Det var tidligt morgen i Vesterdalene, fuglene var selv begyndt at vågne op og kvidre i de dug våde træer morgenvinden kunne ses, kæle over det grønne græs. Luften var yderst frisk og der var ingen tid at spilde når man skulle hente inspiration fra naturens reneste billede.
De brune hør bukser var trukket godt op til livet, og den grøn blå ternede skjorte var stoppet godt ned under bæltet, den brune lædervest var også knappet godt til, imens den mås grønne vandre kappe var trukket godt tilbage. Det brune hår bevægede sig lidt i morgenvinden, men kunne nogenlunde holde sin form. De nøddebrune øjne spejlede rundt imens de små kraftige fingre snurrede rundt med en fjerpind i en lille læder-omlagt bog og lavede flotte sammenhængte ord der dannede lange potetiske sætninger. Hans hjerte var inspireret af udsigten af dalene og den flotte natur der bugtede sig så langt øjet kunne se.
Brumdar var hans navn, og lige som sin far havde han et hjerte bankede lidt for eventyr, og som en ung mand måtte han jo bruge nogle af sine gode år, til at udforske verden en smule, få lidt luft under vingerne, og måske lige som sin far, møde en som han kunne dele sit lille liv med. Men intet skulle forhastes, eventyrerne skulle være rigtige, og sådan skulle kærlighed også. Men han havde ikke travlt, for han var trods alt stadigvæk i sin meget unge alder, så det hele skulle nok komme når tiden var rigtig.

Peony og Bumi havde boet herude i Medanien for et lille stykke tid. Det var det sted i landet der mindede mest om deres hjemegn, og desuden ville det blive meget koldere hvis de tog nordpå, nu når det var ved at være vinter. Noget de overvejede, som de tænkte over hvor de skulle gå hen som deres næste eventyr.

Selvom det var tidlig morgen, så var Peony alligevel hurtigt ude af fjerene. Bumi var også taget afsted for dagen, og de var blevet enige om at mødes igen tilbage ved lejeren senere på dagen, så Peony kunne pænt tage på opdagelse i Vesterdalene.
Det var en lystig fløjten der fulgte den lave hobbit kvinde. Hendes krøllede hår var pænt sat tilbage med en klemme, men de løse krøller fløj stadig om hende. Hun var også trukket i lidt varmere tøj, med en jakke udover hendes skjorte og bukser. Dog var fødderne stadig ganske bare. Det var måske koldt, men ikke så koldt at man skulle have sko på.
Ikke langt fra hende, kunne hun se en mand. Hun ville i hvert fald mene at det var en mand, og som så mange andre gange, så tænkte hun at den bedste måde at undersøge de ting hun stødte på, var at gå tættere på. Manden ville udentvivl også nemt kunne se hvordan hobbitten lystigt kom vandrende op af bakken mod ham.

Brumdar lod let læberne trutte en smule, og lod så en blid, fløjtende og kælende melodi, der sang igennem græssets glide dans i vinden. Det var en melodi som hans mor havde sunget for ham dengang han var lille, og derfor var det også den som lå dybest i hans mentale sangbog. 
Men hans fløjten blev roligt bremset af en skikkelse der kom raskt vandrende mod ham. Han kunne se røde lokker der pryde hendes hoved, og en meget pæn jakke der pryde hendes lille krop. Et øjenbryn blev løftet lidt undrende, for langt væk havde personen set ret lav ud, som folk normalt gjorde, men som personen kom tættere og tættere på, blev personen ikke rigtig højere og han kunne se at det var en kvinde som kom mod ham, plus han begyndte også at kunne se de bare fødder hun bar sig selv med.
Han lukkede roligt sin bog og trak en lille aflang sølvæske frem, som han lagde sin fjerpind i, som han fint lagde ned i sin i sin vests venstre brystlomme. Roligt så han mod den rødhårede pige som kom tættere på ham og hovedet blev lagt lidt på skrå.
"Hvad laver en Hobbit som dem, her ude i vildmarkens enge i Medanien" spurgte han ganske nysgerrigt. Kvinden så ud til at være ganske ung, lidt som ham selv, nok bare mere i Hobbit år. Men han fandt hende dog lidt lille af en Hobbit, eller også havde han nok ikke set så mange Hobbitter i sit liv til at han vidste ikke meget andet end det han havde læst i bøgerne på hans arbejde som bibliotekar.
Han tænkte kort at det egentligt var lidt uhøfligt sådan at lade en dame gå helt over til ham, når han nu også fandt hende lidt interessant. Han skulle lige til at bruge sine jord evner til at roligt trille ham frem mod damen men stoppede igen, da han ikke ville ødelægge jorden og græsset han gik på, og derfor besluttede sig for at gå med benene over til damen, hvor han stoppede og bukkede høfligt for den unge dame.
"Navnet er Brumdar, Brumdar Browrage" sagde han og smilede stort til hende og sænkede sit løftede øjenbryn imens han lagde en hånd på sin hage og så lidt nærmere på hendes hårfarve. Det var en ganske flot farve at have syntes han, især når det også var krøllet på den måde.

