Sted: De små gader i beboelseskvarteret
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Overskyet og køligt

Spencer havde efterhånden vænnet sig lidt til at være tilbage i byen, efter 4 lange år i Rubinien. Han havde endda taget sig sammen og var gået ordentligt i gang med sine studier igen, efter flere uger, hvor hans moster i huset havde bedt ham om at komme i gang. Han var stille og roligt kommet ind i en normal rutine, hvor han heller ikke sad på den nærmeste kro til langt ud på natten og sov til langt op af eftermiddagen.
Han havde brugt hele dagen på at læse i sine mange bøger. For første gang siden han ankom, havde han fordybet sig i de mange sider. Så meget, at han havde glemt at bede om mad i løbet af dagen.

I stedet for at bede om noget at spise fra køkkenet, ville han hellere ud og have lidt luft, efter at have siddet inde hele dagen. Derfor havde han trukket i sit fineste tøj, som han altid gjorde, og var gået ned på samme kro, han havde drukket på så mange gange før.
Han var startet ud med et godt, mættende måltid, med et enkelt glas rødvin til. Et enkelt glas var vel okay. Men det enkelte glas var jo hurtigt blevet til lidt mere. Ret meget mere. Inde for et par timer var Spencer blevet rimelig fuld. Så fuld, at han var blevet direkte sur over, at krofatter ikke ville servere mere alkohol for ham. Så han var gået.

Klokken var ikke ret mange, solen var kun lige gået ned, da Spencer begyndte at gå hjemad. Hvis krofatter ikke ville servere for ham, måtte han vel ty til vinkælderen og servere sig selv. Med så meget alkohol i blodet, var det dog ikke helt let at gå lige, så Spencer var tæt på at vælte ind i lidt af hvert. De fleste gange nåede han at genvinde balancen, men ikke da han trådte skævt og fik losset en skulder ind i en fremmed kvinde.
”Så se dig dog for!” Brokkede han sig, for det var jo tydeligvis ikke hans skyld, at hun stod i vejen for hans fuldskab.

Normalt elskede Laurenne at befinde sig i Dianthos. Den livlige by var noget helt andet end den kedelige dagligdag hjemme på borgen, hvor hun desværre brugte alt for meget tid. Så hver gang hun fik lov til at tage til Dianthos, var det en kærkommen mulighed til at skabe sig nye bekendtskaber, skabe nye aftaler og generelt bare nyde livet lidt mere. Denne gang ville hun dog gerne have været fri for at tage til byen, for grunden til hendes besøg var, at hendes far havde udset sig endnu en ung mand, som han mente, ville udgøre et ganske passende parti. Han havde været utroligt insisterende, da han havde fortalt hende, at hun skulle tage afsted. Modstridende havde Laurenne sagt ja til at tage afsted. Hun vidste, at hun efterhånden skulle være forsigtig i nærheden af sin far, når det kom til potentielle ægtemænd, det var et skamplet på familien, at hun allerede var så gammel og endnu ugift.

Det havde egentlig været planen, at Laurenne skulle møde den unge Spencer de Pompadour i løbet af formiddagen, men hun var endt med at stikke af fra sine tjenere for i stedet at bruge formiddagen og middagen sammen med en af sine andre gode bekendtskaber i byen. Hun vidste, at hun ikke ville kunne undgå det ret længe, men hun ville helst udskyde mødet så længe som overhovedet muligt.

Det var et godt stykke op ad eftermiddagen, da hun, godt pakket ind i en tyk kappe med hætten slået op, endelig var på vej tilbage til sit værelse på kroen, så hun kunne ignorere den forelæsning, som hun uden tvivl ville få for at være stukket af. Hvornår mon de lærte, at det ikke nyttede?
Hun var nær faldet bagover, da en ung mand hårdt stødte ind i hende. Hidsigt stoppede hun og skulede efter ham.
"Måske hvis du selv så dig for, du gik ind i mig!" Hun var ikke i humør til at skændes med en eller anden arrogant fulderik. 

