Davian havde haft fri et par dage ved at tage på jagt her i det varme vejr. Kropigerne havde holdt kroen godt, og i nat havde Davian kommet hjem med et ufatteligt smukt bytte af kaniner og hjorte. De var allerede parteret og skindet lagt til side for at give til garveren om nogle dage der ville komme forbi og tage mod nordlandet. Et sted Davian aldrig besøgte. Han var ikke til alt det der kolde nord. Næh han ville have varme, det var nok om vinteren her i Elverly hvor han bare skulle give sig i kast med endnu mindre bytte end tidligere. Davian havde haft held med en hver jagt siden han havde mødt det mystiske væsen for nogle år siden, ikke at han fortrød det. Hans pile ramte altid perfekt, mere end nogen sinde før. Ikke at han nogen sinde havde været dårlig til at kunne skyde med bue, han var faktisk en mesterskytte, men han ville aldrig slå nogle ihjel andet end dyr. At slå ihjel lå bare ikke til ham. Lige så vel som at ligge følelser i andre når der var optræk til kamp ide på kroen.

Det var en tidlig morgen lige omkring 8. Solen var allerede på vej op i Skovfortet og varmen ville blive højere i løbet af dagen. Morgen elverne og halvdyrene sad allerede på kroen. Der var ikke så mange som der kunne have været, men den var da halvt fyldt. De ny lavede æg og bacon var allerede lavet og stod overdækket ude i køkkenet, grøntsagerne var ristet og plukket, selv frugterne var plukket ude fra haven og smøret var lavet ordentligt. Han havde brugt den halve nat på at ordne dyrene der hang ude bag køkkendøren og ha havde plukket og hakekt grøntsager den halve nat til de Elvere der havde en tidlig vagt til noget arbejde.

En lille fløjten kom fra ham da han stod bag baren og begyndte at tøre barbordet af for krummer der lå. Tallerkner blev fjernet og sat ud i køkkenet til opvaskeren samt krus. Han nød denne stilhed der var i krostuen, kun omgivet af bestik der ramte tallerknerne samt krus der blev løftet. Davian holdte sin lille fløjten og stoppede med at tørre baren af for at kigge hen imod trappen hvor værelserne lå ovenpå da hun kom ned. Han stoppede sin fløjten og nikkede til herren der kom ned og bevægede sig hetil hoveddøren for at træde ud i sommer varmen.

Alcyone var på vej mod Elverly, hvor hun havde en aftale med hendes bror om at mødes på en kro for at snakke lidt sammen omkring familien. Alcyone var dog taget afsted så hun var der en dag før deres aftale, hvis nu forældrene hørte om det og ville dukke op ude foran kroen og vente på hende. 
Alcyone havde gjort alt for at skjule sig. Trukket hætten op om hovedet og gået med hovedet lavt imens hun havde fundet sin vej til den kro, som de havde aftalt at mødes på. Alcyone var nervøs for, hvad hendes bror ville dele med hende, men det skulle nok gå alt sammen. Der var ikke andet for end at lytte og tage til sig. 

Alcyone var heldig at finde kroen nemt og da hun stod ude foran, trak hun endelig hætten ned og tog en dyb indåndning af den friske luft, som der ikke rigtig var meget af i Dianthos. Ikke som i Elverly. Alcyone gik ind på kroen med lidt nervøse skridt og lod blikket glide rundt for at være sikker på, at der ikke var nogen fra hendes familie. Så langt så godt, tænkte hun. Alcyone gik hen til skranken og så på personen der stod bagved den, "Hej, jeg vil gerne bede om et værelse for en nat, tak!" Bad hun venligt om og sendte et smil.

