Følelsen af at være tilbage i Dianthos var skøn, og havde ramt ham hårdt efter han var vendt hjem, fra patruljer i Azurien. Patruljer som ikke havde vist sig at have noget på sig, hvilket selvfølgelig havde været tilfredsstillende. Heldigvis havde der ikke været meget brug for Lysets hær på det sidste, det var lang tid siden at mørket havde vist sin grimme side og det kunne man ikke være andet end tilfreds med, omend så var der stadigvæk brug for patruljer af og til - det var jo en del af hans arbejde.
Azurien havde uden tvivl været noget andet end Dianthos, for det var tydeligt da han vendte tilbage, at November vejret havde lagt sig som en tung dyne over byen; morgenerne var ofte diset og tåget, luften var køligere og inden længe ville byen blive ramt af vinteren og det var folket i gang med at gøre sig klar til.

Når Nao gik udenfor og tog sine skridt i byen, var det sjældent at han ikke var klædt i sin rustning med sit sværd ved hans side. Det krævede hans arbejde og hans egen vilje ønskede at han altid skulle være klar, hvis der skulle ske et eller andet, som krævede hans tag på situationen. Det handlede også om det syn folket ville have på ham, i og med at han var en del af lysets hær, så følte han også at det var krævet at han viste det frem og var synlig for beboerne.

Aften var begyndt at falde på og Nao befandt sig lige nu i den øvre bydel, hvor de adelige og rige holdte til, af gode grunde. Der befandt sig ikke mange mennesker på gaden, og største delen af de som gjorde, var byvagterne som gik deres patruljer. Som han vandrede ned ad de våde brosten, begyndte regnen endnu engang. Ikke noget voldsomt, men nok til at han følte at han burde søge hjem.
"Frøken Reier?" Lød det fra ham som han fik øje på et velkendt ansigt. Nao var en person som var glad for at mængle med folk, og derfor kendte han også navnene på mange ansigter her i byen, også selvom de ikke havde talt meget sammen, men Reier familien var kendte af de fleste. "De er sent ude denne aften" Han nærmede sig i regnen med et smil på læberne, hvis hun havde brug for noget, så var det naturligt for ham at stille sig til rådighed, især på dette tidspunkt.

Livet i Dianthos var anderledes end hun havde forventet. Specielt det at være bosat hos sin kære faster, som syntes at køre hele sin husholdning med stramme greb om hvad der var passende. Selvfølgelig, var Nemesis ikke den der svarede hende igen, men blot smilte og nikkede til hendes ord. Hun var ikke til at diskutere med.

Det betød til gengæld også, at visse rammer og regler blev fastholdt om den unge komtesses liv, som hun helst så sig foruden. Som at hun skulle være hjemme på et bestemt tidspunkt. I hvert fald inden det blev mørkt! Og det var efterhånden begyndt at blive en smule dunkelt.

Nemesis havde brugt sin aften på teateret, hvor hun havde lyttet til prøver og snakket med de forskellige deltagere. Et sted hun følte sig tilpas. Som aftentimerne skred frem, kom hun desværre i tanke om sin fasters bestemte ord og måtte skynde sig ud i den kolde regn. Med kappen trukket godt om kroppen gik hun modvilligt hen ad gaden. Hun havde ikke meget fart på, for hun havde faktisk ikke lyst til at vende hjem.

Uventet, blev hun tiltalt. Nemesis stoppede op og drejede sine blå øjne mod stemmen og så en ridder af lyset. Hun blinkede et par gange, som hun forsøgte at huske. Hun havde set ham før, men det var lang tiden siden. Et venligt smil tonede frem på hendes læber, som hun skubbede hætten lidt tilbage for bedre at kunne se ud, og så de bedre kunne have øjenkontakt. "Godaften Sir" hun kendte ikke hans efternavn, men genkendelsen i hendes blik afslørede at han ikke var fremmed for hende. "Ja, tider gik hurtigere end forventet. Er De på patrulje?" spurgte hun interesseret, og fandt endnu en undskyldning til ikke at vende alt for hurtigt hjem, selvom hun nok før eller siden ville begynde at fryse i regnen.

