Davian var taget til grænselandet for at jage. han havde aldrig haft problemer med at jage efter ahn havde mødt den Fae for et års tid siden. Takket være den Fae havde en hver jagt være succesfuld. Han havde sin vogn med som stod bunet op med elvervin ogMjød.Samt en enkelt hjort på ladet. Hestene gik og græsset efter at han måtte spænde dem af fordi hjulet var faldet af. Takket være nogle andre elvere der var søgt mod grænselandet havde de hjulpet ham med at få hjulet på igen. Nu stod han og bankede på træet for at spænde hjulet ordentligt på igen. Han havde på ingen måde tænkt sig at spørger elverne om hvor de var på vej hen da de levede deres liv og han levede sit. Men om de ledte efter en mening i livet eller om de var i gang med at stikke af var egentlig et godt spørgsmål. De havde bare sagt til ham at de ikke havde været der, hvilket han havde accepteret.
vognen og hestene skulle tilbage til kroen i Skovfortet som han havde efterladt i sin lærlings varetægt. Hun var ved at blive ret ferm til at styre kroen når han ikke var der, og snart ville hun skulle med til Dianthos når vejen gik der forbi. Han fik banket færdigt på det sidse træ til hjulet og han tørrede sveden af panden som han havde stået og banket i godt og vel 10 minutter.

De mørke hørbukser sad stramt på ham og fremviste en fast numse og et par gode lår, mens den åbne sorte skjorte viste hans markerede brystparti og mavemuskler. Buen sad på ryggen sammen med pilekoggeret. Han vidste at han hellere måtte tjekke sine kanin fælder på vej tilbage til Skovfortet om ikke så længe, hvis bare der var noget i dem selvfølgelig.

Nyala var taget grænselandet, hvortil hun havde hørt historier om en mand der kunne smugler folk ind i Everly. Det ville hun være del af. Det give hende større muligheder. Nyala havde den evne at teleportere sig til steder hun havde været. Hun skulle derfor blot sætte foden der engang og hun ville kunne vende tilbage. Meget praktisk.


Nyala så en mand der kæmpede med sin hestevogn. Hun grinede for sig selv og morede sig over hans hårdslite arbejde. Dem slags lå så langt fra hende, at nærmest så det meningsløst. Hun var dog ikke ude på at tirre manden, ikke endnu i hvert og slet ikke, hvis han kunne hjælpe hende. 

Nyala havde en lang sort kjole på, der omfavnende hendes figur. Den havde en v-udsæring og tynde stropper, for at hun ikke frøs havde en let ræveskind om armene, som hang løst. 

Hun gik stille imod vognen og lænede sig imod den. Hun så på manden med et smil, "Goddag min herre, det lader mig fortælle at Everly ikke er langt herfra?" Spurgte hun høfligt, imens hun betragtede ham. Han var ikke dæmon, men mon ud fra hendes udstråling at han vidste hun var. Hun var også ligeglad. Hun håbede bare at han ville give information hun havde brug for, så hun kunne finde denne mand. Det var mission og selvom hun kunne torturer var det langt nemmere at få dem uden. Nyala ville dog ikke have noget imod det. Hun elskede det. 

Som Davian havde kæmpet med den æp i hjulet lød en stemme og han rejste sig op i sin fulde højde for at kigge på hende. Ikke elver kvinde af hvad han kunne se på ørerne. Ikke et halvdyt om endat hun havde en rævepels hen over armene. Men hvad var hun så. Alligvel smilte han til hende og nikkede svagt. "det er rigtigt, et par timer her fra" svarede han og kiggede på hende som han lod sin håndryg glide hen over sin svedige pande.

"Men Elverly er lukket for andre end halvdyr og skovelvere. Ikke en gang ørken elvere eller mørkelvere er rigtig velkommen. Det er noget være rævepis hvis du spørg mig" han hadet alle de regler der var sat op omkring Elverly. Hvis det nu hjalp at åbne lidt op ville der nok ikke være de helt store problemer i Elverly. Men Elverlys stemme havde en sram holdning til hvem og hvad der kom ind i Elverly. "Søger de nogen i Elverly kære frue?" spurgte han venligt og kiggede på hende inden han satte armene i siden og spændte lidt med musklerne efter at have arbejdet hårdt på det hjul.

Nyala smilede indvendig. Det betød vel han kendte godt til det, siden han kunne sige distancen. Hun dog håbet at have været tættere på. Nyala var lig andre ikke vant til gå, ihvertfald ikke særlig langt. Hun var godt 3000 år og havde befundet sig de fleste steder i Kryslandet. 

