Selvom det var en kølig aften udenfor, var luften i den gamle lagerhal efterhånden kvælende - varm og fugtig og lugtende af sved og støv og spildte ølsjatter.  Folk asede og masede for at komme til de gode pladser helt oppe af det ru træhegn, der omsluttede kamppladsen, og Treston gjorde sit bedste for at lukke trængslen og råbene ude - kun at koncentrere sig om dét, der lå lige foran ham. Dét, der skulle ske i Ringen lige om lidt.
    Det havde været en forbandet lortedag, for at sige det ærligt. Èn af dén slags dage, hvor han havde trukket sig som en dødning igennem hverdagsrutinen; havde skrevet sine rapporter, som en god dreng. Havde passet sin træning som en god soldat. Havde stået skoleret for sin far som en god søn, mens han under det hele forsøgte at sluge den knugende panik over at dette var hele hans liv, som den gode benægter, han efterhånden også var blevet. 
    Da alle hverdagens pligter endelig var overstået og han havde fundet sig selv, hvor han startede - foran den anonyme dør til hans kvarter på kasernen - havde han haft følelsen af, at han ville kaste op af kedsomhed, hvis der ikke skete noget andet, og endnu en gang havde hans fødder af sig selv fundet ud af Paladset. Ud af Øvre By. Helt ned til skumringskvarteret og den gamle lagerhal, der tre af ugens nætter husede dette spektakel, han nu sad midt i.
    Treston vidste faktisk ikke, hvem der stod for kampene - han gættede på, at det var én af Nedre Bys utallige bander - men når det kom til stykket, var han faktisk også ligeglad. Han så ikke de mange ansigter på publikum, der grinede og råbte og lyste af blodtørstig fascination - han så som regel knapt nok sin modstander. Han bed ikke mærke i de mange bookkeepers, der tog imod penge fra de sammenstimlede, eller den driftige krovært, der langede billige øl over en interimistisk bardisk. Lige nu var han kun til stede i sin krop - fanget i dén frustration, der i første omgang havde ledt ham her - og kaosset omkring ham var egentlig kun med til at understrege følelsen af 'afrevethed'; følelsen af, at intet af det rigtig betød noget. 
    En hånd klappede ham et par gange på ryggen, og han vidste, at nu var det nu - nu fik han mulighed for at komme af med den boblende, urolige energi; fik lov til at tæve den ud i ansigtet på et andet menneske. Med den velkendte susen for ørerne rejste han sig op, trak skjorten over hovedet, så den ikke skulle lide overlast, og rullede et par gange med skuldrene, før han dukkede under hegnet og tog sin modstander i øjesyn.

En kvinde trådte ind i lagerhallen af en bagindgang, der var mindre overrendt samt en halv etage højere oppe på noget simpelt træværk, som de almene tilskuere blev holdt væk fra. Hun var ikke som de andre kvinder i hallen, stinkende af sprut  og i grumset tøj, der med garanti kun blev vasket en gang om måneden. Hendes lange, nyvaskede kjole blev holdt op fra den nedtrampede jord, så det lysegrønne stof ikke blev mudret til. Om livet havde hun et stramt korset, der løb henover hele ryggen og op over skuldrene. Lyse broderier strakte sig henover det sorte stof og fik hendes let solbrændte hud til at se lysere ud. En simpel halskæde trak alles opmærksomhed ned mod den latterligt oppressede barm. 

Zirra holdt armen under en rig, og helt igennem afskyelig mand. Hendes forklædning var komplet fra tøj, hun aldrig selv ville røre til så opmalede læber, at hun følte, hun slugte maling, hver gang hun kom til at røre dem med sin tunge. Øjne, der havde løbet i vand ved al den sminke, der var blevet proppet på hende, og hår der duftede svagt af kastanjer, som var en del af den blanding, de havde farvet det lysebrunt med. Det hang løst og krøllet ned over hendes blottede skuldre. For en gangs skyld var hende opgave ikke at falde i med mængden, men at være så opsigtsvækkende som overhovedet muligt, så de kunne få smigret nogle oplysninge ud af det her luskede foretagne. 
Manden, hvis arm hun holdt i, skulle være en af de involverede, og hun havde brugt dagevis på at få en aftale op at stå og sætte sig selv i position som en interesseret part i noget af profitten. Selvfølgelig ville typer som ham sjældent dele, men hun havde formået at love ham kæmpere, der ville indbringe uanede mængder krystaller og hendes egen andel ville være simpel og under bordet. Så kunne de altid tale om yderligere fælles investeringer senere. 
Hele formålet var at lure de dæmoner, der var rygter om, skulle husere her, ud. Ham her lignede ikke en dæmon, men om kroppen blot var et hylster, vidste hun ikke endnu. Det ville aftenen vis...

Zirras blik faldt på ringen, hvor to mænd netop var gået i flæsket på hinanden. Det korngule hår, bevægelserne og et kort glimt af ansigtet, mindede hende om... 
"Hvem..." spurgte Zirra, mens hun bad en stille bøn til Isari om at tage fejl. "Er det?"

