Under de store trækroner sad den slanke skikkelse af en elver. Ryggen lå lænet op af en af de vældige træer, og blikket gled drømmende over de hvide skyer der dovent gled over den blålige himmel. Fuglesang, blid vind og idyllisk udsigt - Rakaa var havnet et nok så fantastisk sted. 

Det var ikke for sjov at han brød sig om skovene. De var en skarp kontrast til det sandfyldte ørkenlandskab, og selvom den slanke elver elskede solen, varmen og de gyldne farver, kunne han ikke benægte den smukke frodighed, og det fantastiske liv der var overalt omkring ham. Hans slanke fingre gled legende over de tynde græsstrå og med et lille smil trak elveren vejret dybt ned i lungerne. Hånden gled op imod hætten som han i en doven bevægelse trak ned over øjnene. 
Nogle ville argumentere for at det var skødesløs sådan at lade sig falde hen i fremmede omgivelser. Men Rakaa havde vandret i disse skove før, og følte ingen frygt fra hvad naturen havde at bringe af både mulige bekendtskaber eller fjendtlige fremmede. 

Selvsikkerheden stammede fra en dyb tiltro til egne evner, og derfor var det at ørkenelveren med ro i sindet kunne lade sig flade ud i momentet og nyde øjeblikket.

Lianna kom gående gennem skoven. Det var nogle dage siden, hun havde forladt gården og sin familie for at drage ud og finde ud af, hvad der var sket med Alf, hendes ældste bror. Hun havde fulgt et spor, fra hvor jægergruppen havde udpeget som værende det sidste sted de så Alf, og dybt ind i skoven. Hun vidste ikke længere, præcis i hvilken retning hun gik, men sporet af knækkede grene og sporadiske fodspor ledte hende denne vej. Om det var Alfs, måtte tiden vise.

Hun var nu kommet dybere ind i skoven, end hun havde været det før, og hun bemærkede en lille lysning længere fremme. Hun gik videre, men fornemmede svagt tilstedeværelsen af et andet væsen, hun var ikke længere alene. Hun stoppede derfor op, og så sig omkring for at se om hun kunne få øje på noget. Et stykke derfra, i kanten af lysningen, kunne hun svagt se noget der sad lænet op ad et træ. Hvilket væsen det var, var hun dog ikke sikker på, så hun tøvede lidt med at gå tættere på. Hun havde altid hørt historier om, at skovene vrimlede med alverdens væsner, og langt fra alle var venligtsindede, især overfor en ung menneskepige som hende selv. Mange af disse væsner ville kunne se hende som en mulighed for alverdens grusomme ting, så det var bedst at være lidt påpasselig. Hun fortsatte derfor ind mod lysningen, men holdt samme afstand til væsenet som hun havde haft før.

Dem der kendte en smule til hvordan skoven fungerede samt de dyr der levede i den, vidste også at de ved overraskelser enten forstummede eller larmede endnu højere. Det var en udmærket alarmklokke hvis man var afhængig af deres sanser fremfor sine egne, men Rakaa var nu engang født elver, og rynkede derfor en anelse på næsen da vinden bragte en fremmed fært med sig ind imod lysningen. Det var hverken skov, dyr eller noget midt imellem; det var lugten af noget meget mere interessant. 

Ørkeelverens lukkede øjenlåg sitrede kort, førhen han i stilhed åbnede dem for at se hvad der lå foran ham. I det begrænsede udsyn den beskyttende hætte skabte, var det dog ikke meget andet end front perspektivet, men det måtte række for nu. Nu hvor mennesket var tættere på, kunne hendes lavmælte bevægelse igennem underskoven også høres. Hun er forsigtig..? en momenter tanke på hvor lidt hendes bevægelser larmede og en lille tak til hvor få planter og bevoksninger der måtte knække i underskoven. Det var ikke før at hun var så tæt på at elveren ikke kunne dy sig for at kigge, alle havde deres grænse. 

I en doven bevægelse og med ryggen imod træet rankede Rakaa sig en anelse, og følte hvordan hætten langsomt gled ned fra hovedet og lagde sig om halsen. Den tillod de varme solstråle at kærtegne det skarpe ansigt, hvis fokus var på den rødhårede kvinde et godt stykke væk fra ham. Nysgerrigt blev hun observeret men dog stadig tavst. 
Rakaa tiltede hovedet tænkende på sned og lagde hænderne på knæerne idet han lænede sig en anelse frem for bedre at se hende an.

