Bang bang bang. Lyden rungede i den store lagerhal, der var fyldt op med kasser, sække og kister. Den normalt travle hal var tom, som arbejderne var taget hjem til deres hjem for at hvile natten igennem. Men helt forladt var den ikke, som lagerbestyren, en lidt lav, men meget bred mand ved navn Thoran, havde værelser under kontoret, der lå i den ene side af hallen. Det var ikke store forhold han boede under, men der var et sted at sove og til at have sine ting, samt et lille køkken. Plads nok til en ungkarl. Ud over at være lagerbestyrer, fungerede den stærke mand også som vagt for lageret, og lyden trak ham ud af søvnen med det samme.
"Ved alle guder, hvad er det for en larm?!" mumlede han, som han svang benene ud over sengekanten. Uden at give sig tid til at tage hverken sko eller trøje på, sjokkede han på bare fødder og med bar overkrop ud på lageret og mod porten, hvor lyden syntes at komme fra.

På vejen greb han en hammer, nogen ikke havde lagt på plads, en af dem de brugte til at slå søm i kasserne med. Han var ikke en mand, der svang et sværd, men alt hvad der kunne knuse et kranie passede ham meget bedre. Værktøjet så næsten småt ud i hans store hånd, som han trak slåen fra porten og skubbede den ene store trædør op for at se ud. Der var stadig rimeligt mørkt udenfor, selvom sommersolen allerede gjorde byens bygninger tydelige.
Det første han fik øje på, var en mand iklædt nogle latterlige klæder i stærke farver. 
"Hvad i..." hans blik gled videre til mandens hænder, den ene med en lille hammer og den anden holdt et søm mod en plakat. Thorans ansigt begyndte at få tegn af vrede, da han trådte helt ud af døren. En vrede der tog til, som han så, hvad der var på plakaten. 


Bagporten stod åben for at få luft ind i hallen. Det samme gjorde porten ind til stalden, så den hamrende lyd nåede uden problemer hestene, der sov i boksene. Nogle reagerede ikke på den, men et par stykker begyndte at røre uroligt på sig og en enkelt vrinskede nervøst. Lidt efter åbnede der sig en dør nede i bunden af stalden og et hoved med et iltert krøllet sort hår blev stukket ud. Killian havde knapt fået øjne, men den nervøse lyd havde sendt ham ud af sengen.
"Hvad er der?" mumlede han søvndrukkent og luntede ned til boksen med den nervøse hest. Som Thoran var han i bar overkrop, men han havde da lige fået trukket et par bukser på, inden han gik ud i stalden.
Lige som han stod der og aede hesten over mulen, gav det et sæt i flere heste, som en råbende stemme spredte sig i stalden. Killian spærrede øjnene op. Nogen havde pisset Thoran af.

Uden at tænke nærmere over det, satte han i løb ud af stalden og ind af porten til lageret, hvor han fulgte lyden af Thorans rasende stemme, der brølede skældsord ud. Der var virkeligt nogen, der havde pisset ham af! Snart var Killian fremme ved den store port ud til gaden. Han greb fat i den lukkede dørs kant med sin ene hånd, for at stoppe sin fremdrift, da han fik øje på sin ven, der havde samlet en eller anden mand op ved at tage fat i hans tøj fortil med sin store næve og nu stod og skældte ham huden fuld, mens han stod med et stort stykke krøllet papir i den ene hånd, hvilket han rystede mere end han rystede manden.
"... dette er et respektabelt firma og der skal ved Aladrios' skæg ikke hænges den slags smuds op her, jeg burde slå hvert eneste lille søm i kraniet på dig og tvinge dig til at æde..." Hans stemme rungede mellem bygningerne, der heldigvis var lige så tomme som den bag dem.

Killian stod for et øjeblik bare og så på dem med store øjne, inden han sprang frem og lagde en hånd på Thorans tykke overarm.
"Thoran! Hvad sker der?" Han fik ikke et svar, men fik i stedet smækket papiret lige i favnen. Hurtigt glattede han det ud. Han kunne ikke læse, men han var da ikke i tvivl om, hvad plaken ville. Og det fik ham til at bryde ud i latter, noget der fik Thoran til at stoppe sit skælden og smælden og se forvirret på ham.