Hobbitter var ikke ligefrem kendt for at forlade deres landsby særlig ofte, så ikke mange kunne oprigtig sige at de havde mødt en hobbit. Ofte blev de også bare forvekslet med dværge eller børn. Hvis Peony var lidt surere i sindet, ville hun nok have kaldt det racisme, men hun tog det med et smil på læberne.
"Peony, Peony Chubb," svarede hun glad tilbage og rakte hånden frem for at hilse ordentlig på ham. Et fast håndtryk var normalt vejen. Selvom hendes egen hånd ofte ikke føltes så fast et håndtryk som hun kunne ønske. En mindre krop gjorde også bare at man havde mindre muskler.

"Jeg var bare... ude på en tur. Jeg synes det er så sjældent at man ser folk heromkring for tiden," svarede hun tilbage. Efteråret havde taget rigtig fat i Medanien efterhånden, og når der ikke var så mange ting tilbage at kunne høste, foretrak folk at blive indendørs. Desuden havde Peony egentlig også godt hørt noget med at der var varulve heromkring.

Brumdar nikkede anerkendende til Peony's ord om at det var sjældent at man så folk her ude, især på den her tid, hvilket nok var det bedste ved stedet og roen man kunne få fra alt den normale larm fra alle mulige væsner i byen
Brumdar blev lidt overrasket over at hun var den hånd rækkende type, men lod sig inspirere af hende og tog hendes hånd og gav det et blidt men fast tag. Et nydende smil kom over hans læber som en blid brise kom forbi dem og kærtegnede ansigtet.
"Ja freden.. det er så rart" sagde han og lignede en som virkelig var i fred med sig selv. Han fik så en lille ide og så på Peony med et varmt smil.
"Peony kan jeg invitere dig til at følge med op på højen her og se solopgangen med mig?" spurgte han så Peony og smilede varmt til hende.
"Den skulle være ekstra flot i den her tid af året" sagde han og sendte hende et varmt smil imens han lavede en høflig gestus til at følge med ham, før han selv begyndte at gå op mod højes top. Man kunne godt se at solen var godt på vej op, og derfor blev varmen også forstærket. Han kunne mærke hvordan vejret blev varmere og varmere, og han måtte tage sin mås grønne vandrekappe af og åbnede hans grøn blå skjorte en smule op ved halsen og ned 3 knapper.
Solen gled smukt over bjergene og bakkerne i horisonten, og de smukke farver af solen som bølgede over himlens lysblå blide tæppe der lagde sig over dem. Hans brune øjne var betaget af synet der mødte ham og sceneriet fylde hans hjerte med varme og inspiration.
Hurtigt rakte han ind i sin inderlomme og fik trukket sin pen og bog frem, hvor han hurtigt snurrede sin fjerpen på en af bogens hvide sider og lavede en hurtig, og rigtig flot billede af sol-opgangen og et lille digt til at færdigøre hele oplevelsen.
"Oh, hvad var det, jeg så det ske,

det var en ny dags komme.
Et lys i horisonten
og natten den var omme.