    Mandens navn var Cosimus Flagell, og han var yderst tilfreds med sin fangst her til aften. Hun havde præsenteret sig som Zirale, og hun pyntede noget så fint på hans arm med sine røde læbe og iøjnefaldende kavalergang. Han havde lovet, at vise hende Ringen, så hun kunne få et indtryk af dén 'forretning', hun muligvis skulle bidrage til, men ærlig talt håbede han, at hun ville se sig hurtigt mæt, så de kunne fortrække til mere private omgivelser. For at diskutere detaljerne i deres forestående samarbejde, naturligvis, og muligvis også - hvis det stod til ham - for at lære hinanden bedre at kende... 
    Han måtte læne sig ind over hende for at kunne høre hendes spørgsmål igennem larmen fra de mange tilskuere under dem, og i anledningen sneg han sig til et bedre kig ned i hendes udskæring, før han fulgte hendes blik ned i Ringen.
    "Manden med den tatoverede brystkasse kalder de Slagteren - han var én af Skruebrækkernes drenge," oplyste han med munden tæt ved hendes øre; både for at hun skulle kunne høre ham, men også fordi duften af hendes hår gjorde ham ophidset. "Vi hvervede ham for et par måneder siden, efter at han kom i pengeproblemer hos én af vores... apotekere." Han smilede indforstået og førte Zirale tættere på det ru træværk, der var det eneste imellem dem og et firemeters fald til den bølgende, råbende flok under dem. "Skruebrækkerne var ikke glade, naturligvis, men de er også for kloge til at lægge sig ud med dem, der laver deres rusmidler. Og hvis det ikke er et tip, du kender allerede, så kan jeg afsløre, at kæmpere, der har abstinenser, giver en meget bedre forestilling!" Han lo sin hæse latter, før han fortsatte: "Slagterens modstander er en særling, der slutter sig til os fra tid til anden. Jeg ved faktisk ikke helt, hvilken fraktion, han hører til, men han trækker tilskuere og af én eller anden grund vil han ikke have sine væddemålsprocenter, når han vinder, så jeg klager ikke." Flagell skar en lille grimasse. "Men jeg har faktisk gået og leget med tanken om at trække ham til side og forklare ham, hvordan tingene foregår hér i butikken - det er jo ikke et sommermarked, dét hér. Vi er faktisk nogle, der forsøger at køre en overskudsforretning - så kan jeg ikke bruge en kombattant, der kun dukker op, når det passer ham..."

    Nede i Ringen var Treston og hans modstander begyndt at kredse om hinanden. Treston mærkede sig de brede skuldre, den tatoverede brystkasse, de manglende tænder, da hans modstander snerrede af ham. Publikums jubel, da idioten gav sig til at slynge udfordringer og fornærmelser ud. 
    Treston var helt blank indeni, og det var let, ikke at lade sig mærke med noget, når nu idiotens ord ikke rigtig nåede igennem til ham. Spyttet stod den anden mand om munden, og da Treston ikke bed på hans provokation, knyttede manden hænderne og kneb øjnene sammen. 
     Da udfaldet kom, var Treston klar og dukkede sig - kastede sig til side, så idioten tørnede forbi ham og måtte snurre omkring som en arrig tyr i Ringens blanding af støv og savsmuld. Treston fulgte op, som han havde lært, og langede et slag ud efter mandens kæbe, blokerede modangrebet og fik en albue igennem, som ramte hårdt og solidt i idiotens ribben. En næve, på størrelse med en skovl, kolliderede med hans kindben, og hele verdenen rystede og snappede tilbage på plads, så han måtte tage sig til hovedet og blinke et par gange for at få Ringen og idioten og det jublende publikum tilbage i fokus igen. Der løb sved og støv ned i øjnene på ham, og Treston tørrede sig over ansigtet med underarmen, tog en dyb indånding og kastede sig ud i endnu et sammenbidt angreb.

Zirras hjerte bankede så hårdt i hendes bryst, at kraften alene kunne have hevet hende ud over rækværket. Hendes vejrtrækningsmønster blev tungere - uden tvivl noget, der ville få Cosimus til at tro, kampene gjorde hende ophidset. Hans blikke mod hendes barm og armene, der havde sneget sig til at holde i rækværket på hver side af hendes krop, havde skam ikke undgået hendes årvågenhed. Det her var et spil, hvor hun villigt opildnede til alt andet end hans fornuft i forsøg på at få ham til at tale over sig og give dem de oplysninger, de havde brug for.
Skruebrækkere, Slagteren, fraktioner... Hun havde læst sine lektier, men ordene sad ikke rigtig fast i hendes sind lige nu. Ikke som det tatoverede korpus langede ud efter den lyshårede enspænder, der behændigt dukkede sig i alt for genkendelige teknikker og mønstre. Bevægelser, hun havde set hundredevis af gange, når hun selv jaloux havde siddet i et vindue og kigget ud over træningspladsen.
"Betagende," hviskede Cosimus i hendes øre, og selvom hun vidste, det ikke kun var kampen, han talte om, kunne hun ikke tage sit blik fra den. 
Det var hendes storebror dernede i ringen.

I ringen spyttede Slagteren en mundfuld blod ud, som den nedtrampede jord sugede grådigt i sig. For at gøre et ekstra nummer ud af det - det var trods alt spændingen, der fik folk til at vædde endnu højere beløb - rullede han sine skuldre med foruroligende højlydte knæk, der næsten kunne høres over larmen. Han råbte noget mod sin lyshårede modstander, men vidste, at det forsvandt i lydene omkring dem, slugt af råb og hujen. 
Han undgik med nød og næppe knægtens næste angreb. Han var hurtig af en opkomling at være, det måtte man give ham. Han havde gåpåmod og tørst - ikke nødvendigvis blodtørst, men Slagteren kunne se, knøsen kom her af en grund. I sine snart over 150 år i live havde han set lidt af hvert, og det blik, han fik fra sin modstander, talte sit tydelige sprog. Han søgte efter noget og håbede at finde det i kampen. 
Så Slagteren gav den blonde kamp til stregen. Fair kamp, men ikke blid. Når nogen havde dét blik, skulle de ikke gås blidt til. 