En reklame for et bordel. Sådan så det i hvert fald ud, når man ikke kunne læse teksten, men der var vist heller ikke så stor tvivl om, at det var lige netop, hvad det var. Killian var ikke i tvivl om, hvorfor Thoran var så vred, for det var ikke i orden at hænge sådan noget op på Giles' firmas bygning. Giles var en respektabel mand og firmaet var trods alt ret kendt. Men raseriet var måske lidt for meget, men lagerbestyren var ikke ligefrem kendt for sin diplomati.
"Det er bare en plakat. Slip ham nu bare, inden nogen kalder på byvagterne." Der var stadig latter i hans stemme, som han så på Thoran, der mumlede et eller andet uhørligt, men uden tvivl stadig vredt, inden han slap mandens farvestrålende tøj.
"Hvis jeg nogensinde ser dig i nærheden af den her bygning igen, kaster jeg dig over bymuren!" Han bankede manden i brystet med en pegefinger og så på ham med et udtryk, der tydeligt fortalte, at han ikke bare sagde tomme trusler.

Killian himlede med øjnene og rakte plakaten tilbage til den fremmede. Hans blik var nysgerrigt, for han var da lidt speciel. Både i tøjet og med de meget blå øjne.
Mandens spørgsmål fik Killian til at grine med et glimt i øjnene.
"De er meget søde, men jeg betaler ikke for selskab."
Der kom en lyd fra Thoran, der mest lød som et opgivende støn, inden den store mand gik forbi Killian og ind af porten igen.
"Kald hvis han laver problemer," brummede han og forsvandt ind i hallen igen.

Killian rystede på hovedet af sin ven. Thoran var som en bulldog, beskyttende og fyldt med råstyrke. Men lige så varm og kærlig. Hvis man lige kom ind på livet af ham. Og Killian havde en fornemmelse af, at han ville gå i døden for Giles og hans forretning.
"Er du okay? Thoran kan være lidt voldsom, selvom han er god nok på bunden." Killian lagde hovedet lidt på skrå, overhovedet ikke påvirket af at være halvnøgen. Hvorfor skulle han?

Killian kunne ikke lade være med at grine lidt, da den fremmede mand reagerede som han gjorde over Killians påstand om, at han ikke betalte for den slags. Åh, hvis han bare vidste. Killian var blevet tilbudt betaling utallige gange, men aldrig havde det været nødvendigt at betale for noget for ham selv. Heldigvis. 
"Det tror jeg nu ikke, bliver noget problem." Han regnede ikke med, at han levede længe nok til at blive gammel og grå. Med det liv han levede, ville han en dag møde nogen, der ikke fik givet slip på hans hals tidsnok. Og det var også fint nok med ham. Han havde ikke lyst til at blive gammel. Det betød nu heller ikke, at han havde lyst til at dø og slet ikke nu, men han havde affundet sig med, at han ikke ville nå en god alder. For mange år siden.

Han betragtede manden pakke sin plakat ned igen. Så vidt han havde forstået på det, der var blevet sagt, var det bordelejeren selv, der var taget ud på opgaven med at hænge plakater op. Mandens ord om Thoran fik ham til at rynke på næsen. Thoran var ikke væmmelig. Lidt hurtigt opfarende måske, men han var en god mand. Men han sagde ikke noget, for han kunne nok godt forstå, at manden var lidt skræmt af den brede mand, der havde løftet ham om som var han ikke andet end en bette skrælling. Det ville Killian også selv have været. Heldigvis havde han kun fået et par enkelte af sådanne ture og det var efterhånden år siden. 

