Foråret var så småt ved at blomstre i Dianthos, men med det kom regnen og skyllede de sidste, sørgelige rester af vintersneen bort. Krusk havde stået i slagterforretningen det meste af formiddagen, men havde efter fyraften bestemt sig for, at det var tid til en lille lur. I en baggård stod en mængde tønder dækket af en dejlig, vandskyende pressening, og i form af den store, pjuskede rødbrune kat, havde Krusk indtaget en af tønderne i det rare tørvejr. Man behøvede slet ikke gå så langt, for at finde et godt sted at sove.

Altså lige ind til et stort brød af en mand rev det beskyttende klæde over hans hoved væk med en voldsom bevægelse og øjeblikket efter fløj han gennem luften, landende på poterne på den våde jord.

"Ved Zaladin, hva' laver du her din møgkat!"

Krusk undgik med nød og næppe støvlen fra den kattehadende mand, der sparkede efter ham og han udstødte et arrigt miav. Bare fordi manden skulle bruge sine tønder her nu, var der da ingen grund til at være så aggressiv!

Det var rart at det var ved at blive varmere, men der ville stadig gå noget tid, inden han helt kunne droppe koften. Regn kunne han dog godt være foruden. Han havde trukket sin olierede skinkappe over hovedet, som dækkede hans brede krop, og beskyttede ham mod det meste af den faldende regn.
Han var på vej hjem efter en lang dag på arbejdet, og havde besluttet sig for at slå genvej gennem Skumringskvarteret, da han helst ville komme i tørvejr hurtigst muligt. Selvfølgelig var der risici ved at gå igennem den mere mørke del af byen, men der var nok ikke så mange der ville være ude i regnen.

Som han passerede en af baggyderne, kunne han høre et voldsomt råb, og noget som blev kastet gennem luften. Hans nysgerrighed kunne han ikke styre, da han så en enorm mand, der tydeligvis var efter en stor flot rødbrun kat, der ikke var glad for den behandling som den fik.
Han trådte hen til katten og stillede sig i vejen, hvis den store mand prøvede på et eller andet drastisk. Han kunne virkelig ikke lide når nogle behandlede dyr på den måde. De prøvede jo bare at overleve.
"Der er ingen grund til at sparke katten," knurrede han af manden og kiggede op på ham.
Han holdt også lidt øje med katten, og prøvede at kalde den til sig, ved at gnide fingerspidserne sammen hen imod den, for at fange dens opmærksomhed.

Krusks hale var vokset til omkring tredobbelt størrelse og hårene stod strittende op langs hans ryg. Han overvejede kortvarigt at forvandle sig tilbage, men han havde ikke noget tøj i nærheden, og regnen faldt stadig omkring dem. Måske skulle han bare stikke af ind i gyderne..

klop, klop, klop..

Lyden af hove kunne høres og katten drejede hovedet til at få øje på en tætbygget satyr, der gik direkte hen til ham. Krusk skyndte sig at luske i ly bag det behårede gedebukkeben, og pelsen lagde sig en smule ned, selv om han stadig gjorde sit for at se farlig ud.

"Den møgkat lå i mine mjødtønder. Jeg vil sgu' ikke ha' at de lugter af kattepis!"

Svarede manden surt, som han vendte sig om, og Krusk så hvordan han tøvede et øjeblik - overrasket over, at det var en satyr der var trådt ind i gyden. Øjeblikket efter blev ansigtet mørkere. Uden tvivl tænkte han, at det var typisk skovelskende væsner at tage dyrene i forsvar.
Ikke at Krusk ville klage, som han stillede sig en smule tættere på satyrens ben for at vise, at han satte pris på den besynderlige redningsmand.

Manden var tydeligvis meget oprevet over at der havde været en kat ved hans mjødtønder. Kattepis var selvfølgelig ikke en behagelig lugt. Det var altid træls hvis der var en kat der havde pisset i tømmeret, men derfor skulle man ikke sparke katte. De havde deres natur. Måske havde manden bare haft en træls dag, og regnen havde været ekstra træls, og så havde katten måske pisset på hans tønder, eller overvejet at pisse på tønderne. Han vidste det ikke, men katten virkede utrolig venlig.
Katten havde hvert fald sneget sig ind mellem hans ben. Muligvis for at komme i læ fra regnen under kappen. Han satte sig på hug ved den og klappede den på hovedet. Han foretrak nu også de langhårede katte. Mere pels at gemme sine fingre i. 
"Hvis du kan lide katte så meget, så tag det forpulede kræ og skrid ud af min baggård!"
Manden var tydeligvis ikke tilfreds med hele situationen. Det var ikke svær at se på det meget røde ansigt. Han havde ikke behov for et slagsmål, selvom han nok skulle tage det op hvis han skulle. Han var ikke bange for at give nogle tæv tilbage.

