For tusind skallede halvdæmoner! Hyde bandede lavmælt for sig selv, mens han trak sig længere ind i den gyde, han gemte sig i. Såret i hans lår var stort og gabende og han forsøgte bestemt at holde sammen på det med begge hænder. Han havde forsøgt at snige sig forbi nogle vagter her på markedspladsen, men én af dem havde hørt ham bevæge sig, selvom han var usynlig og havde svinget vildt med sit sværd i et forsøg på at ramme ham. Og det var lykkedes. 

Hyde havde taget flugten, men havde gemt sig, så snart muligheden bød sig. Han måtte få forbundet det sår på én eller anden måde. Han kunne mærke blodet løbe ud af sig og det gjorde hans magi svagere. Selv nu, hvor han sad i gyden og forsøgte at stoppe blodet, mærkede han sin usynligheds-illusion flakke i månelyset. Han pressede sig længere ind bag en kasse og lod den falde helt. Hvordan i alverden skulle han komme væk herfra?? Han kunne høre vagterne råbe til hinanden, når de fandt en klat af hans blod. Tiden var knap.

 Nu hvor Aslige ikke formåede at komme til Dianthos og ordne det hun skulle sidst hun forsøgte, prøvede hun nu igen, mere målbevidst og besluttet på, at skulle hun møde Jack, ville hun ikke tage med hjem til klanen. Hun havde med vilje lagt ekstra tid til rejsen, så skulle hun blive lidt forsinket, ville der være lidt ekstra tid før Sabrina ville gå helt amok. 
 Aslige nåede inden for bymurene inden mørkets frembrud, men nu hvor mørket var brugt frem, var hun ekstra opmærksom på lyde og lugte, så hun ikke blev opdaget af vagterne der gik på gaderne.
 Rejsen havde været lang, og Aslige var på vej mod en kro, da hendes følsomme lugtesans opfangede duften af blod, og nysgerrig som hun var, gik hun i gang med at følge lugten. Duften blev stærkere og stærkere, og hvis der var en der havde brug for hjælp, kunne Aslige ikke bare ignorere det. 

 Aslige stoppede ved en gyde, og så ned på jorden, hvor hun kunne de blodsporet forsætte ind i gyden. Ørene vippede lidt ved lyden af vagter der råbte op, ikke langt fra hvor hun var. Det tog hende ikke mange sekunder at beslutte sig for at skynde sig at tværer blodsporet godt ud med foden, et godt stykke tilbage af gaden, så det ikke gik op til gyden. Det var heldigvis ikke så svært, da sporet ikke var særlig tydeligt, og med gode mellemrum mellem blodet. 
 Da blodet ikke længere ville vise vagterne i retning af gyden, skyndte hun sig selv hen til gyden og tværerede blodet ud der var først i gyden, inden hun gik længere ind. Hun kunne hører en mosle lidt rundt omme bag en kasse, så hun stoppede lidt væk fra den. Hun vidste ikke hvem eller hvad det var der blødte - det kunne være et skræmt barn, et dyr eller en eller anden der bare havde været lidt uheldig med vagterne - uanset hvad ville hun ikke skræmme hvem eller hvad det end var mere end højest nødvendigt.
 "Jeg kan høre og lugte du er her.. " sagde hun stille og roligt.
 "Du har brug for hjælp, jeg kan hjælpe dig.. " forsatte hun i det rolige tonelejre. Var den der gemte sig en der forstod hvad hun, hjalp det ikke noget hun lød sur og farlig.

Hyde brød sig ikke om at være hjælpeløs på denne måde. Det var han ikke ligefrem vant til og nu hvor det pludselig var en realitet, så mærkede han vrede og irritation mod sin egen tåbelighed, mere end han følte sig håbløs og nervøs. Han hørte dog ikke nogen nærme sig, før en stemme lød i gyden og det gav et overrasket gib i ham. Han burde have hørt vedkommende komme, men han havde mistet for meget blod. Hans sanser var svækkede. Ordene gav ham dog pludselig håb om, at der måske alligevel var en vej ud af denne suppedas. "Hvis du kan hjælpe mig, vil jeg være taknemmelig for din hjælp," sagde han roligt og blev overrasket, da hans stemme skælvede ganske let.