Nu hvor Nao tænkte sig om så vidste han godt at efter hun var kommet til byen, gjorde sin gang på teateret. Et sted som han af og til nød at komme, men der gik for lang tid i mellem, men han vidste at det krævede talent og arbejde, så at Nemsis var blevet tilknyttet, kunne kun være en god ting. 
Selvom han ikke var på officiel patrulje, så kunne han aldrig lade være med at gå og holde øje. Hele tiden have et blik på omgivelserne, især i denne årstid hvor mørket kom tidligere på aften og sagtens kunne gøre det usikkert for nogle at befinde sig på gaderne, langt fra hjemmet. 

Han modtog hendes smil og lod selv et brede sig på hans læber, som hun rettede sig blik imod sig og slog hætten lidt tilbage. Han forventede ikke at alle han talte med ville kunne huske ham, han kunne bestemt heller ikke navne på alle - men han forsøgte, og det var nemmere med folk som han vidste tilhørte en bestemt familie. "Ja, tiden render hurtigt" Det var ikke hans ting at spørge ind til hvad hun havde brugt sin aften på eller hvad hun havde lavet. "Ikke officielt, nej" Svarede han hende så venligt med et smil, "Men jeg må sige at det ligger til min natur, at holde et vågent øje på omgivelserne" Det var også derfor han havde henvendt sig til hende, blot for at høre om der var noget han kunne gøre for hende. '
"Men jeg kunne ikke lade være med at ligge mærke til Dem. Det er jo ved at blive mørkt og trække op til et frygteligt uvejr" Hvor slemt det ville være vidste han selvfølgelig ikke, og måske overdrev han en smule, eftersom den regn som stod ned nu, ikke var noget særligt, "Vil De lade mig følge Dem hjem?" Spurgte han nysgerrigt, det ville måske være betryggende for ham at vide hun kom godt hjem.

Nemesis smilede og lavede et forstående nik. Det måtte være svært at give slip på sit arbejde, når man havde været der i så lang tid. Desuden, havde Nao et kendt ry for at gå op i sit arbejde. Han holdte i princippet aldrig fri. Det var meget ærværdigt, nu Nemesis tænkte efter, at han havde viget sig selv og sit liv til tjenesten på den måde. "Det er vi mange der er glade for at De gør, så gaderne er sikre at gå på." svarede hun venligt, og ganske sandt. Det var på grund af riddere og soldater som ham, at hun turde gå ude om aftenen, trods hun ikke burde.

"Selvfølgelig, hvis det ikke er til nogen besvær for Dem." Faktisk kunne det være meget rart ikke at gå alene. Der var trods alt et stykke op til den velkendte Reier lejlighed. Selvom hun stadig ikke rigtig havde lyst til at skynde sig hjem. "Jeg burde også være gået fra Teateret noget før, men De ved vel hvordan tiden flyver når man har det sjovt" det var alment kendt hun befandt sig der meget af tiden, selvom Hecate og hendes forældre mente de mennesker var dårlig indflydelse med deres frisindethed. Nemesis fandt det utrolig forfriskende og rart! "Er det korrekt, at De har været væk i en længere periode? Jeg syntes det er lang tid siden jeg har set Dem"

Det var ikke første gang at han mødte hende, men han havde aldrig haft nogen længere snak med hende, så at møde hende på denne måde gav ham en mulighed for at lære hende bedre at kende. "Det er jeg meget glad for at du siger" Uanset hvor mange gange man fik den slags at vide, så var han glad for den ros som folket havde til ham. Det var virkelig rart for ham, at borgerne satte pris og oplevede den sikkerhed som han gav til byen. Han havde altid sat stor pris på, at være en del af Lyset og være ridder hos dem. Det var næsten hvad han levede for.

"På ingen måde, Frøken" Lød det venligt, hvis han kunne sørge for at de borgere som han stødte på, når han var i byen, kom godt hjem, så ville han være tilfreds. Selvom de befandt sig i den øvre bydel, den rigere bydel, så var man ikke sikret at der ikke var folk som ville gøre en noget ond. Den slags mennesker befandt sig overalt. 
"Det er sandt" Det kendte han udmærket godt og han var ofte selv god til det, "Men det vidner blot om at man er glad for det man gør og at man er passioneret i sit arbejde" Han kiggede over på hende med et roligt smil, for hvis man glemte tiden, så nød man det man var i færd med, "Jeg har godt hørt at De er blevet tilknyttet til Teateret. Jeg ynder selv at komme der en gang i mellem, og jeg tror kun at det vil styrke at De er blevet tilknyttet" Han roste hende glædeligt. Det var ikke fordi at det gik dårligt, af hvad han hørte, men det var altid godt at få nye kræfter ind på holdet.