Oppe på rækværket var Zirra så opslugt af kampen og forvirringen over, hvorfor Treston var der midt i Ringen, at hun ikke havde hørt det sidste, Cosimus havde sagt. Hun havde prøvet alle mulige undskyldninger og forklaringer, men der var ingen vej uden om. Des mere, hun kiggede, des mere tydelige blev Trestons træk for hende. Hun kunne ikke benægte, at det var ham.
En hånd om hendes hofte fik hende til endelig at løsrive sit blik og se på Cosimus, hvis læber igen bevægede sig. Det var med nød og næppe, hun fik lagt sit ansigt i de rette folder - overvældet og interesseret frem for overrasket og forskrækket. 
"Noget af et syn!" halvråbte hun gennem larmen, der var steget helt op til hvor de stod, som kampen var fortsat. "Jeg vil gerne se denne til ende."
Det var noget med, han havde et mere privat rum, han havde tænkt sig de skulle snakke handel i, men Zirra kunne ikke gå herfra uden at vide, om de ville efterlade Treston mørbanket på jorden. Hvad ville hun gøre, hvis det skete? Hun var ingenting blandt de her folk. 
"Fortæl om indtægterne imens," fik hun sagt, fokuseret på at gøre sit arbejde trods distraktioner. "Er Skruebrækkerne dine mest profitable kæmpere?"

Cosimus Flagell lo atter sin hæse latter, selvom hun egentlig ikke havde sagt noget sjovt - han nød bare, at mærke varmen fra hende og nød i lige så høj grad, at det var ham, der var hjernen og pengepungen bag dén kamp, hun næsten ikke kunne tage øjnene fra. Zirale var solgt, og dét var ham, der satte prisen...
    "Skruebrækkerne er en meget... divers flok," fortalte han og lagde kinden imod hendes hår, så han kunne følge med i kampen over hendes skulder. I det samme fik Slagteren et slag ind, så den lyshårede særling tumlede et par skridt tilbage med håndryggen imod en blødende læbe, og der gik et brus igennem menneskemængden under dem. "De er opfostret med en blodtørst og risikovillighed man sjældent ser i denne del af verden - tro mig; selvom vi har en klemme på Slagteren dernede, så nyder han hvert eneste sekund af dén kamp. Og dén slags kampglæde sælger!" Han greb hende om skulderen i den hensigt at dreje hende om imod sig. "...Men fortæl mig, hvad du kan bidrage med til mit lille foretagende her... Du nævnte, at du kunne skaffe folk?"
    Der lød endnu et brøl fra publikum, da den blonde særling fik trængt Slagteren tilbage med et slag og endnu et, til de kæmpende ramlede ind i Ringens træværk, og de opkogte publikummer skubbede dem ud midt i Ringens savsmuld igen. Den blonde fik fat om skulderen på sin modstander og flippede ham hen over hoften med en manøvre, som på én eller anden måde ikke passede ind i den beskidte, lugtende lagerhal. Slagteren ramte jorden med en dump lyd og kom bandende og svovlende på benene igen med savsmuld og skidt klistret ind i sveden på ryg og skuldre. Da den lyshårede rykkede ind for at følge op på sit vellykkede angreb, tyrede Slagteren den håndfuld støv, han havde samlet op under sit fald, durk i synet på ham, og blændet fik den lyshårede endnu én på skrinet, før de to mænd trak sig væk fra hinanden igen. 
    

Selvom Zirra blev snurret rundt, blev hendes blik ved med at vandre ud i øjenkrogen mod Ringen. Hun var vant til kamp. Hun var vant til at hendes brødre var i kamp. Vant til at de kom hjem med ar og mærker, rifter og blå mærker. Vant til at høre historier om deres kampe. Om liv og død. 
Dét her. Dét her var forkasteligt. Hvordan kunne Treston bruge sin tid hernede med sådan noget afskum, der kun tjente penge på andres knytnæveslag og blodsprøjt? Hvor mange mærker og flækkede læber havde han løjet om var fra træning eller en udsending, når virkeligheden var Ringen her? Ville han sidde til næste familiekomsammen og prale med at have slået en officer til træning og det var sådan, han havde fået det blå mærke på kæben - den opsvulmede læbe han havde nu? Eller ville han gå forbi et helbrederhus inden og lade som om det aldrig var sket? Hvem var hendes bror?

Alle Zirras følelser rasede i hendes sind, men hun kunne ikke tillade sig at vise det for Flagell. Hun kunne ikke risikere at afsløre hele dækket og løgnene bare fordi hun pludselig fik personlige problemer blandet ind i det. Normalt ville hun skulle trække sig, hvis sådan noget skete, men hun var for dybt inde i det nu. Hun måtte bare bede til Aladrios om, at Treston ikke genkendte hende. 
"Hvad skal du bruge?" svarede hun og sørgede for at møde hans blik under forsinkede øjenvipper og trække vejret lidt ekstra dybt ind. "Vi kan skaffe det meste. Halvdyr, dæmoner - med eller uden horn. Jeg ved hvor godt den slags betaler, hvis det ikke kun er bløde menneskekroppe, der slår sig mod hinanden. I har sikkert hylstre nok," Af hvad Zirra vidste af, kunne Cosimus selv være en dæmon, der havde overtaget en sagesløs menneskekrop som hylster. "Men den ægte vare har noget, ikke? Haler, vinger, klør - ekstra tænder?"

    Flagell nød synet af hendes dybe indånding. "Faktisk," sagde han og forsøgte sig med et indtagende smil, "så har jeg allerbedst erfaring med, at blande den ægte vare med hylstre af forskellige slags." Han lagde hænderne om hendes skuldre og vendte hende imod kampen under dem igen. "Tag bare de to, for eksempel. Dén kamp er et prima eksempel på, hvad den perfekte sammensætning af modstandere, gør for at piske en stemning op iblandt publikum." Han kunne godt høre, at hans ord krævede lidt mere forklaring, så han førte munden til hendes øre. "Slagteren skyldte os ganske rigtig en betragtelig sum, så vi slog en handel af med Skruebrækkerne - vi undlod at gøre gælden til deres problem, og de gav os manden, som du ser dernede; bastet og bundet og klar til en hurtig besættelse. Nu er Slagterens krop ét af en række hylstre, som vi kan sætte i spil." Han smilede et skævt smil. "...og det gode ved konstellationen er, at vi kan tillade os at bruge kroppen op på en blodig og spændende kamp, uden at vi skal bekymre os for, at publikum mister en ynglings-kombattant; Locaraz, som er Slagterens besætter i øjeblikket, rykker bare videre til det næste hylster, og publikum føler, at de får noget velkendt i en ny indpakning." 
    Slagteren havde fået kastet den blonde til jorden nu og satte sig overskrævs på manden for at hamre knytnæver i ansigtet på ham. Men den blonde gjorde noget - ét eller andet brydekneb - og den store, tatoverede mand tumlede omkring i støvet og modtog en albue lige i synet. Hans hoved knaldede tilbage imod jorden med smæld, men trods kroppens hårdhændede behandling bevarede dæmonen indeni stadig nok overblik til at gribe om den blondes ankel, da denne forsøgte at komme på benene, og rive ham omkuld igen, så de to mænd rullede knurrede og bandende rundt i en brutal brydekamp, der fik publikum til at huje og pifte.
    "Vi kan gå tættere på, hvis du vil," hviskede Flagell i Zirales øre. "Det er nu, det begynder at blive rigtig interessant."

