Tiderne i Dianthos havde ændret sig. Før i tiden, var det enhver kriminel for sig selv. Enhver tyv for sig selv, og kun en selv som kom først i alle sammenhæng. Men efter nøden for alvor ramte, var mange tvunget til at arbejde sammen. Og nu, hvis man ikke var blevet en del af et fællesskab dengang, stod man mere eller mindre alene tilbage uden mange chancer.
Maya var ikke en hold spiller og nød på ingen måde at havde ansvar eller pligt til at hjælpe andre. Men tiden med Jarko havde ændret nogle af hendes tanker. Måske det var tid, så hun ikke for evigt var alene og ikke for evigt skulle kigge sig over skulderen og beskytte egen ryg.

Den efterhånden voksne teenager sad med frit udsyn til alle sidderne. For ikke at blive overrasket. Kniven Jarko var begyndt at træne hende i at bruge, sad trygt i bæltet, og lysten til at antænde hele gaden i et flammehav var intakt i hendes indre, skulle hun føle sig for udsat. Men mest af alt, sad der en krølhåret, mørkglødet tøs med en hætte halt over hovedet og ventede. En gang imellem gik der folk forbi hende og engang imellem fløjtede hun en lille diskret melodi, der for de rette øre indikerede at hun søgte en specifik.
Hun havde ikke fået et navn, men blot fået fortalt at hun altid kunne bruge hænder til præcis det Mayas hænder var gode til. At rage det til sig som ikke retteligt tilhørte hende.

Det havde regnet natten forinde - regn medbragte mange gode og dårlige ting med sig. Men i dette tilfælde kunne de glade hyl fra de beskidte børn i skumringskvarteret, ikke tages fejl af - de fantastiske vandpytter som der var blevet dannet - hvis man kunne kalde det vandpytter. Som Evlyns blå øjne lagde sig over den store mængde af børn, der dansede og legede i vandet. Ville hun hellere betragte det som værende små søer. Så store var de blevet. Hun havde sat sig op på en gelænder, der var blevet sat til en trappe der førte ned i en kælderbolig. 
Et roligt smil dansede hen over de fyldige, ja næsten buttede læber. Som hun betragtet synet der udfoldede sig foran hende. Siden hun var kommet tilbage fra hendes færd - eller genfindelse af sig selv. Havde gruppen taget en anden drejning. Folk var begyndt at strømme til for at slutte sig til tyve gruppen Proteaus. Nogen i håb om at blive et medlem, og andre for beskyttelsen de kunne give - eller også sende dem videre til Ulve klanen i stedet. Det var spøjst sådan som de kriminelle i Dianthos blev mere og mere organiseret. Og det duftede lige så stille af, en revolution under konstruktion. En langsom, men sikker bygning der nok skulle få de adelige væltet af deres bind. Det var blot et spørgsmål om tid - og selvfølgelig mandkraft. 
I dagens anledning, havde hun taget sig selv den frihed at nyde det gode sommervejr. Duften af den nyfaldne regn fik frembragt en dejlig stemning - og for en gangs skyld var den blonde kvinde i godt humør. 

Hun var iført i ganske simpelt tøj, en kappe, nogle sorte linnedsbukser. Sorte slidte læderstøvler. En sort kjortel - men det som der nok ville falde i øjnene hos mange - som kendte symbolet. Var symbolet for Proteaus der hang omkring hendes spinkle nakke. 
Det som kunne fortælle folk - at dette var en kvinde man kunne tale med. Hvilket måske var farligt i dagens Krystallandet, men hun tog chance.

Maya var ikke den mest tålmodige type, og lige nu følte hun at hun var efterladt til at vente forgæves i uanstændigt mange timer. Men det var ikke sandheden. Det var blandingen af utålmodighed og nervøsitet. For hvad skulle hun i grunden sige, når hun så det symbol hun var blevet opfordret til at lede efter. Hendes sociale skills var næppe det mest udviklede hos teenageren.
Men det var der ikke tid til at spekulere uendelig meget over nu, for der kom kvinden hun ledte efter.
Afslappet i sin gang, og ikke meget til at skille sig ud. Maya fugtede de brune læber, sank klumpen i halsen og rejste sig. Fulgte diskret efter kvinden til hun gik oppe på siden af hende.