Lianna fornemmede svagt, at væsenet betragtede hende, men hun var fast besluttet på ikke at give det for meget opmærksomhed, i hvert fald ikke lige nu. Dog var hun stadig meget årvågen og vagtsom, og enhver hurtig bevægelse eller lyd for tæt på, ville med det samme få hende til at reagere. 
Hun trådte helt ind i den lille lysning, og begyndte at inspicere den. Der var spor efter at den tidligere havde huset en mindre lejr, men det var længe siden. Kun de allersidste rester af brændt træ afslørede, at her engang havde været tændt bål. Hun så op på himlen for at vurdere solens placering, og konstaterede at det omtrent var midt på eftermiddagen. Der ville stadig være nogle timer til at solen ville gå ned, men hvis hun skulle nå både at få samlet brænde til et bål og gå på jagt efter noget mad, havde hun nok at se til. Væsenet sad der stadig, så hun turde ikke lægge sine skind og de andre ting fra sig endnu. Hun begyndte derfor i stedet at lede efter brænde til bålet. Ret hurtigt fik hun samlet en fin lille bunke tykke kæppe der var knækket af træerne i den seneste storm, og hun samlede derefter en lidt mindre bunke med kviste og tørre blade til at starte bålet med. Da hun havde lagt de to bunker hvor hun ville have dem, satte hun sig i græsset, og strakte benene frem foran sig. Hun satte hænderne i græsset bag sig, rettede ansigtet opad mod solen og lukkede øjnene et øjeblik. Solen havde genvundet en del af sin magt nu, foråret var godt på vej, og varmen var så småt på vej tilbage. Snart ville græsset vrimle med anemoner og andre små forårsblomster, og skovens dyr ville for alvor komme frem fra deres vinter-skjul.

Lianna strakte sig en sidste gang, inden hun åbnede øjnene, og rejste sig igen. Nu var det tid til at jage efter noget aftensmad, så hun begyndte at se sig om efter spor, der kunne lede hende til et eller andet dyr.

Et menneske... javel jah. Den slanke ørkenelver betragtede med skjult interesse mennesket der trådte ind i lysningen, og konstaterede at hun også havde lagt mærke til ham. Alt andet ville i hvert fald være en anelse blindt. Dog virkede hun ikke videre interesseret, men gik derimod direkte hen til den forladte lejr der havde været i lysningen før han ankom. 

Imens hun satte op til bål, fulgte Rakaa hende med et tavst blik og et undersøgende smil i den ene mundvig. Han havde det helt okay med blot at observere, og fandt det underholdende at hun næsten ignorerede ham. Forståeligt dog - fordi af hvilken grund skulle hun tage kontakt? Hvis hun i forvejen havde planlagt at overnatte her men kun ventede på at han gik, var tavshed et ligeså godt middel som alt andet. 

Ørkenelverens fingre bankede svagt rytmisk på hans knæ i stilheden. 

Menneskekvinden virkede til at være færdig, og satte sig ned for at nyde det gode arbejde. Dog ikke længe, førhen hun endnu engang rejse sig resolut med bue i den ene hånd og blikket imod jorden. 
Rakaa lænede sig endnu engang tilbage imod træet, og lod opmærksomheden skifte imellem hende - når hun kom til syne imellem træerne, og den lille lejrplads der nu lå foran ham. I en doven bevægelse rakte han ud efter din vandrestav, som han nu placerede på tværs af benene. Og ventede. Næppe havde han travlt med at tage fat i et menneske han ikke kendte. 

Lianna havde været i tvivl om hun skulle bruge buen eller ej, på den ene side var hun på ingen måde en særligt erfaren bueskytte, men på den anden side var det ikke gået specielt godt, da hun sidst havde forsøgt at jage ved hjælp af den lille kasteøkse, der hang i hendes bælte. Hun var ellers ganske god til at skyde til måls med den, men til jagt var den nok alligevel for stor og klodset. De små dyr var i hvert fald for hurtige. Hendes valg var derfor i sidste ende faldet på buen, så måtte det bære eller briste.
Hun bemærkede tydeligt, hvordan væsenet stadig betragtede hende, men hun havde stadig ikke i sinde at reagere på det, og langsomt begyndte det at genere hende mindre.

