Få uger var gået siden Brylluppet var blevet afholdt, og hendes bror Jontar var blevet gift med den yderst smukke Pompeia. Det havde været et storslået bryllup, og der havde bestemt ikke manglet noget under denne aften. 
Jontar var samtidig, for ikke længe siden, blevet kørt ind i stilling som arvetager fra deres fader, hvilket hun selvfølgelig ikke kunne have noget imod, men det var tydeligt at tiderne var på vej i et stort skridt. Det var alt i alt en spændende fremtid som familien gik i møde.

Nu sad hun sammen med Jontar, det var ved at være længe siden at de to havde siddet og vekslet ord under fire øjne. Ikke at der skulle være nogen samtaler, som mellem dem skulle holdes under fire øjne. Det var blot længe siden at han havde siddet med ham og blot snakket med ham. Man skulle komme sin familie nær. 
Hun svingede vinen i glasset som hun sad med og kiggede over på ham, med et roligt blik. Den dreng hun kunne huske, var snart ved at blive en mand, som skulle stå for alt det her, alle handlerne og hele familien.
"Det var et fint bryllup der blev afholdt" Hendes varme smil fandt hans blik, inden hun lod glasset hæve mod læberne og smagte på vinen, "Det er spændende hvad fremtiden vil bringe jer som ægtefolk" 

Søskende havde Jontar nærmest en overflod af. Især hvis man talte samtlige halvsøskende med. Fyrsten havde ikke just været en mand i cølibat hele sit liv. Han var kommet vidt omkring. Nogle af hans afkom var mere synlige end andre. Afkommene med hans koner var dem, alle kendte til. Det var ikke mange af de uægte børn, som kom frem i lyset, og hvis de gjorde, så var det ikke direkte. Men skønt Jontar og Aaliyah ikke havde samme moder, var de endnu offentlige søskende. Hun havde været heldig ikke at have heksen af en mor, som Jontar havde. Mange sagde, at en moder var en søns første kærlighed. Engang havde det måske været sandt for Jontar, men nu var hans første kærlighed ikke hans moder. Nok snarere slavehandlen. Og den nyeste og stærkeste kærlighed var Pompeia. Eller måske hun ikke var hans nyeste kærlighed. Hun skulle snart dele hans stærkeste kærlighed med en anden.
Skønt Jontar og Aaliyah var offentlige halvsøskende, var deres forhold ikke direkte tæt. Meena og tvillingerne var Jontar tættest med. Han havde haft mest med dem at gøre. Meena var jo næsten en tvilling til ham med under et år i mellem. Dain var mere positivt med ham. Darkhan var en sværere nød at knække. Men Aaliyah var ældre. Mere fjern for Jontar. Det var nok alle nyhederne, der gjorde, at han havde valgt at mødes med hende her. Nyde en kop te sammen. Hun var hans søster jo.

"Jovist, jovist. Vi Kazimi'er kan ikke nøjes jo," Smalltalkene var måske lidt triviel. Som var de komplet fremmede med kun deres navne gengældt. "Ja, fremtiden er spændende, men helt uvis er den jo ikke." Jontars erhverv var nu fastlagt og forventninger var sat. Hvornår disse forventninger ville nås, ville kun Jontar og Pompeia kun vide. Til at starte med i hvert fald.

Måske var Jontar ikke den af hendes søskende, som hun havde det tætteste forhold til. Generelt så var mange af de søskende, som stadigvæk var at finde på Paladset, noget yngre end Aaliyah selv, hvilket selvfølgelig gjorde afstanden mellem dem større og dermed også deres forhold. Det var klart at de var tættere med hinanden, når de havde leget sammen, i mens at Aaliyah havde været noget ældre, og allerede på det tidspunkt været klar til at blive gift - hvilket af gode grunde aldrig var sket. 
Det havde hun egentligt oplevet på en hel anden måde sammen med Darkhan, familiens problem barn hvis man spurgte hende, da de en eftermiddag havde været ved at bide hovederne af hinanden, på grund af hans dårlige opdragelse og respektløshed. 
Det var dog en hel anden person man fandt i Jontar, han havde mere stil og en hel anden tilgang til den verdenen som de boede i.