Mayas hænder var begravet defensivt ned i sine lommer, men mest af alt skinnede der et ungt menneskes usikkerhed frem af de grønne øjne, som hun skævede let til siden. "Jeg.. Jeg høre du kan samle os?" hvad fanden var det? Et eller andet råb om at blive en del af den større kamp. Maya fik et opgivende smil på læben. "Eller du ved.. Sikre at vi ikke bare går imod hinanden hele tiden og faktisk er en smule konstruktive" blev der tilføjet i en let opgivende stemme over sig selv, efterfulgt af en grimasse der afslørede at Maya ikke var god til det hun havde gang i. Langt fra. Men hvad hun manglede i sociale egenskaber, havde hun godt af i andre evner.

De blå øjne betragtede skikkelsen der var kommet i syne, noget over hende var bestemt - dragene. Egentlig mest fordi, at det var så tydeligt at hun helst ikke ville ses. Og i hendes fag, var det typisk et tegn på, at det var præcis sådan en person hun rigtig gerne ville se. 
Med et elegant hop, fik hun skubbet sig væk fra metal stangen hun havde siddet på. Hun regnede ikke med, at hun ville få personen til at gå hen til hende - når hun sad blandt så mange af børnene, fra Ulve klanen. Og rigtigt nok, få skridt efter, mærkede hun hvordan en skikkelse bevægede sig op på hendes side. Evlyns øjne gled ud til siden, uden hun bevægede hoved - samme klæder som hun havde set før. Dem som skulle sikre, personen kunne blænde ind i mængden af mennesker - uset og uhørt. 

Et smil bredte sig hurtigt, da de klodsede ord forlod kvindens læber. Samle dem - så hun var en tyv? Evlyn stoppede op, og tog hende mere i øjesyn. Trods hætten, var det vilde hav af fregner ikke til at tage fejl af. Det var en umådelig smuk kvinde der gemte sig bag skyggerne som klæderne gav hende. 
"Man siger en del om mig, kan jeg høre.." kom der med en drillende toneleje, som de blå øjne funklede. "Men jeg har jo altid plads til at vise folk - at der er en bedre vej til at få hvad man gerne vil have." 

Maya kom med en grimasse som svar til den drillende tone. En halvt anstrengt en af slagsen, mest af alt fordi at hun i forvejen havde det ekstremt hårdt med denne situation. Maya havde alle dage været vant til at klare sig selv. At gå hen til en anden og direkte bede om at komme ind i en bande, og dermed ikke længere køre sit eget cirkus. Et cirkus bestående af en.
Maya kiggede op og mødte de blå øjne. Der var dog alligevel noget venligt over hende, trods omstændighederne. Forvirrende.
"Hvad vil du have?" direkte og uden omsvøb. Hænderne var stadig dybt begravet i lommerne, og de grønne øjne begyndte at kigge ligefrem. Hun var utryg ved de mange børn omkring dem, også selvom deres rolige skridt førte en smule væk fra deres tilsyneladende samlingspunkt.
"Lige det var man åbenbart ikke glad for at uddybe helt for andres øre" et forsøg på et skævt smil kom frem. Hun prøvede i det mindste at være venlig, selvom hele kroppen arbejdede på højberedskab over hvor dum det her potentielt kunne være!

Evlyn sendte kvinden et halvt smil, som hun endelig vente hele fronten mod den unge kvinde. 
Ja hvad ville Evlyn have? Det var trods alt ikke, fordi hun ventede at man lagde ens loyalitet fuldt ud hos hende - det var blot et samfund, hvor man kunne finde hjælp. Nogen klarede sig selv, og andre havde det bedre med at tage afsted i grupper. Så hvordan svarede man sådan et spørgsmål - det var ikke altid lige nemt. Især fordi hun kunne se på kvindens mimik, at det ikke just huede hende, at komme til hende. Så hvorfor var hun kommet? 
Evlyn kørte håndryggen hen over hendes beskidte næse, og kløede den lidt. "Som udgangspunkt vil jeg ikke have noget" svarede hun så, og vinkede kvinden til at følge med hende. "Jeg kan godt lide at se folk i aktion - se hvad de duer til, derefter får de en invitation til at slutte dem til os." hun trak på skuldrene. "Vi tilbyder ly, vi tilbyder at man kan komme af med ens hælervare. Og vigtigst af alt, tilbyder vi beskyttelse, og fast arbejde hvor man tjener sine egne krystaller." hun trak på skuldrene. Og stoppede op igen - deres fødder havde bragt dem tilbage til markedspladsen. "Så er det noget du synes kunne være interessant?" de blå øjne kiggede med en venlig glans mod den anden. 