Locaraz. 
Det løb Zirra koldt ned ad ryggen. Det var et af de dæmonnavne, hun ikke havde lyst til at høre, og et af dem Lyset stadig fortalte historier om. Dæmonen havde skabt ravage for år tilbage og ingen var sluppet godt fra det. De havde troet ham død, da han var forsvundet og ikke var blevet set eller hørt om et godt stykke tid. Han var noget af det sidste, hun ønskede at se sin storebror over for. 
Hun lod sig føre ned ad trappen med Cosimus' hånd hvilende på hoften. Hun svajede lidt ekstra med den, for det ville Zirale gøre. Åh Treston... 

De blev opslugt af mængdens råb. Stødt havde nogen gang i at messe Slagt ham, Slagter, mens en mindre modpart havde givet Treston et tilnavn: Guldlok. 
Det lød ikke særligt opmuntrende, og Zirra måtte bide den kvalme smag i sig og anlægge en fattet overflade. 
Imens de gik gennem mængden - der lydigt lavede plads til Flagell og hans dame - lod hun blikket glide rundt. Flere steder fik hun øje på mænd og kvinder der lige så lidt mere sammenbidte ud end ellers og lidt mere muskuløse. Det måtte være hans vagter - sikkert også dæmoner gemt i hylstre. Det var præcis som de havde frygtet. Først havde det lignet væsensmugleri. Folk endte hernede og forsvandt sporløst. Måske var det en slavering, havde andre troet, men problemet var at der aldrig kom folk ud herfra. Nu vidste hun hvorfor. Kroppene blev brugt op og smidt væk, mens dæmonerne fik et nyt hylster. Det var til at brække sig over. Dæmoninfestationen skulle renses, og det var Zirras opgave at få så meget information som muligt om, hvor stort problemet var, så hæren kunne afsætte de rette ressourcer til det. 

"Hvad med dig, Cosimus?" spurgte Zirra og lod sin hånd følge kanten af hans vest rundt inden hun lagde armen om hans talje. Hans hånd var gledet ned til hendes bagdel og hvor meget hun end afskyede ham, måtte hun trykke sig ind mod den og opføre sig som om, hun kunne lide hans berøring. "Det er imponerende, hvis et menneske kan holde så mange dæmoner i skak hele tiden." 
Hendes tone lagde op til, at han lagde i det, hvad han ville. Var han menneske, fik han et kompliment. Var han dæmon, var han tydeligt over den menneskelige status. Hun ville holde sine kort åbne for nu. Om hun selv skulle udgive sig for at være dæmon, havde hun ikke bestemt sig for.
Hun var så tæt på buret nu, at den søde duft af blod blandede sig med den ellers dominerende lugt af alkohol. Hun kunne stadig ikke holde sit åndedræt fra at være tungt og hurtigt, især ikke som den  stigende panik begyndte at tage form i hendes mave, mens hun så Treston få et ellers perfekt slag ind på Slagteren. Det havde slået et menneske ud. Men hun vidste nu, hvem han var oppe imod, og Locaraz var hårdfør - og nådesløs. 

"I sidste ende er dæmoner lidt som arrige hunde," svarede Flagell overlegent. "De har muligvis et stærkere bid, end du selv har, men med det rigtige halsbånd og en lang line er det ikke svært at rette deres arrigskab imod andre." Han lo fornøjet over sin egen sammenligning og klemte til, da hun bevægede sig under hans hånd. Så dét kunne hun altså godt lide..! 
    De var helt fremme ved hegnet omkring Ringen nu, og stemningen blandt publikum forplantede sig til ham - fik hans hjerte til at slå hurtigere. Locaraz var nederst i brydekampen nu, men fik i det samme vredet Slagterens arm fri, så den barkede næve ramte den lyshårede på siden af hovedet, og han tumlede til siden. Flagells stemme sluttede sig begejstret til tilskuernes brøl.