Tja, det var måske ikke den dybeste måde at indgå en samtale på, men på en eller anden måde skulle den jo starte, og hun roste blot det bryllup som deres fader havde sat op for de unge mennesker. "Det kan man selvfølgelig ikke løbe fra" Erkendte hun. Hun havde ærligt gået glip af meget af festen, som var blevet afholdt efter cermonien, maden og de mange danse, og kunne derfor ikke sige ret meget om hvad der var sket efterfølgende. Hun havde haft sit at tage sig af. 
"Nej, det burde den ikke være" Erkendte hun, "Lad os håbe at den tid ikke kommer lige foreløbig, men føler du dig klar til at tage over for familien?"    

Det var ikke, fordi paladset var fyldt med dårlige minder for Jontar. Jovist vandrede moderens minder endnu i gangene og i lokalerne, men de blev hurtigere glemt og erstattet med mere positive. Dog havde prinsen aldrig troet, han ville bruge hele sit liv med paladset som sin base. At han ville finde sit eget med krystaller tjent igennem slavehandel, men ak, nej. Guderne havde andre planer. Som arving til faderens titel ville Jontar skulle forblive her. I fyrstens hjem. Hans kommende hjem. Hans børn ville vokse op bag disse vægge som han og hans søskende havde gjort. Hans gren af familien ville overtage paladset. Tanken var skræmmende. Hele Jontars liv var fastlagt. Skæbnen var skrevet i sten - medmindre prinsen blev offer som hans ældre brødre. Afskedsgaven fra hans kære moder.

Dialogen om brylluppet døde hurtigt hen. Den trivielle samtale fortsatte stadig, dog i en mere personlig retning. "Det håber jeg da." sagde Jontar uden direkte at tænke over betydningen af hans ord. Pompeia eller han havde endnu ikke fortalt det til nogen. Det var tidligt stadig. Mange ting kunne forhindre en graviditet at fortsætte på nuværende tidspunkt. Mand og kone havde besluttet at vente med at fortælle til, at det var mere fastlagt i sten. Selvom mange nok forventede, at de nygifte snart ville stifte familie. Det var kun et spørgsmål om tid. Snarere før senere. 

Med mindre man var arvingen som ville arve Paladset, og alt hvad der tilhørte af slavehandel og indkomst generelt, så var ens ønske som barne i denne familie på et tidspunkt at flytte fra Paladset og skabe en familie, og det var ofte deres fader som pressede på med dette emne. 
Aaliyah havde set flere af hendes søskende blive gift og flyttet ud, uden at hun selv var kommet nogen vegne, hvilket nok altid ville bekymre og tynge hendes tanker. 
Hun ønskede ikke at forblive på Paladset resten af hendes liv, det var ikke værdigt. Hvad ville resten af familien ikke tænke?
Modsat Jontar som nu havde sit liv planlagt for sig, så havde Aaliyah sit liv foran sig, hun var fri og behøvede ikke at holde sig til Paladset, hun kunne bare ikke slippe væk.

Jontar var selvfølgelig det oplagte valg som arvtager for deres fader, et langt bedre valg end Dain eller Darkhan. Ingen tvivl om det.
Han var mere end sparsom som med hans ord eller interegeren i deres samtale, og svarede vagt på hendes spørgsmål. 
"Jeg er sikker på at du og Pompeia, nok skal få jer et godt liv sammen her på Paladset" Hun var selv blevet glad for Pompeia af Kazimi efter at have lært hende at kende. De havde næsten startet en lille aftale om at mødes en gang om måneden, og tale om verdens situationen, "Hun er en fantastisk kvinde, og hun vil blive en fantastisk kone og en fantastisk mor" Det var der bestemt ingen tvivl om.