 "  Undskyld. " Sagde hun let da det var tydeligt for hende at hører, hvem end det var blev forskrækket. Det var ikke hendes mening at forskrække, men hun bebrejdede ikke personen for at blive det. Da hun fik lov til at hjælpe, nikkede hun lidt, selvom det nok ikke helt var til at se i mørket.
 "Javel!  " kom det en anelse munteret fra hende, inden hun kort så sig over skulderen ud mod gaden, for efterfølgende at træde helt hen til trækassen og sætte sig på knæene ved siden af fyren, så hun også var i skjul af kassen, hvis vagter skulle løbe forbi. Dog ville det nok blive ret tydeligt om lidt at de sad der, når lysene var hendes healing ville lyse op omkring dem. Aslige lod blikket glide ned over fyren, hvor det landede på hans lår, hvor han sad og pressede med hænderne. 
 "Må jeg se? " spurgte hun stille. Ørene stod vagtsom op i luften. Flyttede han hænderne, ville hun tage et hurtigt kig på såret, for at vurdere det, og uanset hvad ville hun gå i gang med at heale det. Hænderne holdt hun let over såret, eller hans hænder, hvis han ikke havde valgt at flytte dem. Hendes blik blev tomt, og der begyndte at komme små, blå lys omkring hendes hænder og omkring såret/hænderne. Det var et stort, dybt sår, så der kom en god slat lys og hendes hår svævede lige så stille i luften.
 
 Efter et halvt minuts tid forsvandt lysene, Asliges hår faldt ned og landede om hendes skuldre, og hendes blik blev roligt med et svagt glimt, fra smilet på hendes læber. Hænderne tog hun til sig, og foldede dem på hendes lår.
 "Sådan! Så god som ny! " Næsten i hvert fald. Der ville nok være et ar hvor såret før var, men ellers ville han være så god som ny. 

Hyde så vurderende på halvdyret, som kom til syne ved siden af kassen, da hun trådte frem for at kunne se ham. Hun kunne tydeligvis se, at han var vampyr, men det lod ikke til at genere hende. Desuden så hun sig vagtsomt tilbage over skulderen hele tiden for at se, om nogen lagde mærke til hende. Det virkede alt sammen så tillidsvækkende, at han besluttede sig for at flytte hænderne, da hun bad om det, så hun kunne se såret.

Han havde haft en fornemmelse, da hun havde sagt, at hun kunne hjælpe ham, og den fornemmelse viste sig at holde stik, da lys pludselig viste sig fra hendes hænder og han så, hvordan hans hud begyndte at lappe sig sammen igen - nærmest af sig selv. Han forsøgte at trække en illusion omkring dem for at skærme dem, så lyset ikke kunne ses, men han var simpelthen for svag. Førend han havde fået noget nyt blod i sit system, ville han ikke være i stand til at udføre magi igen. 

Hun var heldigvis hurtigt færdig og lyset døde hen af sig selv. Hyde lænede sig lidt frem og inspicerede det lette ar, inden han nikkede tilfreds for sig selv. I det mindste holdt det nu blodet inde i hans krop. Arret ville forsvinde, mens han sov. Derefter så han op på hende og nikkede alvorligt. "Tak," sagde han lavmælt. "Du har sandsynligvis reddet mit liv." Det var uden tvivl sandt. Han havde ikke kunnet bevæge sig uden for denne gyde, førend såret var lægt og til den tid ville han have været i overhængende fare for ikke bare at blive brændt ihjel af solen, men også for at blive hevet på besøg hos torturbødlen fordi han tillod sig at befinde sig i Lysets hovedstad, når nu han var vampyr. "Må jeg betale dig nogle krystaller for din hjælp?"