Lidt inde mellem træerne fandt hun et spor, som hun satte sig på hug for at undersøge. Kanin, ganske friskt. Lianna kom op at stå igen og begyndte at følge sporet, der førte ind mellem træerne, væk fra lysningen. Efter noget tid bemærkede hun lyden af en lille bæk der rislede lidt derfra, og da hun kom lidt længere frem, kunne hun se en lille kanin der sad med ryggen til hende og drak af bækken. Den havde endnu ikke bemærket hende, så hun fiskede lynhurtigt og lydløst en pil frem, lagde den an på buen, og sigtede. Da hun var tilfreds med sit sigte, slap hun pilen, der fløj gennem luften og ramte kaninen, der faldt død om på stedet. Følelsen af tilfredshed og nyfundet selvtillid strømmede igennem Lianna, der udbrød et lille ”Sådan!” inden hun gik hen og undersøgt sit bytte. Hun trak pilen ud af kaninens nakke, og vendte den om. Hun kunne se nu at det var en ganske ung kanin, med al sandsynlighed en unge fra et af efterårets kuld, der endnu ikke havde lært at være på vagt for jægere. Men skidt med det, den var stor nok til at mætte hende, så hun fandt tasken frem og lagde den ned i. I samme omgang bemærkede hun, at hendes vandskind var ved at være tomt, så hun tog det op af tasken og gik hen til bækken for at fylde det med vand.

På vej tilbage til lysningen fandt Lianna to Y-formede grene og en lang gren, som hun kunne bruge til at stege kaninen over bålet. Hun gik hen hvor hun havde lagt brændet klar, satte sin taske fra sig, lagde grenene ved siden af og begyndte at gøre bålet klar. Da hun havde sat det op som det skulle, fandt hun sit ildstål frem og fik med vante bevægelser bålet i gang. Herefter hev hun kaninen op af tasken, trak kniven fra bæltet og begyndte at flå skindet af kaninen.

Der skete altid et eller andet i folk, når de betragtede og observerede andre. Nogle begyndte at kede sig, nogle ville blande sig, men for Rakaa, var det en måde at lærer lidt om en andens væsen at kende. Selvfølgelig virkede det bedst hvis dem man observerede, ikke havde lagt mærke til dig fra starten af - når man var alene viste man andre sider af sig selv. Men selv med informationen om at en fremmed holdt øje, var der kernetræk man ikke kunne vige fra, fordi de træk foretog man sig hele tiden. Som når Rakaa ubevidst lod fingrene fundere med de lange dreads han havde. 

På den måde var det derfor næsten… rart. Bare at betragte mennesket, som hun forsatte sine gøremål. Hun tog på jagt. Rakaa fulgte hende med blikket på vej ind i skoven, og da han ikke kunne se hende mere, lyttede han efter hende. Han var en anelse spændt på om det ville lykkes hende, men lod tvivlen komme hende retmæssigt til gode; fordi ikke lang tid efter hørte han et udbrud af glæde og et sejrrigt menneske bevægede sig tilbage i lysningen. 
Den slanke elvermand lænede sig en anelse længere frem, og betragtede hendes rutinerede tilberedelse af kaninen. Hun var hurtig, og uhyggelig god til at bruge kniven på det mindre dyr, hvilket fik et anerkendende glimt til at tændes i de mørkeblå øjne. Snart bredte den velkendte lugt af bål sig i området, og Rakaa overvejede hvad han skulle nu... en del af ham ville ikke forstyrre hende. Hun virkede ikke videre interesseret i at tale med ham, og selv han fandt mennesker relativt kedelige at være omkring. Deres korte livserfaring tiltalte ham ikke. Men… den gyldne elver smilede skævt.
Men det var nu også længe siden han sidst havde prøvet nye ting.

I et kort grønt lysglimt forsvandt Rakaa fra træet hvor han havde siddet, kun for at dukke op igen i et lysglimt et par meter fra mennesket, nu siddende på hug. Vandrestaven holdt han lidt væk fra kroppen, og et venligt smil hvilede i mundvigen på elveren, der havde trukket hætten væk fra ansigtet. ”Du er ikke helt dårlig til det der” kom det glat fra ham, et morende glimt i de mørkeblå øjne. Dog stadig på tåspidserne sad han, da det ikke ligefrem var den mest passive indgangsvinkel han havde taget, og han ikke skulle nyde noget af en kasteøkse i brystet.