Hurtigt rystede han på hovedet, så krøllerne væltede rundt, da manden begyndte at snakke om at betale for hans hjælp.
"Nej nej, du skylder mig ikke noget. Bare lad være med at hænge sexede damer op på lageret en anden gang, selvom nogle af gutterne sikkert ville elske at tage den med ind, så de havde noget pænt at kigge på. Vi passer godt på vores firma." Han smilede og trak let på den ene skulder. Ja, de passede meget godt på firmaet. Og Giles. 
Han sugede kort sin underlæbe ind, mens han lod blikket glide over manden foran sig. Bordelejer. Jaså. 
"Men det må da være meget... givende... at have et bordel."

"Godt!" Killian smilede stort til ham, uden at bemærke hans undren over hans nej til betalig for hjælpen. Det eneste, han tog penge for, var reelt arbejde. Hvilket ofte bestod i heste. En gang i mellem andre dyr. At han kunne tale med dyrene var efterhånden ikke en hemmelighed længere og folk fra hele byen kom med deres heste for at få styr på deres problemer. Hvad han tog for det, svingede meget. Det kom an på så meget, om hvor rige folk var og hvordan de behandlede deres dyr. 
Men det var ikke krystaller, Killian manglede. Han brugte det meste af sin tid i stalden og var ikke den, der købte nyt bare for at købe nyt, så han havde efterhånden en hel lille opsparing. Som Giles holdt styr på for ham, han ville ikke have sine krystaller til at ligge i stalden.

Han lyttede til mandens fortælling om vejen til at blive bordelejer. Næh, hvem planlagde også sådan noget fra starten af? Da han slog over i at invitere Killian på bar efter enten drinks eller morgenmad, kom det store smil tilbage på han ansigt. Hans hoved gled lidt på skrå. Folk plejede ikke at invitere ham ud uden at have en bagtanke med det. De grønne tog en tur op ad manden igen, inden han nikkede.
"Det lyder lækkert! Lidt morgenmad kan da i hvert fald ikke skade." Han kastede et blik mod solen. "Bare det ikke tager alt for længe, jeg skal morgenfodre og gøre de første heste klar." Men en time eller to kunne nok gå.

Han kiggede ned af sig selv. Bar overkrop og ingen sko. Det fik ham til at grine lidt.
"Jeg henter lige en trøje og et par støvler. Lad være med at gå nogle steder, jeg bliver ked af det, hvis du er væk, når jeg kommer ud igen." Han blinkede til ham og smøg sig ind af revnen i porten, inden han satte i løb ned igennem lageret, ud bagved og ind i stalden. Det tog ham ikke lang tid at få hevet en nogenlunde ren trøje over hovedet og stukket fødderne i støvlerne, inden han løb samme vej tilbage igen. Han havde fået en frisk kulør i kinderne, da han kom ud af porten, som han skubbede i bag sig, og hans øjne skinnede om kap med hans smil.
"Så er jeg klar!"

Killian kunne ikke lade være med at skære ansigt ved ordet "anstændigt". Det mindede alt for meget om den ældre dame, der rendte rundt og skrålede af folk og som han havde haft et mindre sammenstød med til vintermarkedet. Han hadede det ord. Hvorfor var det så vigtigt om alting skulle være anstændigt? Det var ikke ligefrem noget, han kunne leve op til!
Men han fangede godt, at det var sagt i spøg. Han tvivlede også lidt på, at en bordelejer ville gå op i, hvad der var anstændigt. Det var lidt modsat af, hvad jobbet handlede om, ikke?

Killian tog med glæde hans arm og grinede lidt over det. Det var ikke ligefrem hverdag, at folk ville følges med ham på den måde. Så... synligt. Det gjorde ham glad, og han pegede straks i den retning, hvor en kro med god mad lå. Der var ikke så langt. Og det var ikke så dyrt, selvom kroen hørte til den centrale del af byen. Han vidste ikke, om hans nye ven ville sætte pris på noget i den nedre del, hans tøj sagde, at han godt kunne lide det lidt pænere.
At manden måske ville være farlig for ham, tænke Killian ikke så meget over. Han dømte sjældent folk på forhånd og ind til videre havde han jo været meget sød. Tilbudt ham krystaller og mad. Så mon ikke, at han var hyggelig nok at tilbringe noget tid sammen med?!

