Vinden var kølig denne tidlige november morgen, og fik vinduerne til at tude en smule ynkeligt. Esther var sikker på at det var ved at storme op, hvilket hun ikke rigtig brød sig om. Det lød altid så uhyggeligt når bladende på træerne raslede tørt, som de begyndte at dække gaderne. Den unge kvinde gøs ved tanken, og skyndte sig i stedet at bakke væk fra vinduet og ud af sit rene og pæne værelse.

Esther havde en egenskab til at gå lydløst igennem huset, uden overhovedet at forsøge og var derfor tit havnet i situationen hvor hun stod og ventede, for ikke at forstyrre nogen af de andre beboere i deres gøremål. Det samme galte også den måned som Esther stod i døråbningen til Hecates kontor, hvor hun allerede var i gang med at læse i en gammel pergamentrulle. Esther stod et par minutter, før hun gik roligt ud i køkkenet og tændte for kedlen.

Da hun vendte tilbage til døren til kontoret, havde hun to kopper te med tilbage. Hun havde gjort sig umage med at lære sin måden hendes lærerinde ønskede sin te, så hun kunne bringe den ind, når der var noget nyt de skulle kigge på. Esther gik et par skridt ind i rummet, og ventede pænt til Hecate kiggede op, nu hun formentlig kunne fornemme den lave kvindes tilstedeværelse. Først når hun løftede blikket ville Esther åbne sin mund og hilse "Godmorgen"

Ud over at gøre plads til pigerne, havde købet af huset også gjort Hecate i stand til at indrette sit eget lille kontor. Hun havde tidligere lånt skrifter med hjem fra biblioteket og nogle gange lånt kunstgenstande og andre historiske objekter til nærmere undersøgelser, men kontoret gav hende rigtig mulighed for at fordybe sig samt beholde enkelte, vigtige genstande til udstilling.

Ud over skriftrullen, som hun var ved at arbejde sig igennem, lå der en større stak pergament på skrivebordet - naturligvis i så nydelig orden, som en stak pergament nu kunne være. Der var også noget, der så ud til at være læderindbundne bøger.

"Godmorgen Esther, ah, du kommer med teen." Sagde Hecate og lød ganske fornøjet, som hun omhyggeligt pakkede sit arbejde væk og så sin lærling an. Det havde været en godt valg at tage hende med fra Azurien, og hun satte så ganske meget pris på, at have en pige som Esther omkring sig. Der var ikke noget som helst ondt ved pigen.

"Jeg tænkte, at vi skulle begynde at kigge lidt på de forskellige folkeslag fra Amazonitskovene i dag. Jeg har fået alle disse her med fra Archimedes .. ja, han ved jo ganske meget om det emne." Sagde hun og nikkede mod bunken. "Han har også fortalt, at der er dannet en form for pagt blandt skovfolket for nylig, så jeg tænkte at det kunne være yderst relevant at dykke ned i deres fortid.." 

Selv om Hecate kunne være en smule, tja, intolerent, når det kom til ikke-menneskeracer, så havde hun et umådeligt godt forhold til Archimedes og egentlig også som sådan satyrracen generelt. Bortset fra det utroligt uopdragne eksempel, hun havde mødt nede ved havnen for nylig.. 
Men det ville hun ikke tænke mere på nu, som hun nikkede til Esther for at få hende til at tage plads. Først skulle teen nydes, før de rigtigt kunne dykke ned i studierne..

Et varmt smil bredte sig på Esthers læber som Hecate så op fra sit arbjede og hilste. Hun kunne godt lide sin lærerinde, Esther synes hun var både hyggelig og klog. Desuden, var Esther ikke en type der ønskede at løbe rundt og lave ballade, så hun passede godt ind i huset. Huset der var overraskende fyldt og livligt, og ikke spor grå og kedelig som nogen ude i byen havde spurgt hende ind til.

Esther gik tættere på og satte de to kopper på bordet, da de dyrebare pergamenter var flyttet, så de ikke ville risikere at udsætte dem for fare. Landets historie var alt for vigtig til at lege med skæbnen!
"Oh, har de? Var det ikke også i Amazonitskovene Mørket før havde deres tilholdssted?" Esther havde allerede lært utrolig meget, men de havde haft mest fokus på menneskets historie. Forståeligt, da det var den race som der var flest af. Esther forsøgte stadig at efterleve sine forældres sidste ønske, om at forblive et af dem, trods hun savnede de varme gedeben når vinterens kulde for alvor slog ind.

Esther fulgte anvisningen og satte sig på sin stol og tog sin egen kop til i begge hænder og nød duften, som steg op med dampen.

Hecate lagde mærke til, at Esther var god til at sørge for, at der ikke kom den mindste dråbe te i nærheden af pergamenterne, og endnu engang priste hun sig lykkelig for at have fået den unge kvinde som lærling. Shireen og Nemesis havde stadig en del af lære om dén opførsel, men Reier-familien havde nu engang også haft så mange problemer..