Spencer var egentlig på vej videre efter sin egen kommentar. Han så ingen grund til at stoppe op fordi en tilfældig kvinde gik i vejen. Der var jo vin i kælderen, der ventede på ham og i sin lidt for fulde tilstand, så han frem til at tilbringe resten af aftenen i selskab med en god flaske.

Men kvindens hidsige ord fik ham til at vende sig og gå et par skridt tilbage, hen til hende. Uden varsel greb han fat i hendes overarm, ikke alt for hårdt, men hårdt nok til at det bestem ville kunne mærkes, og så pustede han sig lidt op.
”Så så, unge dame. Det er vist ingen måde at tale til mig på. Du ved tydeligvis ikke hvem jeg er.” Han lød noget så fornærmet, for sådan talte man da ikke til ham, en adelig! Spencer var generelt lidt selvfed, men det var normalt ikke så fremtrædende en egenskab. Det blev til gengæld meget værre, når han var fuld.

Selvom det ikke var ofte, at Laurenne fik lov til at tage ind til Dianthos, var hun overraskende vant til at håndtere de fulderikker, som hun stødte ind i. Det hang formentlig sammen med, at hun ofte nød at søge hen til byens kroer for at finde en at tilbringe aftenen sammen med. Det medførte ofte, at der var mænd, som ikke forstod et nej første gang det blev sagt, og derfor var nødt til at få det at vide på en lidt mere bestemt måde. Oftest blev det ikke til mere end det, så derfor forventede hun heller ikke, at den fulderik som var gået ind i hende pludselig ville komme gående tilbage mod hende.

Hvor vovede han at gribe fat i hende på den måde! Hun var trods alt ikke hvem som helst! Men selv hvis hun ikke havde været datter af en greve, var dette da ingen måde at opføre sig på.
"Du ved vist tydeligvis heller ikke hvem jeg er, men jeg vil råde dig til at give slip på mig med det samme!" Hun så vredt på ham og forsøgte at rive armen til sig. Hvis det blev nødvendigt var hun ikke bange for at ty til mere seriøse midler for at få ham væk, hun var trods alt ikke helt hjælpeløs, især ikke hvis hun kunne få fat i dolken som sad spændt fast rundt om hendes lår.

Den unge kvinde troede tydeligvis hun var noget og Spencer kunne ikke lade være med at le. Herfra ville den arrogante stodder træde mere og mere frem, ikke kun fordi han var noget så fuld, men fordi han rent faktisk havde fået den utilfredse kvindes opmærksomhed.

Hun forsøgte at rive armen til sig og egentlig ville Spencer have givet slip, men grundet hendes ord lod han være. I stedet trak han hende lidt tættere til sig.
"Vover du ligefrem at true en fyrstesøn?" Han vidste tilsynladende ikke på stående fod hvem han var, hvilket ikke burde komme bag på ham, men lidt fornærmet var han da, så han måtte jo hellere nævne sin titel og gøre hende opmærksom på hvem han egentlig var.
"Men okay. Vis mig hvad der sker, hvis jeg ikke slipper," sagde han kort efter og smilede lidt forventningsfuldt. Så køn en kvinde ville da umuligt kunne gøre noget alt for slemt.

Fyrstesøn? Hun var da ligeglad med, at han var en fyrstesøn! Ganske givet ville Laurenne normalt være ganske fornøjet over at være i selskab med en fyrstesøn, men når han opførte sig som en idiot, var hun ligeglad med, om han var adelig eller en beskidt hjemløs, hun forventede at blive behandlet ordentligt uanset hvad! 
Hun burde måske blive bange, da han trak hende tættere på sig, men i stedet stirrede hun på ham med rasende øjne. Hun havde før mødt farlige mænd, og ham her virkede ikke farlig, men blot som en fuld stodder om trængte til at blive sat på plads.

"Og du vover at ligge hånd på en grevedatter?" Nok var en fyrstesøn højere oppe end en grevedatter, men hun var stadig ikke hvem som helst, og det burde han vide.
Hurtigt fik hun hevet op i kjolens skørt, så hun kunne få adgang til dolken, som sad rundt om hendes lår. Det var helt med vilje, at hun ikke havde nogle synlige våben på sig. Dolken kunne sådan set lige så godt sidde i en older rundt om hendes liv, men så ville det ødelægge overraskelsesmomentet.
Med vante bevægelser fik hun trukket dolken fri, og lød skørtet falde på plads. Hun havde tænkt sig at rette dolken mod hans hals, hvis ikke han gjorde noget for at stoppe hende.