"Jeg hedder Killian. Aspie. Jeg er staldmester ved Mathis Transport." Der var ingen grund til at holde den oplysning tilbage, siden de jo lige havde mødt hinanden i døren og det var tydeligt, at Killian havde tilbragt natten der. 
Han smilede stort til Enzel og gav hans arm et klem. Måske almindelige folk ikke ville have så nær fysisk kontakt med nogen, de lige havde mødt, men Killian gik tæt op af ham. Han var spændende! Killian ville gerne lære ham nærmere at kende.
"Kommer du fra Dianthos? Din klædestil er lidt... speciel. Men flot!" Det var tydeligt, at han ikke mente noget dårligt om Enzels tøj. Han var bare nysgerrig.

Det var ganske rart at mærke en andens varme igennem tøjet og Killian følte et sug i maven, da en hånd blev placeret på hans arm. Ååh, det var hyggeligt! Han kunne ikke lade være med at skæve lidt ekstra til Enzel. Killian elskede det, men det var lidt unormalt at gå tur med nogen på den måde.
Det gik derfor ikke forbi ham, at den fremmede kunne lide de pæne ord om sit tøj og Killian lovede sig selv at se, om han ikke kunne presse lidt flere komplimenter ind. Han kunne godt lide at give komplimenter, især når folk tydeligt blev glade for dem.

”Ooooh, Balzera. Det er langt væk. Der har jeg ikke været. Er der smukt? Jeg har hørt, at det skulle være virkeligt varmt!” Nej, han havde ikke lige været i Balzera. Han var selv fra Medanein, så han havde da været ved grænsen til Rubinien, men havde klogelig holdt sig fra at rejse videre ind i ørkenen. Han var draget nord på og var endt her efter nogle år. Så han havde da set lidt, men ikke Balzera. Han havde dog, ehm, underholdt et par herrer derfra og de havde fortalt lidt om varmen, sandet, byen og havet. Og slaverne. Så mange slaver. En tanke, der kunne få Killian til at gyse.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt igen, da Enzel sagde, at han havde et besynderligt navn og så kaldte ham hr. Aspie!
”Bare kaldt mig Killian, hr. Aspie er kun noget, den gamle staldmester kaldte mig.” Sandt. Efternavnet var hans egen idé, fordi han ikke haft et som barn. Og siden de fleste havde et efternavn, havde han bare lavet et selv.
Han kunne ikke lade være med at smile stort over at blive kaldt behageligt selskab og derefter kommentaren om ikke at ville være kunde ved mandens bordel, hvilket kom med et blik, Killian absolut ikke havde noget i mod. Overhovedet. Så han blinkede til ham.
”Det undskylder jeg, men jeg synes ikke, at der skal blandes krystaller ind i noget, der er så stor en fornøjelse. Jeg siger også nej tak, hver gang nogen forsøger at betale mig.” Ordene gled fra ham uden nogen skam, selvom de tydeligt afslørede, at han måske var en smule letlevende. Men det måtte en mand som Enzel sikkert nok forstå. Ikke?

Killian nikkede enigt, ja, man gik glip af noget, hvis man ikke rejste lidt. Om han ville blive i Dianthos resten af sit liv, det vidste han ikke endnu, men lige nu så det sådan ud. Han havde ikke lyst til at forlade Mathis Transport, men samtidigt mistænkte han sig selv for at få udrejselyst en dag. Kunne han blive ved med at finde nyt i Dianthos? Ville han ikke blive for velkendt et ansigt med tiden? Han vidste det ikke, og han tænkte slet ikke over det endnu. Han var et spontant menneske, så det tog han hen ad vejen.
"Jah, det er vigtigt at huske, hvor man er fra." Han sagde ikke mere om det, han fortalte aldrig om sig selv. Ingen han kendte vidste, hvor han kom fra. Heller ikke Giles, som var den, der vidste mest om Killian. Men kun om ting fra efter, at Killian var kommet til Dianthos.