Hvorfor. Var. Det. Her. SÅ. SVÆRT!
Jarko havde under flere samtaler fremhævet at hun var en fjendsk og ikke mindst indelukket personlighed, der helst så at ingen kom tæt på. Hun havde bidt af ham. Naturligvis. Men trods alt ikke sat ind til hans bukser endnu. Hun overvejede det nogengange når han blev en smule for faderlig. Nok havde han doneret nogle kropvæsker i tidernes morgen, men det gjorde ham ikke til hendes farmand. Bare tanken fik var absurd.
Maya trak bentøjet i gangsom Evlyn talte, uden at afbryde men blot lytte mere eller mindre neutral i udtrykket. Så neutral en ukomfortabel teenager kunne være.
"Yeah.." hun sukkede, rynkede lidt med næsen og kiggede lidt skævende til siden med et undersøgende blik. "Jeg er ikke vant til at arbejde sammen med nogen. Jeg har altid været alene. Men, det fungere ikke så godt mere. Jeg vil egentlig gerne... høre til" det sidste blev sagt mens hun løftede skulderne, som forsøgte hun at skubbe det væk.
Maya brød sig meget lidt om at vise svaghed, men det sneg sig alligevel ind i hendes stemme. "Jeg kan stjæle. Effektivt. Jeg har i hvert fald gjort det i mange år, og jeg er her endnu, så.. jeg må gøre noget rigtigt" et halvt forsøg på at lyde munter. Hun. Var. Så. Dårlig. til sociale interaktioner.

Evlyn nikkede forstående, det var en historie hun havde hørt før - det at gerne ville høre til, men ikke helt vidste hvordan. Hun havde selv stået i den situation, for mange år siden - utrolig så hurtigt tiden pludselig kunne gå. 
"Bare rolig, flere af dem som slutter sig til os - er ikke normalvis vant til at være i en gruppe - og klare sig normalt også bedst alene. Det vi også kan tilbyde er blot beskyttelse, og arbejde du kan lave for dig selv - på den måde får du det bedste af begge verdener. Med tiden, vil det måske også hjælpe dig, til at komme bedre ind i gruppen." sagde Evlyn uden hun kiggede på kvinden, hvad der kom fra hende - stemmen som der knæk bestemte steder. Var mere end nok, til at vurdere hvordan hun havde det. Det tog trods alt ti år, før at Evlyn virkelig havde lært, hvordan man læste folk - de små ting, der kunne finde frem i deres ansigter. Og nogen gange, var det bare en god idé at følge sin mavefornemmelse - og med denne kvinde, ville hun gerne tage en chance. 
"Det er altid en god ting, stadig at være her endnu - det må bestemt vise dit værd til at overleve, det er en færdighed man ikke skal kimse af." svarede hun og gav et forsigtigt smil.

"Nu er vi så her på markedspladsen, jeg vil umådelig gerne se dig aktion - så - hvis mig hvor mange punge du kan stjæle på en time?" sagde hun med et smil - "Lad os gøre det interessant, jeg giver dig tre jadestykker, hvis du gør det bedre end mig."

Fandtes der ikke en nemmere måde? Hun opdigtede at Evlyn havde ondt af hende som det stakkels væsen alle så hende som at være, og det var lige før at hun begyndte at blive sur. Med en dyb indånding og sin far—Jarkos ord om at ikke alle forsøgte at se ned på en, prøvede hun sig frem i situationen som en hundehvalp der var kastet ud i en sø for første gang. Midlerne var der, men det gik langsomt.
Maya kiggede til siden og forsøgte sig med et smil. ”Ja okay. Jeg.. jeg er faktisk lidt lettet over at det er en proces og ikke bare. Bum nu skal du lave fuldstændig om på dit liv!” hun løftede hænderne og lavede en eksplotionsbevægelse som hun talte og slap noget af sin anspændthed ved at lave en komisk grimasse imens.