Den første stråle slynges ud
og rammer plet på jorden,
det første sollys vågner,
en ny dag født på jorden."
Sagde han med en varm stemme og lukkede bogen igen, stak fjerpen i lommen igen før han så mod Peony med et varmt smil.
"Det er sådan, en perfekt morgen, før alene, men nu med en fremmede men kommende ven måske" sagde han og strakte sig roligt før han så lidt på Peony.
"Hvor er de så fra Peony?" spurgte han hende undrende og var oprigtig nysgerrig over Peony's baggrund.

Peony nikkede begejstret. Hun var altid villig til at lære en ny person at kende, og ærligtalt var der næppe noget så smukt som en solopgang. Den måde solen bare begyndte at lyse alting op på. Nogen gange kunne det godt lidt minde hende om sit hjem.
Så op på højen de gik, og Peony tog plads på højen. Ingen grund til at stå op, når man kunne se ligeså godt når man sad ned, og hun nød den stille vind der gled over dem, og Brumdars digt.
"Er du digter? Det lød fantastisk!" udbrød hun over det smukke digt. Hun havde ikke hørt meget poesi i sin tid, men det der var nok noget af det flotteste hun havde hørt. 

"Jeg er fra over bækkebroen, ikke specielt langt herfra," svarede hun. På hobbit ben var der stadig et stykke, men det var ingenting i forhold til turen ned til Balzera. Ikke at hun havde planer om at tage en tur hjem foreløbig, de prøvede jo altid at få hende til at blive længere end godt var.

Brumdar kunne ikke lade være med at fnise lidt over hendes overraskelse over hans digt, og syntes det var sødt at hun var så glad for hans digt, skønt han selv mente at han havde lavet det som var bedre.
"Digter, små kunster, der er små hobbyer man får tid til, når man arbejder som bibliotekar" sagde han og kløede sig lidt genert i nakken men stoppede igen, og dernæst besluttede sig for at sætte sig ned ved siden af Peony og lagde hænderne bag sig så han støttede bagud imens hans krop også var lidt hældet tilbage, og øjnene bare stirrede op på solopgangen og mærke vinden i sit ansigt.

"Bækkebroen... Bækkebroen.. Aaaah! Den Bækkebroen! Ja den har jeg hørt lidt om fra andre som har været forbi" sagde han og nikkede roligt.
"Det skulle være et pænt sted" sagde han og så på Peony med et varmt smil før han så lidt ud i horisonten, hvor han kunne se nogle dyr komme løbende lidt mod dem, men med retning til at gå lige forbi. Men det var svært at se hvilke dyr det var, og hvorfor de så ud til at løbe så hurtigt. Han lagde hovedet lidt på skrå, mod hende og hævede da et øjenbryn.
"Ser du også de der dyr i horisonten? Kan du se hvad det er?" spurgte han hende og kneb øjnene sammen og syntes det hele så lidt mærkeligt ud og kunne måske være farligt?

Peony nikkede begejstret. "Det er smukt, og meget fredfuldt. Det idealle sted at bo," svarede hun og sukkede lidt drømmende. Hun havde ikke lyst til at tage tilbage endnu, men hun elskede sin barndomsby. Den var hvad man kunne ønske for sine børn. Der skete ikke så mange interessante ting, men man skulle aldrig være bange for at der skete noget alvorligt med ens børn. En ting Peony virkelig kunne værdsætte efter at have rejst rundt i landet i et stykke tid efterhånden.
"Hvad med dig? Jeg hører de fleste dværge bord oppe nordpå," sagde hun, uvidende om at Brumdar måske ikke bare var en dværg. Så mange af dværgestand havde hun ikke mødt, og hun skulle da ikke til at dømme andre lave racer. De kunne se ud som de ville, ligesom hobbitter.

Hun kneb øjnene lidt sammen, som han nævnte nogle dyr i horisonten. De var svære at se, og det var heller ikke fordi at Peony havde et eller andet fantastisk syn. Tågen gjorde det også lidt sværere at se noget så langt væk.
"Måske nogle dådyr?" tilbød hun som forklaring. Dem var der jo også nogen af i disse områder, selvom de selvfølgelig var meget jaget med byen ikke så langt fra, og varulvene der virkede til at jage hvor de kunne.