Hvis Killan kunne spinde, havde han gjort det, da Enzel nussede hans arm. Det sendte små elektriske stød ned igennem hans krop og hans eget hånd klemte lidt om Enzels arm.
"Jeg kan godt lide Enzel." Han skævede mod sin følgesven med et smil. Han var en spøjs mand, ingen tvivl om det, men Killian var ligeglad. Han dømte ikke. Han kunne faktisk bare godt lide det.
Han førte ham ned af en anden gade, de var der snart.

Det meget direkte spørgsmål havde nær fået Killian til at le igen, men han nøjedes med at smile og trække på skuldrene.
"Både kvinder og mænd. Mest mænd. De prøver ikke på det hele tiden, men det sker da, at folk tror, at de kan købe mig." Han brød sig ikke om tanken, hvilket man måske også kunne fornemme på ham. Han fugtede sine læber og trak så på skuldrene igen, inden smilet kom tilbage.
"Jeg vil bare have det sjovt. Livet er for kort til andet!" Han grinede lidt og gav Enzels arm endnu et klem, inden han sendte et lidt langt blik efter ham.

Det var ikke svært at høre interessen i den yngre mands stemme, da han spurgte ind til det, Killian lige havde fortalt. Hvad interessen så hørte til, det var lidt sværere at gætte. Han valgte at tage det som overraskelse over, at folk åbenbart ville forsøge at betale ham, og ikke interesse over, at det var noget, der skete ofte. Ikke at Killian skammede sig over det, det var mere... han ville ikke skræmme sin nye ven væk ved at lade ham tro, at han var så løs på tråden.
"Jah, det er noget værre noget, men de får et pænt nej tak hver gang." De grønne øjne vendte sig fremad ned ad gaden. Det var ikke svært at gætte, hvilket hus der var kroen, skiltet hang tydeligt over døren. "Den glade gryde". Stedet gik mere op i mad end i drikkevarer, og der var næsten altid godt fyldt op. Men de var tidligt på den, så mon ikke, at der var plads.

Han kunne ikke lade være med at rynke på næsen, da Enzel snakkede om ansvar. Killian havde også masser af ansvar, han levede bare frit ved siden af.
"Du må da kunne få masser af sjov ind i mellem ansvaret, hvis du ejer et bordel?" Han kunne ikke lade være med at grine lidt, men det forsvandt igen, da Enzel tog sin arm til sig. Killian bed sig i læben og følte et svagt stik i brystet, for det havde lige været så rart at gå sådan. Det krævede lidt af ham ikke at tage sin nye vens hånd, inden han med en lille armbevægelse viste ham ind på kroen. Der var allerede fyldte borde, men også en del tomme. En pige med forklæde så op, da de kom ind, og Killian vinkede ivrigt til hende. Hun smilede stort og vinkede tilbage.

Killian valgte hurtigt et bord i hjørnet og skubbede sig ind på bænken op af muren. Med et blik op mod Enzel håbede ham lidt, at han ikke ville sætte sig alt for langt væk, men han forsøgte også at fortælle sig selv, at han skulle opføre sig ordentligt. Manden var bare taknemmelig over at Killian havde forhindret Thoran i at trampe ham flad.
Pigen kom hen til dem med det samme. Hun så nysgerrigt fra Killian til den spøjst påklædte mand.
"Idriana, godt at se dig igen!"
"Hej Killian, længe siden. Og du har taget en ven med. Hvor dejligt. Hvad kunne I tænke jer?"
Killian kløede sig i håret.
"Hmm, bare det sædvanlige tænker jeg."
Hun smilede over ham og vendte blikket tilbage til Enzel.
"Hvad med Dem? Vi kan tilbyde lidt af det hele. Grød med æble og flæsk, omelet med grøntsager, brød med smør og ost... og der er også lidt kylling og fisk tilbage fra i går aftes." Hun så venligt på Enzel.

