidt og begyndte at kunne skimte noget mere end skikkelsen. Noget højt, svagt gyngende. Et træ? Hun begyndte også at få lidt følelse tilbage i kroppen. Hun lå ikke på de kolde brosten mere, men det var ikke just noget blødt. Træ. En bænk? Det at hun begyndte at kunne mærke sin krop igen var ikke helt en god ting. hun havde meget ondt i siden, muligvis et bøjet ribben, og derudover var hun svimmel havde ondt i hovedet og knæene. Hun følte også en underlig træthed. Hun følte sig svag. Svag, var ikke noget hun brød sig om at være. Som om det ikke var nok var hun nu begyndt at fryse. En del af hendes varmende blod var væk og det var jo i forvejen en kold og fugtig nat.

Mithras så ned på hende påny. Hen rystede, og hun var ved egen udtalelse ikke et bymenneske. Hun havde sansynligvis ikke et hjem her. Mithras undrede sig. Hvorfor betød dette noget for ham. Måske... Han tog sig selv i det. Han havde sired et childe for nyligt. Hvorfor gøre det igen.

Skyerne gled forbi månen på nattehimlens hvælving. Nattens blomster sprang ud i månelyset på markerne udenfor byen. Inde i byen derimod. Var alt bare så¨stasisk som altid. Mithras skulle til at gå. Han vendte sig om og var på vej væk. Han stoppede midt i et skridt, og så sig tilbage over skulderen. Hans smilede spottende af sin egen tøven og lo sagte.

Kort derefter gik Mithras derfra. Hans høje skikkelse forsvandt ned af gaden, nu uden sin jakke på. Med et vrid af skygge og en klæbrig organisk lyd trængte en ny jakke frem fra under hans jakkesæt og lagde sig på hans skuldre somom det var det mest naturlige i verden. Mithras forsvandt ned af gaden. På gåben, meget til sin egen forbavselse. Bag ham, på bænken havde han efterladt Cathrine Green. Med den varme sorte jakke trukket hen over sig.

//OUT

Cathrine følte ligeså stille varmen komme tilbage til hendes krop. Var hun kommet inden for nu? Nej. Hun lå stadig på bænken. Besværligt fik hun sat sig op og opdagede noget stort og sort glide ned af hende. Hun sad lidt med det i hænderne og kikkede på det. Så huskede hun pludselig hvad det var. Hun så den for sig på vampyren. Han jakke? Men nej. Hvorfor skulle han give hende hans jakke? Havde han ikke bare villet have blod? Var det ikke det han havde sagt? Hun huskede tilbage på hans mærkelige interesserede blik. Havde det noget med hvorfor hun nu havde jakken. Det var i hvert fald hans. Hun kunne huske udseendet tydeligt af den nu og desuden kunne hun lugte det. Han havde trods alt været helt tæt på hende, og hun kunne ikke undgå at erindre den.
Cathrine lod hånden glide op af halsen. Hun var øm, men kunne ikke finde noget mærke fra bidet. Det havde været meget mærkeligt. Meget anderledes end hun havde troet det ville være. I starten havde det faktisk næsten været dejligt. Hvis det ikke havde været for al frygten, smerten andre stedet og de skarpe tænder havde det faktisk en kort stund været… Behageligt var nok ikke det rigtige ord, men alligevel? Derefter var det så begyndt at bliver svækkende, smertende og krampagtigt. Cathrine trak vejret dybt ind for at få ordentlig luft tilbage i lungerne, men fortrød det straks. Idet hun trak vejret ind gav det et stort, smertende ryk i hendes højre side. Hendes hånd røg uvilkårligt væk fra halsen og ned til siden. Hun blødte ikke. Det kunne hun mærke, men hold fast det gjorde ondt. Hver gang hun trak vejret var det som at blive ramt af endnu et slag af det hårde slag der havde forvoldt skaden.
Hun kikkede sig omkring. Hvorfor havde hun lagt hende her. Hun havde ikke fulgt med ham, så han havde ikke været forpligtet til det. Ikke fordi hun hellere ville været blevet efterladt på de kolde brosten i et klamt kvarter. Nej det var da bedre at ligge her i.. en park? Hun fik øje på sit sværd og blev endnu engang forvirret. Hvorfor havde han taget det med. Han havde givet hende chancen for at forsvare sig mod andet fremover. Hvorfor? Var han ikke ligeglad med hende? Hun tog sig til hovedet og prøvede at finde ud af hvad han mente med alt dette. Var der overhovedet en grund? Var han bare en stodder der prøvede at rette op på hans udåd ved at give hende hans jakke. Den lå stadig på skødet af hende, men nu skubbede hun den til siden og den gled tungt ned på jorden. Hun rejste sig op og det svimlede lidt for hende og hun måtte støtte sig til bænken med hånden. Hun gik vaklende hen til sværdet, tog det op og satte det tilbage i bæltet. Hun satte sig kort ned igen til kvalmen lagde sig, men rejste sig så omsider og gik, i håb om at hun kunne finde nemmere væk herfra end hun kunne fra gyden.

//Out

han sidder på bænken med hænderne i sit skød
han kigger over gaden og venter på at måske en eller anden var sent ude om natten, fx. fra en kro
vinden hiver lid i hans hår og kappe
han ser lidt uhyggelig ud da man kan kun kan se hans silouette
han har skjult sine tænder i munden endnu
en enlig mand kommer halv beruset fra en kro og forbi bænken
så er der mad tænker Latoris sultent
"hvad hulen laver de her" spørger manden
Latoris svarer ikke rigtig
"svar når man spørger" siger manden vredt
Latoris sidder i samme stilling som før
manden går i mod Latoris og den chance udnytter han
han springer frem og bider sig fast i mandens hals
manden skriger højt men synker dog sammen som en klude dukke
Latoris suger noget blod fra ham og slipper manden
manden falder livløst om på vejen og er besvimet og er gået i chok
Latoris slikker lidt blod fra læberne og smiler glad
han går så væk derfra med en fyldt mave