Taget i betragtning hvor Spencer var kommet fra, var Rubinien et voldsomt vejrskift. Trods den lange rejse, var Spencer vant til kulden i Nordlandet, hvor det var nødvendigt med lidt varmt tøj, men jo tættere han kom på Rubinien, fortrød han meget hurtigt sine klæder. Han havde forventet varme, men helt bestemt ikke så meget varme.
Det var ikke mere end et par dage siden, at Spencer var kommet ordentligt på plads i Balzera. Han havde brugt lidt tid på at indrette sig på værelset i palæet og sørget for at trække gardinerne for, så solen ikke bagte ham i løbet af de varme dagtimer. Trods solen gav det bedste lyd, ville han hellere nøjes med lyset fra olielamperne og et par stearinlys. Sådan havde han brugt sin anden dag, med næsen i bøgerne.

Tredje dag var ankommet og Spencer havde behov for at komme ud i den friske luft. Han blev dog hurtigt lidt skuffet, for luften var langt tykkere end frisk. Han var forberedt på at bruge en lille måned på at vænne sig til det store luftskift.
Spencer var trukket i sit fine tøj, der bar tydelig præg af hans hjemland og rang. Han havde slæbt en taske med, fyldt med sine bøger, og så var han trasket ned på den nærmeste kro i byen. Han havde placeret sig ved et bord midt i det hele og spredt sine mange bøger ud over. Her havde han siddet i en lille time og kruset med vand, var næsten tomt.
Stadig med næsen halvt begravet i en åben bog foran sig, tog han kruset i hånden og rejste sig. Som han tog det første skridt hen mod baren, gik han direkte ind i en ung, lyshåret kvinde. Han var lige ved at tabe koppen, men nåede fumlende at få fat i den igen.
"Åh! Det må De virkelig undskylde, jeg var vist ikke så opmærksom. Er De okay?" Spurgte han straks, med et undskyldende smil bredt over de smalle læber.

Alle morgenrutiner med pasning og pyntning af den blege sarte hud var blevet fulgt nøje som altid. Hendes hud var derfor utrolig blød og let skinnende. Kinder, næse, læber, hænder, vipper og bryn var alle blevet pyntet med okker, for at give hende noget kulør og kontrast. Det var som altid varmt i Rubinien, så Malika var pænt blevet klædt på med en kjole lavet af silke i mørkeblå farver og få smykker af guld og rubin. Om armene bar hun to sjal af forskellig tykkelse, så hun selv kunne bedømme, hvor meget beskyttelse hendes hud skulle have når hun gik udenfor. Sjalet lå under hendes store, lettere krøllet, næsten hvide hår.
Alle i byen vidste hvem hun var, grundet de mange rygter om hun virkelig var et ægte barn af fyrsten, grundet hendes umage udseende.
Med sin slave ved siden fulgtes de til en kro, hvor slaven ville smutte ud efter nogle ting til Malika, mens Malika nød noget alene tid. Som hun kom ind på kroen tog hun et hurtigt kig omkring hvem der var til stede. Man vidste jo aldrig hvornår man var i fare, når man var datter af fyrsten. Da der var klar bane, valgte hun at gå op til baren, hvor hun bestilte noget vand og en grøntsagstærte. Hun gik tilbage midt igennem kroens lokale og mod et vindue hun havde set sig for at sidde ved - men på vejen var der en ung mand der trådte ud foran hende og de stødte sammen. Malika tog straks et skridt tilbage for at kunne se hvem der stødte ind i hende. Hun blev mødt af et venligt blegt ansigt. Han er ikke herfra, tænkte hun og strøg sin kjole en enkelt gang, for at sikre den ikke var blevet beskidt. ”Undskyldningen modtaget. Jeg klarer mig,” svarede hun med et blidt smil. Det var heldigt hun ikke selv havde båret på både mad og drikkelse, ellers ville de begge være noget så grissede, ”’De virker ikke til at være herfra?” spurgte hun og ledte efter et svar på, hvor han kom fra. Malika sikrede sig med en rolig bevægelse af hendes arme og skuldre var dækket.