"Jeg kunne ikke være mere enig, man skulle vel næsten tro de pønsede på noget". Mørket havde før fundet frem i skove, for hvad hundrede år tilbage. Det vidste denne mand måske ikke, men det ville bestemt ikke genere Nyala at mørket vandt frem igen. Hun sammen med de andre dæmoner trivedes så fint under planerne. Se det var en sjov tid.

"Ikke nogen bestemt, jeg kender en vis mørkelver, og har hørt lidt om at nogen kunne vise en Everly". Efter al at dømme, så kunne hun vist røbe det for manden, for måske var det ham. Han passede på beskrivelse hun havde hørt. Nyala ville dog ikke spørge direkte, det kunne bare skabe problemer.

Nyala smilede med et glimt i øjet, som han lige skulle flekse de muskler. Indvendig tænkte hun åh de kære mennesker, så uerfaren at det næsten var sødt. Uanset om han var menneske eller andet, antog hun at han var noget yngre end hende.

Et hurtigt grin kom hen over hans læber ved lyden af hendes ord. Pønsede på noget,han tvivlede. Men så igen man vidste aldrig. "Ærlig talt... Så ved jeg aldrig hvad Daeralda pønser på. Hun siger hun vil beskytter Elverly mod det farlige. Men ingen er jo mere farlige end de giver sig ud for at være" svarede han og kløede sig lidt på sit svedige brystparti. Han vidste ikke hvad Daeralda  havde i tankerne, men ham?! Han så da gerne at Elverly blev åbnet lidt mere op for andre elvere og racer. Det handlede bare om velvilje og have tillid til andre end halvdyr og skovelvere.

"Mørkelvere kommer ikke i Elverly" svarede han og stoppede sin sætning. Var rygtet omkring ham løbet i forekøbet?! Hvad ville Daeralda  ikke sige hvis det kom for hendes øre?! Hvis det kunne vendes direkte til ham ville deet skabe store problemer, og måske så store problemer at han skulle forsvinde fra sin elskede kro han havde haft i mere end 600 år. "Jeg hargodt hørt rygter om denne person der får andre ind i Elverly, og jeg ved måske hvor han kan findes, men det koster" så havde han da ikke indrømmet at det var ham. Han håbede det da ikke.

Hun smilede svagt, nej det var aldrig til at vide. Det farlige. Nyala måtte være varsom, hun trods alt en farlig cocktail. Hun ville dog ikke gå drastisk til værst. Selvom en krig ville være sjov, så skulle det også være et formål. Everly, hvis det gemte på noget dæmoner kunne bruge, så måske. Det vigtigste var faktisk at få stillet nysgerrighed om hvad det alle andre ikke måtte se.
"Noglegange er det også langt bedre ikke at vide besked". Sagde hun roligt.

Nyala smilede med et ler fnis "Det ved jeg.. jeg mente blot at det den eneste elver jeg kender". Zane det forstyrret mørkelver ville nok aldrig få en fod derind, hvis de kendte til hans mørke og sadistiske hjerne.

Nyala gik tættere på manden og lage hovedet på skrå "Det er vel fair nok - vil du føre mig hen til personen eller vise vej?" Svarede hun. Hun havde ikke forventet at komme ind, uden videre og skulle hun flirte, kysse, betale eller dræbe så gjorde hun det.

Han trak lidt på skuldrende af hendes ord. Måske var det bare bedre ikke at vide hvad der varså farligt i verden i følge skovelvers øjne! Nej han klarede sin kro og passede sig selv! At der så en gang i mellem skulle smules nogle ind i Elverly gjorde ham ikke noget. Det var farligt, og det kunne ærlig talt skabe problemer. Alligevel gjorde han det fordi han mente Elverly ikke skulle være så lukket som det var. "Måske" han kiggede på hende og smilte svagt.

Et kort grin kom over hans læber ved hendes ord. Hvorfor ville hun så til Elverly når hun kun kendte en mørkelver?! Det var var da noget mærkeligt noget, alligevel kunne han ikke lade vær med at tænke over sine ord inden han svarede. "Tja, du vil blive forbavset over hvor mange der ser ned på dig hvis du bliver opdaget og må flygte fra stedet" han nikkede kort af sine egne ord inden han lagde hovedet en kende på skrå.

"Hvis du giver mig 10min kan du hoppe op i vognen. Jeg skal alligevel tilbage til Skovortet og kroen" okey han havde netop lige afsløret at det var ham hun ledte efter. Eller i hvert fald indirekte havde han sagt det.

Nyala kneb kort øjne sammen som han grinte. Så godtroende han var, at hun ønskede at besøge en der. Hun bed sig kort i læben, da for alt i verden ikke ville træde ham over tæer. Nyala bemærkede da han var kommet tættere på, hans spidse øre. Ah han var slev en elver og forventeligt en skovelver. Åh hvor ville hun gerne smage noget af hans blod. Hun havde hørt at det smagte udsøgt. "Jeg holder af at se Krystallandet og des afkroge. Derfor vil jeg gerne se Everly". Forklarede hun lettere uskyldigt. 