En fortsat nynnen kom fra Davian da der ikke var nogen ved baren, et par enkelt glas blev sat på en hylde og krus hængt op på en krog. Faktisk nød Davian sin kro, han havde haft den så længe at tiden bare gik i et, selv dagene var det samme. Hvis ikke Davian var på jagt så var han på kroen, eller på vej hjem eller til Dianthos. Davian nød sit liv, men somme tider savnede han en bestemt elver nemlig dagens stemme for Elverly, selveste Yume'Ave Risindier. Han savnede hende noget så grusomt, de så ikke hinanden længere, alt var forandret siden Yume’Ave var blevet dagens stemme. Der var ingen nærhed mellem dem mere, ikke engang så meget som et “goddag” eller et “hej” næh det var langsomt løbet ud i sandet. Somme tider tænkte Davian om han nogen sinde kunne finde sig en at holde af, en der kunne acceptere ham og hans mange arbejde timer på kroen, for der var jo ikke nogen andre der stoppede ham i at arbejde så meget. 

Da døren bevægede sig op igen og den søde duft af blomster og varmt vejr ramte hans næsebor kiggede han op fra de glas han var ved at sætte på plads. Fløjten stoppede og små uskyldige blikke fra kroens kunder stirrede kort op for at passe deres sager kort tid efter. Davian kastede et blik på elveren der nærmede sig baren og hensatte etpar hænder i bordet der hang faste baren lidt nedenunder selve baren. ”Et værelse, så gerne. Dobbeltseng eller enkelt seng, hødyne, eller fjer dyne?” spurgte han høfligt, ja godt nok var det et par spørgsmål, men der var virkelig ikke en eneste ting der manglede på hans kro. Ikke engang invateret manglede noget, blomsterbuketter stod på hvert et bord, malerier på væggene fra de gode gamle dage af elverly. 

Alcyone så på manden bagved skranken og blev en smule overrasket over hans spørgsmål. Hun var faktisk ret ligeglad med, hvad hun skulle sove i. Bare hun havde en seng for en nat, så kunne hun komme videre dagen efter. Hun tænkte sig lidt om og kiggede kort rundt i kroen, "Bare en enkeltseng. fjer dyne." kom det kort fra hende. Hendes tanker var lige nu rimlige fyldt med frygten for at hendes forældre kunne dukke op når som helst, men hun blev nødt til at slappe af. Hvis hun bekymrede sig for meget fik hun bare lyst til at drikke og glemme det. Hendes bror havde sagt hun skulle holde sig fri fra alkohol til hun kom hjem, men det var så svært. Specielt med alle de tanker, som kørte i hendes hoved. Det pinlige var bare at bestille noget på denne tid af dagen. Hvad ville folk ikke sige til hende? Hun vendte opmærksomheden mod elveren bag skranken igen. 

"Undskyld, det er ikke sådan i har noget man kan spise? Jeg betaler gerne ekstra." Alcyone syntes hun kunne dufte mad og blev helt sulten. Det kunne måske også hjælpe tankerne lidt væk fra de dårlige ting. 

En hurtig drejning på hælene fik Davian taget en nøgle ned ad en række og lagt på barbordet. "Værelse  6, op af trappen og tredje dør på højre hånd, jeg får kropigerne til at ligge lidt rent op til dig, og en fjer dyne selvfølgelig. Det står et kar i værelset, bare sig til hvis du ønsker et bad, så får jeg lidt varmt vand op til dig" han smilte mens han klappede en enkelt gang på nøglen inden hånden bevægede sig ned bag baren. Man kunne ikke se hvad han lavede med hænderne, men blikket gled ned imod et eller andet mens hans højre hånd bevægede sig ganske lidt i et roligt tempo. 

Da spørgsmålet lød om mad kiggede han op og fast holdte sit smil. Han var altid glad, han var sjældent sur. Hvorfor skulle en krofatter også være sur? "Mad? Jo det har vi da, som regel er der morgenmad med i prisen dagen efter, så det koster ikke det helt vilde ekstra. Hvad kunne du tænke dig?" Der var virkelig ikke det kroen næsten ikke havde "Vi har næsten det hele her på kroen, og det meste af det er hjemmedyrket eller hjemmelavet" bare for 700 år siden var det en faldfærdig bygning med ingen indtjening overhovedet. Nu var det en ganske fin kro med pænt inventar, samt en fin lille have bag køkkenet man kunne se ud til bag Davian. Der var sket meget på 700 år, men Davian holdte sjældent fri, selvom han egentlig burde gøre det.