"Jo, det kan man skam godt sige" Havde han været væk et par måneder? Længere havde det heller ikke været. "Jeg har været på en kort patrulje i Azurien, ikke noget der alligevel havde noget på sig. Men det gav mig muligheden for at se det smukke landskab. Jeg havde aldrig været der før, så det var noget af en oplevelse" Nao var ikke i tvivl om hvor, hendes fasters hjem, så han kunne nemt følge hende mod hjemmet uden nogen guide fra hende. 

Ikke at Nemesis havde oplevet det endnu, siden sikkerhed var noget mere intenst i det øvre bydistrækt end andre steder, var det ikke uhørt at der foregik røveri på åben gade. Specielt som skyggerne blev lange og der var mulighed for at snige sig rundt, trods den gode belysning. Jo, Nemesis var glad for ikke at gå alene, trods hun før egentlig ikke havde tænkt over det. Nu hvor hun gik stille og roligt ved siden af en ridder, bemærkede hun en større afslapning og ro i kroppen.

Nemesis smilede og flyttede lidt forlegent en hårtot om bag øret. "Mange tak. Jeg håber jeg kan efterleve Deres tiltro til mig." Hun håbede på en dag selv at kunne stå på scenen, men det lå endnu ikke i kortene for hende. Ikke fordi hun ikke havde talent, men fordi familienavnet lige nu var en klods. De forventninger der strammede sig, gjorde det svært. Men Naos rosende ord fik en lille streg af rødmen hen over hendes kinder, og en lille genfundet mod til at forfølge drømmen en skønne dag. Hun håbede blot familien ville se stolt på det.

"Jeg har hørt der skulle være virkelig smukt. Jeg misunder Dem helt!" svarede hun med et let latter. Hun ville ønske hun kunne rejse, men det var både dyrt og upraktisk. Hecate havde sagt hun en dag kunne komme med, skulle de finde nogle historiske artefakter, men oftest fik hun dem fragt. Måske det en dag ville komme.

Det var ikke særligt længe siden at en af byvagterne, havde taget en ung kvinde i at bryde ind i et hus, for at stjæle værdierne i huset. Det var selvfølgelig sjældent at sådan noget skete, efter som at sikkerheden var så høj og byvagterne havde kontrol over bydelen. Han havde ingen bekymringer om at beboerne skulle være i fare eller lignende, men på denne årstid kom natten langt hurtigere og chancerne steg selvfølgelig. 

Nao smilede roligt tilbage og søgte hendes blik, som hun fjernede hårtotten om bag øret. "Det er jeg sikker på at De kan" Komplimenterede han ydereligere. Selvom viden omkring hende ikke var så stor, så var han alligevel sikker. "Det er i den daglige drift, De er kommet til og i forhold til hvilke stykker der skal spille, ikke?" Det var et spændende emne for Nao, for hans viden omkring det var bestemt ikke særlig stor. Han så jo blot stykkerne engang i mellem. 

"Jeg fandt det meget smukt" Indrømmede han overfor hende, "Hvis de får mulighederne, så burde De helt sikker tage afsted og opleve området. Jeg brugte flere dage alene, på blot at ride rundt igennem skovene og over engene" Det havde været utrolig fredsfyldt at opleve, blot at være alene i hans tilstedeværelse og tage ind af alle indtrykkene som han havde fået.  

Nemesis mødte igen hans blik og mærkede hvordan hendes smil fastholdte sig på hendes læber. Det var så sjældent at nogen udenfra teateret spurgte ind til hvad hun foretog sig dernede. Hendes familie forsøgte stadig at tale hende fra det. Teaterfolk var så løsslupne sagde de. Nemesis synes de var fantastiske og kreative mennesker, som hun selv. Hun nikkede "Jo, og hjælper lidt til med sangprøver og musikken, for de stykker der kræver det. Det er så stor og fantastisk verden, med så mange genre. Der er så meget at udforske, og jeg håber det falder publikummet i god jord at vi prøver noget nyt" måske hun skulle invitere ham ind og se nogle af dem, når de blev stablet på benene? såfremt han stadig var i Dianthos og ikke sendt ud for lyset.