Hun sukkede og smilede i stedet tilbage til Esther, nu var tiden inde til at dykke i historien - ikke lade sig distahere af familieproblemer, og hun tog om den varme kop med begge hende og smagte let på teen, hvorefter hun sukkede tilfreds.

"Ja, et stort problem for de af skovens folk, som forsøgte at undgå dem. En del af Amazonitskovene blev korrupteret af mørke magter.." Fortalte hun og nikkede for sig selv. Rædsomme tider, det måtte have været, selv for de mere primitive folk, der levede i skovene og ikke gik op i politiske anliggender.

"Hvad ved du om væsnerne i Amazonitskovene?" Spurgte hun derefter venligt for at have en idé om pigens udgangspunkt. Derfra kunne de jo bygge på og finde ud af, hvad der passede sig bedst til hjemmearbejde..

Esther havde allerede lært meget mere end hun havde turde håbe på, ved at Hecate havde taget hende ind som sin nye lærling. Engang imellem, begreb hun slet ikke sit eget held og huskede at takke guderne hver aften inden hun lagde sig til at sove i sin egen seng i varme omgivelser. Men selvom der var meget, som Esther allerede havde lært om landets historie og afgrene, var der stadig umådelig mange nye og spændende ting hun fortsat intet kendte til. Hun håbede aldrig nogensinde hun ville stoppe med at lære nyt.

Hun lyttede derfor også med ørerne fuldt åbne og nysgerrigt til alt hvad Hecate havde at fortælle hende. Selv den mindste ting, lagrede hun i sin hukommelse. "Er de stadig korrupteret?" hun havde hørt rygter, glædelige rygter, om at landet ville kunne heale sig selv.

Esther lod sine fingre glide let over den varme kop imellem sine hænder, som hun tænkte. "Min mor fortalte mig historier om kentauerne, alfer og... og satyrer" hun trak lidt på det sidste som hun huskede at hun ikke selv turde vise sig som et af disse væsner. Ikke endnu. "Det var mest eventyr og folkefortællinger. Især om kentauerne og deres struktur styret af kvinder, mens mændene bliver sendt bort. Er det rigtigt?" hun havde mest bare hørt rygter og sagn af forskellig både troværdig og utroværdig art. Det var selvfølgelig hvor meget en bondekone i sidste ende havde vidst, men der måtte vel være mange flere væsner i skovene end hvad Esther lige havde nævnt!

Hecate nikkede og lyttede til sin unge lærling, mens hun nippede af sin egen te. Hecate havde nu nok en del fordomme om disse skovens væsner, men de var stadig vigtige at lære om, at og særligt satyrer havde hun fundet nogle usædvanlige venskaber i blandt. Bare ikke den rædsomme mandssatyr hun havde mødt nede ved Juvelen..

"Der er stadig korruption fra de onde magter i skovene." Nikkede hun alvorligt. "Noget som Lyset burde bekymre sig mere om, hvis du spørger mig. Dianthos ligger trods alt ikke langt derfra."

Ikke at Lysets Hær skulle begynde at blande sig med kentaurer og des lige. Nej, det ville slet ikke gå an. Hun havde godt se, at der var enkelte af disse folk, der søgte ind i hæren, og det var altid et frygteligt besvær i forhold til deres almindelige færden i og uden for Krystalpaladset..

Hecate nikkede medfølende til Esther, for pigens mor levede jo ikke længere. "Kentaurerne har en usædvanlig samfundsstruktur .. det har du helt ret i. Den er nemlig ganske domineret af kvinder." Sagde hun og overvejede et kort øjeblik, hvordan menneskernes samfund ville se ud, hvis det var tilfældet her. For det bedre tænkte hun i det stille sind, for alle vidste, at det særligt var mandfolk, der ikke kunne styre deres trang til druk og hor.
"Men lad os drikke teen ud, så kigger vi nærmere på nogle af teksterne.."

"Er det normalt at der findes gode og onde racer, eller afhænger det af hvor man bor?" spørgsmålet kom uden at hun nåede rigtig at tænke sig om. Esther plejede nu at være meget god til at tænke sine tanker igennem, før hun talte. Men lige netop dette emne, var noget der lå den unge kvinde meget på sinde. Netop fordi hun var af en race, der ikke sås flest af i Dianthos bymidte.

"Fascinerende" for det syntes ikke at være sådan strukturen var i ret mange andre kulture og samfund. Specielt ikke blandt menneskene. Nok havde de en dronning, og kvindelige soldater, men Esther havde allerede nu kvikt observeret at mange af de alvorlige fag var domineret af mænd.
Esther nikkede og tog forsigtigt koppen til sig og pustede på den varme te. Det var altid en god måde at starte morgenen på. En kop varm te til at kvikke hjernen op inden arbejdet for alvor begyndte.