Det overraskede egentlig Spencer lidt, at der ikke var en snert af frygt at se hos den lille dame, for selvom han tydeligvis ikke var andet, end en pisse fuld idiot, så havde han stadig styrke over hende. Valgte han at gøre noget ordentligt ud af sine lidt vattede trusler, var han sikker på ikke at blive mødt med så rasende et blik.
"Grevedatter?" Mumlede han lidt undrende, men nåede ikke at reagere yderligere på det, før han så dolken på vej mod halsen. Han slap hende ikke, men forsøgte at gribe ud efter hendes håndled med den anden hånd. Desværre forrådte hans fulde syn og han missede med hånden, hvorefter han straks efter kunne mærke dolkens skarpe blad mod sin hals.

Spencer slap hende stadig ikke, men rykkede sig et lille skridt tilbage, før han grinede igen.
"En fyrig lille dame," lo han let, som han skævede mod dolken. Hvis han ikke havde været så fuld, ville han helt klart have følt sig bare lidt truet, men forstanden var forsvundet for længe siden.
"Måske grevedatteren vil fjerne våbnet fra min hals, hvis jeg slipper og byder på et glas vin?" Nårh ja, han kunne vel lige så godt prøve. Det var altid så kedeligt at drikke alene. Stille og roligt trak han hånden til sig og slap hendes arm, men han blev stående, stadig med kniven mod halsen. For at lokke bare lidt, fandt han et charmerende smil frem, der dog blev sløret lidt af alkoholen.

Vredt så Laurenne på idioten foran sig med smalle øjne, hun brød sig ikke om at blive grint af, og et øjeblik overvejede hun endda at lade kniven skære hul på hans hud. Selvfølgelig ikke alvorligt - hun var jo ingen morder - bare nok til, at det ville begynde at bløde en lille smule, forhåbentlig ville det lære ham lidt manerer. Hvis ikke han var alt for tykpandet til at lære noget nyt, som hun ellers havde indtrykket af indtil nu.
"Det er næppe klogt at grine af nogen som har en kniv rettet mod dig" vrissede hun, alligevel fjernede hun dog langsomt kniven, godt på vagt for om han havde tænkt sig at gøre et udfald mod hende igen. Kniven blev dog ikke sat tilbage i hylstret, hvis det blev nødvendigt, havde hun ingen kvaler med at stikke den i armen på ham.

Lettere fornærmet fnøs Laurenne af hans charmerende smil, han betragtede helt klart sig selv som noget mere tiltrækkende, end det egentlig var tilfældet. Det var fristende at vende sig om og gå, men han var jo trods alt en fyrste, og bare det at blive set med ham.. Hun kunne jo altid stikke af med en anden mand, når hun var træt af ham.
"Lad gå da, hvis du så i det mindste kan holde hænderne for dig selv" Lettere modvilligt trak hun en anelse op i kjolen, så hun kunne sætte kniven tilbage i hylsteret, hvorefter hun slog ud med armen for at få ham til at føre an.

Spencer fulgte kniven med blikket, som den fremmede kvinde fjernede denne fra hans hals, men undlod at sætte den tilbage i dens hylster. Han løftede let et øjenbryn, da han på vejen ikke kunne undgå at lægge mærke til hendes fyldige former og det fulde smil blev kun bredere, idet han rettede blikket op i hendes igen.
”Måske jeg ville føle mig mere truet, hvis min modstander ikke havde så mange former,” sagde han, denne gang ikke med en snert af latter, men den lurede stadig lige under overfladen af hans ord. Havde personen der truede ham med en kniv været en bredskuldret mand, ville han uden tvivl have taget det en hel del mere alvorligt.