Han prøvede at tage katten op i armene, mens han strøg den over ryggen.
"Kom her lille ven. Så får vi dig i tørvejr."
Hvis han fik katten op i armene, ville han holde den ind til brystet, og prøve at sørge for at kappen dækkede den til, og så gå videre. Manden havde sine ting at tage sig af, og han ville helst gerne være i tørvejr i sin egen stue, med et tændt ildsted.

Piben ville sandsynligvis få en ganske anden lyd, hvis manden vidste, at katten i virkeligheden var en ork. Krusk var dog ikke meget for slagsmål, og han gad faktisk ikke rigtig konflikten. Nu hvor den venlige satyr var dukket op, var det så meget nemmere at blive i katteformen og gemme sig bag gedebukkebenene.

Han gned hovedet lidt op ad satyrens hånd for at demonstrere sin tilfredshed med redningsmanden, inden han sendte et vredt blik mod ham den sure. Skulle det reelt komme til slagsmål, måtte han hellere foretage sig noget.

Heldigvis blev han i stedet løftet op i satyrens arme og puttede sig tilfreds under kappen, mens klovene førte ham bort fra den vrede mand. Han var bestemt ikke utilfreds med situationen - nu var han på vej til et sted, der forhåbentlig ville blive varmt og lunt. Så måtte han hellere forvandle sig tilbage og takke redningsmanden med egne ord .. men lige et øjeblik længere, ville han nyde at blive båret.
En let kattespinden begyndte at lyde inde fra kappen. Det var rart at være i tørvejr igen.

Det var en ganske nem gadekat at have med at gøre. Den hverken knurrede eller hvæsede af ham, hvilket var ret rart. Måske vidste den godt at han ikke gjorde den noget. Han strøg den roligt over hovedet og nussede den bag øret mens de gik igennem de regnfulde gader af Dianthos. Han gik og smånynnede en brummende lille melodi, som hans mor havde sunget for ham den han endnu var et lille kid. Den havde altid været en hyggelig lille munter sang. Den havde altid holdt hans humør højt på regnvejrsdage. 

Efter noget tid hvor han var kommet ud af Skumringskvarteret og op i de pænere kvarterer, tog det ham ikke lang tid at finde frem til Tømrertorv, og lugten af træ og harpiks hang i luften på trods af forårsregnen.
Han fiskede en nøgle frem fra sin taske, inden han låste sit behagelige lille hjem. Der var en ganske lille nydelig underetage med ildsted, en skænk og et solidt bord. Huset lugtede af frisk træ og olie, og det var nok ikke svært at regne ud at han havde lavet de fleste af møblerne selv. 
"Så er vi kommet i tørvejr, lille ven. Jeg vil lige tænde op, så det også bliver dejlig varmt herinde."
Han satte katten af på skænken, hvorefter han tog den våde kappe af og hængte den på en knage ved døren, og satte sin skuldertaske på en af stolene i rummet. De små klove klikkede over trægulvet ganske roligt, som han satte sig til at tænde op i det lille ildsted.

Krusk nød alle lugtene og lydene fra gaden og derefter huset. De bløde kattepoter landede på skænken og han så sig om et øjeblik for at inspicere rummet, inden han gik i gang med at vaske pelsen, der var på trods af den beskyttende satyr trods alt havde fået lidt regndråber på sig.

Derefter begyndte han at kigge længselsfuldt efter ildstedet. Åh, man kunne ligge der hele dagen, og dyrevenlig som satyren var, ville der uden tvivl falde lidt lækkerbidskener af fra køkkenet. Når han var i katteformen, blev han ofte styret af dens instinkter og havde en ild allerede blusset, havde han sandsynligvis givet efter for lysten til varme og søvn.

Men satyren havde reddet ham ud af en knibe, hvilket gjorde, at han på en eller anden måde følte at det ville være dårligt at snyde ham og Krusk havde også et lille ønske om at snakke med ham - hellere få den akavede introduktion overstået.
Mens satyren havde rykken til og rodede ved ildstedet, lod Krusk sig derfor forvandle tilbage. Han skyndte sig at række hånden ud mod bordet og reb det nærmeste, han kunne få fat i .. var det en vase eller noget lignende? og placerede det, så dækkede for hans skridt, når man så på ham fra ildstedet af. Derefter rømmede han sig let med sin dybe, orkiske ryst.

