Tågen lå som en dyne hen over landskabet, eller nærmere ruinerne der befandt sig inde i skoven. Havde det været om dagen, havde de få lysstriber der kunne skinne igennem træerne nok gjort dette sted en del mere. Idyllisk, trods dens placering. Men i nattens ulm og mørke, fremstod det som et spøgelses slot. Et sted der samlede på flere historier end et menneskeliv, og mere til. Måske endda en historie man ikke ville høre, og derfor klart at de fleste ikke kom her længere, selv i dags timerne da man aldrig kunne vide sig sikker på hvad der i virkeligheden gemte sig længere inde.

Ikke at det rørte skikkelsen der langsomt nærmede sig ruinerne. Dette var ikke en af hans normale missioner, og bestemt ikke en han var synderlig glad for. Fordi i denne skulle han være diplomatisk, karismatisk. De to ting han i hvert fald ikke var. Derimod var koldblodigt mord mere hans boldgade. Især fordi han aldrig skulle snakke med ofrene, han skulle bare dræbe dem. Selvom der selvfølgelig var snigmordere der foretrak en anden metode. Nemlig at charmere sig ind på ofrende, også slå til når de mindst ventede det. Cryan som var navnet til dette midnatsvæsen, slikkede langsomt sin overlæbe mens han vagtsomt forsatte sin færd længere ind. Her håbede han, at han ville finde det han søgte, nemlig dæmonen som man ønskede tilknyttede sig mørkets hær. Noget med en ganske speciel evne til at skabe sig i billede af andre. Noget han ikke gik synderligt meget op i, hvilket han nok burde hvis han skulle have en chance for at overbevise denne person om at vælge at følge med ham.

Dagene var begyndt at virke længere og længere. Lige siden at Isen var død, og hun Rakshasa havde overtaget hans 'liv'. Der var ikke meget liv over det, men hun havde aldrig været i en position med magt før. Hele hendes liv havde hun kunne gøre som det passede hende, men ikke længere. Og for en gammel dæmon var det underligt at tiden pludselig ikke gik så hurtigt som den plejede.
Måske var det derfor hun var søgt ud her i ingentingen. Det var i hvert fald ikke pga. hendes arbejde, for der var ikke meget information at finde herude. Måske var det bare at se tidens tand herude der var rart for en stund. Borgruinen var allerede ved at blive overtaget af planter, og man kunne ikke længere se at det blot var få år siden at den var blevet nedbrændt.

I mørket kunne det have været svært at se hendes skikkelse i ruinerne, som hun gik der, men den lilla kåbe hun bar, stod alligevel nok ud til at hvis nogen ville komme i nærheden ville de se hende. Den sorte maske, med en enkelt lille blå blomst ude i den side, gjorde sig dog heller ikke synderlig bemærket.
Den nuværerende krop hun besad var en mandlig krop. Ikke speciel muskuløs, ikke at det kunne ses under kåben alligevel, men det var tydeligt at hun ikke havde planer om at stå ud med det hun bar. Det var nok også derfor at hun ikke lagde mærke til sine omgivelser, eller manden der kom tættere på hvor hun stod, med sin hånd på en af murerne der gik hende til navlen.

Der gik ikke længe, før han lagde mærke til en skikkelse i ruinerne. Det var svært at ved første øjekast at beskrive, hvad det egentlig var han så. Han havde da fået beskrivelser, en dæmon som gik rundt med masker; havde et eller andet sted bare virket fjollet da han havde hørt det. Men her var, den, så. Cryan to en kort indånding, hvor efter han gjorde hans skridt så de kunne høres, normalt ville han altid være påpasselig om hvor meget vægt han lagde i hans gang. Være på udkig om han trådte på grene eller kviste. Generelt alt som der kunne advare folk om han kom i nærheden af dem. Men igen måtte han huske på, at dette ikke var en af hans normale missioner. Selvom han kunne mærke på knuden i maven, at han virkelig ville ønske at det var således.

Han rømmede sig, for at sikre at personen ville høre ham. Hans mørke øjne skinnende kort i et gulligt skær, da han tændte en fakkel han hæv frem fra ryggen. I et kort øjeblik blev han ramt af følelsen, at han nok skulle have taget Kiri med på denne opgave. Men tanken blev hurtigt skubbet væk, det var længe siden han havde set noget til hende. Eller faktisk givet sig tid til at opsøge hende. Han stoppede op, da han var nogle meter fra skikkelse, så dæmonen an. Ville den gå, ville den blive? Han tog en dyb indånding, før hans hæse stemme brød stilheden. “Mit navn er Cryan Moretti, jeg kommer fra mørkets hær, men vil dem intet ondt.” han blev ganske irriteret over, at hans stemme afslørede at han bestemt ikke var vant til at snakke. En mand der kunne gå flere måneder uden at ytre en lyd, var bestemt ikke skabt til at skabe nye relationer til mørkets hær. Og her var han alligevel.

Man kunne godt se at dæmonen hørte skridtene, som hun rettede sig bare lidt mere op, men det var næsten en doven bevægelse, som hun drejede sig rundt, for at stå ansigt til ansigt med vampyren. De fleste ville have reageret hrutigere for at være sikre på ikke at blive angrebet, men der var næsten en ligegyldighed over den måde hun bevægede sig på, som om at hun ikke var bange. Tingen var at selvom Rakshasa ikke ønskede at dø, så var livet ikke det meste spændende efterhånden for hende. Tingene var bare for lette.

"Cryan Moretti?" kom det næsten spørgende, som om at hun smagte på navnets lyde. Stemmenr var svær at sætte en finger på. Var den kvindelig eller mandelige? Ung eller gammel? Det var lidt som om at der et hint af hver en ting, som en stemme der ikke havde en rigtig plads.
"Jeg går under mange navne, men du virker til at du allerede kender til mig. Hvad vil du?" svarede hun tilbage. Ellers ville en af mørkets hær aldrig have præsenteret sig sådan. I hvert fald havde Rakshasa aldrig stødt på nogen rare folk fra mørket før. Kunne godt være at der nogen, men der måtte være langt imellem dem.

//Inaktiv