Brumdar løftede et øjenbryn og smilede til hende og kunne godt lide hendes lille stereotyp af dværge, hvilket nu også var sandt nok for de fleste dværge, men han vidste også at der var mange dværge som udvandrede fra nordsiden, som hans egen far havde gjort i sin tid.
Han lo varmt og kradsede sig roligt i skægget imens han tænkte lidt over hvordan han skulle forklare hende hvordan han var havnet der.
"Jo nu skal du hører.. jeg er halv elver" sagde han og blinkede til hende.
"Og halv dværg fra min fars side, hvilket har vist sig ret meget på min højde" sagde han og lo og daskede sine overarme kort.
"Og på krops formen lidt" sagde han og vrikkede lidt med øjenbrynene til Peony imens han også så lidt over mod dyrene som kom løbende i rimelig høj hastighed og så stadigvæk ud som om det var imod dem. Han lyttede lidt til hvad hun sagde og kneb øjnene lidt sammen og syntes det egenligt fød fornuftigt nok, men hvorfor løb de så så hurtigt som de gjorde lige nu, indtil at han kunne skimte noget løbe bag dem, større og tydeligt mere farligere da det virkelig lignede 3 ret så store ulve der var i gang med at jage deres morgenmad.
"Det ser ikke alt for godt ud det der, måske skulle vi værne om vores sikkerhed og måske forberede.. hvad har du af magiske kræfter???" spurgte han Peony og smilede lidt skævt, han håbede lidt hun have noget som måske kunne i hvert fald få ulvene væk, for han havde ikke rigtig lyst til at kvæste nogen med hans jord magi, men var stadigvæk klar til at beskytte dem begge hvis det blev yderst nødvendigt.
"Og bare rolig, jeg skal nok stå for det fysiske forsvar" sagde han og klappede let på jorden som tegn på at han havde et es i ærmet til at klare ærterne.

Peony måbede af den åbenbare halv dværg, halv elver blanding hun var stødt på. Men... han lignede en dværg! Og hvordan fungerede sådan noget i det hele taget? Det var ikke ligefrem fordi at Peony jævnligt tænkte på blomsterne og bierne, men det var jo ikke fordi at hun var totalt uskyldigt. Lidt lærte man i hvert af at rejse rundt i verdenen.
Måberiet stoppede dog hurtigt, da hun pludelig blev spurgt om magiske evner. "Magiske evner? Ikke specielt meget.... vent, fysisk forsvar?" det var først nu at hun endnu engang kiggede ud mod det der løb mod dem, og det så ikke godt ud.

"Jeg er rigtig god til at forsvinde! Men hvad med dig? JEg kan ikke bare efterlade dig her!" sagde hun og kiggede ret utrygt mod ulvene, før så mod Brumdar.

Han strakte sig let til hendes svar og smilede stort da hun satte spørgsmålstegn ved fysisk forsvar og knækkede kort fingre imens han kom op og stå. Det kildede lidt i maven på ham, for han kunne ikke mindes om sidste gang han skulle vise sig for en pige, og især en pige som var så speciel som Peony. Han gned hænderne kort mod hinanden og tog sin stilling, fuldt oprejst og ret ryg og armene lagt let mod sin ryg, og lignede en som bare nød udsigten. Men et smil gled over hans læber, og gav en lille latter fra sig.

"Nu skal du se hvor de andre gener sparker ind, selvom jeg syntes at mine ydre gener også kan stå selv" sagde han og der næst tværede foden lidt i jorden før han løftede sin fod nogle få centimeter over jorden, og sukkede kort før han hamrede foden ned, der fik jorden rundt om dem, til at rumle lidt, men blot 3 meter rundt om dem skød en rund mur op der var en halv meter tyk og gik helt op til 2 meter over dem. Med et lille stamp i jorden igen, kom der to huller i muren på størrelse af hans hoved, og cirka i deres hovedhøjder, men i hvert fald så de kunne se lige ud.