Hun blikkede kort med øjne "årh den skal jeg nok klare". Det var slet ikke bekymret for, hun kunne forsvinde på et spildt sekund.
"Javel ja". Smilede hun, så havde hun haft ret. Denne mand var smugleren. Hun kommentere det ikke, men satte sig op i vognen.

Hvem ville dog ikke se Elverly?! Der var skide flot i Elverly så han kunne godt forstå de omrejsende at de ville se det. De skulle selvfølgelig bare forbi alle vagterne og så forbi Darealdas vagter, og alt der der hørte der igennem til "Jeg forstår." svarede han og vendte sig om for at tage fat i hestene der stod og græssede

Han spændte hestene for vognen og han lod en hånd bevæge sig ned imod den enes hest hov og kiggede på skoen. "Du skal have skiftet sko min ven" svarede han munteret og klappede den på maven inden den blev spændt helt for vognen.
"Er du klar?" spurgte han og havde ikke set at hun var hoppet op i vognene før han kiggede op. "Javel ja det er du så" svarede han og smilte lidt. "Jeg håber du kan være der for dyret, ellers må du sidde foran sammen med mig" svarede han inden han satte sig forrest på vognen og tog tøjlerne for at sætte hestene i gang med deres ridetur ind igennem skoven.

Nyala var glad ved at han ikke ville vide mere. Det morede hende også, at han i grunden ikke vidste mere om hende før han havde besluttet sig. Farlige personer, som hende selv kunne få adgang. Større adgang end han kunne drømme om. Der ville muligvis ikke ske noget, men det var aldrig til at sige hvad fremtiden bringer.

Nyala så på det nedlagte dyr. Hun kunne nu sagtens være der, men det lugtede en anelse. Når hun dræbte gik der ofre ikke længe før hun skillede sig af med korups. Nyala fornemmede derfor tempoet før hun begav sig op til ham og satte sig ved hans side. "Tak, hvad skylder jeg?". Nyala ville gerne have afregnet nu, hvis der som han nævnte, at hun blev opdaget. Trods at hun nemt kunne opsøge ham, var det ikke sikkert det ville gå godt, slet ikke hvis han blev bekendt med hun var en dæmon. 

Egentlig var Davian ret godtroende, det skulle man jo være som kro ejer. Hvis ikke folk opførte sig ordentligt fik de bare hans evner at føle. Det samme ville denne dæmon som han endnu ikke vidste var dæmon. Hun var godt nok lidt usikker o udstråling og virkede meget let i sin frmetrædning men det skulle nok gå alt sammen. Desuden gjorde han jo ikke noget forkert gjorde han? Ikke så vidt han vidste af. Han ville jo bere gerne have Dlverly var lidt mere åben. Desuden havde han en bue på ryggen, og hvem havde ikke hørt o. Skovelvers utrolig sigte på et hvilket som helst mål med en bue? De kunne jo være livsfarlige. Om end at han altid rendte rundt med sin bue på ryggen.

Hestene snoede sig igennem de tætte træer uden besvær fra Davians utrolig evner til at håndtere en hestevogn. Han havde kørt denne rute længe og mange gange før så det var ikke helt ufarligt for ham. Han drejede hovedet og kiggede på den unge kvinde oh sendte hende et smil. "Det finder vi ud af når vi kommer der hen. Så længe du gør som jeg siger" svarede han og vendte hovedet tilbage til hestene og tøjlerne. 

Nyalas øjne blev en anelse smalle, som han sagde at de ville de ordne senere. Nyala havde i et kort øjeblik lyst til at slå ham. En næve ansigtet, så han faldt ned imellem hestene og efterfølgende kort over af vognen. Lemmer ville mast og hans skrig. Åh det ville være musik i hendes øre, så irriterende som han kunne være. 
Nyala gjorde intet af dette, hun sad fast ved siden af og smilte høfligt, for selvfølgelig skulle hun nok betale og gøre som han sagde. 

"Javel ja, så længe du ikke går over grænsen" svarede hun drillende igen, med en flirtende undertone. Så han vidste hvad hun hentyde til. Nyala kunne ikke lad vær med at styre sig og drille ham, bare en smule, nu hvor hun hverken fik chancen for at ødelægge ham lidt eller drikke hans blod - så kunne hun vel drille. 