Spencer lod hurtigt blikket glide ned over den fremmede kvinde, bare så han lige kunne sikre sig, at han nu ikke havde fået spildt vand på hende, men det så ikke sådan ud. Han kiggede også kort ned i kruset, der stadig havde vand i bunden. Fint, ingen skade sket. Med hendes forsikring om, at hun klarede sig, åndede Spencer lidt lettet op og nikkede svagt. Alligevel valgte han lige at stille kruset fra sig på bordet han havde rodet til med bøger, bare for en sikkerheds skyld.

Der lød en let latter fra Spencer, som han rystede svagt på hovedet.
"Nej, jeg kommer helt oppe fra Norden," svarede han og bukkede så hovedet let, i stedet for at bukke direkte.
"Mit navn er Spencer de Pompadour," præsenterede han sig og rakte hånden frem, så han kunne hilse ordentligt på damen, ikke bare med et alment håndtryk, men med et let kys mod hendes håndryg. Den eneste måde, han havde lært at hilse på de finere kvinder. At dømme ud fra hendes klæder, var hun nemlig ikke helt uvigtig. Hans efternavn afslørede også, at han kom fra en af de adelige familier i Nordlandet, hvis man da havde hørt lidt til dem.

Malika smilte bredt og imødekommende. Hun lagde sin tynde og meget blege hånd i hans og nejede blidt, ”Malika Rana Rim af Kazimi,” præsenterede hun sig som han blidt gav hendes håndryg et kys. Hun plejede ofte at holde afstand for disse nordlige hilsner. Det gav hende gåsehud langs ryggen. ”De Pompadour…” sagde hun lavt for sig selv, mens hun tænkte. Hendes far havde i den grad snakket om den familie. Men hvordan hans forhold var med familien kunne hun ikke lige sætte fingeren på. Som 15 årig bekymrede hun sig ikke så meget om hvad hendes far syntes om andre familier generelt.

”Hvad bruger De så deres tid på hernede?” spurgte hun ham, mens hun studerede hans ansigtstræk. Lysebrunt hår, bakkenbater, grønne øjne og røde kinder. Det hang alt sammen godt sammen med hvor han kom fra – og hans påklædning sladrede også. Malika afslørede også tydeligt hvor hun kom fra med sin påklædning… Eller måske var hun bare klædt på til vejret i forhold til visse andre?

Det så ud til, at Spencer havde ret i sin antagelse. Den unge kvinde var helt bestemt ikke helt uvigtig, som han da også lidt imponeret løftede øjenbrynene, da hun præsenterede sig. Det milde kys blev plantet mod hendes håndryg og så trak han hånden til sig. Trods hendes utrolig lyse hud og hår, var han da ikke i tvivl om hvilken familie hun tilhørte, med det navn.
"Jeg er flyttet herned for en tid, for at studere," svarede han, som han holdt hånden frem og gestikulerede mod de mange bøger, der var spredt ud over hele bordet.
"Måske De kunne have lyst til at beære mig med Deres selskab, Deres Højhed?" Spencer fandt et lille charmerende smil frem, som han dog også rødmede en anelse over sine egne ord. Han havde altid været lidt akavet, når han forsøgte at finde sine lidt manglende sociale færdigheder frem. Han var bedre til bøger. Men hun virkede da rimelig let at snakke med og det ville virkelig ikke skade, at skaffe sig en bekendt i Balzera.
"Jeg skal nok flytte bøgerne og gøre plads til Dem," tilføjede han kort efter, da han godt kunne se, at hun umuligt ville kunne sidde der, når han havde spredt sig så godt.

Efter det blide kys på hånden tog Malika roligt den til sig igen. Han viste sine bøger der lå på bordet. Der var en del, og det virkede uoverskueligt at skulle læse så mange bøger i Malikas hoved. Hun blev spurgt om hun ville holde ham med selskab, og hun nikkede blidt, ”Det ville være mig en glæde,” svarede Malika. Hun skævede en gang hen til disken for at se hvor langt hendes vand og mad var, og hun kunne se at der var nogen der var på vej ud for at hente noget i køkkenet. Det varede nok ikke længe endnu.
Malika satte sig ned på en stol, overfor den han selv havde rejst sig fra tidligere. ”Jeg kan hjælpe til,” sagde hun med et smil. Forsigtig tog hun rundt om en bog, og sørgede for at lukke den sammen forsigtigt. ”Hvad er det De studerer?” spurgte hun og kiggede op på Spencer. Hun ville ikke læse titlen på bogen, for det var ikke altid den forklarede hvad det handlede om. Han virkede som en rar man, en som var til at snakke med… I modsætningen til de fleste mænd der boede på paladset… Hun stablede en bog oven på den anden, i tids nok til at en lille ørkenelver kom med hendes bestilling og satte det, der hvor Malika havde skaffet plads.