    Slaget slyngede Treston til side, så han ramte Ringens savsmuld med et lungeklaskende slag. Han fortsatte bevægelsen - udnyttede sit momentum til at komme vaklende på benene igen - for han vidste, at forblev man stillestående for længe i en kamp, så var man så godt som død. Dét havde han hørt, både fra sin far og fra sine overordnede officerer i hæren ofte nok...
    Idioten kom også på benene og sendte Treston et udfordrende grin, der så fuldstændig manisk ud, fordi blod fra en flækket læbe dækkede hans tænder. Treston grinede ikke tilbage - han vogtede bare på sin modstander; noterede sig de små balanceskift, de knyttede hænder. Måden, han satte fødderne i jorden, da de endnu en gang begyndte at kredse om hinanden. Det var lige præcis derfor han gjorde dét hér - derfor han endte her i Skumringskvarteret gang på gang. Han behøvede ikke at forholde sig til detaljerne i sit liv - behøvede ikke forholde sig til ansvaret eller til forventningerne. Han kunne bare lade sin opmærksomhed snævre sig ind til én eneste modstander, og så ville kampens adrenalin og overlevelsesinstinkt sørge for, at den blev dér! Det var til denne dag den mest effektive distraktion, han var kommet på…
    Udfald, udfald, et skridt tilbage. Slå mandens grabber væk. Tag et slag på overarmen i stedet for i ansigtet. De pressede hinanden frem og tilbage i Ringen, og jo længere tid, der gik, jo flere feje kneb kom der på banen.
    Treston havde netop formået at hamre et knæ i nyren på idioten, da han ufrivilligt kom til at lade blikket feje ud over det frådende publikum.
    Og fik øje på hende.
Hun stod ud fra mængden af mange grunde. Dels fordi hun var pænt klædt på i tøj, der var både rent og skræddersyet. Dels fordi hun havde opsat hår og prangende læderødt, og som den eneste i det bølgende, råbende menneskehav ikke råbte og skreg som en sindssyg.
    Og dels fordi det, trods den forkerte hårfarve og det atypiske tøjvalg, helt utvivlsomt var Zirra.
Treston blev så paf over at se sin lillesøster her, af alle steder, at han et øjeblik fuldstændig glemte, hvad han var i færd med, og det var hans modstander naturligvis ikke sen til at udnytte. Slaget ramte Treston som en rambuk - svunget som en forhammer og med hele idiotens vægt bag - og det næste Treston opfattede var støv og savsmuld og en hyletone i øret og Ringens rækværk, der pludselig var tippet over, og hans krop, der havde lagt sig ned, uden at han havde givet den lov. Han nåede dog hverken at finde hoved eller hale på sig selv, før idiotens fod kolliderede med hans ribben, og han blev slynget om på siden, med al luft slået ud af lungerne. Et spark og endnu et, og alt Treston kunne gøre var at krumme sig sammen - beskytte hovedet og de bløde organer - mens slagene haglede ned over ham.

Zirra bed tænderne lidt sammen men lod ham ikke se det for håret der faldt ned mellem dem. Det havde ikke været en tydelig udtalelse, og det var nok med vilje. Men det lød som om ham måske kendte navnene på nogle af dæmonerne på den måde ham snakkede om halsbånd på. Deres rigtige navne. Det var en værdifuld hemmelighed.

Hun skulle til at svare ham, da hendes blik låste sig fast i Trestons. Hun var ikke et øjeblik i tvivl: Han genkendte hende. Og han betalte dyrt for det. Slaget sendte ham mod træværket med en overmenneskelig kraft og hun var glad for at råbene slugte hendes eget forfærdede gisp.
Treston lå ned med støv og smuds i en sky om sin sammenkrummede krop. Locaraz hamrede nådesløst på ham, og- hvorfor gjorde han dog ikke noget? Hvornår havde man tabt?

Hun fik et glimt af Locaraz' blik og så intet andet end mord i hans lysende, røde øjne - havde de ikke været brune før? Hjertet sprang op i halsen på hende, og hun indså at den her kamp måske var ved at køre af sporet for én af deltagerne i ringen. Og da hun så op på Cosimus var hun sikker på, han ikke havde noget imod det.
Tid til at improvisere. 
"Jeg vil have hans hylster," Hun havde stillet sig på tær og lod ordene smyge sig ind i Cosimus' øregang, forførende og opstemt. Det var det eneste, der faldt hende ind. Hun kunne ikke tigge for hans liv, men man kunne ikke besætte en død krop. "Menneskets. Den er veltrænet, og jeg har en vagt der skranter." Hun lod sin ene hånd glide op under hans trøje og lod sine fingre pirre hans buksekant. "Kan det ikke godt komme på tale som en del af... Samarbejdet?"
At sælge lidt at sin værdighed for at redde Treston virkede ikke som en urimelig pris. Zirra havde virkelig håbet at komme herfra i aften uden at skulle dele seng med Cosimus. At få vendt hans tanker til andre ting eller få drukket ham lidt for fuld. Nu blev hun nødt til selv at gøre tilnærmelser fordi hendes idiotbror af en eller anden idiotgrund befandt sig i en idiotkamp med frådende dæmoner. 

Cosimus Flagell blev overrasket over Zirales anmodning, men overraskelsen gled hurtigt over i et selvtilfredst smil, da han mærkede hendes fingrespidser mod sin bare hud. 
    "Det kan sagtens komme på tale..." smiskede han og hev hende tættere ind til sig. "Men hvis jeg skal gøre dig tjenester, så bliver du også nødt til at gøre mig tjenester - dét er vel kun rimeligt!" Han gav hende et klem, for at understrege sine ord.
    
    I Ringen kunne Treston ikke længere holde styr på, hvad der foregik eller hvor mange slag, han havde taget - hans verden var ikke andet end smerte og støv og pludselige lysglimt, efterfulgt af perioder med intethed, når idioten fra tid til anden fik sparket ham i hoved. Han kunne ikke tænke på at beskytte sig - og endnu mindre på at forsvare sig selv eller tage til modværge. Smerten optog al hans tankevirksomhed, og der var ikke plads til noget andet.

"Åh, jeg tror vi kommer til at gøre hinanden mange tjenester, Cosimus," spandt Zirra. 
Hun lod sit ansigt komme helt tæt på hans, så læberne berørte hans kindben og ånden gled op over hans hud. Selvfølgelig havde hun sørget for at tygge lidt velduftende rødder, inden hun kom ind, så duften af nyfalden regn og frisk bark mødte ham. Hun lod sin hånd glide uden på bukserne og hvile på hans skridt - på ingen måde subtilt eller skjult fra dem, der måtte kigge på dem. 
"Jeg har altid håbet det her samarbejde ville bringe," hun holdt en kunstpause, og det krævede al hendes viljestyrke at lade lydene af spark og slag tage over bare et øjeblik. Hun kunne høre, hvordan Treston spyttede blod og fik luften tvunget ud af lungerne igen og igen. Støvler der ramte ham, slag der faldt. Folk, der jublede uhæmmet. "Fordele."