Han var lige glad med at hun var flirtende. Dette her var ren buissness og det skulle der ikke laves om på. Hvis hun ville til Elverly skulle hun nok komme til Elverly, det handlede bare om hvor meget hun ville høre efter når det kom til stykket. "Bare rolig" kom det fra ham og slog tøjlerne ned i hestene for at få dem til at trave i stedet for at gå. "Hvad vil du i Elverly om jeg må spørge?" spurgte han og kiggede på hende inden han rettede lidt på sin bue med den ene hånd. Han skulle huske at tjekke sine fælder, men det måtte blive en anden dag, dette kunne måske være lidt mere vigtigt end som så. Hvis det bare var fordi hun ville se Elverly kunne han sagtens tjekke fælderne, men hvis hun søgte en bestemt blomst der kun blomstrede i Elverly var det jo ved at være sidste udkald for den slags.

Indvendig var Nyala at sprænge. Så kølig. Så irriterende. Livet var al for kort at være så kedelig. Nyala sukkede indvendig. Der var ingenting, absolut ingenting at nyde på denne tur. Så skulle det lige være duften af ham. Han så hellere ikke værst ud, men det hun havde mest lyst til var at dufte til hans blod. Åh det søde blod. Hvor ville hun gerne smage. 

Nyala hævede kort et øjenbryn, det havde han da allerede spurgt om engang, skulle de til det igen. Hun sukkede indvendig og svarede det samme som sidst "Jeg holder af at se Krystallandet og des afkroge. Derfor vil jeg gerne se Everly". Hun holdt kort pause og så roligt på ham og forsøgte at se forundret ud selvom hun var ligeglad "Du tror måske ikke på mig?". I bund og grund havde nok glemt det, men Nyala hade den slags. Kedelig folk der gik i deres små hjul, med deres små lykkelige tendenser. 

Uanset hvad denne kvinde tænkte om ham var han lige glad med. Han gjorde blot det rigtige hvis han spurgte sig selv. Så han lagde hovedet lidt på skrå og kiggede på hende. Han smilte svagt og trak lidt på skuldrende af hendes spørgsmål. "Jeg kan godt lide at være sikker. Det er trods alt mit liv det kan gå ud over. Jeg kan blive udstødt kære frøken. Jeg kan miste min kro i Skovfortet som jeg har ejet i mere end 600 år. Det ville jeg ikke sætte over styr." han drejede hovedet for at kigge på hende mens hestene travede hen af skoven og den lille vej de kørte på.

Om end at det bumlede lidt på vejen på grund af grene og små sten rørte det ham ikke, han var vant til at køre i skovene og hans tønder med mjød og elvervin faldt sjældent af. hvis ikke det lige var for hjulet der faldt af til tider. Denne gang  havde han hamret på det længe nok til at sætte det ordentligt fast at det forhåbentlig ikke fald af igen. "Hvad er deres navn kære frøken?" han rettede hovedet ud imod hestene og satte hestene til at dreje til højre ind i skoven og væk fra den lille vej der var.

Nyala forblev en anelse tavs og var tæt på at grine over hans såkaldte kontrol af hende. Hun var ligeglad om levede eller døde, mistede alt. Fik hun det Everly ville det være en kæmpe bedrift og ville forevigt teleportere sig dertil. "Det er forståeligt" Svarede hun roligt med et blidt smil. 

Faktisk burde han være mere omhyggelig, men til hendes held virkede det til at alt gik efter planen. 

"Nyala og Deres?" Spurgte hun høfligt. Hun ville nok alligevel ikke huske det senere, men hun skulle jo være høflig overfor ham. Vejen generede hende ikke som sådan, det var hans tilstedeværelse der irriterer hende. Al de små sniksnak, bare de snart var der. "Hvor længe går der før vi er der?" Spurgte hun så interesseret som hun kunne.

Davian var klog nok i forhold til at stole på folk, problemet var bare at han ikke altid kunne se at det var dæmoner han var i nærheden af. Dæmoner havde altid en eller anden charme over sig der gjorde at han ikke kunne læse dem. Han var god til at mærke følelser eller smide følelser ind i andres kroppe blot for at få dem til at gøre som han ville. Som regel var det bare at lade fol’ gå fra hans kro.

”Davian” svarede han kortfattet satte hestevognen lidt igang i et lidt højere tempo. Han elskede at snakke, men det var jo også det han levede af. Så hvad skulle forhindre ham i andet? Vejen bumlede lidt i tide og utide når vognhjulet lige ramte en sten der lå forkert, eller en lidt større gren der knækkede under vægten af vognen. Ved hendes spørgsmål drejede han hovedet og kiggede om bag i for kun at få et kort glimt af hende. ”Deeeeet….” han overvejede om hvad han skulle svare helt præcist og slog et smæld med tungen. ”…. Kommer an på hvor travlt vi har, og umiddelbart har vi ikke travlt så, ved midnats tid” svarede han og drejede sig om i sædet og begyndte at fløjte.