Spencer vidste ikke helt hvorfor, men han havde egentlig lidt forventet en afvisning fra den unge kvinde. Ikke direkte grundet ham selv, men fordi han jo udmærket godt var klar over hvad hans familie mente om hendes og omvendt. Han havde bare aldrig selv kunne se sig voldsomt negative på nogle, før han selv havde lært dem at kende. Derfor så han også en anelse overrasket ud, som hun gik med til at holde ham med selskab. Malika virkede da utrolig venlig.

Som Malika fik sat sig til rette, gav Spencer sig til at lukke bøgerne sammen og stable dem.
”Tak,” sagde han hurtigt, da hun tilbød sin hjælp. Han kunne ikke lade være med at smile over, hvor forsigtig hun var med de bøger, hun foldede sammen.
”Jeg studerer landets historie. Det er en fascinerende verden vi lever i, synes De ikke?” Spencer lød måske lidt for begejstret, men kun fordi han rent faktisk fandt emnet noget så interessant. Han fik lige klappet den sidste bog sammen, da ørkenelveren kom over med hendes bestilling. Inden elveren gik igen, rakte Spencer lige sit krus til denne og bad pænt om lidt vand. Han kom jo aldrig videre med selv at hente det lige før. Så satte han sig tilbage på sin stol og flyttede de fem stablede bøger ned på en stol ved siden af sig.

Malika smilte bredt til Spencer da han takkede, ”Det skal du ikke tænke på,” tilføjede hun og lagde endnu en bog i bunken, med forsigtige hænder. Hun ville jo helst ikke risikere at en af bøgerne var mere værd en andre, og pludselig gik i stykker eller fik en fold i siderne.

Malika lyttede til hans beskrivelse af hans studier. ”Meget fascinerende, jo,” komplimenterede hun faget. Hun var ikke særlig klog på landets historie selv, men det var da interessant nok, hvis det blev fortalt på en spændende eller humoristisk måde. Hun ville aldrig selv kunne sætte sig i gang med at læse en bog om historien bag Krystallandet.

Malika takkede ørkenelveren som var kommet ned med hendes mad og betragtede den måde Spencer håndterede at få en genopfyldning af sit næsten tomme glas. Malika ville vente med at gå til sin mad, til elveren ville komme tilbage med vand til Spencer. ”Hvor længe har de så brugt hernede?” spurgte hun, som hun krydsede benene under bordet og flettede sine fingre foran sit ene knæ.

Spencer smilede næsten helt tilfredst over Malikas svar. Han kunne selvfølgelig ikke være sikker på, at det var hendes egentlige mening, men det var da altid rart at høre et kompliment til sin interesse. På sin korte tid her, havde han allerede formået at fordybe sig så godt i sine mange bøger, at han havde følt sig noget så indelukket. Den intense varme i landet gjorde det bestemt heller ikke lettere. Han var kommet til kroen for lidt frisk luft, men luften var mere lummer end frisk. Kroen var dog stadig bedre end det tomme værelse. Han manglede lidt liv omkring sig.

Selvom Spencer lænede sig tilbage i stolen, for at sidde godt til rette, var det stadig med ret ryg og en vis finesse over sig. Hans forfængelighed viste sig lige, da han rettede en lille fold ud i jakken.
”Ikke mere end et par dage. Jeg var blevet advaret om varmen hernede, men den kom da alligevel bag på mig,” smågrinede han, idet han lige sendte elveren et lille smil og et nik som tak, da denne placerede kruset med vand foran ham.
”Hvad bruger De tid på, når De altså ikke er på kroen?” Spurgte han smilende og tog fat i kruset, for at tage en lille tår af vandet. Det ville da være interessant at vide hvad adelen tog sig til hernede, når de ikke havde fri.

