Der var noget særligt ved vinteren, tænkte Catarina, som hun lå der under den varme dyne, halvt vågen, halvt i drømme. Sneen udenfor dæmpede alle lyde, som om verden havde trukket vejret helt stille. Hun kunne mærke Jack rørte ved hende og varmen fra ham, da han havde rejst sig.
Der var stadig en bestemt tryghed i rummet, som blev hængende efter ham.
Hun hørte ham pusle ude i køkkenet, og et lille smil gled over hendes læber. Det var ikke længe siden, hun havde åbnet sig lidt mere for ham, og selvom det havde været svært i starten, så føltes det nu… rigtigt. Som om hun var ved at finde en plads i det hele – i vinterens stilhed, i huset, og måske mest af alt: ved hans side.
Hun havde aldrig troet, hun ville knytte sig sådan. Men efter han reddede hende, var der sket noget. Noget blidt og stærkt på samme tid. Måske var det den måde, han så på hende, som om hun ikke var knust eller bange, men bare… Cat.
Hun trak dynen lidt tættere om sig, inden hun satte sig op og lod blikket glide ud mod vinduet. Verden var dækket af sne, og skoven virkede fjern og næsten glemt. Det var dage som disse, hvor hun kunne slappe af eller bare være. Men i dag var der noget andet i luften. Måske fordi Jack var hjemme. Måske fordi hun ikke længere følte sig alene, som hun til tider gjorde.
Hun rejste sig langsomt og fandt noget varmt tøj frem, inden hun gik ud  til ham – og se, hvad dagen ville bringe.

Catarina havde lige fået fødderne i det kolde gulv, da duften af brød nåede hende. Hun kunne høre Jack pusle i køkkenet, og lyden fik noget roligt til at brede sig i hende. Hun trak trøjen tættere om sig, som om varmen fra ham stadig hang i stoffet. Da hun trådte ind i rummet og så ham vende sig rundt med brødet i hånden, bredte der sig et lille smil over hendes læber.

“Godmorgen jeg håber du har sovet godt,” sagde han, og hans stemme var lav og blød, som sneen udenfor. Hun nikkede stille, og før hun nåede at svare, var han der – med sin pote mod hendes mave, et blidt kram, en varme der gik dybere end bare huden. Hun mødte hans blik, og det var som om hele verden stod stille et øjeblik. Hans kys var roligt, men hun mærkede spændingen i ham. Som om han holdt noget tilbage. Noget vigtigt.

Catarina havde set den side af ham før – det nervøse, det omsorgsfulde. Den side der gjorde ham til mere end bare en fri ulv. Hun lod hånden glide ned over hans arm og greb blidt om den, som svar. Hun kunne mærke, hvordan han prøvede – og det betød mere for hende, end hun kunne sætte ord på.

“Du har gjort dig umage,” sagde hun stille og satte sig ved bordet. Hun så på ham, da han kiggede væk og kløede sig i nakken. Han var ikke vant til det her. Hun heller ikke, egentlig. Men måske… var det netop derfor, det føltes ægte.

Da han spurgte til hendes planer, så hun ud ad vinduet sammen med ham. Solen dansede i sneen, og skoven lokkede svagt i horisonten.

“Ikke rigtigt,” svarede hun roligt og så tilbage på ham. “Men hvis du har lyst… kunne vi gå en tur sammen. Bare os to.”

Hun sendte ham et lille smil. Det var måske en ny begyndelse, på noget hun stadig ikke helt forstod – men som hun kunne mærke helt ind i brystet.

han to stille om sin brød igen og spiste videre han lod blikket glide ned mod catarinas hænder han vidste han far ville nok ikke bryde sig om det men rasten af famillen var stor set lige glad med det hele  men den her gang ville han ikke bare flugte 

Catarina sad stille med en skive brød i hånden, men hun havde ikke taget en bid endnu. Hun så på Jack, mens han talte, først om de nye, der var kommet til byen – og så, med en helt anden tone, om sin far. Der var noget i hans stemme, i måden han så ned, lagde brødet fra sig… det fik hendes bryst til at snøre sig sammen. Ikke af frygt, men af medfølelse.