Afkom var fyrstens største ønske for alle sine egne afkom. Skulle man give fyrsten den bedste gave, så skulle det være ne positiv graviditet. Om så man var arving eller ej, så ville fyrsten være glad på den front. Men selvfølgelig skulle arvingen skabe afkom. Og der skulle som minimum være ét drengebarn. Det vidste Jontar. Og Jontar vidste også godt, at fyrsten nok ikke ville stoppe ved ét drengebarn. En flok, for så var stabiliteten ved en kommende arving sikret. Bare tag mængden af søskende, som Jontar havde. Der havde været mange ældre brødre, som nu af den ene eller anden grund var umulige at bruge som arving. Og hvis det værste skulle ske, at Jontar ville kradse af eller bare miste arvingstitlen, så var der allerede et sæt tvillingedrenge på plads. Men der ville han sætte sin fod ned. Dain eller Darkhan skulle ikke igennem dette. Skønt Jontar kunne have sine kampe med begge af brødrene, så var der endnu en beskyttende storebror i ham. Dain eller Darkhan skulle ikke forværre deres liv, fordi Jontar ikke kunne redde dem.

"Pompeia er allerede godt på vej til at føle som en rigtig Kazimi," Dette kunne anses som positivt eller negativt alt efter, hvem man spurgte. I Jontars øjne var dette kun en god ting. Kazimi-kvinder havde ben i næsen. Kazimi-mænd var arrangte og Kazimi-kvinder var standhaftige. "Håber da også jeg bliver en god fader." Det var jo ikke direkte den bedste faderfigur, som Jontar selv havde haft selv. Fyrsten var mange ting, men den perfekte fader var desværre ikke en af disse.

Arvinger og udbredelse af familien, det var det som Fyrsten og deres fader tænkte mest på, så hvis man skulle gøre ham glad, så skulle man give ham et barnebarn. En ting som Aaliyah endnu ikke havde formået, eftersom at hun endnu ikke havde fundet den mand som hun kunne tilbringe resten af livet med og starte denne familie med. 
Det havde været hårdt for både hende og deres fader at gå igennem, for det var en brændende ønske for dem begge. Hun var usikker på hvem der ønskede det mest, men det var bestemt ikke af samme grunde som de ønskede at hun skulle finde den mand, som hun kunne starte en familie med. 

"Det må man sige. Pompeia har fundet sig godt til rette, vi har nogle gode snakke" Erkendte hun og drak lidt af den te, som stod foran dem. Det var måske ikke det som hun drak mest af, men det var hvad der var blevet serveret og nu stod foran dem. Hun var enig med Jontar, Pompeia havde fundet sig godt til rette og var allerede blevet en del af familien. "Selvfølgelig. Det kan der da ingen tvivl være om" Der skulle heller ikke meget til før at man var en bedre far end fyrsten, det var der nok flere af hans børn som ville være enige om. Og dem var der alligevel mange af, især uægte. "Jeg talte med Pompeia, den anden dag og hun virkede meget glad for tiden. Gav små indikationer om at du skulle have en nyhed?" Det var ikke sikkert at det var noget, det kunne være alt mellem himmel og jord, men det var måske ikke helt umuligt at gætte, hvor det bar hen ad.  

Oftest var det ens døtre, en fader ville gifte bort. Før i tiden havde formålet med dette været at skabe og styrke alliancer blandt andre adelsfamilier. Forbundet af blod var altid noget af det stærkeste. Men for fyrsten var det snarere sønnerne, der havde fokusset, følte Jontar. I hvert fald ham. Det gav også bedst mening. Arvingen skulle have en arving for sig selv. Slægten skulle forblive, afkom var vitalt. Og med døtrene ville Kazimi-navnet ikke føres videre. Det ville det med sønnernes afkom. Jontars afkom.
Jontar og hans fader havde jo haft hele diskussionen med en ægtefælle. Aftalen, som prinsen i sidste ende ikke havde overholdt, hvorfor Pompeia var blevet introduceret. Og skønt Jontar selv ønskede at lave sin egen fremtid, havde han endnu ikke noget ondt at sige over for sin faders valg af kvinde.