Malika lagde mærke til hvordan Spencer rettede på sin jakke, og hun løftede brynene lidt. Selvfølgelig var Malika da klædt pænt på, men det var ikke ligefrem fordi hun rettede på kjolen. Eller jo det havde hun jo så gjort lidt, da han stødte ind i hende. Men han gjorde det jo udelukkende for at han skulle se ekstrem pæn ud. Hun bed tænderne lidt sammen. Det var bare ikke en opførsel hun var vant til. Selvfølgelig gjorde Kazimi noget ud af sig selv, de gik alle sammen rundt med guld på, og til møder gik de alle ’all-in’. Når hun selv skulle være pyntet helt i top, havde hun flere ringe på hver finger, armbånd, stor halskæde, øreringe og en form for hårpynt – alt i guld, og hvis det ikke var guld, skulle det være fordi det var en ædelsten, ellers tog hendes far da bare fat i det et øjeblik og gjorde det guld.

Malika grinede lavt, ”Jeg kan forstille mig at når jeg kommer til Norden får jeg også et chok,” smilede hun og rettede et øjeblik sit blik på elveren som leverede hans vand. Et spørgsmål blev rettet mod hende, ”Jamen jeg rejser ud for min far en gang i mellem,” svarede hun glad, ”Jeg sidder ofte og lære fra min far, og så træner jeg en del... Det er familien ikke helt vilde med dog...” Hun vidste at hendes yngre brødre syntes det var sjovt at træne med hende, men hun var overbevist om at hendes far helst så hun øvede sig i at tie stille og se godt ud, ”Ellers ser jeg godt ud,” grinte hun lidt og rettede ryggen en anelse.  Malika havde endnu ikke været på de lange rejser, som hendes ældre søskende, men det var bare et spørgsmål om tid før hun skulle afsted.

Spencer bed mærke i de løftede bryn hos Malika, som hun lagde mærke til hvordan han rettede på folden i jakken. Han sagde intet til det, men smilede bare svagt. Han var udmærket godt klar over sin egen forfængelighed, den var ofte skyld i, at han kom for sent til de fleste arrangementer, fordi han lige skulle rette tøjet et par ekstra gange og stryge en hånd igennem det lyse hår, så ingen totter farede vild.
Spencer nikkede, som han kun kunne give hende ret. Norden var helt bestemt meget anderledes. Han var vant til at have de let røde kinder grundet kulden, men hernede var det takket være den intense varme, som man ikke kunne slippe fra nogle steder.

Mens Malika forklarede, så Spencer til, som han lyttede smilende til hendes ord. Han trak let på skuldrene, for han kunne godt forestille sig, at familien ikke måtte være helt tilfredse med en kvindes træning. Trods Spencer selvfølgelig selv var blevet opdraget lidt på samme måde, så han slet ikke så tungt på den slags, som de fleste andre. Han ældre søster havde jo ikke ligefrem fulgt normen hos kvinder. Smilet på Spencers læber bredte sig lidt ved Malikas sidste ord.
”Det gør De også godt. Ehm…” Han rømmede sig. Den sætning lød en god del mere lummer, end han egentlig havde ment den. Så han skyndte sig at omformulere;
”Jeg mener, De er jo ikke ubehagelig at kigge på.” Den røde farve tog til i de ellers så lyse kinder. Han prøvede igen;
”Eller.. De ser sød ud.” Bare stop med at tale, Spencer. Det hele var ment som en kompliment, men nu begyndte Spencers akavede sociale færdigheder at skinne godt frem. Han tog fat i kruset og så en stor tår vand, som forsøgte han at drukne sine ord.

Da han satte kruset fra sig på bordet, skyndte han sig at skifte emne.
”De rejser, siger De? Hvorhen?” Hans stemme var lettere rystende af nervøsitet. Forhåbentligt havde den unge fyrstedatter ikke lagt så meget i hans akavede måde at give en kompliment på.

Spencers sølle forsøg på en kompliment fik Malikas øjne til at åbne lidt mere, i forvirring. Hvad skulle det betyde? Så han hende bare som en der klarede sig bedst til pynt? Hun kiggede ned på sit glas og tog en lille slurk. Han prøvede at rette sine ord, men det gik komplet den modsatte retning. Hun var i hvert fald ikke ubehagelig at se på. Altså man kunne godt nænne at se på hende? Teenager-tankerne fløj i hovedet på hende. Hvad er det du siger til mig? Han begyndte at se forlegen ud og omformulerede endnu en gang. Hun gav ham et skævt smil tilbage nu. Han fik da nogenlunde rettet op på hvad han prøvede at sige. ”Tak,” hun kunne godt mærke at han var nervøs, eller bare nybegynder til komplimenter. Malika begyndte at overveje om han kritiserede mere end komplimenterede. Det kunne godt tyde på det, eftersom han var så perfektionistisk omkring sit udseende.