"Nogle er onde .. dæmoner, vampyrer, varulve.." Sagde Hecate. "Den slags væsner, bør man holde sig langt fra." Nogle i akademiske kredse ville påstå, at det ikke var tilfældet, og der var da også enkelte, der havde tjent Lyset gennem tiden. Men ifølge Hecate var det en uskik!

Efter at teen var blevet drukket, ryddede Hecate bordet af og lagde de forskellige skrifter frem. Hun slog op på et par stykker, som hun tænkte, ville være passende at starte med.

"Disse historier går tilbage til de tidligere tider i Amazonitskovene og de folk, der boede der .. før Mørkets indflydelse. Man kan selvfølgelig ikke forvente at de er helt korrekte, når de er så gamle.." Hun åbnede meget forsigtigt de gamle, skrøbelige skriftruller op. Skriften var gammel, men smukt udført og der var også enkelte illustrationer.

Esther lyttede opmærksomt og nikkede som Hecate fortalte. Mest for at vise at hun forstod. Onde racer. Dæmonerne gav i hvert fald sig selv – de var skabt af ondskab og dermed onde. Det var vel sådan det hang sammen? Vampyrer og varulve, var også skabt men folk havde været noget andet før. Mennesker mest.
Satyren sank en klump i halsen, men valgte ikke at spørge yderligere ind. Det ville være for tydeligt hvis hun spurgte direkte ind til en specifik race meget pludseligt.

”Er det historier væsnerne selv har nedskrevet eller som er blevet indsamlet?” det havde jo selvfølgelig noget at sige i forhold til oprigtigheden. Ikke at hun betvivlede Hecates evne til at finde oprigtige skrifter – det ville aldrig falde den unge pige ind. Esther lænede sig også ind over bordet og så på de skrøbelige skrifter uden at gøre antræk til at røre mere ved dem end højst nødvendigt. Så gamle tekster havde ikke godt af at blive rørt af for mange fingre eller flyttet rundt på, på må og få. Det var at udvise respekten.

Hecate fik med meget omhyggelige og forsigtige bevægelser åbnet den første skriftrulle. "Jeg har så vidt som muligt spurgt efter dem, som er nedskrevet af Skovens egne folk .. særligt satyrer er jo ganske glade for sang- og digtekunst, så der er adskillige af deres værker her. Naturligvis kun af den sobre slags."

Hecate fik et lidt anspændt ansigtsudtryk, som hun mindedes sangen om Heksen Hecate, der havde været ganske populær i Dianthos for nogle år tilbage - også forfattet af en satyr, ganske vidst i god sags tjeneste, men ikke desto mindre hjemsøgende Hecate i en lang periode efterfølgende..

"Ah ja, her har vi et værk om skabelsen af de Yngre Guder, og racerne i skovene.." Sukkede hun, tilfreds ved at igen vende opmærksomheden mod noget mere gammelt og støvet, end de vederstyggeligheder, der foregik i de moderne tider. Hun var tydeligvis født adskillige århundreder for sent..

Et blidt smil kom frem på Esthers læber som hun betragtede teksterne og deres yndige skrift. Det havde været nogen der forstod sig på at gøre det smukt, som havde nedfældet disse sagn og historier på skrift. Som Hecate nævnte sobre, kiggede Esther op på hende, næsten forvirret. Specielt som det anspændte ansigtsudtryk kort spillede sig over de aldrende træk. Esther blinkede et par gange og overvejede at spørge, men nåede frem til at hvis det som ikke var sobert fik hende til at se sådan ud, var det ikke et emne hun behøvede at bringe op eller vide hvad var.

Esther rettede sig og lænede sig ind over bordet som Hecate fandt den skriftrulle frem som hun søgte. ”Som Avanya? Hun er vel skovens gudinde?” det var begrænset hvor meget hun havde lært om guderne derhjemme andet end Isari og Laurana som velsignede bønderne. Alt derudover havde hendes forældre ikke mente var nødvendigt at kende ret meget mere til, andet end selvfølgelig de fire største guder.

"Ja, præcis. Mange af skovens folk bekender sig til hende .. selv om en del satyrer foretrækker Haldis, netop for kunsten og sangens skyld.." Sagde Hecate, glad for at se, at hendes lærling kastede sig over tekstenre med iver. Hun rullede ganske forsigtigt skriftrullen ud, der havde en skrøbelig, papirtynd tekst. Hun kneb øjnene en anelse sammen. Øjnene var ikke helt, hvad de havde været..

"Måske du kan hjælpe mig her." Sukkede hun. "Er dette teksten om Avanya?" Hendes krogede pegefinger hvilede meget forsigtigt på den skrøbelige skriftrulle.