Hun lod ham tale færdig, afbrød ham ikke, selv da han tøvede og sukkede. Det var tydeligt, hvor svært det var for ham at sige det højt. Og netop fordi han sagde det – fordi han stolede så meget på hende, at han turde åbne den del af sig selv – betød det mere, end han måske selv vidste.

Catarina lagde hånden over hans, da han kiggede ned igen. Hendes stemme var lav, men rolig.

“Jack… jeg er ikke bange for din far,” sagde hun. “Jeg forstår godt, at det ikke er let. At der er en fortid, og at den stadig kan gøre ondt. Men det ændrer ikke noget.

Hun strøg tommelfingeren over hans kno og smilede lidt, skævt og ærligt.

“Du er ikke den samme, som du var dengang. Du vælger ikke at flygte – og det siger alt. Og hvis han ikke forstår det… så er det hans tab, ikke vores.”
Hun løftede sit blik og mødte hans.
“Jeg går ingen steder, Jack. Ikke på grund af ham.
Sagde hun med fast stemme og tog en bid af brødet.

Catarina lod sig langsomt føre tættere på ham, og da han gjorde plads, satte hun sig stille på hans skød. Det føltes naturligt nu, selvom det stadig kunne overraske hende, hvor tryg hun følte sig i hans nærhed. Hun mærkede hans kløer kærtegne hendes finger, så forsigtigt, som om hun var noget skrøbeligt og dyrebart. Halen hans viftede, og det fik hende til at smile blidt for sig selv.

Der var en ro i hende, en vished, hun ikke havde haft før. Måske fordi hun selv var begyndt at tro på det, de havde – ikke som noget flygtigt, men som noget, der voksede stille under sneens tyngde.

“Og hvis din mor virkelig er til at holde ud, så glæder jeg mig til at møde hende. Måske hun kan lære mig at håndtere en stædig ulv eller to.” sagde hun drillende og rejste sig igen.

Catarina lo blidt, da Jack reagerede på hendes drilleri. Hun kunne godt lide det blik han fik, lige dér – som et stort rovdyr, der alligevel var lidt fornærmet på en sød måde. Hans hænder, knyttet og lagt dramatisk på hver side, fik hende til at ryste lidt på hovedet og smile skævt, mens hun gik videre gennem rummet, lod ham følge som en skygge.

“Du er ikke stædig?” svarede hun legende og kiggede over skulderen med et løftet bryn. “Det må være en ny side, du lige har fundet frem så.”

Hun mærkede hans nærhed bag sig, da hans pote strejfede hende let. Det fik hendes kinder til at gløde en smule, men hun sagde intet – det var blevet en del af dem nu, den måde de var tæt på uden at behøve ord. Hun lagde mærke til, hvordan han åbnede vinduet og lod lyset slippe ind. Solens stråler dansede over gulvet og fangede fnug i luften, som om alt blev blødere et øjeblik.
Hun gik hen og stillede sig ved siden af ham, så de begge kunne se ud.

Hun sagde intet med det samme, men lagde i stedet hånden forsigtigt på hans ryg og lod den blive der – som en rolig påmindelse om nuet.

“Du tænker på dem,” sagde hun lavt, næsten mere som en konstatering end et spørgsmål.
Hun vendte sig mod ham og lod blikket søge hans, da han endelig så på hende.
“Det er okay, Jack. At savne. At spekulere. Du er stadig deres far, uanset hvor de er, og hvem de er blevet.

Catarina lod sig trække tættere ind mod ham, mærkede hans hænder ved hendes hofter, den måde han holdt hende med en blid styrke, som om hun både var noget skrøbeligt og noget han aldrig ville give slip på. Da hans pande ramte hendes, lukkede hun øjnene et øjeblik, trak vejret langsomt ind og lod hans duft og nærhed fylde hende. Det var, som om hele verden trak sig lidt væk, og kun de to var tilbage – midt i lyset, midt i stilheden.