Malika kunne mærke han ikke ville snakke mere om hendes udseende, siden han skiftede emne. ”De længste rejser jeg har været på indtil videre, har været til Dianthos,” svarede hun ham klart, og med et blidt smil.  Malika tog fat i sit bestik, og skar lidt i tærten. Hun kiggede op på ham, efter hun havde fanget en bid på gafflen. ”De må endelig sige til hvis de har brug for en skrædder her i Balzera,” tilbød hun inden hun tog en bid af den varme tærte. Malika holdt sig for munden, da tærten var ret smagløs, og hun ikke ville vise grimasser til Spencer. Selvom det ikke ligefrem var det bedste mad hun havde fået, valgte hun alligevel at sluge det. Så måtte tærten bare stå og blive kold – det kunne selvfølgelig også være hun skulle forære den til nogle andre. Hendes grå øjne kiggede sig hurtigt omkring, for at se om der var nogen der ikke havde noget og spise, som så ud til at have brug for noget mad. Hun kiggede tilbage på Spencer. Man kunne se hendes kender løftede sig i et stort smil til ham.

Spencer så næsten helt lettet ud. Han var jo udmærket godt klar over, at når han begyndte på sit ævl, der egentlig var ment som komplimenter, var det ikke utænkeligt, at modtageren blev fornærmet. Det var sket op til flere gange, men han havde endnu ikke lært, ikke at lade nervøsiteten tage over. Kunne man virkelig bebrejde den unge mand? Han havde måske hvad de fleste ville kalde et let liv, men det var alligevel ikke let at være i hans alder. Han havde tit tænkt på, om hans far måske havde haft det lige sådan, da han var 19 år gammel og ikke vidste bedre.
I det mindste havde Malika været venlig og alligevel sagt tak. Det var jo helt bestemt ment som en kompliment.

Hun tog heldigvis også straks imod hans meget hurtige emneskift. Det måtte han vel kunne finde ud af, forhåbentligt uden at få det til at lyde som om, at han fornærmede hende. Som han tog en ekstra lille tår af vandet, nikkede han pænt til hendes svar. Han havde som sådan ikke været i Dianthos, kun lige været på gennemrejse, på vej fra Nordlandet. Han satte kruset tilbage på bordet og rettede endnu en fold i jakken ud, da hun nærmest tilbød sin hjælp i at pege ham mod en skrædder. Hun havde vist bidt mærke i hans tydelige forfængelighed, når det gjaldt hans tøj.
"Det bliver måske nødvendigt med en helt ny garderobe i varmen. Jeg gætter på, at De kender til en af de bedste i byen?" Spurgte han, idet han lige kort lavede et lille nik mod hendes klæder. Hun var jo så fint klædt på og bestemt langt mere praktisk klædt på end han selv. Hans tøj bar stadig tydeligt præg af hans hjemland og af udseende gjorde det intet, men stoffet det var syet i, gjorde kun varmen værre.

Malika smilede, da hun blev smigret, som Spencer succesfuldt fik komplimenteret hendes tøj. Hun rettede sig lidt op, mens hun skubbede sin kedelige tærte lidt til siden, ”Det gør jeg faktisk,” svarede hun smilende tilbage. Det strålede bare ud fra hende at hun elskede sin skrædder. Hun hev lidt i toppen af sin kjole, ”Jeg kan sagtens arrangere et møde med ham, hvis det er af interesse?” spurgte hun og tog efterfølgende en tår af sit glas. Hun væmmes stadig ved smagen af den kedelige tærte.

Hun så ned på hans bøger, et øjeblik, hvorefter hun kiggede op på ham igen, "Hvor længe regner De med at blive her i Balzera?" spurgte hun, mens hun fjernede en tot om bag hendes øre. Hvis han skulle være her længe kunne det sagtens tænkes at de kunne mødes igen. Hun overvejede hvor lange tid hun havde tilbage, før hendes slave ville komme tilbage med indkøbene. 