Med den fremmedes korte tøven, forventede Spencer ikke andet end en blank afvisning på sin invitation, men det var hvad han fik. Han holdt kortvarigt hænderne op for at vise, at han nok skulle adlyde og holde hænderne for sig selv for nu. Så stak han dem begge i lommerne på den fint broderede jakke, vendte rundt og tog de første par skridt, som han ledte vej tilbage til palæet.
”Navnet er Spencer de Pompadour. Vil du dele dit, eller skal jeg fortsat bare kalde dig grevedatter?” Det var bestemt ikke den måde han ville have bedt om hendes navn i ædru tilstand, for der ville han have fundet noget så simpelt for en smule direkte til en adelskvinde. Han var dog rimelig ligeglad nu.
Der var ikke langt til palæet, man kunne allerede ane lysene fra dets vinduer herfra.

Det var lige før at Laurenne hev kniven frem igen og placerede den i hans arm, da Spencer kom med den flabede kommentar. Hun var så forbandet træt af, at folk ikke tog hende seriøst, bare fordi hun var en kvinde! Mange lange eftermiddage var blevet brugt på at træne med knive, selvfølgelig uden greven fandt ud af det, så hun var sikkert mere dødbringende end mange mænd! Men selvfølgelig kunne hun ikke skade en fyrste, hvad ville det dog ikke gøre ved hendes omdømme. For ikke at tale om hvor meget ballade det sikkert ville skaffe hende, blot fordi han havde en højere titel end hende.
"Det kan være farligt at undervurdere en kvinde. Især hvis kvinden ved, hvordan man håndterer en kniv" hvor var han da egentlig voldsomt irriterende. En rigtig typisk fyrste, som mente, han var bedre end alle andre.

Laurenne nikkede tilfreds for sig selv, da han tak hænderne ned i lommerne på jakken, måske hun faktisk kunne stole på, at han ville holde nallerne for sig selv. Hun havde dog stadig ikke de højeste tanker om ham.
"Laurenne Sinnet" Det gav ingen mening at holde navnet skjult for ham, hvis han ønskede at opsøge hende på et senere tidspunkt, ville han hurtigt kunne finde ud af, hvem hun var.
Gaderne de gik ned af førte, Laurenne bekendt, ikke umiddelbart til nogen kro, i hvert fald ikke en kro, som hun kendte. Havde hun misforstået ham? Han havde budt på et glad vin, men han havde selvfølgelig ikke sagt hvor. Måske var det her ikke en så god ide alligevel.

Spencer var da generelt en fin fyr, der uden tvivl stadig godt kunne finde på at undervurdere de fleste kvinder, fordi han var lidt for gammeldags. Han delte meninger med de fleste adelige mænd, der stod ved at kvinder ikke burde bruge våben, men han var da klar over, at mange stadig gjorde. Den logik var bare ikke til stede her til aften. Endnu mindre forbi hans titel steg ham endnu mere til hovedet, når han havde fået noget at drikke. Der var jo ingen, der ville kunne finde på at skade en fyrstesøn! Derfor kunne han heller ikke lade være med at smågrine lidt over Laurennes kommentar. Kvinder kunne jo umuligt finde ud af at håndtere en kniv lige så godt, som en mand. Det var da klart. - Når man var fuld.

Spencer løftede lige et øjenbryn, som hun fik præsenteret sig ved navn. Selvom han havde drukket, så fejlede hans lidt for gode hukommelse bestemt intet. Ikke så længe det var en detalje han havde fået i ædru tilstand. Hvor meget han ville kunne huske den næste morgen herfra, var vist ikke helt sikkert.
”Sinnet? Du er den grevedatter jeg skulle have mødt… i formiddags, men som aldrig dukkede op." Han blev lige kort afbrudt af et lille hik, men fortsatte straks resten af sætningen. Han var selvfølgelig også blevet informeret om deres møde, så han kunne sørge for at se præsentabel ud overfor adelskvinden, hvilket han bestemt også havde gjort, men siden hun aldrig var dukket op, havde det ikke helt været nødvendigt. Han havde ikke taget det så tungt, fordi han godt vidste hvor akavet han kunne være i sådanne situationer.
Derfra gik der ikke længe, før Spencer drejede af og gik mod palæets store døre. Han stoppede kort op og holdt en hånd ud, for at gestikulere hende mod dørene.