"Det lyder.. fantastisk" sukkede hun og kunne levende forestille sig det, omend ikke så godt som hvis hun faktisk havde været der. Tanken om et fredfyldt sted at slappe af, se smukke områder og lade tankerne flyde. Det var som sød musik. "Jeg håber jeg kommer til at opleve det" tilføjede hun med en længselsfuld klang i stemmen. Oh hvor ville hun ønske hun var fri til at rejse og opleve landets skønhed. Men ak, for nu måtte hun leve igennem andres fortællinger og teaterets opstillinger.

Han lyttede interessant til hendes ord, det gjorde turen kortere at de havde noget at snakke om og han fandt det spændende. Han var meget engageret i Dianthos og de aktiviteter som borgerne kunne deltage i, på den ene eller anden måde. Det var for ham vigtigt at man havde et kulturelt liv, omkring byen. "Jeg tror slet ikke du skal være nervøs for hvad publikum vil sige" Det var måske nemmere sagt end gjort, for det var dem man skulle tilfresstille, "Jeg mener blot at i er et talentfuldt hold og uanset hvilket stykke, så skal folk nok komme ind og se jer" Af hvad han havde oplevet og set, så var der en stor opbakning til teateret i blandt befolkningen. "Men det hele lyder nu meget spændende, og det virker interessant at få nye genre på spillelisten. Det udfordre helt sikkert også skuespillerne" Når der kom noget ud til offentligheden om hvordan spillelisten ville se ud, så ville han da helt sikkert tage ind og se et af de stykker som hun havde sat op. 

Han kunne høre sukket i hendes stemme, hvilket gav ham en klump i halsen. Det havde virkelig ikke været meningen at hun skulle få den føling over hans fortælling, "Det var det bestemt også". Der var sikkert mange steder i landet, som han heller ikke havde set endnu, som havde den samme skønhed, men Azurien havde virkelig vist sig fra sin bedste side af. "Jeg er sikker på at De nok skal komme afsted. Hvad skulle forhindre dem i at tage afsted i noget tid?" Det var måske ikke muligt for hende. Han ville heller end gerne tage hende med afsted, men det var ikke noget man bare spurgte en kvinde og samtidig en adelig om. Ikke en mand i hans position. Han havde det næsten dårligt, med at have fremtvunget sådan en følelse i hende. 

Det var rart at høre hans tiltro til at teateret ville klare sig godt. Ikke kun hende, men teateret som helhed. Det varmede at vide den opbakning var i byen! Nu håbede hun blot han havde ret i at publikum ville finde det lige så spændende og interessant som de havde gjort bag kulissen. "Bestemt. Skuespillerne elsker at få lov at udfolde sig, og selv havde noget indvirkning på hvad der føles rigtigt for deres karakter. Det er fascinerende at overvære dem bygge deres persona op." svarede hun glædestrålende. "De burde komme og se det en dag. Ikke kun teaterstykket, selvom det vil jeg naturligvis også anbefale, men bag kulissen. Jeg kan tage Dem med" tilbød hun gladeligt med en varm glød i sine øjne. Forhåbentlig havde hun ikke overtrådt nogle grænser ved dette tilbud, eller aflæst forkert at han var interesseret i at høre mere. Nogen gange, når hun blev ivrig, kunne hun fejlfortolke folks egentlige interesse.

Nemesis kiggede op på ham og smilede, selvom det ikke lykkes hende at skjule det let sørgmodige i hendes øjne. "Alene? Det tror jeg aldrig min familie vil tillade. Jeg tror heller ikke jeg turde at rejse alene." svarede hun og kiggede ned. "Men tanken er virkelig dejlig at have" tilføjede hun og så undskyldende op på ham. "Det var ikke min mening at give Dem dårlig samvittighed. Jeg vil hjertens gerne høre mere, hvis De har lyst til at fortælle mig om Deres rejse?" for selvom hun selv længstes efter at komme afsted, var hun også nysgerrig efter at høre om andres oplevelser. Leve lidt gennem dem, så at sige.