Hun mærkede hans berøring mod hendes bryst, de varme læber ved hendes hals, og en sagte varme voksede i hendes mave. Ikke bare lyst – men tryghed, ro, den slags som kun kommer, når man ved, man er elsket uden krav. Hans stemme, hvisken mod hendes hud, fik hendes hjerte til at slå tungere.

“Jeg ved det er okay,” sagde han – og hun hørte sandheden i ordene, men også det, han ikke sagde højt. Hun mærkede hans hånd mod sin, hvordan han lod sig føre. Og hun ville gerne føre ham, men også blive i det øjeblik, hvor de bare var to sjæle, der havde fundet hinanden efter for meget ensomhed.

Hans ærlighed ramte hende, da hans næste ord kom og hun viste slet ikke hvad hun skulle sige til de ord, da det ikke var nogle hun var vandt til i hvertfald ikke med ægtehed bag og hun viste heller ikke helt hvad hun følte eller skulle gøre eller sige til ordene, så i stedet åbnede hun døren.
"Øhm..skulle vi komme afsted" sagde hun inden hun gik ud af døren, uden at vide om han ville følge med eller ej.

Catarina trak sin kappe lidt tættere om sig, da hun trådte ud i gangen, væggene var hvide, næsten skinnende i det svage lys, og de gamle malerier så ned på hende som tyste vidner til noget større. Hun havde lagt mærke til dem før, men der var noget særligt ved at gå her med Jack. Det føltes som at træde ind i en verden, der var hans.

Da hun så ham stå dér, stærk og rolig med halen let vippende og det svage smil, kunne hun ikke lade være med at smile igen. Han så på hende med den der særlige ro, der altid fik hendes skuldre til at sænke sig en smule. 

“Det her sted… det føles som en slags levende minder,” sagde hun lavt, mens hendes blik kort dvælede ved et af malerierne – et ældet billede af en væsen-lignende skikkelse i kamp. “Man kan næsten høre dem hviske.”

Et halv-dyr kom gående forbi dem og blot kastede et ligegyldigt blik mod Jack, kunne hun mærke en understrøm i luften. Noget mellem de to, hun ikke helt kunne læse, men Jack virkede rolig, og det var nok. Hun nikkede stille til væsnet ud af høflighed og vendte derefter blikket tilbage mod Jack.

“Du nævnte de nyankomne…” sagde hun, mens de begyndte at gå videre gennem gangen. “Er det børn? Eller voksne? Nogle der… har været igennem noget?”

Hun vidste godt, hvad det kunne betyde at komme hertil. Selv havde hun været splittet længe. Hun gik lidt tættere på ham og tog sin hætte på, så kulden ikke bed for meget.

 han førte stille cat ned af en stor trappe hvor der stod nogle ander vagter de bukketet stille for jack og åbnet prten til uden for jack nikket han mærkede kulden slog sig om sig han lukket stille sine øjne og nød den kolde duft dog savnet han varmen for han rejste altid når det var sommer han var trosalt en hal fri ulv blikket kikket lidt mod cat mens han tog om hendes hånd i stede nogle børn kom løbne og kansted med snebolte mod hianden 

Catarina lyttede til Jack, da han lænede sig ind mod hende og viskede om træningen. Et lille smil trak over hendes læber. Hun kunne høre stoltheden i hans stemme, men også et glimt af noget drilsk. “Utålmodighed kan være farligt… men også forståeligt, hvis man har noget at bevise,” svarede hun blidt og så kort over skulderen, som han selv havde gjort. Bare for at se, om den anden havde hørt noget – og også lidt for at spejle ham. Hun kunne godt lide den lille fortrolighed, de delte.

Da han listede sin pote under hendes kappe og lagde armen om hendes talje, mærkede hun straks varmen brede sig i sig – ikke bare fra ham, men den tryghed der altid kom, når han rørte hende sådan. Hendes hånd fandt automatisk hans under stoffet, som en tavs, skjult tak.