//Det blev ret kort, so sorry </3 //

Malika virkede noget så tilfreds med sin skrædder, den måde det strålede ud af hende på. Spencer smilede tilbage, trods hans manglende forståelse for situationen, for han havde endnu ikke fundet en skrædder, han fandt helt perfekt. Det var måske kun fordi han var så forfærdeligt forfængelig.
”Det må De meget gerne. Engang i næste uge? Og måske De vil skrive skrædderens navn og gadenavn ned for mig?” Så var der da chance for, at han ville kunne finde det. Ellers måtte han spørge den dame, der var blevet bedt om at holde styr på alle hans aftaler. Han brød sig ikke rigtig om ikke at holde styr på den slags selv, hukommelsen fejlede jo absolut intet, men det var lettere med en planlægger, der kunne pege ham i de rigtige retninger, i det fremmede land.

Spencer tog en lidt dybere indånding, som han overvejede sit svar. Så trak han let på skuldrene.
”Det ved jeg ikke helt. Det er meningen, at jeg skal aftjene noget af min uddannelse her, så jeg bliver nok et stykke tid. Hvis De ikke har for travlt og kan pege mig i retning af et lidt finere sted end her, byder jeg gerne på middag en dag?” Tilbød han, som han kort skævede mod tærten, der var blevet skubbet til siden. Han havde endnu ikke spist her, kun drukket deres vand, men tærten så ikke helt tilfredsstillende ud.

//Intet problem! Korte svar er dejligt overskuelige <3

Malikas øjne fyldtes af glæde og læber formede sig et bred smil, som han efterspurgte at få arrangeret en tid hos hendes skrædder. ”De besøger ham bare når De får tid,” svarede hun. ”Jeg kan sagtens skrive det ned til Dem, jeg skal bare lige finde noget at skrive på og med,” pointerede hun. Hun regnede ikke med hun måtte skrive hans bøger. Hun skævede så rundt på kroen for at finde noget at skrive ned med og på, men kunne ikke rigtig se noget, ”Har De tilfældigvis noget at skrive med og på?” spurgte hun

Malika lænede sig lidt frem mens hun lyttede. ”Der er nogle finere kroer jo tættere på paladset De kommer. Paladset er længere syd på,” svarede hun. ”En middag lyder godt,” tilføjede hun med et lille charmerende smil. Hun så frem til at skulle bruge mere tid med Spencer, selvom de ikke havde snakket så længe igen. Hun tog en tår af sit glas. Der var snart ikke mere i det, og Malika skulle snart hjem med sin slave. De havde været ude et stykke tid begge to, og trængte nok begge to til at komme hjem. Hendes slave havde jo som sådan aldrig fri, men eftersom de havde et tæt og afslappet forhold, kunne hun tillade sig at slappe af,  uden at have fri.

Spencer nikkede til hendes svar, som han alligevel så lidt tænkende ud. Han kunne besøge ham, når han havde tid, men han kunne ikke lade være med at tænke på, om skrædderens fleksibilitet skyldtes mangel på mere at lave. Hvilket ville sige ikke nok kunder. Måske han bare overtænkte det for meget, selvom han flere gange havde oplevet, at fleksible tider betød, at man simpelthen ikke var eftertragtet nok. Han skubbede tanken fra sig for nu, for lige meget hvad, havde han da i sinde at give denne skrædder en ordentlig chance.
”Åh, jo, selvfølgelig,” sagde han straks, som han lænede sig mod stablen af bøger på stolen. Han åbnede den øverste på en bestemt side og trak et lille stykke pergament frem, som han havde brugt til et par noter. Han lænede sig til den modsatte side for at stikke hånden i tasken på gulvet, som han hev en finere fjerpen op af. Både pergament og fjerpen blev lagt på bordet og så skubbede han det hen mod hende med et smil.

Spencer løftede interesseret øjenbrynene, som han lyttede til hendes ord og derefter en accept på hans invitation. Man kunne lige ane den røde farve i kinderne, der tog lidt mere til. Han var ikke vant til hverken at invitere fremmede adelsfrøkener på middag, eller at få et ja på sådan en invitation.
”Måske De vil tillade mig at hente Dem på paladset i starten af næste uge?” Det ville være lettere at finde til paladset, end at bede hende om at møde ham på en kro, han ikke vidste præcis hvor lå endnu. Desuden var han da også lidt nysgerrig på at se paladset selv, det var vel ingen overraskelse.