Hun var virkelig behagelig at tale med, som de gik ned ad gaderne. Nao glemte næsten at han var igang med at følge hende hjem, og ikke blot gik en tur med hende, så optaget var han af deres samtaler. "Vil De det?" Kom det overraskende fra ham, som han søgte hendes blik. Det var ikke et tilbud som han ville takke nej til, det ville være en ny del af byen som han ville se på den måde, "Det ville jeg elske" Det skulle man slet ikke være i tvivl om.
"Det kunne jeg sagtens forstille mig" Han havde jo set et par stykker, men her havde skuespillerne jo oftest allerede formet deres karakter, som de ønskede den skulle være under stykket, men arbejdet optil virkede fascinerende. "Det lyder meget fascinerende. Jeg har jo blot set det færdige stykke, men arbejdet op til må være enormt spændende at følge" 

De sørgmodige øjne gav ham en smule dårlig samvittighed over at have skabt denne situation overfor hende, men hendes ord fik ham til at slappe mere af, da det åbenbart ikke betød noget og hun gerne ville høre mere. "De burde finde en at rejse med. Hvis De endelig overvejer en dag at tage afsted, så må De meget gerne tage fat i mig, så tager jeg gerne med Dem" Det var jo et sats fra hans side af, men nu havde hun lige inviteret ham i teateret - selvom en rejse var noget helt andet. Han smilede roligt til hende, over hendes ord og forståelse for ham. "Turen startede som en patrulje i området, men eftersom at dette intet havde på sig, så var det meningen at turen skulle gå hjemad. Vi har været heldige med at mørket ikke har vist sig i længere tid nu, og derfor var der ikke brug for mig her i byen og jeg besluttede mig for at tage et par uger til mig selv deroppe" Fortalte han ærligt omkring sin rejse og nød virkelig hendes selskab. 

Nemesis følte sig som en lille sol i dette øjeblik. Sjældent havde nogen vidst denne interesse for hendes ord, og den oprigtighed der var i hans stemme, gjorde at hun var overbevidst om at han virkelig var interesseret. Selvfølgelig, ellers ville han jo ikke sige han var! "Selvfølgelig. En skam de alle er gået hjem her til aften, selvom det nogen gange føles som om at væggene alene kan tale"
Nemesis nikkede i enighed. Hun havde ikke selv forestillet sig det, før hun stod iblandt dem uden kostumer, hvor de forsøgte at finde essensen af at andet væsen. Hun var ikke sikker på at hun selv kunne, men at overvære det, var ubeskrivelig spændende. "Det er så meget mere end man forestiller sig. Jeg var så overrasket første gang jeg oplevede det"

Nu var det Nemesis tur til at se overrasket ud. Faktisk så overrasket at hun et svagt øjeblik var tæt på at stoppe op. Måske kunne hun faktisk overtale sin familie, hvis en ridder af lyset tog med hende. Det kunne der ikke være noget forkert eller uanstændigt i! Desuden ville hun være beskyttet. "Virkelig?"

Nemesis lyttede ivrigt til hans fortælling, og ja hun misundede ham at kunne gøre det. "Helt alene? Mødte De ikke nogen på Deres rejse?" hun kunne også levende forestille sig det fantastiske ved at sidde og kigge ud over horisonten i sit eget selskab. Uforstyrret og afslappet, mens man tog sine omgivelser ind. En oplevelse for livet. Hun ville gerne at han fortalte mere om sit liv og sine oplevelser. Eventyr om man ville, for selvom det ikke var dramafyldt, var det stadig et eventyr som hun kunne drømme sig til, og hun nød at høre ham fortælle om det.

Det var en oprigtig interesse han havde for denne kvinde, som deres samtaler var flydende i mellem dem. Det var længe siden at han havde talt, sådan med en kvinde og det var virkelig noget han nød. "Vi har masser af dage, til at jeg kan finde tid til at kigge forbi" Så behøvede han ikke vente til en dag, hvor der ville være et stykke på programmet, for hvis hun ønskede at give ham en rundvisning var det måske mere spændende at opleve, når de øvede, "Vi kan blot aftale en aften hvor jeg kigger forbi, i øver. Det vil jeg se frem til" Det kom slet ikke bag på ham, sådan som hun fortalte om skuespillet som kunstform, og han kunne sagtens forstille sig det, "Det kunne jeg sagtens forstille mig. Jeg bliver helt nysgerrig, sådan som du omtaler faget" Hun havde en helt bestemt klang over sig, og det var tydeligt hvor meget hun holdt af skuespillet. 