Det stak hende i hjertet, da han begyndte at tale om de nyankomne. Børn, nogle af dem. Slaver, ødelagte, glemt. Hun havde selv været tæt på det mørke en gang – ikke som dem, men nok til at forstå. Nok til at mærke sorgen i hans stemme.

Hun lagde forsigtigt en hånd mod hans arm, gav det et tryk. “Du gør det godt, Jack… selv når du ikke kan redde dem alle, så prøver du. Det er mere, end mange ville gøre.”

Hun lagde mærke til den måde hans blik ændrede sig, da han nævnte de døde øjne. Hun kendte selv følelsen af at se nogen, der engang var levende – og som nu kun var skygger af sig selv. Hun sagde ikke noget mere, for ordene var ikke altid nødvendige. Hun gik bare tættere ind mod ham, lod hans pote hvile hvor den var, og lod stilheden tale for dem begge.

Da de nåede trappen, og vagterne bukkede for ham, følte hun noget hun ikke var vant til – ikke stolthed, men respekt. Ikke for hans styrke alene, men for det ansvar han bar. Uden at vise sig.

Hun nikkede til vagterne og fulgte ham ud, hvor kulden straks bed i hendes kinder. Hendes kappe blafrede let, men hun mærkede ikke vinden rigtigt – ikke når hans hånd greb hendes. Hun flettede fingrene ind i hans og gav dem et lille klem.

“Jeg kan godt lide, når du bare er dig,” sagde hun lavt, næsten forsvindende i vinden. “Ikke ulv, ikke leder… bare Jack.”

Børnelatter skar igennem luften, og hun så dem de små, legende i sneen, som om verden udenfor ikke fandtes. Hun smilede lidt, men i brystet sad det fast – tanken om, at nogle af dem måske havde været tæt på rædsler. Hun slap ikke hans hånd.

“Tror du, de ved, at de er frie nu?” spurgte hun. Ikke fordi hun tvivlede, men fordi frihed ikke altid kom med det samme. Nogle gange kom den først, når man troede på, at man fortjente den.

Catarina lo stille, da Jack igen nussede hendes balle i et lille drillende øjeblik. Hun skubbede blidt til ham med hoften, men smilet i hendes øjne forsvandt ikke. Tværtimod. Da han sagde, at det havde taget ham lang tid at komme dertil, nikkede hun, for hun forstod ham bedre og bedre for hver dag, der gik.

Hun mærkede, hvordan hans pote gled fra hendes ryg og ned i hendes hånd, så hun tog fat om hans pote og lod blikket glide over landskabet, den måde folk stod og snakkede i blandede sprog – noget i hende blev varm ved tanken. Der var noget levende her, noget ægte, selvom alt stadig var dækket af sne og stilhed.

Da han nævnte børnene, og håbet om at de vidste de var frie, gled hendes blik ned mod de små skikkelser der legede. Hun svarede ikke med det samme, for hun tænkte på sine egne barndomsminder – og på alt det, hun havde forladt.

Så stoppede Jack op, og hun gjorde det samme, da han lænede sig ind og kyssede hende på kinden. Det var den slags kys, som ikke krævede mere. Et bevis, snarere end en forventning. Hun så op på ham, netop som han spurgte ind til hendes familie.

Et lidt overrasket, men ærligt smil bredte sig over hendes læber.

“Min familie? Jo… vi har ikke talt så meget om det, har vi?”

Hun så lidt frem for sig, som om hun kiggede bagud i tiden, mens hun holdt fast i hans pote.

“Jeg har en storebror. En halvbror også… han kom først ind i billedet senere. Og så har jeg en lillesøster. Det er dem, jeg ved af i hvert fald. Min familie er… stor. Mange fætre og kusiner, et virvar af grene. Min onkel er faktisk en fyrste – så teknisk set er jeg adelig. Men det er ikke noget, jeg går op i.”

Hun så på Jack med et lille, skævt smil.