 Først nu, hvor der ikke længere var en sår det var Asliges fokus, så hun ordenligt på fyren foran hende. En vampyr. Hun burde nok være mere urolig ved ham end hun var, men alt den tid med Sabrina og alle de andre, havde gjort hende en hel del mere åben over for andre racer. Desuden fandt hun ham en hel del spændende, og var ret nysgerrig. Aslige nikkede lidt da han sagde hun havde reddet hans liv, for efterfølgende at trække på skulderne.
 "Velbekomme! Jeg kunne da ikke bare lade dig sidde her og bløde ud.. " hun sendte ham et smil. Det lå ikke naturligt i hende bare at lade andre lide. Havde nogen brug for hjælp, kunne ikke bare se den anden vej. Da der blev spurgt hvordan han kunne betale hende tilbage, viftede hun blot afværgende med hånden.
 "Nah.. Det skal du ikke tænkte på. " sagde hun roligt, og strakte kort halsen for at se mod gaden. Ørene vippede lidt. Vagterne var ikke til at hører. Enten havde det givet op, eller også havde det virket at tværer blodet ud, så de nu var løbet en helt anden vej. Blikket gled tilbage på vampyren foran hende, og hun lagde hovedet lidt på skrå. Tænkende og betragtende.
 "Hvor længe har du været vampyr? " Spurgte hun oprigtig nysgerrig. Måske de ikke burde blive siddende her i gyden, men hun havde så svært ved at styre hendes nysgerrighed. Og det var så sjældent hun mødte en vampyr. Tænk en historie hun kunne fortælle Jack når hun så ham igen. Så var det ikke kun han der havde spændende historier!

Nu hvor den værste fare var overstået, tog Hyde sig tid til at se nærmere på sin redningskvinde. En healer, som ikke bare kunne helbrede vampyrer, men som også slog det hen, når han tilbød hende betaling for sin dåd, var bestemt et bekendtskab, som han havde lyst til at uddybe. Det var aldrig en dårlig idé at have en kvinde som hende i sin sold og der var ingen grund til, at han ikke skulle forsøge at lære hende lidt bedre at kende. Så da hun spurgte til hans eksistens, smilede han blot let til hende. "Har du noget imod, hvis vi finder et mindre overvåget sted at tale om dette? Udgangsforbuddet gør dette til et lidt farligt mødested." Han kom lidt besværligt på benene og bandede indvendigt alting langt væk. Han havde mistet for meget blod og det drænede ikke kun hans magiske kræfter - hans smidighed gik også fløjten med det samme og han kunne mærke sine muskler skrige i protest over i det hele taget at blive brugt.

 Aslige sukkede og himlede drilsk med øjnene over det han sagde. Han havde selvfølgelig en pointe, dog kunne Aslige ikke høre vagterne, så de måtte være et godt stykke væk nu.
 "Du er da også keeeedelig.. " Hun lagde godt tryk på kedelig, mens et drilsk smil spillede i hendes mundvige. Hun stillede sig op, og da han så ud til at være en smule ustabil på benene, løftede hun den ene arm, klar til at gøre et forsøg på at gribe ham, hvis han skulle falde eller vælte. Chancen for hun ville være stærk nok til at kunne holde hele hans vægt, var nok ret små, men hun kunne vel håbe på han selv havde det meste af vægten, hvis han skulle falde. 
 "Vagterne er ikke i nærheden, lyder det til.. Med mindre de er begyndt at være virkelig stille.. " hun trak kort på skulderne. Det var selvfølgelig en mulighed, men hun synes bare sjældent at opleve vagterne helt stille. 

 Et øjeblik stod Aslige og så lidt tænkende på vampyren foran hende. De kunne umiddelbart ikke bare vade ind på en kro. Med mindre han kendte et sted hvor de var ligeglad med hvem har var. Panden rynkede hun lidt tænkende.
 " Har du et forslag til hvor vi skal gå hen? Eller kan du gøre noget ved dét der? " Den ene hånd blev løftet op med håndladen op af, mens lod den glide lidt op og ned, for at hentyde til ham. Det var vel til at forstå hvad hun mente. Kort efter begyndte hun at gå ud af gyden, dog stoppede hun lige før gaden, og vendte sig mod ham igen.
 "Jeg hedder forresten Aslige.. " Sagde hun roligt. 