Cosimus Flagell kunne mærke blodet løbe fra hovedet til andre, vigtigere kropsdele, og han greb hende om ryggen - trak hende ind til sig med et ryk - og kyssede hende lidenskabeligt og sultent. Hun smagte frisk og skarpt, og det var kun modvilligt at han endelig trak sig væk og fik øjenkontakt med én af sine skjulte vagter, der stod blandt publikum. En hurtig håndbevægelse, et nik fra vagten, og et par sekunder efter lød en skarp fløjten, hvorefter Flagells håndlagere dukkede under hegnet og greb fat i Slagteren - trak ham bandende og svovlende væk fra den sammenkrummede skikkelse på jorden. 
    Da Flagell havde sikret sig, at Slagteren var under kontrol, dukkede han ind i Ringen og rakte hånden i vejret for at dæmpe publikum.
    "Vi har en vinder!" skreg han af sine lunger fulde kraft og slog med en ekstravagant bevægelse ud imod Slagteren. "Vores allesammens SLAGTER!" Jubel iblandet et par enkelte buh-råb rullede ind over ham fra publikum. "Der vil være en halv times pause inden den næste, spændende kamp! Brug den på at få afregnet med vores bookmakers, eller køb en øl i baren!" Han smilede til sine kunder, klappede Slagteren på skulderen som den gode, arrige hund, han var, og mumlede så til én af vagterne: "Skrab Guldlok op fra gulvet og få nogen til at aflevere ham oppe på Kvisten - min dame vil gerne tage ham i øjesyn."
    Vagten nikkede, vinkede af én af sine kammerater og i fællesskab fik de den lyshårede samlet op og fragtet ud af Ringen - imod trappen og Flagells private loftsrum.
    Flagell selv dukkede under træværket og sluttede sig atter til Zirale. Hun var let at finde i den uvaskede mængde - en lille, lækker dessert på et tag-selv-bord af rådden mad...
    "Jeg har fået mine folk til at tage hylsteret lidt afsides," oplyste han hende. "Hvad siger du til, at vi giver det er hurtigt kig og så får de sidste ting i vores aftale på plads?"

Kysset var noget af det mest ubehagelige Zirra længe havde oplevet - for hun kunne stadig se sin bror blive tæsket ud af øjenkrogen. Derudover var det virkelig ikke den her retning, hun havde planlagt at opgaven skulle tage. I det mindste kyssede hr. Flagell ikke helt dårligt - en sølle trøst midt i det her. 

Hun kunne ikke tage øjnene fra Treston, mens Flagell hyldede den vindende part. Råbene blev til en fjern støj, mens hendes vejrtrækning og hjerteslag overtog øregangene. Han var forslået og ødelagt. Der var så meget blod i hans ansigt, at det fik Zirras mave til at slå en knude på sig selv. Kort mærkede hun tårer presse på i hendes øjne, men hun kunne ikke slippe paraderne nu. Ikke endnu. Hendes hænder knugede om træværket, som prøvede hun at mase det med råstyrke, hun ikke besad.

Cosimus kom ud igen, og hun måtte tvinge sit blik fra idiotbror og det behagede smil frem på læberne. Hans ord om at tage hylsteret i øjesyn, fik hendes smil til at falme et kort øjeblik, inden hun fik fattet sig selv. 
"Hvad med, at dine drenge bare hiver ham ned i et af mine lagerhuse tæt på," sukkede hun og tørrede lidt læberødt af hans overlæbe med sin tommelfinger. "Og så går vi direkte til... Forhandlingerne?"
Åh, hvor havde hun ikke lyst til at skulle stå ansigt til ansigt med Treston over for Cosimus. Èt var at Treston havde set hende og genkendt hende her - men han kunne stadig nå at ødelægge hele forestillingen og gøre Cosimus mistænksom. Det kunne blive en livsfarlig situation meget hurtigt, og i det mindste var det kun Treston der havde været døden nær lige nu.

Hendes forslag var en glædelig overraskelse for Cosimus Flagell, og han kaldte én af de unge knægte, der normalt fungerede som bookkeepernes stik-i-rend-drenge hen til sig med hovedkast og lod Zirale om at give ham de rette anvisninger, så hylsteret kunne blive anbragt det rigtige sted, til hun fik tid til at tage ham i øjesyn. Stod det til Flagell, ville det ikke blive lige foreløbig! 
    "Jeg har en god flaske vin liggende oppe på Kvisten," afslørede han og lagde en besidderisk hånd på hendes lænd med dén intention at føre hende imod trappen. "Ja, det kalder jeg mit kontor, forstår du..." Han lænede sig ned imod hende og tilføjede lavmælt: "Vi to skal drikke vin, og grine af hinandens vittigheder, og gemme alle de kedelige, små detaljer til en anden gang, synes du ikke? Så skal du tilfredsstille mig, mens vi hører på den næste kamp nedenunder, og så tænker jeg, vi efterhånden er ved at være dér, hvor du kan begynde at stille nogle af de krav du må have til vores fællesforretninger..." Han smilede indtagende. "Skal vi gå?"

    Treston bemærkede det knapt nok, da han blev halet på benene. Verden var ikke andet end en masse, udflydende farver og så nogle enkelte, knivskarpe glimt, der gjorde ondt helt ind bag øjnene. Dér; Ringens ru træværk med en enkelt, stor splint stikkende ud som piggen på en pindsvin. Dér, et rødmosset, ophedet ansigt. Dér; sømmen på en kjole, der af én eller anden grund kildede noget bagerst i hans tanker. Men mere nåede han ikke at tænke, for i det samme dukkede nogen ind under hans arm, og der blev hanket gevaldigt op i ham, og han stønnede, da noget, der helt sikkert var et brækket ribben sendte en smertensild brændende hen over hans ryg og brystkasse. Og verden blev mørkere og mørkere og mørkere. Og til sidst mistede han bevidstheden.