"Du er en god mand, sådan at bære et lille væsen med hjem, Hr Satyr." Bemærkede han så venligt og stilfærdigt han kunne. Forhåbentlig ville han ikke blive alt for forskrækket over, at der i stedet for katten sad en splitternøgen ork på skænken..

Han var lidt fortabt i sine egne tanker. Han kunne altid godt lide at stirre ind i de spæde flammer som de langsomt begyndte at fænge, og man sørgede for at passe på dem, så de kunne blive til en blussende ild, der kunne varme huset op. Gad vide om jeg har noget en kat godt kunne tænke sig at spise. Jeg har nok noget pølse hængende. De spiser kun kød? Jeg må se hvad jeg kan byde det lille kræ på. Han lod blot sine tanker gå i hans stille sind, mens han smånynnede for sig selv.

Han vendte sig mod stemmen der pludselig kom fra siden, og foran ham stod en høj ork. Rettelse: En høj nøgen ork! Han væltede tilbage af overraskelsen og skramlede mod væggen. Han tog nogle hurtige hiv efter vejret, som hans hjerne langsomt tog ordene ind, og fik sat brikkerne sammen. Et smil bredte sig på hans læber, som blev breddere og sprækkede til et stort tandsmil, der ledte til en latter. Både en latter af lættelse over at der ikke lige var begået indbrud af en eller anden galning. Han lagde en hånd på brystet og en anden på maven, som han lod alle spændinger forsvinde gennem sin høje rungende latter. 
"Hvis... hahaha! De må... Haha! Det her er... hahaha!"
Han vidste ikke hvad han skulle sige, men det var hvert fald morsomt og han virkede ikke til at kunne stoppe med at grine. Det her var for komisk og bisart.

På trods af Krusk forsøg på at være rolig og stilfærdig, havde han alligevel forskrækket satyren. Det var nok ikke så underligt - han var trods alt en fremmed, der pludselig stod i hans hjem. Han blev stående ganske stille og forsøgte at se så fredelig ud som overhovedet muligt.

Et lettelsens smil begyndte dernæst at brede sig over hans læber, da satyren begyndte at le. Hans mund bredte sig i et grin og latteren begyndte også at vælde frem.
Der gik lidt tid, hvor han bare grinede - for situationen var virkelig komisk, når man tænkte over det, man endelig lykkedes det ham at få fremstammet:

"Du må virkelig undskylde. Jeg bevæger mig ofte rundt som kat og ja.." Han gjorde en lille bevægelse med hånden, der ikke dækkede for skridtet.

"Måske du har et tæppe eller noget jeg kan låne?" Foreslog han. De færreste brød sig om at have en nøgen ork på deres møbler. Medmindre han naturligvis havde tænkt sig at smide Krusk på porten med det samme..

Han fik styr på sin latter, efter at have trillet lidt rundt på gulvet, som en sammenkrympet satyrkugle. Han lagde sig udstrakt på gulvet som han fik styr på sin latter, så han kunne hvile sine mavemuskler. Det var da en besynderlig afslutning på dagen. En kat, som viser sig at være en ork, der lige pludselig stod i hans hjem. Og han havde nusset katten bag øret. Det var så mange lag af besynderligt at han stoppede den retning hans tanker var på vej i, for ikke at hans hjerne nedsmeltede. 

Fra sin liggende position kiggede han op på den nøgne ork. Han virkede ikke til at være den typiske ork. Meget veltalende og efter menneskelige standarder ganske køn. Det kunne han godt anerkende. Ikke den store muskuløse barbar som orkerne oftest blev omtalt som.
"Det er noget af en overraskelse at se en nøgen ork i mit hjem, men jeg kunne forestille mig værre ting."
Han fik skubbet sig op at stå.
"Jeg burde have et tæppe du kan låne. Du kan gå hen til ilden for at holde dig varm. Jeg har desværre ikke bukser du kan låne. Ikke ligefrem noget jeg bruger. Jeg tvivler også at de ville passe, hvis jeg gjorde."
Han gestikulerede til sine behårede gedebukkeben. Da han var stået op kunne han se at han var flere hoveder mindre end orken. Ikke noget han var uvant til. Sådan var det at være lille og kompakt. Nogle ville sikkert kalde ham kvadratisk. Han gik hen til skænken og åbnede den op. Heldigvis lå det tæppe Winchell havde lånt sidst at han havde overnattet på skænken, stadig i skænken.
"Vær så god."
Han rakte tæppet til orken. Det var ganske god kvalitet. En af de første ting han havde købt af højere kvalitet, da han havde fået lidt flere krystaller mellem hænderne. Han forstod sig alligevel heller ikke på vævning. Møbler kunne han godt selv ordne, men at spinde og væve uld måtte han betale dygtige vævere for.