Det gjorde ham glad at det nu var hende som så overrasket ud, efter at have talt så positivt om Azurien. "Ja. Jeg ville elske at vise Dem Azurien. Nu er jeg godt nok ingen tour guide for området, men det kan vi opdage sammen" Det ville næsten være for godt til at være sandt, hvis det nogensinde ville blive planlagt. Men han kunne vel også drømme?

"Ikke i de første uger" Fortalte han med en gejst, "Området er jo utrolig stort og meget skiftende. De store skove, de store enge og ikke mindst de mange søer" Han kunne godt selv høre hvordan han fik det til at lyde, helt fantastisk. "Jeg mødte dog en ung kvinde, som havde forvildet sig ud i skoven. Hun befandt sig i skoven kun i ført en natkjole, hendes hår var uglet og hun var helt forvirret" Det havde været noget værre rod med hende, men det var lykkedes ham at få hende med, "Det lykkedes mig dog at overtale hende til at komme med mig og jeg fik hende over til den nærmeste kro, hvor hun kunne komme til sig selv" 

Nemesis havde sjældent mødt nogen hun faldte så nemt i snak med som Nao. Det var en helt uvant og utrolig dejlig følelse at det flød så nemt og lige til mellem dem. Hun håbede på at de kunne have mange flere i fremtiden. "Det vil jeg også" for det gjorde hun oprigtigt. Hun ville glæde sig til at vise ham hvordan verden var bag forhænget og hvordan skuespillerne arbejdede meget mere end når de stod på senen. "Det er jeg glad for! Et nysgerrigt sind er et sundt sind" grinede hun glad og kunne slet ikke holde op med at smile.

Det gav et underligt uvant sug i maven, som han foreslog at de kunne gå på opdagelse der sammen. "Det vil jeg huske" hun turde ikke at sige at hun gerne ville allerede nu, selvom suget i hendes mave fortalte hende hvor spændende en oplevelse det kunne være. Om ikke andet, var det en rar drøm og tanker at have.

Hun danede sig et billede af hvordan der så ud, ud fra malerier og egne oplevelser af nærtliggende områder. Det var umuligt at danne et perfekt billede, men hvad hun forestillede sig var eventyrligt smukt.
Nemesis lyttede intenst og så helt måbende på ham. "Stakkels kvinde, det var da forfærdeligt. Godt De kunne hjælpe hende. Fandt De ud af hvordan hun var havnet der?" det lød jo som en skrækhistorie, som trods alt havde en lykkelig slutning. Det var godt han havde været der til at hjælpe hende! Nemesis turde slet ikke tænke på hvad der var hændt hende, hvis ikke han havde.

Han kunne allerede mærke glæden og ivrigheden i hendes ord, som hun fortalte at hun ville glæde sig til at vise ham teateret. Det var behageligt at opleve, at nok havde den interesse for ham. Hun var meget oprigtig i hendes ord. "Der kan jeg kun være enig. Og jeg er virkelig beæret over at De ønsker at vise mig teateret på den måde"  Nu var det ham som var oprigtig i hans ord. Det virkede til at de begge var meget glade for aftale som de var nået til enighed om.

Nao forventede ikke at hun ville komme med en erklæring om, at det var noget hun ønskede at deltage i. Men hun virkede til at være interesseret i hans tilbud, og det var nok for ham. Så kunne han blot håbe på at hun ville huske det, og en dag komme og banke på hans dør og sige at hun ville afsted med ham. Men igen var dette drømme tænkning. "Gør det. Så vil jeg hellere end gerne vise Dem vejen" Kom det smilende fra ham, som han søgte hendes blik.

Det var også chokerende for ham, da han havde fundet kvinden siddende ved åen, men han havde været opsat på at hjælpe hende. "Det var en meget voldsomt syn, da jeg fandt hende" Fortalte han videre, "Hun var meget afvigende og fortalte blot at hun var kommet for langt væk og faret vild i skoven. Men hun var ikke fra Dianthos, men det var her jeg hjalp hende til. Hun kom inde fra Azurien. Men det var svært at finde hoved og hale i hendes historie"

Som han fortalte og var opslugt af deres samtale gik det hurtigere at komme igennem gaderne, og lige pludselig var de ved hendes hoveddør. Han havde dårligt nok lagt mærke til at regnen var blevet værre, men så længe at han havde fået hende til hendes hjem, så skulle han nok klare sig. Han ville hellere gå igennem gaderne, end at hun skulle.
"Så er De hjemme igen, Frøken Reier" Han smilede roligt, og havde virkelig nydt deres samtale.