Det gav et sæt i Lianna, da noget pludselig dukkede op få meter fra hende. Kniven, som hun havde brugt til at flå skindet af kaninen, røg ud af hendes hånd og ned i græsset foran hende. Hun formåede dog at beholde grebet om kaninen, der var flået halvvejs. Hoved og forkrop var fri af skindet, der nu hang og dinglede fra dyrets mave og ryg. Hun så op, og fik øje på væsnet der sad foran hende.
Det må være ham der sad ved træet, men hvordan kom han herhen så hurtigt?
Tænkte hun for sig selv, og betragtede ham kortvarrigt. Han så ikke umiddelbart ud til at have ondskabsfulde hensigter, så hun fremtvang et lille smil og svarede
”Mange tak”

Hun vidste ikke, hvad hun mere skulle sige, så hun samlede i stedet kniven op fra græsset igen, og fortsatte med at flå kaninen. Da skindet og kroppen var skilt helt ad, lagde hun skindet fra sig i græsset med den pelsede side nedad, og gav sig til at skære hovedet af kaninen, inden hun rensede den for indvolde. Da alt forarbejdet var overstået, tog hun den lange pind og førte igennem kanins krop. Med pinden i den ene hånd, fik hun rejst sig op, og lagde nu pinden med kaninen, ovenpå de to y-formede grene, der stod på hver sin side af bålet.

Stadig siddende på hug forblev han, imens han med et interesseret blik fulgte med i hvad hun lavede. Han havde overrasket hende, så meget havde han set komme. Men hurtigt fattede hun sig og forsatte sin klargøring og tilberedning af det jagtbytte hun havde skudt. 
Hendes stemme var lys, og lyttende tippede den gyldenbrune elver hovedet mere på skrå i en abrupt bevægelse. Mange tak, eh? Kommunikation var altså muligt, hvilket altid fik ham i lidt bedre humør. Ørkenelveren tog fat med begge hænder om vandrestaven, og lænede sig nonchalant op af den. "Det var så lidt" kom det melodisk fra ham i stilheden der fulgte. 

Elveren lod stilheden summe imellem dem, inden at han med et lille smil rankede sig en anelse for bedre at følge med i hvad hun lavede. "har du hørt rygtet?" kom det lidt efter fra ham, øjne glimtende af en usagt hemmelighed og Rakaa med et sigende smil om læberne, idet han prøvende lod ordende falde til. 

Rygter var altid sjove at fortælle videre... især til mennesker - nogle af dem var meget mere godtroende end andre. Og han kunne ikke lade værd med at tænke; gad vide hvilken slags hun var?

Da kaninen var hængt til rette over bålet, satte Lianna sig til rette i græsset igen, og så ordentligt på væsenet foran hende. Hun fik øje på de spidse ører, og bemærkede at huden var gyldenbrun. Elver, nærmere bestemt ørkenelver hvis hun havde ret. Hun havde ganske vidst aldrig mødt en før, men hendes forældre havde fortalt hende om de forskellige væsener der fandtes og hvordan de så ud, så hun var ret sikker på, at han var ørkenelver. Gad vide, hvad han lavede så langt fra ørkenen?

Hun smilede kort da han svarede hende, og vendte så sin opmærksomhed på skindet, som hun få minutter forinden havde flået af kaninen. Der sad lidt blod på indersiden, men ellers var det af ganske fin kvalitet. Hun kunne enten bringe det med hjem til gården, sy noget af det selv eller sælge det når hun nåede en by igen. Det måtte tiden vise, hvad der ville blive nødvendigt. Hun tog sin vandsæk frem og et lille klæde, som hun gjorde vådt og brugte til at tørre blodet af indersiden på skindet, inden hun lagde det i tasken. Klædet lagde hun til tørre i græsset, der var stadig sollys nok til at det ville nå at være så godt som tørt inden det blev mørkt.
Elveren talte til hende igen, og hun så på ham. Et rygte…? Nej, den slags gjorde hun sig som regel ikke så meget i, men hvis det var hans indgangsvinkel til samtale, så lyttede hun gerne. Hun rystede på hovedet, og smilede til ham.
”Nej, det tror jeg ikke, hvad siger rygtet?”

Hun forsatte uforstyrret med missionen om at tilberede kaninen, og alt imens krævede Rakaa ikke hendes opmærksomhed yderligere. Han lod hende gøre sin ting, og fulgte med af og til i hendes projekt - men kanintilberedning var nu ikke hvad han synes var mest underholdende. 
Afslappet kunne man vel egentlig godt sige at han var, sådan som han bare sad og... ventede. Der var noget lidt idyllisk ved den solbrune elver i så... fremmed et miljø, så når han ikke betragtede hende, betragtede han området de sad i. Dog klikkede hans opmærksomhed tilbage til hende ved hendes ord, hvor at hun med en hovedrysten tilkendegjorde at hun ikke kendte det. Rakaa lænede sig en anelse længere frem, blikket med et glimt af seriøsitet i sig. 