Aaliyah begyndte at tale i flere sætning og derfor tog Jontar den frihed at læne sig ned efter en kop te. Meget vel var de i syden, men månederne var i vinterperioden og selv her blev temperaturerne køligere. Der blev ikke objekt koldt, men der blev køligere. Og med hele sit liv været her i syden var det koldt i Jontars opfatning. Pompeia ville måske mene anderledes. 
Jontar kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet. Selvfølgelig havde Pompeia ikke selv fortalt det. Det var hans familie, hans ansvar at fortælle. Det var kun fyrsten, de havde aftalt at fortælle sammen om noget tid. Når det var mere sikkert. Koppen blev sat tilbage på bordet og Jontar lænede sig en anelse tilbage. "En nyhed siger du? Det ved jeg ikke helt, hvad skulle være." Men Jontars toneleje sagde det stikmodsatte. Han legede lidt med det. Her var han jo den irriterende lillebror til Aaliyah. Med Dain og Darkhans som lillebrødre vidste Jontar udemærket godt, hvordan man var en lille torn i siden på ældre søskende. Det havde han allerede været, før tvillingerne var blevet store nok til at være irriterende af valg.

Aaliyah og ikke mindst deres fader ønskede at lade hende gifte væk, og skabe disse stærke forbindelser til andre adelige familier, så deres stærke relationer kunne blive styrket. Hun vidste godt at hun ville miste familie navnet, men forbindelse til familien ville aldrig forsvinde. Nu var hun blot ved at være så gammel, at hvis der skulle skabes børn, så fyrsten kunne få bedre tanker om hende, så burde det snart ske. Inden hendes alder ville blive for gammel, og mulighederne for den slags ville blive svagere. 

Hun lod sit blik hvile på Jontar, som han drak lidt af teen, som hun selv lige havde smagt. Den passede til den lidt mere kølige temperatur, som havde bevæget sig ind over Rubinien for tiden. Nogen skulle holde samtalen i gang, ellers havde mødet her ingen mening. Han var tydeligt af få ord, og slet ikke så dramatisk som de to yngre drenge, Dain og Darkhan. Man kunne ofte takke, og skælde på guderne for at have skabt dem på denne måde, og heldigvis kun skabt to med det mindset som de havde sig. 
"Nej?" Hun vidste jo ikke mere end de to gjorde, og hvis ingen af dem ønskede at fortælle noget om dette, så ville det være svært at komme ind på, "Det skal jeg selvfølgelig heller ikke kunne sige" Pompeia havde også været noget mere snaksaglig end Jontar. Men hvis han ikke ønskede at afsløre noget, så var der ingen grund til at blive ved, "

Det var uden tvivl tarveligt gjort af Jontar. Man skulle tro, at han og Pompeia havde sat Aaliyah op for at ligne en mindre intelligent ved at lege sådan med hende. Men Pompeia havde selvfølgelig intet med denne vittighed at gøre. Hendes indblanding havde været af god tro og orden. Det havde været hendes mand, som havde set sit snit til at lege og være den tarvelige lillebror. Det var blevet sjældnere og sjældnere, at Jontar fik denne mulighed. Med alderen, titlen og de manglende storesøskende, havde det nærmest været en nødvendighed og krav at være tarvelig her.

Dog lod han ikke vittigheden gå længe. Han viftede smilende med den ene hånd. "Spøg til side, kære søster," Efter han, med hånden, havde tilsidesat spøgen og taget en slurk mere af teen, rømmede Jontar sig atter. "Pompeia og jeg har vel en nyhed, som kan fortælles." Jontar syntes dog, at ægteparret havde aftalt ikke at fortælle den endnu, før det var mere en sikkerhed. Ingen grund til at sætte folks forhåbninger op for så at ødelægge dem bagefter. Eller i hvert fald fyrstens forhåbninger. Var Aaliyah anderledes?

Det lå tydeligt til hendes søskende, især brødre, at lege gæk med hende. Hun havde for ikke længe siden haft et stort skænderi med Darkhan, hvor hun havde endt med at lægge en hånd på ham, og efterfølgende måtte hun redde familien og Dain fra en større katastrofe, da han optrådte fuld og sanseløs i Balzeras gader. Skulle Jontar nu også til at lege med hende? Men hvis der ingen nyhed var, så forstod hun ikke hvorfor Pompeia havde sagt det, og hun nu skulle sidde overfor Jontar og se dum og uintelligent ud. Jontar var måske også en mand, som var mere seriøs end hans brødre. Det forlangte ham, især i den stilling som han inden længe skulle have. Selvfølgelig fulgte der latter og fornøjelser med titlen som fyrste, man skulle blot tage et kig på deres begges fader. Han gjorde et godt eksempel.