At se Enzel lægge et lommetørklæde ud over stolen, hvor han ville sidde, gjorde det klar for Killian, at han nok var vant til lidt finere forhold. Men Killian kom ikke rigtigt i den øvre del af byen, han var trods alt bare en staldmester fra den nedre del af byen, en dreng med hø i håret og skidt under neglene. Eller, det sidste havde han kun i løbet af dagen, da han gjorde sig selv ren efter en endt arbejdsdag. Som minimum de dage, hvor han havde tænkt sig at forlade firmaet. Der var ingen grund til at skræmme folk væk med skidt. At han altid lugtede lidt af hest og hø kunne han ikke gøre så meget ved. Det var fastgroet til ham. Heldigvis fandt de fleste det som en del af hans charme.

Killians nye ven satte sig på den anden side af bordet, hvilket han var lidt trist over, for så kunne han ikke... nå. Være ham nær. Han så fra Idrianna til Enzel og tilbage igen, da Enzel bestilte sin lidt særprægede mad. Pigen så lidt overrasket ud, tøvede lidt, men smilede så imødekommende.
"Det vil jeg sørge for." 
Killian kunne ikke lade være med at smile stort. Han elskede Idrianna, hun var så sød. En pige, han næsten kunne forestille sig selv være sammen med. Hvis han var interesseret i den slags. Det var han ikke. Men sød var hun. Også uden så meget tøj på. 

Killian kunne ikke lade være med at le, da Enzel spurgte, om det var for tidligt til vin. Dét var det i Killians øjne, men han havde også en hård arbejdsdag foran sig.
"Det er helt op til dig selv, jeg springer over."
Da Idrianna havde taget i mod hans bestilling og var gået, strakte Killian det ene ben lidt ud. Snart rørte hans skinneben ved den anden mands læg. Han kunne ikke lade være, den spøjst påklædte unge mand var som et stykke kandis, der bare lå og lokkede. Og han ville bare gerne røre ved ham. Mærke hans varme. Det behøvede ikke at være mere end det.
"Hvor gammel skal man så være, for at starte sit eget bordel op?" Ja, hvor gammel var den anden egentligt?

Det gik ikke Killians opmærksomhed forbi, at bordelejeren reagerede på hans berøring. Altså, han var jo ikke ligefrem god til at skjule det, som det både gav et sæt i ham og han måtte vifte sig med hånden. Killien skjulte diskret et smil bag hånden, hvorefter han lænede sig ind over bordet og hvilede albuerne på bordet og hagen i hænderne, mens han opmærksomt og nysgerrigt lyttede til, hvad den spændende unge mand havde at fortælle. Han var yngre end Killian, hvilket overraskede ham lidt og fik ham til at betragte ham lidt nærmere. Jo, man kunne godt se det, tøjet snød bare lidt. Det gjorde ikke Killian noget. Altså, det med alderen.

Talestrømmen afbrød Enzel selv, hvorefter Killian kunne mærke hans muskler bevæge sig igennem stoppet om deres ben. Spørgsmålet fik ham til at smile lidt beskæmmet og man kunne måske også bilde sig selv ind, at han rødmede svagt, men ærligt talt blev han slet ikke pinligt berørt af spørgsmålet. Det var mange år siden, at han sidst havde følt nogen som helst form for skam i forhold til hans mere fysiske aktiviteter. Så det var rent skuespil, da han rettede sig lidt op og fugtede sine læber, inden han svarede.
”Næh, det er det nok ikke. Det er bare mig.” Han trak let på skuldrene og trak benet lidt væk. Millimeter. ”Jeg kan godt flytte det, hvis du ikke vil have det.”

Killian håbede, at Enzel ville have det. Det var hyggeligt, og han elskede at mærke andres kropsvarme, også selvom der var stof i mellem. Men han burde være forsigtig og ikke skræmme sin nye ven væk, det var jo ikke helt sikkert, at han ville finde det charmerende eller lokkende. Selvom de lige havde gået arm i arm og fået Killian til at tænke, at der nok var et eller andet.
Staldmesterens blå øjne var store og virkede uskyldige, men samtidigt var der en lyst i dem, som han ikke kunne skjule, mens han med et skævt smil så på manden overfor sig. Han var uforbederlig.