Hyde fornemmede det drilske i hendes udbrud og nøjedes med at smile skævt i stedet for at blive irriteret. Han klarede dog at holde sig på benene af sig selv og var i sit stille sind allerede igang med at vurdere, hvor de burde gå hen. De var ikke ret langt fra hans eget hus og selvom han ikke brød sig om at tage fremmede med dertil, så var dette trods alt en nødsituation og han havde ikke så mange valg på hånden.

Hendes kommentar om hans fremtoning, bekræftede hans egne betænkeligheder og han nikkede let. "Jeg kunne gøre noget ved det," startede han langsomt ud. "Hvis jeg fik lidt blod. Det sår der har fuldstændig udtørret mig og der er ikke mange kræfter tilbage. Så jeg tror hellere, at vi må gå hjem til mig." Han stoppede op for enden af gyden og så ned af vejen til begge sider, inden han også trådte ud. "Hyde."

 Hyde. Det var.. Et interessant navn. Aslige nikkede lidt til det han sagde og hans navn. Da han begyndte at gå ned af gaden, fulgte hun med ham, mens hun lyttede efter om der skulle komme vagter. Blikket havde hun dog på Hyde, med et nysgerrigt glimt i øjnene.
 " Nu siger du at hvis du ikke var så.. udtømt, ville du godt kunne gøre noget ved hvordan du ser ud.. Hvad vil det sige? Du kan ændre dit udseende eller? " Hun havde altid fundet andres evner spændende, måske fordi hun selv gerne ville mere end bare at kunne heale. 
 Hyde havde sagt han skulle have blod for at kunne ændre sit udseende, hvilket Aslige ikke tænkte yderligere over. Det var et stort sår, og han havde blødt en del, så det gav jo god mening. Hvordan han havde tænkt sig at få blodet havde hun slet ikke tænkt over. 

Hyde gik stift af sted og var på ingen måde sit gamle, lydløse jeg, mens han stavrede ned af gaden. Det irriterede ham grænseløst. Han var vant til at være forholdsvis graciøs i sine bevægelser og ejede en vis elegance - men det var bestemt ikke tilfældet lige nu. Han vendte hovedet en smule mod hende, da hun talte, men hans stive nakke fik ham hurtigt til at se frem igen. 

"Noget i den retning," svarede han svævende og stirrede ned af en gade et par sekunder, inden han stavrede ned af den. Så sendte han hende et skævt smil. "Hvis du tilbyder mig en optankning, kan du selvfølgelig selv se, hvad jeg mener." Noget for noget. Han brød sig ikke om at give informationer ud for ingenting og han var forfængelig nok til at tage blod i bytte lige nu. Desuden var der ingen hjemme i huset, som ville kunne give ham, hvad han skulle bruge. Han ville være nødt til at vente til hen på morgenen, inden han ville kunne gøre noget ved det.

" Hm? ... Oh.. Ooooooh!  "  lod det fra Aslige, da det gik op for hende hvad Hyde havde ment med han skulle ha noget blod. Hun lagde den ene hånd lidt i nakken og kløede sig lidt der. Hun vidste ikke særlig meget om vampyrer. Egentlig vidste hun næsten ikke noget. Men hun vidste at hvis man blev bidt af en vampyr blev man selv til en vampyr, så det virkede ikke særlig smart at lade ham bide hende. Men han kunne vel få blodet på en anden måde. 
 Hånden faldt ned langs siden igen, og Aslige bed sig lidt i underlæben. Hun så lidt tænkende på Hyde inden hun trak på skulderne til det. 
 " Hvordan? "  Spurgte hun så. Det var vel nemmere bare at spørge end at overveje det selv, når hun ikke rigtig viste noget. Hun drejede ørene lidt og rynkede panden en smule, inden hun tog fat i Hydes arm og hurtigt trak ham med sig til en lille gyde, og hev ham med ind i den, og stillede sig op af murren, for at være skjult så meget som muligt.
 "Vagter.. " hviskede hun for at gøre Hyde opmærksom på hvad hun havde gang i. Der gik ikke mange sekunder dør et par vagter gik forbi gyden. 