Malika vidste at hendes skrædder enten sad og syede, eller tog mål på en anden kunde når hun ankom. Eftersom skrædderen ikke var den billigste, var kunderne endnu mere begrænset. Men man kunne være helt sikker på at ens bestilling ville blive ligesom man ville have den. Op til baller havde han trods alt meget travlt, eftersom de fleste familier er nød til at spare op til diverse store kjoler. Malika fik helt lyst til at besøge sin skrædder. Det var altid hyggeligt at besøge ham.

Malika betragtede roligt hans bevægelser, som de fandt det efterspurgte frem. Hun tog forsigtigt fjerpennen op i hånden og skrev adressen ned på skrædderen, samt hans navn. For en sikkerhedsskyld signerede hun den, så han blot kunne vise pergamentet som bevis på at Malika havde rådgivet Spencer om at mødes med hendes skrædder. ”Her,” sagde hun, som hun havde lagt fjerpennen fra sig of forsigtigt skubbede pergamentet tilbage imod ham.

Malika rettede sig op, som hun opdagede farven i kinderne tog til. ”Det vil jeg se frem til,” smilet på hendes læber bredte sig lidt. Det virkede efterhånden som om, at han havde blot en smule ide til hvad man skulle sige, trods at det ikke virkede til noget han var vant til. Han ville næsten med sikkerhed blive vist ind til paladsets storsal, det kunne hun allerede nu forestille sig.

Spencer lænede sig frem og rakte ud efter det lille stykke pergament, som det blev skubbet tilbage mod ham. Han tog det op mellem et par fingre og læste. Han smilede svagt, som han så hendes underskrift i bunden og nikkede let. At aflevere hendes navn til denne skrædder ville muligvis forbedre den gode behandling, han forhåbentligt ville modtage under alle omstændigheder.
”Mange tak,” sagde han, som han foldede papiret sammen og stak det i inderlommen på jakken. Han havde for en gang skyld ikke overblik over sin egen kalender, men besøget til skrædderen måtte hellere blive presset ind snarest. Det var i forvejen ulideligt at have så tykke lag tøj på i varmen.

Den svage rødmen blev kun tydeligere og Spencer kunne mærke behovet for at sige et eller andet til Malikas ord, inden han lod den akavede stilhed tage over. Han tøvede bare en anelse, for han skulle jo så nødigt ende i samme tumult af ord som tidligere. I stedet, for ikke at vælte over sine egne tanker, valgte han at skifte emne;
”De skal endelig ikke lade mig holde Dem fra Deres gøremål længere. Jeg er sikker på De har travlt.” Det lød måske som en dårlig undskyldning for at få hende til at forlade ham for nu, så han kunne være sikker på ikke at belemre hende med mere sludder, og selvom det måske var en lille del af sandheden, var det ikke den hele. Spencer var bare klar over hvor mange forpligtelser man kunne have, som en i deres position, om end han var gammeldags og var sikker på, at kvinder vel ikke havde lige så meget at se til som mænd.

Malika sendte et blidt smil tilbage til Spencer, som takkede hende, ”Det var så lidt,” kom det fra hende. Med blide øjne observerede hun hvordan han blev mere og mere rød i hovedet. Hun kunne næsten se hvordan hovedet arbejde på højtryk, om hvad der skulle siges. Malika derimod sad blot med et lille charmerende smil og så til.
Som han skiftede emne lettede det alt trykket fra dem begge, med et suk trak hun på skuldrende, og lod blikket falde ned i sine hænder. ”Ja, De har ret,” Hun rejste sig, og tog sit glas og den næsten uspiste tærte op i hænderne, hvorefter hun så op på ham ”Jeg vil se frem til din ankomst,” forsikrede hun ham, hvorefter hun fandt et passende sted at aflevere tallerkenen og glasset, tæt på hvor man bestilte.
Som hun gik tilbage mod udgangen, vinkede hun stille og roligt til ham, ved at bukke med fingrene. ”Vi ses snarest,” sagde hun, måske en anelse flirtende, inden hun forsatte ud af kroen. Udenfor stod hendes slavepige i skyggen og ventede på Malika. Malika kaldte hendes navn, for at fortælle hende, at de kunne tage hjem nu. Sammen gik de tilbage mod paladset.