Selvfølgelig spøgte han med hende. Hvorfor ikke? "Åh, den sidste spøg inden vi skal til at være seriøse?" Grinede hun små drillende. Godt nok havde hun set frygtelig dum ud foran Jontar, men nu hvor han afslørede at det var en spøg, så kunne hun måske slappe lidt mere af, "I det mindst har du lidt mere klasse i dine spøge, end dine mindre brødre" Hun kunne sagtens se det sjove, fra hans side af. Det kunne hun sjældent i tvillingernes. 
Der var nok ikke mange nyheder som kunne melde deres ankomst. De fleste var jo allerede ude; de var blevet gift, han var blevet erklæret for en arving. Det næste lå lidt i kortene, sådan som Pompeia havde talt om det. "Jeg er glad på jeres vegne, over denne nyhed, som forhåbentligt snart vil blive offenligtgjort" Drillede hun ham roligt.

Der var overordnet tog måder at tage vittigheder på, der lidt var på bekostning af uvidenhed. Enten tog man det personligt og var fornærmet, eller så kunne man se det humoristiske i det og grine selv. Aaliyah virkede til at være i den anden gruppe. Heldigt for Jontar. For eksempel hvis han havde gjort lignende med en søskende som Darkhan, så havde den yngre prins været efter Jontar i lang tid. Den dreng var i sandhed uopdragen. Det var begge tvillinger nok i store dele, men Darkhans virkede mere uhøfligt, hvis man spurgte prinsen.

"Klasse komme med alderen. Dain og Darkhan er stadig små rollinger, selv hvis de mener andet," Jovist skulle prinser og prinsesser blive hurtigt voksne, men end ikke adelige kunne springe over barndommen og teenageårene. Og tvillingebrødrene var pragteksemplarer på, hvordan teenagere kunne give grå hår. Heldigt havde de endnu ikke givet deres storebroder grå hår. Mon det ville ændre sig, nu når det blev kombineret med arvingtitlen? Darkhan kunne mistænkes for det. "Du lykønsker os allerede, skønt du endnu ikke kender til nyheden. Hvad nu hvis det ikke er af den positive kaliber?" Nyheder var næppe altid positive. Aaliyah og Jontar havde begge fået nyheder om deres brødre. Og det havde ikke været gode nyheder. Men hvis man tog Jontars toneleje med i betragtning ville alle mene, at denne nyhed, han endnu lod være en stor hemmelighed, var i den gode retning.

Klasse med alderen det kunne ikke siges meget bedre end det. Aaliyah kunne kun håbe på at de yngre drengene ville vokse med alderen, og vokse med deres opgaver. Det havde Jontar formået, og hvis de andre to ikke formåede det samme, så ville de ikke nå langt. Hun gøs bare ved tanken, om at Darkhan ikke ville blive mere moden med alderen, og skabe sig på den måde, i samme alder som Jontar. Et frygteligt syn, som hun ikke ville opleve. Nej, Aaliyah tog ikke den slags spøg, som han havde udsat hende for ret tungt. Selvfølgelig havde der været et øjeblik, hvor hun havde følt sig mere end dum, men hun kunne sagtens se det morsomme nu.

"Jeg kan ikke være mere enig" Lød det roligt fra Aaliyah, som hun rakte over efter teen igen og smagte på denne, "Man må håbe at selv de, vokser med alderen" Hun kunne egentligt godt tvivle, sådan som de opførte sig nu. Måske var det fordi at de var tvillinger, opførte man sig så dårligere? De havde hinanden til at gjele sig op med. Hun havde hvert fald haft det stramt med Darkhan på det sidste, selvom hun havde forsøgt at hjælpe ham og prøvet at forstå. Det ville han ikke. "Jeg håber bestemt ikke at vores nye brudepar, allerede har dårlige nyheder at overbringe familien" Det ville være frygteligt kedeligt og trist, uanset hvad det var. Hun havde selv leveret en af de dårligste nyheder, inden hun var kommet til. Det havde hun hørt for.