Hun havde lyst til at fortælle ham hvor fantastisk det var at han var interesseret i at se teaterets verden og at han ville lade hende vise ham det. Men tanken fik en forlegen stribe at rødmen til at farve hendes kinder. heldigvis gjorde det falmende lys at det var svært at se. "Rigtig gerne" hun havde svært ved at vente på det faktisk.

Nemesis nikkede. Hun havde lyst til at gøre det, og havde hun været spontan, eller mere selvsikker havde hun forslået at de gjorde det snarest muligt. Hun var forundret over hvor nemt det faldte hende at stole på ham. Selvom hun også følte at det var helt naturligt, med den status og oprigtighed hun fornemmmede fra ham. En ridder af lyset ville ikke snyde hende, tanken faldte hende slet ikke ind.

"Hvor uhyggeligt. Det må have været utrolig skræmmende oplevelse. For jer begge to, men mest for hende. Godt De fik hende hjulpet på rette vej." det var vidst ikke ren leg at være på rejse. Det lød til at der kunne komme en del udfordringer på ens vej. Endnu en grund til at hun næppe skulle rejse alene.

Nemesis fødder havde båret hende helt naturligt i den rigtige retning, og så derfor en smule overrasket på hoveddøren, da de var nået frem til hendes hjem. Ligeledes havde hun heller ikke bemærket hvordan regnen var taget til og nu virkede hamrede mod byens tage. "Oh" kom der med en blanding af overraskelse og skuffelse i hendes stemme. Hun vendte blikket tilbage mod ham og smilede varmt. "Tusind tak fordi De fulgte mig hjem, Sir Nao." godt nok huskede hun ikke hans efternavn, men fornavnet var kommet til hende som han havde fortalt om sin rejse. En skam turen havde været så kort.

Nu hvor de havde talt om dette på deres vej og de var kommet et godt stykke væk fra teateret, så ærgrede hans sig næsten over at han ikke var sprunget på, da hun havde forslået i sjov, om de ikke skulle gøre det nu. Nu hvor regnen var havde sat sig over byen og de nærmede sig hendes hus, så var det næsten ærgerligt at turen var så kort, for oprigtigt så nød han at tale med hende. 

Han smilede over hendes lille nik og blev bekræftet i at det ikke var helt umuligt, for at det skulle ske. Det var lidt overraskende at de sådan var faldet i snak på den måde, tilgengæld så havde det også været en akavet tur, hvis der havde været stilhed mellem dem. Men Nao var glad for at der var kommen en interesse for ham fra hende af, og hun ikke havde været afvisende for at tale. Nogle ville have det sådan og det kunne man kun acceptere og respekterede - men det var lige modsat med Nemesis. 

"Det var bestemt skræmmende og som De selv siger, så mest for den unge kvinde" Han havde også været glad for at han var faldet over hende, for hvis hun skulle være gået til Dianthos fra Azurien, i en laset natkjole, så var hun muligvis ikke overlevet. "Nu er hun i hvert fald i sikkerhed her i Dianthos, og så håber jeg at hun finder ud af hvad der skal ske med hendes liv og at hun kan komme videre herfra" Det kunne måske godt virkede voldsomt, og det havde det også været, men det var aldrig noget han havde prøvet før og derfor skulle det ikke skræmme hende fra at tage afsted på rejse. Man kunne opleve mange spændende ting, og det var også ren positivt for ham at have besøgt Azurien.

Indvendig havde Nao samme skuffelse, som viste sig hendes overraskende "Oh" for det var længe siden at han havde nydt en samtale så meget som denne, også selvom regnende havde pisket mod byens tage. "Det er mig der takker, for Deres tid og samtale. Jeg gjorde blot mit job" Svarede han venligt tilbage, "De må sove godt og så vil jeg se frem til at opleve teateret" Han sendte hende et behageligt smil. 

Nemesis var glad for at det var endt på den måde for den unge kvinde. Hun håbede også at hun havde fundet ud af hvad der skulle ske og hvordan hun kom videre efter den forfærdelig oplevelse. Det slog dog en ting helt fast i Nemesis. Hun turde ikke at rejse nogen steder alene! Hun havde simpelthen ikke evnerne til at forsvare sig selv, eller rigtig hjælpe sig selv skulle problemer opstå. Der havde hendes liv altid været virkelig beskyttet. På godt og ondt.