Zirra hadede det. Hun hadede ordene i Cosimus' mund og hans dårlige vittigheder. Hun hadede hans krav og forventninger til den kvinde, han havde på armen. Hun hadede hans berøringer, hans duft og hans fæle undergrundsring. Men mest af alt hadede hun sig selv. De søde ord, hun svarede ham med. Smilet hun gav ham og hvor hun rørte ham for at få ham med op til Kvisten. 
En kvinde fangede hendes blik henne ved væggen og lagde en arm på hendes. Hun forsikrede sin "vagt" om, at hun ville være tilbage inden midnat og at hun gerne måtte vente her i ringen indtil da. Uset fra de andre gav hun et håndsignal for at vise, at hun vidste, hvad hun lavede og at det stadig var en del af planen. Hun kastede et blik tilbage mod ringen, hvor Trestons bevidstløse krop blev hanket op i, blod sivende ned over hans ansigt og overkrop. 
Efter tredje trin op ad trappen druknede hun sig selv i Zirales sind for at kunne udholde de næste par timer.



De gik tavse i den stille nat. Zirras hår var uglet, kjolen sløset snørret og den fine sminke sad ikke længere helt så snorlige, som da hun var trådt ind i den gamle hal først på aftenen. Månen på den skyfri himmel varslede en kold nat, men endnu havde hun varmen i kroppen. Duften af Cosimus syntes at have overtaget hendes hud, og hun havde lyst til at skifte den lige så meget som kjolen. 
"Jeg skylder dig ti ravstykker," sagde hun til sin partner for at bryde tavsheden. De havde væddet om, hvorvidt Zirra kunne få al informationen ud af Flagell uden at måtte ty til sex.
"Glem det," svarede kvinden i en næsten lige så dyster tone. "Jeg så, hvad du gjorde. Du reddede den knægt, 'Ra."
Selv efter et par måneder i gruppe med Sasmelaia havde Zirra ikke vænnet sig til hendes valgte kælenavn til hende. Hun kom fra Rubinien og kunne godt lide at rulle på sine r'er. Når hun ikke rullede modstandere i mudret. 
"Den knægt er min storebror," svarede Zirra. De gik resten af turen i stilhed. 

Det var et lille hus kun tre gader væk. Skjulestedet var et velbevandret sikkerhedshus, hvor folk kom og gik alt efter opgave. I aften havde de det for sig selv til opgavens formål, og trak det ud, ville de kunne holde andre derfra så længe det tog at samle nok informationer på ringen til at lukke den ned. Kom Flagell og ledte efter hende, vidste han også allerede, at det ikke var her, han skulle lede. Hun havde sagt det bare var en bygning til låns fra en ven, så hun havde den kun for denne uges tid. Nu behøvede de heller ikke mere fra ham. De havde mere end rigelige beviser til at sende Hæren efter dem. 
I huset var en healer og en tæsker - sidstnævnte i tilfælde af at problemerne fulgte med Zirra og Sasmelaia med tilbage. Heldigvis var der ikke blevet behov for ham i aften, men han sprang alligevel op, da Zirra åbnede døren væsentligt hårdere end tiltænkt. 
Midt i rummet var et blodplettet tæppe, og da hun mødte Trestons blik vældede vreden og fortvivlelsen op i hende og skrællede resterne af den påtagede personlighed af. Hun trampede ind i lokalet, og det var kun fordi Sasme også skulle ind, at hun ikke smækkede døren efter sig.
"Hvad tænkte du på?" sagde hun med stemmen hæs af vin og skinger af de ophobede følelser. "Hvad zalan havde du gang i, Treston?!"

    Treston var vågnet fortumlet op til synet af to fremmede mennesker, der stod bøjet ind over ham. Det sidste, han huskede var smerte og støv og en infam råben og skrigen, og nu lå han pludselig i et ukendt rum med ukendte folk, og han fattede ikke, hvordan han var endt her, og lige først forstod han heller ikke, at healeren prøvede at hjælpe ham, så han slog mandens hænder væk og forsøgte at trække sig baglæns. blot for at finde sig selv lænet op af en bunke puder imod en solid slagbænk, der ikke sådan lige lod sig flytte. 
    Han havde været fortumlet og svimmel og svag, og derfor havde hans spørgsmål også været temmelig ufuldstændige. Men de havde forsikret ham om, at de forsøgte at hjælpe ham, og da han havde spurgt efter Zirra fortalte de ham, at hun var en 'ven af huset' - hvad fanden dét så betød.

    Det var faktisk lykkedes Treston at døse en lille smule hen, da døren smækkede op og Zirra kom stormende ind. Hun var stadig i dén kjole, han havde genkendt hende i, og han nåede lige endnu en gang at blive forbløffet over at se hende med farvet hår, før hun begyndte at råbe af ham. 
    "Jeg..." Han rystede på hovedet - prøvede at få styr på sine tanker; øverste etage kørte stadig lidt trægt efter alle slagene. Han havde det, som om nogen havde taget hans hoved og rystet det så voldsomt, at alle tankerne havde revet sig løs og nu forsøgte at finde tilbage på plads i ét stort kaos...
    Men så var der alligevel noget, der satte sig fast, for hvad var dét hér egentlig? Hvorfor var Zirra i forklædning? Hvordan havde hun fundet ham i Skumringskvarteret?
    "Hvad havde du gang i?" replicerede han og forsøgte at sætte sig bedre op, men måtte opgive, fordi det simpelthen gjorde for ondt. Han skar en smertensgrimasse, og resten af hans ord kom til at lyde temmelig sammenbidte: "Hvorfor er du majet ud på dén måde? Hvad bestiller du overhovedet hernede?" En virkelig ubehagelig tanke slog ned i ham, og den røg ud af ham, inden han rigtig havde tænkt igennem, hvordan det skulle give mening. "Er det FAR, der har sendt dig?"