Et glimt kom frem i Mayas ansigt over Evlyns ord og mærkede stoltheden bredde sig en smule i kroppen. Det var en færdighed værd at tage med. Ikke alle gadebørn blev så gamle at de gik ind i voksenlivet.
Maya var ikke sikker på hvordan Evlyn havde luret hende, og hun tænkte heller ikke over det, men ville nærmere kategorisere sig som at være faldet i med begge ben. Et udfordrende smil spillede sig frem på hendes læber, og hendes selvtillid fejlede absolut intet. ”Det er en aftale – Håber du har dem på dig” Når hun gik i gang med sit arbejde, forsvandt den usikre teenager der ikke kunne håndtere sociale situationer, og en pige der havde levet hele sit liv med at falde i et med mængden og tage hvad hun behøvede kom frem. Hun sendte et blik tilbage over skulderen, bare for at vurdere hvad retning Evlyn gik, for at holde sig ude af hendes kurs. En som kunne stjæle punge, kunne stjæle det som hun havde nappet – så det var en god ide at holde en solid afstand til sin modstander.

Hun havde ret, og mange af de folk hun havde mødt der gerne ville blive en del af gruppen. Havde haft præcist de samme forbehold. Mange kom fra slummen, eller andre steder der mindede om. Steder der var svære at få til tingene til at række til sin familie, ved at lave hæderligt arbejde. Mest af alt, fordi den form for arbejde kunne munde ud i, at man stillede sig ud på kajen hver morgen i håb om at fiskerne havde brug for folk den dag. Eller slagteren havde dyr der kom ind, og skulle have hjælp til at skinne og flå det. Kvinderne der løb i røven på de mange fine damer, mens de råbte at de godt kunne ordne deres vasketøj. 
Ja, der var altid en mangel på arbejde rundt i sådan en nabolag. Så hvad var nemmere, end at sulte ihjel? At stjæle med arme og ben, blev man fanget og derfor hængt. Var det stadig en bedre skæbne, end at sulte ihjel. Man havde gjort noget - udrettet noget.

Evlyn nikkede, et glimt spillede lystigt i hendes blå øjnene inden hun laveden salut.
"Må den bedste kvinde vinde." også smuttede hun i den modsatte retning af Maya. Ikke at hun var bange for, at hun kunne nappe de punge hun selv havde fået fingrene i. Der havde hun efterhånden fået så god føling med det, at hun tit fangede folk i færd med at stikke deres fingre lidt for langt ind i hendes kappe. 
Med ganske rolige skridt gik hun rundt på markedspladsen og kiggede på diverse vare. Prøvede så vidt muligt bare at være en helt almindelig rundt rejsende. En man ikke lagde mærke til, fordi de aldrig rigtig havde penge eller gjorde noget ud af at købe. Blot kiggede. 
Så skulle det jo vise sig, hvor mange hun kunne score i løbet af denne time.

En time fløj afsted, for den blonde kvinde som hun langsomt gik rundt på markedspladsen. 
Og da hun endelig fandt den mørkhåret kvinde igen, kunne de fremvise at Maya havde slået Evlyn kun med en pung mere. Og det var ganske tydeligt, at respekten var at finde i den ældre kvindes blå hav øjne.

"Du har bevist at du høre til hos os. Vi vil være mere end glade for at inviterer dig ind i vores rang." sagde hun, og kastede to af de punge som hun selv havde scoret i løbet af timen der var gået. "Nu ikke brug det hele på en gang - til vi ses igen Maya." sagde hun med et blink i øjet, og når Maya ville åbne den ene af pungene, ville hun se at der lå et lille kort der viste hende hvordan hun ville finde Proteaus, men det var også et kort der ville brænde og efterlade ordet som hun skulle bruge for at komme ind igennem den hemmelige dør, til deres skjulested.