"Her i Amazonitskovene bor en gudinde - eller hvad der er en datter af en..." hans stemme fortalte rygtet som han selv havde hørt det første gang han vandrede i disse skove. Det var efterhånden lang tid siden. Elveren rettede sig en anelse op igen. "Man kan finde hende dansende i fuldmånens skær, hvis man leder. Med hår og øjne fuld af stjerner og hud så hvid som månen selv" Rakaa kunne ikke fortælle om det var en løgn, eller bundede ud i sandheder. Hvis det var sådan, var det sandheder man havde glemt for længst. Med et lille bump gled elveren fra den siddende stilling på hug, til at side ned på jorden med det ene knæ bukket op, så albuen kunne hvile der. "Hun går af mange navne. Datteren af himmelvæveren, Stjernevandreren, eller nogle påstår endda hun kalder sig selv for Purnima". afsluttede han, og tog afværgende hænderne ud til siden i en skuldertrækning. "Du ville ikke være den første jeg har spottet, der leder efter Purnima" sagde han en anelse forklarende. 

Ikke fordi han forventede at hun ledte efter gudinden, men det var en nemmere måde at spørge; hvad laver du her. Det var en anelse mere undvigende. 

Lianna lyttede interesseret mens han fortalte om rygtet. En gudindes datter? Det lød interessant, men det var ikke derfor, hun var gået ind i skoven. Hendes mission var af en anden karakter, hun var ude for at finde sin bror eller spor efter, hvad der måtte være sket med ham. Han var forsvundet for noget tid siden på en jagt med sin faste gruppe, og ingen vidste hvordan eller hvad der var sket.
”Det lyder vældigt interessant, men det er nu ikke årsagen til, at jeg er i skoven her. Jeg leder ganske vidst efter nogen, men ikke denne Purnima. Hende har jeg ikke hørt om før, men det kunne da være jeg skulle lede når det bliver fuldmåne.” Lianna smilede svagt, lidt eventyr ved nattetide kunne vel ikke skade, godt nok havde hun en mission at holde sig til, men det kunne jo også være at denne gudinde-datter havde set eller hørt noget, der kunne lede hende til Alf, så det kunne ikke skade at lede efter hende.

Kaninen over bålet begyndte at blive brun på undersiden, og duften af stegt kød begyndte at brede sig i lysningen. Lianna strakte sig frem og drejede lidt på pinden kaninen hang på, så den roterede lidt, inden hun fandt sin vandsæk og tog en tår.
”Men du er måske selv på udkig efter hende, gudindedatteren?”
Hun var nysgerrig, hvis han ikke var herude af den grund, ville hun gerne vide hvad der ellers havde bragt ham til skoven.

Der var en afslappet ro omkring elveren, der dybest set stammede fra hans egen tiltro til altid at kunne slippe ud af en dårlig situation. Når man kendte sine egne begrænsninger, kendte man sine styrker endnu bedre. Og selv hvis han havde haft grund til at føle sig usikker omkring hendes hensigter, følte han sig ikke usikker i forhold til sin egen sikkerhed. Dog var der ikke nogen tegn på at mennesket var i skoven efter ballade - i hvert fald ikke idag. Lyttende lænede elveren sig en anelse frem, og følte et skævt lille smil brede sig. Så hun var her dog af en grund, eller mere specifikt, en person. Afslappet løftede Rakaa hovedet imod de milde solstråler der varmede lysningen de sad i. "Hun burde være noget af et syn, hvis dem der har set hende, ikke spinder løgne" smilede han.

Snart bredte duften af kød sig omkring dem, men Rakaa var ikke sulten. Dog kunne han ikke lade værd med at følge med i hendes tilberedning af kaninen idet den langsomt brunedes og blev godt gennemstegt over bålet. Rakaa "Hvis jeg siger jah, ville du så se mig som et fjols?" gled det over de mørke læber, der krusedes i et skjult lille smil.
Oprigtig set ledte han dog ikke efter nogen Purnima, men det behøvede hun ikke at vide. Det virkede i hvert fald ikke vigtigt nok til at uddybe det mere lige nu, og det var ikke en direkte løgn. Han skulle i hvert fald nok tage et kig, når natten endelig faldt på igen. 

Lukket grundet inaktivitet. Ping mig hvis du vil tråde igen.