"tardaaaa" sagde han og stillede sig som en tryllekunster der lige havde gennemført et tryllenummer og havde endda de rystende hænder. Han havde et stort smil over læberne imens og var ganske stolt over sin mur, og kunne mærke sommerfuglene der sad helt stille i kroppen, og bare ventede på at Peony ville kommentere for hans mur, der var ret solid og hård, og med små sten bygget ind i den, og de små kighuller gav blot charme til muren der omringede dem, så de sikkert kunne se ud på dyrene der kom stormende mod dem, især for kødæderne der kom bag dem.

Nu var ikke ligefrem fordi at Peony var fra den mest magiske slægt. De fleste hobbitter havde bare magi til lige hvad de behøvede. De havde trods alt ikke behov for noget til at forsvare sig selv med, siden de færreste i det hele taget vidste at de eksisterede. Hvis de kunne undgå at blive set, så var de generelt flade. Det betød dog ikke at Peony ikke havde set noget magi på hendes mange års rejser, selvom det aldrig var blevet brugt på denne her måde.
"Wooaahh.." mumlede hun da hun så væggene komme op omkring dem, sikkert ganske effektivt blokerede ulvene, hvis de forsøgte at komme ind til de to små folk.

"Det er noget mere imponerende end hvad jeg kan gøre... holder den?" spurgte hun og bankede et par gange på væggen, for at se om den også virkede bare nogenlunde solid. Ikke at hun havde nok kræfter til at vælte sådan en mur alligevel.
Hendes blik kunne ikke lade vær med at glide op på himlen. I det mindste havde hun stadig udsyn til himlen også, og væggene var ikke så tætte på hende at hun havde svært ved at holde sig i ro under dem. Hun vidste dog godt hvordan hun havde det hvis hun følte at hun blev fuldstændig spærret inde.

Han så lidt overrasket på Peony da hun spurgte om hans mur kunne holde, og gloede lidt undrende på muren selv. Han tænkte lidt over hvad hun sagde, og kunne godt se at der nok var mange dyr der skulle til at bumpe ind i den, så det kunne da godt være at han burde gøre den bare lidt mere solid end før.
"Altså den burde kunne holde til en del... men nu gør du mig en smule nervøs da" sagde han og lagde blidt sin hånd på muren, hvor den så lidt rystende begyndte at blive mere og mere fast i formen og var nu på samme styrke som en kampesten i hårdheden.
"Sådan, nu skal der i hvert fald en kæmpe til at sparke den her i stykker, så intet af det der ude kan komme i nærheden af os" sagde han og vendte sig mod Peony med et varmt og kærligt blik.
Brumdar gik roligt over til Peony og kiggede hende ret dybt i øjnene, nok på grænsen til at være ret mærkeligt, men han fandt hende nu bare så spændende, af en hobbit sådan at være på eventyr, det var ikke hver dag man så det eller overhovedet havde hørt om det. Også selvom hun var lille som ham, så havde hun da også sine kvindelige former som han ikke kunne benægte.
"Tænk at jeg skulle møde en vaske ægte Hobbit i dag, i er den mest spændende race jeg overhovedet kender til, og i er nok det bedst klædte folkefærd må jeg sige. Prøver selv at gøre mit bedste for at få jeres produkter, når i endeligt får noget i min størrelse" sagde han og daskede let til sin, nok ret lave, men muskuløse dværge krop og hentyde til at han nok havde brug for lidt mere stof om armene end den gængse hobbit.
"Mellem Elver og Hobbitter, så er jeres tøj klart mere kvalitet, og det er jeg ret glad for, for elver hader min højde og race" sagde han og lo varmt.
"Helt særlig dag må jeg sige, helt særlig. Peony, jeg vil være beæret hvis jeg kunne blive kaldt for, din ven." sagde han og sendte hende sit største og varmeste smil han overhovedet kunne præstere og gav hende det varmeste blik han kunne skabe.

//Bliver nødt til at lukke den, har absolut ingen krea, sorry ;^;