Hyde skævede til hende, som hun kom frem til realisationen af, hvad det var, han havde hentydet til. Hvis han skulle være helt ærlig, så forventede han ikke rigtigt, at hun ville gå med til det. Det var én ting at hjælpe en vampyr i nød - en helt anden at lade den vampyr bide sig. Han hørte en lyd, men nåede ikke at dreje hovedet for at se efter - forbandede stive nakke! - inden Aslige pludselig havde hevet ham til siden og ind i en gyde.

Skulder ved skulder, stod de med ryggen mod muren og så vagterne gå forbi. Hyde's overraskelse var aldeles ægte og han brød sig overhovedet ikke om, at han havde været så tæt ved at blive opdaget. Derfor sendte han da også Aslige et taknemmeligt nik. "Det var vist godt, jeg mødte dig i aften." Så trak han vejret dybt ind og gjorde sig klar til at gå igen, da han pludselig kom i tanke om, at han aldrig havde svaret på hendes spørgsmål. Han vendte sig lidt og så direkte på hende, inden han tog let ved hendes håndled og blidt trak det imod sig. "Du ville bare skulle lade mig bide dig og drikke et par mundfulde." Bare et par mundfulde... Det ville være nok til at komme lidt ovenpå igen.

 Blikket fulgte vagterne og Aslige holdt næsten vejret. Da de var gået forbi og nået lidt væk, åndede hun tungt ud. Der havde nok ikke været brug for at holde vejret, men det virkede som det rigtige at gøre for Aslige. Hun sendte Hyde et kækt smil.
 " Jeg er bare glad for at kunne hjælpe! "  Hun trak lidt på skulderne og holdt blikket lidt på ham. Aslige skulle til at skubbe sig ud fra muren da Hyde vendte sig mod hende. Hun lagde hovedet lidt på skrå, og hendes blik faldt kort ned på hendes arm, som han nu havde ved, inden hun slog blikket op i hans. Hendes blik var en smule usikkert, men også nysgerrig. Kort trak hun hånden en lille smule til sig, men slet ikke nok til at den kom fri af Hydes greb, og hev han armen mere til sig, ville han sagtens kunne det. 
 "Men er det ikke sårn.. Bliver jeg så ikke til en vampyr? "  Hendes stemme var stille, men spørgende og nysgerrig. 

Hun trak armen let til sig, men hev sig ikke helt ud af hans greb og Hyde mærkede et lille håb. "Nej," svarede han og smilede en smule. Det var en udbredt misforståelse. "Jeg skal drikke dig helt tom for blod, før det er en mulighed. Gør jeg ikke det, så skal du blot vente et par uger, så har dit blod gendannet sig selv." Det var ganske smart, mente Hyde. "Hvis jeg kun tager lidt, vil du ikke engang bemærke, at du mangler det."

 Ørene vippede nysgerrigt frem mod Hyde, mens Aslige opmærksomt lyttede på ham som han fortalte. Hun tyggede lidt på sin underlæbe mens hun tænkte. Hvis ikke det var farligt som sådan, kunne der vel ikke ske det store ved det. Og der var et eller andet hele det at blive bidt, der fik det til at sitre i hendes krop. Om det var på grund af hendes egen vane med at bide når hun ikke fik sin vilje vidste hun ikke. Aslige slog blikket lidt overvejende ned på sin arm, som Hyde stadig havde fat i, mens hun flyttede vægten lidt fra det ene ben til det andet. 
 " Hmm... Okay.. Du må godt..  " sagde hun stille, og trådte en smule tættere på ham. Aslige løftede blikket igen, og lod det ligge sig i Hydes. Hun havde et forsigtigt smil på læberne og et spændt glimt i øjnene. 

