En skygge faldt hen over Caitlin og fjernede den varme solen så gævt ellers forsøgte at indgive alle der fandt grund til at bevæge sig ud under åben himmel. Et blik op og håbet om en enlig sky blev knust som himlen dårligt var blå længere, men mere havde antaget en koksgrå farve. Regn og sikkert masser af det. Lige hvad hun ikke havde lyst til at være ude i. Slet ikke som dråber da begyndte at ramme hende.

Hun så sig rundt efter et overdækker og fandt en balkon lavt nok til at fungere som et sådan ikke langt længere fremme. Butiksejeren brugte den da også som et sådan for et par kasser var sat ind mod muren der. Et godt sted til et hvil og så gled regnen forhåbentlig hurtigt forbi. Travlt havde hun ikke endnu, men heller ikke timer til at sidde og se på vejen der løb forbi.

Et tag i den øverste kasse fortalte den var fyldt med noget tungt og ikke sådan lige ville flytte sig. Perfekt. Hun lod hånden blive på den og svingede sig ubesværet op. Her var hun i læ og afvejen på en og samme tid, så der var plads til flere under balkonen. Med et lille skulende blik til regnen der tog til, fandt hun et lille uglet sytøj frem, der så alt andet end godt ud efter en rejse i en taske med hvad end hun ellers havde deri. Halvt seende på hvad hun lavede og mest på hvem der passerede forbi, satte hun sig til at vente på at regnen stilnede af.

Og selvfølgelig begyndte det at regne! Usædvanligt tunge dråber faldt fra himlen, der havde antaget en jævn grå farve. Nesta sukkede tungt og holdt godt fast i sine ting, så hun ikke tabte noget. I favnen havde hun en bunke kvadratiske malerier på tykt pergament (de fleste var klassiske portrætter), hjemmelavede pensler og en stofpose, der indeholdt syltetøjsglas med forskelligfarvet maling. Hun havde planlagt at tage plads på markedspladsen og tilbyde folk portrætter. Simpelthen. Så kunne de kigge på værkerne, som de selvfølgelig ville finde smukke, og selv blive malet. Og det var jo egentlig en udmærket plan, men hun havde ikke taget højde for regnen. Åh, og nu blev billederne fuldstændig gennemblødte! Nesta hastede videre og søgte med øjnene efter læ.

Endelig fandt hun det. Hun smøg sig ind under en lavthængende balkon og kiggede nænsomt malerierne igennem. De var ikke ødelagte og måtte såmænd bare lægges til tørre derhjemme. Fint nok, tænkte Nesta og genvandt sin munterhed. Først nu bemærkede hun den krølhårede pige, der sad på en kasse og havde ryggen mod husmuren, også i tørvejr under balkonen. “Det ser ikke ud til, at det stilner af lige foreløbig, hva’?” sagde hun frejdigt og kørte hænderne igennem det filtrede hår. Hun kiggede nysgerrigt på pigen, der tydeligvis var cirka på Nestas alder. Hun havde sukkerbrun hud og mørke øjne, der skrånede opad og gav hende en katteagtig fremtoning.

Tempoet på gaden steg markant som dråberne der faldt blev større og ikke virkede til sådan lige at ville stoppe med at falde. Heldigvis blæste det ikke, så pladsen under balkonen forblev tør og tildækket. Caitlin så ned på det søle sytøj, viklede tråden fri kun for at se den glide ud af nålen. Hvem end der mente kvinde skulle sy burde overtage det hun sad med før hun brændte det af for afslutning.
Løbende skridt og små klang af noget der slog mod hinanden ved bevægelserne trak hendes blik. En ung kvinde omkring hendes alder, men en del mere belæsset med ting og det nogle som så ud til at nyde regne i endnu ringere grad. Det var da også dem der havde kvindes opmærksomhed som hun kom i læ. Billede ud fra de glimt Caitlin kunne se.

Så kiggede den anden endelig op og deres blikke mødtes. Caitlins blå med interesse og irritation drejet til morskab. "Det håber jeg! Jeg har steder jeg skal nå i dag - selvfølgelig." Normalvis ville det ikke genere hende så meget at blive forsinket et stykke tid, men lige i dag havde hun en bagkant med at nå et bestemt sted hen. Andre ting var dog vigtigere lige der.
"Du maler?" Der havde været farve på de glimt hun havde set og glimt var bare ikke særlig tilfredsstillende i det hele taget.

Den mørkhårede pige kiggede på hende med et glimt i øjet, og Nesta følte sig afvæbnet. Hun måtte også have set fjollet ud, som hun sådan kom løbende med favnen fuld af pensler og pergament! Hun grinede opgivende af sig selv og fik øjenkontakt med pigen. Først nu bemærkede Nesta, at hun havde klare, himmelblå øjne, der stod i en ejendommelig (men ganske yndig) kontrast til hendes solbrændte hud. Hun lagde hovedet på skrå og tænkte med det samme på, om hun kunne bruge den interessante kombinering i sin kunst. Pigen havde lige præcis den slags hår, Nesta altid selv havde ønsket sig.

Hun nikkede til pigens kommentar, selvom hun egentlig ikke havde travlt. “Håber jeg også. Og ja, det har man jo som regel,” sukkede Nesta og klikkede rastløst med tungen, alt imens hun ømt forsøgte at udglatte det øverste maleri i bunken.

Nesta lagde godt mærke til, at pigen kiggede nysgerrigt på hendes billeder. Hun smilede stort, da hun spurgte, og nikkede raskt. Der var intet, hun elskede mere, end at introducere sig selv som kunstner! Hun havde stadig ikke vænnet sig til det, og det føltes fantastisk hver eneste gang. “Det gør jeg,” smilede hun stort og strøg en fugtig hårlok væk fra ansigtet. “Jeg er lige flyttet til hertil, som en rigtig kliché, for at blive kunstner.” Den sidste del af sætningen fik en lettere ironisk betoning, fordi hun nødig ville fremstå som alt for arrogant. Hun vidste jo godt, at hun stadig var amatør, og at hun sommetider drømte lidt for stort.

Et lille muntert smil voksende frem på Caitlins læber, som den anden syntes at falde i staver over hende. Ikke lige den reaktion hun var vandt til at blive udsat for. Under alle omstændigheder ikke fokuseret på hendes ansigt på den måde som kvinden var! Det fik hende til at blinke dovent og vinkle ansigtet lige så langsomt. "Jeg kan sidde stille længe, men måske ikke på en kasse i regn..." Ikke at kasse stod ude i regnen, men temperaturen var faldet en smule med væden og det trak køligt ind mod hendes side.

Caitlin lænede sig lidt mere frem, som hendes spørgsmål fik den anden til at vende billederne mere åbent mod hende. Måske for hende at se, måske for selv at se om regnen havde nået dem. Så vendte hun blikket tilbage op på den anden. "Fuldt og helt eller leder du efter noget arbejde til at tjene på?" Hun rynkede brynene, rystede let på hovedet af sig selv og fortsatte hastigt. "Jeg har ikke set mange der kan overleve helt af det, altså..." Der havde altid været kunstnere på gaden. Folk der tegnede, malede, digtede og formede materialer til skønhed, men langt de fleste der overlevede på gaden var gøglere og lommetyve. Så mange jævne folk var der desværre ikke med krystaller i overskud. "Jeg er Caitlin forresten."