Var tvillingebrødrene virkelig de værste af søskende? Sådan formåede Aaliyah at formulere det og Jontar tænkte da over det. Dain havde altid været en damejæger, selv for år siden. Den lille charmør havde mere charme end godt var. Og mindre end hvad han selv troede. Og Darkhan var bare så zalans uopdraget, følte Jontar. Der var altid det ene drama efter det andet med Darkhan, følte han. Dramakhan.
"Vi må se tiden an." sagde Jontar blot. Ellers måtte han gøre noget, hvis ikke deres fader ville. Nu var han blevet arving. Mon ikke deres fader ville lade ham styre mere af familien? Omend bare for at prøve det af, inden det ville blive den alvorlige virkelighed.

Teen blev fint sippet til og sat atter på bordet. Jontar rystede afslappet på hovedet. Nej, ingen dårlige nyheder fra brudeparrets side. Eller det kom an på, hvordan man tog nyheden. Havde Jontar fået denne nyhed om sig selv at vide for blot nogle år siden, ville han have anset det som dårlig. "Jeg ser det som gode nyheder. Meget gode nyheder, hvis jeg skulle sige det."

Tonen da han fortalte at der var en nyhed på vej, havde Aaliyah også lagt som værende positiv. Muligvis havde hun misfortolket, men hvad skulle være ramt det nye par så hurtigt? Der ville næsten ikke være en ting, som kunne skabe en nyhed af en dårlig karakter. Ikke i hendes erindring, med mindre man virkelig tænkte i ulykkelige situationer. Nej, Aaliyah var sikker på at den nyhed som han de havde at fortælle var af en glædelig en af slagsen. Hun havde muligvis en god idé om hvad det kunne være, især når det nu var Pompy som havde afsløret at der var et eller andet. 

"Men så er det vel heller ikke helt forkert at lade mig lykønske på forhånd?" Hun smilede varmt til Jontar og tog hans rysten på hovedet som en god ting, ligesom hans ord om som hun havde lyttet til. "Og meget gode nyheder ligefrem?" Så burde hun kun ligge to og to sammen. I hvert fald af hvad hun mente var rigtigt, i mellem to nygifte. 

Inderst inde vidste Jontar udemærket, hvor træls han var. Han mindede virkelig om deres tvillingebrødre nu. Hvordan han kunne trække dette ud så meget. Hvis det havde været ham, der skulle være offer for dette, havde han tvunget nyheden ud for lang tid siden. Aaliyah måtte være langt mere tålmodig. Måske hun havde været offer for Darkhan og Dain så meget, at hun havde vænnet sig til det. I det mindste havde Jontar manerer med sin umodenhed. Han var en ung mand, der blot var i et lettere barnligt humør. Selv arvinger måtte have det sjovt i tider og utider.

"Det kan du vel have meget ret i, søster," sagde Jontar og - for at trække tiden ud nogle sekunder endnu - sippede han atter til sin te. Aldrig havde han drukket næsten en hel kop te så hurtigt. "Pompeia og jeg er stadig lidt tys-tys om det. Ingen grund til at tage forskud på goderne." Hvis ikke Aaliyah havde regnet det ud før, ville hun uden tvivl kunne tænke sig frem til nyheden nu. Spørgsmålet nu var bare, om han skulle skære det ud i pap eller lade det være op til hende. Han kunne da godt være lidt umodenhed lidt endnu. Han smilte i hvert fald over det hele.

Aaliyah var udemærket klar over at han trak tiden, og undveg hendes spørgsmål eller at komme med direkte svar. Hun følte det dog ikke irriterende på samme måde som før, nu havde hun gjort sig tanker om havde deres lille hemmelighed kunne være og det var ikke fordi at der var mange muligheder at vælge mellem, de fleste af dem havde parret allerede været igennem.
Hun følte slet ikke at dette havde været irriterende på samme måde, som når hun stod overfor Dain og Darkhan, ikke nu hvor tingene næsten var afsløret. Hvis han ikke havde kommet med bare lidt endnu, så kunne det godt være at hun følte at hun havde spildt sin tid. Følelsen var næsten kommet tidligere i deres møde. Aaliyah var ikke en person, som gad at spilde sin dyrebare tid.