“Titler føles… tomme, når man ser hvad verden egentlig er lavet af. Jeg valgte at rejse for flere år siden. Jeg passede ikke ind i det liv derhjemme – alle reglerne, forventningerne, alting skrevet på forhånd. Det kvalte mig mere end det løftede mig.”

Hun lod blikket glide over byen foran dem og trak vejret dybt ind.


Så glimtede der et drilsk lys i hendes øjne, og hun lænede sig lidt tættere på Jack.

“Og hvis du synes det er underligt, at et menneske og en ulv går godt sammen… så vent bare til jeg skifter form..har du glemt den?...Panteren. Sort og hurtig, med kløer der kan skrælle barken af et træ. Og en hale, du ikke vil have i hovedet”

Hun grinede lidt og puffede ham kærligt i siden, før hun tilføjede med mere alvor:

“Men uanset hvilken form jeg tager, Jack så det noget, jeg vælger...med mindre det er ravnen "

Catarina kunne ikke lade være med at grine lavt og ryste på hovedet, da Jack lænede sig ind og viskede med sin mere… legesyge stemme. Hun sendte ham et drilsk blik ud af øjenkrogen og svarede lavmælt, men med en rolig selvtillid:

“Pas på, ulv. En panter viser aldrig halen uden grund.”

Hun mærkede hans tunge mod sin kind og øre og trak en stille rysten igennem sig, både af kulde og varme på samme tid. Der var noget ved ham, som altid kunne få hende til at smelte en lille smule, selv midt i alvoren. Og det vidste han udmærket.

Men hendes smil forsvandt gradvist, da de nåede bygningen. Hun kunne mærke det allerede inden de trådte indenfor, luften var anderledes. Som om selve væggene bar minder, der nægtede at forsvinde. Da døren blev åbnet og de blev mødt af den unge halvdyr, holdt hun sig i baggrunden, men hendes blik var opmærksomt. Vagtsomt.

Jack nævnte, at hun var hans hjælper, og det overraskede hende meget, da hun ikke bræd aig om det, hun var hverken nogens hjælper eller tjener og det ville hun gøre klart for ham, når de igen var alene.

Indenfor var stemningen straks anderledes. Catarina stoppede kort op og tog sig sammen, da hun så de første af de nyankomne. Halvdyr og mennesker eller det, der var tilbage af dem. Øjne der ikke så, kroppe der næppe mærkede verden. Hun havde selv været på kanten engang, så hun genkendte det blik. Det tomme.

Da Jack bukkede sig ned ved én af dem og lagde poten mod deres bryst, så hun på hans ansigt. Det var ikke bare pligt i ham, det var ægte omsorg. Og en stille sorg, han bar med værdighed.

Catarina stod stille, men da han rejste sig og lagde sin hånd over hendes, lod hun den ligge lidt inden hun trak sin hånd væk igen.

Hun så på de fire, de havde modtaget. Tre hunner, én han. Unge, sagde stemmen bag hende. For unge. Alt for unge til at skulle vågne op i et fremmed sted og forsøge at forstå, at livet først nu begyndte. Hendes blik søgte automatisk deres åndedræt, små bevægelser, tegn på liv.

Jack talte roligt, og hun hørte styrken i hans ord, selv da han sukkede til sidst. Hun så hen på den unge kvinde, som gav informationerne og nikkede let. Ikke for at tage styringen, men for at anerkende, at de alle var en del af noget større her.

Da Jack vendte sig for at gå, fulgte hun ham.

“Det kræver styrke at gå herind. Men endnu mere styrke at gå herfra… uden at bære dem alle med sig...Du gør mere, end du tror. Du sår håb også selvom du ikke altid ser det.”

Udenfor var luften stadig bidende kold, men hun trak ikke sin kappe tættere. I stedet trak hun vejret dybt ind og så ud over byen.

“Vil du vise mig mere? Jeg vil gerne se det, du ser. Ikke bare det, der er smukt… men også alt det andet.”