Det tog satyren et godt stykke tid at stoppe med at grine, ja faktisk trillede han helt rundt på gulvet, og Krusk selv kunne ikke rigtig stoppe sin egen latter fra at vælde frem, selv om han dog forholdt sig en smule mere rolig.

"Tak skal du have, kammerat. Jeg har fået en del værre reaktioner gennem tiden." Lo Krusk. Det værste var damerne, som hurtigt kunne finde på at skrige og kaste med ting. Han gik hen til ildstedet, som stadig fristede med sin varme og stillede sig med fronten til. Han skulle nok lade være med at slænge sig på gulvet foran det som en kat..

Han tog imod tæppet og fik det placeret rundt om hofterne. Det var rart og blødt, og lige som de håndlavede møbler, fik han et klart indtryk af, at satyren gjorde sig i kvalitet. Vendende sig med bagen til ildstedet for også at få varmet ryggen, betragtede han sit nye bekendtskab, der pludseligt forekom en del mindre, nu hvor han ikke længere var en kat.

"Navnet er Krusk, i øvrigt. Jeg arbejder som lærling for slagteren nede på Kong Aldemars Plads."

Alt i alt tog satyren hele den absurde situationen ganske pænt, og det kunne Krusk kun være taknemmelig for. Var han en indbrudstyv eller lignende, ville det utvivlsomt have været et godt trick, men Krusk brugte mest af alt bare formen til at komme rundt i fred og opleve byen på kattepoter.

Desværre bragte det ham af og til i nærheden af folk, der ikke var glade for firbenede, pelsede skabninger.

"Tak for hjælpen tidligere! Jeg kunne nok ha' klaret ham, men det ville være en smule akavet at stå med bar dolk i en baggård.."

Et kortvarigt udtræk af imponerethed gled over Krusks ansigt ved håndtrykket. Oisin var utvivlsomt en arbejder - og Krusk var rimelig sikker på, at han ikke ville kunne tage ham i armlægning. Selvom satyren ikke var høj, var han bred. "Har du lavet alle møblerne selv?" Spurgte han nysgerrigt og kiggede rundt. Han syntes nok, at han havde fornemmet duften at frisk træ. 

Han smilede venligt til orken.
"Det er jeg ikke i tvivl om at du sagtens selv kunne have klaret det. Måske endda meget nemt i nøgen tilstand. Det kan afskrække en del folk. De fleste glemmer at jeg ofte går rundt uden tøj, på grund af min pels, men det er nok ikke et problem du render ind i."
Han havde før oplevet at der var nogen der fik en eksistentiel krise når de var begyndt at brydes med ham, og det gik op for dem at Oisin faktisk var nøgen. Det var overraskende hvor meget folk kunne tænke når de havde drukket sig en kæp i øret. Man skulle også være et skarn ikke at udnytte sådan en åbning. Det var han ikke blank for at indrømme.

Han så stolt rundt i sit hjem. 
"Det har jeg. Det har taget sin tid at få finpudset dem, men jeg er blevet godt tilfreds med resultatet indtil videre. Der er stadig nogle af mine tidligere forsøg i hjemmet, men de bliver udskiftet løbende. Lige nu er jeg i gang med et sengebord."
Oisin havde altid gang i et eller andet projekt. Hvis ikke så ville han nok blive sindssyg. Det var også på tide at lave en ny dør snart. Han havde haft den samme i et par år nu, og han var ikke helt tilfreds med den overordnede finish. Det måtte være hans næste projekt.

"Noget jeg kan byde på? Noget brød? Vin?"

Krusk klukkede en smule. Det kunne Oisin have ganske ret. "Så sandt som det er sagt, det er ikke alle, som har lyst til at duellere en nøgen mand. Måske jeg skulle bruge den metode næste gang.." Lo han. Hvis man var heldig, så stak problemet af, og det kom ikke til kamp. Blikket gled over den noget pelsede satyr, og han nikkede. Det var ikke fordi orker var glatte som barnenumser, men lige dér, kunne han bestemt heller ikke konkurrere..

"Det ser godt ud." Krusks øjne var gledet videre til boligens invetar. Selv om han ikke havde erfaring inden for faget, var der ingen tvivl om, at det var god kvalitet. Måske han og Verthags hjem skulle have en opgradering på et tidspunkt.. ikke at han var så meget hjemme.

"Brød og vin ville være fantastisk. Jeg har det fint med kattemad, når jeg er i den anden form, men når man skifter tilbage, skal der lidt mere til.." Sagde han muntert.

Edit: Lukker tråden, da den er lidt gammel efterhånden :)