Zirra stoppede kort op, da Trestons ord ramte hende. Det var som at få et af de slag, han selv lige havde haft haglende ned over sig. Så snart han nævnte deres far dog, buldrede vreden frem igen og hun aflagde den korte afstand mellem dem og sparkede til hans ben - uden at tænke over, om han også var skadet der. 
"Tror du selv far ville lade mig gøre den slags?" hun havde hævet stemmen nu, og vredestårer brød fri fra hendes brændende øjne. "Jeg bollede den stodder for at redde dit liv, Treston, dit liv!"
De andre i rummet havde luret, at det her var mere end bare en tilfældig mand, Zirra havde reddet, og Sasme var ved at vinke dem ind i et tilstødende rum, så de to søskende kunne få plads til at skændes. Tæskeren, en høj fyr med sit sorte hår i en hestehale, løftede dog en hånd og fik Zirras opmærksomhed.
"Zirra, rapport, tak," afbrød han med et fast blik på hende.
"Ja, fint," sagde hun og tørrede sit ansigt i underarmen, mens hun viftede ad Treston at han måtte vente. Det her var trods alt førsteprioritet, nu hvor han var i sikkerhed. "Slagteren er Locaraz, Flagell er et menneske, og de har ikke en fast aftale til nye hylstre. De har en mængde dæmoner, som de smider i hylstre, når de skal kæmpe. Flere på en aften, hvis det er nødvendigt, og det er derfor vi kun ser folk blive hevet ind og aldrig komme ud."
Han nikkede. Havde det været en hver anden situation havde han givet hende enten et kompliment eller en vittig bemærkning om, at hun havde været nødt til at gå i seng med Cosimus - det havde været deres interne spøg i ugevis op til det her punkt, men han bed det i sig. 
"Jeg siger det videre," svarede han og låste hendes blik fast. "Så løser du... Det her."
Han viftede med hånden ad Treston og gik med de andre ind ved siden af. Hans blik havde ikke været til at tage fejl af. Hvis Treston ikke allerede kendte hendes identitet, skulle hun gøre alt hvad hun kunne for stadig at holde det hemmeligt. 
Toppen af vreden var forvundet, fordi hun have aflagt rapport, men det holdt kun til hun igen så ned på Treston. Hendes mund var en tynd streg, og hun satte hænderne i siden, mens hun ventede på han skulle besvare det spørgsmål, han havde undveget i første omgang.

    Sparket sendte et glødende jag af smerte igennem hele hans forslåede krop, og derfor tog det lige et par sekunder, før hendes ord gav mening for ham.
”Du… hvad…?” Treston var så forvirret, at dét dér med at forme sætninger, der havde reelt indhold ikke længere fungerede helt som det skulle. Han nåede ikke at sige mere, før den høje fyr med hestehalen brød ind, og Zirra afleverede sine observationer så kort, præcist og professionelt, at det kun gjorde Treston endnu mere forvirret - hvad zalan var det, der foregik her…? Hvem var de mennesker? Og hvad var det egentlig, Zirra havde sagt? De har en mængde dæmoner, som de smider i hylstre, når de skal kæmpe…
Han begyndte at få nogle meget dårlige anelser… og de blev ikke mindre udtalte, da han hævede blikket og blev mødt at Zirras vrede, sammenbidte ansigtsudtryk. Hendes øjne var en lille smule blanke - vidnede om de samme vredestårer, der i deres barndom altid havde været tegn til, at han enten skulle stoppe sit eget drilleri eller aflede Erstens - og han fik pludselig lyst til at holde om hende. Til selv at blive holdt om. Til ikke at møde mere had og fjendtlighed i dag…
    ”Zirra…” hviskede han. ”Jeg… Jeg ved ikke, hvad jeg skal fortælle dig… Jeg forstår ikke, hvad der foregår...”

Zirra stod stille lidt og stirrede på Treston. Enten var han ikke helt vågen efter slagene eller også vidste han faktisk ikke, hvad der foregik. Hun kunne godt købe, at han ikke forstod, hvad der foregik lige nu, men kunne han da for Zaladins skyld ikke bare fortælle hende, hvorfor han havde været i den ring?
Hun udstødte et irriteret fnys, brød øjenkontakten og travede over til slagbænken, hvor hendes normale tøj lå. Jo hurtigere hun kunne komme ud af den her besudlede kjole, des bedre. 
"Cosimus Flagell leder den ring, du kæmpede i i aften," sagde hun og hev bukser og tunika op. Hun lukkede bænken og lagde det ovenpå, mens hun gav sig til at snøre kjolen op - hvilket ikke var svært eftersom Cosimus' pølsefingre havde rodet rundt i snørerne i en sådan grad, de kun sad halvt i deres korrekte huller nu. "Han har kontrol over en række dæmoner, som han propper i hylstre, når de skal kæmpe. De kæmper vildere, hvis kroppen ikke er noget, de behøver tænke over. Du var oppe i mod Locaraz T'sheir, og han havde tænkt sig at slå dig ihjel i sin blodrus."
Hun krængede kjolen over hovedet og smed den på gulvet sammen med det afmonterede korset - så kunne det ligge der og lugte af Cosimus i fred. Med ryggen til Treston masserede hun sit ene bryst lidt, ømt efter Cosimus' greb om hende. Hun skuttede sig og trak i tunika og bukser. Det føltes bedre, men nøj hvor trængte hun til et bad. 
"Jeg hjalp Devranas - ham med hestehalen - og Sasmelaia med at få det ud af Flagell, så de kan gøre noget ved det," sagde hun og satte sig tungt ned på slagbænken. Irriteret over krøllerne, rodede hun op i det brune hår. Løgnen skurrede i hendes egne ører. Hun havde kendt de her folk siden hun var en ung pige, og det var svært at lyve om kun at kende dem overfladisk. Hun havde lyst til stadig at være vred på Treston for at gøre det nemmere, men hun havde tabt pusten og hendes holdning sank nedad mod væggen.  
"Gider du nu fortælle mig, hvad du lavede i Ringen?"