Hyde betragtede hende opmærksomt, mens hun overvejede, om hun turde at tro ham på hans ord. At hun endte med at give ham lov, fortalte om en person, som havde let ved at stole på folk. Selv var han slet ikke på den måde og han ville aldrig have givet nogen lov til at drikke af sig, hvis ikke han havde andet end deres ord for, hvordan tingene hang sammen. Men på den anden side, så havde hun heller ikke haft otte århundreder til at få slebet sin mistænksomhed og lære om, hvilke forholdsregler et langt liv krævede.

Derfor smilede han bare til hende, da hun gav ham lov og det gik heller ikke hans næse forbi, at hun virkede næsten opstemt over begivenhedernes udvikling. Hun var endog trådt tættere hen til ham i stedet for at trække sig væk, hvilket fik ham til at smile igen. "Tak," sagde han og mødte hendes øjne, så hun kunne se, at han mente det. Han hadede at føle sig så sårbar, som han var lige nu. Og hendes blod ville hjælpe på det. Så slap han hendes håndled og lagde en finger mod venstre side af hendes kraveben. "Det er nemmest, hvis jeg tager det fra din hals," løj han rutineret, mens ikke en muskel i hans ansigt eller en tone i hans stemme afslørede ordene som løgn. Han foretrak altid at drikke fra halsen fremfor håndleddet. Og hun virkede villig nok til at forsøge.

 Aslige vidste ikke rigtig hvad hun forventede fra bidet. Andet end det nok ville gøre lidt ondt. Måske var det dét, det gjorde det så spændende. Det uvidende og mystiske over det. Det var så sjældent der skete noget vildt tilbage i banden, derfor kriblede det også i hele Aslige krop nu. 
 Deres blikke mødtes, og Aslige nikkede kort til hans 'tak'. Hendes blik så en smule afventede på ham, så da Hyde slap hendes håndled, rynkede hendes pande sig kort en smule forvirret, men da fingrene ramte hende kraveben, åbnede hun lidt tungt ud. Igen nikkede hun lidt, inden hun tænkende bed sig lidt i underlæben. Det virkede en anelse mere farligt i halsen, men det gjorde det også lidt mere.. intenst. 
 " Gør det meget ondt? "  spurgte hun så. Hun var ret sikker på det ville komme til at gøre ondt, men det var vel godt nok at forbedrede sig lidt hvis det ville komme til at gøre meget ondt. 

Hyde skjulte et smil, inden han lagde begge hænder mod hendes liv og skubbede hende det lille skridt tilbage, så hun igen stod med ryggen mod muren. "Hvis jeg gør det langsomt, så gør det ikke så ondt," lovede han, mens han så hende troskyldigt ind i øjnene. Det var dog også en løgn. Om han gjorde det hurtigt eller ej, så gjorde det lige ondt. Men han havde drukket fra mange personer i sit lange liv og han genkendte nogle reaktioner hos Aslige, som vakte genklang hos ham sig. Han havde på fornemmelsen, at hun ville nyde at blive bidt. Og han elskede at bide et villigt offer næsten lige så meget, som han elskede at bide et uvilligt offer. Det var to forskellige former for eufori og han ville gerne trække øjeblikket ud. De stod nu helt tæt - hende med ryggen mod muren og ham, som afskar hende flugtmulighed - på trods af at han ikke på nogen måde virkede truende. "Må jeg?" Hans blik hvilede i hendes, mens han ventede på hendes accept.

 Aslige lod sig blive skubbet op af muren, og lagde hænderne på hans brystkasse. Hun nikkede lidt og log kort blikket glide ud til siderne, for at tjekke at der ikke gik nogen forbi ude på de mørke gader. Selvom hun sagtens ville kunne hører dem. Blikket faldt tilbage på Hyde. 
 "Okay.. " svarede hun, både til at det ikke ville gøre så ondt, og til at han godt måtte gøre det. Hendes hjerte hamrede løs i hendes brystkasse. Både af spænding og nervøsitet. Hænderne knugede en smule i hans trøje, og hun vippede svagt hovedet en smule til siden for at give ham lidt plads.