Selvfølgelig havde hun ret, nu havde hun jo næsten regnet ud hvad der var sket og hvad nyheden ville bestå af. Hun behøvede næsten ikke at blive siddende, men nu var hun hans bror og hun kunne lige så godt blive siddende og høre hvad han havde at sige. "Selvfølgelig har jeg ret." Kom det drillende fra hende, som hun lænede sig ind over for at smage lidt mere af teen, "Men det glæder mig da at i er nået dertil" Hun sendte han et roligt smil, "Og især så hurtigt efter jeres bryllup" Hun vidste at Pompeia ikke havde ladt nogen røre sig, inden hun var blevet gift. Så de havde bestemt haft travlt.

Om det skete på bryllupsnatten eller nogle af nætterne efter, kunne Jontar ikke regne ud. Så præcis var han heller ikke omkring alting. Men guderne havde ikke spildt deres tid med at forsyne dem med afkom. For som Pompeia selv havde nævnt, så måtte det været sket omkring brylluppet. Kunne det have sket før brylluppet? Måske. Men det ved ingen med sikkerhed uanset hvad.
Jontar selv løftede teen til læberne. Det var faktisk et dejligt pust at drikke te under en dialog frem for vin. Jovist var rubinisk vin overdådigt og behageligt på tungen. Men i ny og næ var varm og rund te bare mere passende og sågar bedre. Man skulle jo nødigt tro, at alle Kazimi-mænd ville ende som dagdrikkende alkoholikere. Selvom det lå meget i kortene for dem.

"Guderne har i sandhed velsignet os," sagde Jontar med et afslappet og tilfredst smil. Dog, som han lænede sig frem for at sætte koppen, forblev han lænet tættere mod sin halvsøster. Smilet var der endnu, men det svandt lidt ind. "Pompy og jeg er som sagt stadig lidt tys-tys med det. Det er stadig meget tidligt i hele omgangen."

Det var en glædelig nyhed at Pompeia nu var gravid og slægten allerede var sikret. Der var ikke noget hun selv ønskede mere end at blive gravid, og få et barn. Hun var glad for at guderne havde givet dem med en graviditet. Det blev en kæmpe oplevelse for familien, en stor ting hvis man spurgte hende. 
Det betød ikke hvornår det var sket, men hvis hun kendte Pompeia rigtig, og det ville hun mene at hun gjorde, så gik hun meget op i at man ikke havde sex inden ægteskabet. 
Endelig havde han løftet sløret, for den nyhed som hun egentligt havde regnet ud, men at han bekræftede det var glædeligt. Hun løftede samtidig sin kop med et smil og drak af teen.

"Det må man sige at de har. De har været gode ved jer" Det var en stor ting for familien, og det var noget deres fader ville blive utrolig glad for. Det betød alt for ham at slægten kunne gå videre. "Selvfølgelig. Det er forståeligt" Svarede hun roligt og satte koppen ned, "Jeg fortæller ikke noget til nogen, kære bror"

Selvfølgelig havde guderne velsignet det nygifte par lige nu, men denne velsignelse kunne lige så nemt fjernes fra dem og gøres til en mørk forbandelse. Ikke nær så mørk og med alvorlige bivirkninger som den, moderen havde lagt på slægten, men nok til at vende op og ned på Jontar og Pompeias verden. Dog skulle der ikke tænkes sådan, skønt det var hele pointen i at holde det hemmeligt. I tilfælde af, at velsignelsen skulle trækkes tilbage. 

"Det er jeg taknemmelig for. Pompeia er uden tvivl også," sagde Jontar med så meget selvsikkerhed i stemmen, som om han lige havde spurgt sin kone om hendes taknemmelighed. Var det ikke også bare en normal ting for ægtefolk at gøre? At snakke på vejene af deres hustruer, selvom disse ikke var til stede. "Mon paladset er klar til rendende rollinger og gråd i nætterne endnu engang?" Selvfølgelig var der kun tale om ét afkom, men én velsignelse kom sjældent alene. Om Jontar og Pompeias afkom ville ende som Jontar og Meena i den forstand, at deres fødsler ikke var synderligt langt fra hinanden, kunne ingen vide. Men som fyrsten ville sige. Afkommene skulle bare skydes ud!