Nemesis stilte sig op på trappetrinet til døren, så de næsten var lige høje og følte en stærk modvilje til at lade ham gå. Hun bildte i hvert fald sig selv ind at hun så et glimt af skuffelse ligeledes i hans øjne. "I lige måde" svarede hun varmt tilbage.

Da han gjorde klar til at vende sig, mærkede hun et bid i sin egen kind, inden hun åbnede munden for at gøre noget hun aldrig nogensinde havde gjort før. "Det regner virkelig voldsomt. Har De ikke lyst til at komme ind og få en kop te, til regnen stilner af?" spurgte hun prøvende usikker på om det var noget han var interesseret i. Hun havde ikke lyst til at samtalen skulle slutte. Ikke allerede. Desuden, hvadend regnskyerne fortalte, så var det stadig tidligt på aftenen!

Han fulgte hende med øjnene som hun gik op ad trappen til hjemmet, og selvfølgelig var det ærgerligt at de skulle skille for i aften, men det var sådan det var og det accepterede han, med en lille skuffelse. Han sendte hende et smil på hendes ord, og gjorde sig egentligt klar til at skulle gå igennem regnen, op til Paladset, så han selv kunne kalde det for en aften og gå i seng. Han havde ikke problemer med lidt regn.

Nao nåede ikke andet end at vende sig om, da han var sikker på at hun kunne komme trygt indenfor, før hendes stemme lød igen. Han vendte sig atter om imod sig og mærkede et naturligt smil glide frem på hans læber, som hun inviterede ham indenfor. Han var jo hverken på job eller patrulje, så han ville ikke have noget problem med at komme indenfor, ind til regnen ville stilne af. "Det vil jeg selvfølgelig, ikke takke nej til, Frøken" Smilet forblev på hans læber, som han nu trådte op på trappen for at følge efter hende ind i huset.

Det var et interessant og smukt udsmykket hjem som han trådte indenfor og kiggede sig omkring. Han havde næsten glemt at han var iført sin rustning, men det ville være irriterende og næsten umuligt, hvis han skulle beholde denne på, hvis de skulle have te. Nao startede med at åbne brystpladen og fik denne placeret ude i gangen og derefter de store metal bukser, og placerede sit sværd ved siden af. "Jeg beklager at det tager lidt tid at få sådan en omgang af" Grinede han roligt, men det ville være umuligt for ham at bevæge sig i hjemmet med dette på.
Nao fulgte interessant efter hende med ind i stuen, hvor hans øjne igen gled rundt på væggene og kiggede på kunsten og det flotte indrettede hjem, som hendes faster havde.

Nemesis smilede glad ved hans svar, og specielt over glæder han vidste sopm han svarede. Nemesis vendte sig om mod døren og fik den åbnet ind til det fine hjem. Så vidt Nemesis huskede var Hecate til møde oppe på paladset og ville først være hjemme igen om nogle timer, og guderne måtte vide hvor Shireen befandt sig henne. Alt i alt, var der ganske stille og fredeligt i huset.

Nemesis trådte tilbage i gangen, så der var plads til at Nao kunne følge med ind, inden hun tog den tunge våde kappe af og hang på knagen. Hun kunne hænge den over ved ildstedet senere.
Under havde hun en mørkerød kjole på af fint stof der fulgte hendes figur ganske nydeligt, uden at være for afslørende. Mildest talt, var den Hecate godkendt. Hun fortsatte ind i lejligheden for at tænde op for kedlen. Bag hende kunne hun høre lyden af Nao som tog overtøjet af, hvilket for en ridder tog noget længere tid end blot at fjerne en kappe.

Nemesis kom frem i døren igen, som Nao fik det sidste af og smilede "Vi har ikke travlt. Vandet skal alligevel også blive varmt" hun kunne ikke forestille sig at have så meget udstyr på. Faktisk var hun utrolig komfortabel i rart og frit tøj.
Hun bakkede ind i vidste ham ind i stuen, som var præget af at hjemmets ejer var sofistikeret og kunstinteresseret. Nemesis gik hen til et lille bord og tændte op i en olie lampe og trak derefter gardinet for vinduet hvor regnen slog hårdt ind på. Det så ud til at være trukket op. "Kom og sæt Dem" guidede hun indbydende.